Koios var på markedspladsen, om aftenen. Han havde valgt at tage denne gåtur for sig selv, da han bedre kunne komme rundt uden andre. Desuden havde han sin del af tanker, som han havde behov for at få styr på. Nedbrændingen af et tempel? Han vidste ikke, at Kiles Orden ville gå så langt, og han havde viet sit hjerte til deres formål. Og nu var han ikke helt så sikker på, om han havde fundet sin rette plads. Det var et Zaladin-tempel, korrekt, men det var stadig et tempel, og de kunne have dræbt adskillige mennesker med dette! Han surmulede derfor mere end normalt som han gik ned af den tomme markedsplads i mørket for sig selv.

Det var mens han gik forbi bygningerne at en skygge fra en gyde fangede hans blik. Han stoppede med det samme op og kiggede mod gyden. Intet. Han skulle til at gå videre da han så samme skygge. Der måtte være nogen - eller noget - derinde. Så han gik derind med sin lanterne i hånden, stadig med masken over ansigtet og præsteroberne på. Her var stadig udgangsforbud om aftenen, og hvis der var nogen her i gyden, så var det nok en god idé at få dem til at tage hjem eller bringe dem til byvagten.

Udgansforbuddet var en trist affære for Loke. Ikke var en trist affære, den var decideret deprimerende. Han kunne næsten ligge hele dagen og græde over at han teknisk set ikke måtte gå ud om aften. Ikke at han faktisk græd over det, det gad han trods alt ikke. Noget af sjoven ved at være i Hovedstaden havde selvfølgelig aftaget, og mængden af gange han var blevet smidt i arresten var også ved at blive lidt mange. Han måtte jo få føde på den ene eller anden måde. 

Det var ikke så meget at han var sulten denne aften, men frisk luft havde aldrig skadet. Så han havde sneget sig ud i mørket og den friske kølige luft. Det var rart ikke at være lukket inde, især fordi at han ikke havde nogen chancer for at komme udenfor i dagstimerne. Eller han havde, men når der var høj solskin gjorde det det altså svært at se noget... eller fungerer. Forbandede sol der bare skulle ødelægge alt for ham.
Men i aften følte han sig frisk. Han havde stadig ikke behov for et nyt offer, efter hans sidste fra et par dage siden. Heldigt for hende hvad hun vidst overlevet, og endda uden at blive vampyr. Det var jo godt nok ikke hans ansvar. De burde vide bedre end at stole på ham.
En lille glad fløjten kom fra ham, som han stod i en lille gyde, lænet op af muren, fuldstændig ligeglad med om der var byvagter eller folk fra Kiles Orden der kom forbi. Han var dog ikke dum nok til at gå ud på markedspladsen... endnu. Selvom der nok var noget mere liv derude, selvom det nok ville resultere i at komme i arresten igen. Det var jo bare heller ikke et sjovt sted at være.
Han lagde på ingen måde mærke til den Kile præst der kom ned af gaden med en lanterne i hånden før det var forsent, og Loke måtte stirre noget forbløffet på ham.
"Nu har jeg da aldrig... en Kile præst ude på dette tidspunkt?" udbrød han som han stirrede på manden ikke langt fra ham. For det i allerhøjeste grad en Kile præst.

En stemme brød stilheden og Koios så efter den. Hans blik landede på en enlig mand med helt blond hår, der kiggede forbløffet tilbage på ham. Det bedste ved hans maske var, at han ikke behøvede at holde et neutralt ansigtsudtryk, så trætheden blev synlig under masken. Bare ikke for den fremmede mand. Han løftede lanternen lidt op, så han bedre kunne se manden.
"Nogen skal sørge for at udgangsforbuddet bliver overholdt," konstaterede han roligt, mens han gik tættere på manden. Hans øjne udstrålede ikke had eller glæde, faktisk var de ret neutrale, værende det eneste man kunne se bag hans maske.

"Og som jeg kan se, er der god grund til at jeg er ude. Jeg vil venligst bede Dem om, at følge med til byvagtskvarteret. Det, eller De kan vise mig Deres udgangstilladelse, men eftersom at De sidder i en gyde, antager jeg at De ikke har én," han forventede næsten at manden enten ville rejse sig og løbe eller forsøge at slå ham ned, så han var helt klart forberedt på det værste. Efter tempel-nedbrændingen var Kiles Orden måske ikke helt så populære længere, og de var bestemt heller ikke populære i nattevandrerens øjne.

