Percy kom stille og roligt gående hen mod en af de mange floder her i Azurien, han havde sine sædvanlige brune korte støvler, hvide løstsiddende bukser, sorte kortærmet skjorte med hætte, og selvfølelig det lille blå tæppe omkring hans hofte sat fast med det lille is K som vender nedad. Percy kunne se solen der stille og roligt var ved at gå ned ude i horisonten, og selv efter alle de år har Percy svært ved at sove hvis ikke han er omringet af is.
Percy gik ned til flodbredden, og placerede sin hånd lige over vandet, og da det så småt var ved at blive vinter tog det ikke meget energi for Percy før de små blå lyn fyrede ud af hans hånd og fryste et godt stykke på ca. 20 meter af floden til is.

Percy begav sig stille og roligt ud på isen, hvor de små lyn fløj ud af hans fødder hen til midten af søen og skabte en lille sengeligendde ting af is. Han gik hen, satte sin hånd på sengen hvorefter der blev ved med at skyde små lyn ud af den og isen rundt omkring, så skulle den nok lade vær med at smelte mens han sov, han tog sin hætte på og lagde sig til at sove.

Da han havde fået et par timers søvn blev Percy vækket af folk i en højlydt samtale, så han skjulte sig hurtigt, men i det at Percy så at dem som larmer så forfærdeligt er en lille folk på 4-5 af mørkets krigere, så kom han frem fra sit skjul. Krigerne stoppede lige pludselig op da de så den her lille dreng som stod nede på et tilfrosset stykke af søen, og de trak hurtigt deres sværd da han lige pludselig farede imod dem.

Baldwin vågnede med et sæt. Solen var for længst gået ned og havde efterladt natten til mørket da alarmen slog til. Hans øjne var store, alt for vågne i forhold til at han for ganske få sekunder siden havde sovet, med hovedet gemt under den ene vinge. Klokken buldrede hårdt i tårnet, der afslørede at noget var hændt. Baldwin filtrede sig ud af tæppet der havde udgjort beskyttelse mod kulden, og nåede hen til vinduet udadtil. Han kunne se søens formning og isstykket hvor hans væbner måtte befinde sig. En besynderlig skabning der foretrak kulden fremfor det varme vejr, men ikke destro mindre var han pålidelig.

De skarpe øjne flyttede sig fra den skikkelse, nærmere prik han kunne se bevæge sig til bredden den styrtede imod. Mørket var stadig tunget, men det hjalp at lys var begyndt at blive tændt rundt om i byen. "Hvad er nu det?!" Hans stemme var træt og pirlig, som han skubbede sig væk fra vinduetskarmen, tog sig bælte med sværdet, fik om livet og tog ikke andet med sig, hvilket efterlod ham i bar overkrop. Noget ingen syntes at bemærket takket været fjerpragten der dækkede hele hans krop. Så snart han var udenfor kroen hvor de fleste af krigerne havde gjort holdt - mange af dem var også stået op, kampklare, nogen mere end andre, strakte Baldwin vingerne og satte i luften, med kursen mod søen, mod der han vidste Percy befandt sig, og hvor påstyret måtte være opstået.

Det tog mørkets soldater et par sekunder lige at opfatte hvad der forgik, da de ikke havde forventet at et lille barn ville komme farende imod dem, og uheldigt for dem var det så koldt at et par sekunder var alt hvad Percy havde brug for. I det de fik deres våben og skjolde oppe og stod kampklar havde Percy allerede gennemboret den forreste af dem med en lanse af is der glitrede af rå kraft. En af de andre krigere havde overraskende hurtige reflekser, og han nåde lige at ramme Percy på hans venstre arm inden Percy nåde at hoppe tilbage. De andre farede mod Percy, som blev ved med at hoppe tilbage og blokere med sin lanse indtil en af dem til sidst ramte ham i hovedet med en albue og Percy faldt til jorden og tabte sin lanse. 

De stod alle og grinede af Percy, lige indtil de så Percy hoppe op med en hastighed hurtigere end hvad burde være muligt, hvorefter han slog sin bare håndflade ned på isen som han havde ledt dem ned til, ''det var en meget dum ide at lade mig lokke jer herned'', sagde Percy hånligt som hans arm og hånd gnitrede af rå magisk styrke, og der voksede to en halv meter høje mure af is op omkring dem. Percy rejste sig op igen og kiggede på dem med nådesløse øjne, ''velkommen til mit kolde helvede'', sagde han blot inden han gik til angreb på dem.

