Sted: Den gamle slotsruin, Valkars hjem
Tid: Midt eftermiddag
Vejr: Blæsende og køligt med grå skyer på himlen

Vejret var noget helt andet end det, Zofrost havde oplevet, da han kom til Krystallandet. Det første stykke tid havde han levet i ørkenens sand og dræbende varme, spekulerende på, om der overhovedet var andet end det i dette forfærdelige land. Men da hans nye herre havde taget ham med og sejlet ham længere nord på, var skovene dukket op, sammen med græsset og til sidst kulden. Jo længere nord på de kom, jo mere mindede landet ham om hjem. Og det havde mildnet lidelsen ved endnu engang at være om bord på et skib. 

Tiden efter overtagelsen var gået hurtigt, hans nye ejer holdt ham i gang. Samtidigt sørgede han også for ham, noget Samael ikke havde haft hjertet med i - han fik mad og så nu knapt så knoglet ud som før. Han havde lånt en kniv og selv skåret det meste af det lange hår af, så det nu kun gik ham lidt længere end til skuldrene. Det havde hjulpet en del på hans udseende. Maden havde givet ham lidt fylde og håret så nu ikke så slidt og sygt ud som før. Han så mere levende, mere menneskelig ud. Selv de kraftigt frostblå øjne havde lidt mere gnist, som han også havde haft mulighed for at sove og hvile ud. Selv hans tøj så nogenlunde nyt ud. Ud over et par nye bukser, havde han fået en løs skjorte i en beige farve. Det var længe siden sidst, at han havde haft noget til at tage på overkroppen. Sko var han blevet tilbudt, men havde hurtigt valgt at aflevere dem tilbage, det brød han sig ikke om. Det var alt for mange år siden, at han havde haft fødderne i sådan nogle.

Ikke at piraten var en behagelig herre. Nok var han ellevild med Zofrosts evne til at skifte skikkelse, men man skulle ikke gøre den mindste lille ting forkert. Balthazar var sindssyg og Zofrost havde allerede været offer for hans korte lunte, hurtigt skiftende humør og hang til afstraffelse mere end én gang. Det var ikke noget nyt, ikke en af de forskellige ejere Zofrost havde haft, havde virket bare nogenlunde normale. Og smerte var alligevel så stor en del af hans liv, at han trods det, følte sig rimeligt godt tilpas hos dæmonen. Nok ville han ønske, at han kunne slippe væk, men det var bedre end så meget andet.

Denne gang var han blevet sendt ud på et ærinde alene. Det var kun sket et par gange og på en måde følte han sig stolt over det. Og lettet. Nok skulle han skynde sig, men han havde tid nok til at undersøge sine omgivelser. Lære landet og dets nye dyr og planter at kende. I sin dyreskikkelse luntede han igennem det kolde landskab, der havde fået et strejf af sne. Nogen havde snakket om, at der var faldet større mængder længere nord på og Zofrost håbede, at han nåede at opleve det, inden det smeltede igen. Der havde været meget sne i vinterhalvåret i hans hjemland. Og trods manglen på pels og fedt, frøs han ikke i det. Han elskede det. 

I det fjerne kunne han se den ruin, han var blevet sendt hen til. Der skulle åbenbart bo en mand med ting, der var værd at stjæle. Især én ting, som Balthazar havde været meget ivrig efter at få fat på. Hvad den kunne, vidste Zofrost ikke, men det var en rund kugle i metal, stor nok til, at han ikke ville kunne lukke hånden om den. Skinnende og vejede det samme som en jernkugle i samme størrelse. 
Nu koncentreret om opgaven bevægede han sig nærmere ruinen, mens han sørgede for ikke at være alt for synlig med sin sorte farve i det småhvide landskab. Han var blevet fortalt, at der kun boede den ene mand i ruinen, men derfor havde han nu alligevel sine sanser spændt til det yderste. Men der var ingen lyde, ingen bevægelser ud over nogle fugle, der skræppede op. Og uden problemer nåede han frem til indgangen. Her skiftede han skikkelse, mere lydløs på bare fødder på stenene, der udgjorde gulvet. 
Nu var det bare med at finde kuglen uden at blive opdaget. 

