Sted: En mindre kro i Det Nedre Bydistrikt
Tid: Tidlig aften
Vejr: Tungt overskyet, blæsende og periodevis regn

Hvis nogen, der havde kendt Karkhos, havde set ham sidde alene i et hjørne af kroen med en kande øl og et krus foran sig, ville de nok have troet, at de havde set forkert. Ikke at den gamle soldat ikke drak et krus øl i ny og næ i godt selskab, men alene og med et udtryk i ansigtet der sagde, at han ikke havde planer om at stoppe efter den nu halvtømme kande, det lignede ikke den velkendte kriger.
Men han var her for at drikke. Tungt. Til hele verden forhåbentligt gav bedre mening.

Der var gået to dage, siden den ældre Lord Atillian var dukket op og havde pålagt Karkhos sin straf. Straffen for at have banket den yngre Lord Atillan, givet ham en lærestreg, som han havde haft brug for i mange år. Man skulle måske tro, at det havde været en let straf for sådan en forseelse, seks måneder uden løn og en trussel om, at han ikke skulle lægge en finger på Morpheus igen... men Karkhos var næsten ved at føle, at blive afskediget som soldat under Atillian-slægten ville have været bedre. Og dog, for hvad skulle han så? Han havde aldrig lavet andet, aldrig haft et andet mål med livet end at tjene. Født til at tjene under lige netop denne slægt, som hele hans slægt havde gjort så længe nogen kunne huske.

Tankerne myldrede igennem hans sind, tunge og smertefulde. Følelsen af hans næver, der stadig bar præg af slagene, der havde ramt den yngre mand. Vreden, ja endda en følelse af had, der havde fået ham til at blive ved. Morpheus' blik, da han endeligt formåede at stoppe. Og dagene efter, de forfærdelige følelser, synes af det gennemtæskede ansigt.
Kruset fandt vej til hans læber og han drak, drak for at glemme. Kanden blev tømt og en ny blev placeret foran ham. Da han var halvt igennem den, krævede hans krop en tur ud for at tømme blæren og han masede sig igennem menneskemængden, der havde samlet sig i kroen, efterhånden som aftenen var skredet frem. Ingen stod i vejen for den brede, ældre velklædte soldat, der uden at se på noget fandt bagdøren ud, fik forurettet sin nødtørft og derefter maste sig ind igen. 

Måske havde alkoholen allerede belejret ham, måske havde han lidt for travlt, men hans brede skulder stødte ind i en person og han stoppede op for at undskylde. Blot fordi man var ved at være fuld, behøvede ens opdragelse ikke at gå af fløjten.
"Det må De..." Hans blik ramte kvindens ansigt og de brune øjne blev spærret op i chok. For et øjeblik forsvandt evnen til at tale, men endeligt gled et enkelt navn over hans læber.
"Scaralin..." Nej vent. Det kunne ikke være hende. Hun var alt for ung og... Nej, det kunne så næsten kun være... "Jocasta. Jocasta Atillian." Han næsten hviskede det ud, for sandsynligheden for at møde hende var ikke eksisterende. Det kunne umuligt være hende. Hans hukommelse måtte spille ham et puds, det måtte være øllen. Men selvom logikken forsøgte at overbevise ham om, at han tog fejl, kunne han ikke andet end at stirre chokeret på hende med forvirring og den indre sorg i blikket. Øjnene. Ansigtet. Som snydt ud af næsen på sin mor og så alligevel med så mange tegn efter sin far. Jocasta.

Tyven var ikke lige så forsigtig som hun plejede at være. Hun var sært træt denne aften, men det var vel heller intet under, når hun havde brugt så længe på at lede efter sin rejsekammerat. Han var forsvundet siden de havde valgt at skille deres veje midlertidigt. Han var ikke dukket op som aftalt og i starten troede Jocasta ærligt talt at det bare var fordi de havde den fortid sammen. Bare tanken havde fået hende til at ryste på hænderne, som hun også gjorde lige nu, da hun tænkte over det.
Men det kunne ikke passe. De havde talt det igennem. De var gode venner nu, måske endda bedste venner, i hvert fald i hendes bog, så han ville ikke bare gå sin vej. Det kunne hun ikke tro på. Det ville hun ikke tro på. Så hun havde ledt, ledt og ledt. Hun havde endda brugt sin skyggeverden til at komme hurtigere rundt, men havde så til gengæld også gjort det så meget at det nu havde tæret på hende. Så hun var træt, da hun gik ind i en lille kro tilhørende hovedstadens nedre bydistrikt, med planen om, bare at få sig et værelse og derefter drikke et enkelt krus øl og så smide sig i sengen og sove bekymringerne væk.

