Ekthelion havde holdt sig skjult i mange århundrede men nu endelige kommet frem fra sit skjul. Han havde en lille hytte hvori der kun var en enkelt lille seng, hvor han sov efter behov, resten af hans hyttes indhold bestod af bøger og skriftruller med viden han havde akkumuleret gennem mange århundrede. Duften af støvet fra de mange skriftruller og bøger hang tykt i luften omkring hytten.
Selv sad han udenfor hytten med en tyk bog og læste. Vinden var rolig og foran hytten var haven frodig med vilde blomster.

Der var ingen der kunne bande og skovle som Judas når tingene ikke gik hans vej. Denne gang havde han taget et skud direkte i sin højre skulder, og med hans hånd forsøgte han desperat at stoppe blødningen.
Han var bare et simpelt menneske og han vidste godt at han ikke altid havde heldet på sin side, især med det job han nu engang havde valgt sig. 
Denne dag havde Judas igen forsøgt sig, men var endt med selv at komme til skade, og med usikre skridt vandrede han nu igennem Elverly i håb om at han kunne komme tilbage inden elverne udså ham som et mellem måltid.

Judas kendte en del til væsnerne, han havde da lært en del om dem igennem årene, selvom hans levealder jo var ingenting i forhold til de mange andre væsner.
Som han fortsatte, kunne han mærke blodet rende ned over hans arm og drybbe langsomt i mod jorden, det var da hans held at der ikke var så mange varule i dette område. Et stykke fremme kunne han se en lille hytte, og han holde næsten vejret som han så en person sidde ude foran. Han nærmede sig med varsomme skridt, og gjorde klar til at gribe fat omkring sin kniv, det var nok lige lovlig optimistisk at trække sin bue frem når man kun havde en arm ledig.

Ekthelion sad og læste mens han kunne fornemme en fremmed i nærheden. "Hvem der?!" spurgte han, mens han lagde bogen fra sig på et lille bord ved siden af hans stol. Ved sin side havde han som altid sin vandrestav, som han efter behov kunne bruge til at forsvarer sig med. Ekthelion havde ikke noget ønske om at få ikke elvere som gæster. Faktisk var han stille begyndt at mene om menneskerne at de var en slags parasitter ser udsultede jorden. "Jeg ved ikke hvem du er. Men kom frem i frit syne inden du fortryder det." sagde han roligt, mens han rettede sig i stolen.

Judas vidste godt at jo flere år der gik, jo mindre kunne man stole på noget som helst. Folk virkede mere og mere korrupte, og over de sidste 10 år havde Judas da mærket verden vende mere i mod det onde. Han vidste jo godt der var væsner der havde levet langt flere år end ham, men han måtte jo om ikke andet gør sit bedste for at følge med.
Ti år for ham var jo trods alt rimeligt lang tid, men han vidste da godt at havde man levet flere hundrede år, så var det vel intet andet end en vejrtrækning.

Judas bevægede sig roligt frem i mod manden, han vidste at han ikke kunne klare en kamp mere alligevel og han var nødt til bare at gøre sit for ikke at blive mere såret end han allerede var.
Han stak sin ikke sårede arm op i luften som han gjorde sig synlig for manden: "Ingen våben" annoncerede han og måtte gribe fat omkring sin skulder igen, imens han desperat forsøgte at stoppe blødningen. Han var bange for hvor meget blod han havde mistet og han ønskede ikke at falde om herude midt i ingenting.

Ekthelion kastede et blik mod den fremmede mens han kom nærmere. Det kunne tydeligt ses at han var såret og selvom at han måske kunne bruge en kniv eller et kort sværd, følte Ekthelion ikke nogen trussel fra ham. "Kom nærmere og sæt dem ned." sagde han med en bestemt stemme, mens han rejste sig for at finde noget til mandens sår.

