Sted: På Krystallandets vestvendte kyst med udsigt til Topalis, mellem de to lejre.
Tid: Tidlig eftermiddag
Vejr: En smule blæsende, men solen skinner og temperaturen er behagelig

Der lød et dæmpet bump, som det store vingede dyr landede i sandet. Det var som altid en sær fornemmelse at glide ned af siden på den og sætte fødderne på fast jord, men Chéron var efterhånden vant til det. Han havde fløjet rundt på griffen de sidste par år, en del, som de havde rejst land og rige tyndt på deres oplevelsesture. Han kørte sin hånd igennem de brune fjer på Fenris' hals.
"Tag du bare ud og find noget at spise. Jeg trænger til at bevæge mig." Chéron snakkede til griffen igennem deres mentale forbindelse. Griffen drejede hovedet og så lidt på ham.
"Jeg kommer snart tilbage." Og med de ord sprang Fenris frem, spredte vingerne og satte af. Hurtigt steg det majestætiske dyr op mod himlen og forsvandt ind over land med et skrig. Et smil gled over Chérons ansigt. Fenris var hans nærmeste ven, de delte alt, og han elskede ham af hele sit hjerte. Hvilket uden tvivl var gengældt. 

Med et suk vendte Chéron blikket mod havet, der virkede lige så uforstyrret som altid. Det var ikke bare fordi, at han havde noget energi, der skulle brændes af, at han havde bedt Fenris sætte ham af. Nej, han havde brug for at være alene. Have ro til at tænke. Han kom direkte fra Olympus' lejr, hvor han igen havde forsøgt at finde en løsning med den anden leder. Men manden var ikke til at hakke eller stikke i. Og frustreret måtte Chéron tage derfra uden nogen form for løsning. Det var sørgeligt at se et folk rykket fra hinanden. At det var hans skyld, vidste han godt, men det havde været nødvendigt. Hvis der ikke snart skete noget, ville hele folket uddø. Og hvad ville traditioner og tro på guder hjælpe på det? Intet!

Chéron gik op og satte sig i klitten, hvor han kunne se ud over stranden, havet og havde et udsyn til øen. Øen. Den forbandede ø, der havde taget hans far fra ham. Nogle gange spekulerede han på, hvordan hans liv havde set ud, hvis hans far aldrig var taget af sted. Eller hvis hans mor havde valgt at tage med ham i stedet for at blive boende på den lille gård. Men det var ikke så ofte, at han gled ind i den slags tanker, for fortid var fortid. Han dvælede ikke. Og det varede da heller ikke mere end få øjeblikke, før hans tanker gled videre til den nuværende problem. Olympus, splittelse og en hel races fremtid. Han lagde ikke så meget mærke til sine omgivelser, sandsynligheden for, at der kom nogen herude i ingenmandsland mellem de to lejre var vel ikke så stor. Vel?

Kalliopes blik vandrede over Topalis øen i det fjerne. Det var både noget hun frygtede og glædede sig til at gense. Sidst hun havde sat fod på øen havde hun mistet det mest vigtige i sit liv - sin mor. Hun bebrejdede stadig sig selv for ikke at have set ulykken før hun gjorde - hun havde ikke nået atadvare nogle. Havde hun set det måske en uge før, kunne det være alle stadig var i live. Men det indre syn var ikke noget man kunne kommandere med, det havde sin egen vilje.
Hun lagde armene lidt om sig da en lun vind smøg sig langs stranden. Kalliope havde altid fortrukket varmen og selvom at de boede i den varmeste del af Krystallandet, var det bare ikke helt varmt nok. Hun strøg en lok af det sorte hår om bag øret og lod blikket vandre over de gyldne tatoveringer på sin hånd før hun løftede hovedet. Hvad var det? Et skrig af en art?
Hun skyggede for solen mens hun spejdede mod himlen. En enorm skikkelse foldede vingerne ud og forsvandt ind mod land. Hun stod længe og så efter skikkelsen. Med et halvt smil om læberne begav hun sig i retning af hvor væsnet var kommet fra - hun følte det trække i sig - både nysgerrigheden og overbevisningen om at det var meningen hun skulle den vej. Hendes syn gav ikke altid mening for hende, før hun pludselig stod i situationen, og hun var sikker på at dette var et af de tilfælde.

Kalliope havde tænkt meget over det store brud der havde været i deres folk - hvordan én mand havde trukket adskillige med sig, og de nu var delt i to. Hun havde brugt mange timer på at prøve at se hvad der ville ske - men den fremtid var endnu ikke bestemt. Hun fik kun brudstykker, ofte selvmodsigende. Nogle syn lod hende tro at racen ville gå helt til grunde, andre at den ville blomstre op. Mange skæbner ville blive forandrede om alle omstændigheder men hun viste at grunden til at hun ikke kunne se det klart, var fordi at alt endnu kunne ske. Fremtiden var skrøbelig og det mindste skridt til siden kunne ændre alt.
Hun stoppede på stranden hvor væsnet havde sat af. Der var store spor i sandet fra væsnets poter og hun knælede ned på sandet ved siden af et af aftrykkene. Der var også menneske spor, men dem var hun ikke så interesseret i. Hun lod en hånd følge et af de store pote spor og lukkede øjnene. Et lysglimt, et skrig, en mand på et fugleagtigt væsen.. Synet var ovre så hurtigt som det var begyndt, og det var lige så mangelfuldt som alle de andre havde været. Kalliope sad og betragtede sporet mens hun overvejede hvad der skulle ske - hvad skulle hun gøre? Følge sit folk, som hendes mor havde lært hende, eller følge sit hjerte som hendes mor havde sagt. Eller måske vælge sin helt egen vej?

