Det var de sidste to dage af rejsen til Medanien. Med viden om at Atlas snart ville vende tilbage til Dianthon, besluttet Atlas sig igen for at stille sin trøst på det lokale værtshus. Den forrige tur, havde givet Atlas nye bekendtskaber som han sikkert ville miste igen. Mest fordi at han viste at han ikke ville komme tilbage til Medaien igen, med mindre at der var en særlig årsag. Så for at være venlig, ville han give en rundet, til de mennesker der havde være velkomne overfor ham. Atlas havde altid en sær tilgang til folk, med hans evne indfor empati. Lærte Atlas hurtig folks vaner og følelser. Det havde sine praktiske værdig, men på samme tid var det lidt af et mareridt at kende andre på dyb emotionel plan uden at kæmpe for sandheden.

Som han sad der alene i baren, havde Atlas opdaget at han var tidlig ude. Måske for tidlig for de lokale, udover hamselv var der ikke mange gæster på værtshuset. De mere alkohol faste kunder, var de eneste mennesker der sad vidt omkring, men ellers var Atlas alene i baren. Atlas, havde valgte hans sidste krus mjød, mens han var alene med de mange tanker. Han ville snart være tilbage i værelse som han havde lånt, i mens han var igang med søge efter et bedre sted at bo, det var bare en start, eftersom han ikke super rig. Han havde mad og et tag over hoved, men ellers kunne han ikke købe meget i den nedre bydel som han boede i.

Igen, lod de mørkebrune øjne kigge på de tomme pladser ved siden at. Måske skulle han bare tag tilbage til det sted hvor hans arbejde holdte til når han var færdig? Det var den eneste anden mulighed, med mindre at han kunne finde selskab som der var bedre end de andre fra hans arbejd. 

En knurren kom fra Heather som hun kom gående ned gennem gaderne i Medanien og egentlig havde hun mest lyst til, at kravle ind i sig selv og ligge sig til at dø. Hendes tømmermænd var forfærdelige i dag og det påvirkede uden tvivl hendes humør. Bag hende kom en af dem fra skibet løbende og forsøgte ivrigt at få hende med tilbage ”Heather... Stop nu.. Kom med tilbage til skibet” manden greb Heather's arm og hun så sig kort over skulderen. Hvis øjne kunne dræbe havde denne mand været dræbt flere gange. Hun vendte sig mod manden og svingede hendes frie hånd mod mandens kind og gav ham en lussing ”Sig til mig fader... At jeg ikke kommer tilbage... Nogensinde! Jeg sejler med Drake nu.. .Slut...” råbte hun som hun rev sin arm til sig Skrid så!” hvæssede hun inden hun inden hun atter begyndte at gå direkte mod værtshuset. Hun så sig kort over skulderen for at sikre sig at manden fra hendes fars mandskab fulgte hende, hvilket han til hendes fordel ikke gjorde. 

Som hun kom ind på værtshuset, var der næsten tomt, hvilket var yderst deprimerende, men igen.. Det var sikkert også det bedste, for hvis der var for mange, ville det blot gøre hendes tømmermænd mere irriterende end den allerede var. Hun sukkede og så på personen bag disken og derefter på den ene person der sad i baren. Som hun kom op til baren lænede hun sig ind over den og hvilede hovedet på en af hendes hænder, hvor albuen var sat på disken ”Mjød, stort krus” sagde hun og smed betaling foran sig og så afventende på barmanden som hurtigt fik gjort et krus klar. Hurtigt fik hun sat det til læberne og vendte det næsten med bundet i vejret med det samme ”Et mere tak” sagde hun og fik en refill og sippede da kun til denne omgang. Manden bag baren så på hende og sukkede ”Problemer med papa igen Heather?” spurgte han og så på hende med et skævt smil. Hun slog blikket ned og stirrede ned i krusset ”Jeg tror han er pisse sur over jeg ikke er hans lille pige mere og har fundet en anden kaptajn.. Men jeg kan for fanden ikke sejle med min far hele mit liv” sagde hun ud gennem sammenbidte tænder. Det var ikke fordi hun hadede sin far, men hun gad ville gerne vise hun kunne klare sig selv! For det kunne hun godt.

Det tomme værtshus, var næsten for stille, som han sad der med sit krus mjød. Dog brød stilheden sig da en kvinde trådte indenfor på værtshuset. Det var ikke fordi at Atlas ville lytte, men eftersom den eneste snak var mellem barmanden og kvinden som der var kommet ind, kunne Atlas ikke lad være med lytte med på deres samtale. Ikke at han gjord sig synlig bemærket, nej han lod stadig som at hans drink var mere internesart.
Dog kunne han ikke holde sig tilbage som empat, han havde for meget sympati til at forblive stille i lang tid afgangen. Atlas vendte sig imod der hvor kvinden sad, hendes navn nåde han at fange fra barmanden, men han ville dog ikke bruge det med mindre at det var okay med hende. "Undskyld, men nu kan ikke holde mig tilbage. Det lyder som en hård beslutning" sagde Atlas. Han ville gerne vide mere, men skulle han vide mere, skulle han ligesom have fysisk kontakt, og det var måske ikke så smart at rør en person som han ikke kendte.   