På sin rute i luften, så han scenariet udfolde sig. Hvordan Percy var gået i kamp mod de mange mænd, og selvom søen gav ham en fordel, blev Baldwin ængstelig. Knægten var dygtig, men manglede kendskab til hvilken farlig situation han kastede sig ud i. Eller også var han ligeglad. Baldwin var ikke helt sikker på hvilken del af det som var skyld i det her, men han kæmpede godt. Den ros skulle han have.

Baldwin landede oven på ismuren, orienterede sig, inden han hoppede ned og begravede sine lange sylespidse kløer ned i ryggen på en af krigerne, der skrigende faldte sammen og kort tid efter var stille som kloen fik fat om halsen og afskar livet fra ham. ”Du har tydeligvis ikke lært, at hånlighed kan få dig dræbt.” Baldwin trak sit sværd, påvirket af morgentræt hed i sin stemme, men var knivskarp i hovedet.

Baldwin gik ind i kampen mod de mørkets krigere som måtte befinde sig derinde, og bad til at nye ikke var på vej. Han var specielt sårbar uden sin rustning, men issen var en behjælpelig faktor i form af glathed, og at Baldwin kunne sætte kløerne fast og dermed ikke glide rundt. Dertil havde knægtens brutallitet i en lille krop, nok også bragte sine fordele med sig. Baldwin afholdte sig fra at komme med flere bemærkninger så længe de var i kamp. Det måtte vente til bagefter, hvis der kom et bagefter. Overraskelsesangrebet og knægtens udnyttelse af terræn havde sine fordele i kampen.

Da Percy så Baldwin tage en livet af den ene af dem og gå i kamp, kunne han ikke lade vær med at give et let smil fra sig. Selvom han havde været alene i så længe, og nydt det, så var det alligevel rart at være en del af lyset, og være væbner af Baldwin, selvom Percy ikke kendte Baldwin særligt godt, så respekteret han ham alligevel.

Grundet kulden, som kun var blevet mere omfattende da der var is overalt omkring dem, så var Percys reflekser, styrke og hastighed fuldstændig skærpet. Dette var den eneste grund til at han var i stand til at forsvare sig med sin lanse, selvom han havde fået lidt våbentræning for længe siden, så var brug af våben ikke hans bedste kamp metode, men hans lanse skulle nok fungere for nu.

Ud af de tre resterende mænd var to af dem endt på Baldwin, og som den tredje kom løbende mod Percy gjorde han klar med sin lanse. Han fik hurtigt blokeret et angreb med den, hvorefter han slog manden i maven, tilførte noget af sin rå energi, hvorefter manden blev fuldstændig indkapslet i is.

Percy kiggede hurtigt over mod Baldwin ovre på den anden side af denne lille is ''arena'', ved hjælp af en flad istap de skråt op af jorden, fik han sig selv fyret af sted mod Baldwin for at give ham en hånd i kampen.

Baldwin var vant til at befinde sig i kampsituationer, og selvom det langt fra var at foretrække, kunne han godt håndtere to angribere på en gang. Uden noget at dække kroppen var han imidlertid meget udsat og satte mere fokus på at undgå angreb der gik ind, ved at hoppe tilbage og på anden måde udnytte sine omgivelser. Det var nogle skingre lyde fra sig, når metal eller kløerne kredsede hen over isen, men det var en fordel for Baldwin, der fik fældet den første mand ned, og satte sig i fokus på den sidste.

Han holdte som sådan ikke øje med Percy. Hvis han konstant skulle frygte for den andens liv og sætte stor fokus på at beskytte ham, ville Baldwin selv få skader, og i værste tilfælde lade livet. Det var hans væbner, men de vidste alle hvilken risiko man løb ved at være det. En istap susede forbi ham, næsten bringende en forskrækket reaktion med sig, der endvidere sørgede for at holde sig til hans øjne i denne situation. Den skællede hånd hamrede ind i tindingen på den sidste mand, der faldte tungt ned på isen med istappen stikkende ud af skulderen i et noget blodigt scenarie. Baldwin trak vejret tungt, påvirket af pludselig at være i gang, og det faktum at han lige var vågnet. Sværdet blev sat tilbage på plads, greb fat i nakken om den sidst faldne der stadig var levende, om end tungt besvimet. ”Kom, byen, nu.” han hentydede til isvæggen. Han havde på ingen mulig måde tænkt sig at flyve ud herfra med en tung kriger – det var simpelthen for meget at forlange.