Han var ved at dreje ned af en gang, da en lyd stoppede ham. Det lød som... musik. Harpespil. Hans hjerte bankede hurtigt af forskrækkelse, men spillet fortsatte. Han var ikke opdaget. Hurtigt gik han den anden vej, hvilket viste sig at være klogt. Ned af en trappe ned i kælderen. Og efter at have kigget ind i et par rum, fandt han et rum med skatte. Eller, det var hvad han regnede med det var. Underlige ting. Det meste af det, kunne han ikke sige, hvad var, men han fik hurtigt øje på kuglen. De bare fødder bevægede sig hurtigt hen over gulvet og uden at tænke nærmere over det, greb han den. Den var lettere end han havde fået at vide. 
Uden at vide det, fik hans greb kuglens skjulte åbningsmekaniske til at gå op og han tabte den forskrækket og gik et par skridt tilbage. Det fik ham til at støde ind i endnu en reol, der vippede faretruende og ting begyndte at ryge på gulvet med et rabalder. Kuglen selv begyndte at spille en yndig lille melodi, mens en lille figur, der skulle forestille en dansende kvinde, bevægede sig rundt. Lyd. Lyd over alt. 
Med let panik sprang Zofrost frem og samlede kuglen op. Den var nem at lukke igen og melodien forsvandt. Stilhed. Alt for stille. Harpespillet var holdt op. Hurtigt styrtede han ud af rummet og mod trappen op til udgangen. Nu måtte han da være opdaget.

Tiden efter midvinter ballet var gået hurtigere end Valkar havde forventet, han var ikke helt sikker på hvorfor men sne havde altid en beroligende effekt på ham. Muligvis var det et levn fra det liv han havde haft før det han levede nu, men det var ikke noget han ønskede at dvæle ved for længe.
Hans humør blev sjældent bedre af den slags.

Valkar sad ved sin gulvharpe iført hans normale klæder, bestående af hans lange jakke, skjorte og bukser. Alt sammen af mørke vævede stoffer. 

Hans blege fingre dansede over harpens strenge og skabte harmoni i lyd og sjæl. Musikken fyldte de ellers tomme haller og gjorde hans ellers selv valgte ensomme eksil mere overkommelig. Thanos burde ikke komme og forstyrre indenfor nærmere tid, hvilket passede ham glimrende, da han derved havde længere tid til at planlægge hans næste træk.
Ahh harpespil var godt for hans humør, og gangske glimrende til at få tankerne væk fra hvem han havde været engang.

Og med et brag knustes hans illusion af fred. Skammelen han før sad på lå med et på gulvet, hans sværd var ej hellere at se i salen, samt jakken i det mørkt vævede stof lå henkastet på gulvet. En sagte lyd af tunge vingeslag kunne høres i de ellers tomme haller.
Valkar var rasende, nogen havde valgt at pille ved hans ting, i hans hjem. 
Han skulle nok finde hvem end der vovede at gå imod ham, og de skulle nok komme til at bøde for deres udåd.

Med bare fødder, der klaskede mod stengulvet, løb Zofrost op af trappen og ned af gangen, den vej han var kommet ind. Hans øjne fór rundt, men der var ingen at se. Ikke endnu, i hvert fald. Manglen på harpespil fortalte ham, at larmen i kælderen var blevet hørt.
Han nåede frem til døren ud til forhallen, et kæmpe rum, der føltes endnu større nu, hvor han havde travlt med at komme hen til de store indgangsporte.
Han ville kunne have bevæget sig hurtigere på alle fire, men der var et problem - han havde lukket døren bag sig, for ikke at gøre det alt for åbenlyst, at der var ubudne gæster. Og det var ikke til at åbne de store døre i dyreskikkelsen, så for nu var det nemmere at løbe på to ben med kuglen i hånden.

Som han hastigt bevægede sig igennem forhallen, hørte han en lyd. Vingeslag. Fra store vinger. Med hjertet hamrende af sted og desperationen i blikket bankede han ind i døren, som han havde for meget fart på til at bremse sig selv. Med den frie hånd greb han fat i håndtaget og kæmpede med at få døren op.
Ville det lykkes ham at at nå så langt, at han kunne mase sig ud, ville han kaste kuglen fremad, som han selv ville sætte i et spring og skifte skikkelse i luften og gribe kuglen i munden, inden den ramte jorden og derefter ville han sætte af sted så hurtigt som muligt i den slanke, sorte og skællede krop.

Så han sig over skulderen? Nej, han var alt for travlt optaget af at få den dumme dør op, men hans sanser var spændt til det yderste, så han ville vende sig om, skulle vingeslagene komme tæt nok på, klar til at forsvare sig. Uden våben, som det ikke var noget, nogen havde tiltroet ham endnu. Men hans andens skikkelses tænder og voldsomme klør var også våben nok. For det meste.

Valkar for gennem luften ned af de lange gange, han havde ingen anelse om hvem der kunne have fundet på at ville stjæle fra ham, en ting var dog sikkert, hvem end det var ville blive straffet. En tanke der gav ham et smil på læben. 
Heldigvis for Valkar var gangen han var på vej hen af, en af dem der direkte førte hen til indgangs porten. De få stearinlys og fakler der oplyste gangene blæste ud ved han passeren. 

