Caitlin stoppede på toppen af en klippeafsats og lod blikket glide ud over havet. Fra hvor hun stod kunne hun ikke se stranden under hende, men kun det blå, forræderiske dække der strækte sig til horisonten og videre ud hvor hun ikke kunne se det længere. Fascinerende i sit glimten i solen og alligevel lod hun sig ikke nare. Det var vand lige meget hvad andet det også var.
Smukt var det dog også.
Det var hendes første tur væk fra hyttens sikkerhed og Gidions faste regler, men det føltes ikke som om der var gået år siden den sidste. Utroligt som en - eller rettere to personers fasthed og ønsker kunne forme en hverdag så anderledes end alt hun ellers havde haft. Faste pligter, faste tider, faste rammer. Et skævt smil krusede hendes læber. Eller så faste de kunne være boende så tæt på en varulveflok og med hende værende hvad hun var.

Det var dog på høje tid at komme på farten igen og få fundet ud af hvad der var blevet af Amy. Hendes bedste og måske eneste veninde fra barnsben havde hun ikke set siden hun havde forladt Hovedstaden og det alene var foruroligende. Hun havde da også flere gange været på vej ud for at søge efter den anden, men var hver gang blevet stoppet før hun nåede særlig langt fra hytten.
Men ikke denne gang.
Gidion havde accepteret at det var noget hun var nødt til. En accept givet under løfte om at hun var tilbage før vinteren lukkede alt til, men det burde være til at overkomme.
At finde sporet efter Amy var en helt anden sag.

Caitlin fulgte stien fra afsatsen, rundt om et udspring i bjergene og ned af huggede trin til stranden. Hun var klædt til at rejse i løse, grønne benklæder, en enkelt mørkere grøn jakke og solide støvler. Tasken var let og kun stor nok til det mest nødvendige. Blikket vågent og en smule dovent glidende over alt det faldt på. Som trinnene foran hende, tegn hugget ind langs dem og stranden nedenfor. Vandet var stadig langt ude og solen højt på himlen. Et godt tidspunkt at se sig om eller bare nyde stedet.
Det sidste vandt som hendes blik faldt på en flad sten udenfor en klippehule. Den var bare for perfekt til andet end at lade tasken falde ned ved siden af og sig selv strække sig ud på. Solvarm og soldækket. Lige et sted for et middagshvil. Hun drejede ansigtet mod solen og lod hørelsen om at advare hvis nogen kom hende nær.

Diamantbugten var Kais hjem, den havde altid været hans hjem, og han ville ikke have det på nogen anden måde. Hver morgen stod han op, før at solen overhoved havde rørt templet, og var ude og træne sin krop. Et tidspunkt hvor han endnu ikke havde fået noget at spise, og var stadig næsten søvndrukken, men det forhindrede ham ikke. Den kølige luft fik hans hud til at danne gåsehud, og når det endelig var tid til at tage tilbage til templet, løb der sved ned af ryggen, og hans mave rumlede efter mad som den mente han burde havde fået tidligere.
Det var sådan det meste af Kais dage forløb, efter at han ikke længere var underlagt undervisningen hans tidligere liv havde været præget med. Han huskede dog stadig at sende sine bønner til Thatos og Aladrios mindst en gang om dagen. Han kunne ikke svigte sine guder, men for det meste var han at finde udenfor, at træne, eller arbejde.

Det var midt på dagen. Han var iført kun et par løse bukser, selvom efteråret var ved at ankomme og dagene var koldere. Hans ben havde båret ham ned til stranden. Et sted han ikke var ofte, til trods for han elskede havet. Hvis han ikke altid havde så travlt med at træne, så ville han have brugt mere tid på at stå dernede og se på oceanet som strakte sig så langt øjet rakte. På en dag som denne var det endnu smukkere, og selv som han løb i sandet, løb hans øjne hen mod havet.
Han havde dog aldrig været den meste elegante når han ikke holdt fokus på tingene, og en sten var i vejen, som han ikke havde set og han landede fint i sandet med et ordentlig plask, og et meget kort råb, inden han fik sand i munden.
Han var dog hurtig til at sætte sig op og prøve at få sandet ud af munden. "Det her var ikke meningen," sagde han til sig selv, som han spyttede noget mere sand ud, og opdagede ikke kvinden der lå ikke langt fra ham, som nok uden tvivl ville have hørt ham nu.

