Sted: Thanos' kroværelse
Tid: Eftermiddag
Vejr: Regn, lejlighedsvis lyn og torden


Det skete alt for ofte at Juno tog en risiko der var alt for høj i forhold til hvad udbyttet var værd, men det var sket sjældnere efter at han havde fået Banden. Nu hvor der var andre, der var afhængige af ham og som holdt af ham - og som han også holdt af - var det pludselig ikke længere så smart at risikere at komme i fængsel.

Men nogle dage var risiko også det eneste der kunne få Juno til at føle sig levende. I dag var sådan en dag.

Juno var blendet ind med gæsterne på en kro, indtil han kunne gå stort set ubemærket op af trappen, hvor gæsternes værelser lå med døre ned ad hver deres gang. Fordi Juno troede på skæbne og held, gik han ned ad gangen indtil han følte at en af værelserne kaldte på ham og så gled han ved hjælp af sin evne nemt igennem døren og ind på den anden side. Her ville det have været rart med nogen til at holde udkig, men Juno kunne mærke at heldet var med ham i dag, så det skulle sgu nok gå alligevel. Desuden havde han en kniv i støvlen til den slags nødsituationer.

Værelset lignede ethvert andet værelse, til hans skuffelse. Han åbnede et par skuffer og var i gang med at tjekke natbordets indhold, da han fik øje på en armbrøst. En underligt designet armbrøst, der så imponerende og farlig ud. Med et kækt smil samlede han den op. Den var for tung til at han selv ville føle det var praktisk at bruge den, og han brugte et par sekunder på at overveje, hvilken slags mand der mon gik rundt med sådan én, inden han blot trak på skuldrene, og holdt den afslappet ned langs siden, imens han gik i gang med at tjekke om der befandt sig noget af værdi i nogen af gæstens jakkelommer. 

En bragende torden slog ned samtidig med at døren ind til værelset åbnedes og Juno hørte ingenting.

Thanos havde været nede i krostuen for at spise. Det var første nat på kroen, men det var ikke første gang, at han var her. Hovedstaden tiltrak væsner som Thanos gerne ville have fingrene i. Det var ikke en fin kro, men et sted, hvor han kunne blende ind uden at tiltrække sig for meget opmærksomhed. Og kokken lavede en fortrinlig kødstuvning. Alle hans ting havde han efterladt oppe på værelset, som han omhyggeligt havde låst, inden han var gået nedenunder. Det var ikke den værste kro heller, han havde ikke prøvet at få stjålet noget her endnu.

Mæt og tilfreds gik han op af trappen og ned til døren, der ledte ind til hans rum. Den var stadig låst og havde ikke været åben - et lille stykke strå sat i klemme mellem dør og dørkarm sad der endnu og afslørede, at døren ikke havde været åbnet - så han satte tilfreds nøglen i døren, greb strået, som det faldt og gik ind på værelset. Der var ikke mørkt, som han havde efterladt to tællelys og han så straks personen, der stod og rodede rundt i hans jakke, med armbrøsten i den ene hånd.
Thanos kunne ikke føle vrede, men logisk vrede var et koncept. Og at nogen rodede rundt i hans ting, fik et farligt glimt frem i hans brune øjne. Langsomt og forsigtigt lukkede han døren bag sig, som han ikke var blevet opdaget endnu, og slog slåen for. Han ville ikke forstyrres.

”Hvis jeg var dig, ville jeg lægge den armbrøst fra dig. Og hvad end du ellers har hugget af mine ejendele.” Hans stemme var fuldstændig tom for følelser, men var kold og havde en foruroligende klang over sig. En klang der burde fortælle, at det var bedst at gøre, som han sagde.
Det var ikke fordi, at han så decideret farlig ud. Han havde en hvid skjorte på inden under en grøn vest med noget syet mønster i en mørkegrøn tråd. På benene havde han et par løse brune bukser, der var stukket ned i et par langskaftede almindelige læderstøvler. Om halsen havde han en rød klud og om livet hang hans våbenbælte med tre kasteknive, en større kniv og hans sværd. Det mest uhyggelige ved ham var arret, der gik ned over hans venstre øje. Og så blikket i øjnene lagt sammen med næsten usynlige smil i den ene mundvig. Et smil og et blik der lovede smerte og fortrydelse.

Juno fik et chok, da han pludselig hørte en stemme ved siden af sig, og han vendte sig imod den så hurtigt han kunne. Han trådte et skridt tilbage, men trådte kun ind i en sengekant. Han skævede ned til armbrøsten. Der var ikke en eneste chance for at han kunne bruge den imod manden - han kunne fandme knap nok løfte den.

Nervøst fløj hans blik over værelset. Der var tilsyneladende ingen udvej og han grinede nervøst.

"Nah, jeg tror jeg har mest lyst til at beholde dem," svarede han på trods af den frygt han burde føle. Lige nu følte han kun adrenalinen, der pumpede igennem hans krop. Han følte også at han behøvede at fake en styrke han ikke havde, hvis han ville komme helskindet igennem det her møde, så han sendte fyren et kækt smil. "Men jeg er i det gavmilde hjørne. Her." Som han sagde 'her', kastede han den tunge armbrøst til manden foran ham og satte direkte derefter i en spurt forbi ham - han sigtede ikke efter døren, men efter væggen, hvor det forhåbentligt ville komme bag på manden at Juno kunne bruge sine evner til at hoppe igennem væggen.

Svaret der kom fra drengen var ikke ligefrem det, Thanos havde ventet. Så det var en af dem, der havde det i munden. Mon han havde noget bag det eller var han lige så fesen som han så ud? Thanos regnede ikke med, at drengen var andet end en langfingret knægt, der nok ikke havde så meget forstand på at slås ud over beskidt gadekamp. Og så var han på ingen måde en trussel i mod Thanos. Og det vidste han vist godt selv, som et nervøst grin forlod ham og øjnene søgte en udvej.

