Sted: Topalis Rebel lejeren
Tid: Sen aften

En bloddig hånd borrede sig ned i sandet og trak sig frem. Azhari nærmede sig den falde kriger, med langsomme skridt, som et rovdyr mod et såret bytte. Med en sidste kræftanstrengelse blev hånden kastet udover cirklen af sten, der udgjorde den impromto arena, og et brøl gik igennem den lille forsamling af krigere der var samlet.

Azhari tog hurtigt de sidste skridt hen til sin faldne modstander, og rakte ham en hånd op med et smil "Du kæmpede godt, men du bliver nød til at holde øjene på andet end mit våben!"
Som hun trak ham på benene løb blodet fra hans hånd, op over hendes, og samlede sig som en perle i hendes armbånd igen.
Det havde været en af korteste kampe den aften. En ung kriger ude efter hurtigt ære ved at slå et kendt ansigt. Han havde ikke haft den fjerneste ide om hvem han stod overfor og Azhari var ikke gået blidt til den. 3 træfninger inde havde hun disameret ham. Ved den første havde hun ladt blodet fra en perle glide fra sit trævåben til hans. Næste træfning havde flyttet det ind mellem våbnet og hans hånd, og endeligt, med et enkelt skabt hug, slog hun åbnet ud af hans nu glatte hånd. Resten havde ikke været en kamp, men en kort jagt rundt i arenaen til han overgav sig. Disse kampe var blot for træning, for underholdning. Hvis ikke havde knægten været død.
Azhari vendte sig mod 'dommeren', en ældre veteran. Han forsøgte at holde masken mens han løftede en hånd mod hende "Vinderen er Azhari, endnu engang! Er der flere der tør tage udfordringen op, eller skal hun gå ubesejret I seng?!"

Mørket havde forlængst lagt sig over græsmarken, der lå så tæt på stranden at man kunne høre bølgernes stille klukken. En overraskende stille aften, som vinden havde lagt sig og gjort den skyfri aften et smukt sted at leve i. Faklerne i teltbyen lyste dog mørket op og omgivelserne var lette at navigere i. På en plads i midten af lejren var træningskampene i gang og Chéron stod i udkanten af den lille gruppe af glade og råbende Topalis og betragtede alt med et let smil om læberne. Han følte sig ikke som en del af gruppen, ikke rigtigt. Han havde kun boet hos dette folk i et halvt års tid og selvom han kendte alle her af navn, var han stadig den nyankomne. Som var blevet deres leder. En ting der stadig forbavsede ham, men en opgave han tog meget alvorligt. At han ikke var født og opvokset blandt sine egne, ikke havde oplevet samme frihed eller de samme traditioner som dem, var lige meget. De havde valgt ham og han ville gøre alt, hvad han kunne for at leve op til deres håb.

Lige nu betragtede han sin ven og højre hånd, Azra, som hun lammetævede en af de yngre unge mænd i en kamp. Smilet på hans læber blev en smule større, som det endeligt lykkedes den unge mand at give op. Azra var brutal, noget han godt kunne lide ved hende. Også noget han havde været med til at lære hende at styre. De par år, de havde tilbragt sammen, havde lært dem begge noget, men han vidste godt, at hun så op til ham og brugte ham som eksempel for sit eget liv. Og han havde en følelse af, at han skulle passe på hende. Så det gjorde han.
Men nu... han lod de ellers foldede armen falde fra hinanden og trak de to sværd ud af deres skeder på hver deres hofte. Roligt samlede han dem i den ene hånd, som han gik igennem den tynde mængde og trådte ind i cirklen, hvor han spændte sværdbæltet op og smed det til side, så det ikke var i vejen.
"Måske Azhari har lyst til at se, om hun kan vinde over sin leder. Med rigtige våben." Hans ord var fyldt med mild morskab og selvom han kaldte sig selv hendes leder, var det tydeligt, at han ikke var alvorlig. For ham var han på lige fod med alle andre og selvom der kun var gået et par uger siden bruddet, burde det være alment kendt, at han ikke satte sig selv over nogen i flokken. Især Azra, som han så som sin ligemand. Det ene sværd blev kastet mod hende med skæftet først, så hun kunne gribe det i luften.

Omkring dem opstod en spændt mumlen. De to fremmede Topalis trænede ofte sammen, hvilket sommetider blev til nogle imponerende opvisninger, men de havde endnu ikke mødtes i en ring som modstandere foran alle de andre. Hvem ville vinde? Ingen kunne gætte det, da det normalt skiftedes mellem dem til træning. Chéron var forberedt på at tabe, selvom han selvfølgelig ville gå efter at vinde. Men Azra var en dygtig kriger og hun havde en evne til at snyde ham.
Med rolige bevægelser begyndte han at gå rundt langs ringens kant, afslappet og med et glimt i de mørkelilla øjne, der var rettet mod Azra.

