Klokken var efterhånden halv to, og selvom det var en helt almindelig Torsdag nat, så var der dog et par folk i byen. Darko havde fået et par enkelte drinks med en ven på kroen, heldigvis havde han fri i dag og lige nu havde han faktisk planer om at skulle hjem og sove. Han var ikke beruset, men kunne da godt mærke de to øl vendte sig en smule i ham. Han gik lige nu ned af hovedgaden, der var ikke ligefrem mange mennesker i byen denne aften, men hvem var også dumme nok til at rende rundt nu? 

Darko fik øje på et par byvagter der drejede ned af en sidegade, selvom han var lidt en rebel, så havde han ret stor respekt for ordensmagten, nok mest fordi han var bange for at hans skaber ville gøre ham til støv - altså ikke at han vidste om hun kunne det, men han havde hørt så mange mærkelige historier fra folk de rhavde siddet og drukket, og Darko havde ikke lyst til at tage chancen. I starten havde han egentligt bare ønsket at begå selvmord og komme væk fra verden, men det var lidt som om opgaven var en smule umulig som engel. Nu havde han endeligt accepteret livet og fundet ud af der var en fordel ved at være mere eller mindre udødelig.

Darko drejede ned af næste sidegade, som han fik øje på et par mænd der var på vej hen i mod en kvinde: "Hva så smukke, skal vi lege tag-fat?" sagde den ene af de store fyrer og gik tættere på den unge pige. Darko stoppede op lige inden han drejede om hjørnet, nok mest for bare lige at afvente.
HElst ville han gerne bare vende om og ikke lige tage sig af det, men en lille del af hans ikke helt døde hjerte ønskede faktisk ikke at vende ryggen til, så for nu stod han bare på lur og holde øje med hvordan situationen udviklede sig.

Fir havde ikke været ude i Dianthos siden hun blev gift. Ikke om natten; ikke for at have det sjovt og få et par drinks. Hendes afdøde mand, Richard Croix, havde ikke været typen der tillod den slags og selvom Fir altid havde været en kvinde, der gjorde præcis hvad hun selv ville, havde hun været tvunget til at overholde sin mands regler, om ikke andet så fordi han var stærkere end hende. Eller havde været stærkere end hende - nu lå han begravet ni fod under jorden og Fir fejrede det.

Hun var ikke stiv, men hun var bestemt heller ikke ædru, da hun alene bevægede sig igennem de mørke gader på vej hjem til sit stort set tomme palæ. Hun følte sig så tæt på hjem at hun allerede havde åbnet sin tunge uldfrakke og slået sit ellers altid opsatte hår ud. I dæmon-år var hun endnu ikke rigtigt voksen, men hun følte sig alligevel allerede for gammel til den slags druk hun ellers havde kastet sig ud i.

Da to store fyre stoppede hende på vejen, kastede hun med sit lange, brune hår og så op på dem. Højdeforskellen var stor, men ville have været værre hvis ikke hun havde haft hæle på.
"Ellers tak," svarede hun køligt og gennemborede dem med sine kolde, mørkebrune øjne.

"Jo, kom nu, det bliver sjovt," svarede den ene af mændene, grinende, og greb fat om Firs håndled. "Slip mig," snerrede hun og med sin frie hånd trak hun en lille lommekniv, hvor bladet sprang frem. Hun havde ikke brugt en kniv i årevis, men hun nægtede at være hjælpeløs. Mændene grinede dog blot da de så den, tilsyneladende ikke bange, hvilket kun fik frygten i Fir til at fordoble sig. 

Darko ville da ikke ligefrem sige at han var et hjertevarmt menneske, desværre havde han nok bare et retfærdighedsgen der var en godhjertet byvagt værdigt. Darko endte derfor med at stirre på situationen i et øjeblik inden han overvejede om han burde gribe ind.
Dét retfærdighedsgen var også et som hans storebror Judas havde, og Darko havde altid hadet at han også delte det. Han så det som tøset og ligegyldigt, og desuden så blev man jo altid rodet ind i problemer hvis man endte med at blande sig i andres private sager, og han ville derfor helst bare være fri.

Darko gik roligt ned af gaden, og forsøgte ikke at se alt for påtrængende ud: "Er i sød at lade hende være?" fik han sagt i en lidt hård stemme og kiggede i mod de to mænd. Darko kunne jo lige så godt forsøge at fake det, for han var ikke nødvendigvis så hurtig på aftrækkeren.
"Find jeres eget legetøj" sagde Darko og lagde hænderne over kors: "Du kender hende måske?" sagde den ene mand i et tåbeligt grin: "Oh ja, hun er min" sagde Darko og smilede skævt.

