Sted: Slotsruinen
Tid: ved solnedgang

Solens sidste stråler daler ned over ruinen af slottet, liggende på klippen ud mod diamantbugten.
Mørket lægger sig langsomt som et tæppe over landskabet, brudt af dæmpet lys kommende fra et vinduerne i ruinen.

Lyset stammer fra lanterne hængt op i, hvad der engang var en bal sal.
På de forfaldne vægge hænger smukt broderet stof, hovedsageligt i mørke nuancer, meget lig farvespillet fra den nedgående sol.

I salen står der op til flere statuer der portrætter engle, statuerne er skåret i forskellige stenarter.
Fra midten af salen strømmer lyden af harpe spil. Båret på vinden kan musikken svagt høres udenfor...

Ved den udskårdede gulv harpe sidder Valkar, fordybet i hans musik.

Mørket var ved at lægge sig over Krystallandet og det var på tide at finde ly for natten. Thanos havde været på job en dagsrejse fra den faldefærdige slotsruin, der begyndte at knejse sig over ham. Egentligt ville han hellere længere syd på, men når han alligevel var så langt nord på, kunne han lige så godt slå et smut om Valkar. Udføre den opgave, han havde haft i flere år efterhånden - holde øje med englen for den gamle mand, han havde tjent i årevis. 
Hestens hove klakkede højlydt mod den gamle brolagte gårdsplads. Midt på pladsen gled han af den og trak den ind i en stald, hvor der var gjort klar til gæstende heste. Uden hast tog han seletøj og saddel af den, gnubbede den med en tot hø og sørgede for at den havde mad og vand. Ikke at han følte noget for dyret, han havde haft i et stykke tid, men jo bedre han passede på den, jo bedre ydede den, når der var behov for den. Endeligt lod han den alene og bevægede sig ind i ruinen. De fleste ville nok se det som et utroligt skræmmende sted, men Thanos vidste, hvem der boede her - hvilket måske ikke burde gøre det bedre - og han følte ikke frygt. For ham var det bare en mørk gammel bygning.

Med rolige skridt fandt han hurtigt frem til tronsalen, hvor lyden af en harpe udsprang fra. Musikken sagde ham intet. Han havde en fornemmelse af, at man skulle have følelser for at kunne få noget ud af musik og kunst, for ham var det bare lyd. Som vindens blæsen eller en persons skrigen. De store døre ind til salen stod åbne, så han gik bare ind. Hans blik gled kort rundt uden at interessere sig for udsmykningen, men mere for at tjekke efter, at der kun var ham og Valkar i salen. Det var altid godt at være på vagt, især omkring englen og hans modpart, halvdæmonen. Man kunne aldrig vide, hvad de kunne finde på.

Klog af skade sagde han ikke noget, men stoppede op i behørig afstand. Og så ventede han. Hans tålmodighed var engang løbet ud og han havde forsøgt at afbryde Valkar i sit harpespil. Det ville han ikke gøre igen. Så han stod bare med de følelsesløse brune øjne hvilende på englen og med hænderne bag ryggen, rank som altid. Hvis man så efter ville man opdage, at der var et hul i hans blå frakke i hans side og en mørk plet omkring hullet. Hans ene ærmer havde samme farve plet og enkelte blodstænk var at se i hans ansigt. Det havde været et beskidt job, mere end end sjæl var rejst til Kile den dag.
Om hans læber sad det sædvanlige knap anebare smil, man godt kunne være i tvivl om var der og om det var hånligt eller ej. På grund af de manglende følelser, var hans udstråling ret neutral, men nogle væsner ville nok få en svag frygtsom rislen ned af ryggen ved synet af ham.

Ekkoet af støvler gående igennem de tomme gange, advarede Valkar om at han fik gæster.
Rytmen af støvlerne blev blandet med musikken fra harpen. Det trænede ører ville sige at musikken tendensrede mod melankolske toner.
Tonerne gav lidt liv salen, der udover de to mænd var livs forladt.

