Kalliope var ikke sikker på hvordan hun skulle gribe dette an. Hun havde truffet sit valg, men hvad nu. Skulle hun snige sig ud i ly af nattens mørke? Skulle hun gå offentligt? Hun så sig om i sit nuværende hjem. Hun havde ikke meget, men alligevel meget mere end alle andre. Det var underligt hvordan materielle ting kunne betyde så meget i en verden hvor der var så meget mere. Hun ville være ked af at skulle skille sig af med det. Men hun kunne vel kun tage det med sig hun kunne slæbe. Efter mødet havde hun overvejet om hun gradvist skulle flytte flere og flere ting. Begrave dem som et eller andet manisk hamster og så komme tilbage senere. Men det virkede fejt og det var bestemt ikke det signal hun ville sende hverken Olympus eller hendes andre med Krystalisianer. Hun havde hele sit liv været et forbillede, en folk kunne vende sig til hvis de havde brug for råd eller støtte. Og sådan ønskede hun forsat at være.

Hun pakkede omhyggeligt det hun ikke kunne undvære. Sine smykker, sine kjortler og nogle personlige ting. Hun havde nok mere end mange andre i lejeren, men hun måtte også være klar til at skille sig af med det unødvendige. Hele hendes liv skiftede, og det var vel kun passende at hendes fysiske ting også gjorde. Nogle ting ville hun dog ikke af med, hendes moders smykker og de få ting hun havde fra hende, og tøj skulle man vel også have at gå i. Hun pakkede det ned så godt hun kunne i de to vadsække hun ejede og rejste sig der på og så rundt. Hun havde haft det godt her – uden tvivl. Men nu var det tid til forandring, og hun viste hvilken side hun stod på i denne tid. Hun iførte sig sine mest holdbare sandaler, bandt kjortlen stramt til kroppen og strøg håret over den ene skulder før hun tog de to vadsække på ryggen. De var tunge, og hun var spinkel – men det gik. Det skulle gå.
I en fejende bevægelse strøg hun teltdugen til side og trådte ud i solen. Der var ikke mange på pladsen hvilket passede hende fint. Selvom at hendes hjerte hamrede hårdt, måske af frygt for at blive stoppet eller tilbageholdt, gik hun med rank ryg gennem lejeren mod havet og standen. Nogle få mennesker stoppede op, og så på hende med et forvirret blik, andre hastede ind – måske for at følge hende, måske for at undgå synet. Men Kalliopes fod var sikker og hun nåede uhindret lejerens udkant. Hun stoppede, og så tilbage mod det liv hun forlod. Hendes blik fangede en pige der kom løbende mod hende, en ung pige på omkring seks somre. Kalliope kendte pigen, som hed Livia, og hendes familie godt, det var nok dem hun havde haft mest kontakt til siden de var kommet her til. Livia greb hendes hånd med et smil og da Kalliope løftede blikket så hun Livias moder og to ældre brødre følge i hendes spor. Hun smilede, lettet over at hun ikke var alene. Livias større broder tilbød at tage den ene af Kalliopes tasker og hun delte villigt sin byrde. Med pigen i hånden vendte hun sig mod den åbne verden og begyndte den lange gå tur.
 
Familiens selskab gjorde turen meget bedre end Kalliope havde forventet. De snakkede om løst og fast, og de to store drenge var stærke og virkede spændte på hvad fremtiden bød. De timer det tog at vandre langs havet mod Chérons lejer gik hurtigt. Livia fortalte vildt og voldsomt om Chérons smukke grif som hun havde set med egne øjne den dag han havde forladt lejeren første gang. Hun virkede til at være meget betaget af Chéron og Kalliope kunne ikke lade være med at smile for sig selv.
Endelig kom toppen af teltene i syne og Livia slap Kalliopes hånd og løb så stærkt hun kunne. En kvinde løb hende i møde, hendes moster hvis ikke Kalliope tog helt fejl. Mosterens søn og datter var lige så glade for at se deres familie som Livia og hendes familie var. Kalliope stoppede på sand banken og satte vadsækken fra sig mens hun betragtede den glædelige familie forening. Hun lod der efter sit blik glide tilbage over stranden hvor de var kommet fra og hun spekulerede på hvad fremtiden nu måtte bringe. Valget var taget og nu håbede hun bare på det bedste.

