Sted: Jezebels hjem ved Dødens kløft
Tid: Midt om natten
Vejr: Sneee!

Den sædvanlige følelse af at falde og lande i en ny krop gik igennem Randall og han satte sig op med et gisp, mens han greb sig til brystkassen med en smertefuld grimasse. Han kunne stadig mærke det spidse stoleben, der var blevet hamret igennem brystkassen på ham - og slog ham ihjel. Igen. Men der var intet. Hans krop var ny, eller gammel, alt efter, hvordan man så på det, og det var bare hans sind, der ikke havde forstået, at smerten var væk. Med et dæmpet støn dumpede han ned på ryggen igen. Fy for Zaladin, blev det der med at dø da aldrig bedre?!

Med et utilfredst blik op i loftet lå han der og havde ondt af sig selv for et øjeblik, indtil han kom i tanke om, at han ikke vidste, hvor han var. Indendørs tydeligvis. I mørke, men ikke helt mørkt. Der kom lys fra vinduet, det der specielle hvide lys, der afslører, at der er sne over det hele. Så nord på, siden der kun havde været sjap i Hovedstaden, hvor han kom fra. Langsomt, stadig utilfreds over sin død ved stoleben, drejede han hovedet og så rundt i det meget svagt oplyste rum. Det var uden tvivl et soveværelse. Dem havde han efterhånden set en del af og de lignede alle sammen hinanden. Hans blik gled over til sengen. Og han stivnede. Der lå ved guderne nogen i sengen. Han holdt vejret, unødvendigt siden han allerede havde lavet mere larm end bare at trække vejret, men det så ikke ud til, at han havde vækket personen i sengen. Måske det var en god idé at holde det sådan. Hvem vidste, hvis soveværelse han var endt i?! Med hans held - ikke en skønjomfru, der ville blive glad og give ham et knald, det var sikkert!

Forsigtigt begyndte han at komme på benene, sørgende for at hans våben ikke larmede mod gulvet og til sidst kunne han begynde at liste hen i mod døren, der havde et lysende omrids. Der var nok lys ude på gangen. Meget forsigtigt fik han skubbet dørhåndtaget op og med et blik tilbage på personen i sengen, åbnet døren på klem for at mase sig ud.
Derfor gik det først op for ham, at der stod nogen uden foran døren, da han var ved at støde ind i dem. Forskrækket drejede han hovedet og så direkte ind i et halvråddent ansigt, der manglede begge øjne og var ved at tabe kæben. 
Randall stak i et skrækslagent hyl, smækkede døren op og trak sit sværd. Med et hurtigt bevægelse, der mest var ren refleks, huggede han hovedet af den udøde.
"VED ZALADINS PIKKEMAND, HVAD VAR DET?! ÅH GUD DEN STÅR OP ENDNU!" Panikken begyndte han at hugge den nu hovedløse krop i stykker, uden at tænke på, at der var nogen i rummet bag sig.

Det levende lig åbnede munden og begyndte at lave en eller anden lyd, da den prompte blev et hoved kortere, og derefter hakket i småstykker. De enkelte dele kvappede stadig lidt rundt, og hoveds mund bevægede sig, selvom der ingen lyd kom fra dens læber. Den var dog uskadeliggjort noget så grundigt.

Bag ham var sengens beboer ganske rigtig vågnet ved hans råb, og havde sat sig op, med dynen holdt mod sit bryst med den ene hånd. "Er du sikker på den er helt død?" spurgte hun, mens hendes frie hånd, skjult af dynen, lukkede sig om kniven hun havde liggende under hovedpuden. Jezebels natkjole var overraskende from. En lang, lavendel farvet natkjole, med lange ærmer der lukkede tæt om halsen. Hendes sorte hår var delt i to og flettet nedover hver skuldre. Hun sagde altid til sig selv det var af praktiske årsager, for at holder fylden, men der var også en grad af nostalgi til det. 

