Det var endelig lykkedes dem sidst på eftermiddagen at finde en løsning på den fede drage i tronsalen og det kun fem dage efter hun var havnet der ved lidt af et uheld.
De havde prøvet at smide vand i hovedet på drage, holde dens hoved i kar med vand og i det hele taget alt de kunne finde på der efterlod den og dem gennemblødt, men uden at Tauwhanga havde skiftet det mindste form. Alt den havde gjort var at blinke dovent til dem eller vende sig rundt så vandstrålen kunne ramme den lige der i siden hvor det var bedst.
Hvad der havde vist sig at virke var et barn med et sukkeræble.
Tauwhanga havde vejret og fokuseret som kun den kunne og var rullet op på alle fire allerede med kurs mod døren, hvor barnet var forenden af gangen. Forudsigeligt havde den sat sig fast med en ynkelig lyd og barnet havde reageret med at sende æble ned mod den. Et æble der landede midtvejs i gangen. En fristelse for stor for det store skrummel der til alles overraskelse havde skiftet form og var strøget ud i gangen efter den tilbudet godbid. Barnet havde leet højlydt og var løbet mod gårdspladsen med den slanke og elegante drage svævende tæt efter sig.
Heldigvis var dragen blevet på gårdspladsen, skønt den var blevet rund igen.
Ikke glippende en mulighed med halvt et øje havde dværgene valgt at fejre begivenheden. Moana, som rytter af dragen, og Cyraneus, der havde sluttet sig til dem om morgenen var inviteret uden mulighed for at sige nej.

---

At feste med dværge betød rigelige mængder af mad og drikke, en god del latter og larm og ikke mindst dyster i armlængning og mjødkrus-tømning. Enkelte blev også kastet gennem luften, men den del havde Moana stadig ikke helt fundet ud af om var en disciplin af en art også eller bare optakten til slagsmål. For dværgene kunne det vist være begge dele.

At hun havde fået mere mjød end hun burde var hun slet ikke i tvivl om, som hun trængende til en pause fra larmen fandt en udgang fra salen og kun stoppede i døren længe nok til at møde Cyrans blik og smile til ham. Så greb hun siden på åbningen og fik sig svunget ud gennem døren.. og direkte ind i væggen som hun var fortsat svinget. En latter brød fra hendes læber, som hun lænede panden mod den kølige mur og lukkede øjnene kort.
Frisk luft eller vand?

Vand var altid det hun længtes mest efter, men der var også et stykke hen.
Hun åbnede øjnene og skubbede sig let fra væggen, glad for at benene i det mindste stadig bar hende. Hvorfor var det også lige hun havde taget det andet krus? Havde hun virkelig intet lært af de fem dage hos dværgene? Åbenbart ikke, for væggen var stadig en lidt for rar støtte og hun ikke kommet ud af stedet.

Det var et interesant syn at komme til Dragorn. Den store fæstning som havde virket fuldstændig uindtagelig af udseende. Noget han af bitter erfaring måtte konstatere ikke havde været tilfældet. Men dværgefolket holdte sig stolt og vidste deres storhed frem. Og med deres storhed fulgte deres festglade humør. Det virkede til at der hade været en minimal success i forhold til dragen Tauwhanga's placering, der havde flyttet sig fra tronsalen til gårdspladsen, hvor den så ud til at hygge sig gevaldigt i sine nye omgivelser. Noget der naturligvis skulle fejres, trods Cyraneus modvillighed til at ville netop dette. Han mente at tiden var kommet til at tage videre, trods hans kun var ankommet selv samme morgen - noget han ikke ytrede højt at fortælle, for man sagde ikke nej til en invitation af den størrelse.

Dette gav ham rig mulighed til at betragte den stoiske race på nært hold, og til at overvære den frembrusende natur der bød på livets goder af mad og drikke, og halvkrigeriske tendenser overfor enhver. Og alle virkede komfortable med det. Cyraneus holdte sig for det meste stille, men mere observant mens han skævede til mjødkrusset og måtte ty sig til at drikke af det med jævne mellemrum, trods han kendte effekten. Der var sjældent andre muligheder i dette område af landet.

Cyraneus havde forsøgt at holde sig rolig og fokuseret, hvilket var svært med så megen larm og bevægelser på en gang, men han var trods alt vant nok til det tyrkise hår til hurtigt at finde frem til Moanas  velkendte skikkelse. En fuld skikkelse der ramte ind i væggen på den anden side af den døråbning hun forsøgte at komme igennem. Cyraneus gik på næsten stabile fødder - man kunne ikke undgå at være påvirket, taget deres meget dårlige forhold til alkohol i betragtning, hen til åbningen med et smil på læberne. "Er du okay?" han selv var påvirket, men nogenlunde sig selv. Måske en smule mere løssluppen end den noget rankrygede Ridder der normalvis var at finde i ham.