Azra mærkede brat stemning ændre sig, og vendte sig for at møde sin udfordre. Smilet der bredte sig på hendes læber var ikke til at tage fejl af. Hun greb let våbnet, og svingede det prøvende "Jeg skal nok holde igen, så vi ikke mister vores frygtløse leder!" våbnet var ikke hendes foretrukne, men hun havde brugt det nok til at være bekendt med det. Desuden kendte hun Chés stil ind og ud. Han var mange ting, men fuld af overraskelser var han ikke.

Langsomt bevægede hun sig med rundt i arenaen, optakten til en velkendt dans. I modsætning til Ché var hendes bevægelser ikke afslappet, men spændt som en buestreng, klar til at blive sluppet løs hvert øjeblik. Hun fjernede al tvivl fra sit sind. Hun ville vinde, at tabe var ikke en mulighed, skønt det var sket før.
Hun havde én gang gået i kamp med nederlag i tankerne, og der havde kun Chés barmhjertighed reddet hendes liv. Tit følte hun stadig hun var død den dag, og var blevet genfødt. Hun havde været en slave, til sig selv lige så meget som til de omkring hende, men gemmen blod og død havde han sat hende fri..

Hendes første udfald kom uden advarsel, mens Ché var mellem to skridt. Hun satte af og jog tværs over arenaen mod ham, sit våben svingende i et lavt hug mod hans højre side. Slaget ramte dog jorden før det ramte Ché. En fejl?
Nej. Med et swip med håndledet trak hun klingen op, og sendte en god håndfuld sand mod hans ansigt, mens hun selv dansede til venstre, i søgen efter en åbning.

Som Azra tog i mod hans tilbud om en kamp, kunne legen begynde. Hendes anspændte, kampklare udstråling var helt anderledes end han, men bare fordi han så afslappet ud, betød det ikke, at han var det. Han læste hver eneste af hendes bevægelser, klar til at tage i mod hende, når hun angreb. Han kendte også hendes stil og han vidste, hvad han skulle kigge efter. Så han blev ikke overrasket, da hun satte af i mod ham. Sværdet undgik han nemt, da det tydeligvis ikke var til hensigt at ramme ham. Allerede inden sandet kom flyvende, havde han drejet hovedet, for han havde set hende bruge tricket før. Så ingen af de små korn nåede hans øjne eller ansigt. I stedet brugte han den undvigende bevægelses fremdrift til sit eget angreb - hurtigt gik han ned i det ene knæ, støttede med sin højre hånd og brugte drejningen i kroppen til at lade sit venstre ben strække og sparke ud mod hendes ben for at vælte hende.

Lige meget om han ramte eller ej, fortsatte han bevægelsen og snurrede rundt, mens han rettede sit ben og derved kom op at stå. Hurtigt trådte han væk fra hende, om hun var blevet væltet eller ikke, så de kunne få to sekunder til at orientere sig. Ingen grund til at afslutte kampen med det samme, folkene omkring dem ville have et show og det kunne de få.
Man skulle tro, at Ché var træt af at slås som underholdning efter fire år i kamparenaen, men på en måde kunne han lide det. Han elskede at bruge sin krop og dette var for sjov. Kampene som slave havde været dødelig alvor og han havde ikke fundet fornøjelse i at slå ihjel. Overhovedet ikke. Men det havde været dræb eller bliv dræbt og siden han selv ikke agtede at dø, måtte han slå ihjel.
En træningskamp med Azra var hygge og selvom han så alvorlig og koncentreret ud, var der også et glimt af morskab i hans øjne.

Azra var ikke så nem at fælde. Hun udnyttede Chés bevægelser, fulgte dem, og som han gik ned i knæ flyttede hendes moment sig opad. Hun hoppede over hans spark, og satte fra på hans bøjede ben i et flip bagud. Der var afstand mellem dem igen, og et lille smil spillede på hendes læber.

Hun fandt ingen nydelse i kamp, men hun var god til det, som hun havde været nød til at være for at leve. Men Ché viste hende der kunne være mere til det, at kamp kunne være... noget andet. Om ikke andet gav deres træning hende muligheden for at sikre sig at alle hans ord ikke gjorde ham sløv til når det, før eller siden, kom til kamp, som hun var sikker på det ville.