Det var dagen efter det store møde. Et møde som efter Chés synspunkt var gået godt. Det havde været fredeligt og ting var blevet diskuteret. Grupperne havde skilt sig af ingen mørket kom og var taget hver til sit. I løbet af natten var der kommet enkelte fra Olympus lejr, folk der ville slutte sig til Ché. Han havde hilst dem velkommen som var de familie.
I dag var stemningen anderledes i lejren, mere sikker. Mere bestemt. Folk virkede til at have besluttet sig og været faldet til ro i den beslutning. Latter havde lydt med spredte mellemrum og dagen virkede mere lys.

Trods den manglende søvn, var Ché social. Lige nu sad han og kastede små sten sammen med nogle af børnene. Azra og Fenris var begge ude på jagt, hver for sig. Azra sammen med nogle af mændene og en kvinde. Der var blevet besluttet, at der skulle festes om aftenen, lige meget hvor mange der dukkede op fra den anden lejr i løbet af dagen. En god idé. De små ting skulle fejres. Det var vigtigt at holde humøret oppe, selvom ikke alle var kommet glade hjem fra mødet dagen før. Familier og venskaber var blevet splittet og dette var blot blevet understreget ved mødet.

Et råb fik Ché til at se op. Der kom flere fra Olympus lejr. Synet af familien, der blev genforenet varmede hans hjerte, og han måtte skuffe børnene med, at han blev nødt til at forlade spillet. Roligt kom han på benene og bevægede sig igennem den lille lejr hen til den nyankommne familie. Mens han gav kvinden et velkomstkram og rodede rundt i en af drengenes hår, faldt hans blik på en kvinde, der stod oppe i klitten. Hans smil voksede og hans øjne glimtede af glæde. Kalliope. Hun havde besluttet sig for at komme til ham. Han lod de andre tage sig af velkomsten og begav sig igennem sandet og op i klitten til kvinden, han havde haft svært ved at slippe med tankerne. Der var noget over hende, der havde fanget hans opmærksomhed.

"Så du har valgt at skifte synspunkt?" Han trådte op ved siden af hende og så på hende, stadig med glæden tydelig i sine øjne og det venlige smil, der sad om hans læber. Som sædvanligt var han ikke iklædt andet end sine bukser og hans hår var samlet i en hestehale, bundet af et par af dreadsne selv. Afslappet. Selv hans sværd havde han efterladt i sit telt, som han følte sig tryg i denne lejr.

En stemme ved hendes side fik hende til at dreje hovedet. Et smil spredte sig omgående på hendes læber og hun mærkede et sug i maven da hendes blik fangede i. Hans smil var oprindeligt og han virkede langt mere tilpas end hun havde set ham før. Det var beroligende og de glade stemmer fra lejeren af familien der genså venner og familie fik hende til at slappe af. ”Mit synspunkt er som det altid har været, nu er der bare nogle der rent faktisk deler det” Svarede hun og strøg nervøst et par lokker hår om bag sit øre. Hun blev altid lidt mere nervøs ved ham, bange for at hun gjorde noget forkert.
”Killi!” Livia løb op af sand banken og greb hendes hånd. ”Moster er her!” Kalliope smilede og satte sig ned på hug ved pigen. ”Det var da godt, så er der nogle du kender – det var du lidt bange for jo..” Kalliope smilede til pigen som først nu lod til at få øje på Chéron. Livia rødmede og fnisede før hun tog benene på nakken ned til sin mor igen og gemte sig bag hende. Kalliope rejste sig med et grin og så mod Chéron.
”Er folk faldet godt på plads? Er der ly nok?” Det var jo ikke til at vide hvor mange der kom her til, så hun havde da spekuleret på om de havde telte nok hvis himlen mod forventning pludselig åbnede sig. Hun var lidt spændt på at se hvor mange der faktisk var, for Olympus’ lejer havde været meget lukket på det seneste, så det var svært at vide hvem der stadig var der og hvem der bare holdt sig ude af konflikter. Også selvom at mødet først havde fundet sted dagen før, var der jo stadig en del der var gået med Chéron allerede i starten af oprøret.

Kvinden smil fik hende til at lyse op. Det klædte hende at være glad. Og det gjorde ham glad, med et lille sug i maven også.
”Det er jeg glad for at høre. Du skal være velkommen i vores lejr.” En barnestemme afbrød ham og han så ned på pigen, der begejstret løb hen til Kalliope. Med et smil betragtede han ordvekslingen, indtil pigen fik øje på ham og stak af igen. Det fik en dæmpet latter ud af ham. Han kunne godt lide børn. Ikke at han havde nogen forventning om at få nogen selv, men man kunne altid drømme. Måske en dag, hvis dette folk fandt et godt sted at slå sig ned og han fandt kærligheden.

