Askfay stod på træningspladsen, hendes hænder foldet på ryggen, hendes fødder placeret solidt på jorden, hendes blik vendt op over trækronerne, hvor tætte skyer gjorde hele himlen hvid. I de øverste trækroner bevægede de gyldne og orange blade sig i vinden, men nede i den tætte underskov hvor Askfay stod var der vindstille. Alligevel var hendes hår sat stramt op i en hestehale.

Foran hende trænede Elverlys krigere. Elvere af alle aldre og evner. Engang imellem brød hun ind for at rette på nogen, hjælpe dem, eller selv have en kort træningskamp mod nogen, men i dette øjeblik gjorde hun ikke andet end at overvåge flokken og udse sig hvilke evner de forskellige elvere bestod. Enkelte af dem var hun umådeligt imponeret over.

En hosten ved hendes side afbrød hendes tanker. "Undskyld jeg afbryder, Askfay," lød det fra hendes side og hun skævede i stemmens retning i tide til at se en yngre elver bukke for hende. "En af de elvere, der har meldt sig på udvekslings-programmet er ankommet."

Dette fik Askfay til at vende hele sin opmærksomhed mod de to elvere. Den ene genkendte hun - han kom ofte med beskeder til hende. Den anden havde hun aldrig set før. Hun havde helt glemt at hun havde sagt ja til Daeraldas opfordring om at tage elvere fra andre steder i landet under sin vinge. Daeralda havde talt godt for sagen - en bedre sammenhørsfølelse imellem de forskellige elver-racer og udveksling af information var gode grunde til projektet, og selv hvis Askfay ikke havde kunnet se noget nyttigt i det, ville hun ikke have været i stand til at sige nej til en forespørgsel fra Daeralda.

"Velkommen til Elverly," sagde Askfay og vendte sit blik imod den fremmede elver. "Mit navn er Askfay Elïaen, jeg er Efterårets Stemme." 



//Denne tråd er åben for en eller flere ørken- eller bjerg-elvere der gerne vil være en del af udvekslingen elver-lederen Daeralda har sat igang imellem skovelverne og de andre elver-racer.

Bandorion havde ikke ligefrem meldt sig til udvekslingsprogrammet, det var nok nærmere hans far... og ældre rådet der havde bestemt sig for at separere ham og Halia, så de ikke kunne lave ballade sammen. Måske de stadig troede på at han kunne rettes op på? Det var ikke til at vide, men alligevel var han blevet sat på en vej nordpå og væk fra varmen han kendte. Turen havde været lang og han var ikke sikker på hvad han skulle forvente, men der var også noget overvældende da han første gang stødte på det grønne græs i Medanien.

Snart nåede han til Elverly, og han fik ikke engang lov til at sætte sin taske fra sig eller noget, før at han blev taget med rundt. Han vidste godt at elvere altid havde haft noget med arkitektur, og Thal'Elor var endnu et godt bygningsværk at vise for hvor fantastiske de var at finde på løsninger til alting. Han havde dog aldrig forventet at se nogen der udnyttede træer på den måde. Det var dog ikke meget han fik lov til at stirre, før at han blev gennet videre af elveren, der talte løs, om at han var heldig at en af rådsmedlemmer ville tage ham under hans vinge. Han kunne jo have været hos en af de mere normale elvere, men nej, Efterårets Stemme.
Efterårets Stemme? Hvordan skulle Bandorion dog vide hvad det betød? Det var jo ikke ligefrem sådan nogle 'stemmer' de havde tilbage i Thal'Elor. Og ærligtalt virkede det her måske bare en smule dumt. Han sukkede lettere irriteret men elveren så ikke ud til at lægge mærke til det i sin iver.

