Det værste ved det lette træk der konstant var i Maralinda for at slutte sig til hendes fædrende ophav var at det voksede sig stærkere når hun havde været væk længe. Til hendes held krævede det ikke direkte kontakt, men blot at hun kom indenfor en hvis rækkevidde før det løsnede op igen for en stund. Det var grunden til hun var taget forbi Kzar Dûn på vejen tilbage til Hovedstaden og det havde båret frugt. Hun havde været nær nok til at løsne trække og kunne nu igen bevæge sig frit.
En frihed hun havde benyttet til at opsnuse borgens bibliotek, fordi hun ikke kunne lade være.

Det var et af de største hun havde været i, men virkede ikke som det efter besøget hos Vidya. Der duftede rigtigt, var den rigtige stilhed og nok at læse sig igennem til at selv hun måske kunne holde sig underholdt her et årti eller to. Det var også værd at huske som et besøg værd når hun havde tiden til det.
For nu var det dog alt hun ville have tilladt sig, hvis ikke lyden af fjer i bevægelse havde fanget hendes opmærksomhed. Fjer havde intet at gøre på et bibliotek og hvis det havde så sad du sikkert på en interessant person.
Stille sneg hun sig i retning af lyden til den stoppede og hun med den. Så tittede hun frem bag en reol og så den sidste person hun havde ventet at se med vinger og her. Beon.

Et lille smil var krøbet frem på hendes læber, som hun blidt strøg sine mentale fingre gennem hans følelser og noterede sig dem hun kunne opfatte. Totalt uhøfligt, men også dejligt informativt. Ikke at hun lod sig mærke med det, før end hun fandt et uskyldigt smil frem og nynnende en gammel melodi satte i let hoppende gang hen mod Beon.

Biblioteket var blevet hans nye hjem. Et ekstra hjem så at sige, for borgen havde sjældent rigtig udfyldt pladsen. Det havde ikke taget megen overtalelse, eller forklaring før han blev tilladt adgang. Permanent adgang, hvorledes han sørgede for at klare nogen af de mere tørre opgave. At skrive lange diplomatiske breve ned, oversætte fra andre sprog så kaptajner, løjtnanter, riddere og generaler ikke behøvede at bruge deres vigtige tid på netop dette. De havde jo en krig at vinde. At klargøre sig til. Det var i hvert fald hvad Beon gik ud fra.

Resten af tiden, fik han lov at læse. Lov at gøre sig selv klogere og informeret.
Hans skridt var ganske lette, normale for en mand af hans størrelse, mens han tog et par tungt indbundne bøger ned fra en reol, fortsatte nogle skridt, og fandt en rulle frem og lagde oven op bunken af bøger. Han nåede tilbage til sit arbejdsbord der alarmklokken i hans sind ringede.

En velkendt følelse, der fik den bevingede mand til at stoppe op. Et antræk af et smil kom frem på hans læber. Et træt smil, men et smil var det trods alt, som han lod vægten fra bøger og skriftruller ramme ned på bordet, ganske roligt og forsigtigt. Hans følelser havde ikke været særlig spændende at rode rundt i denne gang. Han havde ikke som sådan tænkt på noget. Andet end hvad han plejede. Bøger, lige nu en bestemt krig fra flere århundreder siden som vækkede følelsen af interesse, og Asha. Det sidstnævnte en svag ulmen der altid var til stede, men som han sjældent tillod adgang - selvom det ikke ændrede på at følelsen var til stede. En følelse han ikke helt selv havde tilladt sig at blive klog på. "Godmorgen Maralinda" langsomt drejede han rundt og kiggede på det hoppende pigebarn.

Siden sidste møde havde han fået en smule mere sul tilbage på kroppen. Han var stadig tynd, men i den mere naturlige spektra. Hans hår var blevet længere og skægget fået en smule mere fylde end før. Mest bemærkelsesværdigt var naturligvis de gråhvide vinger der stak frem. Stadig irriterende tilstedeværende.