Overalt i huset var Jezebels tjenere begyndt at sætte i retning af overetagen, og soveværelset for at komme hende til undsætning, men de havde som altid ikke synderligt travlt, og hun måtte trække tiden indtil da... eller se om hun det i sandhed var hende der ville få brug for redning.

Det skete ret sjældent, at Randall gik i panik. Han havde efterhånden set en del og dø, ja det fungerede jo ikke rigtigt for ham, så han var ikke bange for ret meget. Men han var blevet forskrækket og havde aldrig i sit liv set et levende lig før. For et øjeblik var han lige ved at tro, at han var blevet sendt til dødsriget ved en fejl. Men hans sværd gjorde som det skulle, skar sig igennem den døde krop, rådnet kød, stof og knogler. Og kropsdel efter kropsdel faldt til jorden, men... intet stoppede med at leve. Efterhånden som der ikke var mere at hugge i, da liget endeligt var væltet om på gulvet, stirrede Randall forvildet ned på resterne, der krabbede sig af sted. Hvad i alverden?! 

"Øhm, det ved jeg ikke. D-den bevæger sig endnu." Svaret kom fra ham, uden at først gik op for ham, at nogen havde talt til ham. Han var lige ved at skulle bukke sig ned og studere resterne nærmere, da det gik op for ham, at personen i sengen var vågen. Og andet kunne vel heller ikke undgås med den larm. Hurtigt snurrede han rundt, næsten med en forventning om at se noget lige så klamt som liget, men i stedet faldt lyset fra døren ind på en kvinde. Hele Randalls kropsholdning ændrede sig på et øjeblik - her stod han, midt i en skønjomfrus hjem og havde reddet hende fra... hvad end det havde været. Dét kunne da kun ende godt. Kunne det ikke?

Så han rettede sig op og indtog en lidt mere helteagtig positur med sværdet i den ene hånd, allerede i vidunderlig glemsomhed over sit eget skrækslagne hyl få øjeblikke før.
"Hvad end det var, er den i hvert fald uskadeliggjort! Du kan være ganske rolig nu, frøken!" Et selvsikkert smil spredte sig på hans hærgede ansigt, hvilket skjulte hans egen totale forvirring over situationen. For hvad ved Zaladins navlefnuller var det lige, der lige var sket? Hvor kom det levende lig fra? Og var der flere i nærheden?! Var de farlige eller var de alle lige så lette at hugge ned?
Som han stod der med forvirringen i sit indre, rørte noget ved hans støvle og han så ned. En løs hånd trak sig ind over hans sko. En lidt for skinger lyd kom fra Randall, da han hurtigt sparkede den væk, inden han rømmede sig og fik tvunget det selvsikre smil tilbage på sit ansigt.

Jezebel havde uendeligt svært ved at holde masken overfor den fremmede. Hvad ved Chances betændte vable var det lige for et væsen der var dukket op i hendes sovekammer?! Og så spontant ovenikøbet. Han reaktion viste tydeligt at han ikke var gået ind, for så ville han have være stødt på utallige af hendes venner på vejen. Var det en fejl-teleportation? Eller måske en lykkeridder der havde hørt om den onde fæle dødemaner der boede i huset, men ikke havde vist mere? ... han virkede ikke synderlig helt-agtig... Hun ville spille med for nu, og se hvad hun kunne finde ud af.

"Åh! Ved guderne, tak! hvad skulle jeg dog have gjort hvis du ikke var-" priste hun ham men blev afbrudt af hans meget maskuline opråb, der blev fulgt af en hvin fra hendes side, og hun trak hurtigt dynen op foran ansigtet. Hun var nød til at gøre et eller andet for at dække for det enorme grin på hendes læber, og de meget sammenbidte tænder der holdt hendes fnisen tilbage.
Langsomt sænkede hun dynen, og kun da hun var helt sikker på hun havde kontrol over sig selv igen. "Er.. du kommet for at frelse mig? Jeg er bliver holdt her mod min vilje i flere uger, men af hvem ved jeg ej!" klagede hun og rakte bedende en hånd mod ham "Jeg har ikke set en anden levende sjæl siden jeg vågnede her! Men de der... ting! Er alle vegne!" Jezebel havde svært ved ikke at klukke over sin egen genialitet. Selvom hendes skønhedssøvn var blevet afbrudt, så skulle det nok blive en god nat alligevel!