Som Chéron sad og så ud over havet optaget af sine tanker, fangede en bevægelse hans opmærksomhed og han rettede blikket mod personen, der kom gående igennem sandet. Han genkendte hende med det samme som seeren i Olympus' gruppe. De havde aldrig udvekslet mere end et par ord, som de ikke havde haft ærinder i nærheden af hinanden. Selvom hun var smuk, havde Chéron aldrig lagt specielt meget mærke til hende, som hun virkede til at være meget fjernt ham på så mange punkter. Men der gik hun nu. Det virkede ikke til, at hun havde set ham, som han sad lidt længere oppe i klitten. I stedet havde hun sin opmærksomhed rettet mod jorden og pludseligt satte hun sig ned og rørte ved de spor, Fenris havde sat i sandet, da han tog af. Noget der fik Chéron til at undre sig lidt og nysgerrigheden tog over, som han rejste sig og lydløst igennem det bløde sand gik ned mod klittens kant og seeren. Han stoppede op lidt fra hende og betragtede hende med sine varme mørkelilla øjne.

"Ser du noget spændende?" Han snakkede ikke om hendes evne, men hvad hendes øjne så. Hvordan hun forstod det, måtte hun selv om. Vinden fik hans lange hår og hans løse tøj til at bevæge sig lidt. Han havde de sædvanligt løse bukser på og på overkroppen kun en løs ærmeløs kofte, så hans stærke arme var bare. Som hende havde han det bedst med varmen efter at have tilbragt så mange år i den, men han frøs ikke her i den lune vind. Han tog et par skridt mere ned af den skrånende bakke af sand, så han ikke stod så meget over hende, men kom ned på niveau med hende.
"Fenris er taget ud for at jage. Han bliver en smule gnaven, når han bliver sulten." Den bredskuldrede mand smilede roligt, som han betragtede hendes ansigt. Hun var usædvanligt køn. 

Der var intet truende over hans kropsholdning, nærmere var den afslappet, hvilket også var noget, han kunne tillade sig. De to sværd var i dag placeret på hver sin hofte. Det var sjældent noget, han tog nogen steder uden. Et par sværd han havde fået med sig, da han fik sin frihed. Men selv uden sværd var han en mand, hvis færdigheder inden for kamp, man skulle respektere. Han var stærk efter et liv fyldt med hårdt arbejde.
Men lige nu var der intet at frygte. Han forventede ikke at han var i fare fra Olympus' side af og selv hvis det havde været, var det nok ikke hans seer, han ville sende efter ham. Så han så bare venligt på hende med et let, men oprigtigt smil.

Hun så op da en stemme brød hendes tanker og rejste sig langsomt op mens hun børstede sandet af hænderne igen. "Om jeg ser noget er et meget upræcis spørgsmål" Sagde hun med et smil på læben. Hun så ned på sporet igen og trak vejret dybt. "Jeg ser noget ukendt. Noget spændende. Noget majestætisk.." Hun vendte blikket mod ham, hun havde set ham før - flere gange og ikke kun under hele det lille opgør der havde stået på. Men hun havde aldrig talt med ham, og hun viste ikke om han anede hvem hun var - men hun tog chancen.
"Der ud over ser jeg en skikkelse mod den brændende sol. En mand på et mægtigt væsen der leder sit folk. Og noget uklart..." Hun stoppede og så mod ham med et nysgerrigt blik i det lilla øjne. Hendes øjne var ikke helt så mørke som hans, men de delte den samme nuance. Hendes blik vandrede kort over ham før hun tog sig selv i det og vendte blikket ud over havet.
Havde hun ikke haft de manerer hun havde, havde hun nok grebet hans hånd for at se om det gav hende et bedre indblik i fremtiden - men det lod til at hendes indre øje havde valgt at slappe af, og alt hun så var havet, sandet og ham. Hvilket ikke gjorde hende noget når alt kom til alt.

"Fenris.." Gentog hun og så mod ham. "Det må være det væsen du fløj afsted på efter konfrontationen" Konstaterede hun og så ned mod det store pote spor. "Det var ham jeg så.." Mumlede hun så konstaterende og lagde armene overkors under barmen med et tænksomt udtryk. Var det ham hun havde set så ofte nu? Fenris? Det ville jo give mening men tanken havde ikke før slået hende.