Endelig nåede de til hvad der måtte være Efterårets Stemme, og i et kort øjeblik var han slået lidt tilbage om hvor smuk elveren egetnlig var... lige indtil han kom i tanke om at det her var præcist hans far smag hos kvinder, og pludselig var hun ikke nær så attraktiv som før.
Han var ikke meget for det, men han blev jo nok nødt til at vise en vis form for manerer. "Bandorion Elenion Solitud, men Ban er fint," svarede han tilbage og løftede hovedet lidt mere. Det pinte ham allerede en smule at det godt kunne ligne at hun var en smule højere end han var, men så måtte han jo bare stå lidt mere rank.

Askfay lod blikket glide over den unge elver, der introducerede sig selv som Badonrion Elenion Solitud. Hun var ikke sikker på om hun ville kunne få sig selv til at kalde ham Ban, men bare hans fornavn kunne godt gå an.

"Vores udvekslingselvere er yngre end hvad jeg havde regnet med," kommenterede hun, ment mere til den elver der havde eskorteret Bandorion end til den unge elver, omend det var meningen at han også skulle høre det. Des yngre, des mere uansvarlige, men forhåbentligt også mere åbentsindet. "Jeg håber ikke at du får hjemve," fortsatte hun, denne gang henvendt direkte til Ban.

"Er du en kriger? En diplomat? Hvis du ved hvad du har lyst til at lave her, falder du hurtigere til." Diplomat blev sagt med et hint af foragt, som Askfay ikke fortrød at hun ikke havde lagt skjul på. Styrke ville altid vinde over diplomati. Imens hun talte vendte hun sit blik ud over sine soldater igen. Hun havde godt lagt mærke til den taske Bandorion stadig bar rundt på, men hun ville gerne lade ham holde den lidt endnu, inden hun fulgte ham hen til hans værelse.

Man kunne se hvordan teenageren rullede sine øjne af elverrådsmedlemmet og han gjorde ikke engang noget for at skjule det. Men hjemvé, det var da at grine af. Hvis han ville savne noget, så var det varmen og Halia, men udover det, så var der næppe meget at savne tilbage i hjem. Hvad Rubinien havde at tilbyde havde de vel også her. Kvinder og mænd at hygge sig med for natten og tyveri i storstil. Det gik ikke engang op for ham at de måske ikke havde et sted som Balzera.

”Det var ikke min idé at sende mig hertil, men hvis du gerne vil vide det,” startede han ud meget tørt. Man kunne næsten høre hvor meget han egentlig ønskede ikke at lave noget her. ”Jeg var en af dem der blev undervist i afgrøderne i Thal’Elor, men det ønsker jeg virkelig ikke at blive ved med at lave.” Tilbage i Thal’Elor var det et godt job. Det var vigtigt, for det var den eneste måde at få mad på, men Bandorion var bare ikke interesseret i at være en del af samfundet, som han skulle. Der lå noget under det, men lige nu viste han sig mest som en irritabel teenager der var blevet sendt væk på kostskole.

Man kunne ikke se det på hendes ansigt, men Askfay syntes det var morsomt at den unge ørkenelver rullede med øjnene af hende. Det viste også at han nok hurtigt skulle falde til - det værst tænkelige ville være, hvis bare tanken om hjem havde fået ham til at tude. Den attitude han havde i stedet var meget bedre.

"Hvis ikke du ved hvad du har lyst til at lave, så kommer du til at træne med mine soldater. I det mindste indtil du finder noget du brænder for." Hun fastslog det med hård stemme, men hun var ikke i tvivl om at han ville have godt af træningen. Faste mødetider, de samme elvere at omgås hver dag - han ville hurtigt få venner. Desuden ville han kunne følges med Ithilwen hver dag.

"Du får et gæsteværelse hos mig. Kom med," beordrede hun og efterlod krigerne til at træne for sig selv, imens hun med rank ryg og løftet pande gik hjemad. "Hvis du laver ballade her, så undlad i det mindste at blive taget i det," sagde hun imens de gik, uden så meget som at se på Bandorion. Hun var ikke et øjeblik i tvivl om at han havde været en ballademager derhjemme og hun havde ikke noget imod typen, men eftersom han var hendes ansvar, ville hun ikke forbindes med de ting han gjorde.