Trods hans noget tvivlsomme præsentation og ikke særligt helteagtige udseende, lod det til, at kvinden blev glad for hans ankomst. Aha! Han kunne lege helt! Hvis det da var besværet værd, for Randy var ikke specielt heltemodigt. Ikke på andres vegne. Han var ikke ligefrem typen, der kastede sig ud i farefulde opgaver for at redde folk - medmindre der var noget for ham i den anden ende. Lige i denne situation var der én ting, han kunne få ud af det (medmindre trunten havde røven fyldt med krystaller) og det var nok til, at Randall påtog sig rollen som helt. Plus han skulle ud derfra alligevel, så om han skulle slagte… hvad end de var… med hende på slæb eller ej, det kunne være lidt ligegyldigt. Blev hun for besværlig, så smuttede han da bare uden hende.

”Frygt ej! Jeg skal nok forsøge at få dig ud herfra, snuske.” Ja, der røg lidt mere af helteglansen, hans kæft var ikke specielt ren, heller ikke efter en omgang sæbe. Hurtigt trådte han hen og tog hendes udstrakte hånd. ”Vi må hellere skynde os, inden der dukker flere af de klamme ting op.” Han forsøgte virkeligt at virke charmerende og sikker, men hans blik blev ved med at flakke mod døren og han havde tydeligvis travlt med at komme videre. Så snart hun var ude af sengen, hev han hende hen til døren og så ud i gangen. Tomt for nu.
”Øhm, ved du hvilken vej der er ud?” Han skævede til hende. Trods den alt for dækkende natkjole, var der nok at se på og noget fik lidt mere travlt med at komme videre.

Jezebel fik bakset sig ud i sengen mens hun holdt kniven skjult med en smule besvær, men hun kunne næsten have sparet sig besværet, for det lod bestemt til at han havde slugt hendes ungmø historie, med madding, lure og line! Alligevel valgte hun at holde den skjult bag sin krop som han trak hende med videre på umådelig ugalant vis.

"D-der, men der er fyldt med dem den vej!" svarede hun og nikkede i den retning hovedtrappen var "Men! jeg har set andre folk, rigtige folk, komme fra den anden retning. Jeg tror måske der er en bagtrappe, eller måske en tjeneste indgang den vej" foreslog hun forsigtigt. Bagtrappen var reel nok, men det var bestemt ikke en hurtigere vej ud. Tvært imod. For at gøre det endnu bedre havde hun netop fået en tjener i stilling på den sidste del af trappen, lige rundt om et skarpt hjørne.
Han havde fået den første af hendes tjenere ned let fordi hun ikke havde været forberedt, men de næste ville bestemt ikke ligge sig så let som den første!

Randall var allerede ved at gå den vej, hun startede ud med at udpege, men han stoppede ved hendes ord om en bagtrappe. Det lød meget fornuftigt, måske det var en bedre idé.
”Bagtrappen det er.” At hele scenariet virkede urealistisk og særdeles sært, vidste Randall på en måde godt, men ærligt talt havde han prøvet ting, der var mere lige ud af vinduet og der var jo ikke andet for end at prøve. I bedste fald reddede han den skønne dame og fik noget på den dumme, i værste fald døde han langsomt og smertefuldt. Hvilket han jo ikke døde af. Og minderne kunne han drikke sig fra. Så nu kastede han sig over eventyret i håb om det positive udfald. Lidt lykkeridder var man vel.

