Sted: En kro i Azurien
Tid: Aften
Vejr: Tørt, men koldt og der er is på alting

Der var festligt på kroen, der lå ved en landevej i Azurien, væk fra byerne og deres styre af Kilepræster. Der var godt fyldt op med væsner og luften var fyldt med stemmer, latter og duften af mad, blandet op med den mere harske lugt af sprut, sved og piberøg. Ved et bord var der en større gruppe, der havde samlet sig og det var her, det meste af larmen kom fra. Det var en god blanding mellem røvere, lejesoldater og det løse, som havde fundet sammen over sprutten, et spil kort og en masse historier og sjofelheder. Lige nu ganske fredeligt, men der skulle ikke være nogen tvivl om, at så snart folk forlod kroen, ville det være godt at kigge sig over skulderen, da ingen af de tilstedeværende ville have noget i mod at stikke en kniv i ryggen på de andre for håndøres skyld.

Især en mand i en rødlig jakke og et par grimme ar i ansigtet fik mange blikke, som dusøren for hans hoved var mere end for nogen af de andre. Randall var udmærket klar over, at han var en jagtet mand blandt sine egne, men lige nu betød det ikke noget, som han fortalte det sidste af en historie om en ungmø og en ork og latteren kom brølende i mod ham fra de andre ved bordet. Hårdt bankede han en flad hånd i bordet, ræbede højt og lo så med de andre, inden han greb sit krus. Det var tomt.
"Ved Zaladins stinkende tæer, der er hul i mit krus!" Han lo igen og besluttede sig for, at det var en god idé at fortrække til mere private omgivelser for at lette en trængende blære. Mest for de andres skyld, han kunne pisse ned i kruset stående midt på bordet, hvis det skulle være, men det syntes diverse krofattere nu ikke, at det var noget, han skulle. Så mens en anden mand greb chancen for at fortælle en historie, masede Randall sig ud fra borde og gik med rimeligt sikre skridt ud i mørket og fandt et træ, der trængte til at blive vandet.

Han var ikke pangelfuld endnu, bare lettere beruset. Aftenen var kun lige startet for ham, han regnede med at holde den kørende det meste af natten. Med en hyre han lige havde tjent hjem herude i søernes land. Efter at have slået en brandskid, pakkede han sagerne væk igen, lukkede sine bukser og gik tilbage i kroen. På vej ind var han ved at støde ind i nogen.
"Vups, min fejl." Ingen grund til at starte en slåskamp. Endnu.

Nyssa havde befundet sig på baren i lettere lang tid. Før mændene kom og begyndte at drikke, ja hun havde haft tid til at nyde sin aftensmad i fred. Hun havde trods alt også brugt hele dagen på at nedlægge en vis person, som skulle afskaffes. Nyssa var tilfreds og kunne derfor nyde en fyraften. Hun havde ikke drukket meget, men et par rødvin var kommet indenbords i løbet af aftenen.

De fleste lod hende nu værre i fred, de fleste havde også en anelse om hendes ry. Alligevel var der nogle som havde fundet vej til bordet hun sad ved, og forsøgte at charmere sig ind på hende. Nyssa smilede blot af det, og lod for nu lege med på legen. Hun havde hellere ikke ligefrem taget det mindst opvækkende tøj på. En silke rød kjole, der sad der løst på spinkle men lettere muskuløse krop.

Nyssa smilede som hun forlod bordet, det var snart på tide at vende hjem, men inden hun overhovedet fik tænkt den tanke, bumpede en beruset mand ind i hende. Nyssa så kort vurderende ham, typisk fulde mænd og deres motorik. ”Det tør siges” svarede hun en anelse stift. Med et kort kækt smil på læben ”Hvis du køber et glas rødvin til mig, er alt glemt”. Nyssa kunne vel godt lige blive til en til en drink. Hun havde trods alt svært ved at lade en mulighed for at drille især mænd slippe. Og nu når han var så beruset var det næsten svært ikke at lade vær. Han bedte jo nærmest om det.