Han havde sat en gryde med rent vand til at koge og fundet en ren skjorte som han ikke brugte mere. "Jeg har ikke tænkt mig at gøre dig ondt, selvom at det måske kan gøre lidt ondt at rense dit sår." fortalte han roligt i håb om at den fremmede havde sat sig om 'beordret'.

Judas var glad for at manden i det mindste ikke virkede til at være helt så voldelig, Judas var trods alt ikke i stand til at lede den helt store kamp an og egentligt havde han nok brug for lidt hjælp. Der var trods alt lidt langt til den nærmeste healer, og selvom Judas ikke mente han var pylret, så kunne han godt fornemme at det her nok ikke var skide smart.
"Sæt... Ned?" spurgte Judas en smule fortvivlet: "Du har vel ikek noget til at?" spurgte han og løftede let den skulder han blødte fra, det var måske lidt svært at sætte sig ned og snakke til en fremmed, imens blodet løb fra hans skulder.

Judas kiggede i mod den fremmede: "Det ... Ville jeg faktisk sætte pris på" sagde Judas i en venlig stemme.
Han vidste da godt at man ikke sådan lige skulle stole på fremmede, på den anden side følte han måske ikke rigtigt at han havde det vilde valg lige nu: "Forresten hedder jeg Judas" sagde han i en kort stemme, og smilede venskabeligt i mod den fremmede.

Ekthelion tog sin gryde med det opvarmede vand og satte frem på hans terrasse sammen med nogle strimler af lys klæde. "Egentlig burde jeg slå dig ihjel uden at stille spørgsmål." sagde han roligt, mens han forsøgte at smile venligt. "Men det falder mig bare ikke naturligt at udøve vold. Slet ikke mod nogen der er hårdt såret og ikke kan forsvare sig." fortsatte han roligt, mens han vædede et par af tøjstrimlerne i vandet.
"Er du selv i stand til at ligge en forbinding?" spurgte han roligt, mens han lagde en lille kniv på et bræt, hvorpå han havde både vand og tøjstrimler.

Judas måtte sgu godt nok sige at han selv mente han havde været den mest uheldige mand i hele Krystallandet den sidste måneds tid, og pengene var bestemt ikke blevet større.
Held I spil, held på arbejdet - held i kærlighed? JA han havde sgu ikke noget af det, og Judas vidste at hvis der ikke snart kom lidt mere økonomisk gevinst, så var han snart rimeligt meget på røven. Alligevel forsøgte han som den uoprettelige optimist han var, bare at holde humøret højt.

"Wow tak for.. Informationen" sagde Judas skeptisk og alligevel i et halvt grin, det var da ikke hver dag folk lige præsenterede sig selv som potientelle mordere.
"Ja hvis jeg må låne lidt, så burde det nok kunne lade sig gøre" sagde han, Judas havde da prøvet værre og han kunne vel godt ligge en forbinding der ville holde, om ikke andet bare indtil han kunne få fat på en healer.

Ekthelion så kort mod Judas. "Det var ikke ment som at det var noget jeg ville, men mere som at det er noget de mere krigeriske af min race ville." forklarede han roligt, "Husk at vi er som jaget vildt fra Hovedstaden." alt i mens han gik tilbage indenfor i sin hytten. Lige indenfor døren startede rækken af reoler og hylder med skriftruller og bøger. "Hmm, måske det var her den lå." sagde han lavt for sig selv, mens han ledte efter en skriftrulle skrevet på krystallisiansk.

"Ahh, Der var den." sagde han mens han tog skriftrullen ud og gik ud mod Judas igen.
"Hvis du har interesse kan jeg måske være behjælpelig med at styrke dine evner." sagde han roligt, mens han satte sig tilbage i sin stol, med rullen i hånden.

