Hector kedede sig, hvilket i sig selv ikke var unormalt, når man havde så meget krudt i røven, som Hector havde. Det der var mest bemærkelsesværdigt lige nu var, at Hector kedede sig alene. Der var alt for mange irriterende og øretæveindbydende møgunger i huset ligenu, så selvom Hector sjældent veg fra bandelederen Junos side, så var Hector smuttet ud for at se, om han ikke kunne finde et eller andet at underholde sig med.

Han gik ikke på rov; han var slet ikke lige så letfingret som Juno, og det var for risikabelt for Hector at gøre det alene. Han skulle ikke nyde noget af at få hugget en finger eller to af.

Så i stedet for at gå på rov, var Hector gået ned på tribunepladsen for at se, om der ikke skulle være en henrettelse eller to. Det var nu ikke, fordi han var specielt vild med den slags, men det var sjovere end at glo ind i en væg. Desværre for Hector lå pladsen mere eller mindre øde hen; det var for sent til henrettelser åbenbart. Så Hector slog sig ned ved brønden. Han holdt sig mere eller mindre ude af syne for at undgå de vagter, der patruljerede, mens han skuede ud over pladsen.

Suk. Det var virkelig kedeligt, og end ikke den tobak, han havde hugget engang fra en vissen, gammel troldmand, og som gjorde ham halvsløv og halvhøj, kunne dræbe hans kedsomhed.

Mia havde i forvejen set Lazura som en stor by, og til trods for, at hun egentlig allerede havde vist at Hovedstaden ville være en del større, var det noget helt andet at rent faktisk stå placeret midt i den frem for at overvære størrelsesforskellene oven fra. Det kunne måske være på grund af hendes nu meget mindre jordiske form, men det kunne også sagtens bare være afstands illusionen. Det eneste det i sidste ende betød noget, var dog det faktum at hun slet ikke kunne finde rundt. Og da slet ikke på egen hånd. Hvad havde hun indtaget, der havde fået hende til at tro, at det ville være en god idé?

Endnu uvist for den unge stjerne var hvilket mirakel det var, at hun endnu ikke var rendt ind i diverse byvagter eller kile præster og præstinder. Hun havde indtil videre bare spadseret omkring uden den mindste bekymring eller mistanke til, hvorfor gaderne pludselig var blevet fuldkommen tømte, så snart mørket havde lagt sig. Til dels kunne det være på grund af den tunge mørke kappe, der sammen med den tilhørende hætte fik hende til at blande godt ind i skyggerne, samt hendes naturligt lette, ja næsten lydløse skridt. Men det burde nu alligevel ikke være umuligt at se hende, sådan som hendes kropslige glød kunne skimmes fra både hættens åbning og bunden af hendes kappe, for at lyse jorden lidt op, så hun kunne se hvor hun gik. Tilmed havde hun forhøjet lysstyrken af netop den grund. Et nattesyn var hun så godt nok ikke heldig nok til at have.

Mia stoppede atter op, da hun straks genkendte den større åbne plads og hendes ansigt faldt automatisk i opgivende folder. Hun var ikke kommet nogle vegne. I stedet var hun tilsyneladende gået i ring, for det tog hende kun at dreje blikket til den ene side for at finde den vej hun havde gået ned ad sidst, hun havde fundet sin vej til tribunepladsen. Hun havde nær indset sin skæbne, da hun en sidste gang skimmede området og forventede den til at være øde som før, men i stedet tittede en ny skikkelse frem i mørket. Nyfunden energi spredte sig med det samme ud igennem hendes krop, indtil det formede smilet på hendes læber. Hun skulle måske have fokuseret lidt mere på at gøre sin fremgang lydhør, som hun bevægede sig tættere på brønden. Som han sad med ryggen til hende, kunne hun heller ikke skimme ansigtstræk eller udpege nogen trussel ved, hvem end det måtte være. Sov han?
”Det er da et besynderligt sted at lægge sig til rette.” lød det alment højt og muntert fra hende, idé at hun lænede sig en smule ind over brønden for at bedre kunne se ned på ham, frem for at stille sig ind foran ham. Hvorfor hun overhoved havde søgt mod ham var blevet glemt.