Men de planer røg meget hurtigt ud af vinduet idet en mand stødte ind i hende, mens hun var på vej tilbage til det bord hun havde udset sig. En enkelt sjat øl landede på kroens gulv, men Jocasta formåede dog at redde sit krus, før det gik helt galt. Folk masede også sådan herinde, så hun forstod udmærket at et uheld kunne ske. Hun var ikke vred, bare træt og uden overskud, så selvfølgelig var hendes plan bare at gå videre, men mandens ord stoppede hende. To navne blev nævnt, og de begge fik hende til at stivne. Ingen kendte hendes efternavn. Ingen. Hun havde ikke fortalt det til nogen. Og bare det at hendes mors navn blev nævnt fik et stik af sorg til at ramme hende lige i brystet. Hun stirrede kort på manden, kunne ikke umiddelbart genkende ham og var nu både forvirret og lettere paranoid. Hvorfra kendte han hendes fulde navn, og oven i købet hendes mors? "Undskyld.. Men hvem er du?" hun kunne ikke forstå hvordan denne ældre herre kunne kende de her navne, når hun havde holdt sig skjult så længe.

Pigen så forvirret ud, paranoid, og det gik op for Karkhos, at han opførte sig idiotisk. Der var ingen måde, hvorpå hun kunne genkende ham, hun havde ikke været mere end et par år gammel, sidst han så hende. Og det var slet ikke sikkert, at hun forbandt efternavnet med sig selv, han tvivlede på, at Scaralin havde brugt det efter flugten. Det tog ham et øjeblik at finde ordene, som det altid gjorde, han var en mand, der altid gennemtænkte sine ord.
"Jeg er en gammel ven af din mor. Scaralin." Han sænkede blikket en smule, som gjorde det ondt at sige og igen varede det et øjeblik, inden han snakkede videre. "Mit navn er Karkhos. Karkhos Ruadon. Jeg er soldat under din far, Ciprian Atillian." Der gled en kort, vred trækning over hans ansigt, noget der aldrig ville have været sket, havde han været ædru. Ikke at han var meget påvirket, at se et så velkendt ansigt havde gjort ham mere frisk i hovedet.

Han var træt. Træt, vred og han havde ondt helt ind i sjælen. At se en person, som ikke burde eksistere, ikke i hans verden, blæste ham næsten omkuld, men samtidigt gav det ham en underlig følelse af... håb. Håb for at hans liv måske ikke så så mørkt ud i fremtiden, som det gjorde nu. Men det var et spinkelt håb, der næsten blev kvalt med det samme, som han stadig ikke var sikker på, at det faktisk var Jocasta. Det var så umuligt. Et eller andet sted vidste han, at Scaralin ikke var i live mere. For under et år siden, havde han haft et realistisk mareridt, et mareridt med Scaralin, hvor hun var død. Og da han gispende og på kanten af gråd havde sat sig op i sengen, havde han ikke været i tvivl om, at hans evne havde vist ham virkeligheden. 

Karkhos rettede sig lidt op, fik et lidt hårdt udtryk i ansigtet og kastede endnu et blik på pigebarnet. Det måtte være et tilfælde.
"Undskyld frøken, jeg har nok taget fejl." Han bukkede let og vendte om for at gå tilbage til sit bord og øllen, der ventede. Det skete sjældent, at han havde så meget lyst til at drikke, som han havde nu. Alting var i kaos i hans indre, intet var som det skulle være. Han så spøgelser. Spøgelser fra fortiden. Det måtte være hans hjerne, der spillede ham puds for at kapere alt det, der skete omkring ham.

Mandens forklaring gav mere og mere mening. At han var en gammel ven af hendes mor kunne sikkert godt passe, og idet han sagde sit navn, stivnede hun igen. Han havde hjulpet dem dengang. Så meget havde hendes mor godt fortalt, at det var denne mand, der havde hjulpet dem væk fra en fader der ville have været et fælt monster over for hende. Hun forstod godt, at denne Karkhos fik en vred trækning i ansigtet over at nævne hendes fars navn, og samtidig følte hun at hun skyldte ham alt. Han var skyld i, at hun havde fået en god opfostring af en kærlig mor, at hun aldrig havde manglet noget, i hvert fald ikke før hun havde mistet moren. Hendes tøven måtte være et tegn for den gamle garvede soldat til at tro at han havde taget fejl, men hun kunne se, at han var forvirret. At han ikke helt vidste om han så rigtigt. Men hvem kunne også bebrejde ham? Han havde ikke set hende i over tyve år, og bare det at han kunne genkende hende ved at huske hvordan moren så ud var virkelig noget, Jocasta begyndte at beundre ham for.