Så længe at den fremmede ikke havde tænkt sig at stikke en kniv i hjertet på ham, så havde Judas bestemt heller ikke tænkt sig at være fjentlig. Med mindre det kunne skaffe ham penge, så brugte Judas kun sine talenter med våben, som angreb. Alt derudover var under hans standarder, og han ønskede trods alt ikke at gøre skade på folk.
"Rygtet siger så meget for tiden, så jeg må sige jeg snart ikke ved hvad jeg stoler på" sagde Judas henslået, det var ikke fordi han troede manden løj, men man skulle oftest hører rygterne fra folkene selv, for folk snakkede jo kontant.

"Styrke mine evner?" spurgte han i en rolig stemme og havde nok brug for en uddybelse, han var så bange for at nogen ville stikke ham en løgn og fucke hans indre op.
Han sukkede kort og nikkede dog forsigtigt: "Vil det hjælpe min skulder?" spurgte han, nu var Judas jo trods alt bare et simpelt menneske.

Ekhtelion rejste sig og kig et par skridt hen mod Judas med skriftrullen i hånden. "Det handler simpelthen om at fra det øjeblik jeg så dig, vidste jeg at dine evner kunne være rigtige nyttige i forskellige erhverv." sagde han roligt, "Men jeg ved også at du skal koncentrere dig kraftigt for at beskytte dig selv." fortsatte han mens han lagde skriftrullen foran Judas.

"Her, hvis du har interessen, kan dette måske hjælpe på dine evner, men desværre kan jeg ikke gøre mere for din skulder end det du allerede gør." sagde han mens han stille gik tilbage mod sin stol hvor han satte sig ned igen. "Rygter er rygter, men sandheden er blot en historie fortalt af vinderen." afsluttede han stille.

Judas kiggede en smule forvirret på den unge mand som han talte videre, troede han at han var... noget andet end menneske? Judas ville ikke helt rette ham, både for ikke selv at virke uvidende, men også fordi han ikke ønskede at manden så ned på ham hvis han så ham som bare et menneske.
"Jeg tror... jeg forstår" sagde Judas, hvilket dog var direkte løgn, han forstod absolut ingenting lige nu, han forstod kun det faktum at den unge mand trods alt ikke virkede som nogen trussel lige nu.

"Evner til hvad, om jeg må spørge?" spurgte Judas i en rolig stemme, han var da trods alt en ganske venlig mand og han forsøgte altid at være på den gode side af folk.
”Heksekunstner?" spurgte han en smule skeptisk og kiggede i mod skriftrullen.
Han var realist og brød sig ikke om alt det overnaturlige, det kom nok fra hans forældre.

Ekthelion smilede blot venligt til Judas mens han så efter om han fik lagt en ordenlig forbinding på skulderen. "Der er ikke så meget at være forvirret over." sagde han roligt, mens han sad afslappet i sin stol. "Ligesom at du kan få vinden til at blæse i en bestemt retning." sagde hvorefter han holdte en kort pause i håb om at Judas forstod. "Så ved jeg at det er din evne. Og derfor kan jeg også hjælpe dig med at forbedre den." afsluttede han helt roligt, mens han pegede på skriftrullen. "Der ligger der et stykke værktøj der kan hjælpe dig." sagde han med en sidste bemærkning mens han tog sin bog op, som han havde lagt ved siden af stolen.

Judas var da i det mindste taknemmelig for at han ikke var blevet halshukket endnu. Judas havde lært på den hårde måde at man ikke skulle stole på nogen i denne verden, og Judas gjorde blot hvad han kunne for at holde sig selv i live. Normalt ville han også sige dem han holde af, men den liste var ikke rigtigt eksiterende nu hvor hans bror var væk og hans kone var død.
"Aha... Det lyder... Interessant" sagde han og lænede sig let i mod fyren som hentydning til at han meget gerne ville finde ud af mere.

"Oggg.... Armen?" spurgte Judas forvirret, okay han var måske også ved at være lidt svimmel og derfor ikke helt så sammenhængende som han gerne ville være.
Om ikke andet kunne han gøre et forsøg på at holde samling på sig selv og de ting han trods alt prøvede at udtrykke oveni sin snurrende hoved.