Måske var Randall mere beruset end han lige troede eller også havde han været blind. Det var en kvinde, han var bumpet ind i. Og sikke en kvinde! Hendes kjole efterlod ikke meget til fantasien og hans blik tog lige hele turen op og ned, inden de grå øjne endte på hendes ansigt. Uha uha, det var da næsten for godt til at være sandt, herude i ingenmandsland. Hele hans ansigt flækkede i et stort smil, der nok kunne ses som charmerende. At han manglede lidt af en tand i øjeblikket, det var hvad det var.

Inden han selv nåede at åbne kæften og spy et eller andet vrøvl ud, tilbød hun ham selv at købe hende et glas vin. Begejstringen var svær at overse i hans ansigt. Det her var virkeligt fantastisk. Nok kunne han score damer, men i den kvalitet… og hun inviterede ham jo selv, ikke?
”Dét vil være mig en ære.” Han bukkede for hende og sendte hende et lydløst grin, inden han med en galant armbevægelse gjorde tegn til, at hun kunne gå først og finde en plads at sidde på.

Så snart hun havde valgt et sted, skyndte han sig op til baren og bestilte noget rødvin og et krus øl til sig selv. Normalt var det ikke ligefrem fordi, at han gladelig betalte for andre, men her var der trods alt måske en belønning til ham i enden. Han var ikke fuld nok til ikke at kunne tænke, at det var liiidt for godt til at være sandt, men han havde alligevel kigget dybt nok i øllen til at tage chancen. Hvorfor ikke? Hun var lækker, mere end lækker, og det værste der kunne ske var, at han ville få et nej. Ikke?
Snart var han nede ved hendes bord, hvor han placerede drikkevarerne på bordet og satte sig i en stol, uinviteret. Han havde jo lige betalt for hendes drikkevarer, så måtte han vel også få lov til at underholde hende lidt, ikke?
”Jeg fik slet ikke introduceret mig selv, mit navn er Randall, men du, min blomst, må kalde mig Randy.” Han blinkede sigende med det ene øje og et kækt smil om læberne.

Nyssa smilede blot, da han ligefrem sagde det var en ære. Åh hvis han bare vidste, hvad hun var i stand til så ville det nok ikke være det store ære. Nyssa gengældte smilet, dog anelse mere feminint end hans. Hvorefter hun gik ind igen. Nyssa fik sat ved et bord lidt alsidigt fra de andre. Hvor der kunne for håbelig kunne være lidt mere fred.

Nyssa smilede venligt som han satte sig foran hende, hvad mon han var for en tænkte hun og lage hovedet en anelse på skrå. Det ville være yderst morsomt at røre ham, blot for at føle og fornemme hvilke følelser han besad. Nyssa grinede næsten, da han kaldte hende en blomst, en blomst. Nyssa var langt fra en blomst, måske en giftig hvis hun skulle sammenligne sig med en blomst, der ellers var så uskyldigt. ”Glædeligt at møde dig Randy, du kan kalde mig for Nyssa” svarede hun roligt og tog en tår af vinen. ”Hvad laver sådan en beskeden mand, på disse kanter?” spurgte hun med et lille glimt i øjet. Nyssa elskede at lokke information ud af folk.

Randall spærrede øjnene lidt op, da hun sagde sit navn.
”Ooooooh, Nyssa. Det er jo et smukt navn til en smuk kvinde!” Smurte han lidt tykt på? Det gjorde han nok, men det virkede overraskende nok ofte ret godt at overdrive. Selvom mange kvinder nok godt kunne regne ud, at han overdrev, virkede det alligevel. Kvinder elskede, når man sagde pæne ting om dem! Efter Randalls erfaring i hvert fald.

Hendes spørgsmål faldt ikke Randall mistænksomt overhovedet, det var vel meget naturligt at spørge om den slags. At han valgte at holde lidt igen på sandheden var så en anden ting. Det ville bare ødelægge stemningen, hvis han begyndte at fortælle detaljer.
”Åh, jeg haft noget arbejde. Krystallerne skal jo skaffes, så man kan få mad og øl i maven og k… et sted at sove, ikke sandt?” Ordet ”kællinger” var lige ved at smutte ud af munden på ham, men den fik han nu reddet meget godt. Hurtigt greb han sit krus og drak et par slurke, inden han lænede sig lidt frem og smilede til hende.
”Hvad med sådan en yndig kvinde som dig, du får jo sådan et hul i jorden som det her til at lyse op, du burde da høre til på en herregård eller paladset selv!” Jup, han smurte tykt på, men han var i godt humør. Så hvorfor ikke?