Hun havde gjort det lille trick med at tjekke hans følelser for tit, kunne Maralinda konstatere, som Beon hilste hende, før han vendte sig mod hende. Det fik dog også et skævt smil tydeligere frem på hendes læber og et varmt glimt op i hendes øjne, som hun endnu engang lod sin magi glide over ham. Det var ikke meget hun tog, men bare en anelse her og der for at holde sig gående til hun var tilbage blandt mennesker igen.
"Du har fået vinger igen, Engel!" Hun havde næsten haft glemt det navn hun havde brugt for ham i fangekælderen dengang og det overraskede hende også at høre det sagt højt. Hidtil havde det kun været brugt når han sov og ikke til ham selv. "Undskyld, jeg mener Beon." Hun smilede beklagende til ham, som hun fortsatte helt hen til han bord for at tage et overblik over hvad han havde der.

Det holdt hende dog ikke længe, før end hendes blik var tilbage på ham og hun nikkede let. "Du er stadig i bedring?" Han havde taget på, men manglede stadig lidt for at være tilbage oppe i form og vingerne så noget... Maralinda rakte ud og strøg fingrene over de nærmeste fjer. "Forlod jeg dig for tidligt?" Hendes stemme var usædvanligt afdæmpet, som hun så på ham. Var vingerne rigtige denne gang og nogen han havde fået fordi hun forlod ham i svækket tilstand?

Man skulle havde troet at han havde vænnet sig til at hun gjorde det. Det var ikke ligefrem en ny ting at føle, hvordan hendes evne gled over hans sind, uden at koncentrere sig om hans tanker, men i stedet hans følelser. Men det gav stadig en nærmest kuldegys agtig følelse at mærke.
Beon kiggede mærkeligt på hende, en smule overrasket over det ord hun valgte at bruge om ham, men kunne nok alligevel ikke ligge al for megen forvirring i det. Trods vingernes mere afdæmpede farve, af den matte hvid blandet med grå, var det stadig englevinger der sad på ryggen af ham. Han kommenterede egentlig ikke på hende ord, med andet end det forvirrede udtryk efterfulgt af en let hovedrysten. Ja, han havde fået vinger, og forsøgte at lade være med at tænke alt for meget over det.

"Maden har været en del nemmere tilgængelig efter jeg kom tilbage" svarede han konstaterende til hendes spørgsmål. Bedring. Han var i live, han havde ikke længere skaderne erhvervet på rejsen hertil, han var begyndt at genvinde den tabte fysik, og sind. Sindet han mest brugte tid på at genoptræne efter de alt for lange måneder hvor alting var gået skævt og direkte ned af bakke.
En rystende bevægelse gik igennem ryggen og vingerne ved Mara's lette berøring af fjerene. Han var stadig ikke vant til at de var tilbagekommet. Beon kiggede ned på hende, nærmest med en beroligende mine. Hendes afdæmpede stemme havde overrasket ham, og han ønskede at forsikre hende om at det ikke var hendes skyld. "Vingerne er en meget generøs gave fra min arbejdsgiver. Som betaling for mine mange måneders utilregnelighed" svarede han først, med en træt klang, som havde han brugt sætningerne alt for mange gange. De næste ord blev dog ytret mere dæmpet, forsikrende. "De er ikke din fortjeneste" eller skyld.

Alvor var ikke en følelse Maralinda viste tit overfor andre, men den havde grebet hende nu som hun tog Beons nuværende tilstand ind og ikke helt kunne frigøre sig fra fornemmelse af at have været årsag til noget af den. Samvittighed var der vist nogen der kaldte den utiltalende følelse. Den kunne de godt beholde for sig selv.
Han virkede stadig træt på en stille, accepteret måde. Som var livet bare sådan og han kunne vågne op, når folk ikke så så nært på ham længere. I det mindste fodrede de ham og lod ham hjemsøge biblioteket i stedet for at holde ham, hvor slet ingen skade kunne ske fra hans hånd. Hun betragtede ham nu så meget med sind som blik og lagde så hovedet let på skrå. Hvad der virkelig var interessant ved ham var stadig hvad han gemte og ikke ville være sig ved. Den lille gnist af noget der kunne blive til ægte glæde. Så hvorfor gemte han den væk...?
Som hun puslede over det, lod hun sin opmærksomhed vidde sig ud til hele ham igen og nikke langsomt til hans ord. "I det mindste fik du engle vinger og ikke dæmon..." Det gjorde det stadig muligt for ham med tiden at rejse blandt menneskene. En bagtanke eller en joke givet form? Så nikkede hun atter let og en anelse lettet. Atter en gnist af den der samvittighedsting, som hun skubbede dybt ned og væk. "Godt! Du skal ikke få sådan nogle fjollede ting, når du har været døende, altså."

