De ravgule øjne var fæstet på det lille dyr der løb hen over skovens bund og som den stoppede, stoppede Kida næsten selv med at trække vejret. Kort bed hun sig i læben som hun strammede op i buen og sigtede mod dyret "Sid nu stille" mumlede hun lavt og sendte så pilen afsted som dyret sad stille, men siden til. Pilen ramte og dyret bevægede sig ikke, så noget måtte hun have gjort rigtigt. Hurtigt kom hun over til dyret og tog pilen ud af det, inden hun tog det op og med et knæk, brækkede hun nakken på det, for at være sikker. Hun gik tilbage mod hesten, hvor de andre bytte dyr lagde i en taske som var tæt, både så duften af blod ikke kom ud til rovdyr, men også så der ikke blev efterladt blod pletter på jorden. Op af tasken hev hun et stykke stof, der allerede var godt vædet til i blod inden hun pakkede dyret ind og lagde det ned i tasken sammen med det hun havde skudt for nogle timer siden. En knurrende lyd kunne høres, men den kom ikke fra et rovdyr, men fra hende selv. Hun var sulten og kunne virkelig bruge noget at spise, men hun følte ikke for at lave et bål allerede, for der var tilstrækkeligt varmt i skoven og hun bar også pels, eftersom hun trods alt var vandt til kulde. Hendes ene hånd lod hun glide ned over halsen på hesten og hun sukkede "Lad os finde noget at spise til dig også... Blade? Græs?" sagde hun næsten opgivende som hun så sig omkring efter muligheder, men det var ikke just fordi der var ret meget græs i skoven og de fleste blade var flere meter over hendes hoved. Hun sukkede og gik da over til en anden taske, der hang over hestens bagparti, hvor hun næsten var sikker på der var nogle rester af brød, en lille pose med korn, måske et stykke frugt. Hun smilede af begejstring da der var mere end hvad hun egentlig havde regnet med. Rejsen fra Nordlandet havde været lang, men alligevel havde de stadig en del mad tilbage. Hun tog posen med korn, skalpen af brød og et æble " Her gamle" sagde hun og brækkede brødet lidt i stykker og gav det til hesten inden hun begyndte at fodre den med det kort der var i posen. Som hesten nu havde fået sit mad, satte hun selv tænderne i æblet "Hva så nu Dom?" spurgte hun og klappede hesten igen. Som hun færdiggjorde hendes æble gav hun resten til hesten, før hun svingede sig op i sadlen og langsomt begyndte at ride igennem skoven. 

De havde nok reddet rundt i et kvarter før Kida trak lidt i rebet som var hendes tøjler og lod sig glide ned "Der er et eller andet her... Jeg lan mærke det" sagde hun stille som hun lod de ravgule øjne betragte omgivelserne, men der var ikke noget at se, så måske var det bare hendes hjerne der spillede hende et puds? Nærmest lydløs klargjorde hun buen, satte en pil og og trak den op. Hun lyttede til omgivelserne og så mod en busk, hvor der var noget der puslede. Hun blev stående og kunne fornemme at Dominique ikke var specielt tryg ved situationen. Kort knækkede hun nakken og gik langsomt over mod busken. Som hun kom tættere på sprang der et ulvelignende dyr ud foran hende, knurrende og blottede sine tænder. Hun holdt blikket på den, forsikrede sig den ikke uden videre gik til angreb på hende eller hesten og med et, sprang den mod hende, hvilket fik hendes instinkt til at slå ind og hun slap pilen, som gik igennem brystet på den så den faldt til jorden og bevægede sig ikke ret meget og kort tid efter, døde dyret. Dette var ikke et dyr hun havde set nogensinde på sine andre jagte, så det måtte være typisk for disse omgivelser. Hun knækkede pilen og løftede dyret op. Det var meget tungere end de små kaniner, harer og småfugle hun var vandt til at skyde og om denne kunne spises? Anede hun ikke. Hun lod ulvedyret ligge over ryggen på Dominique "Rolig nu... Den er død.." sagde hun og klappede hesten inden hun igen hørte noget pulse, men denne gang kunne hun se væsenet. Hun kløede sig i nakken og blinkede med øjnene som hun atter rettede blikket mod væsenet. Overkroppen var menneske, underkroppen var... Hest? Hvad var dette for et væsen og ville den skade hende? Hun var så fascineret over dette væsen at hun slet ikke forsvarede sig, hvilket ville koste hende dyrt, hvis dette væsen gik til angreb.