Med den ene hånd hvilende fortsat mod væggen fik Moana sig drejet helt væk fra den og salen endnu engang. Foran hende lå gangen oplyst det første stykke til den lidt længere fremme delte sig i tre og den lige vej hun havde tænkt sig at tage fik længere mellem lysene. Eller sådan så det ud lige nu. Det gav sådan set også mening ikke at have lys hvor ingen færdedes fast.
Skridt bag hende fik hende til at slippe væggen, som hun drejde rundt på stedet og prøvede at få det til at se næsten ud til at være meningen at hun kom til at læne sig op af væggen frem for at stå ret som hun burde. Smilet hun lyste op i ved synet af hvem der var kommet ud i gangen til hende var heller ikke begrænset til venlighed eller respekt.

"Kunne ikke have det bedre!" Hun mødte hans blik varmt, før hun rynkede brynene lidt over de ikke helt sande ord. "Eller det kunne jeg nok. Hvem kan ikke have det bedre? Der er vel altid nogle ting der kunne..." Hendes stemme tonede ud som hun selv indså hun bare snakkede og egentlig ikke om noget. Det havde i hvert fald ikke gjort hendes svar tydeligere eller sandere på nogen måde og den måde hun vidste hun så på ham gjorde det ikke bedre. For hun havde det allerede bedre nu han var her.
Forsigtigt rettede hun sig op fra væggen og trak skulderen fri fra den. Det gik jo helt godt det her med at finde balancen igen. Moana holdt dog et sejrs-smil væk for det var måske ikke alt for passende til situationen.

"Jeg var på vej til et mindre støjende sted for en stund, hvis du vil med?" Atter smilede hun til ham og atter var det et smil med helt andre tanker bag end hvad hun ellers tillod sig at sende ham.

Man undgik aldrig at få alkohol i Dragorn, og Cyraneus måtte erkende at det også havde sin effekt. Han var mere løssluppen og nemmere til at smile, eller også var det selskabet som han gik i møde der i virkeligheden gjorde at han var mere tilbøjelig til at vise mere end det respekterede ydre der også kunne virke koldt og distanceret. At Moana fumlede let med hvad der egentlig gav mening, mens hun stod lænet op af muren, fik Cyran til at smile en smule bredere og faktisk også komme med et ganske let grin, idet hende stemme døde ud igen, som var hun ikke helt sikker på hvad hun egentlig ville havde færdiggjort den med. Det var på en måde umådelig bedårene, men Cyran vidste også at hun havde befundet sig i det alkoholfyldte rige i langt flere dage og dermed også var mere påvirket.

Cyran kiggede sig tilbage over skulderen til festlighederne der udformede sig blandt dværgene. Den højlydte tilværelse, der trods alt så ganske hyggeligt ud, men virkelig ikke passede til Cyraneus langt mere rolige og stille tilstedeværelse. Han vendte blikket tilbage til Moana, vidste ikke helt hvad hendes smil i virkeligheden betød, andet end hun virkede mere frifundet. ”Hellere end gerne” Han smilede igen, mere end han plejede og var nu faktisk i tvivl om hvad der forsagede det, hvor han før havde været langt mere sikker på at det var vinen.

Moana fulgte hans blik mod salen, som Cyraneus så den vej, og følte ingen trang til at skulle ind i den støj igen lige med det samme. Dværgene var et mærkværdigt folkeslag med et hårdt og groft ydre, men et helt andet indre. De havde i de dage hun havde været her taget hende til sig som den spøjse overraskelse og forstyrelse hun var og havde moret sig kosteligt over hendes manglende evne til at indtage alkohol og evige forsøg på at finde måde at undgå den uden at fornærme nogen. Lidt som at være tilbage blandt soldaterne på havbunden igen, skønt drillerierne havde været nogle andre der. Afslappende og så evigt bekræftende i samhørigheden med overfladens folk der nogengange kunne være så svær at se.

Hendes smil blev bredere som hun fandt hans blik igen og hørte hans svar. "Så kom med!" Hun drejede sig som hun sagde det og måtte atter sætte en hånd mod væggen for at holde balancen. Det hjalp en del, men hun havde stadig en fornemmelse af ikke helt at være i kontrol over sine egne bevægelser. Meget forstyrende! Mest måske fordi en stor del af hende fandt det mere underholdende end foruroligende.