Beon var faktisk umådelig veltilpas bag de støvede reoler, blandt støvede gamle bøger. Han fik endelig lov til at slippe den arbejdsform hans far havde presset ned om ørerne på ham. At han ikke frivilligt havde forladt pladsen som spion var en anden side af sagen, men noget kunne han bruges til. Ellers ville han ikke længere være i live - det vidste han med sikkerhed. Så han accepterede sin skæbne som manden der læste alt og kunne bruges til at oversætte eller forstå ting som de højererangerende fandt unødvendigt at lærer. Men han kom ikke ud. Skjult accepterende at han nok ikke fik lov at se andet end herrens borg efter de fejl han havde begået.

Beon grinede. Et hæst lavmælt grin, men det fik alligevel hans ansigt til at lyse en smule op, som han satte sig tilbage på den gamle træstol. "Jeg beklager, men svar mig ærligt. Ville du virkelig tro at når Kile endelig har fået fat i mit skrog, at hun slipper mig fri igen?" at vende tilbage som engel virkede så urealistisk for ham! Døden havde sjældent skræmt ham som mange andre, men derfor var han selvfølgelig ikke ivrig efter at gå ned af den meget mørke evige sti. Beon fastholdte et lille smil på sine læber som han, ligesom hende, betragtede hvad der stod foran ham. Hun havde virkelig virket bekymret, men var hurtigt faldet tilbage i sit eget barnlige jeg, der stadig gav en let følelse af at hun vidste mere end hun gav udtryk for. "Hvorfor er du kommet tilbage hertil?" De var jo ikke ligefrem hyggeonkler alle sammen.

Et grin var et bedre svar end så mange andre Maralinda kunne have modtaget. Det vidste at de ikke havde knækket hendes Beon helt, skønt de havde sørget for at han kendte sin plads nu. Det holdt ham så også nok her en god del tid endnu, men gav hende da så noget at se frem til når hun skulle her forbi.
Hun mødte hans blik undersøgende, lagde så hovedet let på skrå, før end hun rakte tunge af ham og svarede ham ærligt, men dog stadig med et tvist af hans ord og spørgsmål. "Du mener om hun ville sparke dig ud, så hun slap for dit selskab? Helt bestemt!" Han havde heldigvis ikke selv været helt alvorlig i spørgsmålet, så hun kunne nemt tillade at svare ham i samme lette tone.

Hans næste ord havde dog en lidt anden betoning og fik hende til at se væk, før end hun trak let på en skulder. "Mit fædrene ophav er her trods alt..." Det var svar på hans spørgsmål, men det gav ham stadig kun en del af grunden. Havde han lagt mærke til nok af hendes opførsel til at bore videre i det eller accepterede han familiebåndet som grund nok? Bedre end at lade ham tænke i samme baner, var at vende fokus tilbage til ham. "Hvad fandt du bøger om?" Hun havde set ham lægger bøger fra sig trods alt.

Beon lænede sig tilbage i stolen, allerede seende en mere levende ud end da hun var kommet. Det var sjovt hvordan sådan en lille møgirriterende skabning kunne få lidt mere liv i hans grå væremåde. At han generelt syntes at enes med hende, trods frustrationerne hun ofte bragte med sig. "Den bad jeg vidst selv om" svarede han tilbage med et muntert smil og rystede let på hovedet af sig selv.