Mellem to vingeslag hørte han det. Lyden af fodtrin. Hans bytte var nært. Valkars greb hårdt om skæftet på sit sværd, så hårdt at hans knoer var hvide. Lyden af metal mod sten ekkoede gennem gangen, som herold for hans kommen. Frygt, frygt var den følelse hans bytte burde føle. 

Der I indgangs hallen var byttet, en ussel tyv, han fnyste. De gamle vægtæpper blafrede ved hans ankomst og han rakte hånden frem og skabe et gyldent blændende genskær ved dørhåndtaget.

"Usling! Overgiv dig og din straf vil være hurtig!" Råbte han af mandslingen, straffen ville ganske sandt være hurtig, men dog ganske grusom, den havde trods alt forstyrret ham hvor den ikke burde.

Lyden af vingeslag kom nærmere og Zofrost hev i døren. Og den åbnede. Men for sent, som hvem end der kom efter ham, tydeligvis ankom, som luften omkring ham bevægede sig i bølger fra de store vinger og dørhåndtaget begyndte at skinne. Hurtigt vendte Zofrost sig om og så op på manden med... vinger. En mand med vinger, vinger der så ud til at tilhøre en rovfugl. Selvfølgelig havde han set engle før, men ikke ret mange gange. Næsten ikke. Og dette lignede ikke dem, han havde set, ikke med de vinger. Et strejf af frygt gik igennem ham, som hans blik ramte sværdet.

Men frygten blive hurtigt erstattet af noget andet, som manden råbte af ham. "Din straf vil være hurtig". Vreden og hadet kom væltende ind over Zofrost som en tidevandsbølge. Straf. Denne mand, vinger eller ej, var ikke hans herre. Ikke hans herre. Og derfor skulle Zofrost ikke finde sig i at blive straffet. Eller truet med at blive straffet. Denne mand havde ingen magt over ham. 
Tanken fik ham til at blotte sine tænder let, inden han langsomt gik ned i knæ og lagde kuglen på gulvet. Ingen grund til at kaste med den, hans herre ville nok blive vred, hvis den ikke var i hel stand, skulle han få den med sig herfra. Så snart han havde rettet sig op igen, kneb han kort øjnene sammen og sprang så op i luften efter manden.

Så snart hans fødder var af jorden, skiftede han til sin imponerende dyreskikkelse, der nærmest bestod af skæl, læder, tænder og klør. Det store gab havde retning direkte mod mandens ene vinge, det mest sårbare sted, der var længst væk fra sværdet.
Lykkedes det ham at gribe fat i vingen, ville han bruge sin egen vægt til at forsøge at få manden mod jorden. Skulle det lykkes, ville han forsøge at bruge sine klør til at kradse så meget i stykker som muligt af fjer, hud og kød.
Fik han ikke fat, ville han lande elegant på alle fire på jorden bag englen og med det samme sætte af mod ham igen.

Valkar lo hånligt da mandslingen langsomt gik på knæ for ham, han slog atter en gang med hans vinger der fik vægtæpperne til at blafre. Det her blev lettere end han havde forvent ... Ah... Mandslingen var et formskiftende monster.  Valkar sukkede kort, men smilte et bredt smil, hans bytte var lige blevet langt mere spændende.

Bæstet var hurtigere end han ventet, gabet med tænderne kom faretruende tæt på hans ene vinge, i sidste øjeblik skabte han en flade af lys bæstet fik sat tænderne i. Bæstet fik trykket Valkar ned til jorden, han bandede for sig selv, han var ude af træning.
Valkars støvler ramte stengulvet hårdt, han holdt vingerne bredte bag sig, da det lod til at bæstet gik efter dem.
I det bæstet ramte jorden havde det nærmest allerede sat af, og var på vej mod ham igen. Hvis Valkars finte virkede ville bæstet gå efter vingerne som da ville få til at forsvinde, samt hugge ud efter med klingen. Gik bæstet ikke efter vingen ville han afværge det med sværdet.

De skarpe tænder fik fat i et eller andet, men det var ikke en vinge. Eller var det? Lyset skar Zorost i øjnene og han havde svært ved at se, hvad han havde fået fat i. Det smagte ikke af noget, havde ikke rigtigt nogen konsistens, men han havde fat - og holdt fast med de kraftige kæber. Måske var det vingen alligevel, for han sank mod gulvet, som manden med vingerne gjorde. Så snart han kunne mærke gulvet under sine bagpoter, slap han, ikke tryg ved at bide i noget, han ikke vidste hvad var. Straks forsvandt vingen fra ham, og så snart han landede på jorden, var han klar til at sætte af.