Chéron lyttede roligt til hendes ord. Spændende og majestætisk fik ham ikke til at tænke på sig selv, men på griffen, som han stadig anså for at være et af de flotteste væsner i hele Krystallandet. Hun fortsatte. Beskrev noget, der kun kunne være ham. Mens han lyttede gled hans tanker kort over, at han ikke helt vidste, om han skulle tro hende. At hun kunne "se", når det hun blot beskrev var, hvad alle kunne se. Fenris og ham. Han afviste ikke muligheden for hendes evne, men ind til nu havde hun ikke bevist den for ham og som med så meget andet, lod han det være en ting, der ikke betød noget. Hvis hun troede på det, var det sådan. Tro var en stærk ting, en ting han ikke besad meget af. Hverken over for guderne eller fremtiden.

Hendes lidt lysere lilla øjne mødtes kort hans, før de gled ud til havet, hvis stille bølger slog deres egen rytme mod stranden. Hans blik fulgte hendes og gled ud over havet og øen, hvis skygge kunne ses i solens stråler. 
"Ja. Han er en grif. Man finder dem normalt længere oppe nord på, men de er sjældne." Hvordan han havde fået denne brune grif som ven sagde han ikke. Han holdt for det meste sin baggrund for sig selv, men den var ikke hemmelig. Hvis folk spurgte, var han oftest villig nok til at fortælle, at han havde været slave en stor del af sit liv. Han skammede sig ikke over det, faktisk var han stolt over, at han var kommet så godt igennem det. Ikke var knækket under presset, men var kommet ud på den anden side som en stærk kriger med hjertet i behold.

Hans blik vendte tilbage til hende og han kunne ikke lade være med at spekulere over, hvad hendes tanker om alt hvad der foregik var. Men han spurgte ikke. Ikke endnu. Han var mere nysgerrig over hende som person, ikke hendes evner eller politiske synspunkter. Trods de hårde år, først i stenbruddet, derefter i arenaen, havde ikke knust hans nysgerrighed eller hans venlighed. Han var en væsen-person, hvilket også kunne mærkes, da de fleste kunne lide ham.
"Det er Kalliope, ikke?" Han var ikke i tvivl, men fandt det høfligst at spørge og gøre opmærksom på, at han faktisk kendte hendes navn. Hans stemme, der virkede lidt for lys til den store krop, var varm og venlig, matchende hans øjne. Dog, trods det venlige over ham, virkede han en smule reserveret. Sådan var han indtil man lærte ham at kende. Venlig, men med en lukket dør i sit indre.

Hun smilede og strøg en lok af det lange sorte hår om bag øret. Hendes gyldne tatoveringer glimtede i solen og hun lod hånden hvile mod siden af halsen mens hu betragtede ham lidt. Han var hård, rå. Men der var noget tiltalende over ham. Hendes nysgerrighed gnavede i hendes indre. Men hun måtte huske sine manerer. Han var fremmed, endnu. Hun havde et erhverv at repræsentere og hun ønskede ikke at han skulle få det forkerte indtryk af hende. Hun ville gerne lære ham at kende, vide mere om hvad der havde drevet ham til at gøre op med alt på den måde han havde gjort. Og hvad der gav ham troen på det.

"Grif.." Gentog hun med et tænksomt blik. "Jeg tror jeg har læst om dem.. Men Fenris er den første jeg har set.." hendes ord hang lidt i luften mens hun snoede en lok af sit nakke hår om sin finger. Hun kunne mærke den ru overflade af tatoveringen der sad på venstre side af hendes hals og hun smilede for sig selv.

"Sandt.. Kalliope Ruya.. Du er...Chéron, ikke? Der har været megen snak i lejeren om dig de seneste dage, som du nok kan forstille.." Det sidste var sagt med et smil på læben - hans navn spredte sig som en steppebrand gennem lejeren. Alle spekulerede på hvem af ham og Olympus de skulle følge, hvem der ville lede folket til storhed. Hendes smil falmede kort, tanken hun havde haft var næsten identisk med de sidste ord hendes mor havde sagt til hende og nu gav de pludselig mening. Måske var det denne konflikt hendes mor havde set? Hun skulle følge en af de to, og lede folket til storhed igen? Men hvem? Hun skød tankerne til side, det var ikke nu hun skulle stå og filosofere over livet. "Så.. Har i fundet et hjem? Et sted hvor I er i sikkerhed?" Hun havde forsøgt at se folket men alt hun havde set var vandrere. Men det kunne lige så vel være folkets mentalitet der var på vandring som det var det fysiske folk. Hun fandt det passende at spørge, folket sikkerhed var det vigtigste for hende, lige meget hvem der ledte dem.

Der var noget fascinerende over denne kvinde, som rummede hun utallige hemmeligheder. Den måde hun så på ham, som ville hun have noget af ham. Det gjorde ham på en eller anden måde utilpas, men det var ikke noget, man kunne se på ham, som han roligt så ind i hendes øjne. For det meste virkede Ché som en rolig klippe udad til. Som kunne intet røre ham, hvilket langt fra var sandt, men som slave havde han fundet det som en ting, der gjorde det nemmere at leve, hvis ens ydre virkede til at være upåvirket af alt. Ingen synlig svaghed, som ens modstander, slave som ejer, kunne gå til angreb på.