Det hårde udtryk der derefter gled over soldatens ansigt, passede ham ikke. Det virkede som om, at han havde oplevet for meget, og bare havde brug for at slappe af, men dette hårde udtryk var et hun havde set på mænd før. De forsøgte at skjule deres indre oprør. Og han havde jo talt sandt, han havde hverken taget fejl eller set forkert. Og hun skyldte ham. Skønt hun ikke rigtig ønskede at blandes ind i Atillian-slægten igen, skønt han ubevidst gav hende chancen for at forsvinde fra problemerne igen, så kunne hun bare ikke vende ryggen til. Hun kunne ikke lade være: Idet manden vendte sig rundt, lagde hun forsigtigt en hånd på hans arm.
"Nej.. Nej, du tager ikke fejl," hendes tøven var meget tydelig. Hun var ikke glad for at give ham ret, men at skylde, var at skylde. Sådan var det bare. "Min mor har fortalt om dig.. Hvad du har gjort for hende.. Hvis hun var her, ville hun udtrykke sin taknemmelighed, men..." endnu en gang tøvede Jocasta og var nødt til at kigge væk. Det gjorde stadig lige ondt at tale om.
"Jeg håber at du vil kunne acceptere min uendelige taknemmelighed i stedet for?" hendes blik var usikkert som hun søgte øjenkontakt med manden, hun skyldte så meget, at hun ikke engang var sikker på hvordan hun skulle betale ham tilbage.

Lige som Karkhos skulle til at tage det første skridt tilbage mod glemslens drik, blev der lagt en hånd på hans arm. Han tog ikke fejl. Langsomt vendte han sig igen og så på pigen, der nu havde bekræftet, at hun var datter af Scaralin og Lord Atillian. Beskæftigelsen bragte en smule ro til ham, som han endeligt kunne tillade sig selv at se de genkendelige træk. Uden at sige noget, lyttede han til hendes ord, fik bekræftet at kvinden han engang havde kendt var død, og rynkede kort panden ved hendes ord om uendelig taknemmelighed. Han havde ikke tænkt på det, på den måde. At hun skulle være taknemmelig. Langsomt tog han en dyb indånding og lavede et let nik mod sit bord.
"Vil du slutte dig til mig ved mit bord? Jeg tror, at vi har nogle ting at snakke om." Han så kort spørgende på hende og bevægede sig så ind i mellem væsnerne i kroen for at komme hen til bordet. En enkelt person havde sat sig, men flyttede sig hurtigt, da den fik øje på Karkhos mørke og lukkede ansigt.

Efter at have skubbet sig ind på bænken, rakte han ud efter kruset med øl, men efter en kort tøven skubbede han det og kanden ud til siden. Måske det var bedst ikke at drikke mere. Blive ædru. Hurtigt gned han hænderne over ansigtet for at friske lidt op og så så på pigen. Jocasta. Han kunne næsten ikke tro det. Den lille pige, der holdt balancen, når hun gik, ved at have fat i en af hans tykke fingre. Hun var blevet en voksen kvinde, en smuk kvinde som sin mor. Minderne væltede ind over ham og han sad bare og stirrede på hende uden rigtigt at se for et øjeblik. Det gik dog op for ham og han sænkede blikket til sine hænder, der hvilede på bordet.
"Undskyld, du ligner bare din mor utroligt meget..." Der var et ægte glimt af medfølelse og sorg i hans blik, da han kiggede på hende igen. "Jeg er ked af, at... du har mistet hende."

Han rømmede sig og sukkede så dæmpet, inden han snakkede videre. Han var normalt ikke en mand af mange ord, men et eller andet måtte han sige. Mens han havde chancen.
"Jeg ved ikke, hvor meget din mor har snakket om..." Han afbrød sig selv og skiftede emne. "Hvordan har I klaret jer? hvor har i boet?" Han havde tænkt en del på dem begge i alle de år, mere end nogen overhovedet kunne vide, som han havde holdt det for sig selv. Ingen kunne vide, hvorfor han havde hjulpet sin herres hustru og datter til en flugt fra et forfærdeligt og tyrannisk liv. Kun han og Scaralin vidste, hvorfor. Og hun var død.