Vingerne var flyttet om bag manden, så nu var der ikke andet for end et direkte angreb. Hurtigt kastede han sig frem mod manden, der svang sit sværd i mod ham. Det stoppede ikke Zofrost, der fortsatte mod ham, gabet mod hans skulder, klørene mod hans brystkasse. De lange, tykke klør kunne flå et menneske op som smør, han havde gjort det så mange gange. Tænderne kunne flå halsen ud på folk. Og de blå øjne udtrykte ingen tvivl om, at han agtede at gøre det mod denne mand.
Sværdet kom i mod ham og han kunne mærke det glide af på de hårde skæl på hans brystkasse. De var ikke umulige at trænge igennem, men en almindelig mand med et almindeligt sværd ville ikke komme langt, medmindre klingen trængte ind den anden vej.

Som ventet sprang bæstet mod ham, han smilede selvsikkert nu havde han det. Klingen sang gennem luft og ramte bæstets brystkasse blot for at prælle af. Valkar spærrede øjnene op i frygt. "Ved Thatos!" udbrød han. Det forbandede væsen var fustrerende! Klinger bidder ikke på dets skæl? Han måtte tænke hurtigt, da tænderne var hastigt på vej mod hans hals. Måske dets skæl virkede som en brynjes? underalle omstændigheder var der ikke tid til at teste det nu.

Han samlede sit sind og lukkede øjnene, med et var han dækket i et blændende lys som at stirre direkte mod solen. Lyset maskederede den flade af lys der beskyttede mod bæstets tænderne klør. Fladen ville splintre kort efter bæstet ramte ind i det, ville det være nok til at Valkar undgik klørene? Under alle omstændigheder ville han bruge hans vinger til at komme op skære et af væg tæpperne fri alt i mens at bæstet var blændet, og hvis tiden var til det, bruge det til at kvæle bæstet. Det lød til trods alt at stadig trække vejret.

Det var så tæt på, at han ville smage mandens blod og mærke sine kløer tage ved, men lige inden hans krop bragede ind i den bevingede mands, dukkede der et skarpt lys op, så skarpt at Zofrost intet kunne se. Det var ikke en krop, han ramte, men igen den substansløse forhindring fra før. Kløerne fik dog fat i tøj, men kun tøj, som han faldt til jorden. Så snart han var på sine ben igen, bakkede han nogle skridt, mens han rystede på hovedet og frustreret blinkede for at få sit syn tilbage. Der var intet andet end lysende pletter og nogle få skygger. Svag bevægelse.  Et strejf af panik gled over ham, han havde ikke oplevet så skarpt et lys før. Ville hans syn komme tilbage? Han løftede en pote og gned den ned over sit ansigt, klar over, hvor sårbar han var, når han ikke kunne se.

Lyden af stof fik ham til at rette det lysblinde blik mod Valkar, for selvom han ikke kunne se, kunne han høre. Og lugte. Men for sent, som tungt stof blev kastet over ham. Begravede ham. Panikken begyndte at sprede sig, som han var fanget. Først forsøgte han at trække sig fri fra stoffet, springe frem, bide i det. Men uden synet mistede han fornemmelsen af sine omgivelser og op og ned og på et eller andet tidspunkt væltede han. Kløerne kom i brug, trak lange huller i stoffet. Men ud kom han ikke. Snerrende kæmpede han vildt i mod stoffet, kun med synet langsomt blivende bedre. Han var et dyr i en fælde med et menneskes logik om, at der kunne skulle et rigtigt stik til med sværdet, før han aldrig kom derfra igen.

Et hånligt smil bredte sig på Valkars læber, morskaben i at se bæstet slås med vægtæppet, var næsten bod nok på at det havde revet hans tøj, næsten. Bæstets skæl var stadig upraktiske, og svære at se imens det lå og spjættede. Med et dyk ned mod bæstet, sang klingen mod bæstets piskende hale, derefter mod flanken, hvor han mindes der ligeledes ej var skæl. Åh hvor han håbede at se sin klinge vædet i bæstets blod det havde gjort ham uret.
Hurtigt trak han sig tilbage igen, for et møde med bæstets klør var noget han for alt ville undgå. Hans vinger gav ham mulighed for at holde god afstand uden det let kunne fange ham.
 "Bæst! returner til din menneske form, og jeg vil skåne dit liv" Rungede det i den ellers tomme indgangs hal. Måske kunne bæstet ikke forstå ham længere, men han ønskede svar. Men hvis det ej ville, måtte det blot føle mere smerte, han skulle nok vinde.

