Det var tidlig formiddag og teatret var komplet ødet. Eller så ødet det nu engang blev. Inde på på den store scene, foran hundredevis a tomme stole stod en mand. Et trist blik i hans øjne, som han stirrede på violinen han havde i hånden.
Man kunne undre sig over hvorfor nogen ville være indenfor på sådan en fin dag, og især et sted som disse. Teatret kunne næsten få en helt spøgelsesagtig kvalitet når der ingen var til at føre larmen ud i korridorerne og ind bag scenen. Men i stedet for larmen af menneskerne, kunne man til tider høre manden tage violinen op til hans skulder, mens han spillede et stykke musik. Det virkede næsten glad, men det var aldrig helt der, og efter hver stykke tog han violinen ned og stirrede på den og buen endnu engang, med et forvirret og næsten forrådt ansigtsudtryk.

Manden der stod på denne scene hed Jean-Vincente. En professionel violinist. Yderst velset i Hovedstaden, selvom der var snak om at han kun spillede triste stykker. De var begyndt at ønske mere af ham. Efter plagerne var folk nok ikke så interesseret i at høre triste violinstykker mere. De ville tro på at sommeren var her, og alting var bedre. Det var dog en ting Jean-Vincente ikke kunne udtrykke i hans musik. Han følte ikke musikken med sit hjerte mere, og derfor kunne han ikke lave de fantastiske musikstykker han engang spyttede ud, som om at der var intet andet han kunne gøre. Ja, han kunne spille smukt musik, men at lave det. Det var svært når hjertet ikke var der.

Endnu et suk undslap Jean-Vincentes læber, som han satte violinen op igen og forsøgte endnu engang at føle noget. Føle musikken i hans hjerte. Musikken dansede endnu engang ud af de åbnede døre helt ud til forhallen af teatret, og om den fangede nogens interesse, var han egentlig ikke så interesseret i. De færreste ville komme til ødet teater på sådan en dag som idag.

Det var en af de dage, hvor alt henstod lidt i en tåge. Eyad havde næsten ikke sovet - ja, faktisk var han stadig lidt småberuset - og han havde vandret rundt i byen på må og få, mens solen havde løftet sig over hustagene og indbyggerne var begyndt at vågne. Nogle af dem skævede til den lange, tynde elver, der stavrede gennem gaderne og over broerne, men Eyad lagde ikke mærke til dem. Han nynnede for sig selv, mens han gik. Morgensolens stråler fik hans til næsten at virke rødglødende.

Han havde vist aldrig været i den her del af byen før, selvom han tit havde overvejet det. Folk var rige her og kunne sikkert være gavmilde, hvis man ellers kunne få én af dem på krogen. Eyad havde dog aldrig haft modet til at begive sig ind i denne del af byen, men nu var han her.

Gaderne var rene og pæne, og hvis Eyad havde været helt ædru, havde han sikkert følt sig helt malplaceret. Men som sagerne var, hyggede han sig fint med at udforske alle de nye gader og bygninger.

Han gjorde slet ikke holdt, før han nåede en stor bygning, hvorfra der strømmede en smuk, men melankolsk melodi. Eyad blev straks nysgerrig, og han sneg sig indenfor. Han fulgte melodien igennem den tomme forhal og helt ind i det, han hurtigt regnede ud var et teater. Der stod en mand på scenen, og Eyad satte sig på en af de bagerste rækker for at lytte. Da manden gjorde ophold i musikken fra sin violin, kunne Eyad slet ikke lade være med at klappe.

Et chok gik igennem Jean-Vincente, som han hørte en klapsalve, og violinen hurtigt fjernet fra hans hals, som han kiggede rundt for at se om han kunne finde ud af hvor klapsavlen var kommet fra. Det var ikke meningen at nogen skulle have været her, selvom der teknisk set var fri adgang herind. Alle kunne komme og gå som de ville, når dørerne ikke var låst og der ikke var optrædener, alligevel havde Jean-Vincente ikke forbederedt sig på at nogen ville være på denne dag og i hvert fald ikke så tideligt.