Hun så på manden ved hendes side som han begyndte at tale til hende. Hvem fanden var han? De ene øjenbryn blev hævet og hun trak da på skuldrene ”Mere at min fader ikke forstår et nej tror jeg.. ” sagde hun og stirrede ned i kruset med mjød og sukkede. Barmanden så på hende og sukkede, uden så meget som at sige et ord rakte han indover disken og klappede hende kort på den venstre skulder og trak da hurtigt hånden tilbage da Heather så op på ham med et blik der kunne dræbe. Hun rettede sig da op ”Jeg tager det ikke så tungt.. Tror mere det er den der lille skibsknægt der har det træls med det, for jeg var den eneste der egentlig kunne være bare lidt rar” sagde hun og trak på skulderen ”Ak ja... Knægten dør nok inden længe” sagde hun og satte kruset til munden og tog en tår af mjøden og satte igen kruset foran hende, blikket rettet mod den gyldne væske.

Han kunne godt genkende den slags følelser, på en familiær plan. 

Da han traf beslutning om at Dianthos, havde han efterlad sin knuste kærlighed med familien som der havde taget sig af ham i de første par måneder af hans liv som engel. Nu, hvor han var i væk fra den kolde nord, var han faktisk ved at indse at han godt kunne genfinde kærlighed til andre, men han var dog ikke klar til dele sin kærlighed på dyb plan, den slags afslag som han havde mødt, havde efterlad ham med lille ar i sjælen. 

"Jeg kan på en måde forstå dem" forklaret han kort, måske ikke helt på den samme plan, men tæt på. Atlas var en smule overrask over den lidt kolde tale imod et af de andre medlem fra det skib som kvinden kom fra. Men så igen, livet havde sin gang, og Atlas var ingen helt. Hvis man ikke kunne klare sig selv, var man ikke det værd. Ikke at han ville sige den slags lige ud, han kunne fremstå som neutral, i sted for at tage en side.  

Heather tog endnu en tår af kruset og stirrede igen ned i den. På en eller anden måde irriterede det hende, at hendes far var så beskyttede overfor hende, men så igen. Hun var jo det eneste barn han havde, så det var sikkert derfor, han sikkert holdt hånden over hende. Hun rettede da blikket mod manden ved hendes side og sukkede kort ”Virkelig?” sagde hun nærmest opgivende som hun hævede det ene øjenbryn. Hun havde ret svært ved at forstå hvordan han forstod hende, men igen, hun vidste jo ikke hvad hans fortid var... Han kunne jo også have haft problemer i fortiden med sine forældre, kærlighedslivet og hvad end der nu kunne være galt i dagens Dianthos.

// Beklager det korte svar //

Atlas nikkede kort som svar.
"Der var en person som jeg holdte af for ikke ret lang tid siden, men der var en komplikation, og derfor ser vi ikke hinanden længer, jeg er rejst væk fra hende, fordi hun var en modbydelig heks" Forklaret han men han lod en hånd glide igennem det mørkebrune hår. Skulle han forklare hele historien ville det nok tage tid, plus Atlas ville helt ikke tale om at han var en engel uden hukommelse om hvem han i virkeligheden var. Han passede meget på sine informationer fordi at elverne blev jaget og han var af elverisk blod for han blev en engel.
"Jeg hedder Atlas for resten" Han havde helt glemt at en introduktion nok var på plads. Specielt fordi at han talte meget om sig selv, han var mere den lyttende type, som kom med gode råd og tips til andre, som havde brug for det.

Heather hævede et øjenbryn mod manden og trak kort på skuldrene "Oh.." sagde hun kort og vidste næsten ikke hvad hun skulle sige. Hun havde på intet tidspunkt selv haft en person hun elskede, ikke på kærligheds, par måden.. For der var ikke ret mange der kunne holde hende ud over længere perioder, så derfor var det nok bedst hun bare forholdt sig single og bare kunne fjante rundt? Dog kunne ensomheden være en dræber fra tid til anden med sådan var livet vel fra tid til anden. Et skævt smil kom frem på hendes læber som han præsenterede sig selv "Heather... " sagde hun kort inden hun fortsatte "Du ved ikke... Eller tror ikke du gør... Hvem jeg er datter af?" spurgte hun og hævede et øjenbryn. De fleste vidste hun var datter af Batholomew Nostalghia, så det var overraskende at han rent faktisk talte til hende i første omgang, men det var nu meget rart at have nogle at snakke med, i stedet for at komme op og slås.

