Judas havde virkeligt brug for pengene, de sidste par måneder havde virkeligt været nedadgående sådan rent forretningsmæssigt og økonomisk, og lige nu tog Judas absolut alle jobs han kunne komme i nærheden af. Så da en af hans kontakter havde sendt ham et brev med en kort beskrivelse af en kvinde, samt en tid og et sted, så var han nærmest allerede ude af døren.

Judas havde sin sorte kappe på de brune hørbukser og læderstøvlerne som han havde købt for snart fire år siden, utroligt at de blev ved med at holde, men Judas havde også efterhånden lappet dem et par gange. Han havde sine pile siddende omkring sin ryg og havde buen i hånden. Judas var ret god med våben, og hans fortrukkende var helt sikkert bue og pil, selvom han da også havde et par kasteknive i støvlerne.
Judas havde aldrig slået nogen ihjel, og han ville heller ikke. Han var trods alt dusørjæger og ikke lejemorder, så som oftest så var det nok for ham bare at slæbe folk hjem til dem der søgte dem, også kunne man jo bare nøjes med at skyde dem i benet.

Judas var taget ud til det store vandfald, klokken nærmede sig tolv og hans kontakt havde sagt at kvinden var at finde på netop dette tidspunkt. Judas havde taget sin hest derud, den var efterhånden ved at være en gammel sag, men havde da været en fast følgesvend i mange år. Som hesten gik og græssede et stykke derfra, gik han de sidste meter og gemte sig inde i buskene med sin bue klar imens han kiggede hen i mod vandfaldet.
Det her kunne simpelthen ikke ende som den sidste fiasko, han havde virkeligt brug for de penge.

Det var efterhånden et stykke tid siden at Shailaja havde, med hjælp fra Shenzi, dræbt hendes herre, Khalid. Hun burde nok havde forudset at det ikke var et mord hun kunne slippe væk fra. Han var trods alt en del af adelen i Balzera og leder af en enorm organisation. Men det første stykke tid var der ikke sket noget, så måske Shailaja havde ladet sine parrader gå ligeså stille.
Det var nemt at tabe sig selv i hvordan verdenen så ud heroppe nord på, nu når hun havde tiden. For en person der normalt havde været omgivet af ørkenens varme, var skove noget af det smukkeste.  Om sommeren var de grønne og med fugle kvidder, og om vinteren kunne man risikere at der lå sne overalt. Det var koldt, koldere end hvad Shailaja var vant til, men hun accepterede det, som hendes øjne ofte kiggede med decideret undren på det.

Shailaja kom gående mod vandfaldet. Hun var iklædt praktisk tøj og langt fra det mere luksuriøse tøj hun ellers havde haft på da hun boede i Balzera. En enkelt ting hun dog åbenbart havde beholdt på, var en ørering af fjer, som hun havde været ufattelig glad for mens hun boede der. Desuden havde hun stadig en del af noget pænere tøj i tasken der hang over hendes skulder. Hun havde i den grad plyndret hvad hun ville have af sine egen egendele da de var der.
Hun lyttede ikke engang efter, som hun satte sig på hug ved vandfaldet, for at række ned og fylde sit vandskind med det iskolde vand, som der stadig var gang i, selvom der var lidt is at se visse steder.

Judas turde nærmest ikke trække vejret, i frygt for at hun ville høre det. Det var ikke mere end en uge siden at han havde gjort et forsøg på at få fat i en - 5 diamanter kunne han have tjent, men som den klodsmajor han åbenbart var til tider, var han i stedte snublet og var kommet ret alvorligt til skade.
Judas fik øje på kvinden, han kunne godt nok kun se hende med ryggen til, men hun passede ganske fint på beskrivelsen, hvis han bare lige kunne gøre så hun kom en smule til skade. Trods alt var Judas ikke glad for blod og den slags!

Judas trak vejret langsomt ind, pegede med buen i mod hendes ene ben og pustede så langsomt ud imens han gjorde sit sigte korrekt. Hvis han bare kunne gøre så hun ikke kunne flygte, så han var sikker på at han kunne få hende med tilbage. 
Naturligvis i live.