Han havde ikke forventet at knægten ville kaste det dyrebare våben, men han greb det elegant. Nok var det tungt, men for Thanos var vægten ikke et problem. Han kunne fint holde og styre armbrøsten med den ene hånd og svinge sit sværd med den anden. Heldigvis havde drengen ikke forstand på våbnet, ellers havde han måske brugt det i mod ham.
Som han greb det opfangede han drengens løb mod væggen. Uden at tænke over det, handlede han efter rent instinkt. Et ben blev sat for drengens og en hånd klaskede ind i ryggen af ham og greb fat i hans tøj. Med drengens egen fremdrift og lidt hjælp fra sit skub, smækkede han ham hårdt ind i væggen med ansigtet først. Derefter hev han ham hårdt tilbage og smed ham på ryggen ned på gulvet, hvor han straks placerede en bestøvlet fod på brystkassen af ham.

Det tog lige et sekund inden hans egen bevidsthed havde justeret for det, der lige var sket. De brune øjne, der ikke indholdt en eneste følelse og bare virkede døde, samtidigt med at der var et let glimt i dem af hvad man måske kunne gætte på var morskab. Det her, var hvad han elskede at lave. Få blodet til at løbe. Og det fossede lige pt ud af ansigtet på drengen.
"Næste gang bør du gøre, som du får besked på." Uden at flytte foden lænede han sig lidt til siden og lagde armbrøsten på det lille bord, der stod på værelset. Derefter bukkede han sig ned, flyttede foden og tog ved knægtens tøj, inden han løftede ham op som vejede han absolut ingenting, og slæbte ham over i sengen. Her satte han et knæ i maven af ham og lænede sig ind over ham, stadig med et tag i hans tøj, for at se ham i øjnene.
"Det var det forkerte værelse, du valgte. Jeg tager det ikke pænt, når folk rører ved mine ting." Han slap ham med den ene hånd og gav ham et på hovedet med en knyttet næve. Og han holdt ikke tilbage, trods drengens alder.

Tingene gik ikke ligefrem som Juno havde håbet. Fra det øjeblik der blev grebet fat om hans trøje, vidste han at han var fucked, og øjeblikket efter var hans ansigt ganske rigtigt også banket ind imod væggen. Blod fosede ud af næsen på ham, hans læbe og hage dækket af et tykt lag af det, da han blev smidt på gulvet.

Min næse er fucking brækket, tænkte han og greb fat om sin næsebro med pege- og tommelfinger for at stoppe blodet, der, efter han var landet på gulvet, var begyndt at løbe ned ad hans kind og kæbe i stedet. Han var omtåget efter hans ansigts møde med væggen, og da han så op på manden over ham, registrerede han først ikke meget andet end en sløret skikkelse.

Han gryntede som svar, da manden truende sagde noget til ham, både fordi han ikke helt hørte hvad det var og fordi han ikke havde luft til svare ham, når der var en fod presset ned over hans brystkasse. Han registrerede svagt at han burde være bange, men det var først da manden hev ham op og det gik op for Juno at de var på vej hen mod sengen, at han gik i panik. Angst skyllede ind over ham; han kunne høre sit blod pumpe rundt i kroppen på ham, alle muskler i hans krop spændte og pludselig kunne han knap nok trække vejret længere.

"Jeg har ikke fucking taget andet," svarede han panisk, inden han blev slået i hovedet igen. Varmt blod løb stadig ned ad hans kæbe og hals, og efter at have talt kunne han også smage det metalliske blod i munden. Juno lagde en hånd imod mandens brystkasse og brugte alle sine kræfter på at holde ham så langt væk fra sig som muligt - hvilket gjorde absolut ingen forskel. Den anden hånd brugte han til desperat at forsøgte at hive sit tøj ud af mandens greb. 

"Jeg har givet dig alt dit lort, hvad vil du have fra mig?!" skreg han i en blanding af frygt og vrede, da manden ikke slap ham. 

Igen lod Thanos sin knyttede næve falde mod drengens ansigt, mest for at stoppe hans skrigeri, men også bare fordi at han fortjente det. Langfingrede møgunge, der havde rørt hans armbrøst. Og så nød han det, men det var noget helt andet. At Thanos var sadist var nok ikke den helt store hemmelighed. Dødens håndlanger lagde ikke fingre i mellem, når han først havde set sig sur på en.
Han lænede sig en smule frem, så han bedre kunne se ind i drengens øjne med sine egne.
"Alt hvad jeg kan få." Stemmen var iskold og rolig, det svage smil en smule lettere at spotte, inden han rettede sig op igen og med det ene hånd løsnede knuden på den røde klud, han havde om halsen. Han slap ham og ublidt stoppede han kluden i munden på knægten, der stadig var mast ned af knæet i hans mave, og hev op i hans hoved, for at binde en knude på den anden side, sådan han ikke kunne spytte den ud. Thanos havde ikke lagt al vægten bag, det var vist ikke nødvendigt. Hvad end drengen havde gjort for at få ham væk ind til videre, havde ikke ligefrem haft en imponerende mængde styrke at vise frem. Der var vist ikke så meget at frygte fra ham.

Da det var gjort lod han blikket glide over ham og man kunne se på ham, at han kort overvejede... et eller andet. Men han greb drengens hånd med begge sine i stedet for.
"Egentligt burde jeg skære et par fingre af dig. Eller hele hånden. Men siden jeg vil holde alle muligheder åbne..." Uden den helt store anstrengelse brækkede han lillefingeren. "... så nøjes vi med ting, der kan... repareres." Det var ikke fordi, at han forsøgte at få det til at lyde som om, at han var venlig. Det var han ikke. Et lille knæk mere og ringfingeren var brækket. Skulle han stoppe her eller fortsætte?

Lige meget hvor meget Juno ville kæmpe i mod og skrige og te sig, ville Thanos se ud som om, at hans hånd var det eneste, der interesserede ham lige nu. Nå, måske en finger mere, så kunne han gemme resten til senere. For der ville blive en senere. Han var langt fra færdig. Hvad der skulle ske med drengen, når han var færdig, havde han ikke besluttet endnu. Måske en kniv over halsen, måske bagbundet bag på hesten og af sted mod Rubinien. Han var køn nok til, at hans slavekøber kunne bruge ham. Til sig selv eller nogle af dem, der elskede de lyshårede drenge fra norden, ja det var Thanos ligeglad med. Bare han fik sine penge for besværet.
Med den tanke greb han fat i langefingeren og gav den et lille tryk, der hvor han havde lært, at fingre knækkede bedst. Og hans gerning blev belønnet med endnu en lyd af ledbånd og knogle, der ikke længere fungerede.

