Lyden af latter, munter stemmer som snakkede i kor kunne høres ude på gaden i Piraternes by. Det havde taget lidt tid, men endelig havde Asmodeus fået ”havfruens hule” op og køre. Der var altid fyldt, om folk kom for at drikke eller hore – det var underordnet. Folk kom, folk brugte penge. Varmen fra kroen gled ud, som det første man mødte når man kom ind. Lyset fra kaminen, samt de mange tændte fakler funklede. Der var en elektrisk atmosfære, der stod to elver og spillede musik, imens folk grinte og havde det sjovt.
 

Asmodeus var som så mange gange før, værten som bevægede sig rundt blandt sine gæster. Han underholdte dem og talte med dem, enkle gange smed han også nogen ud. ”Bare smid en tønde øl i den retning” lød det muntert fra ejeren af kroen. Asmodeus stod aldrig bag baren, men han var ofte vært. Fordi han på den måde mødte en masse mennesker. Det var hans nye person, det var alt for mange år siden han sidst havde slået noget ihjel.

Selv efter at Balthazar villigt havde steget af sin stilling som piraternes konge, samt dannet et råd af flere magtfulde kaptajner, bar hans ord stadig magt i Diamantbugtens Piratby. Han var populær og han var komplet gal i hovedet. Og han var glad og lykkelig til trods for hans tilsyneladende tab af magt. Det betød intet for ham. Hvad der betød noget var, at piraterne som en helhed havde magt, og at det i sidste ende var ham, der havde været initiativtageren. Han ville blive husket for dette, og for ham var det bedre end noget andet. Selv efter at have skiftet skikkelse, vidste de hvem han var. Hvem ellers ville kunhe styre Peerless Fortitude, som var det et levende skab? Svaret var: Ingen. Kun Balthazar Von Reichshalle, den Frygtede, den Gæve. Den Dristige.

Og derfor måtte han selvfølgelig se hvad det var for en kro, hans gamle ven Asmodeus, var i gang med at sætte i stand - og selvfølgelig om der var nogle kvinder, han kunne lægge hånd (og måske endda mere) på. Hans ankomst var mere eller mindre meldt, da han trådte ned af piratbyens gader, gjaldende en meget beskidt sang, højlydt så alle kunne høre det og med hans trofaste ti som kor. Kaptajn og entourage trådte snart ind i den nye kro, stadig højtråbende. Men Balthazars hæse, dybe og klangende stemme overdøvede alle. "Jeg har hørt... At en Hr Asmodeus er blevet kroejer!" råbte han højlydt. Der blev kort stille i kroen, før kaptajnen smilede kærligt til folket. "Øl! Øl til alle, på min regning! Og lad mig så se min gamle kammerat!"