Caitlin havde lagt sig ryggen på stenen så hun havde ansigtet vendt op mod solen og kunne lade dens stråler ramme så meget af sig som muligt. Et dejligt varmt sted at ligge selv på en efterårsdag, men nok mest fordi der ikke var en vind at mærke. Det reducerede så også havet til en svag brusen i bagkanten af hendes bevidsthed og ikke det markante indslag mod stranden som hun virkelig ville have nydt at lytte til. Som det var nu kunne tone den ud hvis hun ville.
Noget hun gjorde som sten flyttede sig og blev skubbet, og som sand blev forstyrret.
Svage lyde, der fortalte at hun tydeligvis ikke længere var alene på stranden.

Langsomt drejde hun ansigtet om mod den kommende person, mens hun åbnede øjnene på klem. Hvad hun så fik hende til også at hæve sig op på albuerne for rigtig at tage den anden ind. En ung mand med et interessant farveskift i huden og en tydeligt veltrænet krop. Let påklædt for årstiden, men uden at se ud til at finde det sådan. Særdeles interessant.
Hans udtryk var dog koncentreret, når det ikke blev brudt af undertrykt betagelse over havet øjnene gerne ville søge mod. Så gerne at han snublede og landede i sandet med al den manglende elegance af et menneske i fald. Det trak munterheden op i Caitlins træk og som blev i hendes blå øjne, mens hun satte sig helt op og nu tydeligt havde hele sin opmærksomhed fokuseret på ham.

"Det så ellers næsten sådan ud." svarede hun let, hvad hun sikkert ikke skulle have hørt og som heller ikke nødvendigvis havde været til hende. "Næsten..." Hun smilede til ham, men blev siddende hvor hun var. En velkendt fornemmelse var begyndt at sprede sig i hendes sind og ubevægelighed gjorde det muligt at holde til en simren frem for en stormflod. "Sand kan være drilsk."

Nej, Kai havde absolut ikke opdaget kvinden, og fik da også lidt af et chok, som han hørte en meget kvindelig stemme, som han i hvert fald ikke havde hørt før. Eller hvis han havde, så var det i hvert fald ikke en af dem fra templet. Folk udenfor templet, var ikke ligeså nemme at huske, som dem han boede med, hvilket i hvert fald var hans begrundelse. Nu var det også de færreste der forventede at han ville kunne huske deres navn, især blot ved stemmen.
Han sad lidt i sandet og kiggede med sine havblå øjne mod kvinden. Noget besynderlig måtte han se ud for hende, men det var ikke noget han ænsede mere. Et kompleks han var kommet sig over for mange år siden. Hvordan han så ud var ikke vigtigt, selv med sin mørke hud fyldt med hvide skjolder og de blå øjne der ikke normalt blev set på mørkhudede folk.

"Jeg så dig slet ikke," sagde han som det første, før at han langsomt rejste sig op, og børstede noget af sandet af, som ellers klingede sig til hans svedige overkrop. Han spyttede også lidt mere sand ud af munden. Det havde fået begravet sig forholdsvist dybt.
Det gik så op for Kai hvilken lettere sarkatiske bemærkning der var kommet fra hende, og alligevel spredte et smil sig på hans læber. "Hey, jeg vil lade dig vide, at jeg normalt er mere elegant end det der. Alle falder over deres fødder engang imellem," pointerede han. Han havde bare været lidt distraheret af havet, og det var nemt når man bare var ude på en løbe tur, i stedet for at fokusere på sin former indenfor den hårdere træning.

Caitlin mødte den unge mands blik interesseret og fokuseret. Det var så klart blåt som havet bag ham og spejlede så glimrende farven i hendes eget. Ikke hverdagskost i så mørkt et ansigt, men heller ikke uhørt, skønt hun fornemmede hans farve var mere hans egen end solens værk. Som hun betragtede ham trak hendes propiler sig kort sammen og blev smalle, før end de atter videde sig ud og blev runde, som hun lagde hovedet let på skrå. "Jeg er også meget overseelige." samtykkede hun muntert.
Intet var virkelig til at tage for alvorligt her i solen og da slet ikke som han rejste sig fra sandet og med sandet. Måde det klistrede sig til hans overkrop fremhævede kun de faste og trænede muskler også efter hans forsøg på at fjerne det værste af sandet igen. Mindre charmerende var måske at han spyttede sand ud, men når hun tænkte på hvordan hun selv havde hakket i det efter at være vendt tilbage til menneskeskikkelse for hurtigt efter en fugl, ja så skulle nok nødigt sige for meget.