Gangen forblev tom og det samme gjorde trappen. Sværdet forlod ikke hans hånd og han havde stadig fat i kvindens med den anden. Han ville slippe hende i sekundet det blev nødvendigt og efterlade hende til sin egen skæbne, hvis han havde muligheden for at slippe ud. Der var ingen medfølelse eller loyalitet i Randall, hverken over for andre - eller sig selv. Men han kom først. Altid.

I bunden af trappen skulle de rundt et hjørne. Med ryggen til muren sneg han sig hen til kanten og kiggede rundt. Lige ind i ansigtet på endnu et væsen, denne gang knapt så råddent, men stadig forbi sidste holdbarhedsdato. Væsnet kom væltende rundt om hjørnet og Randall kom med et brøl af forskrækkelse og, ja, også lidt skræk, for fy for Zaladin. Klodset væltede han tilbage og snublede over nederste trin i trappen, hvilket fik ham til at vælte bagover. På en eller anden måde fik han spiddet den udøde, som landede oven på ham. En eller anden lyd kom fra den og den begyndte at rage efter hans ansigt. Et meget lidt mandigt skrig kom fra Randall, der skubbede væsnet af sig, kom på benene, mens han trak sværdet til sig, og begyndte at hakke den stakkels udøde i småstykker.

Jezebel, der var ganske forberedt på overfaldet, kunne aldrig have forberedt sig selv på den scene af mandsmod der udspillede sig foran hende. Et hvin forlod hendes læber, og hun trådte hurtigt til side som manden væltede, så han kunne slå sig grundet på trappen i stedet for hende. Et par tårer løb ned af hendes kinder. Tåre af svært tilbageholdt latter, men det behøvede han ikke at vide!

Ungmøen brugte et øjeblik på at genvinde fatningen mens hendes helt kom på benene. Mentalt talte hun ned. 3...2...1... lyden af en knirkende dør der gik op bagved dem "Der er flere på vej!" gispede hun, og klamrede sig tæt ind til ham. "Hvad skal vi dog gøre?!"

Jezebel havde ikke blot ladet sig trække rundt af den ucharmerende mand. Hun havde skam dirregeret sine tropper på plads igennem huset, klar til at springe frem på kommando, og lede dem gennem hendes rædselshus. Der ville ikke være tid til pauser, ingen tid til at få vejret. De stod i gemt i rustninger på gangene, klar til at hugge ned mod ham, de stod bag dørene, klar til at snige sig - eller rettere vade - op bag ham mens han overvejede om han skulle til højre eller venstre. Og hvis han, mod forventning, skulle overleve hele vejen igennem, ville hans belønning vente på ham i kælderen, ved vejens ende.

Det tog ikke mange hug for Randall at dele det levende lig op i små stykker. De hang åbenbart ikke så godt sammen i deres rådnende kød. Forpustet så han forvildet ned på delene, klar til en pause, men kvinden sprang på ham og fortalte ham skrækslagent, at der var flere på vej. Flere?! Randall mærkede sit hjerte synke, hvor mange var der af disse væsner?! For et sekund var hans hoved tomt, men så hankede han bestemt op i kvinden.
"Vi kæmper os ud!" Med vi vidste han godt, at han mente ham. Kvinden virkede hjælpeløs. Typisk kvinder! Så han flyttede lidt på sværdet i hånden, så det lå bedre, og begyndte så at gå ned af gangen med hende skubbet halvt bag sig. En rigtig ridder. Host.

Under hendes guiden, bevægede han sig igennem huset. Der var ingen tid til at få vejret eller orientere sig sig. De udøde væltede frem fra alle steder, hvor end der var en lille krog, de kunne gemme sig i. Selv de opstillede rustninger vågnede til live! 
På et tidspunkt slap han kvinden for at trække sin lange kniv, der var for mange til kun ét våben! Så med hjælp fra de to skarpe våben og hvert eneste beskidte trick han havde i bogen, som han havde lært igennem tiden, kæmpede han sig igennem bygningen, udød for udød. Selvfølgelig kom han til skade, men ikke noget vanvittigt alvorligt, selvom han godt nok blev overrasket af en udød med en kødøkse fra køkkenet. Men de bevægede sig ikke så hurtigt, det var mere mængden af dem, der var det farlige.

