Langs landevejen vest for Hovedstaden havde Keeran været nødt til at sætte sig på hug, hovedet imellem knæene og begge hænder knyttet om sin tomme vandflaske.
Bag ham strakte landevejen sig ud på begge sider af ham, med marker bag den, og foran ham lå en lund med træer, der tilbød ham den behagelige skygge han havde søgt tilflugt fra solen under.
Det havde taget ham hele formiddagen at komme ud vest for Hovedstaden, hvor en vens familie boede, så han kunne heale en skade vennens mor havde fået, og da han om eftermiddagen var på vej hjem, havde han fået solstik. Det havde været nemt for ham at genkende det som solstik, men ikke lige så nemt at slippe af med det. Han havde en svag kvalme, var let svimmel, og generelt udmattet, men der var ikke noget af det hans evne kunne stille særlig meget op med, så han havde besluttet sig for bare at vente på at det gik over og så ellers bare holde øje med den mørke sky, der langsomt bevægede sig nærmere i det fjerne. I det øjeblik ville Keeran langt hellere blive gennemblødt, end han ville udholde den hårde sol længere.
Med den ene hånd slap han sin flaske for i stedet at hive ud i sin krøllede, hvide skjorte, inden han kørte hånden igennem sit mørke hår, der om muligt var endnu mere krøllet end skjorten.
Keeran synes svagt han kan høre noget, men hvis ikke det er en vogn der kan give ham et lift, er han ikke sikker på om han overhovedet gider spilde sin energi på at se op.

Altair sukkede og trak fødderne hen af jorden, som han gik hen af landevejen. Solen skinnede og hvis det havde været en hvilken som helst anden, ville de nok have været begrejstret over det gode vejr. Det var endnu en fredfyldt og lysende dag under lyset era. Selv om vejret var godt på nuværende tidspunkt lå der sorte skyer og skuede i horisonten. En kølende brise, blæste gennem Altairs honning blonde hår og som vinden kom, tog den nogle af Altairs frustrationer med sig. Han havde endnu en gang gået blindt efter et rygte han havde hørt om elementaler. Han var havnet langt ude et nyt sted og om det var held eller uheld havde der været nogle omstændigheder, som der næsten altid var, når han ikke satte begrænsninger på hans ivrige søgen. Han trak let på skulderne og var nu glad for at være på vej tilbage mod hovedstaden. For selv om han elskede naturen og at være ude i det fri, var han ikke fan af at skulle dræbe for at overleve og efter noget tid ville selv han ende med at savne noget selskab. Han løftede endelig hovedet som havde hængt og hans blik som havde fulgt jorden kiggede for første gang op langs stien. Han spottede hurtigt den sammenkrøllede skikkelse længere henne af vejen og var usikker på om det var klogt at skabe kontakt. Med varsomme skridt bevægede han sig nærmere og valgte at gå direkte forbi, men stoppede brat og valgte alligevel at gå tilbage. Han stillede sig ikke så langt fra den sammenkrøllede person og førte sin ene hånd akavet igennem sit hår ".. uhm er du okay?" spurgte han på Krystalisiansk, med en smule bekymring i stemmen. 

Keeran kunne ikke ignorere det, da han hørte en stemme tiltale ham, og i samme øjeblik han ser op for at identificere vedkommende, stryger en blid brise over hans ansigt og igennem hans hår. Det er som sendt fra Avanya og et lettet suk undslap ham, samtidig med at han fik øjenkontakt med fyren foran ham, der også er påvirket af den lette brise - hans honningblonde hår bevægede sig i vinden og vinklen Keeran så på ham fra, fik hans hår til at ligne en glorie. Keeran smilede skævt ved tanken om en engel, der kom for at give ham det kølige vindpust han har brug for for at rejse sig.
"Yeah, jeg er okay," svarede han og gnubbede en hånd over sit ansigt. "Jeg er bare en idiot, der har glemt vand." Han var ikke okay, men han havde heller ikke brug for hjælp. Til gengæld kunne han godt se, at han så ynkelig ud, som han sad dér på hug i vejkanten. Tanken fik ham til at tage sig sammen til at rejse sig op, og han svajede kun et øjeblik, inden han fandt sin balance på trods af svimmelhed.
Han så fra den ene side af landevejen til den anden, imens han overvejede hvilken retning fyren foran ham kom fra. Der var ligesom halvtreds procent chance for at de skal samme vej.
"Er du på vej til hovedstaden?" Keeran lod blikket glide over fyren, imens han spurgte ham, for at bedømme hans karakter. Så vidt han kunne bedømme ville fyren i hvert fald være sød nok til at hive ham ind i skyggen, hvis han besvimede på vej hjem. Mere skal der ikke til før Keeran føler sig tryg ved at følges hjem.