Smilet klædte ham og fik hende til muntert at hæve et øjebryn. "Så det var helt for min skyld? Åh det var sødt!" Hun strakte sig let og lod sig så i en smidig, glidende bevægelse komme fra siddende på stenen og op at stå så de var mere i øjenhøjde. Helt bekvemt havde hun det stadig ikke med folk der tårnede sig op over hende - og det gav hende en undskyldning for at komme lidt tættere på. Stadig var hendes bevægelser med kattens elegance. "Men ja, jeg har da vist også oplevet det en gang eller to at fødderne ikke helt ville i samme retning som jeg ville."
Hun stoppede lidt fra ham og tvang sig til at blive der. Selvbeherskelse kunne være noget så frygteligt kedeligt, men når det først var tillært var det også svært bare at glemme igen. Sådan nogen gange i hvert fald. For nu gled hendes blik tilbage til havet, der i den grad havde haft distraheret dem begge. "Jeg lagde slet ikke mærke til hvor smukt det var sidst jeg var på de her kanter." Hun smilede skævt til ham og tilføjede så. "På den anden side var min mening der nok også lidt farvet af hvor vådt det også er..."

Der var en elegance over denne kvinde, en anden slags elegance end munkene i Thatos' Orden havde, selv dem med de finere forme for kampsport. Der var endda nogle der havde tage inspiration fra kattene, men uden det i generne, var det nok ikke aldrig så nemt, og så lige til. Ikke på den måde hun lignende en kat i menneskeform.
Det var nok også pga. dette at Kai kiggede fascineret på hende, som hun talte, som om at deres møde var uundgåeligt, og det var meningen at de skulle have en snak på denne tid af dagen, med kun de to af dem i flere km. afstand fra resten af civilisationen. Måske lidt af en overdrivelse, men sådan føltes det nu når de stod på stranden.

Han rømmede sig lidt, for lige at komme igang med at snakke igen. "Det kan godt lidt blive glemt, hvis man i stedet for tager ned i byen, men her på stranden, eller endnu bedre, oppe på klipperne, der er det et fantastisk syn," pointerede han begejstret. Det var altid noget af det første han så om morgenen, og den friske havluft gjorde ham frisk og glad. Han ville savne den hvis han nogensinde skulle gå nogle andre steder hen. Og det var vel egentlig ikke noget han havde behov for.
"Men du er ikke far disse kanter så? Hvad laver du så her?" spurgte han med en stor nysgerrighed i stemmen og kiggede indgående på kvinden. De var vidst på samme alder, eller der kunne være meget aldersforskel, hvilket gjorde det mere spøjst, men nu var det ikke ligefrem at Kai vidste hvorfor folk ville forlade deres familier ude i den virkelige verden.

Caitlin drejede ansigtet tilbage om mod Kai, som han svarede hende. Smilet hang stadig let på hendes læber og hendes øjne tog ham atter ind. "Men så får man fornøjelsen af skønheden på ny hver gang man har været væk. Det er ikke helt nogen dårlig ting." Altid at se verden med nye øjne var en evne de fleste mistede som de blev ældre, men som hun sad besad til dels. Det håbede hun i hvert fald, men det var jo lidt svært at sige uden at teste det med mere end et syn hun havde set før.

"Nej, det kan jeg ikke ligefrem påstå jeg er." Hun sendte ham et muntert blik ved tanken om præcis hvor lidt hun var fra noget sted uden bygninger og væsner alle vegne og i tæt kontakt med hinanden. Måske boede hun i skovene nær Ulvehøjene nu, men af hjertet ville hun altid være fra Hovedstaden.

Så ramte alvoren dog endelig hendes ellers så smilende træk og fik hende til at se tilbage ud over havet kort, afsøgende horisonten for skyggen af klippeøer og de drager de kunne gemme, før hun vendte blikket tilbage til Kai med et trist smil. "Jeg leder efter en veninde, som jeg har mistet kontakten med, men det var lidt et langskud at tro hun var kommet herud igen uden mig." Hendes smil fik lidt mere varme, som hun fortsatte. "Men så fik jeg da set havet igen... og mødt dig." Ved det sidste trådte hun et skridt tættere på ham, mens hun holdt hans blik fast. "Har du et navn?"