Siden at natten havde forladt Mørkets Skov, og atter engang havde givet navnet tilbage til skoven, var Alethea begyndt at patruljere mere. Før var det monstrene de skulle holde væk, men de var nemme. De hadede lyset og flammerne, noget som kentaurflokken kunne lave. Desuden var sumpen det bedste sted at skjule sig. Hvis man ikke kunne finde de snoede træbroer, var det umuligt at finde ind, og sumpen havde slugt flere folk end Alethea havde lyst til at tælle. Der var noget grusomt over det land som Alethea kaldte sit hjem, men hun ville ikke have det på nogen anden måde. Det holdte unødvendige gæster ude, og selv hvis de gik på træbroerne, betød det ikke at de ville finde ind til den store landsby. Der var trods alt mange broer og ikke alle sammen blev opretholdt. Et par med rådne brædder, et par der førte ud til ingenting, og nogen der førte dem i en ring udenom byen. Der var blevet tænkt grundigt over det da kentaurerne var flyttet til sumpen.
Nu var tingene dog anderledes. Overalt lurede farerne. Mennesker, elvere, dæmoner. Alt hvad der kunne tænkes, prøvede at komme ind på hendes område. Hvad de ønskede i sumpen eller Amazonitskovene kunne Alethea ikke gætte sig til, men hun var ikke bange for at jage folk ud, selvom de færreste var klar over at kentaurerne også så disse skove som en del af deres område. I hvert fald nu når monsterne eller Mørkets Hær ikke var her længere.

Denne dag havde Aletheas patrulje ledt hende noget længere ud end hun plejede at gå. Et spor af der der lignede en ulv havde fanget hendes interesse. Det var ikke unormalt at de var herude, men den havde virket til at have kredset lidt for tæt på kentuarerne, og Alethea ville sørge for at den var godt væk inden hun gjorde noget andet. Hun havde dog ikek forventet at støde på en hest og et menneske. Et par der var hvad hun var, men delt i to personer.
I starten havde hun ikke lagt mærke til det, men som hun kom tættere på opdagede hun i den grad, og man kunne se overraskelse i hendes ansigt til at starte med, før at hendes ansigt gik tilbage til at være neutralt. Hvad lavede et menneske herude i skoven.
”Hvad laver du herude?” spurgte Alethea med rank ryg og gik nærmere. Der var noget næsten royalt over hende, og hun lignede langt fra en der tilhørte i skoven med sine tatoveringer, smykker og smukke klæder. Hvis man kiggede lidt mere inddybende på det, kunne man dog godt se at det hele var praktisk. Tøjet var ikke i vejen, og håret var trukket væk fra ansigtet. Smykkerne var ikke for lange, men heller ikke noget der forhindrede hende i at tage det sværd der hang ved hendes side.

Hun hævede sit ene øjenbryn og så på kvinden foran hende. Hun vidste slet ikke hvad hun skulle gøre af sig selv, for dette var første gang hun stødte på sådan et væsen ”Jeg eh… hehe… Jeg er på jagt.” fik hun fremstammet og kløede sig i nakken. Hun vidste godt at der var mulighed for at komme ind på andres territorie, hvilket hun sikkert var kommet, nu hvor hun så på denne, hvad end det så var… Hun så på kvinden foran hende, betragtede hende og hendes udsmykning ”Hvad… Er du? Halv hest, halvt menneske. Hvordan er det gået til?” spurgte hun og så på kvinden med et hævet øjenbryn. Grundet mangel af ord, så vidste hun ikke helt hvad hun skulle sige, hvordan det skulle siges, eller hvordan hun skulle reagere i nærheden af denne heste - menneske kvinde. Dominique begyndte at trippe, han var sikkert lige så forvirret som Kida selv var.
 

Kida’s våben var i en af taskerne der hang over ryggen på hendes hest, så hvis denne kvinde gik til angreb, ville det ende med at gå galt for hende, med mindre hun var hurtig nok. Ikke fordi hun regnede med at denne kvinde ville angribe hende, med mindre Kida selv lagde op til det, men lige nu, var hun blot mere fascineret over dette fremmede væsen, kontra truslen der måske kunne lure lige om hjørnet. 