Efter at være blevet slået i hovedet igen, spyttede Juno en klat blod ud på madrassen ved siden af sig. Manden holdt ikke igen med sine slag, og flere steder i hans ansigt summede det af smerte og begyndende blå mærker hvor han var blevet slået.

De mørke øjne han blev mødt af, da han så op igen var nærmest livløse og Juno mærkede sin frygt blive fordoblet, og kun blive endnu værre da han talte. Alt hvad han kunne få indebar en del, og Juno var rædselsslagen, da en klud blev stoppet i munden på ham. Desperat forsøgte han endnu en gang at skubbe manden væk og med sin frie hånd hev og sled han også i kluden, men kunne ikke få den af med kun én hånd.

På trods af hvor panisk han allerede var, blev det kun værre i det ene øjeblik mandens blik gled bedømmende over ham. Juno kunne genkende den slags med det samme, og hvor han før havde vredet sig og kæmpet for at komme fri, lå han pludselig fuldstændig stille, paralyseret af frygt. Lettelse strømmede igennem ham, da det gik op for ham at der ikke var noget at være bange for i forhold til lige præcis dén frygt, og han forvandledes straks til den møgunge han ellers var igen.

"e kne'e in uking 'or" råbte han, hans ord uklare igennem kluden i sin mund, men hans foragt og vrede tydelig. 'Jeg knepper din fucking mor' havde han forsøgt at sige, men var ligeglad med om manden forstod ham eller ej, så længe det var tydeligt at han fornærmede ham. Øjeblikket efter blev hans første finger brækket og Juno skreg - dæmpet af kluden, men smerten tydelig i hans ansigt. Han skreg sådan ved hver finger. Det var som om det eneste han kunne føle var smerte.

Det var først da hans langefinger blev brækket, at Juno kom i tanke om kniven han havde gemt i sin støvle. Han vred sig så meget af smerte under Thanos at det heldigvis ikke var særlig tydeligt, at han rakte ned efter kniven, og så snart han havde den i hånden, handlede han; han skar en dyb flænge over mandens hals. Selvom det ikke var et dybt snit, sprøjtede blod ud over Junos hår, ansigt og trøje, men han stoppede ikke her; han stak kniven ind i mandens side, igen og igen, først klar til at stoppe når han forhåbentlig faldt om og døde. 

Smilet, der næsten altid var at spotte i Thanos' mundvig, havde bredt sig og det var tydeligt, at det gjorde ham i godt humør at pine drengen under sig. Det var ikke et problem at holde ham nede, Thanos vejede en del mere end ham, heller ikke selvom han vred sig vildt for at komme fri. At han burde have undersøgt ham for våben, havde han skam tænkt og han havde haft blikket ned over hans liv for at tjekke efter knive, men der havde ingen været. Faktisk regnede han med, at drengen havde for travlt med at skrige i smerte til, at han ville tænke langt nok til at søge efter våben. Thanos' selv havde også knive i bæltet, der ville kunne trækkes af andre end ham selv, men dem var han selv opmærksom på.

Så da knivsbladet skar igennem den tynde hud på halsen og skar hans halspulsåre over så blodet sprøjtede, fik han et lettere overrasket udtryk i ansigtet og for et øjeblik vendte han det hvide ud af øjnene, som blodtilførslen til hans hjerne forsvandt. Men det varede kun sekunder, som såret hurtigt lukkede igen og alting healede på plads, så blodet atter flød til hans hoved. Rent refleksmæssigt løftede han den ene hånd til halsen, men hans bevægelse stoppede hurtigt, da kniven gled ind i hans krop i stedet. En lyd af smerte og ubehag kom fra ham, som kniven gled ind i hans krop igen og igen. Det ene stik fik hans lunge til at kollapse, men igen varede det kun for et øjeblik. Blodet løb nok til at hans hvide skjorte blev gennemblødt og det også kunne ses på den grønne vest. Han burde reagere hurtigere, men ud over smerten var der ikke rigtigt nogen fare for ham og for et øjeblik kunne man næsten sige, at han lod den unge mand stikke løs. Men ikke for længe.

En hånd greb med stor styrke fast om det håndled, hvis hånd holdt kniven og hårdt vred han det om. Ikke nok til at brække det, men nok til at smerten burde få Juno til at slippe kniven. Med den anden hånd greb han hurtigt kniven, inden den ramte sengen, og derefter satte han den for halsen af drengen. Thanos var en smule forpustet, som fornemmelsen af den sammenklappede lunge ikke havde sluppet ham, selvom den var helet igen. Siden han ikke kunne føle vrede, var det ikke noget han udstrålede, men han var vred på sin egen særegne måde. Og hans hænder kløede efter at begynde at slå som straf for det, der lige var sket. Bare slå til der ikke var mere bevægelse. Men nej, han lod være og fik hold på sig selv mens han så ned på drengen.
"Det skulle du aldrig have gjort." Hans stemme var hæs, men intet bar ellers præg af, at han lige havde fået halsen skåret over eller havde fået en seks-otte nye udluftningshuller i siden. Hvis han havde virket farlig før, var det intet som det udtryk han havde i øjnene nu.

Han trak hurtigt hånden med kniven væk og lod bunden af skæftet hamre mod Junos tinding for enten at slå ham helt ud eller i det mindste så groggy, at han ikke ville kunne andet end at ligge og se stjerner.

Håbet voksede i Juno for hvert stik han fik i manden, lige indtil han fik øje på halsen, der pludselig var så god som ny. Hvornår skete dét? tænkte han chokeret, men så blev der grebet fat om hans håndled og han forsøgte kort at hive sin hånd til sig, inden smerte stak i ham og han med et dæmpet skrig slap kniven.

Hans hjerte sad i halsen på ham fra det øjeblik han så manden få fat i den, men han holdt fast i idéen om at kæmpe imod lige indtil kniven kom helt op imod hans hals. Langsomt hævede Juno begge hænder op til hovedet i overgivelse. Den ene hånd føltes hævet og smerte pumpede igennem den. Det var værre nu, hvor han havde tid til virkelig at opfatte smerten.