Ekthelion var ved at blive lettere irriteret på Judas, der virkede til at blive mere forvirret end hvad godt var. "Tag dig nu sammen menneske!" sagde han højt og vrissent uden at kigge op fra sin bog. Han mente ikke længere han kunne hjælpe Judas, for han var ikke nogen healer, desuden havde han allerede givet ham en gave, i form af en skriftrulle. Nu var det bare op til Judas selv at læse og lære. Ekthelion mente bestemt at han havde gjort alt hvad han skulle gøre ved fremmede der besøgte ham. "Din arm kan jeg ikke gøre noget ved. Det har jeg jo sagt!" vrissede han stadig uden at kigge op fra bogen. "Nu må du altså snart tage dig sammen og føje dig. Hvis du bliver fanget af nogle af de andre elvere, så er armen der dit mindste problem." prøvede han at forklare roligt, selvom at temperamentet var ved at stige i graderne.

Judas kneb øjnene sammen som han kiggede i mod den fremmede. Judas var ikke bange af sig, måske mest af alt fordi at han ikke var bange for døden. Han havde oplevet så meget lort i sit liv, at skulle han en dag kradse af, så ville han da næsten finde det en smule barmhjertigt. Så når først folk troede han kunne snyde døden, så var det egentligt bare fordi at Judas var naiv som bare fanden - og oftest også direkte ligeglad.
"Og hvad forventer du af mig?" spurgte han bestemt tilbage og ignorerede mandens tiltalelse.

"Så dig skal jeg ikke frygte, men der står en hær om hjørnet og venter?" spurgte han ligegyldigt, som var ordene bare luft der forlod hans læber.
Det var ikke fordi at Judas var ligeglad, men hvad skulle han dog gøre anyway! Han ville bare gerne skrabe penge sammen til en hest, så han kunne komme lidt lettere omkring.

Ekthelion kiggede fortsat ned i sin bog og ignorerede hvad Judas sagde. "Hvis det er fordi du er bange for at gå igennem skoven alene, så står der er hest omme bagved der kan tage dig til den østlige skovgrænse." sagde han med en roligt dog opgivende stemme. "Den vil dog heller ikke tage dig længere end det." afsluttede han med en bestemt tone.
"Hesten kan du frit tage hvis du vil. For den kommer selv hjem igen." sagde han med en stemme der næsten ikke kunne høres.

Judas var egentligt ganske social, men med årene havde han også lært at man nogengange skulle trække hænderne til sig. Ikke alle i denne verden ville det gode, og hvis han selv skulle sige det, så var det blevet værre de sidste par år. Judas smilede let for sig selv, han måtte jo bare gøre det bedste han kunne for selv at holde en positiv attitude i mod verden.
"virkeligt?" sagde han og forsøgte at kigge i retningen hvor manden pegede, bare fordi han ville sikre sig at han ikke ville gå direkte i en fælde: "Det kunne være jeg skulle tage tilbudet, det er ganske gavmildt af dig.. Mr?" spurgte han en smule ledende.

Judas var egentligt ganske social, men med årene havde han også lært at man nogengange skulle trække hænderne til sig. Ikke alle i denne verden ville det gode, og hvis han selv skulle sige det, så var det blevet værre de sidste par år. Judas smilede let for sig selv, han måtte jo bare gøre det bedste han kunne for selv at holde en positiv attitude i mod verden.

"virkeligt?" sagde han og forsøgte at kigge i retningen hvor manden pegede, bare fordi han ville sikre sig at han ikke ville gå direkte i en fælde: "Det kunne være jeg skulle tage tilbudet, det er ganske gavmildt af dig.. Mr?" spurgte han en smule ledende.

Ekthelion var ikke længere interesseret i selskabet af Judas, så han rejste sig og gik ind i sin hytte og lukkede døren.