Hans blik gled tilbage til Kalliope, der kort efter begyndte at stille bekymrede spørgsmål.
”Alting går stille og roligt. Alle er nok klar over, at vi ikke skal blive her, men for nu er det vores hjem. Vi mangler telte, men folk har ikke noget i mod at dele. De benyttes alligevel mest til at sove i. Vejret er med os.” Hans stemme havde en beroligende tone, der sagde, at der var styr på det. Det var der. Alle gjorde en indsats og der havde kun været få uvenskaber i lejren, der efterhånden talte omkring 35. De var stadig en mindre gruppe end den, der fulgte Olympus, men de var mange. Flere end Ché havde kunnet håbe på.

Ché gjorde en let gestus mod nord.
”Jeg har endda snakket med kentaurerne, hvis land vi har lagt lejren op ad. Der vil være fred, så længe vi ikke overtræder deres grænser.” Samtalen med Alethea, deres leder, lå stadig frisk i erindring. Den havde på ingen måde været behagelig. Men nødvendig og udfaldet havde været bedre end håbet. Trods minde, fortsatte han med at smile til seeren foran sig. Nu var det hans tur til at stille et bekymret spørgsmål.
”Hvad sagde Olympus til, at hans seer har valgt at gå over til modstanderen?” Selvom Ché virkede til at tage let på Olympus bekymrede manden ham. Der var noget i hans blik, der sendte ham tilbage til kampene i arenaen, sådan et blik, der advarede en om vrede, vold og… sindssyge. Men han havde svært ved at tro det om Olympus.

Kalliope smilede lettet over at tingene lod til at gå så godt i lejeren - det var betryggende og folket virkede glade, de hun havde set da. Hun nikkede eftertænksomt over hans ord om Kentauerne - hun havde aldrig selv set sådan et væsen men hun havde hørt at de var meget territoriale og det var da kun endnu et plus for Ché i hendes bog hvis han havde forhandlet med dem og de var nået til enighed. "Det må ikke have været en nem opgave, jeg har hørt at Kentauerne er mægtige men meget bestemte væsner?" Hun var nysgerrig, meget nysgerrig, men lige nu var nok ikke tiden til at begynde at lære om kentauere og andre væsner - forhåbentlig kom der massere af muligheder for det fremover.

Hans næste ord fik hende til kort at slå blikket ned. "Jeg gjorde ikke et stort nummer ud af at forlade lejeren. Jeg ønskede ikke at påvirke hverken folkets eller Olympus' mening med mit valg. Så jeg ved det ikke - Jeg diskuterede det ikke med ham da han ikke virkede til at kunne tage i mod fornuft oven på mødet i går. Jeg mente det var sikrest at komme afsted, og så tage følgerne der måtte komme efterfølgende. Nu er valget taget, og forhåbentlig vil fremtiden blive lidt lysere..." Hvis hun skulle stole på sine syn var det ikke tilfældet. Hun havde set så mange versioner af fremtiden og kun de færreste bar lykke og håb. Alle valg havde en konsekvens og dette oprør havde store konsekvenser for både folket, lederne og sikkert også Kalliope selv, skønt hendes egen fremtid altid var skjult for hende.

En dæmpet latter lød fra Ché, som hun beskrev kentaurerne som mægtige men bestemte.
”Det er de bestemt, meget selvhøjtidelige og territoriale.” Han kunne sige flere både pæne og mere irriterede ting om halvhestene, men Ché var diplomatisk. Ingen grund til at tale grimt om et helt folk, bare fordi deres måder at gøre ting på, ikke passede ham.  At blive behandlet som noget, der næsten var lavere end en slave på grund af hans køn, havde han ikke prøvet før og det havde alligevel ramt ham en smule. Men det var deres vej og han havde fundet sig i den. Diplomati, en god evne at have som leder. Ydmyghed endnu bedre. Og det havde han nok af.

Med et mildt udtryk lyttede han til hendes ord. Han var ganske enig med hendes tanker og beslutninger, det var nok bare bedst at komme væk. Han kunne ikke forestille sig, at Olympus ville lade hende gå frivilligt, ikke hans seer. Roligt rakte han ud og lagde en hånd på hendes skulder, en beroligende gestus.
”Fremtiden bliver så lys, som vi arbejder for at gøre den.” Han gav hendes skulder et let klem og et smil. Han gav ikke meget for hendes synske evner - ikke fordi, at han ikke troede hende, men fordi han havde svært ved at tro, at hans fremtid allerede var bestemt. Han ville ikke tro det. Endeligt havde han selv kontrollen over sit liv og den ville han ikke slippe igen. Han bestemte sin egen fremtid.
”Men jeg tror det var et godt valg. At rejse i stilhed. Og jeg er glad for, at du valgte at komme.” Sandheden bag ordene var tydelig i hans øjne og smil. Han var glad for, at hun havde valgt at komme. Hun havde været overraskende meget i hans tanker siden deres samtale på stranden nogle dage før.

