Hun satte forsigtigt håndfladerne mod den stenede jord og lænede sig længere frem, indtil hun blev mødt af sit spejlbillede på vandoverfladen. Det var et fordrejet og uklart billede, eftersom at vandet strømmede i en fart ned igennem sidefloden. Men det var heller ikke sig selv, hun prøvede at se, sådan som hun sad på alle fire. I stedet stirrede hun med hovedet på skrå ned igennem det krystalklare vand, hvor små fisk svømmede forbi. Det var fascinerende for hende, hvordan så små væsner havde ingen problemer med at svømme i stort set hverken som helst retning de ville til trods for strømmen, som hun ved at føre sin ene hånd ned i vandet, sagtens kunne mærke. Lige dét stykke hun befandt sig ved, ville den ikke være stærk nok til at rive hende med, hvis hun faldt i, men fiskene var knap på længde med hendes lillefinger.
Forundret så hun til, hvordan fiskende hurtigt veg væk fra hendes hånd, da hun havde sænket den ned i vandet. Skyndte sig væk ned ad floden. Og fluks trak hun sin hånd op og lagde den mod sten-underlaget igen. Vinden rev i den tykke kappe, men udover at flagre faretruende, forblev den varmende omkring hendes krop. Selv den store hætte veg ikke fra hendes hoved, men sad fortsat solidt fast takket være for at vindens retning ramte hende korrekt bagfra.

Det var nu en måned siden, at hun var kommet til Jorden. Og mange ting var allerede sket. Godt nok havde hun haft en forståelse af det jordiske liv, men det meste var alligevel kommet bag på hende, når hun selv oplevede det frem for at stå på sidelinjen til det. Søvn og sult. Kulde og varme. Det var hvad, der havde påvirket hende mest sammen med alle sanserne, som smagssansen og følesansen. Flere gange havde hun nulret sine fingerspidser mod hinanden, da sensitiviteten i dem havde virket så underligt.
Gløden havde hun dog fået mere kontrol over. Det havde været noget af en opdagelse, da det var gået op for hende, at hun faktisk selv kunne styre niveauet med lidt koncentration. Med lidt advarsel fra vise folk fra byen, var den så lav, at man knap lagde mærke til den længere. I hvert fald det meste af tiden. For som hun sad der ved flodkanten, steg hendes kropsglød under kappen og resten af hendes beklædning til et markant lys. Og igen rakte hun sin nu strålende hånd ned i vandet, hvor til hendes overraskelse de små fisk nærmede sig skæret, som hun skabte. Et par af dem begyndte endda a nippe til hendes hånd. Det kildede, men hun trak ikke sin hånd væk. I stedet begyndte hun blot at smile.

Azurien havde et navn som passede til det. Med landets utallige floder og dale, var det et af de smukkeste steder i hele Krystallandet - klart, azurblåt vand skar sig roligt igennem hele regionen, på en yndefuld of naturligt skøn måde.

I hvert fald hvis man spurgte Zane D'tarion.
Hvilket... de fleste ikke rigtig gjorde...

Ikke at det havde nogen betydning. Zane vidste hvad han kunne lide ved stedet, og i sin halvt selvvalgte ensomhed, ja så var det nemt at rejse rundt og nyde de seværdigheder og skønheder som regionen - og generelt hele Krystallandet - bød på.
Om det så var naturens vilde skønheder, eller om det var den tobenede slags, ja det var så en helt anden snak...
Begge kom ofte på tale for ham, og han ville have klappet i sine hænder af glæde, hvis han havde vidst at han på denne dag skulle opleve en meget unik blanding af begge former for skønhed...

Som han kom gående langs floden, fik han øje på en kappe- og hætteklædt person, som sad ved breden. På grund af påklædningen var det umuligt at se, om det var en mand eller en kvinde - bortset fra at størrelsen umiddelbart ville få ham til at gætte på kvinde.

En fejl han havde begået før. Ganske komisk.

Det var egentlig først da han så lyset, det underlige, næsten dragende lys som pludselig kom fra personen, at han virkelig fik interesse.

Sekunder senere stod han lige godt en meter fra hende og kiggede nysgærrigt.
Selv var han klædt i en sort skjorte med skinddetaljer, mørke bukser og sorte læderstøvler.
Hele molevitten var naturligvis dækket af en rejsekappe, som havde en dyb hætte til at skjule hans ansigt, hvide hår - og til en vis grad de mystiske, lilla øjne.