Alvoren vendte dog tilbage i hans træk som han lavede et ganske let hovednik over det fædrende ophav. Han havde ikke set Melkor siden han var kommet tilbage, og han havde helt ærligt heller ikke lyst. Det kunne der i forvejen ikke komme noget godt ud af. Opmærksomheden blev skiftet til de tunge bøger foran ham, og Beon lod hende. At blande sig ind i det komplicerede familieforhold var ikke det han havde allermest lyst til i dag. "Optegnelser over krigen i Dianthos. Hvor mange krigere han-.. vi mistede, desertører og fanger. Umildbart for at undersøge hvor det begyndte at gå den gale vej" Ikke ligefrem ynglingsarbejdet og det var ikke ofte at Beon syntes noget var kedeligt at læse. Måske var det mere fordi han havde svært ved at se pointen, når det virkede så åbenlyst hvor det var gået galt.

"Det gjorde du! Som du altid gør." svarede hun ham nådesløst og temmelig flabet igen. Maralinda havde med tiden opnået en hvis respekt for Beon, skønt hun nægtede at vise hvor meget. Han gav trods alt mening en god del af tiden og så var der lige det der hun havde lovet ham. Det var dog opfriskende at tale med ham igen og se han stadig var i live. Endnu mere at mærke hvordan lidt mere af mørket i hans sind veg for de små gnister af noget andet han ellers gjorde sit bedste for at undertrykke. Ja, hun kunne ikke lade være med at vejre hans følelser, når hun var omkring ham.

Alvor var alt for naturlig en reaktion på nævnelsen af den hun ikke ville navngive. Med lidt held kunne hun slippe fra det problem indenfor en overskuelig periode, men det måtte tiden jo vise. For nu var det dog bare rart at have fået nærværet overstået så hun kunne komme tilbage ud i Krystallandet hvor hun kunne gøre noget. Af samme grund satte hun pris på at Beon også hellere ville snakke bøger end bore i hendes gøren og laden. "Kedeligt... ville det ikke være nemmere at starte med at se på hvorfor flere af Mørket er mere fokuseret på egen vinding end Mørkets sejr? Se det ville kunne give noget at bygge på..." Det ville måske også være lidt farligt for Beon at skulle forske i, hvor interessant det så end kunne være.
Hun flyttede let på bøgerne og hoppede så op og sidde på bordet foran ham. "Mere interessant... Hvem er det du ikke vil tænke på? Jeg kan mærke du skjule noget..." Hun så forventningsfuldt på ham.

Hun var da ikke begyndt at pakke noget som helst ind i den tid de havde været adskilt. Hvilket faktisk bare fik ham til at fnyse i let latter. Mange, alt for mange ting, havde han selv været skyld i var sket, og indtil videre tog han straffen for det. Ikke uden at brokke sig, bevares, men han tog den. Han var jo stadig i live. Det skulle man huske at se lyst på. Hvor svært det end var for Beon til tider. Men nu skulle han heller ikke være alt for deprimeret! Han havde ting at glæde sig over i livet, selvom han sjældent ville stå ved det.

Beon kiggede på hende, morende over hendes gåpåmod omkring emnet. Jo, det ville da bestemt være nemmere! "Jeg tvivler stærkt på at Herren har mange allierede tilbage hvis han bortskaffer alle dem som er her for egen vinding." var de ikke alle det? Af egoistiske årsager der medførte at de ønskede at være på denne side? Fordi de ikke syntes at Lyset klarede styrringen som den burde. "Desuden, tror jeg ikke jeg har mit hoved ret længe, hvis jeg giver mig i kast med den forskning" der skulle nok være en kriger eller to der så rødt hvis han stilte forkerte spørgsmål. Næh nej tak.