Loke pressede sine læber sammen, ikke i en sur mine, men mere eftertænksom, som han stod og nikkede anerkendende. Lidt som om at han faktisk ikke havde overvejet at det var en ting de behøvede at gøre. Han havde da også planer om at kommentere på det indtil at kile præsten blev ved med at snakke, og han måtte næsten kvæle et gab. Det var altid det samme de sagde. Lignede han virkelig en med en udgangstilladelse.
"Man skulle have sådan en? Det kunne de godt have fortalt mig inden de lukkede mig ind. Det er jeg sgu ked af, jeg skal nok smutte, så der ikke er nogen problemer," sagde Loke med en noget sarkastisk undertone. Der var ikke nogen der var i tvivl om udgangsforbuddet, men han skulle bare kæfte op. Forhåbentlig blev han dog ikke slået ned af den trætte kilepræst. Det ville være en skam. Hvis det kom til det, så kunne Loke jo altid stikke af, det var han efterhånden god til, selvom han ikke lige havde fået friskt blod. Han tvivlede dog på at han kunne slå kilepræsten ned og tage hans blod.

Han kunne fornemme at personen var godt træt af det, han sagde, men det ændrede ikke på, at han brød loven der var blevet sat, hvor sær den så end var. Han sukkede let ved det sarkastiske tonefald der kom fra manden og under roben knyttedes hans hånd let. Men han havde ikke i sinde at være uhøflig, lige gyldig hvor meget den anden mand så end kom med sarkastiske bemærkninger.
"Jeg beklager, men sådan fungerer det desværre ikke. De kan være nødt til at gå med til byvagtskvarteret nu," han holdt sig klar hvis manden ville løbe, stadig opmærksom på den mindste bevægelse.
"Hvis De ikke følger med, vil jeg være nødt til at gøre brug af mine evner," forklarede han ydermere som han stillede sig klar. 

Troede denne kile-præst at Loke ville gå med frivilligt. Det var utroligt hvor naive folk havde lov til at være. Det var en lov, men love var lavet til at blive ødelagt. Bare se på alle deres love med 'ingen dæmonblod' og 'nedlæg dragerne'. Alting ville blive ophevet før eller siden, og Loke var jo bare på forkant med det. Han brød ikke reglerne. Han var bare allerede klar på at de blev ophevet.
"Åh nej, jeg tror slet ikke at der er noget jeg kan stille op hvis du begynder at bruge dine evner," sagde Loke og prøvede at så ud som om at han var oprigtig bange, men det fungerede ikke og han begyndte bare at le af manden. Det var meget tydeligt at Loke ikke tog den fremmede seriøst på nogen måde. "Bare hypotetisk, hvad sker der hvis du bruger dine evner? Du ville da ikke skade en lovlydig borger af landet. Ville du?" Den lovlydige borger var ganske vidst ikke ham, men det var godt at vide om han bare skulle få fat i en anden person til at bruge som skjold.

Mandens skuespil blev gennemskuet af Koios der begyndte at blive småirriteret. Hans skuldre blev lidt mere intense, men ellers holdt han sit indre i nogenlunde ro. Der var kun én ting, der gjorde, at Koios ikke blev ultimativt vred: Han stod vel i det mindste ikke over for en vampyr eller en anden form for udød...
"Det ville implikere, at De var en lovlydig borger. Hvilket De ikke er. Til gengæld behøves jeg ikke ikke skade Dem, for at sørge for deres samarbejde," gnister begyndte at lyse fra hans hænder, men de forsvandt hurtigt derefter, da han ikke nærede noget ønske om at bruge disse evner lige nu. I stedet stillede han lanternen på en kasse så han havde begge hænder fri.
"De får en sidste advarsel." denne gang virkede det som om, at Koios ikke bød op til mere diskussion på hans faste toneleje.