Moana ledte vejen lige gennem splitningen af gangene og dybere ned i borgen. Som mørket begyndte at lukke sig om dem, tog hun en af de få fakler fra dens holder og lod dens lys forblive hos dem. Det var ikke en lang vej de skulle, men i delvist mørke og gående rundt og ned kunne den føles sådan. Om ikke andet til lyden af vand i bevægelse trængte stille frem. Lyset begyndte også at ændre sig som stenene i gangen ikke længere kun bestod af granit, men fik flere og flere af synlige lommer af kvarts. Så åbnede gangen sig ud i en grotte og Moana satte faklen fra sig i en holder ved åbningen.

Lyset fra den blev reflekteret i utallige krystaller i grottens vægge og loft. Klare, blå og grønne spredte de et lys som var de under havoverfladen og ikke så langt fra det som de kunne komme og lod det glimte i overfladen af det vand der fyldte halvdelen af grotten ud. En naturlig, varm kilde forbedret af dværgenes håndelag til at blive dybere i trin og være behageligere at komme i, op og befinde sig i.
Hun vendte sig mod Cyran og tog hans reaktion ind.

Cyran måtte indrømme at det var et forfriskende pust i den ellers tavse og seriøse hverdag han normalvis holdte sig. Dragorn var et specielt sted, men det var ikke så meget dværgenes selskab der havde den helt store effekt på den tavse havmand. Alkoholen havde naturligvis sat sin indvirkning, alt andet ville være underligt, men det var det glade smil på Moanas læber og hendes muntre tone der fik ham til at smile en smule mere end normalt og følge med.

Normalvis ville han havde holdt ediketten. De var gæster i dværgenes rige og burde holde sig til disse festligheder de var inviterede med til. Men at komme væk fra den larmende sal, der stadig tydeligt kunne høres i stengangende, var en befrielse for hans øre. Som lyden af de festglade dværge stilnede af, åbnede det op for lyden af rindende vand. Det fik automatisk Cyrans øjne til at blive mere søgende og insisterende. Som enhver anden fra havets rige, var vand en så tiltrækkende kræft, at havde man først hørt dens lyd, var det svært ikke at smide alt for at finde den.

Og sikke et syn de gik i møde. Han åbnede svagt munden, som han tog den krystaldækkede grotte ind, der fik hele rummet til at skinne op på en næsten havagtig måde. Det virkede hjemmeligt, men samtidigmed, så nyt og mystisk at det var svært for ham at overhovede acceptere at de befandt sig i det kantede dværgefolks hjem. "Hvordan fandt du frem til det her?" han var stadig i gang med at tage omgivelserne ind, men tog sig trods alt tiden til at spørge en smule ind til det også.

Moana havde været længe nok hos dværgene til at have løsnet op på høflighederne en smule. De mindede på så mange måder om de soldater hun havde haft sin ungdom med og det gav hende en ro til at bryde med etikketten omkring selskaber. Ikke fordi hun regnede med at være den første der gjorde det ved at forlade salen, men de andre havde vist haft kortere varige grunde til at søge ud.

Fornemmelsen af Cyraneus bag hende og den tavse tillid til at lade hende føre an holdt smilet på hendes læber. Hun var mere end sikker på han ville værdsætte hvad hun ville vise ham så meget som hun havde da hun var blevet ledt på samme tur.
Han stoppede da også bare op og så på grotten som hun vendte sig og så på ham. Så nær hendes egen reaktion, men han slap for at blive mødt med latter over den som hun var. "En gruppe af ungerne ville høre om havet og da jeg havde beskrevet et par af stederne i Aquarin tog de mig med herned for at måbe." Det havde været den reaktion de havde håbet på... og så havde de forlangt at se hendes andet jeg som belønning. Lømler.

Stadig med det letdrillende smil på læberne vendte hun sig tilbage mod vandet, trak vejret dybt ind, før hun lod sg glide ned på en af de udhuggede stenbænke langs væggen og fjernede støvlerne. "Vandet kommer fra et sted dybt nede og højere oppe. Intet salt, men masser af mineraler og meget, meget anderledes at være i..." Hvilket var hvad hun havde tænkt sig at komme. Vand var og blev en fristelse næsten ikke til at modstå og i aften da slet ikke.