//skal lige i gang igen <3 //

Et undrende udtryk kom op i Aletheas øjne. De fleste vidste hvem de var, selv den sære pige der nogen gange rendte lidt for tæt på grænsen, men ellers virkede ganske harmløs. Hun stødte måske på mange mærkelige væsner, men de fleste vidste at kentaurerne var et langt og stolt folkefærd, og var anderledes fra de andre halvdyr heromkring.
”Vores folk hedder kentaurerer… vi bliver ikke set så ofte, men jeg troede viden om os var spredt langt og bredt ud,” kom det undrende fra hende. Faktisk vidste Alethea ikke helt hvordan hun skulle forholde sig til dette, som hendes øjne hove begyndte let at trippe, ligesom hesten der selv stod og var forvirret over dette møde.

//Det er helt okay, skal jeg vidst også selv <3 //

Kentauren var tydeligvis undrende, sikkert over hvordan Kida aldrig havde hverken set eller hørt om en kentaur. Som hestekvinden talte rynkede Kida på brynene ”Kentaur... Det er ikke noget der høres i norden i så fald.. ” sagde hun og så på kentauren, studerede hende for at finde ud af hvordan hun så ud, så hun kunne danne sit et billede af hvordan resten af det såkaldte kentaur-folk så ud. Hest... Menneske... Hestemenneske? Hun så over mod sin egen hest og så hvordan han trippede. Dominique var lige så forvirret som denne hestekvinde og Kida forstod det i og for sig godt, for hun var selv voldsomt forvirret, men måtte forsøge at få det bedste ud af det.

Kort lod hun en hånd glide gennem sit mørke hår ” Men... Holder i ikke kun til her ude? Jeg mener...” hun lød så dum, som om hun ikke ville have de skulle leve andre steder end i denne skov. Hun fortsatte ”Altså, vi i norden, sikkert mere min stamme har ikke hørt om jer, ikke engang da vi var børn” sagde hun og så på kvinden foran hende med et undskyldende smil.

Alethea forstod ikke rigtig situationen, eller hvordan et menneske kunne være så uvidende om kentaurerer. Var alle nomadeflokkene døde? Nej, det kunne ikke være sådan. Måske hvor hun kom fra var bare et interessant sted? Et indelukket sted måske? Det var nok mere sandsynligt.

”Nej. Eller, sumpkentaurerne gør, men, der lever nomadekentaurer rundt omkring i landet. Det er ikke nogen vi har meget kontakt til, men vi ved da de findes,” indrømmede hun. Engang imellem bevægede en flok sig igennem Amazonitskovene, men det var ikke ofte. De vidste ofte også at de ikke måtte blive her i længere tid. De to folkeslag var måske ikke fjendtlige, men sumpekentaurerne var lidt territotale.
”Det lyder som et underligt sted du kommer fra,” sagde Alethea så. Ingen grund til at skjule hendes undren over dette mærkelige sted som ikke hørte om kentaurer.

Det var tydeligt at denne kentaur ikke helt forstod, hvordan Kida ikke havde hørt om dem nogensinde. Kida kom fra en lukket stamme, hvor der blev fortalt de samme kedelige historier gennem hver generation, hvilket nok også var en af grundene til at hun selv havde forladt stammen for at komme ud og opleve andre ting, så hun havde mulighed for at fortælle andre historier til hendes børn, hvis hun nogensinde fik nogen.

” Nomadekentaurer? Går ud fra de ligner jer, men blot rejser rundt.. Lidt som jeg selv” sagde hun med et kækt smil. Nomader var noget hun kendte til, da hun selv var en, eller delvist, for hun var også hjemme af og til, men havde ikke været det længe. Kort så hun over på Dominique og sukkede. Han trippede stadig og var sikkert stadig forvirret over at denne ”hest” havde en kvindekrop foran. Igen rettede hun blikket mod kvinden med et skævt smil som hun sagde stedet hun kom fra lød underligt. Kort trak hun på skuldrene ”Det kan man godt sige det er.. Vi er et lukket samfund, hvor vi kører efter -meget- gammeldags regler, hvilket jeg ikke vil leve under, så derfor er jeg ude i verden” sagde hun med et skævt smil. Hun var træt af de stramme regler, de tvangsægteskaber med en mand hun ikke engang kunne lide alligevel! Hun var glad for at komme væk, men havde det alligevel dårligt med det, da hun vidste hendes mor var syg og ikke havde meget tid tilbage, men som den bedste jæger, måtte man til tider rejse langt og det havde hun gjort denne gang.