Nyssa smilede blot, og svarede ”Tak for komplimentet” hun spillede letter beskeden, selvom hun var klar over at hun havde et smukt ydre. Selvom om nogen helt sikkert ville kalde hende for et monster eller det værre.

Nyssa nikkede roligt ”Bestemt, hvad arbejder du så med?” spurgte hun nysgerrigt, men beskeden. Nyssa var nysgerrig, mon han var ligesom hende? Mange mænd der valgte en hård levevej, kom desværre også på en vis øl vogn efter års arbejde, det var som om de ikke kunne klare mosten på længere sigt, modsat Nyssa så nød hun det, måske fordi hun var lettere psykopat eller ja. Nyssa var ligeglad, det var hendes levevej og den gjorde hende lykkelig.
Hun bemærkede godt hans k.. men selv gættede hun på at var ved at sige kvinder. Det undrede hende ikke, de fleste mænd ville være lykkelige for en frivillig kvinde i sengen.

Nyssa smilede og rystede næsten på hovedet af hans over rossene ord, for sjov forsøgte hun at virke genert over ordene ”Ja det kunne ellers være lækkert med et helt palads, men jeg her kun for at afslutte nogle forhandlinger” afsluttede hun med et lille smil, det var ikke direkte løgn. Det ville jo være at skyde sig selv foden hvis hun nævnte sit rigtige arbejde.

Hendes spørgsmål om, hvad han arbejdede med, fik ham til at trække på skuldrene og læne sig tilbage i stolen igen. At sige, at han havde været ude at røve og myrde, var måske ikke det mest smarte, så han snakkede atter udenom uden at lyve alt for meget.
”Jeg har været lidt behjælpelig med at anskaffe og afskaffe diverse genstande. For det meste tager jeg de jobs, folk gider at betale for.” Hvilket var sandt. Randall var ikke sart og hvis folk havde noget beskidt de ville have gjort, jamen så tog han gerne deres krystaller og gjorde det. Man var vel en lejesoldat næsten uden morale.

Hans grå øjne hvilede stadig på kvinden, lidt for betaget af hendes kønne udseende og lettere afslørende kjole, men når der nu endeligt var noget kønt at kigge på, så måtte man vel også udnytte det, ikke sandt?!
Kvinden spillede uden tvivl både genert og beskeden, hvilket bare gjorde smilet på Randalls ansigt en smule større. Der var noget interessant over hende og selv gennem sin beruselse, vidste han godt, at han skulle være forsigtig. Men samtidigt, hvad var der at miste? Han kunne være heldig og hun faldt for hans charme og der var en god nat i vente, men han kunne også være uheldig og hun var vampyr eller noget andet drabeligt, og ja, så ville han være i problemer. Men hvornår var han ikke det?

”Forhandlinger? Det lyder spændende.” Overhovedet ikke. Langt fra. Han var på ingen måde interesseret i, hvad hun lavede her, han var mere interesseret i, hvor hun var om en halv time. I kanen med ham eller? Men han lagde et nysgerrigt ansigtsudtryk op, som han drak af kruset igen. Det ville ikke vare længe, inden han skulle have fyldt op igen. Skidtet forsvandt alt for hurtigt.

Nyssa smilede lettere mistænksom, ’diverse genstande’ som han kunne trods alt kunne formulere sig. Grinte hun lidt for sig selv. Gad vide om hans følelser også ville vise dette og hun var remilig sikker på at han intet ville have imod hvis hun rørte ham lidt. Nyssa smilede kort lumsk da hun kom på en metode, hvor han med stor sandsynlig ikke ville få mistænke. Nyssa lage flirtende sin hånd på hans biceps og sagde ”Ja, der lidt muskler du kan stå imod med” sagde hun med selv tilfredssmil og anelse flirtende smilede, som hun kærtegnede hans arm.

Nyssa nikkede blot, hun elskede sit job. At se livet forlade en krop var yderst fascinere for hende, men den information delte hun ikke med hvem som helst. 

