Det er tidligt om morgenen ved Azurbjergene, hvis toppe er dækket i et frisk lag af dug så de glinser i solen. En modig bjergbestiger så sit snit til at nyde morgenen fra toppen af de det højeste bjerg i bjergkæden og har derfor klatret siden daggry.
Talib er selv på vej ned fra det samme bjerg. Han er lige blevet afskeddet af hans læremester Zandro, som bare ham om at "Finde sin indre balance" uanset hvad det så skal betyde. Uanset hvad leder hans veje nu tilbage til hovedstaden. Det er den eneste by i Krystallandet som Tulib kender godt til. Rubinien ligger alt for væk og han nægter at vende tilbage som en slagen mand. Nej nu måtte han følge sin mesters bud.
Som han nedstiger bjerget stille og roligt mærker han auraen af bjergbestigeren og han kan ligefrem ser iveren og lysten i dens farver. 
"Nå, tænkte han. Zandro er vidst ikke den eneste som godt kan lide bjergluften. Personligt foretrækker jeg lugten af papir og blæk"
Med ét blev hans tanker afbrudt da han mærke auraen falde og høre et gisp af forskrækkelse, da en sten bjergbestigeren tog fat i rev sig løs og sendte personen faldende mod afgrunden. I et split sekund forestiller Talib sig auraen blive grebet af en stor skål og koncentrerer sig om at styre hans chakra.
Hans hurtige reaktion skaber en svævende skål af krystaliseret chakra under bjergbestigeren, men den er nærmest flydende og knitrende med chakra, da Talib have manifesteret den i alt hast.
Langsomt får han skålen til at svæve op på toppen ved siden af ham og dematerialiserer den.
"Puha... Det var tæt på. Er du uskadt"
Det spørger han personen, hvis aura han nu læser anderledes efter det pludselige drama.

Silja havde indsamlet sine ting i stilhed og med fokus på ikke at vække sin familie som hun sneg sig ud af hytten, med reb og redskaber for at kunne klare bjerget. Det største bjerg hun havde lokaliseret i Azurbjergende, men aldrig havde turde begive sig af sted på. Hun var spændt og måtte dy sig fra ikke at løbe hen til foden af bjerget for at begynde sin klatring.
Hun havde været i gang i flere timer, og kunne nemt mærke luftforandringen som hun kom højere og højere op. Luftforandringen og den friske dug der gjorde stenene fugtige og kolde. Det var forfriskende. Hun stoppede for at kigge bag sig, at nyde udsigten. En udsigt der ville være langt bedre når hun nåede toppen, det vidste hun.

Silja fortsatte op af bjergsiden ved at hakke ind i stenene for at sikre sig bedre standfast til at kunne hive sig op, men det som også gjorde bjerget spændende, gjorde det ligeledes dødbringende. Dens ubarmhjertighed. Krogen gled sig løs og sendte Silja tilbage i et ryk der løsnede stenen hun havde fodfæstet på. Hendes krop blev slynget ud af balance og foden gled. Det føltes som om tiden gik i stå som hun faldte. Fribrilsk forsøgte hun at få rebet om sit liv til at spænde sig, som hun stadig havde en chance. At krogen ikke sad fast var glemt i den voldsomme situation.

Hun landede med hvad hun selv følte var et prag. Hun kom med en lidende lyd som hun lå på siden, på en noget mærkelig platform. Silja åbnede øjnene blinkende og orienterede sig. Hun pressede sine hænder ned i den knitrende plade for at løfte overkroppen op, forvirret over hele sitautionen. "Hvad i.." Hun drejede forskrækket hovedet mod stemmen og stirrede på ham, stadig forvirret over situationen. "J-ja.. det tror jeg..." hun følte sig ikke videre tryg på det fremmede legeme, som hun forsøgte at rejse sig uden at miste balancen og finde tilbage til klippevæggen hun var en del mere tryg ved.

Han går hen imod kvinden og rækker sin hånd imod hende for at hjælpe hende op og stå.
Her. Lad mig hjælpe dig op og stå.
Man kan høre lettelsen i hans stemme da han sagde det.
Godt at han mærkede hendes tilstedeværelse for ellers var hun nok styrtet ned til hendes død.
Gad vide hvem hun var og hvad hun lavede på bjerget så tidligt en morgenstund. Hendes aura virker frisk og frejdig med en grøn glød til sig. Hun må være en person fyldt med liv og lyst tænkte Talib.
Mit navn er Talib. Hvad hedder du? Han smiler mens han kigger i retningen af hendes hoved.
Heldigt at jeg kom forbi dengang dit klatreudstyr gav sig og ikke et sekund senere for, så havde jeg nok ikke haft tiden til gribe dig med min chakra.

Silja tog en smule fortumlet imod hans hånd og kæmpede sig væk fra den knitrende platform hen til fastlandet. Det faste bjerg. Først der kunne hun ånde lettet op igen og mærkede pulsen falde ned. Det havde været tæt på at hun var blevet en flad pandekage for bunden af bjerget. Ikke ligefrem nogen betryggende tanke.
Silja kiggede op på sin redningsmand efter at havde stirret ned af bjerget lidt tid. ”Silja.” svarede hun roligt med et let smil på læben. ”Yeah.. Det var nær gået grueligt galt. Tak.. Tak for din hjælp. Jeg havde slet ikke regnet med at der var nogen heroppe på denne tid af døgnet” svare hun ærligt og så undersøgende på ham. Hans øjne var dækket til, hvilket virkede for hende ganske mærkeligt. Men det kunne vel ganske simpelt være fordi han ikke kunne se. Hvordan han havde mærket at hun var til stedet, kunne derefter undre hende meget.

/inaktiv