Judas slap buen og lod pilen farer i mod kvinden, normalt var hans evner som skytte ganske gode, og han havde ret stor tillid til at han på en eller anden måde nok skulle klare det. Mange ting var han måske ikke så god til, med hans våben havde han da nogenlunde styr på. Nu var han dog også på ret så stor en afstand, og han var altid noget mere nervøs når det ikke var et dyr han skød efter.
Nok fordi han især var så fokuseret på at han ikke ønskede at slå nogen ihjel. Han mente jo stadig han var skyld i sin kones død, og det ville han aldrig kunne tilgive sig selv for.

Det var heldigt at Shailaja intet hørte. I hvert fald for Judas. For hende selv var det uheldigt. For som hun rettede sig op, kom en pil susende ind i hendes ben, og hun kollapsede straks på jorden af bare smerten. Hele hendes ansigt var fortrukket i smerte og hun kiggede sig febrilsk omkring for at se hvor den var kommet fra.

Hun vidste også godt at det med bare at tage pilen ud var en dårlig ide, men som tingene var lige nu, så var der en hvis sandsynlighed for at hendes blod ville ætse pilen op inde i hende og efterlade syre rester. En ting der kunne blive ufattelig ubehageligt på længere sigt, så uden forbehold hev hun pilen ud. Et støn af smerte kom frem, som hun rev en stribe stof af sin trøje og bandt hårdt omkring benet, mens hun prøvede at se sig omkring for skytten.

”Kom ud, og lad vær med at være sådan en kujon,” råbte hun. Skytten kunne vel ikke være længere væk end han ville kunne høre det, men hun var ikke sikker. Nu var hendes opmærksomhed fuldstændig på omgivelserne omkring hende, som hun prøvede at høre om der var nogen i nærheden af hende.
Hun kom også langsomt op og stå igen, og tog en af sine knive i hånden, og snittede en lille rift i sin ene hånd, der stadig var våd fra vandet, og lod hendes blod dække bare en anelse af kniven. Lige nu var hun ikke så bekymret for hvilken slags gift der kom ud af det, det vigtigste var at det var effektivt.

Judas var bestemt ikke et ondt menneske, men han havde brug for pengene. Efter hans kone død havde han desuden besluttet sig for at han ville være så fri som muligt, og dette her arbejde kunne man vidst kalde frihed.
Desværre også så meget frihed, at han ikke fik nogen penge hvis han ikke gjorde det godt - og man kunne vidst roligt sige at heldet ikke havde været på hans gode side på det sidste.
Judas lukkede øjnene et kort øjeblik som pilen fløj igennem luften, og åbnede så det ene øje for at se hvor det havde ramt. Han var en ret god skytte, men han var altid så bange for at gøre mere skade end gavn.

Som Judas så kvinden kollapse med pilen i benet, kunne han mærke en lille glæde stige op i ahsn krop, lige præcist hvad han ønskede sig, et pletskud der måske ville få det til at blive lidt nemmere at få hende overtalt til at følge med.
Judas trak endnu en pil og satte den fast i buen, han vidste han var nødt til at bevæge sig ud i mod hende, han ville bare gerne lige være bevæbnet så hun ikke pludseligt gjorde et eller andet åndsvagt, trods alt havde han sit eget liv rimeligt kært.

"Bliv stående" sagde Judas og gik langsomt ud fra busken og gik hen i mod kvinden så han kom til syne, han gik et langt stykke i mod hende med en spændt bue, og var klar på at skyde hvis hun overvejede det mindste.
Men som han kom et godt stykke hen i mod hende, måtte han gnibe øjnene en smule sammen, og i et chokeret øjeblik løsnede han buen let og kiggede på kvinden: "Shailaja?" sagde han i en undrende stemme, og rynkede på hans ellers så fine pande.