Læst om dem. Så hun kunne læse. Det fandt Chéron interessant. Han selv kunne hverken læse eller skrive, selv ikke sit navn. Hans forældre havde ikke lært kunsten og han selv havde aldrig fået muligheden. I stedet lod han sin højre hånd om det, da hun var dygtig ud i begge dele. Og han stolede på hende. Men nu var det ikke læsning og skrivning, der havde været mest behov for de par år, han havde nydt af sin frihed.

Det lette smil på hans ansigt blev en smule større, men også en smule sørgmodigt. Jo, han vidste nok, at han havde været et populært samtaleemne i begge lejre.
”Jo. Chéron Harin. Men kald mig Ché.” Den sidste tilføjelse var ikke noget, han tænkte over det, inden han sagde det. Hans venner brugte sjældent hans fulde navn og selv hans tidligere ejer havde kaldt ham Ché. Det var blot et navn, men samtidigt den han var.
Hendes næste spørgsmål fik ham til at lægge hovedet en smule på skrå, på en måde overrasket, på en måde ikke. Det var et godt spørgsmål, der viste ham, at hun var en god person.
”Ja. Vi har slået lejr nogle timers vandren mod nord. Ikke alt for langt væk, som nogle stadig har familie og venner tilbage hos jer.” Han blev tavs og så væk, ud på havet. ”Der er mange familier og venskaber, der er revet fra hinanden.” Den lyse stemme var dæmpet og en smule sørgmodig. Det havde ikke været meningen. Intet af alt hvad der var sket, havde været meningen, men den ene ting havde revet den anden med sig og pludseligt var han leder for en del af et folk. Ham. Slaven. Det var stadig svært at forstå.

Kalliopes blik hvilede på Ché mens han talte og hun lagde hovedet lidt på sned. Hun havde altid været van til et liv i luksus - så meget lukus ørken og nomade liv kunne give. Hun havde altid fået støtten fra andre, havde aldrig behøvet at kæmpe for sit liv eller sin mad. Men der var noget over Ché. Hans fysisk og afslappede holdning gjorde ham stærk, det var tydeligt, men det var som om der lurede en anden sandhed i hans blik. Hun slog øjnene ned da hun havde stirret ind i hans øjne for længe og hendes lange øjenvipper fangede nogle sandkorn blæsten fra havet bragte med sig. Hun lagde atter armene overkors under barmen og skuttede sig lidt mens hun kastede et blik mod øen.

"Godt.." Hendes fyldige læber krustes i et sørgmodigt smil og hun så mod ham igen. "Den skæbne var uundgåelig. Nu er spørgsmålet, om du er stærk nok til at bringe dem sammen igen" Hun så kort ned på sine fødder før hun forsatte med at tale. "Splittelse og tab har været den ene ting alle Topalis folk har haft tilfælles. Vi har mistet vores hjem, vores familie og venner. Vi var fælles om det. Nu bringer Olympus os tilbage til Topalis, tilbage til stedet hvor vi nok alle mistede noget. Fremtiden der er skrøbelig, men den er er hvis de rette valg bliver taget" Hun trak vejret og så overvejende på ham med sine klare amatyst farvede øjne.
Hun kunne se det sørgmodige i hans blik, selvom at han ikke viste mange følelser.
"Det kræver ofring, at skabe.." Sagde hun tøvende og smilede let til ham. "Hvis vores folk skal blomstre, og gå en ny tid i møde som du tror på. Så vil der være tab. Du må bare gøre hvad du kan for at mindske dem. Men tro mig - du kan ikke undgå dem" Han virkede som en god mand. Han virkede til virkelig at sørge over splittelsen han havde skabt, men han lod ikke til at tage det som et tegn på at han gjorde noget forkert. Han troede på sin sag - og det var vigtigt for hende at se.

Hendes ord fik kort Chéron til at rynke panden. Om han var stærk nok til at bringe dem sammen? Selvfølgelig håbede han på at bringe folket sammen til et, men med Olympus som modstander så det mere ud som om, at folket altid ville være splittet i to - de traditionelle og rebellerne. Ville han kunne overbevise resten af folket om, at hans vej var den rigtige? Han vidste det ikke. Havde ikke nogen forventning om det, selvom han selvfølgelig drømte om det. Men han var realist, omend en flyvsk en af slagsen, og han havde svært ved at se de to sider forenes. Og det gjorde ondt, selvom han som sagt ikke fortrød sine handlinger.
Ordene om tab fik ham til at tænke, at hun havde mistet noget på øen, han kunne fornemme smerten, selvom hun ikke viste den. Kort strejfede hans fader hans tanker. Han havde ikke fortalt nogen, at hans far havde været en del af denne gruppe. Den første måned han havde været her, havde han søgt hvert eneste ansigt i håb om at se et velkendt ansigt, men det var gået op for ham, at hans far ikke var her. Om han var død på øen eller bare ikke længere var med gruppen, vidste han ikke. Og han havde på en eller anden måde heller ikke lyst til at vide det.