"De ser ud til at kunne lide dig..." sagde han, da han havde kigget et par sekunder på fiskenes mystiske reaktion på hende - det måtte være en hende, med de små hænder... eller en gnom... ad...

Stemmen der virkede til at pludselig komme ud af ingenting, kom ganske rigtigt meget bag på Mia, men hun spjættede ikke op af forskrækkelse. I stedet blev der sendt et svagt ryk igennem hendes krop i takt med, at den spændte op og stivnede for et splitsekund, inden den blødte op igen. Hun havde med ét trykket sin hånd halvvejs op ad vandet og virkede nok mest af alt til at reagere som et uartigt barn, der blev taget i at gøre noget, det ikke måtte. Måden hun drejede hovedet for at se mod stemmen - da hun automatisk var kommet til konklusionen, at den måtte tilhører nogen, siden en svævende stemme ikke var noget, hun sammensatte med liv på Jorden - var en blanding af en rolig bevægelse og en lidt mere fluks en af slagsen.

I modsætning til hans ansigt der lå dækket i mørke skygger på grund af hans kappes hætte, var hendes lyst klart op trods samme hovedbeklædning. Så hver en lille trækning i hendes bløde ansigt var at se, mens hun blot gloede forundret på ham i, hvad der kunne føltes som et halv minut, selvom det var tættere på et minimalt øjeblik, inden smilet brød frem og gjorde hendes mulige dukkeudtryk livagtigt igen. ”Jeg tror bare, at de bliver tiltrukket af lys.” svarede hun med en let latter skjult i hendes stemme, hvorefter hun så tilbage ned i vandet, hvor fiskende var vendt tilbage for at nippe til fingerspidserne, der stadig lige var dyppet ned til dem efter at have blevet skræmt væk af hendes abrupte bevægelse fra før.

”De søgte væk fra min hånd første gang jeg stak min hånd ned til dem.” Hun daskede blidt til vanden idét hun trak hånden helt op ad det og rystede den så tør som muligt, hvorefter hun blot lod sin hånd svæve fladt lige over overfladen. Det var legende sådan som hun betragtede fiskende følge hendes hånd, når hun rykkede den en smule fra side til side. Kun afbrudt af de få dråber der faldt fra hendes fingre og skabte mild bevægelse. ”Se selv.”

Ikke en gnom.
Bestemt ikke en gnom.

Nej, i stedet var det et ualmindeligt charmerende udseende pigebarn, med de venligste og mest uskyldige øjne Zane nogensinde havde set.
Og hvor var hun køn at se på!

...og så naturligvis det mystiske, magiske lys hun lod til at behærske. Hvor havde han set den slags lys før...?

Han kiggede lidt på hende, lyttede i stilhed til hendes forklaring, og fulgte hendes bevægelse ned i vandet.
Rigtigt nok lod det til at de små fisk blev tiltrukket af hendes lys, men Zane havde en fornemmelse af at det var mere end blot lyset... at det var noget andet, helt grundlæggende ved denne pige.

"Måske..." sagde han bare, og overvejede hvad der skulle ske nu.
Hun havde fanget hans interesse på to måder:

Han måtte fnde ud af hvad hun var, og hvad det lys betød. Det var simpelthen for interessant...!

Og så... var hun umiddelbart tiltrækkende. Kappen dækkede for alt andet end det oplyste ansigt, men stadig... han havde været alt, alt for vattet på det sidste. Det var tid til at lukke lidt op for den mørke side af ham igen - og måske var hun den perfekte til at 'hjælpe' ham med lige netop det.

"Bor du her omkring...?" spurgte han, mens han lod blikket glide rund. Var de mon alene...?