Beon havde flyttet sit blik hen til de bøger hun flyttede, en smule uobservant siden han egentlig ikke havde travlt med at komme i gang med arbejdet. Men ved hendes ord kiggede han forskrækket op og ville pludselig ønske han havde sagt at han havde travlt.
Hans øjne flakkede en ganske lille smule inden han trak på skulderne. "Skjuler jeg ikke altid noget?" svarede han tilbage med så meget lusket undertone han kunne mønstre, for at skjule sin egen forskrækkelse. Den mentale evne tog også et ekstra ryk for at lukke ned, selvom det sjældent var nok overfor den irriterende snagende tøs.

Maralinda lod en lille latter følge hans ord. Beon havde altid haft en evne til at skære igennem hendes ord og ind til kernen. Tage det usagte og svare på det fremfor hendes mere velvalgte (og ofte mindre velvalgte) ord. "Måske ikke så frygteligt mange, selvom der er egen vinding og egen vinding." Det lille tryk på ordet afspejlende om folk kæmpede for sagen fordi den kunne give dem noget eller de kun kæmpede for dem selv. En lille forskel, men en væsentlig en, når det kom til loyalitet og effektivitet.
At det så næppe var godt for hans overlevelse at forske i den slags var hun overhoved ikke i tvivl om. Det smagte af jagt på illoyalitet og selv hun på yderkanten af alting vidste hvad fulgte efter. Mørket gav ikke mange ekstra chancer ud. "Nok ikke nej... hvor interessant det end kunne være... også for din Herre."

Hun lod sit blik blive på hans ansigt,som hun satte sig tilrette på hans skrivebord og umuliggjorde fortsat arbejde. Hans reaktion på hendes prikkende ord var da også den let fangne placering værd og det klask over hendes sinds fangarme, som han faktisk fik hende smækket en smule ude af hans følelser. Han var ved at blive helt god til det der. "Altid, men ikke altid noget som virker.... varmt?" Hun holdt blikket hvilende afslappet på ham. Der var bestemt noget der, men hun kunne ikke rigtig få en føling med hvad det var og på en måde var det også sjovere at lirke det ud af ham. "Kom nu! Det kan jo ikke være slemt, når det gør dig varm indeni." Hun smilede forhåbningsfuldt til ham og forsøgte sig med den der uskyldige charme han desværre snart virkede en smule immune overfor.

Beon sukkede let ved hendes ord. Egen vinding var en mærkelig substance. For alle havde en grund til at gøre præcis som de gjorde. Om det var for at opnå noget til dem selv helt persontligt, eller for at etablere et større fællesskab eller andre ønsker. Alt gik på egoistiske bedrifter. For alle havde en grund til at være der. Hvor stærk eller indviklet den end måtte være. "Jeg tror han er mere opsat på at de frygter ham. Frygter konsekvensen af at gå imod ham." men det var jo sket før. Med Morgoth. At herren var blevet slået af sin pind, for at overlade den til en anden. Men han var vendt tilbage, mere ond end tidligere virkede det til. Eller hænvgerrig.

Beon fastholdte at forsøge at lukke hende ude, hængende fast til det han vidste virkede, trods det ikke var helt effektivt. Hun havde stadig en form for adgang. og Varme følelser kunne være mange ting, specielt når de ikke helt kunne specificeres.
"Så har du tydeligvis aldrig haft følelsen før" blev der sagt en smule mere bittert end det var intentionen. Mange ville argumentere for at det var følelser der skulle bydes velkommen. Omfavnes og opbygges større. At det altid fortjente en chance. Men realiterne var og blev en klods om hans ben. Det og hans egne tanker og forventninger. "Har du altid været så forbandet nysgerrig" han så på hende med et træt, men let morende blik. Selvfølgelig havde hun opfanget noget, og det var svært ikke at tænke på en bestemt person, nu det blev gjort bekendt det havde vækket noget. Men han prøvede. Lokke det hele tilbage bagerst i sit sind.