Randalls blik faldt til hendes hånd, der havde lagt sig på hans arm uden på den slidte læderjakke. Oooh, det så ud til, at hun var interesseret! Hans smil blev større og mere sejrrigt, som de grå øjne gled til hendes ansigt igen. Med ret så gennemsigtig beskedenhed trak ham let på skuldrene.
”Det er et hårdt liv, fysikken må følge med.” Ikke at han var specielt god til at passe på sin krop, faktisk fik den en ret hård behandling af ham. Hvis ikke det var fordi, at han blev fornyet med jævne mellemrum, ville han nok have været død af druk for mange år siden.

Han lænede sig lidt ind mod hende og kneb øjnene lidt sammen.
”Men sådan en smuk blomst som Dem skal være forsigtig med at færdes sådan et sted alene. Men ved aldrig, hvilke stoddere og kriminelle, man kan støde på herude.” Hans blik gled sigende rundt på de andre tilstedeværende. At han var lige netop hvad han advarede i mod, lod han sig ikke mærke med. Han var jo trods alt kommet ind i varmen, med en hånd på armen og det hele.

Nyssa smilede charmede og sagde ”Ja, det er desværre altid kun de stærkeste som overlever” der lå dog mere i den sætning end som så. Nyssa var jo ikke blot et menneske, men en dæmon der kunne et trick eller to, for bl.a. forsvinde, aflæse ved berøring der kan være vigtige elementer for at overleve.

Hun grinede lidt pigefjollet, blot for at lokke ham yderlige ”Åh, men du vil da til en hver en tid passe på mig” svarede hun lidt med dådyrøjne og forsatte ”Eller det vil du måske ikke?” hendes stemme blev sørgmodig dertil fik hun nogle uskyldige søde hundeøjne. Han kunne vel næsten ikke sige nej. Nyssa forsatte berøringen, hun vidste at ikke så længe ville hun modtage hans følelser, hvilket blot ville gøre det nemmere at lokke ham i unoder. 

Kun de stærkeste overlever. Det var noget af en sætning og Randall var absolut ikke enig. De stærkeste kunne dø og de svageste overleve, men han sagde ikke noget til det. Det var ikke en diskussion der var nødvendig at have og han var egentligt også ret ligeglad. Han blinkede i stedet til hende og trak en tår mere, inden han skød øjenbrynene op i panden ved hendes næste ord. Hurtigt sank han øllen.
"Selvfølgelig vil jeg det! Der er ikke en sjæl herinde, der ville lægge en hånd på dig!" At han ikke selv pt besad en sjæl, ja, det sagde han ikke noget om. Det var vel ikke sagen vigtig?

For at understrege sine ord, lagde han en hånd over hendes for at berolige hende. Han skulle nok passe riiiiigtigt godt på hende, hvis han fik noget ud af det. Ellers betød hun intet for ham og han kunne rejse sig op og gå sin vej uden nogensinde at skænke hende en tanke igen. Men den der kjole lagde ikke skjul på, hvad hun besad af skønhed og han ville ærligt talt godt se den falde. Kun hvis hun ville selv, selvfølgelig, hvilket også var grunden til, at han lagde så hårdt ud med sin charme. Det var en god dag og måske den kunne blive endnu bedre, hvis heldet var med ham!

Nyssa smilede pigeglad, stille begyndte hun at spekulere på hvordan hun kunne bruge manden, inderst inde vidste hun godt hvad disse endte med, nemlig døden. For Nyssa var der intet bedre end at se livet forlade sådanne øjne. Det var en befrielse.

Nyssa forsatte sit smil, han gik lige i fælden ved blot at røre hende. Nyssa var dog ikke overrasket over de følelser hun fik fra ham, lyst, begær og anelse stolthed – han var faktisk ret simpel i forhold til følelserne andre rummede meget, andre få. Det kunne også tænkes at den mængde øl han havde fik til kredse om netop det han havde foran sig. Det gjorde dog ikke noget, det gjorde det faktisk blot lettere for Nyssa. Hun forsatte med at berører hans arme og sagde roligt med en flirtende stemme ”Nå Randy, hvornår begynder du så at fortælle om dine hemmeligheder?” hendes stemme var også drillende. Alle havde hemmeligheden, spørgsmålet var størrelsen. Det kunne tænkes han havde en kone eller børn, eller noget langt dybere, mere interessant.

