Sted: Kroen den Skallede Musling i Piratbyen
Tid: Sen eftermiddag
Vejr: Let blæsenede og mild regn.

Den Skallede Musling var som Amalia huskede den. Selve krostuen virkede mindre på grund af de skrånende planke vægge, hvor at regnen dryppede ned af. 
Dunsten af sved, blod, tårer og sæd der hang tungt i luften i lokalet, kæmpede med røgen der klistrede til næsen, der kom fra piber og andre... ting. Lokalet var fyldt med alverdens afskum, der skiftede i mellem at sidde i skumle klynger og hviske med hinanden, til folk der højlydt råbte af hinanden imens de spillede terninger, dog uden at deres knive blev trukket... endnu. 
Største delen af klientellet lod til at tænke at et bad var noget man fik når man var til søs, og mængden af salt i deres klæder bevidnede dette.

Amalia rystede det værste regn af hendes hat, hvorefter den prompte vendte tilbage på sin plads på hendes hoved. Hendes lange blonde hår sad i en løst lavt siddende hestehale. Hendes klæder var lyse næsten forårs lignende farver, brudt af det lyse læder stammende fra hendes lange frakke samt lange støvler.
Med faste skridt gik hun op og bestilte noget at drikke, ikke at de solgte andet end sprøjt her, men det var bedre end intet.
Den mandlige ork der stod bag disken rakte hende et krus der mest af alt var skum, i det mindste var betjeningen hurtig. Hun henvendte sig til ham "Morgana Hjerteknuser, hvor er hun?" hun sagde det højlyt nok til at de fleste ville kunne høre det. Hun havde hørt rygter om at hun var endt her.
Hendes klare blå øjne gled søgende hen over mængden. Jo mindre tid hun brugte her, jo bedre. 

Spørgsmålet nåde det meste af den lille knejpe, og der blev overraskende stille. Skarpe blikke over halvtomme krus var rettet mod hendes ryg og selv et af kortspillene var gået i stå.
Orken lænede sig indover disken mod Amalia, hans brede overarm i fokus "Hun vil ik' forstyrres. Og det er skide ligegyldigt hvem du tror du er" svarede han bistert.

Et blik rundt i kroen ville afsløre det var en holdning delt af de fleste derinde. En kro fyldt med bund slammet af piraternes by. Det mandlige bundslam. For overraskende nok lod det til at der ingen kvinder var til stede på Den Skallede Musling denne aften. Med undtagelse af én.

Morgana Hjerteknuser sad i krostuens hjørne, med fødderne på bordet, et krus i den ene hånd og en lille pipe i den anden. En gang havde hun været en kendt kaptajn i byen, og ville aldrig i sit værste mareridt have befundet sig på et sted som Den Skallede Musling. Hun havde været nogen. Nu sad hun på et hul af en kro, og havde været nød til at charmere sig ind på hele kroen for at få fred.. og for at komme ind til at starte med. Uden en mønt til sit navn, var der ikke andet for.
Selv hendes udseende bar præg af denne nedgang. Hun havde været kendt som en skønhed, frisk og fræk. Nu hang hendes hår fedtet og glasløst ned foran hendes ansigt, og al pynt det engang havde indholdt solgt for længst. Alt hun havde tilbage var det plettede sæt tøj hun gik i, og den lange kniv hun bar i støvlen. Hun solgte hellere sin krop end sit sidste våben.

Den pludselige stilhed var slående, en ting som Amalia ikke havde ventet ville ske på Den Skallede Musling. Orkens bistre bemærkning ignorerede hun, for at ligge en mønt på disken og forlade baren.

Amalia rystede på hovedet, så mange uduelige folk på et sted. 
Som Amalia gik mod et bord nær hjørnet med hvem hun antog var Hjerteknuseren, sang hun sagte for sig selv. Hver en mand der hørte hendes sang rejste sig prompte op og forlod krostuen, med et var næsten halvdelen af udskuddet gået og en anden halvdel begyndt at hviske højlydt om det var kaptajn 'Sirenesang' der var til stede.
Amalia ignorerede dem og satte sig ved sig bord, henkastet satte hun sig så hun sad med front mod Morgana, dog med to borde i mellem dem. 
Adræt smed kun støvlerne op på bordet sammen med en klingende pung "Jeg kunne godt bruge en som Morgana Hjerteknuser ombord på mit skib, en skam at hun ikke vil forstyrres" sagde Amalia ud i luften, hvorefter hun satte sig til at lege med en skindende mønt. Fik hun monstro bid?

Morgana rullede med øjnene under det fedtede hår, og med en lille gestus med piben fortræk de sidste mandfolk sig. Morgana skævede lidt rundt i rummet. Hun havde ikke forventet de var gået så nemt... før i tiden ville der have været protester, folk der nægtede at forlade hendes side..

Hendes blik faldt tilbage på Kaptajnen der nu havde taget plads. Morgana stak piben i munden igen og tog et langt, træt sug. Efter duften at dømme var ikke ikke tobak der blev brændt i det lille hoved. "Virkelig? Jeg har heller hørt hun er faldet af på den og er gået i land.. at hun ikke er to potter pis værd længere.." Morganas hoved tiltede tænksomt opad og en rødsky forlod hendes næsebord "Så hvad har Sirenesang hørt siden hun mener hun skal bruge hende? ... eller er Kaptajnen blevet så desperat at et gammelt, afdanket mandskab er det eneste hun kan få råd til?" der var ikke rigtig noget bid i hendes kommentarer, så meget som de svælgede i selvynk. 

