Sted: Gaderne i Det Centrale Bydistrikt
Tid: Sen eftermiddag
Vejr: Overskyet og med få snefnug i luften

Hovedstaden. Vargas var ikke glad for byen, den var for lukket, fyldt med for mange væsner. Og han var ingenting her, blot endnu en besøgende fra det varme land mod syd. Han havde ingen magt, ingen frygtede ham. Ikke at han ikke kunne se det gode ved anonymitet, men det var så kedeligt. Her var han, en dødssynd og stinkende rig slavehandler og ingen kastede ham et blik! Det var nu ellers ikke fordi, han havde nedtonet sin påklædning. I dag var han iklædt en lang rød kofte med mønster i guldtråd inden under en midnatsblå lang jakke, ligeledes med mønster i guld, bare noget mere prangende. Om halsen havde han et langt gult tørklæde, der både sluttede tæt om hals hals, men også var draperet ned over hans skulder. På fødderne havde han et par lette, men alligevel godt forede støvler. Bukserne var sorte og sad en smule tæt. Altså var han lige så pænt og flot klædt på som altid. Håret var rodet og de sorte skægstubbe var nye, som han havde barberet sig inden rejsen.

Turen til hovedstaden fra Balzera var foregået med skib. Vargas' eget, selvfølgelig. Han havde engang været pirat og befandt sig ganske udmærket på dækket af et skib i alt slags vejr. Men han var for doven til at være kaptajn, så det lod han bare kaptajnen om at være. Efter at være lagt til kaj i Dianthos havn, havde han taget en hest til hovedstaden. Alene. Slaver var forbudt i Krystallandet og han havde ikke brug for en livvagt. Eller et følge. Nok var han rig og magelig, men der havde været en tid, hvor han kun var ham selv. Så helt hjælpeløs var han ikke. Og turen her handlede om diskretion, så et større følge ville ikke være på sin plads. Det var lidt forfriskende at ride turen alene, men det var nu heller ikke fordi, at han led nød. Han havde krystaller nok til at betale for det bedste på enhver kro han overnattede på.

Og her i hovedstaden havde han også fundet en ganske udmærket kro i Det Centrale Bydistrikt. Maden kunne spises og sengen virkede nogenlunde... frisk. Heldigvis havde han ikke planer om at være her mere end til dagen efter, hans ærinde var overstået og der var ingen grund til at blive her. Der var alt for stor risiko for at møde nogen, han kendte og som han ikke var på positiv fod med. Familie, magthungrende dæmoner, Lysets folk. Ikke at han var blevet blandet ind i den krig, men han var trods alt en handelsmand og Mørket havde ikke noget i mod hans lyssky forretninger. Nej, han ville hjem i varmen og være Herre Aziz igen.

Ærindet i Krystallandets hovedstad havde været af en meget lyssky slags. Han havde en gammel bekendt som nu havde en del magt. Faktisk så meget magt, at man nok uden at tage fejl kunne sige, at han var ved at styre hele Krystallandet. Og selvom Vargas ikke ville blandes ind i den slags, var manden trods alt en gammel bekendt som havde det med at lave nogle gode handler med ham og han var alligevel rejst hertil, da der kom bud efter ham. Mødet havde heller ikke været skuffende og uden tvivl rejsen værd. Denne bekendte havde et stort had mod elvere og det havde skabt en del røre. Men han var ikke færdig. Forslaget var, at Vargas begyndte at samle elvere ind og solgte dem som slaver. Der ville endda komme et økonomisk tilskud. Og det kunne Vargas ikke se nogen grund til at sige nej til. Han skulle nok kunne skubbe lidt til markedet og gøre elvere til det næste helt store. 
Da samtalen var færdig, havde hans ven taget den hvide maske på igen og var forsvundet på mod paladset, mens Vargas havde siddet lidt på det lille skumle lokale, inden havde bevæget sig ud på gaderne igen. Leoric var en spøjs mand, men Vargas kunne lide ham. Trods det såkaldte religiøse vanvid.

Tankerne havde gjort Vargas en smule ukoncentreret og han var nær stødt sammen med nogen. Han holdt nogle fornærmende, vrede ord tilbage. Han var anonym. Ingen grund til at smide det ud af vinduet ved at skabe en scene.

Dianthos var indelukket, fyldt med folk og beskidt! I hvert fald i de afdelinger som Maya normalvis befandt sig i. I modsætning til mange andre, så hun netop fordelene ved det. Hvor rar åbne vider end kunne være, hjalp det ikke på at bringe mønter i pungen eller mad i munden. Det var bare sådan det simpelt var. Når folk mindst ventede det, kunne man snige en flygtig hånd ned i tasken, eller skære pungen fri fra bæltet. Maya var altid i sit es disse eftermiddage hvor folk var ude.

Maya var egentlig på vej tilbage igen fra at havde rensaget markedet for mulig indkomst, da hendes blik fandt det farverige og tydeligt rige. En mand. En mand der ikke så spor venlig ud, men det gjorde de rige faktisk sjældent når de befandt sig på gaden. Den krølhårede pige tog diskussionen med sig selv. Man kunne ikke få bytte nok - men var det virkelig det værd at ligge sig ud med en mand der tydeligt havde magt og penge nok til at hun aldrig skulle se dagens lys igen? Det krævede selvfølgelig at han fangede hende. Med et blink rundt på mængden, gik hun tilbage til at liste omkring og falde så godt hun kunne i et med mængden.