Cyraneus lod sit blik fortsætte med at vandre i den smukke grotte, selvom Moana var begyndt at tale. Hans let måbende udtryk gik over og blev mere smilende. Underholdt af hendes ord og at han selv havde haft samme reaktion. At måbe. "Man regner ikke med at se det her på landjorden, i hvert fald" langt fra. Der var noget over det som mindede om havet. Som befandt de sig under havets overflade, i en luftlomme som ikke kunne blive besøgt af hvem som helst. Selvfølgelig bar den præg af dværgene, gennem måden de havde holdt stedet. Men smukt var det. Ikke noget han havde regnet med at se i dværgenes rige.

Cyraneus' blik fandt tilbage til Moana som hun begyndte at tale igen. Siden af hende, som hun havde sat sig og begyndte at trække støvlerne af. Det begyndte langsomt at slå ham, den knap så hurtigt tænkede hjerne efter alkoholens indvirkning, at hun var ved at klæde sig af. Han fjernede blikket fra hende for at kigge ud i rummet igen, nu en smule forvirret i sit indre. Nøgenhed var jo ikke underligt, eller forkert. Normalt blandt havets folk, men måske knap så normalt i Cyraneus' barndomshjem. Han kiggede ned på vandet, selvom dets genspejl gjorde at han kunne se hende stadig. "Hvordan føles det anderledens?" salt og ferskvand var jo vidt forskellige, med det salte som foretrukken. Fordi det var hvad han var vant til. Måske var det en god ide at udfordre den indre tro om hvad der var bedre, ved at prøve noget nyt.

"Nej og det for en til at overveje hvad de ellers gemmer på i det her bjerg..." For Moana var alt efterhånden muligt at finde hos dværgfolket, som ingen forventede at se, men hun tvivlede samtidig lidt på at det for hende kunne overgå grotten hers skønhed. Et sted hun ville komme til at savne at kunne opsøge for at tænke eller samle sig, når hun blev nødt til at vende tilbage til hovedstaden. At det snart ville ske var hun ikke i tvivl om, for nu var Tauwhanga fri af tronsalen.

Hun lod støvlerne falde til gulvet fulgt af strømperne i en uordentlig bunke, før hun lettet nød fornemmelsen af sten under fødderne. Kunne hun smed hun fodtøj når det var muligt for efter de mange ufrivillige forvandlinger med det på, virkede det snærende selv når det ikke var det. Som det næste fulgte bukserne, før end hun skævede over til Cyran. En tanke blev til en ide og intet pressede den i at virke som en glimrende og god ide i øjeblikket. Så hun rettede sig op og lod blikket falde fulgt på ham, før end hun svarede.
"Mærk selv..."
Og så tacklede hun ham.

Et let grin kom fra ham. Nej, det var virkelig ikke nemt at vide hvad dværgene gemte på. Som mange andre folkeslag holdte de megen af deres viden for dem selv. Men det var et sjovt folk, et stolt og modigt folk. Det kunne han godt li ved dem, trods de virkede meget anderledens end ham selv. Ikke kun udseendsmæssigt, men så sandelige også hvad støjniveau angik. Cyraneus ville nok alle dage være en af de mere tavse typer.

Havmanden var også gået en smule i stå i sin betagelse af hulen. Fulgte hvordan farverne skiftede nuance på krystallerne alt efter hvor han kiggede hen. Det var her han blev bekræftet i at alkoholen havde sin virkning. Manden med hurtige reflekser nåede ikke at reagere tilnærmelsesværdigt hurtigt nok. Faktisk nåede han kun at dreje hovedet tids nok til at se Moana komme styrtende imod ham.

Forskrækket var mildt sagt. Han styrtede ned i vandet med et øredøvende plask og havde i processen grebet fat om begge hendes arme, som hun havde tacklet. Stirrede på hende. "Huh, ikke dårligt" det havde taget et par ekstra sekunder lige at finde ud af hvad der foregik, hvorefter han bemærkede vandets konsistens og følelse. At have travlt med at få hovedet ovenvande skete ikke, ide gællerne satte i gang så snart han var kommet under. "Du ved godt hvor mange problemer du kan komme i? Sådan at angribe en ridder af lyset" det var den lette undertone af drilleri og morskab i hans stemme, der gav det væk. Den kom frem i situationer som disse, hvor han egentlig morede sig, men manden havde aldrig været særlig direkte. Særlig humoristisk heller. Men han ejede det og lige nu, måtte han nok krybe til kors og indrømme, at han morede sig. Selvom alt hans tøj nu var drivvådt.