En vågen mand, eller en man der tænkte på en lidt anden måde end Kai, ville straks have opdaget at hun kom tættere på, og ganske vidst var Kai opmærksom på at hun kom tætter epå, men at se det og måske opdage at der var en grund til at hun kom tættere på var langt fra hinanden. Så tæt på hinanden stod de heller ikke endnu, ifølge ham. Hans personlige boble var måske heller ikke ligeså sart som så mange andre, og det var ikke fordi at det var første gang at folk havde været nærgående. Og Kai var aldrig klar over hvad der skete i disse situationer. Typisk endte den anden person bare med at blive sur.

"Mit navn er Kainalu af Thatos' Orden, i almen tale bare Kai" sagde han da det teknisk set var hans navn, selvom nogen ville mene at det nærmere var en titel. Ikke galt, men for Kai var ordenen sådan en vigtig ting for ham, at han ikke kunne lade vær med at præsentere sig med den. Han var stolt af at være en del af munkene, i stedet for bare at være en disciple. "Hvad med dig? Du har vel også et navn," spurgte han grinende. De havblå øjne funklede mod den ellers mørke hud.

Der var noget særdeles anderledes ved at tale med en der i den grad virkede til at være i nuet og ikke holdt unødigt fast ved et emne. Når først et svar var givet, så var det lidt ligesom det. Ikke at det gjorde Caitlin det store, for det efterlod hende med et glimrende frirum til at slippe bekymringerne om Amy og bare være så meget i nuet som hendes nye bekendt.
Han fascinerede hende. Udstrålingen var der til at fange alle de rigtige instinkter i hende, men samtidig virkede han fuldstændig blind og døv for signaler. Noget der tirrede nysgerrigheden og - måtte hun indrømme - lysten til at se hvad der skulle til for at åbne hans øjne og øre.

"Det var lidt af en mundfuld...Kai." Hun smilede og trådte et halvt skridt tættere på ham, så hun som det naturligste i verden kunne lade en hånd finde til hvile på hans bryst og lige så diskret stryge sand af det. "Af Thatos' Orden - betyder det du har forsvoret livet væk fra ordenen?" Hun havde hørt tale om ordenen, da hun havde passeret igennem en af de nærliggende landsbyer, men det havde ikke været meget der var sagt om dem. Mest at det var en orden dedikeret til kamp-træning, som alle i templet levede og åndede for. Nu havde hun jo så en god kilde til at styre den del af hendes nysgerrighed ved hånden, så det var jo med at udnytte den!
Hun gengældte hans grin med et varmt smil og spillende øjne. "Det har jeg da." Hun holdt en lille drillende pause, før hun reelt svarede ham. "Caitlin bliver jeg kaldt. Intet efternavn nødvendigt, det gør bare alting så alvorligt og formelt."

Kais tanker var ligesom hans væremåde. Så fuld af energi at han ikke kunne holde sig til en ting af gangen for det meste. Træningen var det eneste der kunne få ham til at fæstne sig i ngoet i længere tid og holde hans koncentration. At han så ofte glemt tid og sted når han gik i gang, var en helt anden sag.
Man kunne godt stille spørgsmåls til hvor dum han egentlig var, som hun kom tættere på ham og begyndte at børste sand af hans meget nøgne bryst. Han var tydelig muskuløst, men det var stadig tydeligt at se at han blot var en teenage dreng. Der var nok plads til at vokse mere ud i hans form. Men selvom der var en meget yndig pige, som var rimelig meget inde i hans personlige bobble trådte han ikke væk.

"Ja, mit liv er dedikeret til ordenen og Thatos," sagde han bekræftende, med det største smil på læberne. Tanken om at skulle bruge resten af sit liv i en munkeorden var ikke noget der gjorde Kai bange. Han var glad for at han havde et sted i verdenen hvor han hørte til. Det var jo heller ikke fordi at han havde svoret et liv uden kærlighed. Det så de ikke så hårdt på mere. Engang havde det været taboo, men der var intet i Thatos' lærdom der forbød dem det, så lang tid at de kunne koncentrere sig selv hvis deres elskede var i fare.