Med snilde og ynde bevægede Jocasta sig efter den ældre herre, da han spurgte om hun ville slutte sig til ham ved bordet. Hun havde godt nikket og da de satte sig, tog hun en dyb indånding og forberedte sig på samtalen. I stedet fangede hun Karkhos' lidt stirrende, lidt tomme blik, der sad ætset fast på hende og idet han sænkede det, fik hun næsten dårlig samvittighed over at han så ud til at virke undskyldende over at have stirret. Hun havde jo intet problem med det. Ordene der fulgte efter fik også hende til at tænke blikket ned mod det ølkrus, som hun stadig holdt i venstre hånd. En tendens der stadig ikke var forsvundet, at hun gerne ville have højre hånd fri hele tiden i tilfælde af, at nogen skulle forsøge på noget. Hun var blevet en smule upopulær i mange kredse, specifikt de adelige. Og skønt de var pøbelens distrikt, så kunne der stadig være... Nogen.

Hun rømmede sig let og rystede derefter på hovedet. "Det gør ikke noget. Du behøves ikke undskylde," sagde hun før hun sendte ham et lidt forsigtigt smil. Derefter sank tavsheden over dem på ny. Hun forblev selv ret stille, til Karkhos selv talte og idet han spurgte indtil deres liv - altså hendes og hendes mors - måtte hun synke en klump og stirre lidt ned i bordet, nærmest som for at gøre sig klar på at tale om noget, der stadig var meget hårdt at omtale.
"Vi boede i Rubinien.. I en.. En handelsbod. Bare min mor og jeg," fortalte hun, lettere usikker i stemmen. "Men selvom jeg hjalp til, tjente vi ikke nok, så... Jeg tjente det ekstra som vi havde brug for, ved at... Tage fra dem der havde for meget," det var lettere at tale om det på den måde. Jocasta var ikke ligefrem stolt over at være en tyv, men hun var til gengæld stolt over at tage fra folk, der havde ressourcer i vildskab, og give til folk der manglede i vildskab. "Jeg valgte at rejse nordpå da... Da hun døde." 

Det gjorde ondt at høre. Hendes ord om, at hun havde stjålet for at de havde kunnet klare sig. Det var forkert. De havde begge haft ret til den rigdom, som Atillian-slægten lå inde med. Nok virkede de til at spinke og spare som adelige, men Karkhos vidste, at der var mere på kistebunden end den ældre Lord Atillian gav af. Jocasta burde være vokset op uden at mangle noget. Karkhos kæbemuskler arbejdede et øjeblik ved den tanke, men noget andet slog ham. Hun havde sikkert, trods trange kår, haft en god barndom med en masse kærlighed. Han kunne i hvert fald ikke forestille sig andet med en mor som Scaralin. Og der var allerede noget, som understregede, hvor godt det var, at han havde gjort den brøde dengang. Hjulpet dem med at stikke af. Også selvom Morpheus var blevet efterladt tilbage hos sin far.

Han nikkede langsomt ved hendes sidste ord og flyttede lidt på sig. Det var stadigt uvirkeligt at sidde her og han vidste faktisk ikke helt, hvordan han skulle tackle situationen, noget der var uvant til ham, som han altid stolede på sig selv og sine instinkter. Alt det var bare gået af fløjten og han måtte gennemtænke hvert eneste lille ting.
"Jeg er ked af, at I har haft det hårdt. Men det har uden tvivl været bedre end alternativet." Han betragtede hendes ansigt igen, denne gang mere nærværende. "Fortalte din mor dig, at du har en bror?" Det væltede næsten ud af munden på ham, som han ikke kunne lade være med at tænke på forskellen mellem de to. Jocastas udadtil venlige ydre og Morpheus' altid kolde blik med vreden ulmende under overfladen. Søskende, men så forskellige. Med så forskellige vilkår under deres opvækst. Åh, hvor ville han ønske, at Morpheus ikke skulle have levet med sin far. Men det var der ikke noget at gøre noget ved lige nu.

Gad vide hvad han tænkte nu? Hun kunne se hans kæbe arbejde og det kunne være et tegn for rigtig mange ting, men hun kunne ikke ret nemt aflæse denne mand. Han virkede lukket i både kropssprog og ansigtstræk, og samtidig virkede han også troværdig. Rar. Det var i hvert fald hvad hendes instinkter fortalte hende, og hun havde en tendens til at følge dem for det meste. Dog havde hun lært, ikke at række ud efter amuletten i den underlige dims efter at have gjort det én gang før, for der var tider, hvor man bare skulle tænke sig om, men det her var ikke tilfældet. Denne Karkhos havde hjulpet hendes mor med at flygte, så hun stolede på, at han ikke var et dårligt menneske. Og de ord der kom ud af munden på ham, var også et meget godt bevis deraf. At han var ked af at de havde levet hårdt og at han godt vidste at alternativet dog alligevel ville have været værre. Og han havde ret. Scaralins fortællinger om hendes mand, samt de utydelige erindringer, Jocasta selv havde om høje råb og sin mors gråd var nok til at vide det.