Ikke at det var svært, trods hendes tøj ikke var nyt og man heller ikke kunne undgå at se det var slidt. Men hun var indfødt, og begik sig gennem gaderne på en måde som kun beboerne ytrede. Det var knap så bemærkselsværdigt. Hele planen var dog nær gået galt, da nogen nær var stødt ind i den surt udseende mand. Nu måtte det være. Inden han blev for irriteret og opmærksom på sine omgivelser. Hun indhentede ham, var næsten oppe ved bæltet, havde sin opmærksomhed der. For meget af sin opmærksomhed ved lønnen hun kunne få, og synet mod faren hun udsatte sig selv for, var todelt, som hun rakte hånden frem. Tanken om en solid løn, gjorde hende dumdristig.

Vargas så kort efter manden, han nær var stødt ind i, en mand der respektfuldt sagde et dæmpet undskyld ved synet af hans tøj og sværdet ved hans side. Det var lige ved at gøre Vargas i godt humør, at han dog stadig kunne fremprovokere den slags bare ved sit udseende. Lige som han skulle til at gå videre, mærkede han to ting. Der var en sjæl tæt på og nogen pillede ved hans bælte. Det var svært at mærke sjæle et sted som her, hvor der var så mange væsner, det var som at sortere ud i perler i en fyldt skål, men denne var så tæt på, at han alligevel bemærkede den. Hvilket nok også var den eneste grund til, at han mærkede den lette berøring af bæltet.

Uden at tænke greb han fat i håndleddet på hånden, der havde fat om hans pung, lige som den begyndte at glide ud af bæltet. Med en blanding mellem overraskelse og vrede så han ned på pigen, der var ved at stjæle hans krystaller. Et stort krøllet hår, mørk hud, en masse fregner og et par meget grønne øjne. Ganske ung, ganske køn og uden tvivl noget af en håndfuld, det behøvede han ikke at mærke hendes sjæl for at vide. Man blev ikke 1536 år uden at kunne læse lidt på folk. Hans egne brune øjne viste mere overraskelse end vrede, men en stram muskel ved den ene mundvig afslørede, at han ikke var tilfreds. 
Med den anden hånd rykkede han pungen ud af hendes hånd og lod den glide ned i en lomme i jakken.
"Den tilhører vist mig." Han havde hårdt fat om hendes håndled, så hun ikke bare lige kunne rive sig fri. Nej, hun ville ikke bare få lov til at løbe. Det var den forkerte mand, hun havde forsøgt at berøve.

Hans blik løb hurtigt over omgivelserne. Det var en overraskende stille gade de var i, og for Vargas var det heldigt, at den var tom i dette øjeblik. Men det ville den ikke blive ved med at være. Men for nu ville han kunne håndtere hende uforstyrret. Dog var det her ikke Balzera og han ville ikke kunne straffe en gadetøs som han ville. Derhjemme ville ingen redde en pige som hende fra en mand som ham, lige meget hvor meget hun skreg. Nej, her måtte han være mere diskret på åben gade.
"Du er tydeligvis ikke klar over, hvem jeg er. Men det finder du ud af, lille ven." Et svagt smil viste sig om hans læber sammen med et lidt mere... skræmmende... nogle ville sige vanvittigt... glimt i hans øjne.

Maya bed ganske let ned i sin underlæbe, som hun kunne mærke at pungen så småt begyndte at give slip fra bæltet. Den var der næsten. Snart var dagens indfangst i hus og at dømme efter vægten, ville hun ikke behøve at stjæle i meget lang tid, for hvad den indeholdte! Det gjorde hende faktisk helt glad indeni at tænke på. En ganske ganske kort lykke der blev brutalt afbrudt, idet den stærke hånd låste sig fast omkring hendes håndled.

Maya spærrede forskrækket øjnende op, slap pungen og forsøgte at trække sin hånd til sig, først af ren forskrækkelse over at hun var blevet opdaget, derefter var det panikken der greb hende. Hun havde allerede øjnet at han ikke ligefrem lignede en hyggeonkel. Hun lagde sin handen hånd mod sin underarm og fortsatte med at hive og slide, selvom der ikke var nogen tvivl om at han havde solidt fast i hende. Hun stoppede først ved det blik han gav hende. Noget forstyrrende. Skræmmende og vanvittigt. Hun stoppede fuldstændig i sin process med at hive sin arm til sig, og stirrede i stedet målløs op på ham med forskrækkede grønne øjne.

"Fedt.. Tag dig endelig god tid med at fremvise" svarede hun så snart hun kom til sig selv. Glimtet og ikke mindst smilet havde fået hele hendes krop til at gennemsitre af ubehag, og instinktivt for at slippe væk, selvantændte hun sine brune hænder i flammer for at få ham til at give slip. Noget hun stærkt regnede med ville virke! De færreste var resistente overfor flammernes stikkende varme, og når chancen bød sig, ville hun forsøge at spæne væk så hurtigt hendes ben ville være i stand til at bære hende! Ikke på vilkår om hun skulle hænge ud med den psykopat! Han havde en ildevarslende måde at te sig på, som hun absolut ikke ville lege med!