Shailaja var forberedt på det værste. Hun vidste hvilke typer der gjorde denne slags arbejde, og Shailaja var sikker på at hun ikke var et tilfældig offer, ikke når hun vidste hvor hun var kommet fra. Hvilke typer hun havde været omkring, som hun så fint havde løbet fra efter mordet. Det var også derfor hun var klar, selvom hun ikke vidste om personen bare ville prøve at skyde hende, så hun intet kunne gøre.

Heldigvis for hende, kom der snart en skikkelse til syne. Hun holdt sin kniv oppe foran sig, blodet dryppende fra det. De enkelte dråber der ramte græsset kunne man høre en smule syden fra, hvor de ætsede græsset væk og lavede et lille hul i jorden. God gift, men som ellers ikke så ud til at påvirke kniven hun ellers holdte i hånden.

Hun var klar, klar på at kæmpe, lige indtil hun hørte sit eget navn, og der kom en undren over hende, og en afslapning. Det var perfekt til at angribe i, men hun var vidst ikke den eneste der var forbløffet. Hun var irmelig sikke rpå at hun genkendte den stemme.. og det ansigt.
"Ju... Judas?" svarede hun tilbage. Han havde aldrig været en officiel del af organisationen, men de havde da mødt hinanden et par gange og han var det nærmeste Kaliyah var kommet på en ven alle de år. I hvert fald nok til at hun nok ville tøve, hvis hun var blevet sat til at dræbe ham.

Judas havde simpelthen ikke brug for endnu en fiasko og derfor følte han sig også ganske målrettet, og han vidste han bare skulle have kvinden med hjem så han kunne komme videre i teksten, han kunne også godt bruge lidt nyt tøj og uden penge, jamen så fik man jo altså ikke noget.
Judas kiggede kort på jorden, okay han havde ikke lyst til at komme i for meget ballade med hende, men i det mindste gjorde buen da at han ikke behøvede komme tæt på hende. Derfor afventede han bare, og som han langsomt genkendte hende, følte han at hans hjerte nærmest gik i stå.

"Hvorfor... Er du... på flugt?" spurgte han og sænkede langsomt buen helt, han havde trods alt tillid nok til at hun ikke bare ville angribe ham, eller han havde da et lille håb ihvertfald.
I et langt øjeblik stod han blot og kiggede hen i mod hende, han havde ikke tænkt sig at skade hende så længe hun heller ikke havde tænkt sig at skade ham. Han havde ikke set hende i efterhånden nogen år, men han måtte da alligevel sige at hun lignede sig selv.

Shailaja var ikke klar over hvad hun skulle gøre, og hendes tag på kniven blev også slappere, ligesom hans blev på buen. Hun havde ikke tænkt sig at angribe ud af ingenting, men hun ville ikke lade ham tage hende med. Der ville hun kæmpe for sit liv. Hun var endelig fri og selvom hun vidste han ikek gjorde det af ond vilje, så var hun godt klar over hans job.
I det mindste så det ud til at han genovervejede dette job. I hvert fald for nu, og Shailaja håbede. Men hun var også godt klar over at penge ikke var nemme at komme til, hvis man ikke allerede var rig.

"Jeg.. jeg blev nødt til det," den stemme der kom frem var ikke den samme som før. Den var knækket, trist, ødelagt. Hele hendes ansigt havde også ændret udtryk, som hun så ud som om at hun var i smerte af tanken. Det havde dog måske også noget at gøre med at hendes ben gjorde ondt, og blødte. "Mit liv med Khalid... det var en løgn. JEg var aldrig hans datter. JEg var... jeg var intet andet end en slave." At være en slave og snigmorder var måske ikke det mest traditionelle, men han havde vidst hvad han lavede da han fik hendes opdraget til at være præcist det. Ensom, alene, ude af stand til at spørge om hjælp, lige indtil at tingene ikke længere hang sådan sammen.

Judas kunne ikke helt finde ud af om han burde hjælpe med det ben han netop havde skudt, men det virkede måske også lidt vanvittigt bare at kaste sig hen og hjælpe hende, når de nu trods alt ikke havde set hinanden i nogen år og Judas skulle være helt sikker på at han ikke pludseligt fik en kniv i brystet.
Judas kendte kun hendes gode sider og havde ikke noget at udsætte på hende, så at han nu stod og måske skulle tjene penge på hendes navn, det vidste han faktisk ikke rigtigt hvordan han havde det med.