Han svarede hende ikke med det samme, men betragtede bølgernes uforstyrrede slag mod stranden. Hun var en vis kvinde med mange vise ord og det kunne han respektere. Langsomt begyndte han at tale.
"Tab er en naturlig del af livet." Han rettede sine mørkelilla øjne mod hende. "Men jeg agter at gøre hvad jeg kan, for at dette folk ikke skal miste mere. Selvom jeg aldrig har været en del af dette fællesskab, vil jeg gøre alt i min magt for at sørge for fællesskabets sikkerhed, for folkets tryghed. Det er på tide, at Topalis holder op med at lide og får lov til at opleve en fremtid uden smerte. Men en fremtid med håb." Han tav for et øjeblik, som han skulle overveje sine ord. Der kunne ingen tvivl være om, at han følte hvert eneste ord han sagde. han var først kommet ind i folkets fællesskab for et halvt år siden og følte sig stadig som en udefra, men folket havde vendt sig i mod ham og han agtede at bære den byrde.
"Jeg er ked af at splitte folket i to. Olympus er en god leder, men jeg mener, at hans vej fører til folkets undergang. Og jeg kan ikke se tavst til, mens det sker. Jeg håber bare, at guderne kan tilgive os for at flå folket fra hinanden." 

Det var tunge ord og alvoren var tydelig i hans ansigt og øjne. Det var slet ikke meningen, at han ville fortælle hende så meget, men hendes egne ord havde ledt ham til at lufte nogle af sine tanker, som han ellers kun havde snakket med Fenris og Azra om. Det var som om, at han følte et behov for at overbevise denne kvinde om, at han ville gøre det så godt som muligt. Også selvom han overhovedet ikke kendte hende. Det var ikke engang fordi han ville overbevise hende om, at han havde mere ret end Olympus. Han blik mødte hendes. 

Hun så på ham et stykke til mens hun lyttede til hans ord. Hun forstod ham, og så alligevel ikke helt. Han havde sine årsager til at gøre dette og hun håbede blot på at han havde viljen til at gennemføre det. Hendes fingre strøg fraværende over den ene arm mens den tiltagende vind legede med hendes lange sorte hår. Hendes blik mødte hans og hun smilede svagt med et kort nik.
"Fremtiden.." Sagde hun og trak vejret dybt. "Fremtiden er uklar endnu.. Den er usikker og vag, og kan hurtig ændres. Du skal være vilje fast, og tålmodig for at fastlægge den. Men det kan gøres" Hun så ned og spekulerede på hvor meget mere hun burde grave i det. Hvor meget skulle hun forsøge at finde hvilken vej skæbnen ville have hun tog, og hvor meget skulle hun blot lukke sine øjne og lade sig føre? Hun viste jo ikke hvad konsekvenserne ville være endnu.
Hun tænkte tilbage til synet hun havde set, af en stærk mand på et prægtigt dyr. Måske ville det blive mere klart en af de kommende dage, hun var ofte alt for utålmodig når det kom til at klarlægge hvad synene betød.

Hun så mod ham og smilede vagt. "Alle har generne til at blive en god leder.. Hvis de bruger det korrekt. Det er en fin balance som kun få dog mestre til fulde.." Hendes blik mødte hans og hun nikkede langsomt for sig selv. "Men jeg tror du har lige så gode chancer som han. Gudernes tilgivelse, starter ofte med ens egen. Tiden vil vise med sikkerhed, hvad fremtiden bringer - langt mere sikkert end hvad jeg kan se endnu. Men så længe du holder vores folk sikkert, og ikke mister modet på din færd - så kan du blive en lige så god leder som Olympus, måske endda bedre. Og så vil guderne med garanti tilsmile dig" Hun smilede let og så mod lejeren. Det var lidt underligt at stå der og snakke med en hun dårligt kendte. Hun følte også lidt at hun blandede sig, fik ham til at sige en masse som måske ikke var hans plan. Hun ønskede ikke at presse ham, eller gøre ham i tvivl. Hun af alle var spændt på hvad fremtiden bragte, og hun ønskede blot at finde ud af hvilken vej hun skulle tage.

"..Jeg tror.." Sagde hun langsomt og så tøvende mod ham, og lod sit blik fæstne sig i hans. "Jeg tror at folket lige nu, har brug for støtten og trygheden i guderne og de gamle veje. Men hvis vi vil forsætte med at være et folk, at være stærke i antal og bevare vores værdier og vores historie.. Så skal der nyt til. For hvert år der går bliver vi færre og færre. Måske er du den, der laver om på det" Hun smilede lidt og lod armene falde og trak let på skuldrene. "Åbenhed, og viljen til at lukke nyt ind - det er den eneste vej vores folk vil overleve. Men menneskene i lejrene - de har brug for at vide at guderne ikke har forladt dem.. De har brug for tryghed, og en fremtid.." Hendes øjne fast holdt hans blik mens hun talte.