Ild. Pludseligt var der ild, der slikkede op af hans hånd og jakkeærme og han slap med det samme, forskrækket. Forbandede unge! Det nåede ikke rigtigt at gøre ondt, men nogle af de små sorte hår var svitset væk og en lille stribe af røg kom fra jakken, men der var ellers ikke sket nogen skade.
Så snart han slap tøsen vendte hun rundt for at løbe og Vargas reagerede hurtigt. Det flotte krøllede hår, som hun sikkert var var så stolt af, blev nu en fælde, som det var det, hans hånd fik fat i, da han greb ud efter hende. Og så snart hans fingre havde fat i manken, trak han til. Hårdt og voldsomt. Hvis hun var ved at falde, holdt han hende oppe ved håret og hev hende ind til sig. Herefter skubbede han hende ind i mod den nærmeste mur, masede hende ind i mod stenene med sig egen krop, så han kunne slippe hendes hår. Ganske klar over, at hun kunne sætte ild til ham, arbejdede han hurtigt. Det første han gjorde var at banke hendes hoved ind i væggen for at distrahere hende lidt, mens han derefter begyndte at pille ved hendes tøj i halsen. Om han så skulle flå det i stykker, så lykkedes det ham hurtigt at åbne nok til, at han kunne stikke hånden ind. En lille gul sten blev fisket op af en lomme og hånden gled ind på hendes hud.

Vargas fingre var kolde, men hun ville hurtigt mærke kulden forsvinde for en brændende smerte, som han brugte sin magi til at sætte stenen fast i hendes hud, nærmest smelte den ind. Stenen var ikke rigtigt en sten, den var skabt af hans magi. Når en person bar den, ville den forhindre dem i at tilgå deres magi, hvilket var ganske praktisk, når man handlede med slaver og nogle væsner havde lidt for praktiske magier til flugt og skade.
Han anså det ikke for spild at bruge en sten på en tøs, han ikke planlagde at tage med hjem, siden han kunne lave nogle nye, når han havde brugt dem, han havde i lommen. Altid godt at være forberedt.

Som han pressede stenen mod hendes hud, lagde han en hånd over hendes mund for at kvæle et skrig, ingen grund til at tiltrække sig for meget opmærksomhed. Det kunne godt være, at gaden for en kort bemærkning var tom, men det var nok kun for en kort bemærkning. Han måtte finde sig et mere privat sted, hvis han ville lege lidt med pigen.

Maya havde nået at tænke tanken. Nået at tro hun var sluppet fri, idet en hånd låste sig om hendes mørkebrune lokker og rev hende tilbage. Direkte tilbage imod ham, hårdt og brutalt. Hendes egne hænder fløj op for at gribe fat samme sted, lindre smerten som det bragte med sig, mens hun kæmpede for at holde balancen. Det gjorde skide ondt at blive trukket på den måde, og samtidig med, få holdt sin egen vægt op som hendes ene ben gled. Det kom han fanme til at betale for det lort! Endnu mere som han pressede sig ind imod hende. Op af væggen. Arrigt og panisk. Arrigheden i et forsøg på at skjule hvor panisk hun blev af at mærke den fremmede mands krop presse mod hendes egen, så hun ikke kunne slippe væk.

Hun blev desorienteret af den intense smerte af at få banket baghovedet ind i muren. Der kom en klagelyd fra hende, mens hun forsøgte med dovne bevægelser efter slaget, at fjerne hans hænder der arbejdede med hendes tøj. Hun ville ikke! Han skulle ikke røre ved hende! Ikke på den måde. Han kunne slå hende, banke hende halvt ihjel. Men ikke det her. Hele hendes krop kæmpede imod hans berøring, selvom kræfterne var sparsomme efter slaget til hovedet. Men der var ingen tvivl om at hun ikke brød sig om det.
Specielt som den brændende fornemmelse spredte sig over hendes hud, som skarp forandring til de kolde fingre der havde fået kroppen til at sitre ubehageligt. Hun skreg, og hun skreg højt! Maya havde brændt sig før, men ikke siden hendes evne var kommet til. Følelsen af kød der brændte var genkendelig og ubehagelig! Hendes skrig blev dæmpet af hans hånd. En hånd hun bed ud efter så snart chancen bød hende det, og hun ville bide hårdt til hvis hun fik fat. Hvad end han havde brandt fast i hende, påvirkede det ilden. Hendes egen ild. Og så måtte man bruge andre metoder.

Trods den hastighed Vargas udførte sit angreb med, var der stadig mulighed for ham at nyde det hele. Det var ikke så ofte, at han selv fik lov til at gøre den slags, det havde han folk til. Han havde nær glemt, hvor vidunderligt fysisk og befriende det var, at tage magten over et andet væsen på denne måde. Så han trykkede sin krop godt og fast ind i mod hendes, som han smeltede stenen ind i hendes hud og holdt hende for munden. Magien kom let til ham, selvom han mistede lidt af koncentrationen, som hun bed ham i hånden, men der var han heldigvis også færdig. Det gik stærkt. 
Smerten skød ud fra hans hånd og så snart han kunne, flåede han hånden til sig.
"Av ved Zaladin!" Han stirrede på sin hånd, hvor den lille lort havde bidt hul. Hul! Han blødte! Morskaben ved at have magten over hende blev på et splitsekund til vrede og han var ikke i tvivl om, at hun nu skulle lide. Hun havde bidt ham! Magen til frækhed!

Med en hurtig bevægelse lagde han en arm om hendes hals og klemte til. Luft var sådan en essentiel ting for mennesker og de havde en tendens til først at panikke, men så at blive mere medgørlige, når man forhindrede dem i at få det. Ikke at han havde tid til at vente på, at hun blev medgørlig, i stedet trak han hende ud fra muren og ned af gaden, mens han havde et fast greb i hende. Han skulle finde et privat sted, hvilket ikke ligefrem var let i denne store by, hvor det stadig var dag. Måske det var en idé at slæbe hende ud af byen, men det var ikke ligefrem let, når både hans hest og hans ting var på kroen. Han måtte finde en løsning. Men først...