"Jeg må bekendgøre, at jeg ikke kender særlig meget til folk fra syden, eftersom jeg selv kommer oppe nord fra" sagde han efter han havde lyttet til Heaters ord. Måske skulle han gætte, men den slags var han aldrig speciel god til. Atlas var meget bedre til at kende mennesker som han havde fysisk kontakt til, men det ville nok virke uhøflig hvis han skulle masse sig ind i hendes følelser uden at have bedt om tilladelse. "Skal jeg give et gæt udefra det jeg har hørt ville jeg nok sige at de rejser meget rundt?" sagde han kort. Han ville selv gerne være den mere omrejsende type, men hans penge var ikke gode nok til at han ville kunne leve længe på vejen, og han havde mange evner når det kom til at skulle jage eller finde føde for den sags skyld. Atlas egnet sig bedst til et liv i byen, hvor der var mange mennesker som kunne klare den slags opgaver. Han var jo kun en simple tømmer mester som faktisk var et godt betalt job. 

Heather nikkede ganske kort "Aaah en nordbo" sagde hun med et kækt smil på læberne. Altså til han kom fra norden, var han bestemt ikke grim, de fleste Heather var stødt på, lignede som regel en ork eller et misfoster, men ham her... Svagt nikkede hun over hans ord "Korrekt. Vi er pirater" sagde hun ganske kort og lod en hånd glide gennem det lange, let krøllede hår for at fjerne det fra hendes ansigt. Hun var ikke ret meget for at sige hun var pirat, men der var ikke nogen tvivl om det kunne ses på hende, hendes påklædning samt hendes være måde. Mange folk så hende som den ultimative bitch, men lige nu, var der for meget i hendes hoved til hun kunne fokusere på andet end hendes alkohol og samtalen mellem hende og denne mand. 

Han kunne vel godt kalde sig nordbo, men ikke helt. Han havde aldrig se den evig vinter, men han kom fra bjerge der tegnet sig tydelig igennem landskabet.
Han lyttede videre i mens hun talte. Pirater havde han faktisk aldrig set, men de komme heller ikke oppe imod de steder som han kom fra. Ishav var ikke det mest egnet sted at sende sit skib hen, med mindre at man var klart til at side fast i flere måneder. Atlas havde ikke fordomme imod andres livsstil, han vidste dog godt at pirater kunne være farlig, men lige nu var det vist ikke sagen. Der var et eller andet ved samtalen som Atlas godt kunne lidt.
"Jeg går ud fra at der er mange gode historier?" sagde Atlas kort med et lille smil på hans ansigt. Han kunne god lidt at hører historier eller bare det at lære nye ting at kende.

Heather så på ham med et kækt smil ”Hvor mange vil du høre?” spurgte hun og vendte blikket mod ham. Han var egentlig spændende alligevel, trods han i teorien havde lyttet til en samtale der ikke vedkom ham. Hun havde det lidt underligt, at denne fremmede mand ikke havde sendt hende op i det røde felt.. Måske fordi han var så stille? Så rolig og nede på jorden? Det var ganske få der var så rolige omkring hende, specielt hvis de vidste hvem hendes far var, men det gjorde denne mand tydeligvis ikke helt, gudskelov. Så havde det da i det mindste ikke ødelagt hendes chancer overfor ham. Hun mærkede hvordan hendes kinder svagt blussede op og hun rettede hurtigt blikket mod kruset foran hende. Hvad gik der af hende?

Atlas kiggede på hende med et lille fjollet smil, han kunne se ganske charmende og dum ud på samme tid. "Så mange som du selv mener, du vil dele" sagde han med blød stemme. Atlas kørte et par løse lokker ad hår væk fra hans brune øjne. Han ville nok aldrig indrømme men Heather havde et godt udseende for et menneske, selv havde han ikke meget erfaring med mennesker, udover den familie som han havde boet hos, men de hørte fortiden til. Han havde ikke lyst til at tænkte på Mina, eller den koldhed som hun holdte overfor ham. "Jeg har ikke selv så mange jeg kan dele, min fortide er et mysterium for mig, desværre" han havde jo et hukommelsestab som havde taget alle jordiske minder fra ham, eller også havde han glemt dem da han blev en engel?

Hun trak kort på skuldrene ”Der var den gang min fader forsøgte at sælge mig til en eller anden vampyr...” sagde hun og grinede ganske kort. Hun huskede dagen tydeligt, næsten som var det i går. Hun så på ham med et blidt smil på læberne og forsøgte at holde fokus, men det var så svært, for denne mænd var yderst attraktiv. Hun bed sig kort i underlæben og fortsatte da på sin historie ”Altså det var en af vores rivaler... Eller det syntes min fader i så fald. For at stoppe det had der var mellem dem, ville han sælge mig som en gave, et tegn på taknemmelighed. Men det gad blodsugeren gudskelov ikke.. ” sagde hun og tog lidt at drikke inden hun igen fortsatte fortællingen om hvordan der havde været en kamp ombord på hendes faders skib og hvordan hun selv havde deltaget. Hun grinede ganske kort ”Og som en af de andre pirater svingede en knytnæve mod mit ansigt, ak ja, så fik jeg en på skrinet og brækkede næsen” sagde hun og trak kort på skuldrene. Som manden talte sendte hun ham et lettere trist smil ”Det er jeg ked af” sagde hun og så svagt ned i disken. Det måtte være forfærdeligt ikke at kunne huske sin fortid... Hun ville i hvert fald hade det.

// Lukket fordi vi kan!//