Det glimtede muntert i Caitlins øjne som han stort set ikke reagerede på hendes invasion af hans personlige rum. Ikke en trækning som hun trådte hen til ham og ingen ændring i hans åbne og glade ansigt, som hun lagde hånden mod hans bryst. Havde han levet så isoleret i den orden at han ikke så noget i hendes handlinger eller var han så god til kontrol at han valgte ikke at reagere på dem? Et signal om at hun intet ville opnå uden at han ret faktisk blev nødt til at handle på hendes berøring? Et godt spørgsmål, men også et tirrende et. Kai var meget anderledes end alle andre hankønsvæsner hun havde mødt.

"Det svarer ikke rigtig på mit spørgsmål, Kai." svarede hun drillende igen, som hun lod hånden finde til hvile på hans lige over hjertet og bare så ind i hans havblå øjne. Hvor kunne man let fortabe sig i dem i søgningen på en bund. De gjorde heller ikke noget godt for hendes greb op den periodiske lyst der strøg gennem kroppen på hende, men for nu holdt hun stadig fast. "Har du slet ikke lyst til at vide noget om livet udenfor ordenen?" Hun smilede til ham. Han havde trods alt vist lidt interesse for hvor hun kom fra og hvorfor, men ikke nok til at stille uddybende spørgsmål. Måske var han bare så tilfreds med hvor han var at intet andet virkede det mindste tillokkende? Hun var tydeligvis ikke.

Når man tænkte over det, så var Kai ikke så meget anderledes end mange andre hankønsvæsner. Han var stadig en idiot, hvis ikke en endnu større en, men at hans hormoner ikke havde fået fat i den bedre del af hans hjerne, ja, det var nok det der gjorde at han skilte sig ud i mængden.

Hans rynkede med brynene, som hun stillede sådan et spørgsmål, og kiggede ligeledes ind i hendes øjne. De var flotte, og han kunne da også godt se at hun var en smuk kvinde, men hans hjerne og nedre region samarbejdede ikke rigtig, for det var alt hvad han så. Han overvejede ikke engang at der kunne være en lyst til at være sammen med et andet menneske. Måske lå det ham ikke naturligt, eller måske skulle han i virkeligheden bare opdage at verdenen var lidt større end Diamantbugten og munke-ordenen.
"Altså jo.... nogen gange, men jeg er tilfreds med hvor jeg er. Jeg ville aldrig have lært så meget, hvis jeg ikke var en del af ordenen. De er min familie," prøvede Kai at forklare sig selv. Det var svært for ham at sætte ord på alle de følelser han egentlig havde. For ham var Thatos' Orden den familie han ellers aldrig havde haft. Han vidste hans mor havde efterladt ham der og han var til Topalis, men det havde han intet forhold til. Hvad han havde et forhold til var alle de gamle lærermestre der havde lært ham alt hvad han kendte.

Caitlin blev stående hvor hun var. Ganske tæt og egentlig ganske afslappet for hans ro smittede af til hende gennem den lette berøring og det åbne blik. En ro hun normalvis aldrig oplevede når den anden side af hendes natur var så nær ved at gribe magten og som hun med glæde lod sig synke ned i. Det holdt hende fra at gøre noget tåbeligt og som han slet ikke virkede til at ville sætte det mindste pris på at blive udsat for. I stedet samlede hun sig om den lette snak og holdt sig til den.

"Og er du sikker på det? At du aldrig ville have lært så meget i resten af verden?" Hun kunne dog ikke lade være med at stille spørgsmål til alt han sagde. Skubbe blidt til væggene i den boble han havde bygget op og se om den var så fuldendt som han gerne ville have den. "Af resten af verden?" Verden var trods alt et stort sted og hun havde endnu ikke fundet et sted i den, som ikke havde lært hende noget nyt om den eller hende selv. Anstrengende og spændende på en og samme tid.

Hun lagde hovedet let på skrå og smilede så. "Familie er vigtigt og godt dog. De får en til at vende tilbage til hvor de er." Hun var en vandrende sjæl med en nysgerrighed der skulle mættes på den ene eller den anden måde, men samtidig vidste hun at hun altid nu ville søge hjem igen. Hjem til trygheden, varmen og det særlige hun havde fundet i Gidions selskab som hun ikke rigtig vidste hvad kaldtes.

Som afledning eller videreførelse af de tanker hævede hun et bryn af ham. "Men du sagde nogengange... Betyder det du har set hvad bugten her har af skjulte gemmer? Søgt ned af stranden for at se om klippen har huler? Om noget er skyllet op? Fulgt eventyret i det nære?"