"Det har du ret i. Hvis ikke man arbejder for føden, lærer man ikke at der er mere til livet, end bare se på det. Man skal også mærke det," uden lidt kvaler, blev man bare som alle de andre noble. Oppustede og selvoptagede, i hvert fald de fleste af dem. Selvfølgelig havde hun mødt nogen, der var mere tilforladelige end gennemsnittet, men det var ikke mange.
De ord der væltede ud af munden på Karkhos fik Jocasta til at tænke tilbage på de samtaler hun havde haft med sin mor. "Han er nok meget anderledes" og "Forvent ikke at han er som dig" var de typiske sætninger der kom ud af munden på hende tilbage dengang. Og det gav jo mening. Hvis hendes broder var opfostret af hendes fader, så havde han nok andre værdier end hun havde.
"Ja, det gjorde hun. Hun fortalte også, at både min far og min bror er... Anderledes end mig. Det er hele grunden til at jeg har tøvet med at finde frem til dem," hun kiggede lidt mere nærgående på manden foran sig. Tanken om at lære ham bedre at kende var ikke langt fra hendes intentioner, men først og fremmest slog det hende: Han havde arbejdet for hendes fader i over tyve år, måske endda mere. Hvordan havde han det overhovedet?
"Ehm... Karkhos? Jeg... Jeg er virkelig ked af, at du har måttet arbejde så længe med min fader. Jeg ved ikke hvordan min bror er, men.. Men de ting jeg har hørt, så må det ikke have været særlig rart?" hendes blik blev undersøgende, varmt og venligt, mere end før, nu hvor hun hverken var forvirret eller var nødt til at tale om sin egen mor.

Det var nogle vise ord, der forlod den unge kvinde og Karkhos var positivt overrasket. Han var enig, hvilket han tilkendegav med en let nikken. Morpheus troede, at han var verdensklog, klog på livet, når han i virkeligheden ingenting anede om livet uden for borgens fire mure. Livet uden en magtfuld far bag sig. Noget Karkhos havde prøvet at lære den stædige dreng, men hans ord var aldrig blevet hørt og Morpheus var stadig overbevist om, at hans måde var den eneste rigtige.

Igen lyttede han opmærksomt til hendes ord. Scaralin havde tydeligvis været klar over, hvad Ciprian ville gøre sønnen til. Men hvem skulle ikke også være klar over det, hvis ikke hende? Hun havde set de grimme sider af sin ægtemand. En mand hun slet ikke ville giftes med, men som ingen af dem havde noget at sige til. Bagsiden ved at være børn af ambitiøse fædre.
Der kom en dæmpet brummen fra Karkhos som et tegn på, at han mente, at det var en god idé, at hun ikke havde ledt efter sin fader og broder. Hun var en kvinde. De to mænd var ikke venlige mod det andet køn og han havde en fornemmelse af, at både Ciprian og Morpheus ville have en voldsom trang til at befri verden for deres hunkønsfamilie.
”Nok en meget god idé aldrig at møde dem.”

Hendes næste ord fik ham til at skubbe øjenbrynene op i panden for et øjeblik, tydeligt overrasket. Der var aldrig nogen, der havde tænkt på, hvordan det måtte være for ham, at arbejde for den adelige familie. End ikke ham selv, for det var bare sådan, det var. Det var kun i de sidste par dage, at han overhovedet havde tænkt tanker om andet end at være soldat hos Atillian-slægten. Overraskelsen forsvandt hurtigt for et mørkt udtryk og denne gang stoppede han ikke sig selv i at række ud og gribe kruset, som han tog et par dybe drag af, inden han stillede det foran sig og så lidt ned i det, tavs. Hvad skulle han sige til pigebarnet? Nægte at tale som han plejede, når noget gik ham på eller bare feje hendes ord af? En vred trækning gik over hans ansigt og det endte med, at han begyndte at tale, sikkert hjulpet godt på vej af det øl, han allerede havde drukket.