Og her viste Randall noget, som man ikke så ofte fik lov at se. Taktik og egenskaber inden for kamp, der meget tydeligt viste, at han engang var blevet trænet til at være soldat. Han havde ikke glemt det, han brugte det bare sjældent. Det lå skam på rygraden af ham, hvordan man overlevedes en situation med mange fjender, han havde trods alt deltaget i en krig for mange, mange år siden. De fjollede hvin og useriøsiteten forsvandt fra ham for et øjeblik, som han koncentrerede sig om at overleve. Og få kvinden med, selvom han var ved at glemme hende et par gange.

Han var så travlt optaget af at slagte væsner, at han ikke bevidst opfangede, at hun ledte ham ned i kælderen og ikke ud til bagdøren eller hoveddøren eller hvilken som helst udgang, han kunne forlade huset ud af. Det var først, da han havde slagtet det sidste væsen for foden af trappen, at han forpustet, svedig og med en træt krop og ømme arme kunne se rundt i det underjordiske rum.
"Hvad i Zaladins rådne tænder laver vi i kælderen?!" Med et seriøst strejf af vrede så han på kvinden og rettede det ene våben mod hende, selvom hans arm var så tung, at han knapt kunne løfte den.

Jezebels øjne blev store da han pegede sværdet mod hende, og hun trak hænderne ind til sig. "Jeg.. jeg viste ikke hvad ellers jeg skulle gøre! De, de var alle vejene, de blokerede alle udgangene!" fremstammede hun mens tåre vældede op i hendes øjne. Hun pillede nervøst ved natkjolens samling ved hendes hals "Jeg vil ikke dø..." orderne var næsten som en hvisken inden hun så på manden gennem sine lange øjenvipper "Men.. hvis vi skal dø i denne.. mørke, kolde kælder så.." hun trak langsomt i sløjfen til den løsenede sig "Så... vil jeg ikke dø...urørt" det sidste ord viskede hun næsten uhørligt, skamfuldt. Hun trak kraven åben, lavede et lille rul med skuldrene og med ét lå natkjolen på gulvet om hendes fødder.

Jezebel havde endnu ikke besluttet sig for hvor langt hun ville lade denne lille maskerade fortsætte. Han var ganske fornøjelig, og havde vist sig faktisk også at være kompetent til et punkt hvor hun kunne bruge ham til andet end at tømme sin natpotte! Rettere, hun skulle ikke bruge ham  til noget, men blot hans døde, livløse krop. Hendes fingre sitrede nærmest om håndtaget på kniven, som hun havde holdt skjult halvt bag sin egen krop hele vejen herned. Det havde ikke været svært. Han havde haft mere end rigeligt at se til med at hugge hendes tjenere i småstykker. Åh det ville tage evigheder at samle dem alle sammen igen... men det var så sandelig det værd!

Randall var vred, sådan rigtig, hvilket ikke skete så ofte igen. Det var sjældent at han fik hidset sig selv nok op til at blive mere vred en bare lidt irriteret, han var simpelthen for ligeglad over det meste til at gide. Men han havde ved Zaladins stinkende røvhul kæmpet sig igennem et helt hus fyldt med livende lig og nu stod han i kælderen?! Hvor var udgangen henne?! Hvorfor havde hun ført ham herned?! Mistroen blomstrede hurtigt, som han havde en fornemmelse af, at hun havde gjort det med vilje. Men hvorfor? Hans sværd forblev rettet mod hende, som hun fik tårer i øjnene og begyndte at pive. Selvom han var glad for damer, var han også ret immun over for deres små tricks som tårer og…

Hans hoved blev tomt, som kjolen faldt til gulvet og en ganske nydelig krop kom til syne. Lige et sekund, var det en anden del af hans krop, der overtog styringen, hvilket nok kunne ses i hans ansigt, som han overrasket spærrede øjnene op og sværdets spids faldt en smule. Nøgen kvinde. Der hintede til ikke at have ligget med en mand før. Alt i ham skreg efter at kyle sværdet væk og tage denne underskønne kvinde i sin favn, men det skete ikke. Sværdet blev rettet op igen og han fik en rynke i panden. Det hele stank så langt væk af… ja, af hvad? Han vidste det ikke, men noget var forkert.