”Såå... Jeg... Jeg tror ikek jeg forstår, hvorfor er du på slugt? Fra ham? Vagterne? Hvad sker der" sagde han roligt og gik over i mod hende,
"Jeg... Tror du må sidde" sagde han og kiggede i mod hendes ben, han havde ikke lige de store helbredelses muligheder, men han måtte jo gøre hvad han kunne for at få det til at virke nogenlunde, hvor hårdt mon hun overhovedet var ramt? Han kunne ikke rigtigt se andet end blod på hendes ben lige nu.

Shailaja var ikke helt sikker på hvordan hun skulle håndtere det her, men hun blev nok nødt til at forklare sig lidt mere overfor Judas, hvis hun skulle have en chance fra at gå herfra med livet i behold.. eller i hvert fald sin frihed i behold. Det var ikke ligefrem rart at være nødsaget til at tænke sådan.

"Jeg..." hun tog en dyb indånding, men hun nægtede at sætte sig ned, og det var kun i et øjeblik at hun lod sig selv kigge væk, før at hendes øjne var tilbage på Judas. Der var stadig en tristhed, men også noget had i hendes øjne, som hun tænkte tilbage på alle de år hun var indespærret. "Jeg var Khalids slave. Jeg blev trænet i... ja... men jeg var ikke fri, jeg skulle lade som om, men jeg kunne ikke forsætte med at leve det liv, så jeg dræbte ham.... det var det eneste jeg kunne gøre." Hun fortrød det ikke i et sekund, men hun var heller ikke i tvivl om at Judas måske godt kunne se lidt anderledes på dette. De færreste kunne se på tingene med en slaves øjne, og det var de eneste øjne Shailaja nogensinde havde haft.

Judas kunne mærke hvordan hans hjerte nærmest var gået i stå, han havde aldrig lyst til at gøre skade på hende eller andre af hans bekendte for den sags skyld. Efter hans kone Agnes var død, havde Juads ikke taget sig til tåls med specielt mange mennesker i sit liv, så dem han kendte, ønskede han virkeligt at holde kært.
Man vidste trods alt aldrig hvornår man havde brug for en ven eller en kollega, der kunne hjælpe en på en kold nat: "Hvor... Hvornår er alt det her sket?" spurgte han i foragt og kiggede på hende, det var da forfærdeligt på hende og hans hoved prøvede at få en smule styr på tidslinjen i sit hoved.

"Du kunne ikke gå? Du måtte dræbe ham?" spurgte han: "Er du klar over hvor mange penge der er sat på dit hoved?" spurgte han roligt, han vidste ikke helt hvordan han skulle gribe det her an.
"Du kommer til... Du vil jo.." han kunne slet ikke slutte sætningen, men straffen for hende ville være hård og i et langt øjeblik stirrede han ned i jorden, imens han gjorde et forsøg på at tænke en klar tanke.
”Er du... Klar over du vil skulle leve på flugt resten af livet?" spurgte han forsigtigt, og ville gerne hjælpe hende - men ville bestemt ikke ende med også at være efterlyst, og måske selv have problemer med loven. Han forsøgte trods alt at håndhæve den til egen vinding.

Hvorfor var det dét at Judas vægtede sig i? Ja hun blev nødt til at løbe væk fra alting, men det var bedre end at leve i fangeskab på den måde hun gjorde. Kun lige så hun kunne smage friheden, uden rigtig at have den. Det var tortur og Khalid havde fået trænet hende så pænt til at hun ikke havde noget valg end at blive eller dø. Og hun var bange for at dø. Det var nok det vigtigste han havde trænet hende i.