Maralinda svingede let med benene og virkede ikke længere til at have en måde seriøs og temmelig farlig samtale i Mørkets højsæde. Hun havde selv startet den, men en fornemmelse i udkanten af hendes bevidsthed advarede hende om at blive ved emnet for længe. Biblioteket var ikke velbesøgt, men nogen var på vej i deres retning nu og hun vidste ikke hvem. Alt for meget kunne alt for let vendes til noget andet end ment og Beon havde ikke brug for den slags forviklinger når hans loyalitet stadig var i tvivl for hans Herre.
"Hvilket de heldigvis gør. Langt de fleste af dem." Hun kunne ikke lade være med at notere sig at de begge undlod at inkludere sig i emnet, skønt hun ikke var i tvivl om hvor de stod. Respekt for folk med den magt Mørkets Herre havde var naturligt selv for hende. Om ikke andet nok til at udvise omhu og forsigtighed i hans borg.

Hans ord trak en perlende latter fra hende, som hun havde meget svært ved at stoppe igen. "Det sagde du seriøst ikke?" Hun grinede stadig og rystede let på hovedet. Gennem sin levetid havde hun haft adskillige variationer af den følelse forbi - måske ikke kommende fra hende selv, men så fra stort set alle hun havde mødt over en vis alder.
Da hun endelig fik lidt mere samling på sig selv var det med stadig leende øjne hun fandt hans blik igen. "Altid! Det er hvad går livet så interessant. Så hvem er det? Det må være en hvem når du er så defensiv!" Hun gav ham et mentalt prik, men kun til skallen han havde om sit sind. Bare sådan et blidt tap-tap-tap for at holde hans fokus. Det var et meget bedre emne at grave i som den fremmede bevidsthed nærmede sig dem og snart ville være indenfor hørevidde.

Kunne det undre nogen at de fleste var? Han var ikke ligefrem behagelig at være i nærheden af. I hvert fald, de gange Beon havde været tæt på Mørkets Lord den sidste tid, havde medført megen smerte og ubehag. Især vingernes udgroning fra den tilarrede ryg havde sat sine præg i hans sind. Han afskyede de askegrå vinger. Vidste hvad de var et tegn på, og at han ikke kunne gøre noget som helst ved det. Han brummede som svar til hendes ord, men lod samtalen falde fra det mørke og alvorlige emne.

Beon så forvirret på hende, glemmende hendes race og den races levealder. Men hendes udseende forvirrede ham stadig. Hun var jo bare en lille pige. "Hvad? Det har du ikke.. ikke personligt" han havde allerede gravet op for det. At omtale det på den måde, gav et for stærkt præg til at han bare kunne slå det hen som noget andet. Så han valgte i stedet at stå skjult ved det. Uden at ville indrømme det med et præcist ord.
Hans øjne blev mere smalle som han skulede til hende, lukkende sit sind i som en østers der irriterende nok stadig blev banket ganske let på låget. "Det kommer ikke dig ved" han vidste godt selv han var defensiv omkring hende. Mest af alt fordi, hun i længere årrækker havde været hans ven. En han kunne gå til, en som accepterede hans underlige vaner og knap så bredde overkrop, og at han trods det stadig kunne være til gavn for mørket.

Det forvirrede udtryk på Beons ansigt hjalp ikke det mindste på Maralindas latter. Tværtimod fik det den til at blive i hendes blik, som han forsøgte at afvise hun af alle kunne have følt noget som helst. Det trak en ny fnisen fra hende, før end hun rakte ud og strøg ham over kinden. "Nogengange er du for sød, Beon." Hun havde ikke rigtig lyst til at uddybe mere end det. Han burde vide lidt om hvad hun var efter hun havde hjulpet ham tilbage til livet, men dæmoner var selvfølgelig mange ting og mange forskellige ting. Måske vidste han virkelig ikke at hun levede af andres følelser? Muligt og belejligt.