Mia ventede ikke med at ryste på hovedet til hans spørgsmål. Det var ikke forhastet, som i en løgn, selvom hun egentlig ikke kunne lade sig være sikker på, om i hvilken radius han mente var ’her omkring’. For der var stadig et godt stykke vej til flodbyen fra hvor hun - og nu også han - befandt sig. Hun trak atter sin hånd til sig og lod først og fremmest til bagdel falde tilbage for at hvile mod hendes lægge, inden han blev introduceret til hendes øjne igen.
”Jeg bor i Lazura, hvis du kender den. Den ligger længere nede af sidefloden her.” forklarede hun i god tro om, at han ikke vidste det i forvejen. Han kunne meget vel selv være en beboer derfra, men hvor skulle hun også vide det fra. Hun kendte kun meget få ansigter. Og tilføjende navne på få af dem. Hvor kendt byen var heller ikke gået ordentligt op for hende, hvilket meget vel kunne høres i måden hun præsenterede den.

Hun lagde begge sine hænder mod hvert sit lår og rullede erfarent frem, satte tæerne i jorden, rullede tilbage og fik skubbet sig helt op at stå, hvor hun til trods for hendes indviklede brug af sin krop, lige måtte sørge for ikke at miste balancen fuldkommen, nu hvor hun stod på det jævne stenunderlag med overfladen af sine fødder og sko frem for den større overflade af sine skinneben og knæ. Hun børstede grundigt sine hænder af i sin kappe og fik samtidig tørret den våde hånd tør, hvorpå hun endelig rettede sig op i sin fulde højde - som viste sig at være absolut ingenting i forholdt til ham. En højde der fik et kort overrasket udtryk i hendes ansigt.
Med hætten blæsende i hverken som helst retninger, som den ville, tog det hende lidt mere end et forsøg at gribe fat om den til at kunne fjerne den fra sit hoved, så hun kunne ryste sit hår mere frit. En form for invitation for ham at gøre det samme. Hun kunne ikke se hans ansigt fra hættens skygge. Ikke udover hans lilla øjne, der lignede to glitrende krystaller, der så stift tilbage mod hende. Så selvfølgelig var hun nysgerrig om, hvad han skjulte. Hendes egen glød havde hun sænket endnu en gang, så det blot lige kunne skimmes.

Hun lød lidt som om Lazura blot var en eller anden tilfældig lille fiskerby... hvad var der dog med den her pige? Hun virkede ikke tungnem eller noget...

Han smilede lidt da hun kom op at stå.
Lille menneske... eller hvad fanden hun nu var. Mennesker lyste jo ikke...
Ikke med mindre man satte ild til dem!

Da hun tog hætten af og røstede håret fri, faldt det ham ind hvor køn hun egentlig var - og Zane besluttede sig i samme øjeblik for at han ville 'lege' medhende.
Det var længe siden, og han trængte til at gøre noget som ikke var så venligt eller sukkersødt... det havde der virkelig været for meget af på det sidste...

Desuden havde hun sikkert en nydelig lille mave, helt uden muskler at stå imod med! Rent fantastisk!

Først og fremmest fangede han dog hendes hint, og vel vidende at hun måske ville forsøge at stikke af nu, trak han sin egen hætte ned og afslørede det sølvhvide hår, de spidse ører og den mørke hud.
"Overrasket...?"

Men hun stak ikke af. Hun blev godt nok taget tilbage, da han afslørede sit noget besynderlige udseende. Besynderligt taget ud fra, hvad hun indtil videre havde overværet på tæt hold den sidste måned. Besynderligt taget ud fra, hvad hun havde set, når hun så sig selv i spejlet. Men det var bestemt ikke til at rynke næse af. I stedet fandt hun det yderst dragende. Spændende kunne man sige. Det var sådan en stærk kontrast til hendes egen lyse hud og mørke hår. Han mindede hende ganske svagt om himlens mælkehvide strøg af galakser mod den stort set sorte baggrund.

Der kom som sådan ikke nogen indikation af at tøve fra Mia, da hun pludselig trådte ubekymret frem mod ham, til hun stod en smule for tæt, af hvad andre almene nok ville bryde sig om. Hendes ansigts blide folder var blevet skiftet ud med store undersøgende og observerende øjne, i stedet for at smile, stod hendes mund ubevidst en smule åben, som måbede hun indvendigt. Straks lagde hun hovedet på skrå, og hun havde nær løftet sig selv op på tær for at kunne få et bedre udsyn til ham. Hun scannede ham fuldkommen. Og når hun søgte mod hans øjne, var det ikke for at kigge ind i dem men for at undersøge dem lige som resten af ham. Og så brød det glædelige smil endeligt frem igen og skubbede hendes fyldige kinder op, så ivrigheden ligeledes var at finde i hendes øjne.