Hun smilede og nikkede da han kommenterede kentauerne og ønskede indvendigt at hun en dag selv fik mulighed for at stifte bekendtskab med de smukke og fascinerende racer der befolkede hele krystallandet. Men for nu, fokuserede hun på den nære fremtid, hendes nye liv som man kunne sige. Hendes blik gled atter til familien der trak ind i lejeren, hun mindede sig selv mentalt om at hun skulle huske at hente sin taske hos dem når hun havde fundet ud af hvor hun skulle være i det hele.
Hans ord og berøring fik hende atter til at se mod ham, og hun så et kort glimt at en blod rød måne og et forslået ansigt - men det var ovre lige så hurtigt som hun havde set det og hun nåede ikke at reagere hvilket nok var heldigt nok. Nogle gange ville hun ønske at hun kunne lægge sin evne fra sig, bare for en dag. Men intet lod til at kunne tøjle den voldsomme magi der lå i hendes gener.

"Ja det var også min tanke" Svarede hun og smilede til ham. Det var underligt, hun havde set ham et par gange nu, om end kun en enkelt gang privat. Men synet af ham gav hende et sug i maven, og hans berøringer fik det til at krible i hende - og ikke på en dårlig måde. Men som før slog hun det hen - hvad end det var, var det sikkert udløst af situationen, spændingen ved hvad fremtiden nu bragte for det nye folk, og hvad hendes rolle måtte blive i det. "Så - hvor skal jeg sætte mine ting?" Spurgte hun og så mod lejeren og de mange telte.

Det var kun langsomt, at Ché fik overtalt sig selv til at fjerne hånden fra hendes skulder igen, men han gjorde det og slog i stedet let ud med armen mod lejren.
”Lad os gå ned og se, hvem der har plads.” Tanken om at tilbyde hende en plads i sit telt strejfede ham, men han lod være. Ind til videre var det ham og Azra, der sov der, de der havde fået tilbudt at dele teltet med dem, havde sagt nej. Det var åbenbart en usagt beslutning, at lederen og hans næstkommanderende skulle bo alene. Hvorfor vidste Ché ikke helt, men han stillede ikke spørgsmål ved det. Hvis folk ville have det sådan, var det sådan. At der gik et ret standhaftigt rygte om, at Ché og Azra var et par, var noget helt andet og noget hverken han eller Azra var klar over, men sikkert også noget de bare ville grine af.

Ché førte hende ned i lejren og hjalp hende med at finde et telt, hvor der boede tre kvinder og et barn i forvejen. Hun var mere end velkommen, selvom det ikke gik Chés næse forbi, at folk virkede lidt forsigtige omkring hende. Uden tvivl på grund af hendes evne eller den position hun havde haft hos Olympus. Ché valgte at behandle hende på lige fod med alle andre og samtidigt være lidt fast i blikket for dem, som trak sig mest. Kalliope var lige så velkommen som alle andre.

Som han var ved at vise hende rundt i lejren - ikke at der var meget at se - dukkede gruppen af jægere op igen med Azra gående forrest. Et smil spredte sig på hans læber.
”De er hurtigt tilbage. Mon det var en god jagt.” Han gik straks derhen for at tage i mod dem.

Azra var en kriger, ikke en jæger. Alligevel havde hun i sin tid siden Chéron havde befriet hende fra sit liv som slave samlet et par tricks op, og hun fortsatte med at lære fra de i lejeren der havde mere erfaring, ligesom hun lærte de der ikke kunne kæmpe at forsvare sig selv. Det var nyttigt at udveksle erfaringer på den måde, og det havde også vist sig at bære frugt.

Azras lille gruppe af jægere var blevet bedre og mere effektive for hver dag der var gået. Dagens fangst bød på 2 kaniner, et lille rådyr og en falk som Azra selv bar i den ene hånd.