"ARGH!"

Den mystiske tobak fra troldmanden havde fået Hector til at småblunde. Det skete ellers aldrig, at han sådan faldt i søvn offentligt, og især ikke, når han burde være på vagt, men det var altså noget stærkt tobak. Da en stemme pludselig lød bag ham, vågnede Hector med et sæt og et hvin. Han blev så forskrækket, at han gav et lille hop, og desværre gjorde dette lille hop, at han ramlede bagover og faldt ned i brønden. Det var med et absolut yderste af neglene, at han fik grebet fat i stenkanten af brønden. Hans gedebukkeben  sprællede flere meter over det mørke vand under ham, men i det mindste skubbede adrenalinsuset al sløvhed ud af hans hoved.

"Hvad fanden?!" bræede han og klamrede sig til kanten. "Hjælp!"

Forskrækkelsen smittede på ingen tid af på Mia, og hun gav vel og mærket selv et lille set fra sig, hvor på hun meget hurtigt havde fået rettet sig stift op og endda taget et halvt skridt tilbage, mens hun med opspilede øjne blev tilskuer til den lidt mærkværdige skikkelse pludselig ikke var i fuld udsyn længere men i stedet godt på vej ned i det uden tvivl kolde vand. Det havde ikke været meningen. Overhoved! Smilet havde fluks forsvundet fra hendes ansigt og efterladt et chokeret udtryk alt imens en smule panik begyndte at sumre i hendes fingerspidser og mavesæk.

Heldigvis gik der ikke mere end et par sekunder i virkelig tid - som havde måtte føltes som evigheder i hendes eget hoved - før Mia havde sprunget frem mod brøndkanten og så snart hun fik fumlet med at få sine hænder fri fra den omsvøbende kappe, greb hun fat omkring hans håndled. En hånd omkring hver af hans. Det var instinktivt, så hun var ikke engang sikker på, om det var hvad man skulle gøre, men så snart hun fik fastlagt sine fødder halvt op mod brøndens væg og begyndte at lægge kræfter i, virkede det da til at virke. Overraskende nok behøvede hun ikke at anstrenge sig for meget. Hun havde før opdaget, hvor meget fysisk styrke der lå i hendes ellers udseendemæssigt slappe arme. Og så vejede han egentlig ikke så meget, som man skulle tro.

Hun pustede og prustede heller ikke, da det lykkedes hende at få hevet ham op. Ikke udover den smule, som panikken påvirkede hende med. Hun tøvede ikke det mindste med at falde ned på hug foran ham og stirrede på ham med et dybt bekymret blik i de blå øjne. ”Er du okay?!” spurgte hun i en fart ind til. Hun lignede en der lige havde tabt en dyr vase lige foran næsen på ejeren og skammede sig gennemtrængende over det. ”Det var ikke min mening at forskrække dig. Jeg sværger.”

Det skete så hurtigt, at Hector stort set ikke nåede at opfatte hvad eller hvem, der hjalp ham op af brønden, og det var først, da han igen havde fast grund under hovene, at det gik op for ham, at det var en pige.

"Øh," sagde Hector, stadig en kende rundt på gulvet over hele affæren. Det land halstørklæde, han normalt svøbte sig i, var gledet ned på jorden, så han stod bare der helt bar. "Hvad fanden foregår her?" Han kradsede sig i sit krøllede hår, mens han glibbede med øjnene ad pigen på jorden foran ham. Han var ikke vant til, at folk opførte sig sådan overfor ham. De fleste ignorerede ham, og en del ville sikkert have leet eller endda spyttet på ham. Elvernes upopularitet var ved at smitte lidt af på de andre ikke-menneskelige racer også.

Det var med en lille akavet følelse i maven, at Mia fik rejst sig op i sin fulde højde, da det var gået op for hende, at drengen selv var kommet hurtigt op og stå. Til hendes overraskelse blev hun ikke mødt af en brystkasse, men i stedet havde et direkte udsyn til hans ansigt i stedet for. Han var bestemt ikke den første, som hun havde mødt, der var i hendes øjenhøjde, men hun havde så småt begyndt at forvente det modsatte.