”Jeg har aldrig set en af jer tæt på før.” Det var en sætning hun allerede havde brugt et par gange før, så den virkede som en standard på hendes tunge. Men det var jo sandt! Hendes blik landede tilbage på hans ører for en stund. ”Spidse ører som elverfolket i byen.” Så videre til hans ansigt. ”Men mørk hud, som har I stået for tæt på solen. Eller har absorberet nattens mørke.” Og til slut så hun ham endelig direkte i øjnene som en person. ”Der er ikke mange af jer, er der?”

Hun viste ingen tegn på frygt... ingen. Faktisk virkede hun bare nysgerrig og interesseret i ham, og hvad han var for en.
Han var forundret da hun faktisk trådte tættere på ham... hvad var der dog med denne pige?

Af og til stødte han på nogen, som ikke frygtede mørkelvere - men det var næsten altid fordi de var fuldt ud i stand til at passe på dem selv, og forsvare sig imod folk som ville dem ondt - heriblandt mørkelvere.
Men denne pige...? Hun virkede overhovedet ikke til at være en af dem.

"Absorberet nattens mørke?" gentog han med et lille smil.
"Det vil jeg tage som lidt af en kompliment..."

Da hun nævnte at der vist ikke var mange af hans slags tilbage, lagde han hovedet ganske let på skrå. Så noget vidste hun da alligevel...
"Mørkelvere er tit jagede... de fleste af os har det med at være nogle ganske sadistiske sataner, og det kan andre sjældent lide..." sagde han så, og smed dermed en lille advarsel efter hende.

Mia’s smil falmede hurtigt fra hendes ansigt og efterlod i stedet en lille rynke mellem hendes mørke bryn i takt med at forvirring spredte sig ud til resten af hendes ansigt. Hun trådte et enkelt skridt tilbage fra ham for at genskabe lidt afstand imellem dem. Men det var ikke kun fordi, at hun havde indset, at hun måtte have trangt sig for meget ind. Det kunne ses hvordan hun nærmest sugede sine kinder ind for at gumle kortvarigt på dem. Og hvordan hun svagt pressede sine læber en smule hårdere sammen, mens hendes hoved kørte på overarbejde for en lille stund.

”Det var da noget mærkeligt at fortælle om.” Hun kunne endnu ikke sætte en finger på, om det havde lydt fuldt ud informerende eller om der havde ligget noget mere bag. Brugen af hans ord fik det til at lyde for pralende til at være noget andet. Men han havde indtil videre ikke vækket nogle varsler i hende. Han havde forholdt sig mindst lige så rolig, som hun havde. Det var meget muligt derfor, at hun endnu ikke havde vendt sig om for at bare løbe væk. Hun følte sig ikke truet. Bare… underligt til mode.
Hun trådte endnu et lille uskyldigt skridt tilbage. Dog havde hendes overkrop viet en minimal smule fremover, som var hun stadig nysgerrig om ham. Og hvordan han fungerede. ”Hvem er du?” spurgte hun ham endelig og lagde efterfølgende sit hoved over til den anden side at ligge. Armene hang stadigvæk relativt afslappet ned langs siden under den tunge kappe, men hendes hænder havde grebet fat omkring kjolens – som hun bar under – skørt.

Det var utroligt, hvor hurtigt en stemning kunne ændre sig. På et splitsekund. Lige så abrupt hurtigt, som hun virkede til at ændre følelser fra munter ivrighed til en tung mangel på forståelse. Ikke frygt. Ikke endnu.

Hendes sjove blanding af pludselig nervøsitet og stædig nysgerrighed, var ganske interessant.
Det så ud som om hun havde en anelse om at han måske ikke ville hende det helt godt, men hun var alligevel for nysgerrig til at stikke halen mellem benene...

Havde hans ord virket underlige...? Egentlig havde de nok mest været forklarende - men okay, han havde jo så også smidt hende en lille advarsel med dem.

Han smilede kort da hun spurgte hvem han var.
"Jeg tror ikke du kender mig... men mit navn er Zane." sagde han, og trådte et enkelt skridt tættere på hende.
Skulle han...?
Måske var hun præcis som han kunne lide dem...

