Krystallandet
Emilia 03.11.2017 22:54
Det var midt i september og kulden var allerede begyndt og vise sig, sådan føltes det i hvert fald når man var fast tigger, men for Margareta dragede det hende også længere ind i Norvik, frem for i nærheden af deres bopæl, da de tættere pakkede boliger i det mindste dækkede en smule for kulden. Hun var, som hun næsten altid var, ikke iført særligt meget tøj, blot noget tyndt stof der lige dækkede hendes overkrop og ned til knæene, mens hendes fødder som altid var bare. Hun havde ikke særligt meget og følte sig bedst tilpas i det tynde stof, på trods af kulden på den kolde jord gav et jag i hende, på trods af den var ganske vant til det. Hun holdt for meget af sin familie til at blive hjemme, så med gys i kroppen flere gange i timen og med et håbende ansigt kiggede hun fra den ene til den anden, og bad om penge der kunne støtte hende og hendes familie til at få bare lidt sul på kroppen endnu en dag.
Der var gået tre timer hvor hun havde siddet der, inden hun måtte røre sig for og få blodet til og bevæge sig i kroppen, derfor rejste hun sig op og lod hendes former vise sig ordentligt, som hun begyndte og gå rundt i det samme område som hun havde siddet i og hovedsageligt gå rundt blandt mændene, som hun følte hun havde lettest ved at snøre. Hun lagde hånden på en mands kind og kærtegnede den lidt, mens hun spurgte; "Sir, De kunne vel ikke undvære en skilling til en fattig familie?" Og sådan fortsatte hun fra den ene til den anden, på trods af kulden stadig jog i hendes krop, hun gav aldrig op og det betød altid noget for hende.