Man kunne næsten se hvordan øjnene var ved at poppe ud af hovedet på Bandorion som han hørte at han fik lov til at træne med soldaterne. De var ganske nydelige at se på, men faktisk at arbejde hårdt på den måde var bare ikke noget for ham. Kamp var desuden ikke noget der blev gjort meget ud af Thal’Elor, så det at skulle gå til det hver dag. Han væmmedes lidt ved tanken, men alligevel turde han ikke sige noget om det eller give notits af det.

Et gæsteværelse hos en af lederne af Elverly lød heller ikke helt som noget han var interesseret i, men han fulgte trop. Der var ikke så meget han kunne gøre. Andet end at begynde at smile lidt for bredt, da hun begyndte at nævne at han i det mindste ikke skulle blive taget i balladen han udentvivl ville komme ind i.
”Jeg skal gøre mit bedste,” sagde han grinende. Så måtte han vel godt lave ballade, hvilket var noget han ville værdsætte. Han skulle nok lige finde sig til rette først, inden han begyndte at lave noget for voldsomt. Han var godt klart over at en kæmpe røvfuld ventede hvis han gjorde noget der kunne brede båndet mellem de to elvernationer.

Askfay fnøs, da knægten lovede at gøre sit bedste for ikke at blive taget i at lave ballade. Hun gjorde det tydeligt, at hun ikke troede på ham, men hun kunne heller ikke helt skjule den antydning af et smil, der var på hendes ellers hårde ansigt imens - hun tænkte at hun ville nyde ballademagerens selskab mindst lige så meget som hun ville blive irriteret over det.

Derefter brød hun først stilheden da de trådte ind i hendes hjem. "Du deler dette hjem ikke kun med mig, men også med en pige ved navn Ithilwen. I er jævnaldrende. Hun er en god kriger og du kan lære meget af hende. Behandl hende med respekt," bad hun ham. Askfay var ikke sikker på hvor gamle nogen af dem var; i hendes øjne var de begge to børn, men Ithilwen havde gjort sig fortjent til respekt. Det havde Bandorion endnu ikke og Askfay fik følelsen af at der ville gå flere år, før han gjorde sig fortjent til respekt fra nogen som helst.

"Ithilwens værelse," fortalte hun da de gik forbi døren. "Og her er dit." Hun åbnede døren ind til et gæsteværelse, der skulle have været børneværelse, men som aldrig havde fået muligheden for det. Der var stort set ingenting i det, udover en seng og et par halvt visne planter, men Askfay havde fået en kommode og et natbord derind også, og hun kunne ikke forestille sig at nogen havde brug for mere. Hun var selv en kvinde af simpel smag og hun forstod ikke pointen med at have en million ting, eller med kunst, medmindre det var fordi samme kunst havde smukke kvinder på sig, og den slags kunne hun ikke ligefrem hænge i sit gæsteværelse.

Der var et næsten et undrende udtryk i Bandorions ansigt, da han fik at vide at han også skulle dele det med en jævnaldrende. Det var lidt underligt. Havde denne kvinde en datter? Ville ikke være underligt, da hun sikkert var gammel, men samtidig virkede det ikke til at der var den mængde kærlighed sådan et bånd normalt havde. Men det betød vel at hun ikke var forbudt område. Hvilket Askfay måske skulle have gjort mere klart at det var inden Bandorion fik for gode ideer.
Nu var det heller ikke fordi at Bandorion gik så meget op i at have respekt af nogen som helst art. Og han havde heller ikke behov for respekt fra andre. Især ikke med hvor højrøvede elvere ellers var.

Bandorion kiggede sig omkring. Der var noget bart, men om et par uger var han sikker på at det ville ligne mere noget han ville bo i. Ikke fordi han helt præcist vidste hvor lang tid han ville ende med at bo her, før at de smed ham ud, men han måtte vel gøre sit for at føle sig tilpas.
Alligevel kunne han ikke dy sig fra at kommentere på udseendet i værelse. ”Her er noget bart,” og han kiggede næsten forventende på Askfay for at høre hvad hun mente om det.