”Hvad er du ude på?” Mistroen var tydelig i hans stemme og han trådte et skridt tilbage, væk fra hende. ”Hvad er det her for et hus?” Han løftede den ene hånd og svingede rundt med en finger, en unødig, men sigende gestus. Selvom hans opmærksomhed var rettet mod den nøgne kvinde (åh gud, kunne situationen dog ikke bare have været en anden!), var han stadig klar over, at der kunne komme flere af de der væsner, så han var skam også opmærksom på sine omgivelser.
Hele hans kropssprog havde ændret sig fra soveværelset til nu, ikke bare fordi, at han var blevet træt, men fordi han efterhånden havde regnet ud, at han var ved at blive snydt.

Jezebel gispede let da han rettede sit sværd mod hende. Ej, det var jo ikke meningen! Hvorfor kunne den irriterende mandsling ikke bare give efter for sine lyster og dø en lykkelig mand? Var det virkelig så svært?!
Hun holdt spillet oppe, og trak sig forskrækket en smule tilbage. "Jeg ville jo bare.. jeg troede..!" en tåre løb ned af hendes kind mens hun stirre på ham med store, uforstående øjne, bare for ekstra effekt. "De-de kan ikke komme herned. Jeg blokerede døren! Det er lavet til at holde ting inde, men det kan også holde dem ude! Jeg-jeg har selv set nekromantikeren gøre det!" fik hun fremstammet og trak sig endnu et skridt væk mens hun rystede på hoved af sig selv. "Vi kunne ikke komme til døren! Det-det hele gik så stærkt, jeg kunne ikke komme på noget andet!" endnu en tåre faldt.
Et ganske ægte gisp forlod Jezebels læber som hendes sidste skridt bragte hendes bare ryg mod kælderens kolde stenmur. Det lod til hun havde valset sig selv op i en krog. Ups.

Det var slet ikke Randall at true smukke nøgne kvinder og det var da næsten til at gøre ham helt ked, men nej, hun havde lokket ham i en fælde, han kunne mærke det. Men hvorfor? Og hvad var de ting, han havde skåret i småstykker i hvad der føltes som en evighed?! Havde hun noget med dem at gøre? Der var så mange spørgsmål, men hans opmærksomhed var halvt ved hans egen vrede og træthed, halvt ved den nøgne krop og de store øjne, der begyndte at spytte tårer ud. Han vidste ikke, hvad han skulle tro og tænke, han var udmattet og vred og tørstig, ved Zaladin!

Så da hun bakkede væk, fulgte han et enkelt skridt efter, stadig med stålet rettet mod hende. Han havde ikke planer om at skade hende, men han ville vide, hvad der foregik!
"Hold op med at lyve! Og fortæl mig, hvad du er ude på?!" Han hævede stemmen og de normalt nogenlunde venlige grå øjne var mørke af den vrede, han ellers normalt sjældent blev drevet ud i. At han måske skræmte hende med sin størrelse, sin vrede og sværdet, ja det kunne han altså ikke tage sig af. Han ville ud herfra. Han var lige livet op fra en død og han var sulten, tørstig og mentalt udmattet. Træt som en i dødsriget, efter at have hakket og skåret og kæmpet sig igennem dette forfærdelige hus.
Nej, han ville ikke skade hende, det lå ikke til ham at sable nøgle, forsvarsløse kvinder ned - ikke med et sværd i hvert fald - men han ville have svar.