Alethea nikkede bekræftende. Der var ikke meget kontakt Alethea havde haft til nomadekentaurerne, men det var dem der ikke havde nok i at blive i sumpen og skovene, men ville ud. På en side kunne Alethea godt forstå det, men på den anden side var hun glad for at hun havde et sted at bo og ikke bare rejst rundt. Uanset hvad der skete for hende, var der altid et sted at vende tilbage til.

”Der er intet galt i regler,” svarede Alethea. Det var ikke alle der var enige i det, mend et var vigtig for en struktureret samfund, hvor tingene ikke gik for meget fra hinanden, ligeså snart der var de mindste problemer. Det var i hvert fald noget Alethea havde anerkendt at hun havde behov for, for at holde styr på flokken.

Man kunne vel kalde Kida for nomade? Måske ikke helt for hun havde jo noget at vende hjem til.. Et reelt sted hun fast boede og det var nok det eneste der afskar hende fra at være ægte nomade. Hun egnede sig nok ikke i sidste ende til at flakke rundt i gaderne med sin hest, uden at vide om det var muligt at få en seng at sove i om natten. Hun gøs svagt over tanken.

Kort rystede Kida på hovedet ”Bestemt ikke” sagde hun og smilede ganske kort Men arrangerede ægteskaber er ikke just min kop te” sagde hun og bed sig kort i skulderen. Egentlig havde Kida ikke en drøm at blive gift, bestemt ikke efter hun havde levet et liv som slave i nogle år. Kida vidste godt at nogle af reglerne de havde i hendes stamme var for at beskytte dem selv, men at de gjorde det ved at isolere sig fra resten af verden? Det virkede fuldkommen sindssygt i hendes hoved.

Alethea lagde hovedet lidt på skrå og kiggede på hende. Arrangerede ægteskaber var ikke noget kentaurer gjorde sig i, i hvert fald ikke på traditionel vis. At udvælge en hingst til at parre med pga. de gode gener, var jo ikke et ægteskab. Det var en enkelt nat eller to med ham, for at få et stærkt afkom. Det var trods alt vigtigt. Hvis kvinderne kunne få afkom med hinanden, ja, så ville mændene nok for lang tid siden være blevet udryddet i klanen.

”Det er også en underlig skik,” indrømmede Alethea. Det slog hende ikke ind at sumpkentaurernes egne skikke kunne være en hel del værre end menneskernes.

Kida nikkede svagt ”Ja, men der er desværre ikke meget en enkelt kvinde som jeg kan gøre, på trods af jeg gerne vil... Og jeg ved, hvis jeg kommer hjem, så har de sikkert fundet den mand de mener er bedst for mig” sagde hun med et suk. Hun kom aldrig hjem... Kun yderst sjældent når hun skulle give nogle af de penge hun havde tjent, samt de dyr hun havde indfanget. Det gode ved kulden i norden var, at det hold kødet mere frisk, så det rådnede ikke bare, som hvis de ville være her i skoven eller ørkenområdet.

”I må vel også have nogle skikke.. Nogle du måske ikke syntes er specielt gode?” sagde hun stille. Hun bevægede sig nærmest som på et minefelt, et forkert skridt og hun ville ende med at få denne kvinde til at eksplodere og for at være ærlig... Så var denne kentaur kvinde, væsentligt større end Kida selv og kunne sagtens trampe hende ned, så derfor forsøgte hun så vidt muligt ikke at spørge ind til alt for meget, trods denne kvinde var spændende.

Mennesker lød underlige i Aletheas ører. Arrangeret ægteskab virkede som noget grufuldt noget, men samtidig var Alethea også klar over at folk udenfor kentaurflokkene ikke havde samme hierarki. Der mente de ofte at mændene var højere stående, og hun kunne godt forstille sig at mændene var mere tilbøjelige til bare at udvælge en god kvinde at gifte sig med. Så kunne han forsætte med at hore rundt efter det.
Nej, det gav mere mening hos kentaurerne. Dem der faktisk havde noget hjerne styrede tingene, og jo, de udvalgte da hvem der havde gode nok gener til at føre slægten videre af mændene, men de var også opmærksomme på at tage lidt forskelligt af dem. Mændene var ofte glade for overhoved at få muligheden.

