Silhuetten, lå livløs på gulvet i det tomme hus. Nu hvor han var tilbage i tusmørkedalen, var kedsomheden igen på maksimum. Mens han vendte sig om på den ene side, kom han i tanke om det efterlade lig, der stadig sat livløs i den ene stole ved bordet i det ene hjørne at lokalet. Sted var ikke hans hjem. Det var blot et punkt hvor han kunne afslutte natten med en ung elver kvinde som han havde charmet med sine ord. Hun havde medfølelse for ham, og troede på hver eneste historie som han havde fortalt hende natten før. Nu var hun blot en tom rosin, der var begyndt at forrådne. Han kunne snit lugte processen på afstand. Smile rejste sig fra gulvet, han traske hen til den livløse krop og to hende op i hans arme.

"Min kære, vi kan stadig danse" sagde han kort før han svang hende rundt i en cirkle. Ah, hun kunne stadig charmere ham nok til føre hende hen over det støvede gulv. Med et par tin mere, gave Smile slip. Liget blev svunget igennem lokalet før det ramte en væg med et vådt klask. Han havde haft morskab nok, det var på tide at han efterlod hende til den næste person som der ville flytte ind. Med en sikker lydløs udgang fra det forlade hus, gik Smile ud mellem de mange mørke skikkelser. Skyggerne, var tykke nok til bloker fra solen. Hvor han skulle hen viste han ikke, dog var tanken om frisk blod på han hjerne. Han skulle finde et bytte som kunne underholde ham indtil at natten kom til tusmørkedalen, derefter var det tid til at jage igen.

Med den tanke gik Smile imod den mere befolkede del af byen. Mens det lange pande hår lå tæt over hans øjne, kiggede Smile efter en person der kunne være interessant at sætte tænderne i. Men det som han så, fanget ham slet ikke, der var kun kedelige væsner at kigge på. 

Tusmørkedalen, vidunderligt sted, specielt hvis man ledte efter ballade og problemer. Nogle skrig her og der var på ingen måder unormalt og det var som en smuk sang i ørerne for diverse psykopater og andre fucked up personligheder der af og til kom her. Dalen var ikke et sted for børn, men alligevel var der en pige, omtrent ni år og i hvid, blodig kjole. Det var atypisk at se hende i en hvid kjole, men denne gang var det for at lokke ofre til, for hun lignede en der havde fået en del tæsk, hvilket blot var en del af tricket... Og det gav pote.

En mand stoppede hende ”Kæreste barn! Hvad er der dog sket med dig?” manden så forfærdet på hende og løftede hende nærmest op i armene og nærmest løb af sted mod et hus hvor en kvinde tog imod dem. Manden satte Sonya på sengekanten og kvinden kom over til dem ”Årh kæreste barn” hvinede hun og satte sig på hug foran hende. Sonya lignede en der var i chok, men det hele var blot en del af spillet hun efterhånden var blevet så god til. Manden var begyndt at finde vand, klud og noget tøj som hun kunne skifte til, men det var tydeligvis alt for stort til hende, i hvert fald i dette stadie, men når hun forvandlede sig, ville det sikkert være bedre. Kvinden tog i mod fadet med vand og stoffet og begyndte at tørre Sonya's ansigt. Til kvindens store forundring var der ikke en eneste skræmme på Sonya's ansigt, hvilket var der det svagt gik op for kvinden der var noget galt, men alligevel fortsatte hun. Langsomt fik de taget kjolen af Sonya og hendes krop blev vasket, her var der heller ikke et eneste sår at finde. Kvinden så på Sonya med et hævet øjenbryn og så det dystre smil på pigens læber. Som kvinden lagde an til at skrige efter sin mand, greb Sonya omkring hende og satte en hånd for hendes mund, lænede sig ind mod hende og hviskede ”Hvis du skriger... Dør du” sagde hun og fjernede langsomt hånden inden hun rejste sig og gik på jagt efter en kniv.