Moana havde ikke helt forventet at tacklingen ville lykkedes, men som hun så Cyran spærre øjnene op som hun ramte ham og bare greb fat i hende, brød et grin frem. Så ramte de vandet og gled under uden at det bekymrede nogen af dem stort. De søgte dog til overfladen alligevel og Moanas grin fik lyd i form af en let latter. "Jeg troede ikke du kunne blive så distraheret!" Han havde altid virket til at have øjne i nakken og instinktivt vide når nogen nærmede sig, men åbenbart ikke i dag.
Hun lukkede øjnene let, slap grebet om den nederste del af kroppen og lod halen om at holde hende oppe. Det var behageligere sådan og når hun nu havde fået dem ud i vandet kunne hun lige så godt udnytte det til at slappe ordentlig af i det.

Hun kunne ikke lade være med at lade endnu en latter følge hans ord. "Mere end for at melde tilbage jeg havde en drage siddende fast i en tronsal?" Hun kunne så glimrende huske hvor træt han havde set ud over den besked, men også det smil han ikke havde kunne skjule. Smilet var mere til stede nu og virkede mindre under kontrol, som den latter hun så i hans blik. Der kunne man bare se. Alt der skulle til var åbenbart at dukke ham lidt!
"Nok meget godt du ikke modtog nogle af de snebolde Gloria og jeg har sendt af sted..." Tilføjede hun drillende, som hun flyttede sig lidt nærmere.

Cyraneus smilede med en let drilskhed over sig, kun let, men den var tilstedeværende. Mere end der plejede at være i det ellers alvorlige ansigt. "Jeg er sikker på at nogen eller noget har påvirket mig!" stenstikker. Alkoholen havde selvfølgelig svækket hans sanser, såvel som balanceevne, selvom han ikke følte sig fuld. Faktisk var han ikke engang sikker på at han følte at han var påvirket. Men der var forskel på hvordan man opførste sig, selvom man ikke kunne mærke alkoholens virkning. Det, og det var et smukt sted og Moana havde ligeledes en tendens til at kunne distrahere den ellers alvorlige og meget observante mand.

Vandets virkning var afslappende, og nærmest instinktivt efter overraskelsen, skiftede benene om til den lange grønne hale, der gjorde ham mere komfortabel i det bløde vand. "Meget mere!" selvom det også havde været... spændende at skulle viderefortælle hvorfor han var nødt til at tage til Dragorn i ret stor hast. Men han smilede stadig over det.
Cyraneus løftede sine øjenbryn og drejede hovedet lidt, stadig med blikket på hende. "Hvad har i haft gang i denne gang?" hende og Gloria havde fået skabt et venskab der også gik over i at lave, hvad man på god gammeldags maner kaldet ballade. Havmanden flyttede sig ikke som hun kom nærmere, for han havde intet imod det. Slet ikke faktisk, men han var stadig afholdende med at vise noget. Selv ikke alkohol kunne krakelere al alvoren.

Det virkede endelig til hun havde fået brudt igennem hans altid tilstedeværende alvor og alt det havde taget var en vandgang og en smule af dværgenes gode mjød. Det sidste ikke helt noget Moana selv kunne tage æren for, men lige nu gjorde det hende intet. Ikke som hun drillende kunne hæve et øjenbryn af hans ord. "Virkelig? Hvad kan det dog være?" Hun vidste hvad havde hende distraheret og mere direkte i sit udtryk, skønt hun ikke benægtede han nok også havde en del af skylden også. Måske havde hun kunne holde mere på formerne sammen med en anden ridder eller kriger, men det var Cyraneus og det gjorde en forskel.

Hun holdt hans blik, som hun roligt nærmede sig med latter i sit eget blik. "Det lyder ikke godt..." hun forsøgte at se brødebetynget ud, men det virkede ikke rigtig til at ville ske. I stedet var det et underholdt og drillende glimt der forblev i hendes turkise øjne. "Åh hun vidste mig hvad frossen vand kan formes til og hvordan det falder... at der stod en vagt nedenfor muren havde vi bestemt ikke lagt mærke til... nogen af gangene..." Det havde været en underholdende start på hendes meget særprægede venskab med den blonde ridder. Et venskab der havde budt på en del fest og farver og udveksling af racemæssige særheder.

Hun fortsatte med at komme ham nærmere til afstanden var for lille til at deres haler kunne være der uden at røre hinanden som de holdt sig oppe. Tæt nok til at hun kunne møde hans blik og holde det, som hun lænede sig frem og tagende det initiativ hun tvivlede på han nogensinde kunne få sig til at tage, pressede sine læber blidt mod hans.