Den ene af de to mænd gik hen i mod ham, og Darko løftede sin ene hånd som roligt begyndte at fremmane lys, han kunne absolut intet ting med det lys, han havde ikke været engel længe nok til at kunne angribe nogen.
Men han kunne da fake det ganske godt, og som lyst i hans håndflade langsomt blev større, sigtede han i mod manden i håb om at kvinden havde et godt trick i ærmet, eller at mandne måske ville blive bange alene for synet. Forhåbenligt var han jo bare et simpelt menneske.

Fir var langt fra lettet da endnu en mand sluttede sig til dem. Hun stolede ikke på nogen som helst af dem, men det gik straks op for hende hvad den nyankomne prøvede på og hun valgte at spille med. Skulle han vise sig at have lige så dårlige intentioner som de to andre mænd, skulle hun i det mindste kun slås mod én i stedet for to.

Hun så først rigtigt på ham, da han omtalte hende som et stykke legetøj, og det gik med et chok op for hende hvor tiltrækkende en mand han var.

"Dræb dem," kommenterede hun køligt, da lys begyndte at forme sig fra hans håndflader, og havde lyset og mandens attitude ikke skræmt mændene nok, så fik Firs trussel om mandens evner dem straks til at bakke væk. "Vi går, vi går," lovede de mumlende og skyndte sig væk, deres arme hævet for at beskytte deres ansigter.

Så snart de var på vej væk, vendte Fir sig imod sin redningsmand. Meget taknemmelighed var der dog ikke at spore, da hun greb fat om hans tøj og hev ham tættere på sig med den ene hånd, imens hun med den anden holdt kniven så tæt på hans mave som hun kunne, uden at sprætte den op.

"Hvem er du og hvad er dine evner?"

Okay Darko var måske en smule mere kæphøj lige nu end hvad han helt havde det godt med. Altså han var da god til at lade som om han havde styr på det hele, men han vidste jo godt at skulle de først gå i kamp så havde han absolut ingen chance, han kunne ikke rigtigt noget, udover at bruge sine næver og han vidste godt at han ikke nødvendigvis kom ret langt når han nu altså kun var sig selv.
Som de to mænd alligevel besluttede sig for at smutte, lod han lyset slukke i sin håndflade: "Sorry..." sagde han i et lille grin, som hentydning til at han ikke havde dræbt dem.
Det var desværre ikke et talent han havde, og egentligt var han heller ikke sikker på hans Gud ville sætte pris på det.

"Wow, wow... Honey... Ikke så hårdt" sagde han og smilede til hende imens han forsøgte at bakke en smule væk: "Er ikke til den hårde slags på første date" sagde han charmerende og dog i halvt en joke.
"Jeg har ingen evner.. jeg kan virkeligt ingenting" sagde han og rystede på hovedet, jo han kunne få en smule lys frem i hånden men det kunne man da ikke ligefrem sige var super imponerende.
"Jeg reddede faktisk din røv, hvis du ikke har bemærket det!" sagde han.

Det var kun passende at manden undskyldte for ikke at have lyttet til Firs ordre og dræbt dem, men hun tilgav ham lige så hurtigt som han undskyldte, fordi hun alligevel ikke havde ment det, men mest bare sagt det for at skræmme dem væk. Mænd som dem kunne sagtens bare falde døde om, for alt hun syntes, men det var også meget at bede en fremmed om at dræbe dem for hende.

Hun havde været utrolig skeptisk overfor ham, da han først var kommet. Det var kun naturligt at frygte, at man var gået fra asken til ilden, men han virkede allerede som en god fyr, og Fir smeltede lidt indeni fra det øjeblik han kaldte hende honey. Og hvis han virkelig ingen evner havde, så var han også stort set ufarlig - et stort plus, når hun havde været vant til at omgive sig med den modsatte slags mænd. Så farlige som de kom, faktisk.

"Du reddede faktisk min røv," medgav hun, og i hendes stemme var det tydeligt, at hun var imponeret. Langsomt sænkede hun kniven, foldede den sammen og lagde den tilbage i sin jakkelomme. "Følg mig resten af vejen hjem," bad hun, men det kom til at lyde mere som en ordre, og hun tog også hans hånd i sin uden tøven, for at vise vejen. 

"Så du er ikke til den hårde slags på første date?" spurgte hun og så op på ham med et djævelsk smil. "Hvad med på anden date?"

