Fir bevægede sig sjældent ud af Hovedstaden, men hun havde følt sig nødt til det i dag. Richard, hendes ægtemand, havde haft et hysterisk anfald af en art, og hun brød sig ikke om at være i sit hjem, når hendes tjenestepiger kunne se det blå øje hun havde fået af ham. Det var nedværdigende og for hver gang han gjorde det mod hende, fandt hun en anden måde at nedværdige ham på. Men ikke i dag. I dag nød hun en lang ridetur på sin brogede vallak udenfor Hovedstaden, i et gråt og kedeligt vejr, men hun var ganske tilfreds alligevel.

Hun var stået af sin hest midlertidigt. Hun havde bundet ham til en gren for at gøre noget så simpelt som at plukke nogle blåklokker, der voksede langs stien. Det var da, at hun så hende. En umiskendelig skikkelse. Eller i det mindste umiskendelig for Fir, der havde arbejdet tæt med hende for mange år siden, og var kommet til både at elske og frygte hende. 

Hun er her for at henrette mig, tænkte hun, helt uden tanke for andre muligheder, da slet ikke at det var en tilfældighed, og der gik kun få sekunder, før Fir kastede sig på knæ, hendes hænder lagt fladt imod jorden foran hende og hendes hoved sænket.

"Jeg overgiver mig. Opia, Mareridtet af Grådighed, vær sød at skøn mig, jeg - jeg vil gøre hvad som helst. Jeg kan stadig bruges som spion, jeg har - jeg har et liv i Hovedstaden, jeg kan nemt gøre.. hvad som helst."

Hun huskede Opias evne og det var derfor hun ikke engang prøvede at kæmpe imod. Hun huskede også Opias stemmes påvirkning af evnen og derfor så hun op, for at kunne se det, hvis Opia valgte at bruge sin bog til at kommunikere med. 

Da de havde mødtes i Mørkets Hær havde Fir været ganske ung og fuldstændig betaget af Opias kraftfulde evne og bare tilstedeværelse, men hun havde også selv været passioneret og kampklar på alle tidspunkter. Hvad hun udviste lige nu var præcis det modsatte. Hun tænkte ikke selv over hvor meget det havde påvirket hende at være sammen med den mand hun havde giftet sig med.

Dette sted, denne dal var altid et vidunderligt sted at begå sig, nok ikke for de fleste men hende her, opia, dæmonen med to forskellige øjne, den evigt sultne og kuldens mareridt, nydt dette område, den evige tåge, det grå vejr, og den stabile klima, aldrig for varmt, aldrig rigtigt koldt, og altid fugtigt, her sad hun, denne klippe sten faldet fra bjerget nær for mange år siden, var nu hendes trone - denne grå og for mange kedelige dag, tågen var let og derfor havde folk godt udsyn, på trods af området.

Her sad hun, for den femte time i træk og neget lidt af den tid, havde været med åbne øjne, originalt gik hun herover for at lade vande, men stenen gav ikke kun privat liv, men også var den næsten det eneste i hele dalen som kunne bruges til noget, et træ i ny og næ, ellers var denne dal dækket af græs og blomster med nogle få buske spredt her og der med træer. Denne bare dal, var lige nu hendes og hun havde udsyn over det meste af dalen fra denne trone.

Der var tre grunde til, at den to farvet dæmon valgte at sætte sig således, på en "trone" og slappe af på denne måde.
Den første, var når hendes magiske deporter var nær nul, og hun blot skulle have det retur, så valgte hun ensomheden og åbne områder.
Den anden, var når hun havde spist noget, som havde gjort hendes mave urolig, denne tilstand påvirket hendes humør så meget, at hun ikke ønskede at være i nærheden af andre, da det ville gå ud over dem.

Den sidste og den der var sand i dette tilfælde, var tider efter formørkelser, hvorfor hun gjorde dette efter slaverne af den violette horisont var ustabile vidste meget få, men her sad hun, med lukkede øjne, og havde front imod horisonten.

Dog, var der en hest, smagen og lyden af en hest i området der fik hende til at forlade denne tilstand, og der, på en lang afstand var hun, hende der mange gange havde snakket til Opia, med respekt og ikke kun af titel mæssigt årsager, hende der løb, og lige nu, hende der ikke lignede et kamp klart bytte, men mere et svækket sygt eller skadet bytte.

Dog, var det længere tiden de havde mødtes, så Opia gjorde intet andet end at hæve en hånd og vinke overdrevet til kvinden. Efter hun var sikker på hun havde set vinket, viftede Opia kvinden over til hende, og med den anden hånd, klappede på sin trone.