Chérons højre hånd lod hurtigt blikket falde igennem lejren da de vendte tilbage, og hendes øjne stoppede for en gangs skyld ikke ved Ché selv, men ved kvinden ved hans side. Et nyt ansigt. Azra havde haft for travlt med at nedstirre Olympus Højre hånd til at have opdaget kvinden ved mødet med den anden lejre. 
Det varede dog kun et øjeblik før Azras blik fandt Ché og et skævt halvsmil bredte sig på hendes læber. "God fangst idag Ché!" hun holdt fuglen op "Der skulle være nok til alle kan få lidt der ikke er fisk de næste par dage!"

Kalliope holdt sig et par skridt bag Ché da han viste hende rundt i lejeren. Den var ikke imponerende stor men hun var alligevel glad for at se hvor godt folk virkede til at have det. Hendes blik gled nysgerrigt over de mange ansigter for at se hvor mange hun kunne genkende fra Olympus' lejer. Der var faktisk en del, flere end hun havde lagt mærke til var forsvundet. Men på det seneste havde der også været stille i den anden lejer, og det virkede som om folk holdt sig mere for sig selv, måske for at nå frem til en beslutning om hvilken leder de skulle følge.
Hun drejede hovedet da Ché kommenterede jægernes ankomst. Hendes blik faldt på en køn kvinde som hun huskede fra det store møde og som hun genkendte som Chés højrehånd. Hun huskede også på sin erfaring omkring at de største kamphaner ved mødet havde været kvinderne og hun holdt sig derfor respektfult bag Ché i det han gik dem i møde. Hun havde været godt tilfreds med at skulle dele telt, det kunne være så frygteligt kedeligt at bo alene, og specielt under disse omstændigheder havde hun ikke kunne bede om bedre leveforhold.

Hendes blik hvilede nysgerrigt på jægerne, og kvinden som virkede både stolt og tilfreds over deres fangst. Kalliope havde slet ikke skænket føde en tanke, hvordan de skaffede mad når halvdelen af jægerne ikke var her. Hun havde taget det forgivet og det gjorde hende flov. Men hun holdt hovedet højt og nikkede ærbødigt til kvinden med et smil der krustes på hendes læber. Hun kastede et blik over skulderen mod lejeren for at lokalisere familien hun var kommet her til med - hun ønskede ikke at være til gene for Ché eller hans næstkommanderende og hun tænkte at hun måske burde se om hun kunne gøre noget nyttigt. Men blikket afslørede desværre også at flere i lejeren genkendte hende og sendte hende frygtsomme blikke. Måske frygtede de hendes evne, måske hendes tidligere position hos Olympus. Eller måske frygtede de at Olympus ville komme og hente hende, og alle andre. Det var ikke til at sige men hun ærgrede sig lidt over det.
Hun rakte ud for at lægge en hånd på Chés arm, for at tage sin afsked og finde sit telt. Det gav et sug i hendes mave hver gang hun rørte ha, men denne gang blev hendes syn sort som første gang han havde rørt hende ved lejeren. Hun så sand, en mægtig skikkelse med en trefork der rejste sig i horisonten. Ché der lå blodig på jorden, hun følte smerte og kvalme. Hun hørte havet der slog mod standen og griffens smertefulde skrig langt over sig. Hun trak omgående hånden til sig og smilet forsvundet fra hendes ansigt. Hun havde helt glemt at hun ville have ladet ham og kvinden snakke i fred, og i stedet forsøgte hun nu at finde hoved og hale i hvad der var sket og hvad der ville ske.

Chés smil blev større, som Azra løftede fuglen op og konstaterede, at der ville være andet end fisk til folks maver. Dejligt! Han var ikke kræsen, men fisk kunne nu godt blive en smule kedeligt i længden. Han fortsatte hen i mod sin veninde, indtil de stod foran hinanden.
”Fantastisk. Det er der nok mange, der bliver glade for.” Med et blink med det ene øje, drillede han hende lidt. Han vidste godt, hvor meget de kæmpede for at fange noget, når de var på jagt.
”Så I driver den ikke bare af derude, jeg var ellers lige ved at tro…” En berøring af hans arm afbrød ham og han drejede hovedet for at se på Kalliope, der havde rørt ham.

Bekymringen skyllede straks igennem ham, som hun lignede en, der skulle til at besvime. Uden at tænke nærmere over det, tog han ved hendes overarm for at kunne holde hende oppe, skulle hun faktisk miste bevidstheden.
”Kalliope? Hvad er der galt?” Hun så helt forkert ud i hovedet og for et øjeeblik vidste Ché ikke, hvad han lige skulle gøre eller tænke, men det slog ham, at hun måske var udmattet efter den lange gåtur.
”Lad os finde noget skygge.” Han kastede et forvirret blik på Azra, som i ”hvad i alverden skal jeg lige gøre her?”. Ché var en mand med mange evner, men at håndtere dånende skønjomfruer var ikke ligefrem en af dem. Så han førte Kalliope over mod en skygge ved et telt for at sætte hende ned i sandet.