Der var en grund til at alkohol ikke blev indtaget på daglig basis. Faktisk holdte han solid afstand til det, for ikke at blive fuldstændig sengeliggende i et par dage. Den gyldne væske var slående, og det var begrænset hvor meget han kunne holde til. Han var dog ikke blevet udsat for nær samme mængde som Moana havde indtaget i sine dage her. Men han måtte alligevel indrømme at det gjorde ham dejlig afslappet og rolig. Mindre anspændt og rettelig.

Cyraneus kunne ikke lade være med at lade et morende smil vokse frem over hendes mislykkedes forsøg på at virke skyldfølelende. Det hjalp heller ikke hendes sag som hun begyndte at tale om frossent vand og hvad det var blevet brugt til. Hun snakkede om sne, og Cyraneus kunne vitterligt forestille sig hvor en snebold eller kugle af større form, var kommet ud over murkanten og ramt en forsvarsløs vagt. Det burde ikke more ham nok til at smile over det! Han burde havde sine former indtakte og holde på at det var en forkert opførsel. "Aha" man kunne ikke være dødalvorlig hele tiden. Og billederne han fik var morsomme.

Cyraneus betragtede som hun kom nærmere, ikke flyttende sig fra stedet. Stadig bibeholdende noget af den almindelige stivhed af fast etikette der altid prægede hans krop. Hans hale bevægede sig roligt, for at holde ham oppe, og strejfede ofte hendes. Der var en naturlighed ved at føle skæl røre skæl fremfor almindelig hud. Noget landjordets væsner ikke ville kunne forstå. Cyraneus normaltvis alvorlige øjne var i dette øjeblik blide og rolige, som de mødte hendes. Han havde ikke nået at tænke frem til hvad der måtte være hendes hensigt, før hun var kommet så tæt på. Noget i ham blev stærkt nervøs, trods den selvsikkerhed han ellers altid havde. Det tog et halvt sekund for hans hjerne at opfange hvad der skete. At hendes læber rent faktisk rørte hans. Ganske blidt gled hans øjne i, som han besvarede det tilbage, mens hans hænder langsomt fandt vejen hen til hendes hofte. følelsen af både hud og skæl ramte hans fingre.  Han var ikke vant til at have det på den her måde. At være så rolig og tilpas. Ganske let slap hans hendes læber, kiggede ned på hende, lod sin hjerne gennemgå processen af hvad der lige var sket, inden han lænede sig frem igen og kyssede hende mere insisterende.
Nu initiativet var taget, var det ikke svært for ham at give efter og lade følelserne han havde for den anden havkvinde, komme til udtryk. Han behøvede blot det rigtige skub.

Med overfladens stoiske alvor brudt forblev den det noget tid virkede det som. Der var da under alle omstændigheder mere smil end træthed over Cyraneus reaktion på hendes udlægning af mindre tjenstlig brug af snebolde mod egne. For Moana var det så også svært andet end at smile, som hun huskede det og de udråb der var strømmet op til dem på muren fra de overraskede vagter. Sjovt som det aldrig ophørte med at overraske dem.

Latteren var blevet i hendes blik, som hun havde nærmet ham, men var stille gledet over inoget andet, som deres haler begyndte at røre hinanden. Finner over finner, finner over skæl og skæl mod skæl. Så intime kærtegn for et folk, der holdt facaden oppe og ryggen rank uden altid at vise for meget af hvad de følte. Ikke overfor andre end dem de holdt nærest.
Han blev nær hende.
Også som hendes læber forsigtigt og prøvende rørte hans for at se om hun var alene om at føle mere end venskab, mere end samhørighed, mere end blot sporadisk tiltrækning. Tøvende fordi han var så meget mere stiv i etiketten end hun og fordi hun kendte hans familie og deres variationer af stivhed og intiativrighed.

For et langt, alt for langt, øjeblik reagerede han ikke. Var blot foran hende og nåede at aktivere alle glemte planer om taktisk tilbagetog hos hende, førend hans øjne gled i, hans hænder fandt hendes hofter og holdt hende fast og hans læber besvarede hendes. Et åndedræt før panikken over egne handlinger ville have ramt hende og med sin bekræftelse begravede tvivl, flugtplaner og forstillelse hos hende et dybt sted under alkohollen og nærheden.
Hun mødte hans blik som han brød fra, smilede skævt, som hun lod sine hænder finde til hvile på hans hofter. Om ikke andet til han tog initiativet og fjernede al tvivl om hvor han stod i forhold til hendes lille invasion af hans person. Da forsvandt skævheden fra smilet og sikkerheden gled frem sammen med varmen i hendes blik, som hun gengældte hans kys med tilsvarende intensitet og hendes halen snoede sig legende om hans.