Firs hjerte galopperede i brystet på hende. Hun var rædselsslagen, overbevist om at hun var døden nær, og det kom fuldstændig bag på hende da Opia ikke gjorde andet end at vinke til hende for derefter at vinke hende over til sig. Hun lagde hovedet let på skrå, undrende, inden hun huskede sine manerer og straks rejste sig op. Hun havde intet at tabe ved at gå over til Opia - hun kunne nemt dræbe hende, på afstand eller ej.

Hun børstede jord af sin lange kjole imens hun gik og foldede den omhyggeligt under sig, da hun satte sig ved siden af Opia på klippestenen. Det føltes som om hun sad med sin mor. På mange måder havde Opia været i nærheden, da Firs mor ikke havde, og Fir havde aldrig været tæt knyttet til sin egen mor på nogen som helst måder. En lille smule frygt og en god mængde idolisering var, hvordan hun tænkte at det var at være sammen med sin mor.

"Jeg undskylder, hvis jeg har skuffet dig," startede Fir lavmælt, i en undskyldende tone, og rettede også på en fold i Opias kjole. "Det var ikke min vilje at stikke af fra Mørkets Hær..." Fir gik stadig ud fra at det var derfor hun var stødt ind i Opia i dag.

Som Fir bevæget sig imod hende, faldt hende blik på stenen, på hendes bog som lå der, langsomt blev den åbnet og hun begyndte at skrive som Fir kæmpede sig op ved siden af hende. Dog, de ord som Fir sendte imod hende, fik hende til at stoppe halvvejs i sin tekst, fjerne fokus fra den og rette hendes blik imod Fir, og studeret hendes paniske træk, de små skader.

Alligevel som Fir rettede på folden på hendes kjole, så smilede Opia imod hende, den næste sætning ændrede dog Opias udtryk, blikket faldt på bogen som hurtigt blev lagt på Opias skød, og her bevægede kullet sig over siden, i sine dansende bevægelse.

Jeg, forstår dine tanker omkring vores møde, men jeg er her ikke fra mørkest hær, jeg er her, bare fordi jeg er her.

Har valgt at tage en, ferie fra hæren. Af mangle på bedre ord. skrev hun, på således en måde, at Fir kunne følge med i teksten som den kom frem. Som det sidste ord blev skrevet vendte hun kort bogen imod Fir. Hendes rygsæk blev langsomt lagt mere ned over Opias lår, i skjul bag bøgen ryg.

Det var ganske vis nogle dage siden, men var nok bedst Fir ikke så det.
Nogle dage siden, under en måne formørkelse, havde en af hendes slaver bidt hende i låret. Ganske vis, var skaden ikke slem, men ingen grund til at Fur skulle blandes ind i det.

'Vent, skal jeg endelig reagere på det hun sagde? Hun har, jo...er det vigtigt, lød Opias tanker, som hun vendte blikket tilbage imod Fir fra tasken.

Fir læste omhyggeligt med imens hendes gamle mentor skrev på siderne i sin bog, og hun åndede lettet op så snart det gik op for hende at Opia ikke var her for at straffe hende. Endnu bedre, at Opia slet ikke var forbundet med Mørkets Hær på nuværende tidspunkt.

Fir havde et blik for svagheder og hun kunne ikke undgå at bemærke hvordan Opia ændrede på sin taskes position, men hun valgte ikke at kommentere på det endnu. Til gengæld gemte hun informationen til senere, til hvis der skulle komme flere tegn på hvorfor Opia havde gjort en ellers unødvendig bevægelse.

"Det lyder som om vi begge har haft brug for en ferie..." sagde Fir lavmælt og fortsatte med at rette på Opias kjole, på trods af at den ikke længere havde brug for det overhovedet. Hun havde blot brug for at holde sine hænder beskæftiget når hun var nervøs. Hun følte stadig at hun havde brug for en ferie - det var hårdt arbejde at planlægge hvordan man slap væk fra en voldelig mand, endnu mere når han var magtfuld og rig og kendte alt for mange af ens hemmeligheder.

"Men jeg er glad for at se dig igen," sagde hun og smilede sørgmodigt til Opia.

Langsomt lod hun blikke følge de fingre som rettede på det nu, overraksende lige tøj, på trods af hvor tit det var vasket. At være rejse havde haft en del ændringer på hende hygiejne og tøj, for ikke at minde hendes hår. Det var nok det væreste ved det hele, de dage hvor man kunne mærke at noget hår sad sammen, uden de skulle. Dette var også en af de mange årsager til hendes hår aldrig fik lov til at vokse, specielt ikke nu - hvor hun altid var i bevægelse. Tøj kunne man ikke købe så tit. Som når man faktisk boede i en by, her var det kun når de mindre byer havde noget ordenligt! Men stadig rart at nogle faktisk brugte tid på dette, på at rette hendes tøj, ikke et fokus hun selv havde tit.