Igen var Chéron tavs, som seeren snakkede løs. Der var mange ord i den lille kvinde og han måtte undertrykke et smil, som emnet var alvorligt. Selvfølgelig lyttede han omhyggeligt til hvert eneste ord hun sagde, men han fandt det svært at svare. Hun sagde ting, som ingen normalt sagde. Så han lyttede og overvejede, hvad han skulle svare.
"Du taler mange ord af visdom, seerske." Han drejede sig lidt i mod hende og så hende i øjnene. Igen slog det ham, hvor køn hun var og hvor mange hemmeligheder hendes blik virkede til at rumme. Langsomt valgte han at afslutte denne samtale, som havde taget en helt andet drejning end hvad han havde regnet med. Jo, han havde tænkt sig at spørge hende, hvad hun tænke om situationen, men han havde vist fået mere end han havde regnet med.
"Jeg er ikke den, der lægger min skæbne i gudernes hænder og det gør jeg heller ikke denne gang. Jeg tager selv hånd om den og det gælder også dette folk, der har valgt at lægge deres skæbne i mine. Om jeg bliver en bedre leder end Olympus ved jeg ikke, selvom jeg kunne håbe. Jeg vil tage den opgave, så længe folket ønsker, at jeg gør det. Og gøre det bedste jeg kan. Med deres hjælp."

Som for at afslutte emnet, begyndte han stille og roligt at gå ned mod havet. Det var en bred strand med blødt hvidt sand. En anden slags sand, end den han var vant til fra ørkenen, som havde være tungere og lidt mere fint. Han så tilbage for at tjekke, om hun fulgte med. Selvom han ønskede det emne afsluttet, ønskede han stadig at snakke med hende. Lære hende at kende. Ikke så meget af personlige årsager, som at han blot ønskede at snakke med nogen fra den anden side, lære at forstå deres tankegang. Han bukkede sig ned og samlede en flad, hvid sten op. Mens han gik, vejede han den lidt i hånden.
"Har du altid levet med Topalis-folket?" Der var nysgerrighed i hans stemme. Han selv var først kommet til dem for et halvt år siden og han havde lært meget på så kort tid. Selvom hans forældre havde været stolte Topalis, var det aldrig rigtigt noget, der havde påvirket hans liv og efter han blev slave, gled den del af hans person fra ham. Som slave var der kun én race - slave. Alt andet var ligegyldigt.
Endeligt kom han ned til vandkanten. Stenen blev flyttet lidt i den store hånd, inden han førte armen tilbage og lod den flade sten glide igennem luften og elegant slå smut hen over vandet, indtil den blev grebet i en bølge. 

Kalliope besvarede ikke hans ord men fulgte ham blot tavst med blikket. Hun strøg fraværende fingrene over de fine tatoveringer på sine arme og strøg med den anden hånd en lok af det lange mørke hår om bag øret endnu en gang. Vinden var ikke blevet mildere og hun skuttede sig lidt. Det var ikke fordi det var koldt, men vindens kærtegn over huden fik alligevel kort hårene på hendes arme til at rejse sig.
Han talte igen, skønt han havde bevæget sig længere ned mod vandet, og hun fulgte ham tøvende. Om ikke andet var det den nemmeste vej hjem igen så det virkede vel ikke så underligt. "Ja.." Svarede hun tøvende og betragtede ham. Hans muskulatur var fascinerende, og måden hvor på at han med legende lethed fik stenen til at smutte hen over vandet var imponerende. Kalliope havde aldrig prøvet og hun havde ikke planer om at gøre sig selv til grin - så godt kendte hun ham ikke.
"Min mor var seer i gruppen før jeg.. Jeg er født på fastlandet, men boede kortvarigt på Topalis, før vi måtte flytte igen. Siden da har jeg værnet om mit folk, forsøgt at hjælpe hvor jeg kan.. Men på det seneste er det svært. Folket er spredt og splittet og der er så mange ting der ikke bliver sagt" Hun smilede lidt og trak på skuldrene. "Nogle gange ville jeg ønske at jeg boede i en af de større byer - hvor folk er mere... ligeglade med dig? Her ved alle hvem jeg er, og jeg lægger heller ikke skjul på det, men jeg vil gerne engang se mere af verden - den del fornemmer jeg du kan forstå" Hun viste at han ikke havde boet med Topalis hele sit liv, og hun var ved at brænde op af nysgerrighed over at høre om hans eventyr. Alle der kom fra fremmede steder havde noget at fortælle og Kalliope var slemt nysgerrig på alt. Hun var lærd, havde læst meget - men det var bare ikke det samme som selv at opleve det.

Chéron vente sig mod hende, som hun svarede på hans spørgsmål. Lod blikket fange hendes lange hår, der bevægede sig i vinden. De gyldne tatoveringer. Glimtet i øjnene. Hans øjne mørkelilla øjne var afslappede og venlige. Det var sjældent, at de var andet. Han var ikke en mand, som let blev ophidset, selvom han hurtigt blev besat af idéer og tanker.
Et smil viste sig om hans fyldige læber og han frostod, hvad hun sagde. Anonymiteten ved at være en i mængden. Trods det liv, han havde haft, var det ikke noget, han havde nydt meget af igennem sit voksne liv. På en eller anden måde endte han altid med at være en, folk vidste hvem var. Ham folk kom til. Om det var en forbandelse eller en velsignelse vidste han ikke endnu.