Det var ikke meningen han ville gå i stå. Det var ikke meningen at han ville bare stå der foran hende og ikke reagere. Men det koliderede indeni ham. Han var i et sekund i stærk tvivl om hvordan han skulle reagere. På mange punkter havde han ikke set det komme, men på mange andre punkter havde han ventet på det. Han havde ikke selv gjort noget, grundet så mange etiketter og krav der var banket ind i ham fra de sparsomme barneår. Man udvidste ikke andet end korrekt opførsel hvor han kom fra, og det betød også at at vise følelser som disse sjældent var noget han gjorde. Både fordi han sjældent følte dem, og han ikke havde set det i hjemmet.

Men som han faldte til ro i kroppen kom det hele så naturligt. En ro og afslappethed der gjorde ham komfortabel til at gøre det igen. At få lov at kysse hende igen, uden at tænke over om det ikke blev vel modtaget. På netop det punkt havde han haft stærkt brug for at en anden tog intiativet, og Moana var langt mere forskellig fra hvad han var vant til. Hun gjorde tingene. Hun tog intiativet og var ikke bange for at udvise hvad hun følte. Noget der langsomt smittede af på ham, blandet med alkoholen som cirkulerede rundt i hans blod.

Cyraneus hale gled rundt om hendes, mens han stadig var i stand til at holde sig oppe. Det var en helt speciel følelse, at mærke skæl og finner imod hinanden, i en glidende intim bevægelse. Langt anderledens end den almindelige menneskehud der fyldte overkroppen, omend hans arme også fandt ro og varme ved at ligge sig om Moana. Han havde ikke lyst til at afbryde det igen, nu han kunne få lov at mærke hende. Tænk at de var nødt til at rejse hele vejen til Dragorns indre og havde drukket mængder af alkohol før han lod indrømme at han havde følelser for hende.

Der var ved at være gået nogle år siden Moana havde forladt alt hvad der var velkendt, stift og fast i formen ved Aquarins hof og havde brudt havets overflade for at begynde et nyt liv i Lysets tjeneste. Det havde dengang været til mødet med en helt ny og meget anderledes verden, som havde slået en del mere ud af kurs end hun nogensinde havde indrømmet overfor nogen. Meget lidt var som hun kendte det og alligevel var så meget det samme. Cyraneus havde været hendes første faste holdepunkt i alt kaosset. En stødte af hjemlig stivhed og formalitet, hvis familie hun havde et indgående, skønt distanceret kendskab til og selv afspejlede flere sider af dem end han nok ville være sig ved.

Det var dog manden hun havde set i glimt under facaden, der havde fanget hende ind over årene og var blevet til mere en end hun ville stå ved for hende. Til dværgenes mjød havde taget den påtvungne formalitet fra hende og ladet hende handle på følelser alene. Ganske uhørt for deres folk - om ikke andet hans del af deres folk, hendes del var lidt friere med den slags trods alt. Heldigvis mødt med en opfordring til at fortsætte og blive nær.

Moana brød tøvende fra hans læber og lod sig synke en smule ned i vandet, hvor hun balancerede bedre. Halen havde hun stadig viklet let og legende om hans, følgende hans bevægelse blidt frem og tilbage i vandet, så de holdt sig stabilt i overfladen. Langsomt formede der sig et smil på hendes læber, som hun så op på ham og strøg fingrene kærtegnende over hans lænd. "Jeg var ikke sikker på..." Hun gik i stå med ordene uden rigtig at kunne få dem sat på den uvished og kamp med samme der havde holdt hende fra at handle tidligere. Det var egentlig også lidt upassende at have tacklet ham på den måde, men hendes bror havde på et tidspunkt nævnt at nogen mænd skulle slås hårdt for at se hvad var lige foran dem. Måske havde de bare for mange krigere blandt deres nærmeste bekendtskaber.

Måske var det i virkeligheden formaliteterne, stivheden og den faste ramme der havde gjort omskiftet for Cyraneus så meget nemmere dengang. En ung attenårig der burde havde noget rebelsk i blodet, som kun var kommet frem som han var stukket af for at kæmpe sine egne kampe over vandet. Men deroppe var det blandt krigerne så hjemmeligt, at han følte sig tilpas. At han havde fundet hjemme der. Ingen stilte spørgsmålstegn til stivheden og formaliteterne. De accepterede at det blot var sådan han var, og at det kunne bidrage til opdragelse af de unge nye der kom til.