Amalia kunne ikke andet end le ved Morganas første kommentar, det var en varm latter, uden hån og spot.
"Ah så hun vil forstyrres?" Amalia rejste sig og smed sig på en stol overfor den rygende"Ganske simpelt, hun var nogen, eller rettere en af de bedste og jeg har tænkt mig at samle et mandskab kun bestående af de bedste" hun smilte bredt. Det lod til at hun var ved at få hende på krogen.
"Historierne om hendes eventyrlyst er mange, og det siges at hun har skattekort tatoveret på sig" fortsatte Amalia. Hvorefter hun rakte hånden ned i posen, lyset reflekterede fra de skindende metal objekter hun trak op, og lagde på bordet. Da hun løftede hånden tre stykker af det hårpynt Morgana havde solgt.
"Så spørgsmålet er, er du Morgana Hjerteknuser? eller Morgana den Hjerteknuste?" Hun havde intet imod at prøve at få lidt livmod tilbage i kvinden foran hende, dog havde hun intet at bruge en der havde givet op på livet til. Hendes spørgsmål var dog ganske sandt, hun kunne bruge Hjerteknuser, ikke den Hjerteknuste.

Morgana trak bare på skuldrene med en lille grimasse. Hun havde bedt mændene om fred, men havde bestemt ikke regnet med at der faktisk ville ske noget interessant! Hun havde ikke regnet med der ville ske meget andet end hende der sad der, og på et tidspunkt ville de komme nok til deres sanser til at smide hende tilbage ud på gaden. Et par timers tag over hoved, og et sæde under røven..
Morgana fulgte Sirenesang med blikket som hun flyttede sig over til bordet.
Det her var bestemt ikke hvad hun havde forventet af sin dag. 

Morgana drak langsomt af sit krus og satte kruset fra sig. Hun lyttede til kaptajnens ord, om historierne og rygterne.. hendes legende.. Morgana rakte ud og rullede det ene smykke lidt frem og tilbage over det skæve bord. Smykkerne hun havde solgt.. Hun så op og mødte Amalias blik. Havde tossen fulgt det spor af smykker hun havde efterladt til at finde hende?! Det var alligevel dedikeret.. Så hun var der ikke bare for at gnide salt i såret.

Morgana lagde hånden mod bordet et kort øjeblik, og de fremlagte smykker forsvandt på mystisk vis op i hendes ærme og fnøs. "den hjerteknuste? Var det den bedste du kunne finde på?" spurgte hun og tog piben ud af mundvigen. Hun lænede sig en anelse frem "Det er sødt, virkelig! Men sig mig.. I tilfælde af at jeg tog med, og du fik samlet denne besætning.. hvad er så din plan?"

Amalia smilte endnu en gang, så havde det været tiden værd at støve hår smykkerne op! og at undlade at sælge dem til en af Hjerteknusers rivaler. At se Morgana sidde og rulle smykket mellem hendes fingre, var yderst spændende. Morgana sad trods alt med muligheden for at få hendes selv tilbage var, at blive hvem hun var igen!

"Til mit forsvar, så havde jeg ikke forventet at du ville se så sølle ud" svarede Amalia, imens at hun lo. Hun lænede sig selv lidt længere frem "Jeg har tænkt mig at gør noget som ingen har turdet gøre endnu... vi tager Toropolis Isla, gør den til vores og derfra har vi adgang til hovedstadens havn, hvor at det rigtige bytte ligger" Amalia lænede sig veltilfreds tilbage, alt imens at hun med legende fingre viste at hun stadig havde det sidste af Morganas hårsmykker.
Med et knips fløj smykket op i luften over midten af bordet, ville Hjerteknuser mon gribe det? Ville hun tage imod tilbudet?
Amalias øjne fulgte nysgerrigt smykket imens det faldte igennem luften.

Morgana fnøs, men et lille smil viste sig alligevel på hendes læber "Det er et fremragende look når man ikke vil forstyrres" hun mødte den anden kvindes blik "Eller det var det" rettede hun sig selv. Til trods for hendes anstrengelser havde det ikke afskrækket Sirenesang. Troede hun virkelig på at Morgana kunne blive noget igen, trods sin fremskredne alder? Der var langt fra at snørre en kro af liderlige pirater til hvad hun havde været! Men så igen..

Morgana lyttede til Kaptajn Sirenesangs plan, og det hun hørte fik hendes bryn til at samle sig en anelse og hendes mund til at hænge en anelse åbent. Det var jo vanvittigt, selvmord! Kvindemennesket var fuldstændig fra forstanden!

Smykket blev grebet inden det var nået halvvejs mod bordet, af en storsmilende pirat med et gyldent glint i øjet. "Hvornår sejler vi?".

Morganas måben, morede Amalia kosteligt. Hvorefter det bredeste smil bredte sig på hendes læber, Hjerteknusers eventyr lyst var i sandhed så stor som historierne sagde!
Sirenesang lo muntert, åh de skulle nok få det sjovt sammen de to!
Hendes hånd ramte bordet hårdt, og de halvtomme krus dansede kort hen over bordet. "Velkommen ombord! Vi sejler når du igen ligner dig selv" hun lo muntert. En enlig mønt trillede ned fra bordet, og ekkoede gennem den ellers tomme havneknejpe. "Med dig ombord, vil vi knuse hjerter med den Sorte Sirenes sang!"
Måske var det passende at der var ingen til at overvære denne alliance, de resten af verden ligeledes ej heller forudså, at de med tiden, ville tage den med storm.