"Det er bedre end at blive brugt som et våben, mod folk der med garanti ikke behøvede at blive dræbt," udbrød hun. Hun var ligeglad med hvor stor en dusør der var på hende, eller at hun skulle flygte hele sit liv. Hvis det her var hvad hun måtte betale for at blive fri, så måtte det være det.
"Desuden er det flere måneder siden. Jeg ved ikke hvorfor de først har sendt efter mig nu. Men jeg har ikke tænkt mig at komme med frivilligt, så det kan du godt glemme." der var en kræft i hendes øjne over det udsagn, som ellers ikke havde været der før i tiden. Der var endelig noget hun ville kæmpe for, noget hun var sikker i sin sag over. Hun skulle aldrig være fanget igen.

Judas følte sig helt forvirret lige nu og han anede pludseligt ikke hvordan man satte ord sammen for at danne en sætning. Omstændighederne virkede helt tossede, og han forsøgte bare at få sit hoved omkring alt den fakta der var, og samtidig også de beslutninger som det her tog med sig.
Han nikkede: "Ja selvfølgelig, jeg forstår godt du er nødt til at passe på dig selv" medgav han, man ville vel gøre nærmest alt for at holde styr på sig selv. Judas var ikke så heldig i livet, han havde jo mistet sin kone, og sit ufødte barn, og nå ja.. sin bror. Nej, hvis han selv skulle sige det havde de seneste par år ikke ligefrem været noget at fejre.

"Jeg mangler virkeligt penge" sagde han og satte sin pil på plads i skeden der hang på hans ryg: "Men selvfølgelig vil jeg ikke trodse mit princip" sagde han og rystede på hovedet.
Selvfølgelig skulle han ikke gøre hende ondt, han vidste jo godt at det ikke altid var fejl man selv lavede der jagtede en: "Men hvad så nu? Du... Bor du herude?" spurgte han en kende forvirret.
Han kiggede igen ned af hendes ben: "Jeg tror vi burde få det vasket... jeg har et stykke stof du kan binde om" sagde han og tog sin rygsæk lignene læder-taske af, og satte den på jorden. Han satte sig på hug og begyndte at lede i den, man havde jo lidt af hvert med når man rejste så meget.

Ligeså snart at Judas faktisk tog sin pil væk, kunne man også se hvordan Shailajas skuldre bare faldt en anelse sammen af lettelse over at der ikke længere var fare på færde, og hun bøjede sig ned og tørrede blodet på hendes kniv af i græsset, som det så fint ætsede væk, men det var bedre end at det begyndte at ødelægge hendes knive. Visse ulemper ved at bruge hendes eget blod direkte fra hende. Det gjorde det bare en anelse kraftigere og mere problematisk at have med at gøre.

"Jeg bor ikke rigtig noget sted. Jeg kender dårlig nok noget som helst nord for Rubinien," indrømmede hun og viklede stoffet hun hastigt havde taget om benet af. Det blødte heldigvis ikke alt for kraftigt, men hun kunne se hvordan også kluden var ved at blive påvirket af hendes blod, så hun blev nødt til at smide det væk.

Et lille suk undslap hende, som hun endelig satte sig ned på den kolde jord, og begyndte at pille buksebenet væk fra såret for at se hvor slemt det var, og brugte så sin relativt tørre hånd til at tørre blodet af, og hurtigt tørre det blod af i græsset. Hun havde været heldig. "Jeg tror desværre ikke at vi kan gøre så meget. Enten må jeg vente på at det stopper, eller også må jeg til en healer," indrømmede hun. Det var ikke ofte at hu n faktisk sagde så meget, men hendes attitude hvde trods alt ændret sig siden at hun var taget på flugt.
Ligeså stille vendte hun også hovedet mod Judas og bare et lille smil blev sendt til ham. "Men tak..."

Det var da ikke fordi at Judas mente han kendte super mange mennesker, så når først folk var kommet bare en smule ind i hans sjæl, så prøvede han faktisk at gøre et forsøg på at holde dem hvor de hørte til.
Judas smilede let for sig selv, som han kiggede frem i mod hende, han vidste nærmest ikke om han var skuffet over det var hende, fordi han vidste at chancen for en stor indkassering økonomisk var mindsket, eller glad for at se hende - bare fordi det var længe siden, og han desværre ikke havde så meget socialt sammenvær som han ville ønske.
Han arbejdede nok bare for meget, og nu hvor han havde skubbet kærlighed ud af sit liv, så var der jo ikke så meget tilbage.