I hans mund smagte klædet svagt af salt, garanteret fra mandens sved, og Juno forsøgte at sige 'undskyld' igennem det, men ordet kom ud stort set uforståeligt. Kun tonen det blev sagt i afslørede hans intention med det. 

Han myrder mig, tænkte han da kniven blev hævet og han rakte sine hænder ud for at stoppe ham - han havde tænkt sig at kæmpe imod til sidste øjeblik - men skæftet ramte ham alligevel. I flere sekunder mistede han bevidstheden og selv da han kom til sig selv igen, var hele rummet og manden slørede for hans øjne og han havde så lidt kontrol over sin krop at det kun med nød og næppe lykkedes ham at løfte sin ene arm et par centimeter inden han måtte give op. 

Nu hvor drengen var halvt bevidstløs, kunne Thanos slippe ham og bese skaderne på sit tøj. Ud over blodet, var der en del huller i både hans vest og skjorte. Forbandet. Tøj var dyrt nok og når man som Thanos havde en hvis smag for noget, der ikke var alt for billigt, men faktisk var behageligt at have på og samtidigt passede ind i lidt finere miljøer, så var det ikke billigt. Nå, det var der ikke så meget at gøre ved, ud over at hævne sig på drengen. Med rolige og vante bevægelser knappede han vesten op og lod den falde til jorden. Den var ikke noget værd mere. Det var skjorten heller ikke, men den lod han sidde. Af en eller anden grund regnede han ikke med, at blodet var færdigt med at flyde for i dag. Bare ikke hans eget.

Uden at skulle lede, hev han en kort længde reb op af sin oppakning. Han havde alt, hvad der var nødvendigt til kidnapninger og tilfangetagelse i sin oppakning sammen med de mere normale ting, man skulle bruge, når man levede på vejen. Stadig rolig gik han over til Juno i sengen og satte sig overskævs på ham. Med hårde og ublide bevægelser, der ikke tog hensyn til, at hans fingre var brækket, bandt han hans hænder sammen - foran, så han kunne komme til dem. Tyve var glade for deres hænder, det var det bedste at ødelægge. Ligesom at sætte en kniv igennem en krigers sværdhånd, hvilket han havde haft fornøjelsen af for nyligt. En skam hun var blevet efterladt til ulvene og ikke skulle leve med det handicap.

Rebet blev bundet hårdt og en ordentligt knude blev lavet. Sådan. Nu var der lidt styr på ham. Som han sad der og så ned på det blodige ansigt, slog det ham, at drengen ikke var kommet ind igennem døren. Og vinduet var heller ikke en mulighed. Magi? En evne? Måske han skulle sikre sig i mod, at der skete noget uforudset af den slags. Den ene hånd gled ned i hans bukselomme og op hev han en lille gul sten i en kæde. En lille gave fra manden, der købte de slaver, han ind i mellem afleverede nede ved grænsen til Rubinien. Den kunne forhindre væsner i at tilgå deres magi og derved forhindre dem i at bruge dem. Atter med ublide bevægelser fik han kæden ned over hovedet på drengen. Sådan.

Hvad så nu? Hvad skulle han finde på af sjov? Det var ikke gået hans opmærksomhed forbi, at drengen havde udvist mere frygt for én ting mere end alt andet. Og det havde Thanos ikke noget i mod. Han havde tænkt sig at bruge det i mod ham, men hvor langt han ville gå... kom an på så meget. Senere. Ingen grund til at starte med det aller sjoveste. Men han kunne da gå lidt af vejen.
Drengens kniv havde han smidt på bordet, så i stedet trak han en af sine egne. Uden at sige noget flyttede han sig lidt længere ned af drengen og lod kniven glide ind under det tøj, drengen havde på overkroppen. Det skrape blad gled igennem stoffet som var det smør og snart havde han skåret fronten op, så mave og bryskasse var blottet. 
Kun for at provokere, lod han en finger glide fra hans kraveben og ned over hans brystkasse og mave, inden den stoppede ved kanten af hans bukser. Ville han gøre noget? Ville han ikke? Han lod spørgsmålet hænge lidt, inden han i stedet trykkede knivsspidsen ind i det bløde kød lige ved hoften. Ikke langt, ikke nok til at gøre nogen større skade, men nok til at ramme de gode nerver og lade blodet flyde.

Det var en stor lettelse da manden rejste sig, hans knæ ikke længere tungt imod Junos mave, men han var for langt væk mentalt til at kunne udnytte det. Han fulgte ikke engang manden med blikket, men gav efter for lysten til at forsvinde ind i sig selv, hans blik imod loftet over sig, der var sløret for hans blik.

Først da manden kom tilbage og satte sig overskrævs Juno, føltes det som om hans bevidsthed vendte tilbage. Han var stadig omtåget og havde han kunne tænke klart, ville det måske være gået op for ham at han havde fået hjernerystelse, men så logisk tænkte han sjældent, selv når han var ved sine fulde fem. At manden var så tæt på ham, og værre endnu, så tæt på hans skræv, gjorde ham kun i endnu dårligere stand til at tænke klart.

Han mumlede noget uforståeligt i klædet, inden det sortnede for hans øjne og han var væk i flere sekunder, inden han kom til sig selv igen, hans hænder bundne. Psykopat, tænkte han med foragt, og var tvunget til at lukke øjnene igen da manden løftede hans hoved, fordi bevægelsen fik det til at svimle for ham. Han var ikke færdig med at kæmpe imod, han havde bare virkelig brug for en pause, og så længe manden ikke gjorde ham noget, var det ikke så fandens vigtigt at skulle kæmpe imod lige nu.
Men så gjorde manden ham noget.

Juno kæmpede pludselig alt hvad han kunne for at komme til fuld bevidsthed igen, men hans bevægelser var stadig langsomme og kluntede, og inden han vidste af det var mandens finger imod Junos krop. Han var ikke selv klar over det, men fra det øjeblik begyndte tårer at strømme ned ad kinderne på ham, hvor de blandede sig med det halvstørknede blod. Han skulle til at trygle om nåde, da en smerte jog igennem ham fra hoften af og fik ham til at skrige så højt han kunne igennem kluden i sin mund. Først da kniven blev trukket ud igen, gik det op for ham hvad der var sket.