Percy så imponeret på Baldwin efter han havde taget den sidste ud, og reageret hurtigt på Baldwins kommando. Hvis nogen som helst anden havde givet ham en direkte kommando på den måde havde Percy mildt sagt ikke ligefrem været begejstret, men dette var ikke hvem som helst, det her var Baldwin. Percy var hurtigt henne ved væggen, hvor han lagde en hånd på for at manipulere med isen. Det var tydeligt at høre på Baldwin at det skulle gå hurtigt, så Percy nåde ikke lige at sætte kontrol over sine kræfter, dette resulteret i at et godt 8 meter langt stykke af vægge sprang i stumper og stykker væk fra dem. Percy så ned på sin hånd med et irriteret udtryk, det kunne godt være at han havde ingen problemer med at kontrollere sine evner, men nogle gange handlede han simpelthen for hurtigt og impulsivt. 

Percy kiggede over på Baldwin, ''hvor er det lige præcis vi skal hen?''.

Det var ikke spor underligt for Baldwin at Percy reagerede på en ordre. Faktisk var det præcis hvad han forlangte at den nye unge væbner gjorde! For kunne han ikke følge ordre, var det svært at bruge ham. Naturligvis lystrede knægten, selvom det endte ud i en større eksplotion af is, der fik Baldwin til at løfte sine øjenbryn en smule. Stærke sager, men også farlige hvis der ikke var fuld kontrol. Det var ikke så vigtigt nu.
"Vi skal tilbage til byen, havde bundet vores ny kammerat her, og forhørt ham om hvad de foretog sig her på egnen." forklarede han brummende og hankede op i den tunge kriger. Det var ikke lige den her styrkeudfoldelse han havde håbet at starte sin dag med. "Da de andre mænd er døde, og ingen slap væk, kan de ikke slå alarm. Vi må forberede os på hvad end planen måtte havde været, hvis det viser sig at de forsøger at angribe byen igen" for det virkede umildbart til at det havde været deres plan. Enten byen eller nogen i nærheden af dem. Og jo før de kunne forpure de planer - mere end de allerede havde - des bedre.

Percy gav Baldwin et kort nik, hvorefter han kiggede sig kort rundt og tænkte lidt. ''Hvis du tager tilbage til byen med fangen, skal jeg så lige hurtigt tage et kig rundt ude i skoven? Der kunne sagtens være nogle flere tæt på som hurtigt ville opdage ligene af deres kammerater, og som du ved er jeg vokset op med selv at skulle fange min mad, så jeg kan sagtens snige mig ind på dem.'' Percy havde egentlig ikke fortalt Baldwin specielt meget om hans fortid, det eneste Baldwin rent faktisk vidste var at Percy havde været nød til at klar sig selv ude i naturen, og at han af en eller anden grund har et brændene had for mørket. Sådan fortrak Percy det da han ikke så nogen grund i at dele sin fortid med andre. 

Percy stod og så afventende på Baldwin, ventede på et svar fra den høje general.

Baldwin hankede en smule op i den bevidstløse mand, med en let lyd af anstrængelse. At bære en anden mands vægt, specielt en menneskevægt, var tungere end hvad Baldwin egentlig lystede. Men der var ikke ret mange andre valgmuligheder. Han skævede over skulderen, kiggede nogle sekunder på Percy, overvejende situationen. "Afhold dig fra at blive opdaget.. Er der nogen, kommer du straks tilbage. Du skal ikke gå til angreb!" det sidste blev sagt med en fast stemme. Han mente det. Han havde været heldig denne gang med sine modstandere, men det havde stadig været dumdristigt. Derefter fokuserede Baldwin på at få trukket krigeren med tilbage til byen, for at påbegynde arbejdet der. Alt imens han håbede på at knægten gjorde hvad han fik besked på - nemlig ikke at kaste sig ud i en dum situation!

/Inaktiv