"Er du faldet af på den, hmm?"

Provokation var en del af kampen også, ikke at hun regnede med det ville virke på Ché. En dygtig kriger lod sig ikke provokere af så smålige ting! Men det var også et tegn til ham. Det næste udfald var hans.

Det var som altid spændende at give sig i kast med en kamp mod Azra, kvinden var en dygtig kriger og selvom de havde lært hinanden godt at kende over de sidste par år, var der stadig overraskelser fra hendes side. Smilet på hans ansigt var da heller ikke til at tage fejl af, som hun fik brugt ham som afsæt til et smukt flip bagud. Hun kunne mere end ham, hvilket ikke var overraskende, men han var bestemt heller ikke en dårlig kriger, selvom han ikke havde så mange års erfaring. Men så snart slaveejeren havde bestemt sig for, at han skulle slås, havde han kastet sig over træningen som en vild. Chéron tog enhver opgave dybt seriøst og han havde en tendens til at blive en smule besat af ting, som han gerne ville lære. Så han havde trænet hårdt og var hurtigt blevet god. Så god, at han havde overlevet hver eneste kamp i fire år.

Der var kommet afstand i mellem dem og Azra sendte en provokation i mod ham, som han ikke var sen til at svare tilbage på.
"Nej, jeg tænkte bare, at du måtte være træt, så jeg ville gøre det lidt let for dig." Han blinkede til hende, smilede skævt og svingede sværdet i hånden en enkelt gang, inden han sprang frem i mod hende. Han lod som om, at han var ved at hugge sværdet mod hende, men skiftede i stedet hånd og fuldførte sin finte ved at dreje rundt om sig selv, mens han gled højre om hende, og hamre sin venstre albue mod hendes ryg. Derefter tog han et hurtigt skridt frem, så han kom væk fra hende igen, lige meget om han havde ramt eller ej.

Azra så finten komme for sent. Hun nåde dog at undvige den delvist, så albuen ramte hendes arm frem for ryggen. Hun mistede balancen for et øjeblik, men rullede væk inden endnu et slag ville kunne lande, selv hvis han ikke havde trukket sig. Hendes våben lå dog mellem dem.

Hun fnøs, men et svagt smil spillede på hendes læber. Tog af perlerne om hendes håndled blev flydende og løb ned af hendes hånd, hvor de dannede en lang pisk. Et gisp gik igennem tilskuerne. Uden et ord brugte hun pisken til at generobre sit træsværd, og lod pisken forsvinde igen, en andel flød tilbage til armbåndet, men resten farvede sandet foran hende.

Hun lukkede tilskuerne ude, og havde kun øjne for Ché. Hendes univers krympede til det ikke bestod af andet end ham, hende og cirklen. Og så indledte hun sit næste angreb.

Deres kamp var et imponerende syn. Til trods for det blot var en træningskamp med træsværd var der en intensitet mellem de to, og en vilje, der var unægteligt. De fortsatte udvekslingerne, og det første set endte uafgjort, hendes kling mod hans hals, hans mod hendes mellemgulv. Hun skubbede hans sværd væk og fortsatte.
I det næste set strejfede hun hans kraveben, mens han fik slag ind mod hendes lår med den flade side af sværdet.

Til sidst lå Azra på ryggen i sandet og stirrede op på spidsen af hans sværd...

Verden vendte tilbage, folkene omkring dem, sandet under hende, træsværdet ved hendes næse. Det var bare en træningskamp.
"Jeg gir mig" erklærede hun mellem tunge åndedrag. Kampen havde været intens, og tæt, men i sidste ende havde han vist sig som sejreherren.. denne gang.

Som kampen rigtigt gik i gang, skubbede Chéron sine omgivelser fra sig. Intet andet end Azra og deres kamp betød noget lige nu, som sandet flyttede sig under hans fødder og vinden gled forbi dem. Hver eneste bevægelse var instinkt, hvert eneste slag gennemtænkt, som de dansede om hinanden, sprang frem, gjorde udfald og faldt tilbage til mere neutrale vande. Pulsen steg, varmen fik sveden frem på panden og de hurtige bevægelser gjorde ham lettere forpustet.
Første gang stod de lige, som han fik rettet det skarpe sværd sværd på hendes mave og han selv kunne mærke kanten af den skarpe klinge mod sin hals. Det var altid farligt at træne med rigtige våben, men han vidste, at de begge kunne styre det uden at skade hinanden. Sådan da. Blodet dukkede op, som hun snittede ham ved kravebenet, intet alvorligt og intet der stoppede nogen af dem i at fortsætte. Han klaskede den flade del af sit sværd i mod hendes lår. Vundet.