Han var i den værste smerte han nogensinde havde været, men han kunne ikke give op, og hans blik, der langsomt blev klarere igen, på trods af tårerne der fortsat fyldte dem, gled rundt i lokalet for en udvej, indtil det stoppede ved knivene i mandens bælte. Der var rigeligt. Der var så mange, at han sikkert ikke engang ville lægge mærke til, hvis Juno tog én. Først da han så op på manden igen, gik det op for ham hvor tydeligt hans blik på hans knive havde været.

Drengen var lige så sølle, som Thanos havde regnet med. Alt det skrigeri. Heldigvis burde det være dæmpet nok at kluden til, at der ikke var nogen udenfor værelset, der kunne høre det. Thanos ville gerne have mulighed for at overnatte her igen. Og ikke have byvagter på nakken.
Tårerne der begyndte at løbe, fortalte Thanos, at han havde ret. Lige netop dét, var drengen skrækslagen for. Det undrede ham ikke, at var stadig køn og som yngre måtte han have været endnu kønnere. Thanos selv var et rovdyr, men han havde mødt andre, der gik mere på jagt end ham, på jagt efter små kønne drenge. Der var et helt marked for det og selvom han vurderede tyven her til at værende for gammel, kunne hans slaveforbindelse nok bruge ham alligevel. Men først ville have have lidt sjov med ham selv. Så længe han ikke ødelage det kønne udseende for meget.

Drengens blik mod hans bælte og de tre knive, der sad der, undgik ikke hans opmærksomhed.
"Tsk tsk tsk. Og her troede jeg, at du havde lært, at man end ikke tænker på at røre mine ting." Kniven i hånden satte han hurtigt tilbage i bæltet og derefter greb han Junos hånd igen. "Måske du forstår det denne gang." Og med de ord knækkede han pegefingeren på samme hånd, som han havde brækket tre andre fingre på. For en god ordens skyld besluttede han sig også for at tage tommelfingeren, nu han var i gang. 

Og nu var der ikke så meget andet for end at hygge sig lidt. Så med knyttede næver gav han ham et par slag i hovedet og et enkelt hårdt slag i maven. Og derefter kørte han sine hænder op af hans bare overkrop i et hårdt kærtegn af hans hud. Tommelfingrene gned han hårdt en enkelt gang over Junos brystvorter - og så slog han ham igen i hovedet. Hurtigt trak han sin kniv og skubbede spidsen ind i musklen mellem nakke og skulder, hvor han vidste der sad en nervesamling. Han gav kniven et lille vrid. Så meget smerte som overhovedet muligt. Så meget ubehag som overhovedet muligt. En skam Vargas ville have sine slaver i hel stand, Thanos kunne sagtens have fundet på at have skåret dele af. Et øre her, et finger eller to der. Men han måtte nøjes med at stikke lidt.
Kniven trak han ud og lod spidsen glide ned fra drengens hage, ned over hans bryst, over hans navle og ned til buksekanten. Ikke hårdt nok til at skære igennem huden. Ikke før han stak den et par millimeter ind i det bløde kød under navlen. Det var... sjovt... at lege lidt med ham.

Hele Junos krop frøs da det gik op for ham at Thanos havde set hans blik på hans knive, og at han havde tænkt sig at straffe ham for det. Han skreg allerede inden manden fik fat på hans hånd, panisk fordi han vidste hvad der ville komme. Med alle fingre på højre hånd brækkede, begyndte hans hænder at ryste.

Slagene gjorde ondt, men Juno var efterhånden for udmattet og omtåget til at reagere med andet end et smertefuldt grynt og hans øjne klemt helt i. Han ville gerne være i stand til at lukke alt omkring sig ude og bare tage, hvad end Thanos kastede efter ham, men da mandens begyndte at røre ved ham, kunne han ikke lade være med at reagere. Han skubbede Thanos' hænder væk fra sig med sine albuer og underarme, og slog ud efter ham med sine sammenbundne hænder. Det var ligegyldigt at han ikke reelt kunne gøre nogen skade - for ham handlede det lige så meget om at vise, at han ikke ville lade ham gøre noget i den stil uden en kamp.

Han skreg igen, da en kniv blev stukket i ham, og han vred sig af smerte, imens det varme blod løb ned ad hans nakke og ryg. Han gispede efter vejret, udenfor slog et lyn ned i nærheden og lyste hele rummet op et sekund, inden tordenen skyllede over dem, men Juno lagde knap nok mærke til nogle af delene, for det sortnede lejlighedsvist for hans øjne og i hans ører var lyden af hans eget blod der pumpede rundt i al hast overdøvende.

Han skreg igen, da Thanos endnu en gang stak i ham, denne gang længere ned, og kluden i hans mund var efterhånden helt gennemblødt af savl.

Selvom manden tog sig god tid, vidste Juno hvor de var på vej hen. At han tog sig så god tid, gjorde det nærmest kun værre. I et sidste forsøg brugte Juno sin evne - han vidste godt at han ikke ville kunne gå igennem ting så længe Thanos rørte ved ham, men han kunne stadig ændre sit udseende, og hvis bare han gjorde sig hæslig nok at se på, ville det måske være nok. Han tænkte på vorter og rynker og indgroede hår, men intet skete. Han rørte med en finger på sin hud, hvor han ville have en vorte frem, fordi det ofte hjalp ham at bruge sine evner, når han brugte sin evne, men stadig skete der ingenting.

Hans panik-niveau steg endnu en gang, og selvom manden over ham ikke gjorde noget lige i dette øjeblik, begyndte Juno pludselig at vride sig under ham, slog ud med sine hænder og skreg. Han kunne ikke holde ud at tænke på at han var fuldstændig hjælpeløs.