Han drejede ind i en lille blind gyde, hvor han ville kunne være for sig selv med hende. Nok til at han kunne få lidt ro på situationen og finde ud af, hvad han skulle med hende. Han var gået fra, at lommetyven skulle have et klask over håndleddet til at han havde tænkt sig at have masser af sjov med hende, sjov der ikke kunne haves inde i byen.
Han havde stadig et godt tag om hendes hals, ventende på at hun blev slap nok til, at han følte sig tryg ved at slippe hende. Da det punkt blev nået, lod han hende glide ned mod jorden, inden han hev sit lange tørklæde af og først kneblede hende med den ene ende og med resten fik hendes håndled og ankler bundet sammen. Hev hun for meget i sine ben, ville hun hive sit hoved for meget bagover, så der var ikke så meget bevægelsesmulighed for hende.

Med et let smil klappede han hende let på kinden.
"Nu gemmer vi dig her, til jeg har hentet mine ting. Der er så mange væsner i den her by, det er jo umuligt at få fred til at have lidt sjov." Han slæbte hende helt ind bagerst i gyden og gemte hende bag et par kasser, der så ud til at have stået der længe. "Åh, som tak for biddet." Han stak hånden ind på hendes brystkasse igen og med et grumt smil trak han i hendes sjæl. Ikke alt for hårdt, bare lige som en forsmag på, hvad der ventede hende senere. Bare så det føltes som om, at nogen trak i hendes inde organer.

Derefter klappede han hende på hovedet og forsvandt ud af gyden og ind mod sin kro. Om hun var der, når han kom tilbage, det måtte han jo se på til den tid. Det håbede han. Han havde fået blod på tanden.

Der var en stærk tilfredsstillelse ved at høre hans udbrud, og smagten af det metalliske smag der gled over hendes tunge. Han skulle fanme ikke tro at han havde al magten! Det ville altid være løgn i hendes nærvær, den del var hun fast besluttet på. Maya smyttede det af hans blod hun havde fået ind, ud sammen med noget spyt, på jorden ved siden af dem, klar til at give ham sin mening. Hvis bare hun havde nået det.

Maya sprællede, greb fat om hans arm der bressede ind mod både luftrør og hals pulsende åre. Ikke at kunne få luft, var forfærdeligt, og gadepigen gjorde alt i sin magt for at sparke, kaste sig og rive og flå i hans arm for at slippe fri. Hun var fyrig, arrig og med så meget kamp i livet at alt andet ville havde været underligt. Med både blod og luftmangel til hjernen, blev hendes bevægelser mere døvne og hendes forsøg på vejrtrækning en smule rallet. Inden hun besvimede, og hendes krop blev slap.

Det var ikke lang tid hun var væk fra de vågnes verden, men lang tid nok. Tid nok til at hun en smule for dovent fik åbnet øjnende og mærkede stoffet der forhindrede hende i at tage en dyb indånding. Hun forsøgte at trække hænderne til sig, hvilket blot fik hende indviget i at hun var fanget i denne nøjeligt bundet fælle. Maya vred sig arrigt, blandet med smerte som noget han gjorde ved hende gav en stærk ubehagelig fornemmelse. Hun havde lyst til at sparke, flå og vride sig, men det nyttede ingenting. Hun kunne kun kigge efter ham, fremmumlende lyde der knap kunne trænge igennem det knebbel der var presset ind i hendes mund.

Men hun fortsatte, som hendes hjerne blev mere klar. Forsøgte at på en eller anden måde vrikke hænderne fri fra tørklædet. Hun kunne ikke nå sine ben, hvor meget hun end prøvede, og hun kunne ikke strække dem på anden vis. Hvis nu bare han var langsom nok, kunne hun måske få hænderne fri. Med en smule held og finesse.

Åh, hvor var det dog irriterende, at hun ikke kunne huske, hvor alting lå i den her forbistrede by! Liv sukkede og strøg en hånd over sit korte, lyse hår. Hun kunne selvfølgelig folde sine vinger ud og tage et kig på byen fra oven, men det ville være en meget dårlig idé, hvis hun havde i sinde at forblive uopdaget. Hun havde ikke lyst til at skifte udseende endnu.

Liv trak pelsen lidt tættere om sin skuldre og fortsatte ned ad gaden på sine bare fødder. Hun havde egentlig været på vej til til Øvre By. Hun var træt af snavs og slum; hun ville have noget luksus, og hun vidste, at hun kunne finde det i den Øvre Bys fin beværtninger og kroer. Problemet var bare, at hun ikke kunne huske, hvordan hun kom til den Øvre By, og hendes indre kompas var mere eller mindre ikke-eksisterende, hvilket betød, at hun havde gået i ring igen og igen. Hun havde lige besluttet, at hun ville spørge den næste person, hun så, da det gik op for hende, at gaden hun stod på var blind.

"Arh," sukkede hun frustreret og lod en bleg hånd glide over sit ansigt. Hun var lige ved at vende om, da hun mærkede noget. Det var en sjæl... Dens ejer var ikke død eller døende, men der var helt sikkert noget, der ikke var, som det skulle være. Liv kiggede sig omkring, men hun kunne umiddelbart ikke se nogen mennesker eller væsner i gyden. Men så hørte hun noget; en puslen, en moslen rundt, og det kom ovre fra en stak gamle kasser.

"Hvor besynderligt," sagde Liv til sig selv og gik straks derover. Hendes forundrede udtryk blev med det samme udskiftet med et fornøjet smil, da hun så den unge pige, der lå bundet bag kasserne.

"Jamen dog," sagde hun med en blid latter og lænede sig lidt tættere på for at undersøge pigen. "Du er da vist havnet i en lidt uheldig situation. Det var da noget værre noget."