Askfay trak på skuldrene af Bandorions kommentar. "Så gør noget ved det," opfordrede hun, som var han et lille barn, der ikke kunne regne ud at han bare kunne vaske sine hænder, hvis han syntes de var beskidte, i stedet for at brokke sig til sin mor over hvordan de så ud.

"For min skyld kan du pisse på væggene, så længe her ser ordentligt ud når du flytter igen." Birkwai ville ikke have brudt sig om at Askfay snakkede sådan om deres børneværelse, men det var jo ikke fordi det var blevet brugt, og desuden var Birkwai her ikke længere til at have en mening om noget som helst. Ikke at det stoppede Askfay fra at høre hendes stemme fra tid til anden alligevel.

Bandorion havde svært ved at holde et grin inde men han formåede da at gøre det, selvom et stort, smørret smil stadig var spredt på hans læber. Det var da godt at hun ikke havde nogen forventninger om at han skulle holde det ordentlig og han kunne gøre hvad han ville.
”Jamen, det bliver da absolut intet problem så,” svarede han tilbage og smed sin taske på gulvet før at han gik over og satte sig på sengen for at se hvor blød den var. Ikke at han var den mest sarte person, så han ville nok sove på hvad der var der.

”Var der ellers andet du vill?” spurgte han, som om at han forventede at nu havde han fået et rum og så behøvede han ikek mere fra Askfay. Måske noget mad i den nærmeste fremtid. Nu var han jo så heller ikke den mest medgørlige teenager at have i huset. I det mindste havde Askfay ikke gjort noget endnu, der fik Bandorion til at hade hende, som han hadede sin far, så det var vidst et bonus for hende.

Hintet af et smil kom frem på Askfays læber, da Bandorion smed sin taske på gulvet og generelt havde en attitude af allerede at være faldet til. Han skulle nok nemt blive en del af skovelver-samfundet. Det værste ville have været, hvis hun var blevet sat til at tage sig af et eller andet tudefjæs, der var bange for at blive holdt udenfor. Den her ungelver var måske svag, og lidt en svagpisser helt generelt, men han havde en fighters attitude og dét var det eneste der betød noget for Askfay. Bandorion virkede til ikke at ville finde sig i noget som helst, og så kunne han altid få opbygget musklerne senere - faktisk var Askfay allerede i gang med at planlægge hans træningsprogram. Den her udveksling skulle helst være så succesfuld som muligt, så Daeralda ville blive stolt af hendes indsats.

"Ingen larm efter midnat," tilføjede Askfay, da Bandorion spurgte om der var andet hun ville, og så trak hun øjenbrynene sammen i eftertænksomhed, som ledte hun efter flere regler. Måske Melarue kunne hjælpe hende med, om der var noget hun havde glemt. Hun følte sig slet ikke skrap nok i forhold til at der boede to teenagere hos hende. Melarue virkede til at have mere et moder-instinkt.

"Der er ikke andet for nu," sagde hun så med et skuldertræk og forlod værelset, for at overlade Bandorion til sig selv.

Bandorion blinkede lidt af Askfay. Var der ikke flere regler end det? Det ville hun nok komme til at fortryde før eller siden, men noget sagde også Bandorion at det nok ikke var den sidste regel der ville blive smidt i hovedet på ham, men for nu nød han at der ingen regler var. Ikke fordi at regler normalt var noget han overholdte. Man kunne bare se på sådan en som hans far, som prøvede at holde styr på ham med regler, men det lykkedes bare ikke rigtig.

”Du ved sikkert hvor du kan finde mig, hvis der er,” kaldte han efter hende, og kiggede mod den åbne dør, før at han rejste sig op og lukkede den igen. Skulle han pakke først, eller skulle han ud og udforske. Det havde hun ikke sagt noget om. Han kiggede over mod vinduet, og inden længe gik han langs træbroerne i træerne og undersøgte den nye fremmede by.