”Min far arbejdede for din bedstefar. Jeg for din far. Det har været et erhverv besat af familien i generationer.” Han tav kort igen, mens han overvejede sine ord. ”At være soldat er et utaknemmeligt liv, men jeg har aldrig kendt til andet. Og har altid været indforstået med, at sådan skulle det altid være. Jeg har ikke haft noget at beklage mig over, der har været mad på bordet, en løn og et mål med livet.” Igen blev han tavs og kruset i mellem hans hænder blev drejet lidt rundt, som tegn på, at han ikke var færdig. Efter en dyb indånding og et træk på skuldrene fortsatte han dæmpet.
”Jeg har trænet din bror i kampens kunst, i hvordan man overlever i ekstreme situationer og endda i den seneste tid også i diplomatiets virke. Jeg har passet på ham som… som en far, været hans livvagt. Reddet hans liv mere end én gang. Jeg er ikke nogen god mand, Jocasta, men din bror… han er voldelig, fyldt med vrede og had. Han ødelagde en ung kvindes liv for ikke så mange dage siden, en ung kvinde der havde fået en plads i mit hjerte. Og det var dråben for mig.” Igen en kort pause, hvor hans kæbemuskler arbejdede som han huskede hændelsen. ”Jeg gav ham en længe ventet omgang bank. Jeg er ikke stolt af det, jeg skulle passe på ham, ikke…” Hurtigt tømte han kruset, inden han fortsatte. ”Lord Atillian kom til byen. Viste sin utaknemmelighed og sin ligegyldighed overfor alt hvad jeg og min slægt har gjort for hans i generationer. Viste hvor lidt mit liv, som jeg har brugt på at tjene ham, betyder.” Hans stemme var tæt på at knække ved den sidste sætning og han rakte ud efter kanden for at fylde kruset igen, atter fyldt med trangen til at drikke til verden gik i sort.

Der skete en udvikling med Karkhos, som Jocasta godt kunne genkende, både fra andre kammerater og fra sig selv, når man blev stillet et spørgsmål, som man aldrig havde forventet, men muligvis inderst inde havde ønsket at blive stillet. Hun blev tavs mens han drak sin øl, ventede blot på at han enten ville tale eller tie. Det blev så til tale, og jo mere der blev lukket ud af den ældre soldats mund, des mere blev Jocastas indre retfærdighedssans sat på prøve. Hun blev mere og mere vred og ked af det på hans vejne, for det var hendes familie der havde set hans liv som værende absolut ingenting for dem. Han havde gjort alt det rigtige, og hvad havde han fået som tak? Dette. Det var ubærligt at tænke på, og snart tog Jocasta en drastisk, men nødvendig beslutning: Hun kunne ikke se til længere. Hendes blik blev mere og mere frustreret og til sidst var der bare tavsheden tilbage mellem de to. Hun havde hørt hans stemme knække, set hvordan han drak videre som resultat af den smerte, han helt sikkert var i. Og selvom hun ikke kunne se ham i øjnene endnu, rakte hun ud og lagde en hånd på den kande, som han rakte ud efter. Tilfældigvis den med de mærkelige tattoveringer.
"Før du fylder dit glas igen...." forklarede hun, overraskende roligt, men med en følelse af retfærdig vrede ulmende under den rolige tone. "Så har jeg brug for at fortælle dig noget," nu så hun op på ham, fangede hans blik med sine varme øjne.

"Min familie... Min far og bror.. De er ondskabsfulde. Jeg vidste ikke, at min bror kunne være så gennemsyret forfærdelig en mand. Men det er han. Og min far? Ja, han er værre. De ting, du har gjort for min familie vil aldrig blive glemt, Karkhos, hører du? Jeg nægter at se til længere," hendes ansigtsudtryk var beslutsomt. Hun hadede at se folk lide forgæves. Og hendes bror havde ødelagt en kvinde, som Karkhos havde været på gode termer med. Det var lidelse i hendes bog. Hun kunne og ville ikke ignorere dette, om hun så skulle gøre ting hun aldrig før havde regnet med at gøre, om hun så var nødt til at ofre for det. Så ville hun gøre det. "Jeg har ikke tænkt mig, at lade det her gå urørt hen. Jeg har tænkt mig at gøre noget ved det, og der er ikke noget eller nogen der vil stoppe mig. Og når jeg er færdig.. Hvis jeg nogensinde bliver færdig," der var en kort tøven. Hun vidste godt at hun legede med flammer der kunne være voldsomt destruerende. "Så ville jeg være taknemmelig ved at have dig ved min side. Hvis du ønsker det," kort efter slap hun kanden, som ville hun lade ham beslutte sig.

Karkhos bevægelse mod kanden stoppede, da den yngre kvinde placerede en hånd på kanden. Han tøvede kort, men trak så hånden til sig igen. Han kunne hidse sig op, men lod være. Hun havde nok ret i, at det var på tide at stoppe, selvom han ikke havde lyst.
De brune øjne var en smule tøvende som de søgte hendes ansigt. Fortælle ham noget? Det alvorlige ansigt fik en rynke mere, som han lyttede. Hendes ord fik ham næsten til at sænke blikket igen, men hendes varme øjne holdt fast i hans. Tavst lyttede han til, hvad hun havde at sige. På den ene side havde han bare lyst til at ryste på hovedet, for hun kunne ikke vide, hvor forfærdelige de to mænd var. Hun havde aldrig set hadet, kulden og vreden i dem, aldrig set de ting, de begge kunne gøre ved andre. Karkhos selv var ikke en god mand, ikke som sådan, han slog ihjel uden at blinke, men han havde aldrig brudt sig om de ekstremer, som hans to herrer havde gjort.