Hun overvejede kort, om hun mon skulle slippe pigen fri. Hun så jo egentlig helt køn ud, som hun lå der, men det måtte være koldt. Liv vidste dog udemærket godt, at man aldrig skulle skue hunden på hårene, så hun skubbede en kasse af vejen, så hun kunne knæle ned og undersøge pige lidt nærmere.

"Hvordan mon du er havnet her?" spurgte hun pigen, selvom hun godt kunne se, at pigen ikke kunne svare hende. Hun lod en hånd glide over pigens ansigt, hendes hår, hendes skulder...

"Ah!" Liv lænede sig endnu tættere, da hun mærkede noget på pigens hud. Det var en lille, gul sten, der nærmest var brændt ind i huden på pigen. Liv vidste udemærket, hvem der havde sat stenen der, og hendes smil voksede, da hun rejste sig.

"Jeg er ked af det, lille skat," sagde hun til pigen og børstede sin hvide kjole af, "men jeg slipper dig ikke løs. Jeg vil hellere plukke en høne med ham, der har fanget dig. Jeg går ud fra, at han kommer tilbage på et tidspunkt."

Liv satte sig på en af kasserne for at vente. Et bredt smil spredte sig på hendes blege ansigt, mens hun ventede i spænding.

Vargas var ikke ligefrem en mand, der holdt af at skynde sig, så han tog det meget roligt med at gå tilbage til kroen. Snakkede lidt med kroejeren og beklagede sin tidligere afgang, men noget var kommet op. Hans ting blev spændt på heste, ikke at der var så meget, og han tog en rejsekappe på. Det var koldt og han hadede at fryse. Hesten blev hentet frem fra stalden af en stalddreng og Vargas svang sig op. Det var da dumt at gå derned, når man nu havde en hest at ride på, ikke sandt? Så han skridtede roligt igennem byens gader og glædede sig over, at mørket var ved at lægge sig. Han kunne ikke smugle en pige ud af byen i dagslys. Hvordan han i det hele taget ville komme ud derfra, havde han ikke tænkt så meget over, men mon ikke lige krystaller kunne skabe en vej ud af en af portene. Ellers kunne truslen om at få flået sjælen ud af kroppen nok. Han havde klaret sværere forhindringer end et par emsige byvagter.

Gaden var overraskende nok tom endnu, da han kom frem. Han så ud til at være heldig, der var nok ikke nogen, der havde fundet tøsen så! Tilfreds svang han sig af hesten igen og trak den hen mod gyden, hvor han havde gemt pigebarnet væk. Som han kom nærmere forsvandt hans smil dog. Der var nogen. To sjæle i stedet for én. Vargas evne lod ham fornemme sjæle omkring ham. Normalt var det sjældent, at der var noget specielt over dem, men denne følelse fik ham til at stoppe op for et øjeblik. Han vidste nøjagtigt, hvem den sjæl tilhørte. Et lydløst bandeord forlod hans læber, men ubevidst kørte han hånden igennem det iltre hår og rettede lidt på kraven i jakken, inden han gik ind i gyden, hvor han havde gemt tøsebarnet.

Ganske rigtigt sad englen og ventede på ham på en af de gamle kasser. Vargas kneb irriteret øjnene sammen.
"Pigen er min, så du kan godt holde nallerne for dig selv, Liv." Der var ingen respekt for den mange år ældre kvinde i hans stemme. Åh, selvfølgelig skulle hun lige dukke op og ødelægge hans dag.
De to væsner var med mellemrum stødt på hinanden igennem det meste af Vargas' 1536 år lange liv. Man kunne ikke ligefrem kalde dem fjender, siden de ofte endte i kanen sammen - rivaler eller modstandere var nok mere dækkende, som englen sendte sjæle videre og Vargas havde en tendens til at gemme på dem. Trods deres til tider intime forhold, var Vargas absolut ikke begejstret for at se hende. Hendes attitude overfor ham var belastende, for at sige det mildt.
Hesten trak han med ind i gyden. Den kunne lige vende derinde, når de skulle ud igen.

Maya havde bakset, og ikke spor forsøgt på at være lydløs. Faktisk var det næsten meningen at hun ville larme, i et håb om en eller anden fandt hende, inden prins dumrian kom tilbage og besluttede sig for hvad hun så skulle på af meget uhensigtsmæssige eventyr. Men det var ikke ligefrem en glædelig overraskelse at blive fundet af hvem end denne kvinde var. Først var der et spinkelt håb i de grønne øjne som hun kiggede op på det blege ansigt.

Men det gik umådelig hurtigt op for hende, at kvindemennesket ikke havde i sinde at hjælpe hende, men i stedet bare så ud til at være fascineret og som den klamme mand, begyndte at røre ved hende. Hele hendes krop kæmpede for at komme væk fra berøringen, mens den kom dæmpede brumme, tæt på knurrelyde fra Maya. Hun himlede irriteret med øjnende af englen og forbandede sit eget held. En der kendte manden der havde taget hende til fange. PERFEKT! Irriteret fortsatte hun med at forsøge at få sine hænder fri. Men uden held.

Hun hørte hans stemme igen, og glad lød han sgu ikke. Endnu en bekræftelse af at de to skiderikker kendte hinanden. Fedt. En smule desperat forsøgte hun at bøje sig tilbage, få hænderne tættere på fødderne, men hun var ikke fysisk skab ttil at kunne gøre det. Men det betød ikke at hun holdte op med at forsøge. Hvis hun kunne slippe væk, kunne de to få lov til at snakke fint og fredeligt sammen! Det skulle hun da bestemt ikke komme på tværs af.