Thanos hev kniven ud af Junos bløde kød igen og så var det som om, at Zaladin tog ved drengen, der begyndte at vride og slå og skrige. Tidspunktet, hvor han havde fået det, han kunne tage inden opgivelsen formentligt satte ind. Thanos havde ikke tålmodighed til det pjat, så han satte kniven på plads, og brugte al sin vægt på at holde ham nede, mens han lænede sig fremover og lagde hænderne om Junos hals. Og klemte til. Lukkede hans luftveje, stoppede blodet i at løbe frit til hans hjerne. Bare for at få ham til at slappe lidt af. Sådan tog han ved ham, indtil han stoppede med at te sig. Og så lidt længere. Han kvæle folk var ikke ukendt for ham og han vidste godt, hvor længe han kunne trække den, inden der skete nogen skade. Så som det hvide begyndte at fylde mest i tyvens øjne, slap han ham igen, så han kunne få luft ned i lungerne.

Måske han efterhånden havde haft sjov nok. Måske det var på tide at blive færdig. Tiden gik også og midnat nærmede sig jo snart. Der ville han gerne være færdig med drengen, især efter de skader, han havde påført ham med den lille kniv.
Så mens drengen gispede efter vejret og kom sig efter den tur, lod han sine hænder røre drengens bare hud igen. Stadig ikke blidt på nogen måde. Thanos gik ikke op i kærtegn, det gjorde ikke noget for ham. Men drengen her var tydeligvis skrækslagent for det og dét gjorde til gengæld noget for ham, så Thanos valgte at bruge det i mod ham. Bare for et øjeblik, mens han kom til bevidsthed nok til at få fuldt udbytte af det, Thanos ville gøre ved ham næst.

Og pludseligt gik hans berøringer fra ublide til brutale, som han løftede sig fra drengen, flåede ned i hans bukser og hårdt vendte ham rundt på maven, stadig uden hensyn til hans ødelagte hånd. Hans egne bukser blev hurtigt åbnet og fra da af var der kun brutalitet.

...

Thanos havde rejst sig fra sengen og var ved at trække sine bukser på plads og lukke dem. Hans blik hvilede lidt på drengen i sengen, men der var ingen interesse i hans blik. For nu var alting overstået. Han havde stadig ikke helt besluttet sig for, om han ville smide drengen på hesten og tage ham med syd på. Der var langt for en enkelt slave, der trods det kønne udseende, ikke ville give mere end andre almindelige slaver. Det ville være nemmere at slippe ham fri. Eller skære halsen over på ham. Men det ville være sjovere bare at lade ham gå. Lade ham leve med den her aften resten af sit liv. Det trak lidt i hans mundvig, inden han dovent strakte sig. Vold gjorde ham dejligt træt og tilpas.

Juno var blevet kvalt før. Af sin far, for mange år siden. Der havde været mere raseri i faderens måde at gøre det på, som om manden virkelig havde forsøgt at dræbe ham. Det havde han muligvis også tænkt sig på det tidspunkt. Juno havde aldrig tænkt meget over det, manden havde altid slået omkring sig som et vildt dyr. Det her var anderledes. Langsomt forsvandt hans bevidsthed længere og længere væk, indtil hans krop blev slap og han var sikker på, at det var nu han skulle dø.

Og så med ét, fik hans lunger adgang til luft igen.

Han trak vejret dybt ind, hostende og spruttende, og ude af stand til at gøre noget, da manden igen begyndte at røre ved ham, udover svageligt at forsøge at skubbe hans hænder væk.
Der gik et chok igennem ham, da manden pludselig ændrede taktik og alting gik hurtigt. For hurtigt til at Juno kunne følge med. Inden han vidste af det, var han blevet vendt om, hans bukser trukket ned og manden i ham.

...

Juno havde aldrig i sit liv grædt så meget, som han havde grædt de sidste tyve minutter. Madrassen under ham var gennemvædet af blod, snot og tårer, og Junos ansigt føltes stift af alle tre ting indtørrede. Han græd stadigvæk, men hvor det tidligere havde været en højlydt hulken, var det nu tavse tårer og en skælven, der gik igennem hele hans krop.

Han kunne stadig mærke beviset på hvad der var sket, imellem sine ben, hvor der var klistret og varmt, men der var intet han kunne fjerne det med, og hans bunde hænder kunne slet ikke nå. I stedet lod han sig nøje med langsomt, med den ene hånd der ikke var skadet, at hive sine boksere og bukser op igen. Det gik langsomt og var besværligt, men han var nødt til at gøre det.

Næste trin var at komme ud af sengen. Han fandt hurtigt ud af at hans ben ikke kunne klare helt så meget som han havde troet, og han faldt blot ned på knæ med et dæmpet bump. Med sit hoved sænket imod sine ubrugelige ben, blev han opmærksom på halskæden, som han desperat forsøgte at hive af.
Han havde lagt to og to sammen, og han vidste, at hvis han kunne få den af, så kunne han med sin evne falde igennem gulvet. At lande nede i kroen under dem var ikke optimalt, og manden kunne stadig få ham arresteret, men det ville være bedre end at bruge bare et sekund længere sammen med ham.

Manden ignorerede Juno fuldstændig. Det føltes farligt blot at kigge i hans retning. 

Tavst betragtede Thanos Junos forsøg på at komme ud af sengen. Med den behandling han havde fået, regnede Thanos ikke med, at han ville komme langt og ganske rigtigt endte han bare på gulvet. Det var først, da han begyndte at flå i halskæden, at Thanos rørte på sig. Det gik ikke, at han fik den flået af, især ikke hvis han kunne noget med at gå igennem vægge, om det var bogstavligt eller ved teleportation eller andet. Thanos havde ikke besluttet sig for at slippe ham endnu. 
Så han trådte hen og lukkede sine fingre om drengens hår og hev ham op at stå for at smide ham tilbage i sengen.
"Hold nallerne fra halskæden. Eller jeg brækker din anden hånd også." Stemmen var iskold og der burde ikke være nogen tvivl om, at han ville gøre det. Uden at blinke.

Burde han binde ham bedre? Måske. Klokken var ikke nok til, at han kunne smugle ham ud endnu, for mange vågne væsner. Der var en bagudgang to værelser længere nede, den regnede han med at benytte sig. Om nogle timer. Når midnat var passeret og stilheden havde langt sig over byen. Så tænkt så gjort, så han vendte tilbage til sin oppakning og hev endnu en længde reb ud. Hårdt bandt han Junos sammenbunde hænder fast til sengestolpen, så han ikke ville kunne smutte nogen steder. Efter kort overvejelse hev han kneblen ud af munden på ham og over hovedet. Han tvivlede på, at han ville begynde at skrige efter hjælp nu, men han fik dog lige en trussel med på vejen.
"Skrig og jeg skærer tungen ud af munden på dig." Hvorfor tog han overhovedet kneblen ud? Det var ikke af et godt hjerte, nærmere fordi han ville underholdes. Tiden skulle gå og hvis knægten havde noget at sige, skulle han være velkommen. 