Det tog ham lidt at forstå det hele. Hun ville ikke stå til? Hvad ville hun gøre? Hvad kunne hun gøre? Hun var kun den fortabte datter af Lord Atillian. Og kunne det overhovedet bevises? At hun lignede sin mor var ikke et bevis. Nej, det var bedre hvis hun forblev så langt væk fra sin far og sin bror som overhovedet muligt. Hun skulle ikke møde dem. Det ville kun ende galt for hende.
Tankerne væltede rundt i et stort rod i hans hoved, godt hjulpet på vej af øllen, men alt forsvandt som dug for solen, da hun udtalte sin sidste sætning. Hun ville have ham ved sin side. Det… det kunne jo ikke lade sig gøre, han havde sværget troskab til Atillianslægten… de brune øjne blev spærret lidt op, som det gik op for ham, at hun jo VAR af den slægt. Hendes fader var Lord Atillian.

Han kunne slippe væk. Han havde en udvej. At den, så vidt han kunne se på hende, var en udvej uden løn og uden nogen form for status, det var lige meget. Det var en udvej, væk fra Morpheus, som han næsten ikke kunne se på mere, og en udvej fra børnenes far.
Tanken slog så hårdt, at hans brune øjne blev fugtige, hvilket ellers aldrig skete, men igen havde øllen nok noget at sige omkring hans fejlende selvkontrol. Langsomt rakte han ud og tog hendes ene hånd i mellem sine grove hænder.
”Jocasta. Frøken Atillian. Jeg… vil med glæde tjene Dem. Så trofast og loyalt som jeg altid har tjent Atillianslægten.” Han sank en gang og rettede sig lidt op. ”Men jeg bliver nødt til at sige, at De burde holde Dem langt væk fra Deres familie. Det er ikke en kamp, der kan føre til noget godt.” Hans blik blev alvorligt og hans stemmes tonefald understregede hans ords alvor.

Jocasta kunne nemt se udviklingen fra at tankerne væltede rundt, til at han nåede frem til en konklusion, i Karkhos' ansigt. Han gik fra næsten ikke at kunne holde øjenkontakt til at rette sig op og tage sin hånd mellem sine grove hænder og hun kunne se at hans øjne var blanke. Hun måtte have berørt noget i ham for at få den reaktion, for hun vidste udmærket, at folk som ham - veteraner, krigere med hjerter af stål, men et mod uden lige - ikke ofte blev rørt til tårer. Hun valgte ikke, at kommentere på det, for det var altid det, der fik den type til at lukke af og aldrig mere gøre noget lignende. Og det var rart at se mandens menneskelighed. Ikke at den ikke havde været der før, men dette beviste at han havde stadig havde plads i sit hjerte til ikke altid at tænke på al den ondskab hendes broder og fader havde begået. Hun var stolt over at han havde klaret sig under deres pres, men det var heller ikke noget hun fortalte. Det var ikke hendes plads at være stolt af ham. Han var en voksen mand der ikke havde behov for at få den slags fortalt, sådan hang verden nu engang bare sammen.

At han gerne ville hjælpe hende og stå ved hendes side kom som en glædelig nyhed, der fik hende til at trække let på smilebåndet. "Det glæder mig mere end du tror, Karkhos," svarede hun mens hendes øjne havde et let glimt af den glæde hun følte ved at have en person hun kunne kalde familiær hos sig. Og at hun havde reddet ham ud af kløerne på de forbistrede mænd, som hun nærmest ikke kunne kalde familie. Karkhos' advarsel faldt ikke for døven ører, Jocasta fik et melankolsk udtryk i ansigtet af det og hun så ned i bordet et stykke tid, tavs, før hun gav hans hånd et forsikrende klem. "Ingen kampe fører til noget godt. Jeg har kæmpet mine, set forfærdelige ting og... Gjort.. Forfærdelige ting," med det samme huskede hun på sine handlinger da hun var under en telepats kontrol og hun kiggede hurtigt væk da hendes øjne afslørede den gru og rædsel hun havde følt dengang.
"Men jeg kan ikke bare se til her. Jeg kan ikke ignorere hvad min familie gør. Det.. Det kan jeg bare ikke," der var ikke andet for, end at gøre noget ved det. Hun nægtede at se dem sværte deres eget, og dermed også hendes navn til, med deres forfærdelige gerninger.