Den fordrukne lejesoldat blinkede lidt overrasket over hendes spørgsmål. Hemmeligheder? Han havde ikke nogen hemmeligheder! Ikke rigtigt. Hvilket selvfølgelig var løgn, alle havde hemmeligheder, han var bare lidt mere villig til at afsløre sine, fordi han ganske enkelt var ligeglad. Han ville være det nemmeste torturoffer, der ville afsløre alt inden det glohede metal ville nå hans hud. Medmindre han blev stædig selvfølgelig. Lige nu var der dog intet til at holde ham tilbage og man kunne se på ham, at han lige vendte den i sin fordrukne hjerne for at finde den bedste hemmelighed en kvinde som hende, kunne finde interessant. Klog af skade, holdt han dog den største for sig selv - at han ikke kunne dø. Folk havde det ofte sjovt med at afprøve sandheden bag hans ord.

”Øhm, hemmeligheder, jeg ved ikke helt, hvor jeg skal starte.” Han lænede sig lidt frem mod hende med et snu udtryk i ansigtet og øjne der kort gled over deres omgivelser for at se, om nogen havde lange ører.
”Men hvad siger du til, at jeg er eftersøgt. Jeg er sådan en rigtig kriminel!” Han blinkede til hende, og måden hvorpå han sagde det, kunne man måske godt være lidt i tvivl om han faktisk mente det. Men eftersøgt, det var han da, også med en ret god dusør. Utroligt hvad Kilepræster ville give for at få straffet ham, der havde pisset i deres springvand. Eller også var det fordi, at han havde en tendens til at slå folk ihjel… nå skidt, kriminel var han da! Det plejede nok at kunne gøre damerne interesserede!

Nyssa var ikke ligefrem overrasket over at han var eftersøgt. Nyssa burde være eftersøgt efter alle de mord hun havde begået, men endnu havde heldigvis ingen opdaget at hun var den skyldige. Hvilket måske betød, at hun var dygtig til det hun gjorde.

”Så er du da godt nok heldig, at jeg ikke er en dusørjæger” svarede hun med et blik i øjet, selvom det kunne være sjovt, at se hans udtryk hvis hun var. ”Men det er jo reelt ikke en hemmelig ” forsatte hun. Nyssa kunne jo i teorien finde denne information selv. Afhængig af hvor god beskrivelsen var på ham. ”Det er da langt mere interessant at vide hvad du er eftersøgt efter?” spurgte hun med et lidt drilsk smil. Det hændte da, at hun fandt sedler med eftersøgninger på, men ofte læste hun dem for at se om nogle af klanen var iblandt, eller hvis hun vidste at hun skulle dræbe var eftersøgt.

Randall ville være blevet meget overrasket, hvis kvinden havde sagt, at hun var dusørjæger, hun så ikke ligefrem sådan ud i den der lidt for fine og afslørende kjole. Selvom han selv havde en dusør over sit hoved, var han selv lidt af en dusørjæger. Men det var heller ikke helt unormalt at kriminelle hentede andre kriminelle ind for penge. Det var et beskidt job og det var svært at holde sig på den rigtige side af loven. Ikke at Randall forsøgte, han havde ingen respekt for rigtigt og forkert, han gjorde bare tingene som han havde lyst til. Hvorfor følge loven, den var da bare i vejen?

Men han måtte give hende ret i, at det ikke var en rigtig hemmelighed, for så vidt han vidste, han hans plakat på alle byvagtstationerne i hele landet. Og han var ret let at genkende, hvilket han kunne være lidt stolt over, men samtidigt også fandt pisse irriterende, for han havde somme tider lidt svært ved at nyde livet i fred.
Han kneb øjnene lidt sammen, da hun ville vide, hvad han var eftersøgt for. Næsten som om, at han skulle tænke over det, drak han en slurk fra sit krus, inden han trak let på den ene skulder og svarede.
"Åh, lidt smugleri her, noget røveri der. Du ved, hvad der lige dukker op." Han startede ikke ud med at fortælle om de liv, han så ligegyldigt tog, der var ingen grund til at skræmme hende væk. Han blinkede til hende, lidt overdrevent på grund af fuldskaben.
"Og så er hele Kiles Orden efter mig, jeg kom vist til at lette vandet i deres springvand i en brandert." Ikke så charmerende, men de fleste fandt det hyle morsomt, især efter at Kiles Orden var begyndt at gøre livet besværligt rundt omkring.

