Lestat havde bogstaveligt talt glemt tiden, for han var gået hjemme fra den hytte han havde bygget med blod, sved og tåre. Jolene var aldrig ankommet med deres tvillinger så han havde formodet at det heller aldrig ville ske. Efter alt det der var sket siden, trængte han egentlig blot til noget selskab hos nogen han kendte. så han var begyndt at gå og helt på instinkt var han endt ved ulvehøjene. Han var i sin genkendelige ulveskikkelse med sin sølvgrå pels, rubin røde øjne og pjusket hale. omkring halsen havde han som altid sin kappe, rullet sammen, med hans tøj, pelse og værktøj.
Først da han ankom til højene opdagede han hvor han egentlig var henne. Opdagelsen gjorde ham ikke noget, da der mest var gode minder fra området. Han fandt et stykke skygge under  et træ hvor han lagde sig for et hvil. Men hvem mon han ville møde?