Som Fir snakkede, var det så om, at de få bekymringer som lå på hendes skuldre, fra måne formørkelsen nærmest forsvandt. I hvert fald lige nu, ferie, var nok det bedste ord som kunne beskrive hvad lavede nu, ferie. Var det endeligt forkert? Mhm? Hvad? Glæde, en under hende - som, var glad for at se hende? På trods af hvad dette kunne betyde, medførte disse ord et smil på hendes læber. Og som luften forlod hendes næse, dukkede en gennemsigtig sky af kulde, som knap nåede ned til hendes barm, før farven forsvandt.

Hånden blev igen ført ned på papiret, bogen vippet lidt, og kullet begyndte din dans på ny, en ny elegant dans hen over det brune papir.

det er altid rart at se gamle ansigter Fir.

Må, man spørger hvorfor pinden stoppede og de sidste fire ord blev skrevet over, og på ny begyndte hånden på en anden dans. Det er en fin ring, bare en pynte eller er det 'den' slags? blev der nu skrevet, bogen blev vippet over, og vidt til Fir. Opia forsøgte at holde fokus på Fir denne gang, hendes øjne var altid så blanke, selv om deres gnist var ved at gå ud.

Fir havde fundet en hel ro i at rette på Opias kjole, men så snart hun læste linjerne der spurgte ind til hendes ring, begyndte hun at snurre den om fingeren i stedet. Den solide guldring var så meget værd at hun ville kunne leve af den i en måned, hvis hun solgte den. Den var en stor del af hendes flugtplan.

Det var længe siden der var nogen der havde spurgt ind til den. Hun havde været gift i et par år nu og hun havde faktisk ikke mødt en eneste fra hendes forrige liv imens hun havde været i denne krop. Tårer steg op i øjnene på hende og hun løftede blikket mod himlen, i et forsøg på ikke at lade dem falde.

"Det er 'den slags'," svarede hun, hendes stemme grødet. "Jeg giftede mig for pengene og magten, ikke for manden," fortalte hun og grinede hæst, men da hun skævede hen til Opia faldt tårerne i hendes øjne straks ned ad kinderne på hende. "Jeg troede, at jeg kendte alle mænd. Jeg troede, at jeg vidste hvordan jeg skulle dreje ham, men..." hun rystede på hovedet tørrede sine tårer væk med sine håndflader, i et forsøg på at forblive stærk. Det var allerede tragisk, hvor svag hun var blevet mentalt efter sidst hende og Opia havde set hinanden, hun ville ikke have at hun så hende udvise endnu mere svaghed.

Den slags, Fir selv, lagde et mærkeligt tryk på det ene ord. Dette tryk, fortalt mere om deres forhold end de ord der kom efter, skaderne på hendes krop, det tryk, og alt gav mening. Selv om det 'bare' var for det økonomiske, og magt, så kunne Opia alligevel ikke holde øjne på hende som dette blev sagt, tre følelser kom frem her, nok ikke mange der ville føle netop disse tre.

Den første følelse Opia selv opdaget, og nok også denne som fik hende til at tage blikket væk, var en følelse der nok bedst kunne beskrives som "nationalisme" en følelse af skam, lå sig over hende, en af hendes egne, var sådan her, grundet sig selv! Grundet en person, grundet egne valg. En skam over racen. Kort efter en mærkelig form for vrede, det var jo nemt at ordne var det ikke? Blot vise hvordan landet lå, blot vise hvordan det i virkelig lå, blot tage med hende hjem! En ny følelse, dukkede op og de to andre forsvandt, en mærkelig from for stolthed, som Opia på ny tog blikket op imod Fir, og sendte et stolt smil imod hende, en som fulgte sin grådighed så meget, at Fir havde fået magt, penge blot på bekostning af glæde, men, hun mødte sit mål! Men som blikket faldt tilbage på Fir, begyndte Firs tåre at falde, og Opias smil forsvandt, grådighedens smil, var der stadig, men en maske var blevet lagt over, og medfølelsens sorg lagde sig over Opia.

Uden at tage blikket væk fra Fir, begyndte hånden på en ny dans, efterlod tegn i bogen, som et svar på kullets elegante dans. Det, lyder ikke til at være rart. Mange mænd kan desværre være sådan, og nogle er onde, bare for at være onde.

Har du en plan til at gøre det bedre? blev der skrevet nogle linjer under det anden. Opia hævede langsomt sin hånd, og flyttede den is kolde finger hen imod Fir ansigt, for at fjerne en af de løbene tåre, fange den på sin egen negl og finger spis, og samle sit blik på denne tåre.