Liv sukkede og lagde armene over kors med en vældig utilfreds grimasse mod Vargas. Pigen ignorerede hun totalt; hun havde alligevel ikke tænkt sig at blande sig. 

"Er det virkelig en måde at hilse på en gammel ven?" spurgte hun og rejste sig fra kassen, hun havde siddet på. Hun satte hænderne på sine hofter, så hendes pels åbnede sig lidt og afslørede en meget nedringet kjole, der knapt skjulte den svulmende barm. Hun smilede drilsk til Vargas. "Og endda en god ven? Tsk, tsk, Vargas, jeg troede, du var en artig dreng."

Hun åbnede sine arme og gik hen imod ham for at få et kram. For hvert skridt, hun tog, voksede hun en smule, og da hun endelig nåede hen til Vargas, var hun vokset ham en god håndfuld centimeter over hovedet. Hun smilede og placerede våde kys på begge Vargas' kinder, inden hun omfavnede ham og trykkede ham kærligt mod sit bløde bryst. Hun vidste udemærket godt, at de fleste engle ikke ville komme i nærheden af dæmoner, men Liv var for gammel til den slags pjat, og for det meste nød hun Vargas' selskab (især når hun kunne drille ham som nu).

Vargas havde kun kastet et kort blik på pigen, han kunne skimte bag den kasse, han havde gemt hende bag, kun for at tjekke, om hun stadig var der. Lige nu var hun lettere ligegyldig, som englen havde taget hans opmærksomhed.
"Ven? Det vil jeg ikke ligefrem kalde dig." Han mumlede surt, tydeligvis meget utilfreds ved at se den ellers smukke kvinde. Bah. Hun var en pestilens og kom altid i vejen, når han havde planer. Som nu. Og så behandlede hun ham langt under hans værdighed!

Og som han konstaterede det, rejste englen sig og kom nærmere, mens hun efterhånden begyndte at vokse ham over hovedet. Han bakkede et enkelt skridt, som hun kom for tæt på, men han agtede ikke at flygte! Han kunne godt håndtere hende, hun var bare en dum, sexet engel! Han løftede advarende hænderne, som hun kom tæt på, men det stoppede hende ikke i at placere to våde og ubehagelige kys på hans skæggede kinder.
"Liv, jeg advarer dig, du kan godt holde dig væk. Stop. Liv, jeg sagde stopfffhhh..." Og pludseligt var hans ansigt begravet i kavalergangen mellem de to fyldige bryster, mens hun gav ham et kram. Lettere panisk begyndte han at sprælle for at komme fri, som der ikke ligefrem var meget luft mellem de to bløde klumper, samtidigt med at det var meget langt under hans værdighed at få et moderligt kram af en engel. Af nogen overhovedet!

At han kunne skade hende på utallige måder, som hun stod der med ham i favnen faldt ham ikke ind. Måske et tegn på, at hun efterhånden var blevet en del af hans liv, trods deres evige kamp om sjælene. I stedet fik han sig på en eller anden måde skubbet fri af hendes greb og bakket et par skridt ved.
"VED ZALADINS SLATNE RØVBALLER, DET GØR DU IKKE IGEN!" Han råbte lidt højere end han havde planlagt, efter han havde suget luft ned i lungerne. For at få lidt fatning tilbage, rettede han på jakken og kørte en hånd igennem sit hår. Med et surt og irriteret blik i det brune øjne, kantede han sig udenom hende og gik ned til pigen, hvor han hev noget reb op af lommen og begyndte at binde hendes ben sammen. Hun skulle smide over hesten og det duede det nuværende arrangement ikke til. Mens han arbejdede med rebet mumlede han surt for sig selv.
"Jeg skærer vingerne af det kvindemenneske en eller anden dag."

For en gang skyld var Maya ganske udemærket tilfreds med at hendes tilstedeværelse blev ignoreret. Det gav hende tid. Tid til at arbejde på at få armene fri, selvom han havde været skide effektiv til at binde dem sammen, så det ikke ligefrem var nemt at vrikke sig fri. Men hun fortsatte mens deres atypiske samtale fortsatte. Hun fnøs af dem, som englens sukkersøde stemme gik i gang - det var kvalmende.

Hvor dårlig situationen end var. Hvor meget på spanden Maya end måtte være, kunne hun ikke undgå at komme med gryntende lyde af afdæmpede grin ved mandens reaktion på at blive tilnærmet, for ikke at tale om hans udbrud. Hvis det havde været tydeligt, ville man kunne høre at det var et skadefrog grin, men kneblen gjorde sit for at det bare mere var ja, lavmælte gryntelyde. Hun kom garenteret til at fortryde det, men han skulle ikke tro at han havde hende på krogen endnu.

Blikket vendte tilbage til en ond stirren, som manden, som vidst hed Vargas. Ligemeget hvad han ved, andet end hvis hun skulle få andre til at hjælpe sig med at få skovlen under ham senere. Modbydelige sydlands fæ. Maya fnøs over hans ord og himlede med øjnende. Oh ja, magtliderlige mænd. Skønt. Hun gjorde selvfølgelig modstand mod hans binding af hendes ben, men der var bare ikke meget at gøre. Det værste var ikke at kunne svare igen. Ikke at kunne give ham møgfald og kalde ham for det ene skadedyr efter det andet. Hun var tvunget til kun at ytre utilfredshed igennem afdæmpede lyde. Det var forfærdeligt!!

Liv kunne ikke lade være med at le af Vargas' udbrud. Den dreng var da også så temperamentsfuld! Men det var selvfølgelig også en af de mange ting, hun godt kunne lide ved ham. 