Jezebel sukkede, dybt og opgivende. "Okay så lad da gå" svarede hun, og rettede sig op, al frygt fuldstændig væk i hendes stemme og holdning. "Jeg havde i sinde at knalde dig til en af os ikke kunne mere, og så smide dig på porten. Ganske simpel plan, og bestemt ikke en af mine stolteste, men du gav mig ikke ligefrem meget tid til at forberede mig Hr. Lurer!" beklagede hun sig, og lagde en arm over brystet.
"Så pak dit sværd væk, og vis mig dit stål hvis du er mand nok til det!" klukkede hun "Oh, og ingen grund til at frygte tjenerne. De er harmløse, virkelig. Du var aldrig rigtig i fare kæreste" forsikrede hun ham "Nekromantikkeren der skabte dem er gammel og senil. Den eneste fare der er her, er hvis du falder på dit eget sværd"

Det var selvfølgelig alt sammen en stor, fed løgn. Jezebel havde ingen intention om hverken at knalde ham, eller lade ham gå, og han havde så sandelig være ganske meget i fare hele vejen igennem. Ikke så meget som han kunne have været, men bestemt i fare alligevel.

Randall spærrede de grå øjne op som kvinden pludseligt rettede sig op og skiftede holdning. Han havde haft ret! Hun snød ham! Der var ikke længere noget frygt over den nøgne kvinde og hendes ord langt fra, hvad hun ellers havde sagt. Han stirrede chokeret på hende, mens hun talte.
Hvis hun troede, at hendes direkte tilbud ville have knækket ham og hans vrede og han havde smidt bukserne med det samme, så tog hun grueligt fejl. Faktisk blev han om muligt endnu mere vred. Ikke over at hun troede, at han ville kneppe hende uden videre, det ville han gerne, men hendes or dom, at de der ting, ikke havde været farlige… Hans kæbemuskler begyndte at arbejde som hans mave trak sig sammen i arrighed.

Han blev stående tavst for et øjeblik, inden han rettede sig op og trådte væk fra hende, dog stadig sværdet i mod hende.
”Ingen fare, siger du? Perfekt, så kan jeg selv finde vej ud fra det her skingrende sindssyge hus.” Han agtede ikke at tage hendes opfordring og vise hende hans ”stål”, så desperat var han alligevel ikke! Han ville ud derfra! Så han begyndte at bakke tilbage mod trappen, indtil han var langt nok fra hende til, at han følte sig tryg nok til at vende ryggen til hende og koncentrere sig om turen op af trinene mod døren. Der stod nok endnu en flok af de der væsner udenfor, men hvis de ikke var farligere end som så… Han knugede om sværdets skæfte, klar til mere kamp.

Jezebel sukkede let og trak på skuldrene som han trak sig væk "Som du vil!" svarede hun blot, og rakte ned efter sin kjole. Huset generelt var på ingen måde tæt nok til at holde på varmen, og selvom kælderen til tider var mere tempereret end resten, var årstiden imod hende. Det var ret ud sagt, pisse koldt, og hun hadede at blive forkølet.

Mandens afvisning lod ikke til at tage synderlig hårdt på hende, det var nærmest som havde hun forventet det. Hun havde smurt for tykt på i sin iver, det var forståeligt nok. Og ærligt havde hun ingen intention, eller lyst, til at ligge i med lueren.
Men hun kunne heller ikke tillade ham at forlade stedet i live. Hvad end der havde tilladt ham at dukke op i hendes aller helligste lod ikke til at være noget han kontrollerede særlig godt, men han var kommet for tæt på for nemt. Havde han haft ondt i sinde kunne han havde dræbt hende der - permanent.