Nyssa nikkede, hun troede ikke helt på at det blot var det. ”Javel da, så har jeg jo intet at frygte” svarede hun med et blidt smil og aede over hans biceps – selvom der faktisk ikke var meget at mærke i ham. Han var for fuld konkludere hun, og begyndte derfor at kede sig lidt. Hun ville have mere end blot spørgsmålene. Måske hun reelt skulle lege med ham. Han var trods alt eftersøgt, så efter at dræbe ham kunne hun jo slæbe ham ind.

”De er da også kun til besvær” svarede hun roligt. Hun kunne slet ikke forestille sig at være så meget ud af kontrol ligesom at tisse i nogens springvand ”Men det lyder som om, at man skulle have været der” afsluttede hun roligt. Hvorefter hun tog det sidste vin. Hun så lumsk på ham og spurgte ”Hvad siger du til at følge mig hjem? Jeg bor ikke så langt herfra” hendes stemme var lettere forførende, men hun skulle bestemt ikke hjem. Hun ville ud drille ham yderligere. 

Nej, hun havde absolut intet at frygte! Nok var Randall en skurk, men han var ikke en ond skurk, han gjorde kun folk noget, hvis de selv var skyld i det! Og kvinder, ja dem var han altid en gentleman i mod, medmindre de slog først. Så kunne de godt få et par på hovedet! Heldigvis skete det ikke så ofte!
"At frygte? Fra mig? Jeg er blid som en missekat!" Han rettede sig op og skød brystet lidt frem, lidt som om det var en mandig ting at sige. Han ville erklære sig selv for værende en egernunge uden at tage sig af det, han havde ikke rigtigt noget skam i livet, nogen former for tilbagehold. Overhovedet. Så at tisse i et springvand var ingenting for en mand som ham at gøre.

Han brummede til hendes ord om Kiles Orden. Forbandede kiletilbedere, de skulle alle trækkes til hendes rige ved nosserne. Randall havde aldrig haft problemer med Kilepræster før, men den Orden der... han drak en tår af sit krus. Brr.
Han var dog næsten ved at spytte mundfulden ud igen, da hun spurgte, om han ville følge hende hjem. Overrasket så han på hende for et øjeblik, han havde faktisk ikke helt regnet med, at det ville lykkes, selvom hun blev ved med at røre hans arm. Men hans charme slog åbenbart til igen!
"Det ville da være mig en ære!" Han skyndte sig at tømme kruset og sætte det i bordet, inden han rejste sig op, hvilket fik stolen til at skrabe mod gulvet og for et øjeblik begyndte at vippe lidt faretruende, men den væltede dog ikke. Så galant, som han nu kunne være med alt det sprut i blodet, rakte han en arm ud mod hende.

Nyssa smilede blot med et lille grin, selvom hun var rimelig sikker på at han ville udføre en vis modstand når hun ville rigtig begynde at lege med ham. Selvom Nyssa så spinkel og let ud, var hun rimelig muskuløs af sig, samtidig tog hun altid nytte af hendes evne til at teleportere sig også i kamp. Det sitterede lidt i hende for at gøre ham fortræd, se alvoren i de fulde øjne og se at hun ville være det sidste ansigt han så.

På et punkt vi de dog enige, udgangsforbuddet havde gjort noget arbejder mere vanskeligt især når hun foretræk at handle i mørket. Der var færre ude og det var lettere at forsvinde!

Nyssa smilede drilsk og tog imod hans arm ”Pas nu på at du ikke falder og slår dig” sagde hun, da hun så hans bevægelser. Hvorefter hun tænkte hvordan det ville være slås med ham, med hans fulde bevægelser. Desværre oplevede hun også at adrenalinen sætte ind og dermed blive fokuseret. Da de kom ud og bevægede sig ud svingede hun dem ind i gyden. 

