En hel normal morgen i skoven. Morgen duggen lå lidt tung, men igen normalt denne efterårs dag. Vinteren kom snart og det kunne mærkes i skoven, dyr gjorde sig klar til at føden blev sparsommelig, så de samlede og samlede. Egerne samlede nødder, gravede dem ned. Andre dyr spiste og spiste, for at samle bare lidt fedt for at være sikre på at klare det.

På trods af dette område af verden var vinteren ikke slem græs blev tørt men døde, og der var lyst og varmt nok til at mange de fleste panter vil vokse hele året rundt. Alligevel kunne de fleste dyr ikke løbe fra deres natur og gjorde hvad de kunne for at tage lidt på, her de sidste dage, de sidste uger.

Alt var godt denne morgen, vejret var "okay", det var ikke godt, men langt fra skidt. Her, gik denne Hjort, langsomt igennem skoven, kigget sig over skulderen, den vidste noget var efter den, men hvad, og vigtigere -hvor -, men den kunne ikke handle i udvidenhed. Så den gik over og drillede en smule vand fra denne mindre sø i dette område. Den havde det ikke helt godt, denne Hjort haltede lidt, en anden han havde for nydeligt slåes med den, og denne Hjort tabte, så den haltede og havde små sår.

Lige nu, på en gren, nogle få meter over hjorten. Sad en ung kvinde og kiggede ned på den, hendes øjne lyste, eller retter den ene lyste rødt som det var låst på hjorten, det andet var en mørk lilla, nærmest så mørk at dette øje fangede blikket mere, end det røde som mildt lyste. Hun holdt godt fast og lignede lige nu, en kat der skulle til at springe på sit bytte.

Octavia havde ikke meget arbejde her i vinterens måneder, hun arbejdede i en plantage og hendes bedste ven var en gas fritte som de kaldtes. den log rundt om hendes hals for at holde varmen.

Octavia var ikke kødæder. hun synes det var synd for dyrene. men hendes forbandelse var mere end villig til at spise kød. Elektrika som hun hed elskede kød. hun elskede jagten, susset og blodrusset. Octavia der imod vidste ikke hvordan hun skulle håndtere det at hun nogle morgener vågnede med blod på hænderne og læberne. 

pludselig vågnede fritten op og hvæsede ud i det blå. hun så op fra fritten og så hjorten. men hvorfor ville hendes fritte hvæse uden der var fare.? Octavia trak på skuldre og gik med en spand ned mod søen hun var dog stadig noget væk fra søen. hun kunne kun skimte hjorten og søen. hun skulle ha lidt vand til at lave lidt te i denne kulde.

Langsomt, lod hun sig falde, kvinden på grenen, langsomt lod hun sig glide til siden af grenen og endte nærmest som en sovende flagermus, som hendes skuldre lange kappe hand ned over hende, dækkede hende mildt som hendes blik pegede imod hjorten endte mere og mere lige under hende, langsomt ventede hun og lod det rødeøje studerene den, det lille kiggede på den, den kolde tunge langsomt slikkede hendes om munden.

Ganske vis, er dette ikke et godt bytte, den lider, den er dødende, netop denne vil ikke overleve denne vinter, men alligevel havde den nogle måneder tilbage, som disse tanker gik igennem hendes hoved, blottede hun sine tænder kort, først var de menneskelige - men blot et sekund efter, var hendes tænder spise- alle sammen, virkede spise og tyk savl dannede sig om dem, som et lavt hvæs forlod hende, og hendes hænder slap grenen, kløerne der voksede fra hendes negle forlod barken som hun begyndte at falde, de otte meter imod hjorten.