Det klamme stykke stof smed han på bordet ved siden af drengens kniv og armbrøsten. Det kunne vaskes. Knægten var ikke den første, der havde den røde klud i munden for at kvæle deres skrig. Han satte sig selv i stolen, vendt sådan at han sad med fronten mod drengen. Afslappet. Tilbagelænet. Faktisk så afslappet, at han rakte ind i inderlommen på jakken, der hang over ryggen på stolen, og fandt sin pibe og en lille pung med tobak frem. Med vante fingre begyndte han at stoppe piben og når det var gjort, ville han tænde den med flammen fra et af tællelysene.

Juno var ikke et eneste øjeblik i tvivl om at Thanos mente sin trussel, og han vidste at han havde brug for sin anden hånd uskadt. Det var den eneste måde han havde nogen som helst chance for at slippe væk på.
Han så også tavst til imens han blev bundet til sengestolpen, og selvom han havde troet, at han havde opbrugt alle sine tårer, begyndte de at trille igen, da det gik op for ham at der var hundrede andre steder manden kunne have valgt at binde ham fast.

Det var en lettelse at få kneblen af og Juno hev desperat efter vejret i flere sekunder, indtil hans lunger igen føltes hele. For hver vejrtrækning kunne han mærke alle de steder Thanos havde stukket og slået ham, men udover en lavmælt klynken, ledsaget af øjne der blev lukket helt tæt i, hverken gjorde eller sagde Juno noget i flere sekunder, på trods af at have ventet på en mulighed for at sige noget.

Juno følte sig selv som en vigtig person. Han var en bandeleder, en handelsmand, en revolutionær. De måtte kunne finde ud af noget, Juno havde så meget at tilbyde. Med lukkede øjne overvejede Juno sine ord omhyggeligt, inden han talte. Remus havde hurtigt lært ham, at det var en dårlig idé at åbne munden, hvis ikke man havde noget fornuftigt at sige.

Da han åbnede øjnene igen sad Thanos helt afslappet, som om intet var sket, og tændte en pibe. Juno sank en klump og hvilede sit ansigt imod sine bundne hænder, som han gned opgivende over det. Han var sikker på at manden var en psykopat. Han var også sikker på, at han ikke var færdig med ham. Juno måtte virkelig tilbyde det bedste han havde - og det bedste han havde var ikke meget.

Han så op på Thanos igen. "Mit navn er Juno Kadwell," startede han, hans stemme hæs og hans læber sprækkede af tørhed. "Jeg er leder af en bande her i byen. Jeg kan.. jeg kan skaffe dig hvad som helst." Han rømmede sig og ubevidst rakte han en hånd op for at rette på halskæden, men stoppede sig selv inden han nåede at røre den og sænkede langsomt sin hånd igen.
"Informationer, krystaller, hvad som helst. Jeg er mere værd i live."
Han sagde det sidste med al sikkerhed i verden, for han vidste at han var ingenting værd død. Han havde rigeligt med fjender, men ingen der ville betale for hans lig. Det kriminalitet han begik sig i var for småt til den slags.

Hvis Juno vidste, at Hector havde spioner til at følge efter ham, så sagde han ikke noget om det. Det var egentlig ikke, fordi Hector var specielt stor fan af at udspionere sin bedste ven, men efter flere gange, hvor Juno havde rodet sig ud i seriøse problemer på egen hånd, så havde Hector besluttet at få bandens bedste skygge til at følge efter Juno, når han begav sig udenfor huset uden Hector. Ni ud af ti gange skete der ikke noget, som Juno ikke kunne klare på egen hånd, men Hector kunne alligevel godt lide at vide, hvad der foregik, når han ikke var til stede. Og hvor var det dog godt, at han havde fået den idé...

Hector havde sovet, da spionen - en lille pige - havde hamret på døren til Hectors soveværelse og råbt noget, om at Juno var i livsfare. Hector var fløjet ud ad sengen på et sekund, og kun få minutter senere vidste han mere eller mindre præcist, hvad der foregik: Juno var fanget i et kroværelse med en farlig person, der tilsyneladende havde i sinde at gøre Juno mere end ondt. Hector havde ikke engang takket spionen for hendes arbejde, inden han allerede var ude af døren. Juno var Hectors et og alt, og han var klar til at gå i døden for ham.

Men selvom Hector var klar til at gå i døden for Juno, var Hector ikke dum: han vidste, at han ikke bare kunne brase ind på et værelse uden en undskyldning og forvente ikke at blive slagtet, så mens han spurtede mod kroen, udtænkte han en plan. En simple og måske lidt dum plan, men trods alt en plan.

Køkkendøren til kroen var ikke bevogtet, og Hector smuttede nemt ind, men i stedet for at løbe direkte op til det værelse, hvor han vidste, at Juno var taget til fange, skød Hector genvej gennem baglokalerne. Lydløst fik han snuset rundt derinde, indtil han fandt en kofte i tykt vævet uld og en lædervest. Det måtte tilhøre en af udsmiderne, og det var naturligvis alt for stort til Hector. Men han rettede på det og bandt det hele sammen med et læderbælte om maven, så det så nogenlunde ud. Nu kunne han godt ligne en af udsmiderne på kroen - lidt, ihvertfaldt - og så længe det var nok til at få planen til at virke, så var alt godt.

Hector rettede på sin udklædning, mens han pilede op ad trappen og gik ned ad gangen med hjertet hamrende i brystet på ham. Juno var hans bror, og hvis Juno døde, så vidste Hector slet ikke, hvad han skulle stille op med sig selv. Det var totalt udelukket.

Bank, bank.

Hectors hjertet sad oppe i halsen på ham, mens han ventede på, at nogen svarede på hans banken på døren. Hans trofaste kniv sad gemt væk under skjortens kant, klar til at blive trukket frem, hvis det skulle blive nødvendigt.