Kvinden havde flyttet sig og var nu ved sin mand og mere eller mindre på vej ud af døren. Sonya himlede med øjnene og greb om en kniv og kastede den efter kvinden og ramte hende i baghovedet og hun faldt til jorden med et bump ”Ej hvor ærgerligt. Hun var ellers smuk... ” sagde hun og sukkede. Hendes blik rettede sig nu mod manden som var løbet ud på gaden. Som Sonya passerede kvinden hev hun kniven ud af baghovedet og fortsatte ud på gaden ”Kom nu... Jeg vil bare lege” sagde hun og slikkede sig om læberne. Hun var stadig i barneformen, hvilket nok var det mest afskyelige ved dette. Manden var stivnet og stod op af en væg og så hvordan denne pige kom nærmere ”Hold dig fra mig!” skreg han nærmest som han langsomt bevægede sig langs væggen. Sonya fnøs kort og kom tættere og tættere på ”Jamen... Jeg vil jo bare lege” sagde hun og smilede til manden inden hun kastede kniven mod ham og ramte ham i brystet og han langsomt faldt til jorden. Som hun kom op til ham satte hun sig lige over hans skridt og bed sig kort i underlæben, som hun langsomt begyndte at få sin rigtige skikkelse igen. Manden så på hende med store øjne og hostede da. Noget blod ramte Sonya's ansigt, men hun smilede blot bredere ”Sikke en skam dit liv skulle gå til spilde... Ville ellers gerne have mærket hvad denne kunne gøre” sagde hun og lod en hånd glide ned over hans bryst og til hans skridt hvor hun greb fast, kun ganske kort inden hun greb om kniven og trak den ud, blot for at hakke den ind i hans bryst endnu en gang... Og Igen.. og igen... og igen.

Bedst da kedsomheden kom til sit klimaks, hørte Smile de fantastiske lyd af dramatik mellem to gange.

Som vampyr, kunne Smile nemt skille lyde fra hinanden. Stemme havde tit lyse toner, når de gik i panik over et eller andet. Med sin sans på plads, satte Smile imod mandens stemme som snart blive stillende af lyden af metal der hakket ind i knogler. Den metalliske duft af blod, kom længe før at Smile kom frem til scene, hvor to skikkelser sad oppe nær en væg.
Smile kunne helt se om det var en kvinde eller et barn, et eller andet blandet det sammen for ham. Måske var det bare en magi? Det var det mest logiske svar i det øjeblik. Smile kiggede i teorien bare på indtil at der sket andet. Hans hænder kom næsten op i automatisk bevægelse, før han klappet over scene.
Bravo, natten skulle måske ikke blive så kedelig igen. Der var i i hvert fald nok brutalitet til at Smile kunne snakke om mord metoder med personen. Den slags samtaler oplevede man ikke ofte, eftersom de fleste væsner havde en hjertegod natur. Smile sukkede kort, det var en skam at så mange væsner ikke brøde loven nåde oftere.

"Min kærer, du har spildt blod på dit fine tøj" sagde Smile kort, ikke at det generet ham. Det gave bare kontrast til det som der var sket. Et smukt syn, som Smile let kunne finde på at tage del i, hvis kvinden altså tillod det. Nu, hvor han kunne kigge nærmer på kvinde kunne han god se at der var et eller andet ved hende. Menneske var hun ikke, for hun havde ikke de samme kedelig alderdoms træk. Hvad var hun så? Smile havde ikke god genkendelse af diverse racer, mest fordi han undgik modstander som han ikke havde en chance for kunne dræbe.

Som hun hørte der var en der klappede stoppede hun med kniven holdt overhovedet, men besluttede sig alligevel for, at lade kniven blive begravet i mandens brystkasse en sidste gang. Hun så sig over skulderen. Det så ud som om hendes øjne lyste op i det dulme mørke, måske gjorde de, men så var det fordi de var blanke. Der var noget over dette scenarie der havde tændt hende. Hun kunne ikke forklare det, men hele hendes krop sitrede af lyst, både efter blod, men også noget seksuelt.. Hun rejste sig fra manden som denne person begyndte at tale til hende ”Det sker efterhånden så tit... Men det er nu meget smukt.. Det var den sidste der var ren” sagde hun og sukkede ganske kort. Ikke hun havde noget imod at hendes tøj havde blodpletter eller generelt nærmest var overdækket af blod, så man ikke kunne se den originale farve. 

Kort hævede hun det ene øjenbryn da hun så nærmere på personen. Ganske uhyggeligt syn for de fleste, men hun fandt det yderst fascinerende. Uden så meget som at tænke over det, begav hun sig nærmere ”Hvad er der.. Sket?” spurgte hun og lod sine fingre glide mod hendes egne mundvige. Det så ret smertefuldt ud, men denne person kunne sikkert ikke mærke det mere, måske havde han selv gjort det? Eller også var det fordi der var en flok sindssyge spader der havde tortureret ham, hvilket også var en mulighed... Men hvorfor`?

Smile kunne ikke finde andet end det gode humør da kvinden svaret tilbage. 

Han så mens hun rettede sig op igen, manden som havde været skrigende var nu tom for liv, eller Smile kunne høre hvordan hjerte var ved at give op. Ikke at mord generede ham, han måtte selv dræbe hvis han skulle overleve. 