Azra gav den anden kvinde et høfligt nik som hilsen inden hun vendte blikket mod Ché igen. "Der er ikke mange andre chancer vi har for at slippe for at høre på din knævren!" gav hun igen med et grin, og opdagede først lidt forsinket kvindens nød. Azras blik blev straks alvorligt, og hun trådte til kvindens anden side for at støtte hende om nødvendigt.
"Tag hende over i vores telt, der er skygge og ro" der var ingen grund til at forurolige de andre i lejeren, og eftersom de kun var Ché og Azra selv i teltet, var der masser af plads.

Som Ché lidt lod til at have tabt mælet, tog Azra teten og ledte dem til teltet. Hun smed hurtigt fuglen udenfor og holdt flappen åben så Ché og kvinden, Kaliope, kunne komme ind lettere.
Azra kendte ikke denne kvinde, eller til den betydning hun havde, men hun kendte Ché, og han var tydeligvis bekymret for hendes helbred, så hun måtte være vigtig! Og Azra kunne ikke nægte der var et eller andet ved kvinden, en aura hun ikke kunne beskrive.

Kalliope var rundt på gulvet og forsøgte at finde hoved og hale i sit syn. Hun havde set det så ofte, at det næsten måtte ske. Hun måtte advare ham, advare Ché så han ikke kom til skade. Hun lod dem føre sig til et telt mens hun forsøgte at finde de rette ord. "Chéron.." Hun tog et tag i hans arm og hendes blik flakkede mellem ham og kvinden. "Olympus kommer.. Jeg har set det så mange gange nu. Han er på vej.. Han vil skade dig" Hele hendes væsen udstrålede seriøsitet og nervøsitet. Det lå hende tydeligvis på hjerte at Ché viste dette, at han var klar. "Det kan ikke undgås.. Du skal være klar" Hun vendte blikket mod Azhari "..Det skal i begge. Jeg ser intet efter opgøret jeg.." Det gik op for hende at hendes stemme sitrede og hun slap Chérons arm da hendes fingerspidser blev hvide af det hårde tag. "Undskyld.." Hviskede hun og så ned på sine hænder. Lod kort fingrene glide over de gyldne tatoveringer. Det var hendes skyld. Det var derfor Olympus kom, det var hun sikker på. "Hvis jeg ikke var kommet..." Hun færdiggjorde ikke sin sætning. Måske skulle hun gå igen, skynde sig tilbage før Olympus opdagede hun var væk. Men en snagende mistanke meldte sig. Hvad hvis det ikke var pågrund af hende? Hvad hvis Olympus bare ville have hævn? Men følelsen af at hun lå til skyld ville ikke slippe hende.
Hun trak vejret dybt et par gange og stirrede frem for sig. Det var sjældent at alle hendes syn lå omkring samme hændelse. Dette opgør måtte være vigtigt for fremtiden. Men det undrede hende også at hun ikke så noget efter? Ville Ché dø, eller havde fremtiden noget andet i gærde for ham. Hun ville ønske hun viste det, men for nu var det vigtigste for hende at have givet advarslen videre, så de kunne forberede sig bedst muligt.

Til alt held overtog Azra styringen og Ché kunne for en gangs skyld bare følge med. Havde han ikke været så bekymret for Kalliope, ville han næsten have moret sig og tænkt, at han burde sætte Azra til at bestemme noget oftere. Men lige nu var det Kalliope, det handlede om, og som han støttede hende hen til teltet var bekymringen tydelig i de lilla øjne og skæggede ansigt.
Som de kom ind i deres telt, greb hun fat om hans arm og klemte til. Overraskende hårdt for den spinkle kvinde og han mødte hendes blik. Hun var tydeligvis bekymret. For… for ham? Han lyttede med en rynket pande til hendes ord. Men der var ingen overraskelse i hans udtryk, som hun fortalte at Olympus var på vej efter ham. Nej, han var ikke overrasket. Rystet, men ikke overrasket. Selvom han ikke som sådan troede på hendes evne, var han ikke i tvivl om, at hun havde ret. Han havde set det i mandens blik dagen før under mødet.