Hun kunne ikke komme uden om at få et noget forvirret udtryk i ansigtet og lagde derfor ikke meget skjul på, hvor mærkværdigt, hun fandt hans spørgsmål. Hun var ikke sikker på, om hun havde misset noget eller hvordan og hvorledes, hvilket begyndte at samle en svag fornemmelse af usikkerhed i hendes hals, inden hun kortvarigt så mod brønden ved siden af dem. Og så ellers tilbage på ham. ”Du var nær faldet i brønden… på grund af mig, antager jeg.” forsøgte hun at forklare ham med det samme undskyldende blik som før tilbage i sine øjne.
Lysstyrken på hendes kropslige glød falmede tilmed en smule. Til dels for ikke at risikere at stå for skarpt frem foran ham. Hun havde trods alt brugt sig selv som en lygte i mørket, og ingen brød sig om at blive lyst direkte i ansigtet af en lygte. Men også til dels fordi skamfuldheden ubevidst påvirkede den. ”Hvilket jeg er virkelig ked af. Jeg ville blot spør-..”

”Hey! Holdt I to!” Den hårde stemme, der pludselig råbte højt igennem mørket, fik automatisk Mia til at sippe sine læber sammen og straks rette sin opmærksomhed mod stemmen. Dog forblev hun ikke stivnet på stedet, idét hun svagt kunne skimme den genkendelige uniform af en byvagt, der marcherede i al hast imod dem. Hun åndede nærmest lettet op og lagde blidt en hånd mod sin brystkasse, som ville det berolige det galopperende hjerte. Hendes ansigt fortalte dog ikke historier om panik eller andet, det muligvis ville have været passende i den situation de stod i. I stedet stod hun lamslået, som en uforstående hvalp og så lidt frem og tilbage mellem byvagten og den besynderlige dreng.

Hector havde aldrig set noget lignende; en lysende pige! Han var så overrasket, at det tog et sekund eller to, før det gik op for ham, at der var en vagt på vej hen i mod dem. 

"Pis! Kom med!" hvæsede han, og før han kunne tænke mere over det, greb han om hendes håndled og trak hende med sig. 

"Hov, stop! Stop så!" råbte vagten bag dem, men Hector havde ikke i sinde at lytte. Han pilede så hurtigt, han kunne med pigen på slæb, over torvet og forbi gabestokkene ("Hey, røvhuller, tag mig med!" råbte en af personerne, der var låst fast) og ned ad en sidegade. Hector løb alt, hvad rammer og tøj kunne holde, og han drejede ned ad en gyde, og så endnu én, før han endelig stoppede op og lyttede. Lyden af vagtens fodtrin var forstummet, og de var vist i sikkerhed for nu.

"Hold kæft," gispede Hector og slap pigens hånd, så han kunne læne og ad muren med hænderne på sine pelsede knæ, mens han prøvede at få kontrol over sin vejrtrækning. "Det var tæt på."

Mias opmærksomhed havde været rettet mod byvagten, idét at gededrengen havde grebet omkring hendes arm, da han begyndte at trække hende med sig, resulterede det i en meget klodset affærer for hende. Hun havde hørt sig selv gispe forskrækket, og hun havde nær faldet så lang hun var i gruset, men tre måneders tilvænning til ben og bevægelse virkede til at have kommet hende til god, for hun nåede i sidste øjeblik at sætte i løb selv. Det betød dog ikke, at det gjorde det nemmere for hende at følge med. Han løb betydeligt hurtigere end hende, og rytmen matchede ikke op med hendes korte ben, der gang på gang blev viklet ind i den lange kappe. Hun så sig en enkelt gang over skulderen med mod vagten, som de virkede til at løbe fra af grunde, der endnu var ukendt for hende, men hun gjorde ikke rigtig noget for at rive sig selv fri. I stedet gjorde hun sit bedste for at følge med, så det ikke føltes som om, at han var ved at flå hendes arm af.