Hun lod ham forlade kælderen, og udenfor døren stod de døde ganske rigtig endnu. Men de angreb ikke. De stod bare tavse og ubevægelige som han passerede dem.. Jezebel talte hans skridt som de rungede ned af trappen, og når han var noget et par meter ud af kælderdøren, ville de døde falde på ham på ny. Men ikke en af gange som før. Nej. De ville vælte over ham som en flodbølge, kroppe og afhuggede lemmer i en nådesløs storm. Om han var heldig, og en af dem dræbte ham hurtigt, eller om han ville dø langsomt, mast under det voksende bjerg af dødt kød var hende ligemeget. Hun havde haft sit sjov, og nu var legen slut.

Kvindens manglende forsøg på at stoppe ham, burde have advaret ham, men han var vred og han ville ud! Han havde brug for en kande øl eller ti efter denne oplevelse og det fik han tydeligvis ikke her!
Så han fik åbnet døren, klar på at forsvare sig. Men ingen af væsnerne angreb ham, de stod bare. Som en uhyggelig parade. Med sammenknebne mistroiske øjne holdt han sværdet parat og bevægede sig opmærksomt ned mod døren, der var til at se fra der, hvor han kom op af kælderen. Først skete der intet. Men så…

De døde begyndte at bevæge på sig og han huggede hurtigt den nærmeste ned, men de bevægede sig alle sammen i mod ham og det tog dem ikke lang tid at overmande ham. De kastede sig simpelthen over ham og lige meget, hvor meget han kæmpede, kunne han ikke komme fri. De var for mange! Bandeordene føg ud af munden på ham, men snart begyndte han at mangle luft. Han ville ikke komme fri.

”Hjælp!” Han ville have råbt det højt, men det blev lidt forpustet og svagt, og han havde nær aldrig fået luften ned i lungerne igen. Vægten var for meget. Han blev mast til døde! Endnu et forsøg på at komme fri, men han kunne ikke rigtigt bevæge sig og langsomt begyndte alting at blive lidt sort i kanterne. Hans brystkasse kunne ikke hæve sig og han genkendte fornemmelsen af at blive kvalt. Trods at han vidste, at det kun var ubehaget før han var fri igen, forsøgte hans krop at kæmpe i mod. Hans lunger brændte smertefuldt, han hørte knogler knage og hans krop var i smerte. Og endeligt begyndte mærket at trænge sig på, han vendte det hvide ud af øjnene og først kom bevidstløsheden, inden døden snart tog over og sendte ham…

… direkte ud i en sø, men han var hurtig nok til at komme på benene, dybere var der ikke. Hostende og harkende spyttede han vand ud. Fy for Zaladin og hans rådne røvhul! Vandet var koldt, men luften noget lunere, så han regnede hurtigt ud, at han var landet i Medanien. Godt! Langt væk fra den heks i sneen!

Mandens eder rungede ned af trappegangen til Jezebel mens hun gabte og strakte sig. Hun vendte kniven lidt mellem fingrene mens hun ventede, næsten skuffet over hun ikke havde fået chancen for at stikke ham ned selv.. men igen, det her var så meget nemmere, og rodede meget mere.

Hun sukkede ved den tanke. Så mange tjenere han havde hugget ned på sin vej! Det ville tage hende en evighed at sætte dem alle sammen igen, hvis de da overhoved kunne reddes. Ak ja, det var prisen man betalte for sin sjov.
Da hun var helt sikker på han nok var død, og de eneste lyde der nåde hende var fra hendes egne, forcerede hun trappen, og delte havet af dødt kød, for at se på den nyligt døde.

Hun sparkede engang til liget for at sikre sig han var helt død, og lavede en lille tilfreds lyd da hun indså det var tilfældet. Det lod oven i købet til at han havde været så flink at blive kvalt ihjel! Fantastisk, det var mindre arbejde til hende! Rolige knælede hun ned og tog hoved mellem hænderne, et panisk udtryk frosset på slidte ansigt. En mand der havde været gennem meget, uden tvivl. Det var næsten en skam hans liv skulle ende her.. Ak ja, sådan var det nu. "Din opgave er at indsamle delene fra alle i huset du har fældet, og dit navn.." et smil bredte sig på hendes læber "Er Sandra"