Fanget, han var fanget. Panikken voksede, vandt over vreden. Fornuften. En pludselig smerte skar igennem hans forvirrede sind. Han hale, en skarp klinge havde ramt hans hale. Heldigvis så langt oppe, at den ikke blev skåret helt igennem på grund af tykkelsen, men blodet løb og han var ikke i tvivl om, at kødet var delt helt ind til knoglen. En blanding mellem en snerren og et klynk kom fra ham og for et kort øjeblik kæmpede han endnu mere for at komme fri. Han nåede at høre lyden at stål igennem luften, men kunne intet gøre for at undgå den skarpe klinge, der gled af på hans skæl og ind i siden på ham. Noget der mest lød som et smertehyl fra en hund forlod ham og han snappede ulogisk ud efter sværdet. Men det var også det. Smerten og blodet fortalte ham, at han var overvundet. Kaldte hans mere menneskelige side frem igen, fik ham til at indse, at han ikke kunne noget under det store stykke stof, han kun selv havde fået viklet sig selv mere ind i. Forpustet af både panikken og smerten lod han sig selv falde til ro, liggende på siden. Han kunne stadig ikke se så meget, men det blev hurtigt bedre og snart ville han have synet tilbage. Det var i det mindste beroligende, hvis han ikke lige tænkte på, at han lige nu var meget tæt på døden.

Mandens stemme skar ind i hans sarte ører og det gav et sæt i ham, fik ham til at blotte tænderne og knurre dæmpet. Men han rørte sig ikke. For et øjeblik overvejede han at blive i sin nuværende skikkelse. Give manden et bevis på, at han ikke kunne bestemme over ham. Gå ud med bare lidt stolthed. Men samtidigt var hans vilje til at leve for stor. Han havde overlevet så mange herrere, en fremmed skulle ikke få ham ned med nakken, hvis han havde muligheden for at leve. Trods det forfærdelige liv, han havde haft, var Zofrost ikke villig til at give slip og dø. ikke hvis han kunne undgå det. Han elskede alligevel at leve for meget.

Så han lukkede øjnene og trods smerten fra sårene skiftede han langsomt skikkelse, liggende på siden med benene trukket en smule op i mod brystet. Såret i siden blødte straks hans skjorte igennem og endnu en blodplet dukkede op ved kanten af hans bukser på ryggen, som det sår var flyttet fra halen til nederst på hans lænd. Hans første usammenhængende tanke var, at Balthazar nok ville få ham pisket for at have ødelagt sit tøj, men den forsvandt hurtigt igen, som han fik sig selv til at fokusere på nuet. Stoffet virkede pludseligt mindre skræmmende, faktisk næsten nærmere beskyttende, som det lå over ham. Men han kunne ikke blive liggende. Manden med vingerne var nok ikke tilfreds med, at han lå der. Så med en grimasse af smerte skubbede han sig op at sidde og fik med hænderne trukket tæppet væk fra sit hoved, så det faldt ned om skuldrene på ham. Han så ikke op. Det var der ingen grund til. Han var overvundet. For nu.

Hans løftede øjenbryn løftede sig i en let overrasket mine, bæstet fik tøjet igen når det forvandlede sig tilbage til mandslinge skikkelsen. Lyden af tunge vingeslag fulgte ham, som han fløj tættere på hans besejrede fjende. 
Det lod til at den var intelligent, og at den faktisk kunne lytte til hans ord. Glimrende det ville gøre tingene lettere. 

Hmmm, det lod til at skaderne vedblev mellem formerne, en vigtig detalje. Som han bevægede sig gennem rummet hvirvlede der små skyer af støv, i takt med at han kom tættere på. Det var sjældent at der var nogen der antastede ham i hans eget hjem, noget han måtte sikre sig ikke skete igen. 

Valkar landede og gik rundt om den blødende mandsling "Fortæl mig Tyv, hvem har sendt dig?" Hans stemme var kommanderende, men med en venlig undertone. At tvinge ham til at svare sandt var trods alt let med hans mentale evne. Langsomt bakkede han væk for at samle tyve godset op. Lidt undrende vurderede han spille orben, hvorfor ville nogen stjæle den?  "Hvorfor lige denne ting?"   

Zofrost blev siddende på jorden, hænderne knyttet og blikket sænket ned foran sig. Ikke at hans syn var helt tilbage, men former og farver var ved at være klare. Der var bare en let tåge over det hele og lysglimt forstyrrede ham. Vingeslagende fik luften til at bevæge sig omkring ham og håret, der hang om hans ansigt, flyttede på sig. Men manden landede på gulvet og kom i mod ham, hvilket ikke fik Zofrost til at flytte sig. Han havde intet forsvar mod et sværd, ud over sin anden skikkelse, så ville den anden slå ham ned med den skarpe klinge, var der ikke så meget at gøre ved det. Men Zofrost havde heller ikke fornemmelse af, at det var det, der var ved at ske. At manden havde lovet ikke at slå ham ihjel, det tog Zofrost ikke som sandt. Den type lovede og lovede og alligevel endte det altid med at gå ud over ham i sidste ende. Kunne man forvente andet, han var slave?