Valkar lod Thanos vente lidt tid, hvor det eneste han gjorde der anderkendte Thanos var se på ham med et enkelt øje, og ellers fortsætte med at spille på harpen med lukkede øjne.
Valkar smildte, som om at det morede ham at teste Thanos tålmodighed.



"Thanos" sagde Valkar alt imens hans fingre lod strengene synge deres sidste vers, hvorefter han flettede sine fingre og så forventende på Thanos.
"Hvad bringer dig til mit ydmyge ly mod vind og vejr?" Valkar smilte atter, og tydeligt så frem til at hører hvad der havde bragt Thanos hele vejen her ud. Ruinen var trods alt ikke meget endnu, før eller siden skulle han nok få gjort ruinen ham selv værdig. 

Musikken fortsatte ud i en uendelighed, men Thanos rørte ikke en muskel, han blev bare stående rank og ventede på, at manden var færdig med at spille. Lejesoldaten var ret sikker på, at Valkar hyggede sig med at forsøge at provokere ham med at blive ved med at spille i stedet for at stoppe med det samme, men det hidsede ham ikke rigtigt op. Det var irriterende, han ville hellere finde sit værelse, få noget mad og ryge en pibe tobak, inden det var tid til at lægge sig. Men intet i hans holdning eller blik afslørede, hvor meget han egentligt kedede sig ved at stå der. Hans tålmodighed var heldigvis rimeligt stærk, når det var nødvendigt.

Endeligt holdt englen op med at spille og talte til ham. Det fik ikke Thanos til at flytte nævneværdigt på sig, men han svarede med en rolig, følelsesforladt stemme.
"Jeg havde et job i nærheden. Og har et par dages fri, som jeg tænkte, at jeg kunne tilbringe her." At lyve var naturligt for ham og den halve sandhed gled over hans læber uden problemer. Halv sandhed, for han havde fri, som han ikke havde noget job, der lå og ventede. Men han kom kun forbi for at tjekke op på Valkar, da han som sagt hellere ville syd på i søgen efter nye arbejdsgivere og flere krystaller. Han kom meget hurtigt til at kede sig, når han ikke havde noget at lave. 

De brune øjne hvilede roligt på englen. Selvom han vidste, hvad han og Jezebel var i stand til, var der ikke et gram frygt i kroppen af ham. De havde brug for ham og han vidste det. Han tvivlede på, at de kunne finde en som ham, der fulgte alle typer af ordrer uden brok. Samtidigt med, var han til at stole på. Fik han et job udførte han det, koste hvad det ville.
Om Valkar havde lyst til at have ham i den faldefærdige ruin, det ville han finde ud af om lidt. Det ville ikke være første gang, at han måtte smide sadlen på hesten igen og finde sig et sted at overnatte under stjernerne. Det rørte ham heller ikke. Det var ubelejligt, men det betød ikke så meget. Han var vant til at sove ude.

Da lejesoldaten svarede brændte forventningen i Valkars øjne ud, og skuffelsen meldte sin ankomst.
Han rystede let opgivende på hovedet, de lavede ikke håndlangere som i de gamle dage.
Den nuværende var effektiv, så meget var han villig til at anderkende, men den var så.. kold. At det oftest føltes som at Thanos bare var en smart zombie. 
Valkar sukkede indvendigt, det var længe siden at der havde været en håndlanger med interesse for de finere ting i livet, eller i det mindste med evner nok til at lade som om den havde.
Valkar havde i imidlertid rejst sig og bevægede sig med langsomt rundt i lokalet med hans sorte kappe slæbende hen af sten gulvet

"Du skal være velkommen"  Han viftede lejesoldaten væk, gik yderligere tre skridt før at et smil atter fangede hans ansigt.
Lidt morskab skulle han nok få ud af lejesoldaten. Denne gang ville han ikke få lov til at blot gå for sig selv, nej... Valkar ville have lidt underholdning ud af den følelseskolde  lejesvend.

Han bød lejesoldaten stoppe med en håndbevægelse 
"Før du går, har du noget nyt om ondskabens kælling?"