Hendes følgende undskyldning og udtryk for, at det var hendes skyld fik Ché til kort at se på Azra. Han tvivlede på, at Olympus gik til angreb kun på grund af seeren, men hendes skift af loyalitet kunne lige så godt være det, der ville sætte ham af. Hvem vidste. Roligt fik han Kalliope ned at sidde på hans soveskind, inden han satte sig på hug ved hende.
”At Olympus kommer efter mig, er jeg ikke overrasket over. Jeg kunne se det på ham i går. Jeg tror ikke, at det er noget, der kan forhindres.” Nogle tanker, han ikke havde delt med Azra, hun ville med det samme forsøge at give ham vagter på og selv rende ham i hælene hele tiden. Men det ville han ikke have. Skulle en konfrontation ske, ville han klare den selv.

”Vi er meget glade for, at du har valgt at komme over til os. At miste gruppens seer kan måske åbne øjnene for nogle af dem, der ønsker at følge Olympus.” En svagt smil dukkede op på hans ansigt, beroligende. ”Du skal ikke være så bekymret, jeg kan godt passe på mig selv.” Der var en god portion sikkerhed i hans stemme, men indeni vidste han godt, at det var en kamp, han ikke ville vinde. Ikke fysisk i hvert fald.

Azras mine blev mørk ved Kalliopes ord. Hun havde nok ikke været blandt Topalis folket længe, men hun viste bedre end at tvivle på en seer, især når hun påstod at have set synet flere gange! Det var skidt, rigtig skidt! Alligevel følte Azra en kølig ro ved det hele. Hun overraskede selv hende selv som hun blot lage en hånd på Chés skulder og lod ham tale ud. Kvindens syn burde have rystet hende mere, men det gjorde det ikke? Det var en vand ro, men Azra huskede ikke hvornår hun sidst havde lyttet til en seers forudsigelser, og endnu mindre fuldt dem!

"Du viste dig som den bedre leder på den diplomatiske vej. Det giver mening at han vil forsøge at genvinde sin stolthed, og vise sig som den stærkere leder, og stærkere mand, ved at banke dig til underkastelse.." ville hun ikke have foreslået det samme selv, havde det været hende?

Azras blik faldt tilbage på Kalliope "Chéron kan passe på sig selv" bekræftede hun og et forsikrende smil bredte sig på hendes læber "Og han står ikke alene" hun gav hans skulder et fast klem, så han ikke glemte det "Ingen står alene her" tilføjede hun så, lidt ulig sig selv. Men hun ønskede at seeren skulle føle sig hjemme, at hun skulle føle sig sikker.

Kalliope lød tydeligvis til at falde lidt ned ved Azra og Chés ord. "Jeg håber inderligt at i har ret" Hun så på Azra med et indtrængende nærgående blik. Hun bad til at kvinden virkelig passede på Ché som hun sagde. Kvinden virkede til at være beskyttende over for Ché og det gjorde Kalliope mere rolig. Hun var ikke fysisk i stand til at beskytte ham, selvom at hendes hjerte skreg at hun skulle. Men Azra så ud til at være i stand til det, og det glædede Kalliope at Ché havde en som hende på sin side.

Hun trak vejret dybt og hendes hoved faldt langsomt til ro. Hun havde fået farven tilbage men en gravende uro spredte sig stadig i hendes sind. Hun havde set Ché bløde. Måske havde hun set hans død. Selvom at Azra havde udtalt at Ché ikke stod alene, virkede den kommende kamp alligevel til kun at omhandle ham. Men fremtiden var ofte tvetydig og kunne ændre sig ved blot en tanke - så måske, måske var der håb. Hun forsøgte for nu at lade tanken fare, hun havde gjort hvad hun kunne. Men skulle synet vise sig igen var hun nød til at handle.
Hun lagde en hånd på Chés arm, og var inderst inde lykkelig over at der ikke kom flere syner lige nu. "Tak.." Hun var glad for at de stadig ønskede at hun skulle føle sig tilpas her i den nye gruppe selvom at hendes syner kom lidt uanmeldt. Det var desværre ikke noget hun kunne styre. "Jeg har taget for meget af jeres tid.. Og jeres telt.." Det var først nu det egentlig gik op for hende at hun var i deres telt. Hun følte sig påtrængende og viste ikke helt hvad hun skulle gøre af sig selv.

Ché nikkede roligt til Azras ord. Han var glad for, at hun var på hans side, selvom han godt vidste, at hendes tankegang hang bedre sammen med en mand som Olympus. At sætte sig ind i hovedet på Olympus var svært for Ché, for så meget af tankegangen lå uden for det, han selv ville tænke, men med Azra ved sin side, havde han bedre mulighed for at forstå.
”Nej, ingen står alene.” Ikke hvis det stod til ham. At gruppen skulle være familie holdt han meget fast på. De var ikke så mange, der skulle være plads til alle.