Der skete heller ikke noget, andet end at manden begyndte at stille spørgsmål. Som Zofrost følte sig sært nødsaget til at svare på. Ikke at han ville have forsøgt at lade være alligevel, Balthazar måtte selv tage sig af de problemer, der kom ud af dette. Han havde ikke sagt til ham, at han skulle holde hans identitet hemmelig. Så med en dæmpet, død stemme og med blikket fæstnet på jorden, svarede Zofrost.
”Min herre, Balthazar.” Det andet spørgsmål fik kort Zofrost til at løfte blikket til den skinnende kugle og en svag trækning gik over hans skuldre, som han sænkede det igen. Han vidste det ikke, stillede ikke spørgsmål.
”Det sagde han ikke.” Selvfølgelig sagde han ikke det til Zofrost, Zofrost var bare hans arbejdsdyr, hans ”dræber”. En slave. Ingenting.

Valkar begyndte at cirkulere mandslingen igen, denne gang med tyve godset i hans fri hånd. Han kunne ikke forstille sig hvad nogen ville men denne, men det betød ikke at denne Balthazar bare kunne få den. Mandslingen var underligt passiv, eller var det medgørlig? Det var svært at aflæse i øjeblikket.  De faste afmålte skridt, ekkoede i indgangs hallen. Deres nærmest rytmiske lyd, mindede let om harpespillet fra tidligere. 
"Hvad er det du pønser på?" kommanderede han mandslingen at svare. Han nægtede at tro at den blot havde givet op, det ville være for let. Et væsen af dets kaliber burde ikke være så svagt.
Ah. Det var tid til at teste hvor stærkt væsenet egentlig var. Om det levede op til hans forventninger, eller at det blot burde aflives.
"Hvad er det værste jeg kan gøre mod dig?" En hemmelighed væsenet med al sandsynlighed ikke ville dele, en "skam" at det blev tvunget til det. Et sadistisk smil bredte sig over hans læber, det skulle nok blive spændende. 

Selvom at manden bevægede sig rundt om ham, blev Zofrost siddende med bukket hoved og blikket mod gulvet. Måske ikke hvad man kunne forvente af en halvdæmon, men han var blevet trænet som slave i de sidste tyve år og han var knækket. Ikke helt, men nok til at han ikke altid længere spekulerede over, at det han gjorde var sølle. Det var sådan det skulle være. Alt andet gav kun problemer.
Mandens spørgsmål gjorde ham forvirret. Hvad han pønsede på? Han pønsede ikke på noget.
"Jeg venter på en mulighed for at flygte." Chokeret hørte han sig selv udtale ordene. Og det gik op for ham, at manden rodede med hans hoved. Hvordan vidste han ikke, men på en eller anden måde tvang han ham til at sige ting. Sandheden.

Tanken nåede knapt nok at sætte sig, før næste spørgsmål blev udtalt. Hvad var det værste, han kunne gøre i mod ham?
Zofrosts blik begyndte at flakke og det blev tomt som minderne begyndte at vælte ind over ham. Det værste... alt fra Samaels smertefulde elektriske evne til hans brystkasse, der blev knust under en trold. Lyden af piskesmæld, den nihalede med metal i enderne. Dengang nogen holdt ham fast og blev ved med at hælde vand i hovedet af ham, til han nær var druknet. Eller da han blev smidt i en brønd og trådte vande i mørket i tre dage. Den lille kasse, han blev lukket inde i dagevis. Hans hånd gled ubevist op til hans brystkasse, hvor et utydeligt ar efter ild var at se fra, da hans ene frue valgte at brænde ham. Eller da hun fik en tjener til at snitte i ham til han nær var blødt ihjel. Hver eneste ting havde bragt ham smerte og psykisk lidelse. Hver eneste minde om smerte og ydmygelse og pinsel væltede ind over ham. Men der var én ting, der stod skarpere end alle de andre. De gange hans herrer eller fruer havde tvunget ham til fysisk nærvær. Ydmygelsen. Ydmygelsen og smerten over noget, han ikke rigtigt forstod.