Mia rettede sig refleksivt helt op og måske en smule tilbage, da mørkelveren trådte et skridt tættere på hende. Tilbagelægningen varede dog kun et øjeblik, som var det kommet en smule bag på hende og hendes krop havde været i konflikt om, hun skulle trådte videre tilbage eller lade ham nærme sig hende. Hun havde trods alt haft næret sig ham blot for lidt siden. Og han stod i det mindste ikke helt oppe i ansigtet på hende, som hun nådesløst havde gjort ved ham, som var han et stykke nyt og besynderligt kunst.
Hun rystede let på hovedet. ”Jeg kender kun meget få.” bekræftede hun og blev nu nød til at læne hovedet en vinkel længere tilbage for at stadig kunne have sine abnormalt blå øjne rettet mod hans ansigt. Hendes eget havde glattet sig ud igen og bar nu kun resterende præg af forvirringen fra før.

”Zane...” Den underlige s-lyd lå mærkværdigt i hendes mund, og det kunne meget vel opfattes som komisk den måde, hun skulle anstrenge sig bare en lille bitte smule ekstra for at udtale det korrekt. Hun fik også en tilhørende grimasse frem over det, der til hendes held forsvandt hurtigt igen i tide til, at hun mere oprigtigt kunne præsentere sig selv for ham.
”Mit navn er lige som dit. Simpelt. Og kort. Jeg hedder Mia.” Noget sitrede i hendes mave, hver gang hun sagde sit navn. Det var stolthed. Over at have fået tildelt noget som et jordisk navn. At det så kun var givet til hende, fordi manden havde været for simpel til at kunne udtale hendes fulde.. titel, var en anden sag.

Hun kendte kun meget få...? Denne pige blev i sandhed mere og mere mystisk. Måske skulle han lege med hende, på sin måde, og derefter prøve at finde ud af hvad hun var for en...?
Hun havde ihvertfald tændt for hans nysgerrighed.

"Mia..." sagde han og gav et lille smil.
"Et simpelt navn, lige som mit... du har ret."

Der var et stort træ lidt længere væk, bag ved hende... måske hvis han kunne få hende bakket op imod det... det skulle prøves! 
Så han tog et skridt hen imod hende, mens han med et køligt smil stirrede på hende.
"Du er en ganske interessant pige, Mia." sagde han, og hvis hun tog et skridt bagud, ville han forsøge at presse hende lige så stille og roligt videre...

Han trådte tættere på igen. Og undringen malede straks hendes ansigt endnu en gang. Denne gang trådte hun selv et skridt tilbage. Hendes blik var blevet fikseret en tand mere stift mod hans, da han udstråling var faldet med et par grader. Han kom nærmere igen. Insisterede på at formindske afstanden mellem dem, og automatisk gjorde hun igen et forsøg på at gendanne afstanden. Denne gang blev hun dog kortvarigt taget ud sin fokus, da et par sten skred under hendes allerede usikre fødder. Hun havde nær faldet hårdt på sin bagdel, hvis ikke hun mirakuløst havde svunget sine arme ud til siden for balance og ligeledes snublet et par skridt yderligere baglæns, inden hun fandt ordentligt fodfæste og atter kunne løfte sine uskyldige øjne.
Hun ville egentlig havde stoppet helt op og ikke fortsætte med at vige længere væk, men inden hun nåede, blev hendes vej blokeret. Forskrækket stoppede hun brat op og greb instinktivt omkring træets stamme bag sig for at sikre sig selv, at hun ikke ville vælte. Blokaden frembragte kun endnu mere uforståelse i hendes ansigt.

”Hvis du kommer nærmere, ender du med at gå direkte igennem mig. Hvilket er umuligt.” Mias stemme var stadigvæk forholdsvis rolig, selvom at den ikke indeholdte samme munterhed og iver som før. ”Jeg er trods alt ikke lavet af gas i denne jordiske krop.” Hendes øjne søgte konstant omkring på hans ansigt, som søgte hun efter svar på, hvad han egentlig havde gang i. For dette var en meget mærkværdig opførsel. Truende. Intimiderende. Det var de ord der syntes at matche op med ham på daværende tidspunkt. Og det hjalp bestemt ikke, at han stod så meget højere end hende. Da hun selv havde nærmet sig ham for at scanne ham med øjnene, havde han slet ikke virket så tårnende.