Dette føltes altid så langsomt, denne korte tid, lige før mad, lige midt i jagten, det bedste, og dårligste på samme tid. Disse sekunder, nogle gange kun et sekund, hvor alt opfanges, hver en duft, hver en lys, hver en smag - smag, en anden smag, udskyldig, og dog, dyrisk, og menneskelig, halv dyr? længere kom hun ikke før disse tanker på ny blev afbrudt, som hendes hånd ramte hjortens nakke, tvang den til hårdt og hurtigt til at ligge på jorden. Et kort skrig forlod den, som den ramte jorden, og hurtigt som de fleste dyr, gav dem op - som den blev stiv af frygt. Igen slikkede hun sig om de spise tænder, sikrede sig at hjorten så det. En fod blev sat på den ene ben, sikrede sig at den blev holdt nede på jorden. Et underligt smil var på Opias læber, en blanding af glade, sult og, skuffelse. Det røde øje lyste kraftigt, det lilla blev mere lyst, og mere naturligt end de tidligere.

Octavia var halvdyr... eller kvartdyr, hun havde menneske far og halvdyrs mor. så hun var mere menneske end dyr. hun så mod hjorten der kom tættere på hele tiden som hun gik. pludselig opfangede hendes ører en susen lyd. hun så rundt, men kunne ikke finde noget. ikke før at hjorten pludselig blev ramt af noget, noget så ikek så spor venligt ud.

Octavia var kun få meter fra hjorten og holdte sin fritte om munden for at den ikke skulle afsløre dem. hun var næsten stiv af skræk men begyndte at gå tilbage, baglæns. hun rystede og anede ikke hvad dette væsen var. hun havde ikke rigtigt mødt nogle dæmoner i sin tid. hun trådte langsomt tilbage og opdatede ikke den gren der lå bag hende. så da hun trådte tilbage kom et knæk fra grenen.

Octavia var meget usikker lige nu og et enkelt slag i hovedet nu ville bringe Elektrika frem. noget hun ikke kendte til. hun sank en klumb.

"Knæk" lyd det igennem denne lille dal, Opia rettet sig op, lettede sin fod fra hjorten og lod sit blik gå lidt rundt, hun sniffede til luften. Men det var ikke her hun opdaget noget, kort slikkede hun sig om tænderne, og denne smag var i området, en smag som ikke kun var fra hjorten, smagen af frygt lå dominant i området fra flere kilder, der var flere ting her? Men hvor? Opia lod sit blik falde rundt i skoven igen, de to farvet øjen studeret området. Intet et kort suk forlod hende.


Så snart lyden forlod Opia, blev en næsten tre meter cirkle om hende dækket af en hvid klar tåge, hvis temperatur var langt under fryse punktet. Hurtigt forlod kulden luften, og tågen forsvandt, dog, var dette ikke alt. Hele lysningen havde ny endnu et fællestræk, nemlig sne, sneen faldt i området hvor Opias stemme havde ramt verden, langsomt fald sne fnug ned over oysningen og rørte verden.

Hurtigt, så hurtigt den kunne løb den såret Hjort ud af lysninge. Et nyt sår på halsen og et skadet lår, men nu løb den, og nærmest skreg af glæde, væk fra stikkelsen som nu havde, imens den var i læ fra andre i sin kulde, sat sig på en træ rod der havde søgt op af jorden her tæt på søen. Her sad hun med en bog i hænderne.

Tåge. Sne. Hvorfor kom det pludseligt efter hun havde trådt på en gren. hun skyndte sig at se sig rundt. hendes gas frittte var meget usikker og krypede sig ind i nakken på hende. hun begyndte at gå frem af. hun ville gerne se hvad dette væsen var. men da hun kom frem var det en kvinde der sad med.... en bog? utroligt. før var der noget der angreb en hjort og nu? en kvinde med en bog? intet gav mening. hun gik tættere på.
"hallo?" sagde hun stille for ikke at forskrække hende med bogen. måske var hun så koncentreret i bogen at hun ikke havde set hende.

*Afslutter denne blank grundet lang pause... Beklager meget... Hvis de ønsker kan vi skrive sammen om udkom, eller om at tage den op igen.*