Hmm? Smile lignede et spørgsmålstegn i kort tid. Før at hendes ord genhørt inde i hans tanker. Det var ikke mange væsner der var så lige ud af spørger ind til hans udseende. Han klukkede kort. Den var ikke tit at han havde meget villighed til at snakke om de dage som han næsten ikke kunne huske. "Gæt" sagde Smile kort. Ind i mellem var det mere interessant at hører hvad folk troede der var sket, eftersom de aldre var helt ved siden af. "En tragisk ulykke, måske" sagde han kort efter for virke kryptisk. 
Smile kunne ikke huske meget af hvad Ewin havde udsat ham for. Han viste blot at meget af det var efterlad fra da han var menneske, og derfor havde hans krop mange fysiske ar som var efterlad. Selv med det healene blod som vampyr havde, var arne fra en tid før det, og de forblev synlige. 

Kort trak Sonya på skuldrene som hun kom nærmere, studerede ham og smilede ”Jeg tænker... Du var et barn hvis forældre var vaskeægte røvhuller... Du stak af og endte med at blive fanget af en eller anden psykose som så torturerede dig?” sagde hun uden så meget som at trække en mine. Det var sådan set det der mere eller mindre var sket for hende selv... Men hvorfor ville nogle personer lave sådan et ”smil” på en person!? Hans kryptiske svar hørte hun nærmest ikke. 

Hun så over sin skulder på den døde mand og sukkede ”Det var ikke meget go der var i ham... han var nok et af de mest kedelige personer jeg har slået ihjel... ” hun sukkede og rettede da blikket mod personen foran sig ”Hvad med dig selv? Jeg går ikke ud fra du er et engle barn, eftersom du netop lige har klappet af dette..” sagde hun og pegede over mod manden der lignede noget der var løgn. 

Han var måske lidt chokeret over hvor tæt hun var på sandheden. 

"Tæt på" sagde han med lidt lav stemme. Smile havde ikke husket meget fra den tid før han blev vampyr. Men totur kunne han huske, det var en de ting som han havde oplevet i flere måneder op til at han var blev vampyr. Han ville dog ikke give disse detaljer fra sig frivillig.

Smile klukkede som svar, nej han var ikke speciel hjertegod. Faktisk var han ondskaben i vampyrisk form, hvid han kunne slippe afsted med det. "Eller os kan jeg bare lide at se på?" sagde han kort, den slags vare altid god underholdning, selvom han nu selv fortrak at suge livet ud af folk, indtil at de lå tæt på døden, derfra så han blot på til at der ikke var mere at komme efter.

Sonya sendte ham et skævt smil "Ikke helt dum til at være en kvinde... Hmm?" sagde hun og grinede da ganske kort. Alt hun havde sagt havde blot været et gæt, eller var det? Hun kunne ikke læse tanker og kendte ikke gud og hver mand, så det var blot et gæt fra en anden verden. Som han igen talte smilede hun bredt "Det kan faktisk også være smukt.." sagde hun. Sonya selv havde også noget for at se på. Hvad det var over det kunne hun ikke sige, men der var et eller andet.. Måske tændte det hende sågar lidt. Tanken om blod, følelsen af det der ramte hendes ansigt. Et eller andet sted i hendes underbevidsthed vidste hun godt det var forkert og hun burde gribe ind, men hun vidste også... At gjorde hun det, ville scenariet blot blive mere makabert end det i forvejen kunne træffe at blive. 

Ak ja. Mord var nu en smuk ting, dog kunne Smile godt huske at der var et mindre ubehag ved det, den første gang hans skaber tog ham med ud på jagt efter blod, men efter det blev det bare natur. Men der var også et eller andet ham som sagde at han havde kendt til suset ved mord før at han var blev en vampyr. Måske havde han begået mord som menneske? Han vidste det faktisk ikke helt, hans hukommelse havde mange huler, som hans skaber sagde.
Smile trak vejret kort og kom i tanken om trøsten efter blod, der var frisk lig, men den slags sagde ham aldrig meget. Han levet af hører hvordan at hjerte blev langsomt, når han drak blodet fra personen. Måske var det hende der også havde sat sulten igang, hun var jo smurt ind i blod, både frisk også lidt ældre. Smile havde dog selvkontrol nok til ikke at bide uden at have tilladelse, han drak næsten aldrig for en person som der kunne holde hans interessere kørende.  