Som Kalliope lagde en hånd på hans arm, måtte han stoppe sig selv i at lægge en hånd på hendes. Han ønskede ikke at fremprovokere flere syner hos hende, ikke når de slog hende så hårdt. Gad vide, hvor meget hun havde set om hans fremtid? Ikke at han virkeligt ville vide det. Hans skæbne var hans at styre, ikke syner, han havde svært ved at tro på alligevel. Selvom at have set hende blive så fysisk påvirket af, hvad hun sagde, hun så, rykkede lidt ved hans tro på det. Han blev dog ikke mere bekymret af den grund. Han troede nok på sig selv til at tænke, at han ville komme levende ud af et møde med Olympus. Han havde klaret så mange kampe i sit liv at han tvivlede på, at han skulle dø nu, på denne varme strand med Topalisøen i horisonten. Nej, han ville føre dette folk videre til en bedre skæbne.

Smilet på hans ansigt blev en anelse bredere, som Kalliope opdagede, at hun var blevet taget ind i deres telt.
”Det er helt i orden. Vi kunne jo ikke have, at du dejsede om ude i solen. Bliv her i skyggen og hvil. Det har været en lang rejse. Jeg kommer og henter dig, når det prægtige jagtbytte Azra havde med tilbage, er blevet tilberedt. Der er fest i aften.” Det sidste blev sagt i en fast tone. Der var fest. De havde fået en seer i gruppen. Folk forlod Olympus. De skulle fejre livet selv. Han flyttede blikket til Azra og så på hende med et fast, men smilende blik, der skjulte den svage bekymring han følte. Nej, de skulle feste. Så hvad end der skete de næste par dage ville være lettere at bære.

Azra betragtede de to andres interaktion, og det var tydeligt, selv for hende, at Ché opførte sig anderledes i Kalliopes selskab end han gjorde i andre kvinders, og Azra kunne på ingen måde bebrejde ham det! Der var noget.. dragende over kvinden. Azra nikkede til Chés ord "Om nødvendigt får vi redt op til dig herinde. Der er mindre fyldt end de fleste andre telte" foreslog Azra.

Hun havde aldrig tilbudt nogen en plads i teltet før, men havde nogen spurgt ville hun heller ikke have nægtet dem det. Det var en telt, som de andre, hvor folk boede. Og ærligt fyldte Ché og Azra selv ikke meget i teltet. De var begge van til små, kummerlige kår, og til at holde de få ejendele de havde, tæt ind til kroppen.
Azra knyttede ikke yderligere kommentarer til sig tilbud, men nikkede en gang til Kalliope, inden hun forlod teltet for at gå igang med arbejdet. Ché ville holde en fest, og der var meget der skulle gøres klart inden.

//Out?

Kalliope smilede taknemmelig til Azhari og nikkede kort. "Det er meget venligt af dig.. Jer..." Hendes blik vandrede til Chéron igen før det atter fikserede dig på Azhari. "Men jeg ønsker ikke at være til besvær, jeg er sikker på der er mange ting I ikke ønsker at jeg er en del af" Her mente hun naturligvis deres forhold som leder og næstkommanderende. Hun trak vejret dybt og havde så småt fået styr på sit væsen. "Jeg har blot brug for at sidde lidt, så er jeg så god som ny" Hun ønskede ikke at fylde i deres telt, men det var rart at være i skyggen igen. Hun lod fraværende fingrene glide over de gyldne [Redigér post] tatoveringer på sin arm mens hun kastede et kort blik rundt i teltet. Det var underligt at tænke på at hun ikke længere skulle bo som hun plejede. Hun forsvor at være afhængig af materielle ting. Men det var stadig en stor omvæltning at skulle forholde sig til. "Tak.." Sagde hun så og trak vejret dybt. Hun så Azhari forlade teltet og hendes blik fæstede sig på Chéron igen. "Jeg håber ikke hun syntes at jeg er til besvær" Sagde hun og så lidt usikkert på ham. "Men jeg ønsker ikke at trænge mig på her - jeg bør komme tilbage til mit telt, og finde mine ting.. Men vi ses til festen senere ikke? Hun smilede håbefuldt selvom at hun forsøgte at skjule det så godt som hun kunne. Hun rejste sig langsomt op, hun havde heldigvis fået styr på sin krop igen. Hun smilede til ham før hun kravlede ud af teltet.

//Out