Det hele var som en drøm for den gamle mand, som han sad der og så på den unge kvinde, der så så bekendt ud, og så alligevel ikke. Hans hjerte gjorde lidt ondt, som han kun kunne sammenligne hende med hendes mor. En kvinde han havde haft et nært forhold til, men ikke havde set i over tyve år. Og aldrig ville komme til at se igen. Men her sad hendes datter med samme gode udtryk i øjnene, sammen smil om læberne. Det var vitterligt som en drøm, en han aldrig havde troet, han skulle opleve i virkeligheden.
Tanken om at forlade sit liv og slutte sig til kvinden foran sig var pludseligt meget virkelig og et stik af angst gled igennem ham. Hans liv havde altid været fastlagt. Tjen lord Atillian og hans søn. Med fast løn og en seng at sove i. Han var ikke i tvivl om, at pengene ville være små fremover og at hans tid som gæst hos byvagten var slut, hvilket næsten var det, der gjorde mest ondt. Fremtiden ville uden tvivl blive hård og usikker og han var uden tvivl ved at blive for gammel til den slags, men tanken gjorde ham ikke noget. Faktisk kunne han mærke et stik af glæde, så snart angsten var væk igen. Forandring. Han havde brug for det.

Karkhos lyttede til hendes ord, fangede hendes gru over det hun fortalte, hvilket fik ham til at klemme lidt mere fast om hendes hånd. Hun uddybede ikke og han spurgte ikke. Måske en dag, der ville være plads til at høre den historie. Men ikke i dag.
Han fik dog en let rynke i panden ved hendes sidste ord. Det varede lidt, inden han sagde noget, som han overvejede sine ord med omhu, for han var ikke helt sikker på, hvad det var, hun ville. At protestere mod sin bror og deres far ville ikke bringe noget godt. For dem var hun ingenting. Lord Atillian havde afskrevet hende for mange år siden og sandsynligheden for, at han ville se hende som et mål, var stor.
”Frøken Atillian, hvad er det, De vil? Kræve Deres plads som rette arvetager til titlen tilbage? De har intet bevis for, at De faktisk er lord Atillians datter. Og både Morpheus og Ciprian vil gøre alt i deres magt for at få Dem til at forsvinde igen. Jeg ved ikke, hvad De tænker, at der er at gøre.” Hans blik hvilede lidt på hende og valgte at tilføje en sidste sætning. ”Jeg vil stå bag Dem, lige meget hvad, De beslutter Dem for, men jeg agter også at gøre, hvad jeg kan, for at beskytte Dem. Det skylder jeg Scaralin.” Trods den følelsesladede situation, kunne man se fastheden i den gamle soldat. Der var nogle ting, han ikke kunne tales ud af.

Det lette klem om hendes hånd fik kort Jocasta til at kigge ned i bordet. Hun havde ikke tid til at være svag på nuværende tidspunkt, det var vigtigt at hun holdt sig stærk så hun kunne være overbevisende nok til at gøre noget ved sin familie. For der var noget rivende galt, og hun måtte gøre noget ved det. Hun gjorde imidlertid ikke noget forsøg på at trække sin hånd til sig, for dette føltes så familiært som det egentlig var muligt uden at Karkhos reelt set var familie. Men han havde kendt hendes moder og det var nok for Jocasta til at stole op ham, for han havde fra starten virket til at fortælle sandheden, bakket godt op af de minder, hende mor havde delt med hende før hun var gået bort. "Jeg har tænkt mig, at fortælle Ciprian og Morpheus tingene som de er: Jeg er den førstefødte. Derefter har jeg tænkt mig, at forsøge at redde trådene ud, få Morpheus til at indse, at han ikke kan arvetage noget som helst så længe han ikke kan styre sit temperament," det virkede så simpelt og endda næsten dumt for de udefrahørende, men der var selvfølgelig forskellige strategier til det, som Jocasta ville gøre brug af.

"Jeg skal ikke stoppe dig fra at udføre den pligt, du skylder til min mor.. Men vid, at lige gyldigt hvor meget, de forsøger at få mig til at forsvinde, er der kun én ting, der kan tage den handling for mig, og det er mig selv.. Jeg er ikke som min familie, Karkhos.. Jeg har.. Evner," og som fortalte det, gik hendes egen snak videre til hvad hun var i stand til med sin magi. Det var ikke et let samtaleemne, så til sidst endte de bare med at tale løst og fast næsten hele natten. Dagen efter stod Jocasta dog stadig tidligt op. Før hun kunne gå videre med sine vigtige planer, havde hun noget andet vigtigt der skulle ordnes.