Hun kunne ikke sætte ord på hvad denne akt gjorde ved hende. En blanding af lyst og vrede havde bredt sig inden i hende, men det var som sådan ikke noget hun havde tænkt sig at gøre så meget ved, jo måske lege med flere folk inden hun vendte snuden hjemad inden Ra ville finde ud af hun var stukket af. Hun så på ham med et smil ”Kom” sagde hun stille og rakte hånden ud mod ham. Hun var ikke bange af sig, trods hun vidste at denne person måske kunne vende 180 grader og så gå løs på hende, men af en eller anden grund følte hun, at denne person var lidt som hun selv og måske bare kunne lide at lytte til de små slag i brystet på folk der blev svagere og svagere.

Smile lavet et kort ryk med næsen før at han tog den varme hånd i sin? Det var vel en god del tid siden at han havde haft fysisk kontakt med et andet væsen som stadig var levende.
Han følte dog at det var lidt sært at kvinden stolte på ham så nem? "Hvad er dit navn forresten?" sagde han kort, ikke at der var en vigtighed i at vide hvem hun var, hun kunne give ham et flask navn for alt i verden og Smile ville lade som at det var hendes navn. Selv viste han ikke hvilket navn han skulle bruge, han var på skift flere personer om måneden, alt efter hvor han skulle og hvem han skulle se.

Hun så på ham med et kækt smil, da det var tydeligt for hende at han var lidt skeptisk over at tage hendes hånd. Han var kold, men det var sikkert grundet hans race. Som han talte til hende smilede hun blot "Jeg har mange navne..." sagde hun og blinkede ganske kort til ham. Hun trak ham med sig over til den døde mand "Der er stadig blod i ham... Værsgo" sagde hun og bed sig kort i underlæben. Hun tilbød ham noget at spise, meget uvandt af hende, men måske var der fordi hun syntes han var så ranglet? Måske fordi han havde set hende gå amok, men ikke havde tilkaldt vagterne? Der var i hvert fald noget over ham der  gjorde hun ikke frygtede ham, men hvad det var, kunne hun ikke helt sætte en finger på.

Hvis man kunne se de blodskude øjne under de mange lokker ad sort hår, ville man kunne se hvordan at de blev større. Ligesom han, valgte hun selv et navn der passede når der lystede hende, dette var helt klart en ting som Smile kunne lide. Smile lod sig trække med hen til manden som nu var død, han kunne hører en puls eller hjerte, som havde optaget hans hører sans i en smule tid. "Jeg fortrakker nu, at drikke fra dem, mens de lever. Blod bliver bare koldt hurtigt" det lød en smule dumt, men Smile var faktisk ikke glad for drikke fra døde ting, han drak altid blodet mens det var varmt ellers blev smagen og oplevelsen bare kedelig.
Smile trak en smule de kind muskler som fik hans smil til at blive unaturlig, ikke at han ville lave en grimasse som var unaturlig, eller unaturlig for andre end ham selv. Smile havde for længe siden, give op på tanken om at han kunne være fysisk attraktiv for andre. Han var hvad mange væsner ville kalde et freakshow, med sit udseende som var evig fanget.  

Sonya så på ham og sukkede ”Nårh ja.. Jeg havde glemt at i blodsugere er så forbandet kræsne” sagde hun med et kækt smil på læberne. Dog gav hun ham ret i at blod var bedre når det var varmt. Ikke fordi hun selv drak det, men følelsen af det varme blod der ramte mod hendes kolde hud, føltes næsten bedre end orgasme. Hun rettede sig mod ham og bed sig kort i læben inden hun skar en grimasse. Hvorfor dækkede han ansigtet? Var han... Bange? Nah næppe.. Specielt ikke når hans eget tøj var en anelse blodigt. Hun stillede sig helt tæt på og rakte ud efter en af de lange lokker med sort hår, som hang ind foran hans ansigt og trak det svagt til siden, hvis hun fik lov. Et skævt smil kom frem på hendes læber ”Du behøver ikke skjule det...” sagde hun og så på ham, stadig med det skæve smil.

Han ville nu ikke sige han selv var kræsne, men han fortrak at holde kroppen en smule varm, eftersom det varme blod fik ham til at se menneskelig ud, hvilket var brugbart for tide til anden.
Smile trak sig næsten tilbage da hun kom tit på, han var normalt ikke en der viste sit ansigt til andre, eftersom de fleste var bange for ham eller os synste de bare at han var en freak, med stor F. Han flyttet hurtigt end hånd op for stoppe hende. "Jeg er ikke sikker på, at det er et syn du vil nyde" sagde Smile kort, et var at han manglede sine øjenlåg, noget andet var at se det for sig selv. Derfor undgik han tit chance for at lade andre se ham fuldstændig. Der var ikke meget af finde i vansiret ansigt som havde været udsat for store mængder af toture, lige som med rest af hans krop, var der ar som både var synlige og mentale.
På en måde syntes han selv at han lød dum, hun skulle vel nok kunne klare synet. Hun havde trods alt drab to menneske næsten lige foran ham.