"Tænk, du plejer da ellers at være ganske glad for at få lov til at placere dit ansigt dér," sagde hun og vendte sig, så hun kunne se, hvad Vargas lavede med pigebarnet. "Det var du da ihvertfald sidste gang." Hun kunne ikke nære sig og klaskede Vargas i den særdeles veludformede bagdel, mens han var optaget af at binde pigens fødder.

Sidste gang havde indeholdt en del aktiviteter, der ikke var passende for barneører, og Liv kunne ikke lade være med at smile for sig selv, mens hun huskede, hvad de havde lavet. Åh ja, det havde været en god nat, og der var da også kommet noget godt ud af det. Eller det vil sige, Liv var ikke helt sikker på, hvem der var far til Sakse, da hun havde haft lidt travlt i den periode, men det kunne vel lige så godt være Vargas, som det kunne være en af de fem andre. Det havde hun dog ikke tænkt sig at nævne overfor Vargas, selvom hans reaktion uden tvivl ville være usigeligt underholdende, men han kunne jo finde på at forlange at se knægten, og det ville Liv for alt i verden undgå. Vargas var ikke for børn, og slet ikke hendes børn. Hun var sådan set ligeglad med andres børn, sådan nogenlunde ihvertfald. 

"Hvad skal du egentlig med tøsen?" spurgte hun og nikkede ned mod den bundne pige. "Har du ikke nok legetøj?"

Vargas var sur. Underligt nok ikke rigtigt vred, som han ellers var rimeligt kendt for hurtigt at blive, nej han var bare irriteret og muggen, fordi Liv selvfølgelig dukkede op nu, hvor han havde andet at se til. Og så behandlede hun ham som et barn og det kunne han virkeligt ikke finde sig i! Nok var hun flere tusinde år ældre end ham, men han var en voksen dæmon! En dødsynd! En velfungerende forretningsmand!
Hans tanker blev brat afbrudt, som hun klaskede ham i røven, hvilket fik ham til at rette sig op med et stivnet ansigtsudtryk. Hvad. I. Alverden. Bildte. Hun. Sig. Ind.
”Sidste gang var 300 år siden. Og jeg er travlt optaget lige nu.” Han forsøgte at holde lidt på værdigheden, selvom det efterhånden var for sent. At pigebarnet tydeligvis fandt det hysterisk morsomt, det måtte hun lide under senere. Hvis han da kunne få lov til at tage herfra!

Han bukkede sig ned, strammede knuden, han var blevet afbrudt midt i, og gik så videre til et binde pigens hænder.
”More mig. Tøsen forsøgte at stjæle min pung.” Han kunne lige så godt have sagt, at han var på vej ned for at handle, men der var nok ikke nogen tvivl om, at når han sagde more sig, så var det ikke ved at kilde hende til døde. Endeligt fik han strammet den sidste knude på rebene, så han kunne vikle hende ud af tørklædet - bare for at vikle det en ekstra gang om hendes hoved, så hun ikke kunne lave flere lyde. Ingen grund til at lade hele byen vide, at hun var ved at blive kidnappet.

Vargas rettede sig op og så på englen.
”Måske jeg tager hende med til Balzera og smider hende i et bur sammen med de andre slaver. Hun kan vel nok indbringe et par krystaller.” Han havde været slavehandler i så mange år, at han ikke lige tænkte over, at sidst han havde haft en sammenstød og en tur under tæpperne med Liv, var han ikke gået ind i slavehandlen endnu. Han bukkede sig ned og samlede pigen op i kraven for at slæbe hende hen til hesten. Hvis han kunne komme derhen.
”Nu har du vel ikke tænkt dig at blive besværlig, vel?” Det var egentligt henvendt til begge hunkønnene i gyden, men han så på Liv. Det kunne lige ligne hende at skulle lave besvær.

Det var klamt. Direkte klamt den måde de to vimsede om hinanden, med deres sygelige leg, er hvad fuck de havde gang i. Maya var i hvert fald utilfreds, og havde det ikke været for kniblen i munden havde hun også givet udtryk for sit foragt. Nej, det blev mere til at himle med øjnende og forsøge at vride sig ud af sit fangeskab. Hun kom med en knurrende lyd som hendes hænder blev bundet tæt sammen, og hun så ikke mere glad ud over at Vargas ville more sig med hende. Faktisk fik det et gys igennem hele kroppen og et skræmt glimt op i de grønne øjne.

Maya måtte forføje sig med at blive løftet op og denne gang ude af stand til at give nogen form for verbal respons. Ikke engang lyde nåede igennem tørklædet. Forbandet. Det blev til arrige blikke. Hans anmodning om ikke at blive besværlig fik et trodsigt blik frem og hele hendes ansigtstræk afslørede hvor arrig hun var. Vred, arrig og skrækslagende for at blive taget med.

Hun svarede på hans spørgsmål, ved at forsøge på en eller anden måde at sparke ud efter ham med sine samlede ben, men det kunne ikke helt lade sig gøre. Det blev mere til at hun forsøgte at kæmpe sig fri. Han var desværre for langt væk til at kunne nikke ham en skalde. Hvor meget hun end ville.

"Slaver? Ærligt talt, Var-basse, det er under din sædvanlige standard," sukkede Liv og rystede skuffet på hovedet, mens hun foldede armene over sit bryst med en misbilligende grimasse. "Det burde du holde dig for god til."

Hun så til, mens Vargas lastede sin hest med tøsen, og det strejfede hende da at bryde ind. Åh, men hun orkede det ikke rigtigt, og tøsen så ellers ud til at være frisk nok. Hun kunne sikkert godt finde ud af at stikke af selv.