Med en hurtig finte fik han vippet hende om i sandet med et ben bag hendes og sin tunge overkrop mod hendes. Så snart hun var nede, rettede han sværdet mod hendes ansigt. Et smil, varmt og sejrrigt på en respektfuld måde, dukkede op på hans ansigt, så snart hun sagde, at hun gav sig. Han flyttede sværdet med det samme og rakte ned for at hive hende på benene.
"Jeg synes, du virker lidt forpustet kære Azra." Han lo selv godt forpustet og lagde en arm om hendes skuldre for at give dem et klem, inden han så rundt på tilskuerne, hvor de fleste også virkede helt forpustede efter den kamp. Glæden og respekten var at se på deres ansigter og for et kort sekund havde Ché det som om, at nogen havde slået ham i maven med en knyttet næve. Han var ansvarligt for alle disse folk. Det var hans opgave at tage sig af dem og passe på dem. 

Men inden han lod sig selv synke ned i den tanke, tvang han sit smil frem igen og løftede Azras ene arm i vejret.
"Det kan lade sig gøre at vinde. Med lidt held." Han flyttede blikket tilbage på sin ven, lod deres arme falde sammen og gav så hendes hånd et klem, inden han gik hen for at samle sit bælte op igen og stak sit ene sværd i skeden. Uden at vente på Azra maste han sig ud af cirklen af folk og begyndte at gå ned mod stranden. Han havde pludseligt brug for noget luft og ro.

Azra stak Ché et halvt smil gemmen sit tunge åndedræt og lod ham trække sig på benene "Kommer det fra dig!" grinede hun og lagde armen tæt om hans ryg. Hun løftede klingen mod tilskuerne "Så håber jeg i fulgte godt med snotlinger! I ku risikere at have lært noget" erklærede hun mens Ché lørtede hendes arm. Der var ingen skam i at tabe til Ché, men det var stadig ikke løkkedes nogle af de andre at slå hende i ærlig kamp.. ikke at en sådan ting fandtes udenfor cirklen. De var stadig grønne mange af dem, og ville ikke overleve hvis det kom dertil. Men sådan var det.

Med hoved en anelse på skrå så Azra efter Ché, som han maste sig igennem mængden. Hun rystede en anelse på hoved. Først pumpede han folkene op, og så stak han af fra dem.. Hun rystede en anelse på hoved. Hun ville aldrig blive klog på den mand!
Med et lille grynt samlede hun hans andet sværd op fra sandet, og fulgte efter ham. Folkemængden havde næsten allerede glemt hende, og havde kun fokus for deres frygtløse leder.

Azra indhentede ham i vandkanten. "Hej! Du glemte noget" kaldte hun, og trådte op til ham. Med et skævt smil løftede hun hans bælte en anelse og stak hans andet sværd i sin skede. "Du skulle nødig gå uden" drilled hun. 

Det kølige havvand skyllede ind over hans varme fødder, som han nåede vandkanten og så ud over havet. Mørket havde lagt sig for længst, men månens klare lys gjorde det nemt at se. I horisonten var Topalisøens mørke silhuet og hans blik hvilede på den uden helt at se den. Forbandede ø.
Azra dukkede op ved hans side og flyttede rundt med hans bælte, så hun kunne stikke sværdet i dets skede. Der gled et kort smil over hans ansigt, men det nåede ikke hans mørkelilla øjne. Langsomt gled blikket tilbage til øen. Han sagde ikke noget. Hun burde kende ham godt nok til at vide, at hvis der var noget, der gik ham på, sagde han det ikke, medmindre han blev udspurgt. Han var typen, der kunne tale for guderne, når han var passioneret eller havde en sag at tale for, men hvad der gemte sig inden i ham, blev inden i ham, medmindre man pressede lidt på. Tiden som slave havde hurtigt lært ham, at verden ikke var et sted, hvor man skulle dele, hvad man havde på hjertet.

I stedet stod han og nød fornemmelsen af vandet og synet af det smukke månelys, mens de tunge tanker væltede rundt i ham. Synes af det folk, som så ham som en leder, havde ramt ham. Det var ikke første gang, at han uden at ville det, var blevet leder. Slaverne i stenbruddet havde valgt ham som en talsmand og han sørgede også for, at skænderier og kampe endte uden alt for store blodsudgydelser, noget af en præstation i en flok af mange forskellige slags væsner. Men dette var anderledes. Han var ikke selv ledet af nogen. Alle forventede, at han ville gøre deres liv bedre, finde en løsning på et problem, han ikke var sikker på, at der var en løsning på. Møderne med Olympus havde ikke ledt nærmere nogen form for forløsning. Ché frygtede at han måtte svigte folket og de ville lide under det. Kaste ham ud, så han igen ikke havde et sted at høre til. Og det var ikke kun ham selv den bekymring gjalt, det var også kvinden ved hans side.

