Tid: Sent om natten til daggry, tidlig vinter
Sted: Asbjörns Gård nær hovedstaden
Vejr: Køligt og klart

Netrish skubbede døren op og vaklede indenfor. Endelig hjemme, endelig i sikkerhed. Det havde været en lang dag efterfuldt af en længere nat for den elviske Kile Præst. Først var hun blevet beordret til, sammen med resten af Kiles Orden, at forvise samtlige folk med elverblod i årene fra byen, og hun havde gjort det i begyndelsen. Netrish havde dog ikke været istand til at holde facaden, og havde i stedet forkastet Ordenens doktrin, og elverne. Hendes liv havde altid været viet til Kile, og hun havde forbløffende lidt relation til sin racefæller.. men det havde været det rigtige at gøre.
Elverne havde taget imod hende med mistro. Hun var udstødt for at holde den tro der netop havde fået dem forvist fra deres hjem. Hun var blevet taklet mens hun havde forsøgt at helbrede en døende kvinde..
Men det havde ikke været for ingenting. Hun havde rørt en sjæl, oplyst et sind for gudinden, der var formørket af had til de folk der udnyttede hendes navn til deres egne mål.

Med døren bag sig forsvarligt lukket og låst, åndede Netrish et lettet suk, mens hun trak støvlerne af sine ømme fødder, og skyndte sig videre indenfor i varmen. Hun havde forkastet sit våben, kåbe og maske hos Kiles Orden, og havde måtte vandre dagen og natten igennem underkjole. Den havde ikke gjort meget for at holde hende varm igennem natten, og hun var kold helt ind til benet. Netrish skævede længselsfuldt mod ildstedet, og gik derhen, kun for at finde det koldt og tomt, et fund der fik hende til at rynke brynene. De holdt altid en glødebund når de kunne, så de ikke behøvedes tænde op hver gang. Et koldt ildsted fortalte Netrish, at Asbjörn ikke var, og heller ikke havde været havde hjemme den nat. Hun sukkede træt og gned sine øjne. Han var nok bare blevet indenfor bymurene, for at hjælpe med at holde ro og orden i byen i disse sværd tider. Forhåbentligt var der sandt.
Forhåbentligt tænkte han det samme om hende.

Der var ikke tid til at sætte et bål op nu, og Netrish tvang sig selv på benene igen. Hun havde meget der skulle nås inden solopgang, men først måtte hun finde en anden måde at få varmen på. Hun trak ind på soveværelset, hvor hun hurtigt fik klædt om til en frisk underkjole, og den tykkeste overkjole i uld hun havde. Nu velisoleret, kastede hun sig ned på gulvet og tog armstrækkerer til hun igen kunne mærke sine tær og fingre. Det var på ingen måde en behagelig løsning, og hun ville have givet meget for blot at kunne putte sig foran ildstedet til Asbjörn kom hjem.. men det var ikke en mulighed. Hun tvivlede på det brud hun havde haft med Ordenen ville få dem til at sætte en større jagt ind, men at tjekke hendes bosted? Det var ikke utænkeligt.

Med værkende, men virkende, krop gik Netrish igang med at pakke alt der havde tilknytning til hende. Hun tømte kisten for enden af sengen for de få andre stykker tøj hun havde og fordelte Asbjörns mere naturligt. Måske var hun paranoid, måske var det trætheden der drev hende til galskab, men tanken om at Asbjön skulle lide for hendes valg, selvom det var usandsynligt, var ikke til at udholde. Deres forhold havde aldrig været særlig offentligt, men der var uden tvivl nogen der viste de havde en forbindelse..
Og således gik hun hvert et rum igennem og slettede hvert et spor af sin egen eksistens i det.
Det tog ikke lang tid. Netrish havde aldrig ejet mere end hvad hun kunne bære, og selv i hendes tid med fast tag over hoved, havde hun ikke nået at samle meget sammen.
Drænet, fysisk så vel som mentalt, satte hun i hans stol, lod hænderne glide over træet der havde båret hans glæde og frustrationer igennem så mange flere år end hun havde kendt ham. Hun tog hans pen og papir, og skrev:

Asbjörn

Jeg er vel, og jeg håber du er ligeså, når nu læser dette.  
Jeg beklager at jeg ikke kunne tage afsked med dig i person, men jeg frygter du ville have forsøgt at stoppe mig, og ærligt ønsker jeg du havde haft chancen for dette er ikke et valg jeg ville kunne tage i dit nærvær. Men det er nødvendigt. Min pligt krævede jeg tog et svært valg. Jeg gik imod Kiles Orden for deres doktrin veg fra Kiles ord... Jeg ved jeg skulle have lyttet til dig fra starten, og holdt mig væk, men jeg troede de, med ypperstepræsten i spidsen forkynte Kile ord og vilje.

Jeg beklager af hele mit hjerte at mine dårlige beslutninger har bragt dette med sig, men det er også derfor jeg er nød til at rejse, så disse fejl ikke skader dig. Jeg ved dette er din by, og din pligt og jeg kunne aldrig bede dig forlade den.

Asbjörn jeg håber
Den tid du har givet mig under dit tag og i din favn, er uvurderlig for mig, og selvom jeg er ikke er ved din side, vil mit hjerte være hos dig. Jeg vil ikke være væk for evigt Asbjörn. Så snart situationen i hovedstaden tillader det vil jeg vende tilbage.
Jeg vil vende hjem.

Til
Din f
Kæ
Netrish

Hun tog brevet, der under skrivningen var blevet let plettet af tåre, og lagde det ude af vejen på hans bord, under en bøtte sort skosværte og en broche i guld og grøn hun havde anskaffet til at komplimentere den kjole han havde givet hende.
Med alt klaret skubbede Netrish sig op af stolen. Hun tøvede, og kastede et blik tilbage på brevet, inden hun hun forlod rummet.
Kort efter vendte hun tilbage, med en af Asbjörns kapper om skuldrene, og greb brevet igen.

PS. Jeg erstatter kappen næste gang vi ses

Skrev hun hurtigt på bagsiden, inden hun pakkede det væk en sidste gang.
Morgengryets første stråler mødte hende da hun trådte udenfor igen med sin gamle taske i hånden, og sin klinge over skulderen. Den solide klinge gav hende en tiltrængt tryghed som hun fæstnede det om livet og svang tasken på ryggen. Hun nåde ikke langt før hun kastede sit første blik tilbage på gråden. Hun vendte blot tilbage til det liv hun altid havde levet, tilbage til livet på landevejen. I forhold til det havde hun kun været her, hos Asbjörn, et kort øjeblik af sit liv! Så hvorfor.. hvorfor var det så svært at sige farvel til?
Netrish så sig tilbage mange gange, og for hver gang blev gården en smule mindre, solen en smule varmere, hendes hjerte en smule koldere.
Hun ville vende tilbage, det svor hun, ved de Ældste og De Yngste guder ligeså!