Det var et mirakel at hun ikke væltede direkte ind i ham, da han endelig stoppede op. Hende ben summede ubehageligt og sitrede faretruende, indtil hun faldt halvt samen på den beskidte jord, så snart hendes arm var blevet sluppet. Hun hev voldsomt efter vejret, og hvis hun ikke havde oplevet det før, ville hun have været overbevist om, at hun ikke længere kunne få vejret. At hun blev kvalt. Hun sad foroverbøjet i et stykke tid, mens hun desperat prøvede at få pusten, inden hun endelig løftede sit hoved og rettede blikket mod hendes flugtmedskyldig.
”Hvor har du taget mig hen?” spurgte hun, stadig forpustet og ufatteligt forvirret. Måden hun så må ham med komplet mangel på forståelse kunne næsten få hende til at se skræmt ud. ”Hvorfor løb vi fra manden? Han var… en vagt… var han ikke? Han kunne have hjulpet…” Hendes glød virkede nærmest til at pulse i takt med hendes besværede vejrtrækninger. Og hætten var for længest faldet af hendes hoved.

"Vagterne? Hah!" fnøs Hector, der nærmest ikke var forpustet overhovedet, men han havde jo også brugt næsten hele sit liv på at stikke af fra vagterne. "Det eneste, de kan hjælpe med, er at hugge hænderne af dig eller smide dig i en rådden celle. Dem skal du holde dig fra."

Det var altså mærkeligt, sådan som pigen lyste op, og Hector kunne ikke lade være med at træde et skridt nærmere og sætte sig på hug foran hende. Hector vidste ikke noget om magi, men det lignede ikke sådan en af disse her forklædningsbesværgelser eller noget i den stil. Det lignede virkelig, at pigens hud naturligt lyste op.

"Hvem er du?" spurgte han og havde mest af alt lyst til at række ud og røre hende for at sikre sig, at han ikke så syner, selvom han netop havde trukket hende gennem gaderne. Han holdt dog hænderne for sig selv.

”Hugge hænder af mig?!” gentog hun en tand panisk og så straks ned på sine hænder. Hun havde aldrig kunne forestille sig, hvordan det havde været at have dem før i tiden, men nu hvor hun havde dem, gyste det hende helt ind til kernen ved tanken om, at have dem i sin jordiske krop. Derudover tvivlede hun stærkt på at det ikke ville frembringe en stor del smerte at få dem hugget af. Disse kroppe var ufatteligt sensitive!

Hun løsrev sig hurtigt fra forestillingen om afhuggede kropsdele og så op igen, hvor satyren – til hendes tydelige overraskelse – nu var lige foran hende. Og som hun så på ham med store øjne, var det nemt at opfange, at hun nok ikke havde nået at få et ordentligt billede af ham i hovedet, første gang hun havde set ham. ”Miapla-… Mia. Mit navn er Mia.” præsenterede hun sig endelig for ham, mens hun rettede sig lidt op og dumpede ned at sidde lidt bedre. Hendes brystkasse hævede og sank stadig markant, men hun kunne da sige en sætningen uden at holde pauser for at få nok luft ned i lungerne. ”Det var i hvert fald det navn Reynald gav mig, da han fandt mig.” I hendes hoved lå det stadig at alle nok kendte alle, så der var ingen grund til at forklare lige præcis hvem denne Reynald var.

”Hvem er du så?” var det nu hendes tur til at spørge. Det ville da være det mindste han kunne fortælle hende, efter at have trukket rundt med hende igennem, hvad der havde føltes som det halve af byen.

Hector havde ingen idé om, hvem Reynald var, og han var egentlig også ligeglad; han var meget mere interesseret i den lysende skabning, der sad foran ham.

"Hector," sagde han og stak en tommelfinger i brystet på sig selv. "Byens bedste skuespiller og lommetyv. Altså, jeg kunne aldrig finde på at snuppe noget fra dig. Jeg stjæler kun fra de rige."

Hector gned sin næse, og så kunne han ikke længere styre sin nysgerrighed. "Hvordan lyser du?"