Valkar satter sig selvtilfreds på et skrivebord ude i siden af salen. Bordet var dækket i sirligt skrevne dokumenter og små poser med penge. Han samlede en af poserne op legede med den alt imens at han smilte lumsk.
Penge var en af de ting som håndlangere og lejesoldater ofte blev mere motiveret af.

Det var tydeligt at se på Valkar, at han var skuffet over Thanos' svar. Hvorfor kunne være af mange årsager, men Thanos vidste godt, at englen anså ham for at være rimeligt kedelig. Det gjorde de fleste, fordi han ingen følelser havde og derfor virkede som en levende død uden glæde, entusiasme og nogen form for liv i de følelsesdøde øjne. Hvis de nåede at snakke med ham længe nok uden at dø, selvfølgelig.
Han fulgte englen med øjnene, som denne begyndte at gå rundt i rummet. Så snart Valkar viftede med hånden og derved gjorde tegn til, at han kunne gå. Han bukkede stift i hoften og var ved at vende om, da en håndbevægelse stoppede ham. Lidt træt stoppede han op og så på manden igen. Hvad ville han nu?

Den lille pose med penge klirrede, men Thanos flyttede ikke sit blik fra Valkars ansigt. Det var som om, at han altid glemte, at Thanos ikke var så nem at provokere. Intet i Thanos reagerede på de raslende krystaller, intet i hans udtryk viste, at han registrerede det.
"Det er lidt siden, at jeg var derhjemme, men sidst var hun frustreret over en ulevende, der blev ved med at tabe hovedet. Da jeg tog af sted, var hun ved at forsøge at sy hovedet fast på kroppen." Hans stemme var flad og uden humor, for det var nøjagtigt, hvad der var sket. Og selvom det var sært, var det absolut ikke det særeste, han havde set halvdæmonen lave. Langt fra. Så hans stemme og blik var roligt, som han berettede om Jez og hendes hobby.

At han blev udspurgt om kvindens gøremål rørte ham ikke. Han havde ingen form for loyalitetsfølelse overfor hverken Valkar eller Jezebel og gav gerne oplysninger om den ene til den anden. Den eneste person han faktisk følte nogen loyalitet overfor var Ondskabens Herre, som han i bund og grund arbejdede for. Det var ham, der var grunden til, at Thanos rejste frem og tilbage mellem de to andre. For at holde øje med dem. Sikre sig, at de opførte sig nogenlunde ordentligt. Ikke at han nogensinde havde troet, at han ville blive ansat som babysitter, men her var han altså.

Valkars øjne hvilede på Thanos, tydeligt søgende efter den mindste reaktion. Dog da der var ingen at finde sukkede han. Thanos var som altid så ugudelig kedelig, og kold. Det var et under at han stadig talte som værende et menneske. 
Dog vendte smilet hurtigt tilbage til Valkars ansigt. Det indre billede af Jezebel der sad nynnende med nål og tråd, var for morsomt til ikke nyde, om det blot var for en stund.
Valkar kastede posen han sad med hen til legesoldaten.
"Der er mere hvor den kommer fra, hvis du kan holde hende i gang med at sy dem sammen" Grinede han, det at lade Thanos stå for at sabotere Jezebel var som sådan ikke noget nyt, men det var trods alt nødvendigt at holde hende igang med noget. Halvdæmonen havde trods alt en tendens til at gøre noget meget makabert, samt besynderligt hvis at hun ikke var tilpas distraheret af andre ting.
"Jeg tænker at du er mand for det?" spurgte Valkar alt imens at han lænede sig forover, med et drillende smil på læben. Lidt sjov skulle han trods alt få af Thanos besøg. 

Skuffelsen var nem at få øje på, men Thanos havde ikke tænkt sig at anstrenge sig for at gøre englen glad. Han forstod ikke den leg, som han havde med ham, nok mest fordi han ikke forstod de følelser der lå bag. Han var som han var, hvorfor skulle han forsøge at lave om på det?
Posen med krystaller kom flyvende og han greb den med kort og præcis bevægelse, inden den hurtigt forsvandt ned i hans pung. Krystaller var stort set det eneste, som han brød sig om. Mest fordi de kunne købe ting, der gjorde livet bedre. Mad, tobak og noget at drikke. En ny hest, når den gamle gav op. Tøj og andre fornødenheder. Noget af det kunne man selvfølgelig stjæle sig til, men på nogle punkter var han lidt et luksusdyr. Han ville have kvalitet og det var nemmest at købe sig til.