For en stund stod Azra blot ved Chés side, og betragtede månens blege skær over havet, og øen i horisonten. "Du bekymre dig for meget" sagde hun lavmælt, og brød stilheden. Hun kendte hans humør, hans bekymringer, for selvom hun ikke delte dem, var de hendes så vel som hans.

Ché var mere end blot hendes leder. Han var grunden til at hun levede! For hende var Folket intet særligt. Hun havde ingen relation til disse mennesker, andet end Ché. Men de betød noget for ham, og derfor betød de noget for hende. Han bekymrede sig om deres anseelse, og respekt, og derfor sørgede hun for han havde den.

Et let suk krydsede Azras læber "Så hvad er det denne gang?" spurgte hun, og til trods for det hårde ordvalg, var spørgsmålet oprigtigt. Bløde formuleringer og omsorgsfulde ord var ikke hendes stærke side, men det gjorde ikke hendes ønske om at lette hans sind mindre.

Stilheden blev brudt, som Azra sagde, at han bekymrede sig for meget. Det trak lidt i hans ene mundvig. Han vidste, at hun havde ret, men det var sådan han var. Han tænkte lidt for meget og havde den dejlige ligefremme tilgang til ting, som hun havde. 
De få ord var ikke nok til at sætte hans egne i gang og han flyttede heller ikke blikket til hende. Han vidste, at hun ikke forstod hans bekymringer, men det var også okay. Hun tog dem op alligevel og hjalp ham med at holde styr på hele verdenssituationen. Holdt ham på jorden, når hans idéer fløj lidt for højt eller hev ham op, når han var ved at drukne. I dette øjeblik var der lidt brug for det sidste.

Hendes hårde ord rørte ham ikke, det var sådan hun gjorde tegn til at ville hjælpe. Overraskende nok var Fenris den blødere ven, der viste sin bekymring tydeligere. Men den fjerderede ven var ikke i nærheden lige nu og måske var det også mere Azras praktiske anskuelser, han havde brug for lige nu.
Det varede et kort øjeblik inden der lød et dæmpet suk fra ham og han endeligt svarede.
"Hvad er det, jeg har rodet os ud i? Hvad er det, jeg har sagt ja til?" De lilla øjne blev vendt mod hende, udtrykkende bekymring og lidt usikkerhed. "Et helt folk er blevet splittet i to, fordi jeg ikke kan holde min mund lukket og nu forventer de, at jeg skal lede dem mod en lysere fremtid. Det er en byrde, jeg ikke er sikker på, at jeg kan bære." Det var noget han havde båret rundt på længe, noget som Fenris vidste, at han sloges med, mest fordi griffen havde adgang til hans indre, men som han ellers ikke havde ladet komme til overfladen. Tvivlen på, om han faktisk havde evnerne til at klare det, alle ville have ham til. 

Han mødte kort Azras blik inden han flyttede det ud mod øen igen.
"Jeg ved ikke, hvad løsningen på konflikten, jeg er slet ikke sikker på, at der er en. At jeg svigter alle disse mennesker, der blot ønsker noget bedre for dem selv."

Azra var stille et øjeblik mens hans ord faldt på plads og hun vendte dem i sit hoved. Hun prøvede at se situationen fra hans synspunkt, at se hvordan de problemstillinger kunne finde sted i hans sind, og prøve at se sig ud af det...
Da det fejlede, gav hun ham sin ærlige holdning i stedet.

"Hvis du ikke kan bære den, så lad være. Pak dine ting, og tag afsted i nat mens de sover" hendes tone var flad og hun viste ganske udmærket at det ikke var Chéron. Hun lod blikket glide ud på øen "Men det handler ikke rigtig om dig gør det Ché.. det handler om dem. Om os. Folket her var splittet længe inden vi kom. Hvis de folk her ikke allerede havde tænkt tanken, ville de aldrig havde fuldt dig så let. Du plantende ikke splid her Ché, du gav en stemme til den splid der allerede var" hendes blik gled tilbage på ham "Om der er en løsning eller ej er irrelevant. De folk her har selv valgt at de hellere vil være frie, og at de vil kæmpe for den frihed" hun smilede skævt til ham, og der var beundring i hendes blik "Som sagt.. du bekymre dig for meget, om os.. og for lidt om dig selv".