En latter undslap Lokes læber som Koios tydeligt så gennem hans lille 'skuespil'. Det var ellers ikke meget at Loke gad at gøre det. For det meste havde han alle sine kort åbne, så alle kunne se hvad han mente og hvem han var. At de så typisk blev serveret med sarkasme var den anden side af sagen.
"Det er ikke særlig venligt at true folk på den måde," svarede Loke bare og rystede på hovedet. Han kunne dog godt se at kilepræsten var ved at være lidt træt af lege tagfat med ham, selvom de stadig stod stille. Egenltig kunne vampyren godt se at det klogeste ville jo nok være at stikke af nu, inden flere af de der gnister kom frem. Han var udemærket til nærkamp, hvis det ikke var fordi at de fleste af dem han mødte havde magiske evner. Typisk med alle de specielle typer der var rundt omkring. 

At manden mente det ikke var venligt at true, var Koios underordnet. Han var her ikke for at være venlig. I hvert fald ikke længere. Han var her for at være høflig og intet andet end det. Og han ville forblive høflig. Lige gyldigt hvad. 
"Det var heller ikke min intention at være venlig. Mit arbejde i aften består i, at sørge for, ingen er herude på gaderne, og sådan er det ganske enkelt bare," sagde han, lidt mere fast og lidt mere hårdt. Hans øjne var hårde bag masken, nok til at det også var synligt nu her. "Men jeg kan se at De ikke har i sinde, at komme med frivilligt. Nuvel," og de ord, greb han ud over manden, meget resolut.

Loke var hurtig til at tage hænderne oppe i et forsøg på at virke uskyldig. "Rolig, jeg havde jo ikke tænkt mig at gå imod dig," kom det, før et noget eftetænksom udtryk kom op i Lokes ansigt, og han så derefter begyndte at grine. Det var nok den bedste joke han havde lavet hele dagen. Ikke gå i mod kilepræsten? Loke ville i hvert fald ikke tilbage til arresten for natten.
"Det må du undskylde, nogen gange, så går det bare op for mig hvor lidt jeg gider at bekymre mig om menneskene og gudernes affære," kom det leende fra Loke, før han tog fat om Koios hænder, for at vriste dem væk fra ham, så han kunne få lov til at blive fri igen.

Koios havde fat i mandens trøje, men snart begyndte manden at le efter at han tydeligvis havde joket. Det var irriterende. Meget. Irriterende. Hans greb strammedes let, men snart lagde manden sine hænder om hans og han følte sig pludselig selv truet. Man skulle aldrig undervurdere sin fjende, så med det samme blev han alarmeret.
"Det er en dårlig undskyld, hr," sagde han, en kende sammenbidt før han lod strøm lede sig ud i hænderne, til manden. Dette sørgede for at han selv fik sine hænder fri og han slap også selv med det samme, før han gjorde et forsøg på at tage fat, dog for at vælte manden ned på jorden denne gang. Hvis bare han kunne få mandens arme om på hans ryg, så burde han kunne uskadeliggøre ham.

Denne her gang var Loke noget mere opmærksom på hvad der foregik. Han havde været ude for sin del af slemme ting, så han skulle ikke nyde noget af at blive fanget af mandens hænder igen, især ikke med den elektricitet der var gået igennem. Det havde ganske vidst ikke gjort så ondt, men mon ikke der kunne ledes mere elektricitet ud, hvis han virkelig ønskede det.
Loke nåede med nød og næppe at undgå mandens hænder, og endda ikke at falde - lidt af et mirakel, hvis han selv skulle sige det. Det gjorde dog også at han gik et par skridt bagud, væk fra manden. Han skulle ikke nyde noget.
"Det var ikke så meget ment som en undskyldning, men som en konstatering. Bare se på Kile. Det er så svært at tro på hende, når hun ikke engang kan finde ud af at få bragt de døde til dødsriget," sagde han og rystede på hovedet, med et stort bredt smil.

Manden undgik hans hænder og trådte lidt væk. Koios responderede ved at træde et skridt tættere på også, med et fast besluttet blik. Han ville bringe denne... Varyl ind. Ikke at han nogensinde ville sige det sådan til den fremmede, nej.
Noget ved mandens ord fik Koios til at hæve et øjenbryn bag masken. Hvad mente han med det? Bare ordene i sig selv var nok til at Koios blik flammede op og gnisterne igen stod om hans hænder. "Hvad mener De med det? Kile bringer de som har fortjent deres endelige hvile til dødsriget. Andre har enten ikke gjort sig fortjent til det endelige hvil, eller også er de her for en grund," Såsom Koios selv. Han var sluppet helskindet gennem en dræbende sygdom fordi Kile havde villet det. Det havde Kile også selv sagt. Så han kunne budbringe dødsgudens ord til de, der ikke forstod. Såsom manden foran ham.