”Jeg forstår mere af dine ord, end du måske tror.” Han så ind i hendes lilla øjne, en farve der mindede ham om hans egen mor. En kvinde han ikke havde set i mange år.
”Verden er et smukt sted. Jeg forstår godt, at den drager. Med Azra og Fenris har jeg rejst fra ørkenens varme sand til nordens kolde sne og is. Set Krystallandets folk og natur. Mødt rige og fattige, hilst på utallige racer.” Han slog let ud med hænderne som et tegn på frustration, men der var ikke noget at se i ansigtet eller øjnene af ham, som det ikke var dybtfølt, bare en let forvirring over det. ”At have set noget af verden og mødt de væsner der bor der gør, at jeg slet ikke kan forstå nogle af vores folks modstand mod at være en del af den verden. At være en del af de andre racer.”
Der var stadig et let smil om hans læber, selvom hans blik var alvorligt. Det var sandt, det han sagde. Han frostod virkeligt ikke trangen til at isolere sig fra omverden, for der var så meget at lære, så mange fantastiske personer, så mange ting at forstå. Han kunne ikke forestille sig at isolere sig ude på en ø, ikke møde andre racer og lære deres kultur at kende. Og han forstod ikke, hvordan andre ønskede sig det.
”Vi bor i en verden med kontraster og modsætninger, men samtidigt har vi alle den ting til fælles. At vi lever på samme jord. Alle trækker vejret, føler kærlighed og sorg, lykke og vrede. Udseendet er blot en overflade. Rigdom er blot noget eksternt. Det er hvad, der er indeni, der gælder.”

Hun lod sit blik hvile i hans da hans mørkelilla øjne søgte hendes – og hun følte ro. Ofte bragte folks øjne minder, syn eller fornemmelser frem i hende, men da hun stod og så ind i hans øjne følte hun ro og tryghed, ikke just noget hun normalt oplevede i andres selskab. Af den grund lod hun heller ikke blikket vige før han slog ud med hænderne under sin fortælling. Hun smilede svagt og slog kort blikket ned. ”Den del kan jeg følge dig i..” Svarede hun langsomt. ”En af mine drømme er at se sneen engang. At mærke det under mine fødder.. Men som det er lige nu, er det en drøm der er langt væk. Men hvis ikke man ser verden, så ved man heller ikke hvad man går glip af. Hvad man lukker ude.. Hvis bare hele folket kunne se de steder du beskriver, møde væsner og folk.. Så var deres holdninger nok ikke så lukkede” Hendes ord var filosofiske men alligevel sande kunne hun fornemme.
”Du taler vise ord, Chéron..” Sagde hun endelig og strøg en lok hår om bag øret igen, en handling der ikke gav meget mening da vinden ikke var færdig med at lege med de lange sorte lokker. ”De ord skal bare trænge ind ved folket.. Og det er ikke let da alle har valgt at lukke øjne og øre for det de ikke kender.. Det ukendte er farligt og modbydeligt – ind til du åbner øjnene og ser hvor smukt det faktisk er..” hendes blik hvilede på ham og hun smilede svagt før hun lagde armene om sig selv igen. ”Jeg håber at hvad end fremtiden bringer – så bliver verden lidt mindre skræmmende for alle.. Mig selv inkluderet”

Det var som om, at hans øjne ikke havde lyst til at forlade hende, og han blev ved med at betragte hende, som hun slog blikket ned. Og afslørede, at hun drømte om at se sne. En pludselig trang til at hidkalde Fenris, tage Kalliope under armen og tage af sted nord på dukkede op, men han skubbede den straks til side. Hvad var det for noget? En svag rynke gled over hans pande, hvilket fik ham til at se væk, men det var ikke på grund af hende. Bare den tanke. Den følelse.

Hendes ord fortsatte og han lyttede lige så koncentreret som før. Et strejf af frustration gled over ham, som han vidste, at hun havde ret. Men han kunne ikke bringe verden til et folk, der kun ønskede at opleve deres ø. Han ville dog ønske, at han kunne. At han kunne vise dem, hvor fantastisk varieret og smuk resten af dette land var. Uden at tænke over det, rakte han ud og rørte blidt ved hendes arm, som en form for trøst.
”Hvad end der kommer til at ske, vil jeg gøre hvad jeg kan, for at holde alle sikre.” Et smil gled over hans ansigt. Og et skrig lød fra himlen, hvilket fik ham til at trække hånden til sig. Lyden at vinger og sand, der fløj til alle sider, som det store dyr landede ved siden af dem, fik smilet til at blive endnu større.

Griffens blik lå fast på Kalliope, mistroisk og tydeligvis beskyttende over for sin menneskelige ven, men han gjorde ikke noget truende, som han nok kunne se, at det var en fredelig situation.
”Det er seeren.”
”Ja det er.”
Den tavse udveksling af tanker kunne ikke ses på nogen af dem, som Ché tog et par skridt frem og lagde en hånd på griffens hals.
”Dette er Fenris.” Han regnede med, at seeren vidste, at griffen var med ham, siden de havde boet med den samlede lejr i et halvt års tid inden delingen.