Der var stille, mens kvinden ved hans side overvejede hans ord. Chéron var en mand af mange ord, han havde bare svært ved at sætte dem sammen, når det kom til ham selv, men heldigvis forstod Azra ham alligevel. Hun vidste det nok ikke, men hun var en uundværlig ven for ham. Måske en dag noget, han burde bruge alle sine ord til at sige.

Hendes første svar fik ham til at rynke panden. Han kunne ikke bare forsvinde. Det ville han ikke kunne leve med, efterlade disse mennesker forvirret og uden en leder. Inden han kunne protestere over dette forslag, snakkede Azra videre og han lyttede i alvorlig tavshed. Hun havde ret. En lettelse spredte sig i ham, som hun forklarede ham, at han blot var det sidste stykke brænde på et bål, der havde ulmet længe. Hun havde helt ret, han kunne godt se det, han var ikke i tvivl om, at det her nok var sket med tiden alligevel. Det var blot hans store mund, der havde sat gang i det hele, som han ikke havde kunne holde sin utilfredshed og undren tilbage.

Han mødte hendes blik, som hun så på ham, og kærligheden til sin ven gled igennem ham. Platonisk kærlighed, men ikke mindre dybtfølt af den grund. Hun var hans familie. Ché rakte ud og lagde en arm om hendes skuldre og trak hende ind til sig.
"Jeg bekymrer mig om dem, jeg holder af." Han gav hende et klem og så ud over vandet igen. "Men du har ret. Vise ord fra en klog kvinde. Men det er stadig en tung byrde at bære. Jeg er kun glad for, at du er ved min side til at støtte mig. Og sørge for, at jeg ikke taber hovedet." Et smil gled over hans ansigt og han slap hende igen for at strække sig dovent. Da han lod armene falde igen, rørte han forsigtigt ved sit ene kraveben, hvor ridsen fra sværdets spids for længst var holdt op med at bløde. "Selvom du har gjort et ihærdigt forsøg på at hugge det af her til aften." Der var intet bebrejdende i hans tonefald, i stedet var det tydeligt, at han prikkede lidt drillende til hende.

Azra gav et lille fnys fra sig, men lod dog Ché trække hende ind til sig. Hun lagde selv en arm om ham, og gav ham et varmt klask på ryggen. Azra elskede denne mand. Hun forgudede ham. Men der havde aldrig været noget romantisk mellem dem, eller for Azras vedkommende med nogen anden.

"Du ville ikke bære den, hvis den ikke var tung" kommenterede hun lidt spydigt. Han havde aldrig været tiltrukket af nemme problemer, eller nemme løsninger for den sags skyld. Hun kastede hoved tilbage og fyldte natten med sine hård latter "Nogen må jo sørger for du ikke bliver for blød..." svarede hun og prikkede ham hårdt i siden "...Eller langsom" tilføjede hun, inden hun uden advarsel fejede benene væk under ham, og dumpede ham på røven i vandet.

Azras spydige kommentar gik ikke hen over hovedet på Ché. Nej, det ville han nok ikke. Han vidste godt, at han havde en tendens til at tage de svære opgaver. Han kunne lide det, havde altid kunnet. Og lette løsninger var slet ikke noget, han kunne overveje. Alting skulle gøres ordentligt, lige meget hvor hårdt det end var.
En finger prikkede ham i siden og hans smil blev større. Så hun var i pjattehumør? Han nåede knapt nok at tænke tanken færdig, før hans ben blev væk under ham og han væltede om i det lave vand. Hans bukser blev straks gennemblødt og det tog ham et par sekunder at registrere, hvad der var sket, men så kom der også en dæmpet latter fra ham. Nå, så det var med den på. 

Han kom langsomt på benene, stadig leende.
"Du er ude på ballade." Dumt af hende ikke at flygte, når hun havde muligheden. I en hurtig bevægelse, der måske kunne komme bag på nogen, sprang han frem, svingede en arm under hendes ben og en om hendes ryg og bag hende halvt løbende ud i vandet, indtil det var dybt nok til, at han kunne kaste hende endnu længere ud, uden hun ville slå sig på bunden. Direkte ind i en af de blide bølger, denne strand så ud til at bestå af. Nu højt leende vendte han om og løb ind til stranden, ind på det tørre sand. Her spændte han hurtigt sit våbenbælte op og smed det eneste klædestykke, han havde på - bukserne. De var ikke til at bade i. Så snart de var af, vendte han op og gik lidt mere roligt tilbage ud i vandet. Det blev rimeligt hurtigt dybt, så han skulle ikke langt ud, inden han kunne lade sin varme, svedige krop glide ned i det kølige havvand.

