Labyrinten strakte sig hele vejen rundt om paladset og bestod primært af lange gange hvor man kunne vandre og beundre den smukke have. Men ind i mellem kunne man dreje om et hjørne og finde en lille alkove - en lille ø midt i det grønne hav. Det var i sådan en alkove at Liam nu befandt sig, på en bænk foran et springvand, som forestillede tre små drenge der spyttede lange vandstråler efter hinanden. Spredt ud på stien foran ham lå et stykke klæde, og på klædet lå de forskellige dele af hans rustning spredt ud. I den ene hånd havde han sin hjelm og i den anden en klud med olie. Mange af de andre krigere uddelegerede vedligeholdelsen af deres udstyr til deres væbnere, men Liam havde endnu ikke selv taget sig en væbner. Desuden kunne han godt lide arbejdet, da det altid havde givet ham ro i sjælen at bruge sine hænder. Det var især rart når han kunne udføre sit arbejde udenfor som i dag, hvor den klare vintersol skinnede fra en skyfri himmel. Luften var stadig kold og bed i hans kinder til de var røde, men i sit vintertøj frøs han ikke. Med vante bevægelser gned han olien ind i metallet, mens springvandet lystigt pludrede videre foran ham.

Aron brød sig ikke specielt meget om vinteren. Ikke fordi han havde noget imod kulden som sådan, for det havde han ikke, men det var besværligt at skulle vikle sig ind i varmt tøj og samtidig finde en måde, hvorpå hans vinger kunne stritte frem, så han kunne flyve. Selvfølgelig var hans forbrænding meget højere end f.eks. menneskers, og han var derfor også meget varmere, og derfor frøs han mindre, men han skulle nu alligevel have en uldtrøje og -bukser på, når vejret var koldt, som det var i dag.

Han havde egentlig kun begivet sig ind i haven her for at se sig lidt omkring, og han havde ikke i sinde at blive ret længe. Men Aron var typen, der meget nemt kunne forsvinde ind i sine egne tanker uden overhovedet at lægge mærke til, hvor han var, og der gik ikke ret længe, før Aron opdagede, at han var faret godt og grundigt vild i labyrinten. Han kunne selvfølgelig bare flyve højt op over den, men vinden var stærk i dag, og der var dejligt læ bag de høje buske. Og desuden ville det jo være for nemt! Han kunne ligeså godt gribe chancen for et lille eventyr, når nu den var her. 

Så Aron gik på opdagelse; han fløj gennem de lange gange, svævende cirka en meter over jorden, og kiggede nysgerrigt på enhver statue, buste eller springvand, han kom forbi. Der gik næsten en time, før Aron stødte på et andet levende væsen; en... ridder? Det var ihvertfald en mand med et flot rustning, der skinnede i vintersolens skarpe stråler.

"Sikke en flot rustning," sagde Aron, mens han svævede nærmere. Han var altid lidt påpasselig med bare at mase sig ind på fremmede, især dem, der havde et våben. Man kunne jo aldrig vide...

Det krævede ikke specielt megen hjerneaktivitet at pudse en rustning, men deriod megen tålmodighed. Først skulle olien gnides ind i metallet, hvilket tog sin tid da kluden ofte skulle dyppes i skålen med olie han havde stående ved sine fødder og vrides op på ny. De rytmiske bevægelser lullede langsomt Liam ind i en næsten meditativ tilstand. Pudse, pudse, dyp, vrid, pudse, pudse, gentag.

Da en stemme ud af det blå afbrød hans tanker, blev Liam så forskrækket at han næsten faldt ned fra bænken, mens han formåede at skubbe til skålen med olie og tabe sin hjelm på samme tid. Så meget for Lysets Krigeres legendariske kampreflekser. Han skyndte sig at skubbe skålen vandret igen - mens halvdelen af olien nu langsomt sank ned i gruset - og samlede sin hjelm op. Krigeren kiggede i den retning hvor han troede ejeren af stemmen stod, og måtte derefter løfte sit blik endnu en meter i luften før han kunne kigge ind i ansigtet på den nyankomne. En... alf?

"Tak," svarede Liam efter et øjebliks tøven, og han missede mod solen mens han med blikket fulgte de gennemsigtige vinger der med hurtige slag holdt drengen (manden? Hvor gamle blev alfer?) svævende. Da det gik op for Liam at han stirrede, rømmede han sig selvbevidst og blev pludseligt meget optaget af at børste grus af sin hjelm. "Det er ikke ofte vi ser alfer i så stor en by som denne," forklarede han sig selv, mens han skævede op. "Min mor sagde altid at I foretrak naturen fremfor byerne?"

"Åh, undskyld!" udbrød Aron, da ridderen spjættede i overraskelse, og han fik med det samme dårlig samvittighed, især fordi han ikke kunne lade være med at trække lidt på smiletbåndet af den stakkels mand. Han fik dog hurtigt lagt ansigtet i de rette folder, da ridderen kiggede op på ham, eller rettere stirrede. Aron var vant til det efterhånden.

"Helt i orden," sagde han med et forstående smil og nikkede, så to lange, lyse lokker faldt ned i hans øjne. Han skubbede dem væk. "Jeg er også kun på gennemrejse. Men jeg kan nu meget godt lide byen... Masser af interessant væsner her."

Selvom der ikke var ret meget af mandens krop, der ikke var dækket, kunne Aron se, at manden havde en god portion ar. Han havde sikkert været med i mange slag og set og oplevet en masse ting i de slag. Aron var straks fascineret.