Hendes blik fæstnede sig i hans igen og hun kunne ikke holde et smil tilbage. Dog forsvandt smilet omgående da han rørte hende. Verden blev sort, en skikkelse lå på jorden, ødelagt og blodig. Sandet omkring var rodet op efter en længere kamp. Himlen flækkede i et voldsomt tordenvejr og store bølger slog ind over stranden, bølger af blod og smerte. Synet varede kun et splitsekund og hun blinkede flere gange da verden endelig blev normal igen. Solen skinnede fra skyerne og havet skvulpede langsomt. Hun var rystet oven på synet og havde kvalme, som hun ofte havde ved de mere intense syn. Hans ord klingede men det var som om de blev råbt på tværs af en øde ørken. ”.. Ja..” Svarede hun. Det var tydeligt I hendes syn at han nok ville ofre sig selv for at opretholde de ord, og lige nu havde hun lyst til at sige at han skulle droppe det hele og forlade folket så han var i sikkerhed. Hvis det da var ham der havde været skikkelsen i hendes syn. Derfor valgte hun at holde tand for tunge for ikke at give ham unødig uro.

Det mægtige dyr landede på stranden og hun trådte varsomt et skridt tilbage. Griffen så mod hende, dens smukke blik var svært at tyde, men hun fornemmede klar intelligens og viden. Men ud over det var det svært for hende at vurdere hvad der forgik i dens tanker.
Hun smilede svagt da Ché introducerede hende og hun bøjede hovedet i et nik for at anderkedende det mægtige væsens tilstedeværelse. Hun følte sig lille og ubetydelig ved siden af den flotte grif. Hun havde set  den før, men aldrig helt så tæt på som nu.
 
 

Hvis Chéron havde vidst, at hun havde haft et syn om ham, ligegyldigt hvad det handlede om, ville han nok hurtigt have bedt hende om ikke at sige, hvad det var. Han ville ikke kende sin fremtid. Han havde i mange år troet, at hans fremtid var fastsat af andre, men nu hvor han havde sin frihed, ønskede han blot at leve dag for dag, som han altid havde gjort, men nu lade fremtiden forme sig selv. Selv hvis hun havde fortalt ham, at hun havde set ham faldet efter en kamp, ville han nok blot have smilet lidt og sagt, at man ikke altid kan vinde. Ubekymret. Han kunne lige så lidt kontrollere fremtiden og dens udfald som nogen anden kunne.

Men alt han lagde mærke til, var hendes smil, der forsvandt, men det nåede han ikke at spekulere så meget over, inden hans ven var dukket op.
Han betragtede de to, som Kalliope nikkede til Fenris, der straks kvitterede med et let buk. Ikke noget Ché havde lært ham, Fenris havde været vild, men stadig respektfuld, da han havde mødt ham første gang. 
"Jeg kan lide hende. Hun er høflig."
Ché kunne ikke lade være med at smile lidt skævt og kløede den fjerede hals lidt, mens hans blik vendte tilbage til Kalliope.
"Han kan lide dig." Han trådte et lille skridt tilbage, som Fenris rystede hovedet i protest over, at Ché sladrede, men griffen var ikke vred og Ché kunne ikke lade være med at le let.
Det store dyr trådte frem i mod kvinden og drejede hovedet en smule, så han kunne fokusere på hendes ansigt og øjne. Hvis hun havde lyst, ville han give hende tilladelse til at røre ham, men kun for et øjeblik, inden han vendte opmærksomheden tilbage mod Ché.
"Azra leder efter dig. Hun så ikke tilfreds ud."

Den store mand sukkede dæmpet og så undskyldende på Kalliope.
"Jeg er bange for, at der er brug for mig andetsteds." Vant svingede han sig op på ryggen af griffen, bag de imponerende vinger, og satte sig til rette. Der var ikke længere op, end hvis han havde sat sig på en hest. 
"Men det var interessant at tale med dig. Jeg vil tænke over dine ord." Smilet på hans ansigt var varmt og blikket i hans mørkelilla øjne venligt. "Og se frem til at møde dig igen. Jeg håber du kommer til det fællesmøde, som jeg lige har aftalt med Olympus." Han nikkede til hende og Fenris satte af fra jorden. Med et par kraftige vingeslag gled de hurtigt op mod himlen.

"Du kan også lide hende."
"Hun er en interessant person."
"Det er ikke det, jeg mener."
"..."

(( Out ))

Hun fulgte ham med blikket og var imponeret af det smukke væsen - både giffen og manden. Hun tænkte lidt over sit syn men slog det hen for nu. Hun kunne ikke vide om det kom til at ske eller om mandens fremtid drejede sig i en anden retning, når alt kom til alt var intet i fremtiden sat i sten, ikke hun viste af da.
Hun vendte sig og så mod lejeren, hendes hoved fyldt af tanker og spekulationer. Der var helt bestemt noget over Chéron som havde sat sig i hende, men hun skubbede det væk i tankerne. Nu måtte fremtiden vise hvad den skjulte.

//OUT