At han var nøgen overfor Azra rørte ham ikke. De havde kendt hinanden i et par år, boet tæt. Havde begge en baggrund i en verden, hvor det ikke kunne nytte at være genert over nøgenhed, for der havde man oftest selv ikke nogen medbestemmelse over tøj eller mangel på samme. Og ingen af dem havde nogen romantisk interesse i hinanden. De var venner.

"Ballade! Mig? Ald-woah!" Azras comeback blev afbrudt midtvejs da Ché uden større problemer samlede hende op. Azra lo højlydt men gjorde da symbols modstand, inden hun blev smidt i vandet selv, med et ordenligt klask. Hævnen var sød.
Azra kom tilbage til overfladen et øjeblik efter, med et bredt grin, og kom med et par svømmetag tilbage ind hvor hun kunne bunde nemmere.
Azra smed selv sin overdel, men beholdt sine bukser på. Det var ikke fordi hun havde problemer med sin nøgenhed heller, for som Ché havde hun levet længe hvor det ikke var hendes valg. Alligevel var det sjældent hun smed sin underdel, og selv i kamparenaen hvor det var almindeligt at ligge i til højre og venstre for at have noget at tage sig til mellem kampene, havde hun holdt den del af sig skjult. Der var de der havde forsøgt at tvinge sig på hende, men de var blevet en hånd kortere, og da det rygte først havde spredt sig, lod de hende være.

Azra stod et øjeblik og badede i månelyset. Dets blege lys fik begge deres ar til næsten at gløde mod deres mørklødede hud. Og de havde begge mange.. men mest markant for Azra, var de to brede ar omkring hendes skulderblade, hvor hendes vinger engang havde foldet sig ud fra. Men i disse dage var de et fjernt minde blot.

Med et lavmælt suk lod Azra sig glide tilbage i vandet, og flød ud ved siden af sin ven og leder. "Jeg hader at kæmpe i sand... tilbage i arenaen var det noget andet, der var det så gennemvæddet med blod der altid var lidt at hente! Her forsvinder det bare ned, og er umuligt at få fat på..." sagde hun stille, mere tænksomt end som reel brok.

Bølgerne skvulpede stille omkring Ché og fik ham til at gynge op og ned. Der var ikke rigtigt noget strøm, ikke lige nu og han behøvede kun at korrigere lidt med hænderne, så han ikke flød for lang hverken den ene eller den anden vej. Hans blik fulgte Azra, som hun bevægede sig ind til land og smed sin overdel. Han flyttede ikke sit blik, men betragtede i stedet hendes mørke hud, hvor hvert ar syntes at blive forstærket af månens lys. Hun havde haft et hårdt liv, værre end hans, og det gjorde ham på den ene side ked af at tænke på, for han holdt af hende. På den anden side var det bare sådan. Noget der ikke kunne laves om. Og nu gjorde han hvad han kunne for at beskytte hende. Give hende et bedre liv. Selvom hun sikkert tænkte, at hun beskyttede ham, så beskyttede han også hende. Og det var det, der betød noget nu, deres venskab. Ikke fortidens traumer.

Hun kom ud til ham og flød rundt sammen med ham. Hendes ord kunne måske for nogen virke underlige, måske endda morsomme, men han tog dem helt seriøst. Hans blik gled op til stjernerne.
"Nu bliver det forhåbentligt ikke nødvendigt at slås her." Han kastede et hurtigt blik på hende. "Jeg tror, at vi en dag forlader stranden. Flytter ind i landet. Kentaurerne vil ikke have os her. Men det kommer helt an på, hvad det hele ender med. Med mødet i morgen. Og hvad Olympus gør." Hans stemme startede ud med at være let, men som de sidste ord blev udtalt, var alvoren tydelig. Han var nervøs. Mildt sagt. Han vidste, at intet ville blive let og det store fællesmøde i morgen var vigtigt i et forsøg på at finde en løsning. Folket ville gerne være samlet, men mange sagde også, at de ikke ville ændre deres holdning. Og de to ting var umulige at finde en løsning på.

Han rystede let på hovedet, så vandet plaskede og dukkede så helt under, som for at vaske bekymringerne væk. Der var ikke noget at gøre før dagen efter alligevel. Han kom op igen og gned vandet af ansigtet med hænderne, fik styr på håret, inden han plaskede lidt vand på Azra.
"Hvad så, ud over sandet, er det så ikke rart med fri adgang til bad i det åbne hav for at skylle sandet af igen?" Han smilede til hende, forsøgte at lave lidt sjov.