Hver eneste muskel i den senede krop spændt op og man kunne se desperationen i hans ansigt og øjne, som han blev bleg. Han ville ikke fortælle denne mand, hvad det værste var. Han. Ville. Ikke. Som han åbnede munden for at sige det, kom der i stedet en lyd fuld af smerte ud, som han samtidigt valgte at hamre en knyttet næve mod såret i siden. Det var ikke nok. Mere smerte! Så han åbnede hånden og stak fingrene ind i det stadig åbne sår. Trykkede til. Fik det til at bløde igen. Kvalmen væltede ind over ham, men den forfærdelige trang til at svare forsvandt langsomt. Endnu en lyd kom fra ham og han lagde begge hænder mod sit ansigt, hvor han trykkede håndrødderne i mod sine øjne, forsøgte at få kontrol over sig selv. Hans skikkelse begyndte at flyde ud, som han var ved at flygte ind i sin anden skikkelse, men på en eller anden måde fik han stoppet sig selv. Han ønskede ikke at dø. Men han begyndte at ryste, som vreden, angsten og fortvivlelsen væltede igennem ham. Hadet. Den dæmonske vrede, det dæmoniske had som han nogle gange ikke kunne styre. Hans vejrtrækning blev uregelmæssig og overfladisk, men han holdt sin menneskelige skikkelse, blev siddende. Han ville ikke dø.

Valkar fortsatte med at kredse omkring mandslingen. Et tyndt smil bredte sig på hans læber som væsenet foran ham røbede at det yndede at flygte. Glimrende, det ville have været alt for let hvis det havde opgivet håbet allerede. 
Det chokerede ansigts udtryk var som en prik over i'et, en detalje der bare gjorde situationen den smule bedre. Frygten af at indse, at de ikke kunne skjule noget for ham. Dog var det en skam for mandslingen, at han havde lyst til at lege lidt med den først.

Som desperationen krøb ind over mandslingens ansigt, kunne Valkar ikke ikke holde en rungende latter tilbage. Latteren ekkoede i hallerne, som at der stod en flok og grinte hånligt af det sårede bæst. Ja! det var det han havde brug for! Bæstet ville hellere sårer sig sig yderligere end at røbe hvordan han kunne skade den mest! "Fortæl mig det nu, jeg kan se at du ønsker at fortælle mig det..." hviskede han blidt, til det svage ekko af hans egen latter. 
Bæstet ville uden tvivl prøve at stoppe sig selv for at svare ham igen, men det var også helt fint. Planen var nu at sparke det hårdt, og gentagende nok i ansigtet til at det gik kold. Han havde en gave til det, men det ville fjerne morskaben hvis den selv så hvad det var.

Hele Zofrosts krop rystede og han havde ondt efter at have åbnet såret op igen, men det var ingenting. Nej, panikken over at manden kunne rode med hans hoved og tvinge ham til at sige ting, han ville ville sige, var værst og han trykkede hårdt hænderne mod sit ansigt. Kontrol, han måtte have en følelse af kontrol. Men manden åbnede munden og trangen til at fortælle ham de forfærdelige ting, kom tilbage, stærkere end før. Meget stærkere. Hænderne blev hurtigt flyttet til hans ører for at lukke stemmen ude, men for sent. Han måtte svare på spørgsmålet.

Zofrosts ansigt fortrak sig som i smerte, men det var ikke fysisk, det var psykisk, som han kæmpede mod trangen. Han måtte stoppe sig selv. Han havde lige gjort det, han kunne gøre det igen. Forvildet og desperat landede hans blik på englen og uden at tænke over det, kastede han sig på benene og frem mod manden i et ukontrolleret angreb. Han skiftede stadig ikke skikkelse, selvom det nok ville have været det bedste. Som menneske var han intet andet end en senet ung mand. Som bæst var han kløer og tænder og ude af stand til at ytre et ord. Men han kunne ikke skifte, netop fordi at så ville han ikke kunne svare manden.

Som et vildt dyr kastede sig over Valkar med knyttede næver, blottede tænder og desperationen i ansigtet. Han kunne ikke andet end at slå, så det gjorde han. Nok overraskende hårdt, skulle han ramme noget, han var stærkere end hans tynde krop så ud til at være. Hvis han havde mulighed for det, ville han nok også forsøge at gribe ud efter Valkars våben. Det var kun for nyligt, at han havde fundet ud af, at han faktisk var rimeligt god med et sværd, igen en oplevelse af, at hans krop kunne ting, han ikke vidste, at den kunne. Men han tænkte slet ikke, forsøgte bare at komme af med trangen og stoppe sig selv. Han var ligeglad med, hvad der skete, om han ramte eller blev ramt. Ja, han ville næsten hellere dø end at være under psykisk kontrol. Så han blev voldelig i et forsøg på at distrahere sigs elv, også selvom det betød smerte. Smerte eller død.