Darko var ikke sådan pisse skarp altid, men han gjorde da sit bedste og på en eller anden måde var det da også lykkedes ham at komme hertil i livet. Han smilede i mod hende, han prøvede egentligt bare at være en god engel - eller whatever han selv mente han var, han følte jo ikke engang selv han vidste noget.
Darko vidste dog han havde denne her mission og han ville så gerne sige at det jo lød ligetil og ganske let, men hvordan han skulle komme hen til det punkt i sit liv at løse den, ja bare det at finde ud af hvad det var - det virkede nærmest umuligt, og det var da også derfor at Darko nu bare forsøgte sig med det han havde.

Som hun sænkede kniven, pustede Darko langsomt ud - selvfølgelig havde han holdt vejret! Han vidste ikke engang hvad der ville ske hvis hun stak ham. Han ville vel ikke dø? Ville han bare ligge i smerte? Han anede det ikke, men han tænkte ikke lige umiddelbart at hun var den rette at spørge til råds.
Han kunne ikke lade være med at smile ved hendes ord: "Måske jeg kan overtales på anden date" sagde han og blinkede charmerende til hende, hun var en køn pige og Darko var ikke ligefrem bleg for at flirte eller hooke op med tøser, selvom han tænkte han skulle passe lidt på - omstændighederne taget i betragtning: "Du er måske interesseret?" spurgte han i et smil.

Fir lod blikket glide over ham, da han spurgte til hendes interesse. Ikke at hun ikke havde brugt længe allerede på at glo på ham, men hun ville gerne vise ham at hun overvejede.

"Jeg vil gerne hive dig med hjem i aften." svarede hun, som var det en let beslutning, men tog også den beslutning det var, ikke at sige noget om dates. Hun var ikke sikker på hvordan hun havde det med dem. Som hun så var, var dating for pøblen. I hendes klasse giftede man sig med rige fremmede. Og ham her var fremmed, men han så ikke rig ud. Ikke på den vanvittigt overdådige måde. Hemmelige dates? tænkte hun for sig selv, selvom hun havde haft Zane i baghovedet lige siden de sidst så hinanden. Hun ville ikke virke desperat. Det var bedre at få prøvet lidt af inden hun mødte op med en mand hun vidste var farlig. Men Fir så også alle mænd som værende potentielt farlige. Hun vidste de var potentielt farlige.

Darko var ikke genert af sig, og han sagde sjældent - okay aldrig! nej til en køn kvinde. Hende her var bestemt ikke nogen undtagelse, og hendes meget direkte attitude fik hans læber til at glide op i et skævt smil.
"Du spilder ikke tiden, hva?" spurgte han og blinkede til hende, Darko havde da været en del rundt i sit liv, altså han var jo blevet engel netop fordi han havde fingrene - eller nok mere andre kropsdele, for langt fremme. Men et eller andet sted så fortrød han ingenting, lige med undtagelse af hvor latterlige ærkeengle og guder åbenbart kunne være, de var da kedelige som gamle støvkorn.

"Så præcist hvor bor du?" spurgte han og lod lod en hånd glide omkring hendes hofter, han kunne jo lige så godt mærke lidt på varene nu hun alligevel havde sendt samtalen i den retning.
Tænk at hans bror, Judas, havde opgivet på kvinder. Det kunne Darko slet ikke forstå at man kunne, ihvertfald hvis man ikke ville ende på en galeanstalt.

"Jeg er en travl kvinde," sagde hun og skulle til at tilføje hans navn flirtende, da det gik op for hende at hun slet ikke havde fået fat i det.

"Jeg bor i det øvre kvarter. Det er lige rundt om hjørnet," lovede hun er smilede op til ham, da han lagde armen om hendes hofter. Var der noget, som når en mand fik én til at føle sig tryg?

"I mellemtiden kan du jo fortælle mig dit navn. Mit er Fir Croix, men bare rolig - rygterne om min mands død er sande, så han kommer ikke efter dig," sagde hun med et blink op til ham.

Fir var udmærket klar over at det ikke var enhver der havde kendt hendes mand, Richard Croix, selvom han havde været en handelsmogul, med monopol på flere vigtige varer i både eksport og import fra Dianthos. Kun dem, der rent faktisk havde handlet med ham, eller handlet med dem, der havde handlet med ham, havde kendt hans navn, men rig og semiberømt havde han da været, og Fir havde allerede hørt for mange hviske om rygterne om hans død, selvom hun havde sørget for at holde en overdådig begravelse. En langt større og smukkere begravelse end han på nogen måde havde gjort sig fortjent til.

// afsluttet