"Jeg hedder Aron," sagde han og rakte hånden frem. "Og du?"

Ved alfens undskyldning viftede Liam afværgende med kluden han stadig havde i hånden. "Du fandt mig i egne tanker, det var ikke din skyld. En trampende trold ville ikke have fanget min opmærksomhed." Han kunne dog ikke helt afvise blodet der strømmede til hans ansigt ved tanken om, at nogen havde sneget sig op på ham så let og ubesværet. Hans gamle våbenlærer ville have givet ham et nakkedrag og ti omgange rundt om borgen. Liam gned siden af sit ansigt med den ene arm og håbede at alfen ville tilskrive hans røde kinder kulden.

Da den fremmede - Aron, åbenbart - trådte nærmere, stivnede Liam et øjeblik, mens hans blik gled fra den fremstrakte hånd til sine egne hænder og tilbage igen. Han havde en enkelt gang forsøgt at pudse sin rustning med handsker på, men havde opgivet lignende forsøg i fremtiden, da han resten af dagen gik og satte olierede fingeraftryk over det hele. Læderhandskerne som normalt dækkede hans hænder lå derfor i dette øjeblikket på klædet foran ham, og hans arrede hænder var nøgne i den kolde vintersol. Han kendte ikke alfernes skikke, men hans erfaring var at folk ofte tog det ilde op når han pludseligt begyndte at tage handsker på blot for at røre ved dem. "Olie-fingre," spruttede han pludseligt, mens han løftede klud og hjelm i en undskyldende gestus og sendte Aron et - håbede han - afværgende smil. "Mit navn er Liam Gyldenstjerne. En af Dronningens krigere." Introduktionen blev akkompagneret med et nik mod rustningen. "Så hvad bringer dig til Hovedstaden?" Mens han stillede sit spørgsmål lavede han en inviterende gestus mod pladsen på bænken ved siden af sig, for at kompensere for sin afvisning af Arons fremstrakte hånd.

Interessant. Liam var åbenbart ikke meget for at røre ved folk med sine bare hænder, men gad vide hvorfor? Aron kunne straks mærke en følelse - var det skam? Hmm, måske noget andet? - emme fra Liam, men han sagde ikke noget om det. Det var tydeligvis noget, Liam ikke havde lyst til at tale om. Ikke endnu, ihvertfald, men måske senere...?

"Åh, jeg rejser lidt over det hele," svarede Aron og tog smilende imod invitationen. Han fløj over til bænken og satte sig. "Jeg samler på historier, og jeg rejser altid efter de bedste af dem. Der er mange spændende historier i en by som den her. Du gemmer sikkert også på en hel masse."

Mens han talte, samlede Aron sit lange hår og begyndte at flette det, så det holdt op med at glide ned i ansigtet på ham. Normalt foretrak han at have håret løst, men det var irriterende, når man skulle tale med folk.

Liam børstede det sidste grus af sin hjelm, og dyppede kluden i det der var tilbage af olien. Som sagt krævede det ikke megen hjerneaktivitet at pudse, så han kunne vel lige så godt fortsætte sit arbejde mens de talte. Desuden føltes det godt at have noget at fokusere på, som ikke var Aron. Han lod hjelmen hvile i sit skød mens han vred kluden op. Pudse, pudse, dyp, vrid, pudse, pudse, gentag.

Da Aron satte sig ved siden af ham måtte han anstrenge sig for ikke at vige en smule tilbage. Aron havde uden tvivl styr på sine vinger, men Liams krop havde stadig lyst til instinktivt at flytte sig, som når en fugl basker forbi dit hoved. Han skævede mod Aron, og først nu gik det rigtigt op for ham hvor lav alfen egentlig var. "Du er skjald? Eller historieskriver?" spurgte han forundret. Han rodede mentalt i den noget begrænsede viden han havde om alfernes kultur. "Jeg troede ikke alferne gik meget op i at nedskrive begivenhedernes gang." Lidt kunne han da huske fra gamle Mester Laurentius' lektioner om racernes historier.

Ved alfens efterfølgende ord klukkede Liam en smule forlegent og kiggede tilbage på hjelmen. Han vendte den et par gange i hænderne, og gned sin tommelfinger mod en modstridende plet. "Jeg tror ikke jeg har så mange flere historier end de fleste krigere. Krystallandet har set mange kampe de sidste årtier. Du må da svømme i krigshistorier?"

Aron behøvede ikke at være tankelæser for at se, at der var et eller andet, der gjorde Liam ilde til mode, men han kunne ikke helt finde ud af, hvad det kunne være. Han havde ikke haft lyst til at røre ved Arons hånd, hvilket Aron ikke havde tænkt videre over, for han havde efterhånden mødt folk med mange forskellige skikke og fobier, men hvis Liam var bange for alfer, ville han så ikke have sagt noget? Han virkede jo flink og venlig. 

"Tjo," svarede Aron og trak på skuldrene med et smil til Liam. "Der er jo ikke to oplevelser, der er ens. Alle oplever noget helt særligt, og alle oplevelser er spændende. Det synes jeg ihvertfald. Jeg ved godt, alfer normalt ikke skriver ting ned, men jeg har altid været draget af det. Jeg ved ikke rigtigt hvorfor. Jeg vil mægtig gerne høre nogle af dine oplevelser."

((Hey! Jeg bliver desværre nødt til at afslutte den her tråd, da Aron er faldet og brækket halsen ude i fremtiden, og jeg kan ikke markere ham som død, så længe denne tråd er åben. Hvis du har lyst til at spille med en af mine andre karakterer, siger du bare til!))