Det overraskede ham ikke, at Valkar fandt tanken om Jezebel, der syede kropsdele på sine ulevende, morsom, de to havde et sært forhold til hinanden. Han nikkede lidt stift, som han fik besked på at skære flere kropsdele af de folk, Jezebel gerne ville have til sin samling. Intet problem, hans sværd var skarpt og gik igennem kød, som en varm kniv igennem smør.
Den sidste kommentar og det drillende blik betød ikke så meget for Thanos, der dog begyndte at længes efter, at få lov til at gå. Han havde siddet på en hest hele dagen, var ved at være godt sulten og trængte til at slappe lidt af, inden nattens pinsler skulle starte. Såret i hans side havde været grimt og smerten i hans ar ville være til at føle på, når klokken ramte midnat.
”Herre Valkar, hvornår har jeg ikke kunne møde et behov for afhuggede lemmer?” Tålmodigt svarede han ham, men der var begyndt at vise sig en smule utålmodighed i hans blik. Han var træt.

Det varmede altid når lejesoldaten anderkendte at han var ham underlegen "Sandt, det har altid været indenfor dine evner" Thanos var en af de ting, som han simpelthen ikke forstod. Hvordan nogen som besad hans evner ikke havde en interesse for at bruge dem? udforske hvad og hvordan det kunne bruges? Nej lejesoldaten var en af dem som ville betales, og dernæst få lidt glæde ved at gøre simple ting. Dette var årsagen til at lejesoldaten blot var en tjener og ikke herrer over nogen. Valkar lagde lydløst tre fingre på panden.

Smilet forsvandt fra hans ansigt "Du kan gå" erklærede Valkar tørt, og viftede halvhjertet lejesoldaten væk med den venstre hånd. Det er begrænset hvor spændende det er at prøve at få underholdning ud af den levende døde lejesoldat. I det mindste havde lejesoldaten sine øjeblikke, han havde trods alt givet ham billedet af Jezebel der sad og syede et hoved på igen, ikke at det var en unormal ting. Ofte blev hun dog så frustreret over at sy, at nogle af ligende blev sammensat lidt... anderledes.

Han gik stille og roligt hen mod harpen og satte sig atter til at spille.

Det nedladende i ordene, som englen udtalte, ignorerede Thanos fuldstændigt. Hvis han skulle tage det som en fornærmelse hver gang, en adelig, rig eller magtsyg person talte ned til ham, kunne han ikke lave andet. Han havde selv ikke nogen ønsker om at blive magtfuld eller have en højere position i samfundet. Politik interesserede ham ikke og nok gemte han en rimelig andel af de krystaller, han tjente, men ud over at gøre livet en smule sødere, når han blev gammel, eller rettere hvis han blev gammel, havde han ikke nogle planer om at leve livet som rig. Ambitioner var ikke noget, han havde. Han kunne godt lide sit liv, som det var.

Endeligt så det ud til, at Valkar blev træt af ham og han bukkede igen, samme stive buk som før, som han endeligt fik lov til at gå. Hastigt vendte han rundt og forlod salen inden Valkar ombestemte sig og tvang ham igennem de jammerlige toner fra harpen. Inden længe befandt han sig i det rum, der var hans. Sparsomt indrettet med en seng, et bord og en stol, lod han med et suk sin oppakning dumpe på gulvet og sin trætte krop vælte om i sengen. Medmindre Valkar ville have ham her længere, regnede han med at overnatte i tre nætter, inden han kunne se sit job her som overstået for denne gang.

En hånd gled ned over arret, der sad ned over hans pande, øje og kind. Måske han skulle finde noget mad, inden det gik løs.