Det burde ikke komme som nogen overraskelse, da det som endte med at hæfte sig bedst fast i hendes fronte bevidsthed, var det faktum, at han åbenlyst indrømmede at stjæle fra folk. Bare det at han virkede så stolt af noget, som hun ellers havde haft indblikket af at være gennemtrængende kriminelt, kom fuldkommen bag på hende, og hun måtte have siddet og stirret på ham med opspilede øjne i et godt stykke tid, mens hun forsøgte at forstå det godt nok, indtil hendes ansigt faldt mere sammen igen og dannede den ikoniske forvirrede rynke mellem brynene. Var der noget hun havde misset? Var det i orden at stjæle så længe man stjal fra de rige? Stjal fra dem der havde mere end nok?

Men idét at fokussen landede tilbage på hende, var det som om at alt det forsvandt som sprang en boble og efterlod i stedet det bløde udtryk i hendes fine ansigt igen. Fluks faldt hendes blik ned på hendes ene hånd, som hun ligeledes løftede op foran sig for selv at studere den og det lys der opstod fra den nærmere. ”Jeg er ikke helt sikker. I min oprindelige form opstod det igennem høj energi fra.. tror I jordiske væsner kaldet det for en kerneproces. Lidt lige som at ild afgiver lys.” Stadig med sin hånd holdt op skiftede hun blikket mod Hector igen. ”Men i den her krop må det være en form for magi. Jeg kan kontrollere den, som jeg vil, men det har endnu ikke lykkedes mig at slukke helt for den.”

Hector kløede sig lidt forvirret i krøllerne, mens Mia fortalte. Han fattede ikke et hak af, hvad hun sagde - hvad i alverden var en kerneproces??? - men han prøvede at skjule det. Han brød sig ikke om at fremstå dum, og han fattede da i det mindste, at det havde noget med magi at gøre. Hector vidste absolut ingenting om magi. Var han blevet opfostret af sin rigtige familie, så havde han sikkert kunnet et trick eller to, men teatertruppen, der havde fundet ham som spæd, havde ikke vidst noget om den slags, så Hector havde aldrig lært det.

"Okay, øh," sagde han, da Mia var færdig. "Men du skal nok øve dig i at slukke den, for der er sikkert mange, der ville synes, det var sjovt at have en lysende slavepige. Du er ret... eksotisk."

Han kiggede sig over skulderen. Der var stadig ingen vagter eller nogen andre, der kunne tænkes at have ondt i sinde.

"Har du noget sted ta være?" spurgte han så. Det lå ellers ikke til ham at bekymre sig om fremmede, og det var nu heller ikke, fordi han direkte bekymrede sig om Mia, men han vidste, hvor ondskabsfulde folk kunne være i den her by. Det lod Mia ikke til at vide noget om.

”Eksotisk? Det er første gang jer er blevet kaldt det.” kommenterede hun måske en tand for munter taget i betragtning af alvoren der muligvis lå bag Hectors ord. Det var ikke ensbetydende med at hun var blind overfor definitionen af en ’slave’, det virkede bare som en fare så langt væk fra hende. For hvad sjovt ville det være i at have en ’lysende slavepige’ som han havde sagt? Andet end at udnytte hende som lyskilde, selvfølgelig. Selv hun havde nydt sig godt af det, selvom hun i princippet så udmærket selv i mørket.
Idét at han begyndte at se sig omkring, gjorde Mia per automatik det samme. Hun strakte måske hals noget mere og rettede sig en smule op for at netop kunne få lov til at se over hans skuldre og se, hvad han ledte efter. Men intet, af hvad hun lagde mærke til. Og da han atter så på hende igen faldt hun straks tilbage på plads og havde endnu engang sin opmærksomhed rette fuldt mod ham.