En meget stort suk kom fra Loke, faktisk et næsten overdrevet suk. "Igen med at man har en grund til at være her. Vi er ikke alle sammen den udvalgte. Jeg har været her 400 år og du ser ikke mig have storhedsvanvid," kom det næsten irriteret fra Loke. Han havde hørt smørren før. "Du er blevet vampyr af en grund" og "Du er ment til noget større". Nej, nej og atter nej. De fleste af dem var ikke ment til at gør enoget. Det var rent held, eller uheld, alt efter hvordan man så på det.

Loke trådte et par skridt mere tilbage. "Og jeg mener præcist hvad jeg siger med det. Kile kunne godt få lettet sine lille røv og dræbe dem der burde være død for længst. Det ville i hvert fald gøre os alle en tjeneste," den sidste kommentar var lidt lavere og han kiggede ud til siden da han sagde det.
Det var en lidt underlig position Loke var i. Han ønskede ikke rigtig at dø, men han var bare forfærdelig træt af at leve. Livet var så langt, og han var ikke ekstraordinær. han ville ikke tage landet ind i en gylden tid. Han var her bare. Og han prøvede bare at overleve.

Jo mere manden talte, des mindre brød Koios sig efterhånden om han. Hans øjne blev mere og mere frustrerede inde bag masken, og det gik også snart op for ham, at manden havde levet over sin tid. Han var teknisk set en udød. Hvad for en type udød han var, var dog et godt spørgsmål, som Koios havde i sinde at få svar på. Han stoppede derfor med at række ud efter manden.
"Hvad er De? Siden De har levet i over 400 år, må De være noget andet end et menneske? En dæmon? En engel? Vampyr? Eller er De blot én af de uheldige der blev vækket til live af en nekromantiker?" han stod igen klar. Hvad end manden var, så ville han ikke bare lade ham gå. Sådan var reglerne nu engang.

"Du tror ikke at jeg kan være en elver? Mine ører er da næsten formen ellers," kom det yderst flabede svar fra Loke, som han faktisk vendte hovedet lidt til side, så kilepræsten kunne se hvor lidt Lokes ører lignede en elvers. De kunne ikke engang gå for at være en halvelvers, for selvom de virkede lidt lange, så var de på ingen måde spidse.
"Så... hvilket svar får mig ud af denne her knibe ellers? Jeg vil gå ud fra at engel er det oplagte svar?" sagde Loke og kiggede sig kort over skulderen. Gyden var ikke blind, han kunne sagtens komme ud af den, problemet var bare at gå den rigtige vej. At have en arrig person i hælene og være fanget i en blind gyde... ikke noget nogen ville ønske at være ude for, og slet ikke en som Loke. Han tvivlede ikke et sekund på at manden nok intet havde imod at dræbe ham.

Manden så noget uimponeret ud, hvilket nok egentlig var forståeligt, selv for Loke, men manden havde da heller ikke nogen humor. Det måtte være noget af et trist liv at leve.
”Hey, det kan du da ikke vide! Ikke alle engle er rene og pæne. Tro mig, jeg måtte noget af en engel for et par år siden. Han var ikke noget kønt syn. God nok fyr, men ikke den mest oprigtige engel.” sagde Loke, uinteresseret i prøve at beskytte ideen om at han var en engel. Nogle engle var måske slemme, men der var stadig noget magisk, noget rent over dem. Meget langt væk fra hvad Loke var i helhed.
”Nu synes jeg liiiige at du er lidt generaliserende! Her må jeg forsvare alle dæmoner og vampyrer. Du har da absolut intet bevis på at dæmoner ikke har sjæle, og vampyrer har ikke en umættelig lyst til blod! De stopper når de er mætte. At det tager længere tid for nogen, er en anden sag,” sagde Loke, næsen for at forsvare sine artsfælder.

//Afsluttet <3