Det var virkelig også kun fordi at han allerede havde lavet massere af hård fysisk træning. Ellers ville han havde haft så meget urolig energi i ham, at han ville hoppe rundt ud over det hele. Han hadede at være stille, det var også derfor at meditation havde været sådan en hård ting for ham at lære til at starte med. Nu om dage, var det dog en ting der hjalp ham med at finde ro i sig selv og sine omgivelser og han havde aldrig været mere taknemmelig for et redskab. Det var noget han altid kunne bruge, uanset hvor panikken han ville blive.

Kai blinkede lidt forvirret af Caitlin, da hun prøvede at stille spørgsmålstegn til om han ville have lært lært så meget af resten af verdenen. Der var ikke nogen tvivl i hans sind at verdenen ikke ville have kunne lært ham hvad han lærte her. Han var en mester til kamp, eller teknisk set var han det ikke endnu, men han havde lært så meget kampteknik, og meditation, og bare at være et med sin krop. Han tvivlede på nogle andre steder i landet ville have kunne lære ham det. Verdenen ville nok kunne lære ham andre ting, men de var ikke nødvendigvis nødvendige for ham, så var det præcist hvad han sagde. ”Måske ville de havde lært mig andre ting, men det ville ikke være ting der er så vigtige som de ting Ordenen har lært mig,” var det faste svar.

Det forvirrede blik forsvandt ikke ligefrem som hun blev ved med at spørge videre, og han kløede sig lidt i nakken. ”Jo nogen gange. Mere da jeg var yngre. Generelt er det farligt at klatre rundt i klipperne, fordi der er så mange løse sten. Det er ikke unormalt at finde døde og sårede omkring her, fordi de har kravlet rundt hvor de ikke burde,” indrømmede han. Han var ikke ligeså adræt til at klatre i klipperne mere, men mod hans lærermestres råd, havde han altså klatret en del. Det var jo når man skulle udforske på det område man var, og at man havde fået at vide at man ikke måtte træne mere end ens krop kunne holde til. Klatring var jo ikke at træne, vel?

Caitlin betragtede ham undersøgende som han da i det mindste så ud til at give hendes spørgsmål to åndedrags chance for at blive vendt mentalt, før end han svarede hende med en fasthed og tro på den opbyggede boble at hun ikke kunne andet end smile af ham. Han havde sikkert også ret set fra hans synspunkt. Hvis alt han virkelig ønskede i livet var at finde i templet, ja, så havde verden vitterlig intet at tilbyde. Så var den og hun kun en uønsket distraktion. Hun kunne leve med det - og rejse videre uden at nogen skår var gået af hende. Af samme grund trak hun hånden til sig og tog et skridt baglæns for at lægge afstand imellem dem.

Smilet var der stadig som han svarede hendes næste spørgsmål med så lidt entusiasme hun mente nogensinde at høre en anden bruge om tidligere tiders vovemod og handlinger. Måske ud over Amy efter den tur med dragen. Hun kunne dog ikke lade være med at lægge hovedet lidt på skrå. "Alting er farligt, hvis man ikke passer på og tænker sig om." Hun holdt blikket undersøgende på ham og rystede så let på hovedet, før end hun trak sig et skridt længere bagud og begyndte at vende sig fra ham. "Men hvor intet voves, intet vindes. Jeg tror jeg vil se om de er mere end faren for at få våde fødder når havet kommer ind..." Klipper havde hun trods alt klatret en del på og de var generelt lettere at have med at gøre end bygninger. Desuden syntes hun at have set en skygge henne af stranden, der tydede på en hule i strand højde og det var den hun ville se på. Der var mindre risiko for flyvende beboere trods alt.

Kai kiggede undrende på Caitlin som hun gik lidt tilbage. Havde han sagt noget der fornærmede hende? Det håbede han så sandelig ikke. Det var ikke fordi at han ikke brød sig om andre der var undenfor templet, men han havde nok fået en lidt firkantet forståelse for livet. Ikke pga. munkene, men fordi at han havde sådan et stort problem med at se kritisk, og så lang tid han var glad, så var han ikke så kræsen om livet han levede.

”Du har måske kravlet på mange klipper?” spurgte han så og trådte et skridt mod hende, nu når hun var på vej væk. Hans blik var begyndt at løbe hen over de mange klipper. Det var jo heller ikke fordi at han ikke selv havde prøvet at kravle rundt. Han havde bare fået strengt at vide at det ikke var en god ide. Men da han var yngre var fare noget han udsatte sig selv lidt mere for. Nu om dage var det bare kampe og der var aldrig livet på spil. Der var regler og alt sådan noget. Måske var det en del af oplevelsen at føle at der var en real fare.