Hun så på ham med et hævet øjenbryn. Hvad var der at skjule? Hun havde i sin lange levetid efterhånden set en masse fucked up lort, så han ville ikke være den første, plus hun var sikker på det ikke var så slemt som han selv syntes det var. Bevares måske ville en hver anden syntes han var det klammeste syn der fandtes, men for hende? Næppe. Hun så på hans hånd omkring hendes og bed sig kort i underlæben ”Sæt mig på prøve” sagde hun og sendte ham et skævt smil. Hun var ligeglad.. .Hun ville gerne se hvordan denne person så ud, koste hvad det koste ville.. Om hun så skulle give ham noget af hendes blod gjorde hun det gerne. Hun så på ham ”Jeg kan give betaling... Blod hvis det er... ” sagde hun og lagde hovedet på skrå, blottede sin hals for ham og forventede næsten hans tænder ville bore sig ind i halsen på hende..

Han var ikke sikker på om han fandt det morsomt eller ej, faktisk var han et sted i midten af morskab og utilfredshed. Han havde for ikke forvente at hun sige den slags, af betale sig til se hvad han var? Det var det værste han vidste, han var ikke cirkus syn, eller måske var han efter andres mening, men selv var han menneskelig nok til kende sit værd. Ikke at tilbudt ikke fristede ham, han var smak ivrig nok efter frisk blod. Men selv med den søde duft af blod var, havde han kontrol nok til at holde sig tilbage, det var ikke gået nok timer til at han kunne lade sulten tage over igen.

Hun så på ham og bed sig kort i underlæben inden hun så ned i jorden "Undskyld" sagde hun stille. Det var ikke just normalt at høre Sonya sige undskyld til nogen, men hun havde tydeligt set hvordan hans udtryk havde ændret sig, som hun havde nævnt hun ville betale med blod. Han var ikke en attraktion og det vidste hun godt, men hun ville så gerne se hvad det var han skjulte og hvorfor. Måske var det også lidt selvisk af hende, men det var kun fordi de virkede til at være nogenlunde på bølgelængde og de begge havde intet problem med blod, eller at slå ihjel og det var bestemt ikke fordi hun stødte ind i sådanne folk hver nat, tvært imod. Hun var bare så fandens nysgerrig og hun vidste godt det før eller siden ville koste hende dyrt.

Smile lavede et ulæselig ansigt, som han stod der med hytten trukket grundig ned over hans ansigt. Hans undskyldning var reale, og virkelig nok. Men han vidste på en eller anden plan at det ikke var nok, eller måske var det. I det øjeblik, blev han selv ikke helt klar over hvad han ville gøre, skulle han tage en bid fra hende, eller bare lade som om at det aldrig var sket? Beslutning var ikke altid nem at tage, specielt ikke i det øjeblik. "Jeg har allerede mætte miselv nok for en nat, måske sener" sagde han kort. Han kunne altid bruge en snak, før at han vendte tilbage til det hus som han brugte som hjem, eller hvis var hvad man kunne kalde det. Smile boede som sådan ikke fast i tusmørkedalen, han havde bare sit galleri, hvor der var en etage ovenover som han kunne bruge som hvile sted, når det behov var der. Men tusmørkedalen, var det nærmest altid nat, og derfor var der ikke det fysiske behov for slappe af på samme plan. Det evig mørke var hvad der fik ham til at komme til dalen, tilbage i dagene, hvor han knap nok var en vampyr med selv kontrol.

Sonya trak på skuldrene "Vi kan altid finde en anden legekammerat" sagde hun og fniste ganske svagt. Hun rettede blikket mod den døde i gyden og sukkede "Det var ellers sjovt så længe det varede" sagde hun og bed sig uskyldigt i underlæben og rettede igen blikket mod vampyren foran sig. Hun begyndte stille at gå, på jagt efter endnu en legekammerat, måske en de kunne dele? Hun kunne lokke personen ind i et hus, forklædt som lille pige og lade som om hendes forældre var døde eller hårdt sårede, men egentlig var det vampyren der ventede på dem? Tanken fik hendes hjerte til at pumpe hårdt i hendes bryst og der var ikke ingen tvivl om at vampyren sikkert ville bemærke det, men så måtte hun tage det med... Hun skulle nok klare sig alligevel.