"Jeg har en plan. Den er ikke perfekt endnu, men om en måned burde alting være på plads. Så vil vi begge få alt hvad vi fortjener. Jeg vil få hans penge og magt, og han vil få sin hals skåret over og blodet vil dryppe ud af ham indtil han er tør som en saltet sild," svarede Fir med foragt i stemmen, da hun havde læst Opias spørgsmål.
Det, Opia havde skrevet om mænd generelt, kommenterede hun ikke på. Hun vidste at Opia havde ret, men hun vidste også at dæmoner lige så ofte var på samme måde, og hun vidste at der i begge tilfælde fandtes gode væsner. Dem kom hun dog sjældent særlig godt ud af det med, for så brød de sig ikke om at se hvor ond hun selv var. Nej, det bedste var at havde nogle venner, der befandt sig på samme niveau som en selv, som Opia også gjorde det. Desuden havde Fir aldrig været rigtigt forelsket, men kun været sammen med mænd hun havde følt at hun kunne få noget ud af. Denne ene gang var det bare gået over gevind.

Fir var, som de fleste andre af hendes race, grådig og med stor selvhøjtidelighed. Syntes hun fortjente alt i verden, og at dem der sårede hende ikke fortjente andet end døden - udover måske en meget lang og smertefuld død. Hun vidste at Opia var enig med hende. Tanken om at hendes plan snart var fuldført, fik et skævt smil frem på hendes læber igen og denne gang, da hun tørrede sine øjne igen, kom der ikke flere tårer.

"Jeg har styr på det," afsluttede hun, for at sikre sig at hendes tårer ikke havde ført til unødvendig bekymring. Det var bare så sjældent, at der var nogen der spurgte ind til hvordan hun havde det, at det havde fået sjældne følelser op i hende.

Der var et eller andet i hendes stemme, noget der fik det ene øre til at videre kort varigt et eller andet. Sikkert noget med en masse følelser, men for mange til at kunne smage hvilket. Opias mimik ændrede sig, som Firs ord gik imod mord, smilet forsvandt, og hun drejede hovedet en smule, og kiggede undrende imod Fir.

Mord var planen? Og endda et brutalt et? Af en person der forlod hæren, lyd dette meget som noget de kunde finde på der. Forelske sig, nare, manipulere og så tage alt fra dem, hun stoppede sin undren, gav Fir et kort nik. De få sekunder her, hvor Opia fandt sin bog frem igen, var meget stille.

Selv naturen om dem var stille, naturligt at dyr holdt sig fra dæmoner, men stadig, så stille man kunne høre Firs hjerte, “dunk, dunk dunk, dunk.” Hun var endelig stadig sulten, dværgen blev ikke spist og hendes energi havde været kaotisk lige siden, og nu, sad. Hvad tænkte hun dog? Hun fjernede blikket fra Fir, fra bogen, og ud imod skoven.

Som Firs ord forlod hende, “har styr på det “ træk Opia en dyb indånding, og pudste blidt ud, kulden fra hendes ånde - dansede en kold hvid tåget ud over lysningen foran hende, sne og is stykker faldt faldt imod jorden. Græsset dannede is toppe og blev tungere og tungere som den lå som et Hvidt tæppe få sekunder efter.

Langsomt fandt hun bogen frem, kulet også, og langsomt skrev hun, stadig med front imod lysningen, lidt væk fra Fir, som hun skrev. Skal du have hjælp? Er efterlyst nok, er du ikke. . Bevist søgte hun blikket imod sit eget is, væk fra Fir, dog var hendes øjne tunge, munden mildt åben, som en hvid sky blev dannet hver vejr trækning.

Fir blev helt bekymret for om hun havde sagt noget forkert, da Opia ikke længere smilede. Hun gned sine hænder imod hinanden og koldsved dannede sig i hendes håndflader og på hendes nakke. Det var altid en skræmmende oplevelse at møde nogen fra hendes tidligere liv, i endnu større grad når de var langt stærkere end hun selv var.

"Jeg tror mine forældre har styr på det.. jeg tror- jeg tror de holder hånden over mig. Lades som om jeg bare er sygemeldt fra hæren eller noget. Jeg tænkte at de måske - at de måske var blevet trætte af at dække over mig, og det var derfor du var her i dag. Men hvis det virkelig er et ren tilfælde at du er her, så tror jeg ikke at jeg er efterlyst.. Ikke endnu." Hun tøvede et øjeblik og så så op fra bogen og op på Opia. Hun lod sit blik glide undersøgende over hendes, eller så meget som Opia nu tillod at hun så at det - det virkede som om hun ikke var glad for det.

"Hvad med Dem? Er De efterlyst?" Det virkede ikke usandsynligt at Opia var efterlyst, ikke efter sådan som hun havde gjort sig bemærket i Mørkets Hær.

// afsluttet grundet inaktivitet