Straks nikkede hun bekræftende. ”Et sted der hedder Kuk-..Kyk..lopen?” Det var et underligt navn, og det lå mindst lige så underligt selv på hendes tunge, at hun ikke var sikker på at hun overhoved udtalte det korrekt. ”En overnatningskro. Jeg var der tidligere i morges da jeg ankom, men jeg har ikke kunne finde tilbage siden.” forklarede hun en smule flovt. Hun sukkede da lettere opgivende og lukkede øjnene blidt i et øjebliks tid ”Og før jeg vidste af det, så var byen øde for folk, jeg kunne spørge om vej.”
Hun lagde så hænderne mod sine lår og begyndte så småt at rejse sig igen. Godt nok med lidt besvær, men det lykkedes hende da til sidst at stå oprejst og fast, før hun forsøgte at børste jord og grus af sin beklædning. ”Jeres jordiske kroppe er mig stadig et mysterium. Mine ben summer stadigvæk efter så kort tid i løb.”

Hector kløede sig lidt i nakken; han fattedet stadig kun en brøkdel af, hvad Mia snakkede om. Hun var godt nok mærkelig, men egentlig også lidt sjov, og Hector havde ihvertfald ikke i sinde bare at lade hende vandre rundt i byen om natten, hvor enhver kunne hapse hende og sælge hende til højestbydende.

"Hey, øh," sagde han og trak på skuldrene - han var ret sikkert på, at Juno enten ville blive rasende eller ellevild, hvis Hector kom hjem med en pæn pige (det sidstnævnte var nok det mest sandsynlige). "Jeg bor i et hus med nogle... venner. Du kan sikkert godt sove dér, hvis du vil. Der er lidt rodet, men det er sikkert."

Mia var ikke blot en åben bog, om hvordan hun havde det. Hun var som store blokbogstaver i brændende flammer, det meste af tiden. Ikke til at tage fejl af. Og denne gang var ingen undtagelse, hendes glød steg nogle få niveauer, mens hun stod og gloede på ham med et lettere overrasket og næsten barnligt uskyldigt udtryk. Han havde godt nok lige fortalt hende om mulige farer, men han virkede ikke farlig. Nærmere det modsatte. Den unge satyr – eller var han halvdyr? - havde trods alt hjulpet hende indtil videre. Fra at få hugget sine hænder af og givet hende råd for overlevelse, hvis man kunne kalde det det.

”Jeg vil ikke være i vejen, men… jeg ville sætte pris på et sted at sove.” Atter voksede et taknemmeligt smil frem. Hun følte sig muligvis ikke træt på daværende tidspunkt, men hun kendte sin krop godt nok til at vide, at hun aldrig kunne vide sig sikker på dét behov. Mennesker og andre væsner sov trods alt om natten for at kunne holde sig friske i løbet af dagen.
Hun løftede så hænderne om bag hovedet for at samle den dybe hætte op og placerede den tilbage på sit hoved. Det skjulte ikke hendes glød meget i mørket, mens den gjorde det mindre koldt for ørene og kinderne. Og med vinterens tiltag klamrede hun sig mere og mere til, hvad der kunne give hende varme, ligesom mange andre, havde hun lagt mærke til. ”For resten…” Hovedet lagde sig så på skrå og et spørgende blik rettede sig mod Hector. ”Hvordan kan du kende forskel på hvem der er rige og hvem der ikke er?” spurgte hun med en oprigtig nysgerrighed og undren.

Hun var nu egentlig meget pæn, hende damen, og Hector kunne mærke sine kinder blive lidt varme og røde, selvom han egentlig slet ikke var interesseret i damer.

"Altså, det er vores leder, der bestemmer, om du må blive, men det må du nok godt," sagde han, mens han stirrede halvforlegent ned på sine klove. "Han kan godt lide flotte damer."

Han var kommet ud på et sidespor, han ikke brød sig om, og Hector var lettet, da Mia stillede ham et andet spørgsmål. Han nikkede til hende og ledte vejen ned ad den lille gyde.

"Man kan næsten altid se det på tøjet," forklarede han. "Hvis deres tøj ser dyrt ud, og hvis de har en masse smykker på, så er de næsten altid rige svin.

Smykker. Ordet fik hende næsten automatisk til at være mere opmærksom på den ekstra vægt, der hang om hendes venstre håndled. Hendes eneste smykke. Hun var godt klar over, at det umuligt kunne give Hector fornemmelsen om, at hun var rig – hvilket hun bestemt heller ikke var, men et enkelt bid af nervøsitet prikkede nu alligevel lidt i siden. Måden han havde brugt titlen ’svin’, gav hende ikke ligefremlyst til at blive placeret i samme bås som dem. Han virkede ikke til at kunne lide dem. Og hun ønskede ikke at være hadet af ham.