"Jeg er da aldrig besværlig," sagde hun og grinede blidt, mens hun gik tættere på Vargas. Det irriterede hende faktisk, at hun fandt han så tiltrækkende. Dæmoner var egentlig nogle slemme nogen, som hun ikke burde omgås, for de lavede alt for meget ballade, men af en eller anden frustrerende grund kunne hun ikke helt holde sig fra Vargas.

"Men jeg vil da vældig gerne komme om besøge dig i Balzera," tilføjede hun med sit sædvanlige drilske smil på plads. "Det kan være, vi måske kunne få en hyggelig nat, hm?"

Liv lænede sig tættere ind og plantede et blidt kys mod Vargas' læber, mens hun hurtigt, men insisterende klemte omkring hans skridt. Så trak hun sig smilede væk og vendte sig for at forlade gyden. 

"Hyg dig med pigebarnet," sagde hun over sin skulder. "Vær nu lidt sød mod hende, ikke?"

//Liv out! :D

Tøsen kæmpede i mod og hvis han ikke tog meget fejl, forsøgte hun faktisk at sparke ham! Det fik ham til at løfte hende lidt op og knipse hende på øret, inden han kom frem til hesten. Ublidt hev han pigebarnet op og smed hende over ryggen på heste, foran sadlen, så han kunne holde i hende, mens de red. Måske det havde været nemmere at sætte hende overskævs, men det var mere ubehageligt for hende at ligge og det var godt nok for ham. Hesten trippede lidt uroligt ved den underlæge vægt, men Vargas gav det et for ham overraskende kærligt klap på halsen. Han kunne godt lide dyr. For det meste var han ligeglad med dem, men for ham var en god hest mere værd end en person.

At Liv syntes, at det var under hans standard, kunne han ikke tage sig af. Sidst han havde set hende, havde han lige solgt sit horehus og levede et ekstraverkant liv i de højere kredse. Hvilket meget hurtigt var blevet meget kedeligt og der var alt for meget politik. Og alt for stor risiko for at blive genkendt og blandet ind i dæmonernes små latterlige problemer. Nej, han fandt sig selv bedre tilpas som almindelig forretningsmand. Og slaver... åha, alle de sjove ting, han kunne have gang i med dem.

Han drejede sig i mod englen som hun kom nærmere. Åh, den lokkende krop. Irritationen over hendes opførsel sad der stadig, men han vidste nøjagtigt, hvad der gemte sig under kvindens tøj og hvad hun kunne med det. 
"Det tror jeg ikke er en god..." Han blev afbrudt af hendes kys og hendes hånd, der gav en slet skjult begejstret kropsdel et klem. Han var lige ved at gengælde kysset, da hun trak sig tilbage igen. "... idé." Hans udtryk blev surmulende, som hun begyndte at gå. Forbandede kvindemenneske, gid Zaladin tage hende.

Han svarede hende ikke, som hun sagde farvel, men vendte sig op mod pigebarnet og gav hende et rap den opadvendte popo. Bare for at vise, at han absolut ikke havde tænkt sig at være sød, slet ikke når Liv bad om det!
Han fik vendt hesten og lidt efter sad han på den på vej mod den vestlige port. Ganske rigtigt var det ikke et problem for ham at blive lukket ud og snart travede hesten stødt af sted igennem mørket.
Egentligt havde han bare planlagt at tage hende ud af byen og finde sig en rolig plet til at lege med hende på, men Liv havde alligevel ramt en nerve, så nu sigtede han mere efter bare at få tøsen frem til skibet og tage hende med til Balzera. Hvilket ødelagde hans muligheder for behagelige nætter på kroer. Trættede han ikke hesten for meget, kunne turen klares på to-tre dage.

Maya knurrede bag tørklædet og forsøgte at fjerne hovedet fra ham, som han knipede mod øret. Det sveg en smule grundet kulden og det faktum at hun havde lagt stille så længe. Og det var irriterende, for ikke at tale om udmygende. Lede satan!
Luften blev en smule bakset ud af hende, ved at blive kastet op på ryggen af hesten, som et eller andet byttedyr han havde nedlagt. Udmygende. Hun spjættede lidt, men måtte desværre indse at det intet nyttede. Hun kunne prøve alt hvad hun ville, men hvis hun virkelig fik viklet og hoppet nok til at falde af hesten, ville manden bare samle hende op igen. Hun kunne ikke slippe væk. Og det gjorde hende rasende.

Og nu til det kvalmende aspekt. De to gamle hoveder, eller gamle var de i hvert fald i den femtenåriges øjne, kyssede hinanden. Eller hvad det nu end var de gjorde som hun kunne spejde ved at kæmpe sig til at kigge tilbage. Ad. Føj. Og endnu værre blev det da han klappede hende bagi med et fast slag. Der gik et kip igennem kroppen på hende og hun begyndte at vride sig en smule igen. Igen uden held.

Det var skide ubehageligt. Hestens bevægelser var ganske rolige, men at ligge på maven hen over dens ryg og engang imellem fik slået luften ud af hende. For ikke at tale om hvor klemte hendes ribben begyndte at føle sig efter noget tid. Selvfølgelig blev de heller ikke stoppet. Manden med røven fuld af penge så han kunne grave det ud med en guldske, fik jo bare lov at placere. Ligeglad med at der lå en bagbundet tøs hen over hesten, der forsøgte at vrikle sig fri da de var i nærheden, men ellers bare lå stille og skummede resten af tiden. Hvornår blev han træt af den her leg?