"Så du vandre på skoven, på må og få? Du kan da ikke leve resten af dine dage sådan her.." sagde han en smule bestemt og dog med stemmen fuld af omsorg, han vidste at nogen mennesker endte med at slå sig selv af dage, fordi de ikke kunne komme ud af den situation de havde sat sig i.
"Hvor langt er den nærmeste healer?" spurgte han i et løftet øjnbryn, han havde da ikke tænkt sig bare at efterlade hende sådan her!

Shailaja trak blot på skuldrene. Det var et bedre liv at leve end at være fanget som slave hvor hun blev tvunget til at slå ihjel. Når behøvede hun kun at gøre det ud af nød, selvom det desværre var der alle hendes ressourcer var gået mens hun voksede op. Hun kunne ikke så meget andet end at dræbe.

”Jeg tror landsbyen har en healer,” indrømmede hun. Det var blot et par timers rejse, så det kunne de nok godt komme til, inden at hun forblødte. Med alt sandsynlighed stoppede det også inden de nåede dertil. Der var selvfølgelig også altid muligheden for at det ikke stoppede og hun døde a blodmangel. Han havde nok en pointe.
Hun stirrede lidt på sit ben og så op på Judas før at hun nikkede. ”Fint… vi tager til healeren,” sagde hun så endelig og pakkede sine ting sammen. Judas var godt nok i et dårligt miljø for faktisk at have en moral, selvom Shailaja nok inderst inde var glad for at det var ham der havde jagtet hende.

Judas nikkede som hun sagde ja til at følge med ham til en healer, de måtte vel bare finde en der... ikke lige var inde midt i byen: "Har du en hest?" spurgte han, og var jo godt klar over at det ville være noget af en vandring ind til byen. Han havde selv en hest parkeret et stykke derfra, en pony var det nok mere - den var fin, og stærk. En lille haflinger.
Han havde altid drømt om en stor og stolt hest, men når ens økonomi nu ikke lige var med en, så måtte man jo tage hvad man kunne få.

"Jeg har det næsten helt dårligt over at jeg ramte dig" sagde han i et forsøg på at lille grin, nok mest fordi at han jo kendte hende og oprigtigt var han ikke ude på at skade hende.
Selvom han manglede penge, så var Judas også klog nok til at vide at man ikke skulle brænde sine broer. Han havde jo trods alt også brug for hjælp engang imellem, også nyttede det jo ikke at manhavde dolket alle sine bekendte i ryggen. Desuden kunne han godt lide Shailaja, hun var et venligt menneske med en ikke så heldig fortid.

Shailaja rystede på hovedet. Hun havde ikke haft en hest siden hun forlod Rubinien, hvor hun var blevet nødsaget til at forlade sin hest. Der var nok nogle bønder eller landevejsrøvere der havde endt med at tage den. De færreste ville trods alt lade en forladt hest bare stå. De kostede en del, og den hun havde rapset fra sin tidligere herre var i god stand, for ikke at nævne det gode udstyr der var på den. Selv hvis de afleverede den som stjålen hest, ville de nok få en god sjat penge.
"Jeg er på gåben for nu," indrømmede hun. Om hun ville ende med at stjæle en hest når hun kom forbi en, var dog ikke umuligt. Hun kunne næppe få noget ordentlig arbejde, men samtidig havde hun ikke lyst til at stjæle en hest fra det mere fattige samfundslag. De havde trods alt ikke gjort noget galt.

"Har du?" spurte hun så, før at hun fik stablet sig selv på benene og begyndte at gå i den retning som hun vidste at Landsbyen var. Blodet dryppede fra benet og ned på græsset, og selvom hun ikke tjekkede på effekten det muligvis ville have, ville det ikke være godt. Så lang tid ingen andre væsker rørte hende ben, så ville hun mene at blodet i det mindste ikke ville ætse væk hendes tøj og sko.