Caitlin havde holdt blikket på ham, som hun vendte sig for at gå og kunne ikke andet end smile skælmsk til Kai, som han tog et skridt frem mod hende. Så helt hugget i sten var han ikke endnu, selvom så meget af hans væsen virkede til at være det. Interessant. I hvert fald bedre end den passive nokhed havde udstrålet til da. Nokhed var ikke lige hendes kop the.

Hans spørgsmål fik hende til at le ufrivilligt, før hun vendte sig mod ham med muntert glimtende øjne og fortsatte baglæns et par skridt. "Ikke så mange, men mindeværdige klippe. De er nemmere og sværere at have med at gøre end huse." Hun drejede rundt igen, så hun kunne se hvor hun gik og undvige de sten der var skyllet op på stranden af havet. Det var trods alt ikke lige i hendes tanker at ende på halen af bar uopmærksomhed, når hun blot kunne have holdt blikket på andet end indtagende hankønsvæsen. "Men nu du ikke er til at klatre kan vi jo se om der ikke er en helt her nede ved stranden..." Det var hvad hun ville foretrække trods alt og hvad hun mente at sigte efter.

Der var næsten noget over den made som Caitlin sagde det på, som fik hele Kais krop til at sitre og så bare den lille følelse af at må gå imod forventningen af ham. Det var jo heller ikke fordi at han ikke var vant til klipperne der var omkring dem, men at decideret kravle på dem, var ikke noget han som sagt gjorde, men pludselig var det som om at det var han nødt til. Ikke for at imponere Caitlin, men for at bevise at han altså ikke var bange for noget. Lidt af et drengerøvsgen havde han alligevel.

”Altså, vi kan sagtens klatre… jeg pointerede bare at de kunne være farlige,” sagde han og fulgte forsigtigt efter hende. Selv hvis han ikke klatrede med hende, var der nok en sandsynlighed for at han kom til at gøre det senere, når hans krop og sind ikke kunne holde til spændingen mere. Han var lidt af et problem i sig selv.

"Det ved jeg de kan! Og deres beboere endnu mere end klipperne!" Caitlin havde endnu engang set sig tilbage over skulderen, mens hun gik og ladet Kai se glimtet af morskab i hendes øjne. Et glimt der dog ikke var alene deri. Hun kendte farene nok mere end han gjorde, men så dem for acceptable i forhold til at styre nysgerrigheden. Forsigtigheden og erfaringen var dog grunden til at hun intet behov havde for at klatre på klipper i dag.

Det virkede da også som om han fulgte hende så længe hun var i bevægelse. Tanken om at se hvad der skete hvis hun stoppede op igen, var kort ved at få hende til det, men når alt kom til alt havde intet i hende lige nu lyst til at være ude af bevægelse. Ikke med ham så nær og så.... uinteresseret i hende. Caitlin forskubbede endnu engang tankerne og koncentrerede sig i stedet for om klippen hun nærmede sig og den mørke skygge længere fremme der ikke kunne være andet end en huleindgang.
Hun stoppede ved siden af og vendte sig mod Kai. "Hvor dyb tror du den er?"

Det fik Kai til at kigge op med store øjne og så et bredt grin. Jo, han havde hørt om visse ting der boede der, og havde mødt et par stykker, men mon ikke Caitlin næsten vidste mere om det nu når hun var begyndt at tale om det. Han fik dog dårligt mulighed for at spørge, som hun blev ved med at gå og han måtte holde trin med hende. Det var altid noget at de var nogenlunde samme højde, selvom Kai sjældent havde problemer med at holde farten.

Da de endelig stoppede, var der en hule. Han havde aldrig undersøgt dette mørke sted, men der havde været andre huler ham og nogen andre munke havde gået igennem, og han fløjtede da også lavt som han så ind i mørket. Den måtte være dyb.
”Flere kilometer som minimum,” indrømmede han. Det var sjældent de kun var et par metre, når de var så langt nede. Det var ikke alt der var nemt at undersøge. Nogen gange var der afsatser længere oppe end hvor man kom fra, men hulerne var ofte dybe. De var enten lavet naturligt eller noget eller nogen havde gravet det ind. Det var i hvert fald hvad Kai vidst var blevet fortalt?