Hvorefter hun så blidt på ham og kørte hånden hen over hans kind ”Er du overhovedet bange for mig?” spurgte hun nærmest sukkersødt. Han ville lige få nok tid til at svare, hvorefter hun kort koncentrerede sig om en kniv på hendes værelse, som med et blink med øjnene blev der lige så stille skubbet en kniven hun havde tænkt på direkte ind i hans ryg. Fordelen ved at teleportere var at hun kunne flytte sig selv og genstande hvorend hun ville. Hun smilede stadig ganske roligt, som om det reelt ikke var hende der havde placeret kniven der. Blot for at se hvor fuld han var sagde hun med overraskende stemme ”Hvem var dog det?! enten ville han konkludere at det var hende, selvom hendes hænder var på ham. Eller også ville han faktisk tro at det var en anden som havde dolket ham i ryggen.  Nyssa ventede blot spændt på hans reaktion.

Randall kom med en lyd, da hun sagde, at han skulle passe på. Ja ja, han havde vist drukket lidt mere end systemet kunne holde til, men det fortrød han først dagen efter! Han fandt sin balance og fulgtes med hende ud af kroen og ud i mørket, der lige om kroen var oplyst af nogle fakler. Han tænkte ikke så meget over, hvor de gik hen, hun havde sagt, at hun ville hjem, så det troede han selvfølgeligt på i sin brandert.
Så han var lidt overrasket, da hun stoppede op, men okay, han havde intet i mod at tage en lille hurtig en op af muren ind til kroen. Det var bare ikke lige noget, han havde taget som hendes stil. Lykkeligt uvidende om, hvad der skulle til at se, trådte han lidt tættere på hende, klar til at lade sine hænder finde hendes former.

Hendes hånd gled over hans kind og hans blik blev fanget i hendes. Man kunne se forvirringen, da hun stillede sit spørgsmål. Om han var bange for hende? Det var da et underligt spørgsmål!
"Øøøh, skal jeg da være det?" Det var ikke noget, han havde skænket en tanke, men nu var det heller ikke fordi, at han normalt var bange for folk...
Den pludselige smerte fik ham til at spærre de grå øjne op i overraskelse og et dæmpet støn lød fra ham. Langsomt drejede han hovedet for at forsøge at se, hvad der var sket, selvom han alt for godt kendte følelsen af at få en kniv i ryggen. Det var sket flere gange end han kunne tælle til. Der var ikke nogen bag ham, men han kunne lige skimte enden af knivens skæftet. 
Stadig med opspilede øjne, så han tilbage på hende, inden han skar en grimasse af smerte. Han trak vejret meget forsigtigt for ikke at skade sig selv mere end højest nødvendigt.

"Hvad skulle det nu til for." Der var ingen frygt i hans, hviskende, hæse stemme, heller ikke i hans øjne. Mere skuffelse. Faktisk reagerede han overraskende roligt af en mand, der lige var blevet stukket ned. Han vidste, at han skulle dø, men siden han ikke rigtigt døde, var det mest bare den fysiske smerte, han reagerede på.
"Og her troede jeg, at vi skulle have en hyggelig nat." Det var ret tydeligt, at han i det øjeblik kniven gik ind, var blevet noget mere ædru, som kroppen reagerede på adrenalinen.

Som der blikkes fik kontakt, var det tydeligt at se hans forvirring, og det var egentlig lidt dumt af hende at komme med den kommentar. Det ville blot give en indikations på at hun var den der stod for kniven. Et kort indvendigt suk, alkohol slørede bestemt ens handlinger. Blot se på denne lille fejl, men put tænkte Nyssa det skulle nok blive morsomt.

Et lumsk lille smil kom frem på hendes læber da hun så hans reaktion. Smerten der bredte sig i ham, det var nærmest ophidsende. Dog forsvandt dette relativt hurtigt, han var ufattelig kølig, var han mon blevet stukket så mange gange? Nyssa svarede ikke med det samme, men det var tydeligt at han luret at kniven stammede fra hende. ”Hvem siger at vi har det mere?” spurgte hun drilsk hvorefter hun fjernede sin hånd fra hans kind. Hun gik par skridt tilbage og lænede sig op ad buen bag hende, hun så afventede på ham. Hvorefter hun lukkede sine øjne igen, der kom nu endnu en kniv til syne lige foran hende. Nyssa tog den og kastede den imod ham. Han skulle vel også have en fair chance ”Selvom jeg ikke er dusørjæger, så elsker jeg at dræbe og nu kan jeg endda tjene lidt ekstra på det” sagde hun lidt for kækt. Hun havde trods alt ingen ide, endnu hvad han var i stand til.