Thanos fik stille og roligt gang i piben og røgen fyldte hans lunger. I øjeblikket havde han gang i en tobak, der havde en særegen smag af grantræ, sammen med fornemmelsen af æble. Ganske spøjst, men han nød den og pustede den langsomt ud af næsen, som drengen i sengen begyndte at snakke. Juno. Bandeleder. Ah, så det var ham han havde fået fingrene i. Ikke helt dårligt. Det trak lidt i hans mundvig, som han sugede endnu en lungefuld røg ind. Uden at sige noget, uden at reagere, lod han drengen forsøge at forhandle for sit liv. At Thanos allerede havde besluttet, at han ikke ville skære halsen over på ham, behøvede han ikke at vide. Det var sjovt at se ham tigge for sit liv. De fleste prøvede at handle sig ud af fangenskabet, ofte uden held, som han for det meste var blevet betalt for at have dem fanget. Og betalte man ham for et job, var der ingen, der kunne betale sig for at komme ud af det. Tillid med arbejdsgiverne frem for alt. Men i dag var det af ren fornøjelse, og hvilken fornøjelse det havde været, at han havde bundet knægten fast til sengen. Så nu lod han ham forsøge at forhandle. Se om han kom op med noget brugbart.

Thanos sukkede hørbart, hvilket sendte en god portion røg ud i luften foran ham.
"Jeg ved hvem du er. Og jeg tvivler på, at hverken du eller din bande kan tilbyde mig noget, der overstiger værdien af at sælge dig som slave." Det var ikke så specielt, at han havde hørt om Juno og banden. Med den profession han havde, var informationer og viden vigtigt og en gang i mellem skiftede krystaller hænder, så han kunne høre det seneste nye i det område, han var i. Tænk hvis der var noget, han ikke havde hørt om, som ville komme i vejen for et stykke arbejde? Eller ville gøre det meget nemmere? Nej, han havde hørt om den lille bande af børn, men ind til videre havde den ikke interesseret ham.
Det var med vilje, at han nævnte ordet slave, selvom han egentligt også havde besluttet sig for at han ikke gad slæbe ham med til Rubinien. Først og fremmest ville han hyle knægten endnu mere ud af det, men samtidigt ville det være ret sjovt at få dem til at forsøge at matche prisen på en slave, når han nu havde besluttet sig for bare at lade ham gå. Senere.

Midt i endnu en røgfuld mundfuld bankede det på døren. Og lige pludseligt var Thanos ikke en afslappet mand i en stol med en pibe i hånden mere. Lynhurtigt var han oppe at stå, piben blev langt på bordet, hvor han samtidigt greb den røde klud. Med et langt skridt var han henne ved sengen og masede kneblen på plads i Junos mund for at forhindre ham i at råbe om hjælp. En tavs advarende finger blev løftet, inden han trak sin største kniv og stillede sig ved døren. Den åbnede indad, det havde han observeret, så han stillede sig med ryggen til muren ved siden af, gemte kniven ned langs kroppen og slog slåen fra, inden han langsomt drejede håndtaget og åbnede døren på klem, sådan at den udenfor ikke kunne se sengen på den modsatte væg.

De brune øjne stirrede ud i gangen, først uden at se nogen, men så faldt hans blik nedad på barnet, der stod udenfor. Ikke bare et barn, men en satyrunge. I alt for stort tøj, der tydeligvis var lavet til en mand på mindst Thanos størrelse. Og hver eneste lille detalje skreg bare til Thanos, at her var et medlem af den børnebande, han lige havde været i en samtale om. Så den halve ged ville forsøge at... hvad... redde Juno? Det var lige før Thanos brød ud i latter, lige der gemt op af væggen, men intet var at se på hans ansigt.
"Ja?" Han valgte at lade som om, at han ikke havde regnet det ud. Børn. De var så ligegyldige for ham, han kunne lige så godt skære dem i småstykker som at ignorere dem totalt.

Junos ansigt var måske ikke så kendt ude på gaderne, og heldigvis for det, for det var svært at være tyv og svindler, hvis man blev genkendt, og Juno gjorde derfor også ofte brug af sin evne til at ændre sit udseende, når han gjorde sit arbejde. Men at hans navn blev genkendt kom ikke bag på ham, især ikke når han selv havde hjulpet manden ved at minde ham om, hvilken sammenhæng han sikkert havde hørt hans navn i. Juno var trods alt leder af en bande. Det var han selv ret stolt af og havde han ikke frygtet for sit liv, ville han have følt sig stolt over at blive genkendt.

Men lige nu kunne han ikke høre andet end ordet 'slave'. Pludselig føltes det som om hele hans krop gav op. Har han lige testet mine evner som senge-slave? tænkte han og straks svimlede det for ham. Hans hoved føltes tungt og hans blik blev sløret igen. Han vidste stort set ingenting om slavehandel, men han vidste at banden skulle bruge alt de nogensinde havde sparet op, hvis de skulle hjælpe ham, og Juno havde ingen rige venner. Han havde ingen venner udenfor banden overhovedet.

"Jeg kan ikke finde ud af en skid, så du kan ikke få meget for mig," svarede Juno, men han lød som om han var ved at kaste op eller besvime, eller måske begge dele, og selvom det var tydeligt at han selv følte at han fortalte sandheden, så var det mindst lige så tydeligt at han ikke betvivlede at Thanos mente sin trussel.

Junos reaktionsevne var heftigt nedsat af de mange slag mod hans hoved og han reagerede slet ikke på dørbanken, indtil den røde klud blev stoppet i munden på ham igen. Han ville gerne gøre så meget modstand som muligt, men i stedet trak han sine ben og beskidte støvler helt op til sig i sengen, og hvilede sit tunge hoved imod den kolde væg.
Én gang i sit liv havde han fået hjælp fra en anden. Den person havde været hans morbror og den mand var død for flere år siden, så Juno havde lært, at man var nødt til at klare sig selv. Midt i at forsøge at komme på en plan, kom han i tanke om en anden fyr, der ofte var kommet ham til undsætning - i langt mindre farlige situationer, end hans far og den her mand var, men alligevel, og med ét slog han øjnene op. Hector?