Azra smilede ved hans første kommentar. Nej, de ville nok ikke skulle slås lige her, på stranden, og det var hun taknemmelig for! Sand var så.. ruet og groft og irriterende.. og så kom det ind alle steder! Hendes irrationelle had til sand blev dog skubbet til siden som han fortsatte. "Det ville være fornuftigt. Selvom vi har let adgang til fisk her, vil vi hurtigt opbruge andre resourser, især hvis vi ikke har Kentaurene at handle forsyninger med.. Om vi må rejse fra sted til sted som nomader, eller kan finde et mere fast sted at slå lejer må tiden vise" gav hun ham ret. Hun var nok ikke synderlig bog-klog eller diplomatisk anlagt, men hun forstod sig på praktiske forhold. Hvis der ikke var styr på mad, tag over hoved og den slags faciliteter, så kunne de ikke fungere. Til trods for Azras en-spænder tendenser, forstod hun så meget, og det var nok et levn fra hendes barndom selvom hun påstod intet at kunne huske fra den tid.
Det virkede blot nemmere, end at forholde sig til smerten ved at huske. Hun havde været igennem nok smerte i sit liv allerede..

Just som hendes tanker var på vej ned af en mørk stig, lyste Chés drillende vandplaskerig hendes vej igen. Hun plaskede en del mere voldsomt tilbage "Det må man sige! Nu stinker du kun af grif-røv halvdelen af tiden!" gav hun igen, men der var intet ondt i det. Hun holdt meget af Fenris, selvom hun ikke havde et bånd med dyret som Ché havde. De gange hun havde fløjet med ham og Ché var nogle af hendes bedste minder, men også nogle af hendes mest ømtålige. Der var intet der mindede hende så meget om hvad hun havde mistet, som at svæve gennem skyerne, højt over verdens kvaler og bekymringer..

"Hvorfor bekymre du dig overhoved om hvad Olympus synes eller gør? Er han ikke bare en gammel nar? Han kan ikke stoppe dit folk i at gå ud og leve deres liv og hvad så hvis han dømmer os udskud? Er alt det ikke netop for det? For at nære et nyt skud på den halv-visne busk der kaldes Topalis-folket?"

Vandet blev plasket i mod ham og Ché lo dæmpet over Azras drilleri. Nogle gange opførte de sig som et par søskende. Regnede han han med, han havde aldrig haft andre end sig selv. Men latteren forsvandt hurtigt igen, som de blev ved de mere alvorlige emner. Alt hvad Azra sagde om tage videre var rigtigt. Her havde de ikke ressourcer nok, især ikke, når de ikke var velkomne i kentaurernes territorium, hvor de kunne få træ til at bygge af. Handle. Det var ikke noget, han havde taget en snak om med gruppen endnu, for det var tidligt og folk havde ikke helt vænnet sig til tanken om at skulle være hjemløse endnu en gang. Nej, efter mødet i morgen ville han se, hvad der skulle ske.

Azras frustrerede spørgsmål fik ham til at træde vande i stedet for at flyde, så han kunne se ordentligt på hende. Alvorligt.
"Olympus er den officielle leder af det her folk. Vi er nye. Fremmede. Vi må respektere hans holdninger, hans position som leder. Vi kan ikke bare råbe højt og gøre som det passer os, for vi har vores følgere at passe på." Han kørte en hånd over sit ansigt for at fjerne vand, men også som for at få ro på sine tanker. "Alle disse mennesker har noget, vi ikke har. Familie. Et folk at høre til. Vi har skilt familier og venner ad, folk der ikke har lyst til at miste hinanden. De skal selv indse, at tingene ikke ændrer sig. At det er enten eller. For det tror jeg det er, jeg kan ikke se en løsning, hvor hele folket forbliver samlet." 

Ordene var tunge at udtale, men det var noget, han havde været klar over længe. Bare ikke delt med nogen.
Med et par tag svømmede han ind mod stranden igen, indtil han kunne bunde. Han rejste sig og gik op på land, hvor han samlede sine bukser op og trak i dem. Han var træt, igen ikke noget han delte med nogen, de skulle ikke bekymre sig om ham. Se ham svag. Men alt dette var hårdt at forholde sig til og han sov ikke så meget, som han burde. Slet ikke de sidste par dage efter, at de var blevet enige om at holde mødet. For mange tanker.