Men stivhed og formalitet var trods alt ikke alt ved ham. Noget han huskede at finde frem, omend ganske lidt, når den rigtige personlighed kom til. Moana var ikke på samme måde nær så distanceret fra sit indre legebarn som Cyraneus' mor havde for vane at kalde det. Det havde været forfriskende. Et pust der fik noget af den evige facade til at krakelere ned. Men han var aldrig kommet videre end dertil, trods han vidste at han havde kigget efter hende når hun gik forbi. Sneget sig til at få en ekstra samtale, hvor kort og formel en samtale det end måtte blive. Hvorfor havde han ikke bare valgt at indse det? Havde det virkelig krævet at blive væltet omkuld midt inde i Dragorns dybe indre, før han indså at han ville mere end det han havde.

Cyraneus snakkede ikke om følelser. Det havde han aldrig gjort, og det var nok heller aldrig noget han begyndte at få nemt ved på nogen mulig måde. Heller ikke hans normale stive udtryk var nemme at hamre igennem, men han smilede. Løftede en hånd og lod den blidt kærtegne Moanas kindben. Han vidste ikke engang hvad han skulle svare til hendes ord, men han fik alligevel spurgt. "Ikke sikker på hvad?" Han lænede sig ned og lod sin pande hvile mod hendes. Det hele var så udvant og han vidste virkelig ikke hvordan han skulle udtrykke sig eller reagere. Men at hun i det hele taget havde taget skridtet, måtte vel bevise for ham at hun var tålmodig med det alt for stive betræk og for faste rammer han holdte sig. Måske med chance for at bløde dem op og svinde en smule ud.

Moana lænede let ansigtet ind mod Cyraneus hånd, mens smilet forblev på hendes læber. Hans blik havde noget forundret over sig, som var han ikke helt sikker på om det var virkeligt eller ej. Ikke at hun helt var det. Det var dog lidt for rart at se ham smile, se ham afslappet og mærke hans nærvær til at bekymre sig om det var virkeligt eller ej. Bare det at mærke ham gjorde det virkeligt for hende. Måske havde hun også fået lidt for meget mjød til den slags overvejelser.
"Sikker på at du så mig."
En rynke gled frem mellem hendes bryn for ordene sagde ikke helt det hun gerne ville. Selvfølgelig så han hende. Han hilste jo og snakkede jævnligt, men det betød jo ikke nødvendigvis at han havde set hende som mere end en kampfælle. Ikke når hun sammenlignede ham med de andre krigere de omgikkes og deres måde åbenlyst at se efter det modsatte køn på - eller samme hvis de svingede i den retning. Hos Cyraneus havde hun ingen blikke bemærket. Det kunne jo være han var bedre til ikke at blive taget i dem,men paladset var en stor sladderplads så...
Det hjalp dog ikke på at finde bedre ord frem. I stedet hævede hun en hånd og lagde mod hans bryst lige ud for hjertet.

Cyraneus smil trak sig en smule mere op. Kunne han andet end at have set hende? Hun var iøjefaldende i sig selv, men det måtte han sige, at mange også havde været. Smukke skabninger som vandrede rundt, selv på paladsets grund, og som tiltrak sig mange krigeres blikke. Hans havde aldrig nemt til at vandre over det omkring sig. Som havde han altid haft nok i sig selv. Han behøvede det ikke, behøvede ikke distraheringen. Det havde han i hvert fald altid sagt. At danne sådan en følelse, at lade sig selv føle den, var det nok mere, var en svaghed. En svaghed der kunne føre til at blive så stor en del af ens liv, at hvis han mistede det igen, ville det ødelægge ham. Den tanke alene havde ladet ham været afholdende, i så lang tid.

Og alligevel stod han her, med sin hale der blidt snoede sig om hendes, og følte noget. Hun var speciel for ham, selvom det måtte være svært at se når han gik forbi. Langsomt løftede han sin hånd og lagde den over hendes, ind mod hjertet. Det var stadig svært at give udtryk. Stadig svært at vise. Stadig bange for rent faktisk at ville føle det, som kunne have så stor indvirkning. Men om han ville det eller ej, betød hun mere for ham end de andre. Ikke fordi hun var af havfolket, ikke fordi hun var en skønhed, selv i sin havform der var ulig hvad han var vant til at se. Men fordi hun kunne trænge ind igennem panseret, som alle andre havde opgivet. "Bare fordi du ikke har set det, betyder det ikke, at det ikke er der" han lukkede hånden omkring hendes. Hvad skulle han ellers sige eller gøre. Han vidste det ikke. Selvom mjødens sødme havde lukket op, var han stadig på fuldstændig ukendt farevand. Desværre stadig komfortabel i sin passivitet.