Med en tand forsinkelse fik Mia ligeledes sat gang i sine ben og tog et par hurtigere skridt for ikke at risikere at falde bagud. Hun var uendelig taknemmelig for Hovedstadens gader. Der var områder hvor store trædesten gjorde det ujævnt at gå på, men det var intet i forhold til de stenede strande i Azurien. Hun samlede roligt sine hænder i strakt arm bag. At følge ham var ikke svært, eftersom hans ben ikke tog dobbelt så lange skridt ligesom hun havde oplevet mange gange før. Det havde egentlig været rart at kunne se en anden i øjnene uden at skulle bekymre sig om nakkeskader.
”Din leder…” startede hun forsigtigt ud for at bryde stilheden og lænede sig en smule fremover for at bedre kunne rette sine blå øjne mod ham. ”Ligemeget hvor overfladisk det måske må lyde, så må han også kunne lide flotte herrer, siden han lader dig og dine venner blive i huset.” Atter rettede hun sig ordentligt op og så mere frem for sig og undersøgte diskret, hvor de bevægede sig hen. ”Stjæler han også fra de rige lige som dig?”

"Næh, han kan kun li' damer," mumlede Hector, og det lykkedes ham ikke at holde bitterheden ude af sin stemme. Han gned sig halvsurt over næsen, men smilede så til Mia. "Ja, ellers får vi jo ikke noget mad. De rige har rigeligt. De gider bare ikke dele det med andre, fordi de er nogle grådige svin."

Hector skævede til Mia, mens de gik, Hun var godt nok mærkelig, men egentlig meget sød og desværre, tilsyneladende ret naiv. Hector var glad for, at hun havde fundet ham, for ellers var det nok ikke gået hende specielt godt. 

"Men, øh," sagde han og kløede sig lidt i sin krøllede manke, "hvad lavede dig så, før du... du kom herned?" Han var stadig ikke helt sikker på, hvad Mia var, eller hvor hun kom fra.

Noget sagde hende, at hun muligvis havde misforstået situationen og samtidig endt med at gøre det hele værre. For forandringen i udstrålingen, der kom fra Hector var kraftig nok til, at selv hun lagde mærke til det. Det kunne meget vel være, at han fortsat vil sendt et smil i hendes retning, men det kunne ikke helt fjerne den svage fornemmelse af skam og skyldfølelse, der havde samlet sig i hendes brystkasse, så hun kunne ikke selv gengælde hans smil på samme måde. I stedet nikkede hun blot anerkendende, inden hun lod sit blik falde mod jorden for en kort stund, hvor hun ville have beholdt sin fokus i stilhed, hvis ikke det havde været fordi at satyren kom til redning og brød stilheden.

Mia kunne ikke helt skjule forundringen i hendes ansigt, da hun atter løftede hagen og så direkte på ham. At han havde brugt ord som ’herned’ kom ganske enkelt bag på ham. I hendes tid på jorden havde hun endnu ikke stødt på nogen som, havde gættet sig frem til eller vist, hvad hun var og hvor hun kom fra. Men af hvad hun kunne forstå, så var det tilfældet med Hector! Og selvom at advarende ord havde summet igennem hendes hoved mere end, hvad hun egentlig brød sig om, så blev de blæst væk med vinden på ingen tid.
”Jeg gjorde som alle andre stjerner gør.” svarede hun blidt, efter et trygt smil havde vokset sig frem og hun da rettede blikket op mod nattehimlen, hvor skyer desværre skjulte det meste af stjernelagnet. ”I min oprindelige form var der ikke rigtig meget andet at gøre, men jeg observerede jeres verden deroppe fra. At jeg så en dag ville befinde mig midt i den, havde jeg aldrig troet.” Med det sidste lod hun en let latter lyde fra hendes strube ved tanken. ”Der er knap så enligt her.”