Hans skulen hjalp ikke på hendes interesse i emnet, men fik hende til at smile sødt tilbage til ham. Han skjulte helt bestemt noget i den varme fornemmelse, som han hverken ønskede hun vidste noget om eller selv havde lyst til at indrømme. Tågen af benægtelse havde hun nået at møde, før end han lukkede hende ude af den beskyttende skal. Virkelig en irriterende evne han havde- især da hun stadig var udmagret efter al forlang tid afskåret fra gode fødekilder.
"Sikkert ikke, men derfor vil jeg stadig gerne vide det!" At blive ved med at prikke til ham ville dog næppe føre til noget. Han havde ikke overlevet sålænge ved at fortælle hemmeligheder- egne eller andres - til hvem som helst der smilede til ham. Så i stedet sukkede hun, lagrede en plan for hvordan hun kunne få ham til at afsløre følelserne og hoppede så ned for bordet med et sideblik til reolerne. "Nogen kommer..." Hun var allerede som hun sagde det ved at se efter et smuthul væk.

Nogen gange. Oftere end nogen gange, glemte han hvad det var en dæmon han stod foran og ikke en lille pige. En lille uskyldig pige, der var alt andet end uskyldig. Beon sukkede træt og rykkede tilbage fra hendes hånd. Det var lidt en bekræftigelse af at han igen havde behandlet hende som en lille pige og ikke en dæmon der sikkert var flere årtier ældre end ham. Det var stadig ekstremt mærkeligt. Han gryntede en brummende lyd som svar, og afholdte sig fra at himle med øjnende.

"Det er jeg slet ikke i tvivl om" svarede han tilbage til hendes noget insisterende prikken. Han hadede at hun var så forbandet nysgerrig, og på en eller anden måde altid lykkedes at manipulere ham til at indrømme mere end han ville. Hvor lidt det end var. Hun forstyrrede hans arbejde! Beon drejede hovedet imod den retning indgangen til biblioteket var. Det var ikke ligefrem et hemmeligt sted de befandt sig, men det betød ikke at mange kom herhen. Det var derfor med en let overraskelse at han kiggede derhen, og så en sortklædt skikkelse komme frem efter noget tid. Alle var sortklædte i dette hul. Beon selv havde ofte sort på, selvom det var dalet som det gav alt for stærk kontrast til de askehvide vinger. Den fremmede bar en bunke papirer i sine arme, uden tvivl ting der skulle fragtes til biblioteksmusen, i form af Beon, til at oversætte, nedskrive, eller lave om. Han blev allerede træt ved tanken.

Der var simpelthen ingen der kunne se træt ud som Beon. Et enkelt smil, et par enkle ord og det var som om al lyst til livet sivede fra ham og blev erstattet med et udtryk af hvorfor-mig? der kun fik hendes smil endnu mere. Han havde åbenbart haft glemt hende lidt. Utroligt! Men det havde også været en kaotisk tid på mange måder og han været noget ude af den sidst hun havde set ham.

Smilet blev som Maralinda gav hans sind et par små prik mere, men uden forventning om at kunne trænge ind. Han var vogtet lige nu og havde sagt nej. Virkelig skidt, men hun måtte jo håbe der var andre mennesker at finde på borgen. Noget hun passende kunne se efter nu hvor de nærmende skridt havde forstyrret snakken og fået hende på vej væk. At blive opdaget uinviteret på borgen ville være skidt nok, men sammen med Beon ville slet ikke være godt. Ikke for nogen af dem.
Så hun vinkede let til Beon, som hun smuttede væk fra hans bord og væk bag den nærmeste reol. Der tøvede hun let for at høre hvad forstyrrelsen handlede om, men da det blot var flere papirer at læse igennem, kategorisere og arkivere, sukkede hun lettet og forsatte væk. Hun havde trods alt et par ting at klare mens han sad hvor han gjorde.

Med et skridt strammede den svage, spøgelsesagtige kæde sig om hendes hals og fik hende til at snappe efter vejret, førend den slappedes igen. Et bevidst træk, det første hun rigtig havde følt men det var nok til at hun satte mindre pris på kæden end nogensinde. Det betød også at afstanden til hende var blevet vurderet og fundet passende. Et her til og ikke længere hun håbede var borgen i dens helhedså meget som hun håbede det var et øjebliks hukommelse og ikke noget permanent. Hun måtte dog nok hellere følge det... for nu.