En noget overrasket mine overtog Valkars ellers selvsikre ansigt. Kun for at blive erstattet er rasende mine. Hvor vovdede bæstet! At angribe efter det havde overgivet sig?!?!?! Hvor usselt havde det tænkt sig at være! Som bæstet sprang mod ham, udvej Valkar for langsomt og kunne mærke mandslingen overaskende styrke, en styrke dens ellers spinkle krop skjulte. Slaget havde ramt ham omkring hans ribben, og var ikke just en behagelig oplevelse. 
Det blev dog kun til det ene slag da Valkar hamrede pommelen af hans sværd ind i såret på bæstet. Jaget af smerte burde være nok til at holde det hen tid nok til at han kunne begynde at tæve dets ansigt med hans bare næver. Han havde tænkt sig at blive ved indtil at mandslingen lå stille, og hans ellers fine handsker dryppede blod... 
Men han ville holde igen, han havde svoret at det ville forlade stedet i live, og han holdt altid sit ord. Det havde trods alt ikke fået hans afskeds gave.

Der var ikke så meget logisk tænkning tilbage i Zofrost, der kørte på instinkter og panik. At han angreb manden var simpelthen for at forsøge at få den psykiske påvirkning til at forsvinde. Åbenbart fik han overrasket manden nok til at kunne få et slag ind, men han havde ingen forventning om at vinde denne kamp. Og det varede heller ikke mere et en vejrtrækning, før smerten skød ud fra hans side, hvor manden hamrede skæftet af sit sværd i mod hans sår i siden. Han gispede efter vejret, men inden han kunne gøre andet, ramte den første knyttede næve hans ansigt. Og den næste. Og næste. Det var næsten beroligende med den velkendte smerte og uden at kæmpe i mod eller forsvare sig, lod han manden slå til alting begyndte at blive sort i kanterne.

Benene gav efter under ham og han gled ned på gulvet. Næsten lettet bød han bevidstløshedens mørke velkomment. Måske var det denne gang, at han ikke ville vågne op igen. Måske ville mørket, roen beholde ham og han kunne være… fri.
Det gav et umærkeligt spjæt i ham, som han gled det sidste stykke ind i mørket, hans sidste forsøg på at holde sig vågen og i live. Han ville ikke dø. Han ville leve. Men det var for sent, hans hjerne lukkede ned og han var nu helt og holdent i englens nåde.

Forpustet, og med blod dryppende fra hans ellers fine handsker. Sad Valkar over uslingen der havde vovet at bryde ind hos ham. Valkar smilede for sig selv, de eneste lyde der var tilbage var den hvæsende lyd bæstets vejrtrækning lavede, når det forsøgte at trække vejret. Samt de rytmiske dryp, blodet fra handskerne lavede. "Det er tid til deres afsked gave, bliv de bare liggende lille tyv, jeg er straks tilbage" klukkede han for sig selv. Han havde jo givet bæstet sit ord på at det ville forlade stedet i live, og han var jo trods alt en mand af sit ord! Hvordan skulle han ellers stå over masserne med uslinge som bæstet der lå for hans fødder? Nej at folk kendte deres plads var det vigtigste... Med det gik han ud for at gøre "gaven" klar...

Der gik længere tid før han vendte tilbage til bæstet end han havde planer om, men det gav en yderest spændende indsigt. Bæstet regenererede. Valkar var nu iklædt er forklæde, og med opsmøget ærmer. Gik han i kan med at arbejde med kniven, han havde i hånden. Med forurolig tålmodighed skar han dybe flænger i det sårede bæst og lagde stykker af metal ind i åbne og blødende sår. Hvorefter at han syede dem sammen. Delene skulle jo nødigt falde ud.
Metodisk arbejdede han sig fra maven og op af. del for del syede han de enkelte dele af spilledåsen ind inde i bæstet. Der var noget passende i at det kunne grave byttet ud af sig selv. Hvis at det ville tjene denne Balthezar. De sidste større dele der havde dannet kuplen blev lagt i munden på mandslingen, hvor at læberne blev syet sammen med tyk læder tråd. 
Nogen ville mene at Valkar allerede havde hævnet sig nok, "gaven" var blot bod for at det havde forsøgt at bestjæle ham. men bæstet havde lagt hånd på ham! 
Kniven glitrede rubin rødt i det flakkende skær. Æggen fandt hvert eneste led mellem fingrene, på den hånd der havde ramt ham. Roligt nynnende den melodi han havde spillet, inden han var blevet forstyrret so uforskammet, arbejdede han sig fra led til led, skiftende når han kunne se det hvide fra knoglerne, gennem de rubin røde dråber der piblede frem til knivens dans....

I solens sidste stråler lå mandslingen i den røde og hvide sne. Rød af de sidste rester af piblende bække fra hans sår, samt skæret fra den nedgående sol. Ridset i hans ryg med sirlige bogstaver stod to ganske simple ord. Ej Velkommen.