”Vi har ikke noget så mærkeligt som arrangeret ægteskaber. Men der er selvfølgelig en forventning om at alle ledere i stammen skal have et føl, for at bære slægten videre.” Bare tanken om at lade en han kentaur få lov til det kvalmede Alethea. Sex havde hun intet problem i. Det var trods alt noget hun havde haft med op til flere kvinder efterhånden, men at lade en mand komme ind på hende sådan. Nej tak.

Kida var bestemt heller ikke selv den største fan af den måde hendes stamme havde regler. Hvordan kunne man for godt trehundrede år tilbage have overvejet at en af reglerne skulle være tvangsægteskab? Hvad end de havde røget den gang, skulle det have været stoppet! Hun så på kentauren da hun talte og nikkede forstående ”Det er klart” sagde hun med et skævt smil. Hun turde ikke tænke på processen for kentaurer, hvordan det foregik... Ugh, hvordan fik hun overhovedet den tanke ind i hovedet!? Hun vidste ikke selv hvordan hun skulle bidrage til at holde hendes stamme kørende, for hun ville ikke giftes med en mand hendes mor havde valgt. I teorien skulle det være hendes far der havde valgt manden, men eftersom hendes far var død... Var det i stedet moderen og hun havde på ingen måder nogen form for smag inden for mænd... Så derfor var Kida stukket af.

Så forskellige var stammerne vidst ikke, men det var nu ikke så underligt at stammelederne altid havde et pres på at føre slægten videre. Hos kentaurerne var der naturligvis også en forventning til at føre Helli-slægten videre, men udover dette, blev deres ledere ikke nødvendigvis valgt på disse præmisser. Der var tider hvor andre var blevet nødt til at blive valgt, fordi tiderne havde taget hårdt på stammen, men i øjeblikket gik det overraskende godt.
”Er dette grunden til at du ikke er hje mme i øjeblikket? Disse arrangerede ægteskaber?” spurgte Alethea så. Det skadede ikke at spørge ind til kvindens liv, selvom hun var et menneske. Indtil videre virkede hun i det mindste som om at hun havde et godt hoved på sine skuldre.

Kida rystede svagt på hovedet " Nej slet ikke. Jeg er deres Jæger, hvilket er derfor jeg rejser rundt for at finde bytte" sagde hun med et skævt smil på læberne. Kida vidste godt at hun før eller siden var nødt til at vende tilbage til stammen.. Aflevere de dyr hun havde fanget og måske blive der... Hun håbede inderligt på hun havde mulighed for at blive fri for at blive længere end nødvendigt, men på samme tid, vidste hun også at hun var ved at have den rigtige alder til ægteskab, men hun havde endnu ikke fundet nogen hun var interesseret i, slet ikke fra hendes stamme! Måske var det også en af hendes grunde til at være væk? På jagt efter en reel mand?

Jægeren havde ellers talt så slemt om stammen, så Alethea havde gået ud fra at hun ikke længere var me dem, men dette var åbenbart ikke tilfældet. Spøjst, mente kentauren alligevel om denne situation, men det var ikke noget hun sagde højt. Ingen grund til at diskutere med mennesket.
"SÅ lang tid at du ikke jager for meget vildt i skovene her, ser jeg ingen grund til at forbyde dig adgang," sagde hun så endelig. Hun kunne ikke jage alle mennesker væk fra skovene,, så det var nemmere at give visse personer adgang. Især hvis de var klar over at de ikke måtte jage alt for meget.

Kida så på kentaur kvinden og nikkede ”Jeg er ikke en af dem, der over jager.. Jeg tager de dyr jeg har brug for og ikke mere” sagde hun. Det havde på intet tidspunkt været Kida's tanke at udrydde skovens dyrebestand, men blot tage hvad hun behøvede for at holde sig i live på sine togter rundt i landet, inden hun vendte snuden hjem igen, hvis det nogensinde ville ende med at ske. Sådan som stammen havde det med hende nu, var der lange udsigter til at tage hjem, men måske skulle hun bare se skæbnen i øjnene? Kida så kort ned i jorden, så igen på kvinden ”Jeg havde alligevel planlagt at skulle ud af skoven igen, da jeg vil ind til byen, blot for at opleve det” sagde hun stille. Hun havde ikke taget sig sammen til at ridde ind til byerne, hun havde altid holdt sig i vildnisset, da det var der hun havde det bedst, men det skulle jo prøves.

//Lukket grundet manglende krea