Endelig fik han øje på personen der sad allerbagerst. Salen var kæmpe, så det var ikke uforstående at han ikke havde set personen kommer herind, eller havde brugt noget tid på at lokalisere personen, selvom den rolige klappen var der primært havde givet personen væk.
Han stod lidt usikkert på scenen, som han prøvede at finde ud af hvad han skulle gøre. Han kunne ikke meget vel smide den fremmede væk, men at spille videre lå heller ikke rigtig i ham. Den musik han havde spillet var han trods alt ikke særlig stolt af, så det var for hans øre og kun hans. Selv ikke hans søster fik lov til det.

Jean-Vincente gik så endelig hen til scenekanten og satte sig på den og lagde violinen ved siden af sig, før at han bare kiggede på fyren. Så måtte han komme herhen eller gå igen. Nu havde Jean-Vincente i hvert fald gjort sit for ikke at virke alt for fjendtlig, selvom han ikke var sikker på at han overhoved var i humør til at snakke med nogen, når han var så frustreret over sin egen musik.

"Øv, hvorfor stoppede du?" spurgte Eyad og rejste sig straks fra sit sæde. Fyren sad bare der på scenekanten, så Eyad begav sig hen i mod ham. "Det lød ellers ret godt. Er du professionel?"

Eyad stoppede ikke, før han kunne sætte sig på den forreste række lige foran manden med violinen. Han kiggede nysgerrigt op på ham. Eyad havde normalt meget få hæmninger, men disse var mere eller mindre ikke-eksisterende, når han havde fået noget at drikke.

Hvordan Jean-Vincente skulle bære sig ad med denne fremmede person, var han ikek klar over. Især fordi det virkede til at være en mørkhudet elver. Ikke et normalt syn på disse kanter. I ser ikke i denne pænere del af byen.
”Ja,” kom det næsten undrende for manden der ikke rigtig kunne få øjnene væk fra det besynderlige væsen. Det var ikke fordi at han ønskede at glo, men han kunne ikke rigtig lade vær. ”Jeg er normalt vant til at blive betalt for at spille for andre, har du tænkt dig at gøre de tmåske?” kom det næsten lidt provokerende fra ham. Han kunne ikke lade vær, især fordi han i forvejen ikke havde været i det bedste humør. Violinen gjorde ham altid så trist nu om stunder.

"Næh," svarede Eyad med et smørret grin og lænede hovedet lidt på skrå. Sikke en spøjs fyr, som var sjovt provokerende og samtidig ret trist. Eyad kunne godt lide mærkelige mennesker. Fyren så ud til at være ret nysgerrig, selvom han virkede afvisende, for Eyad følte sig ihvertfald godt og grundigt overbegloet. Det gjorde nu ikke noget. Han var vant til det.

"Jeg har ikke nogen penge," sagde han med et dramatisk suk og lænede sig lidt tilbage i sædet. "Men det kunne der måske laves om på, hvis du var interesseret i lidt vareudveksling." Han blinkede til gutten og viste ham sit mest charmerende smil. Eyad var ikke ret sikker på, at den her fyr var lidt for meget af en stivstikker til at være interesseret, men det gjorde jo ikke noget at prøve ...

Et uforstående udtryk kom frem i Jean-Vincentes ansigt, som manden prøvede at tilbyde ham noget? En vareudveksling? Det var ikke fordi at Jean-Vincente ikke forstod at der var lystdrenge (og piger) ude i byen. Der var massere af dem, og han havde set bordellet, men han havde aldrig forventet selv at støde på en, og mindst af alt her.
"Hvilken slags vareudveksling, hvad handler du med?" spurgte han forvirret. Manden prøvede vel ikke at sælge ham stoffer? For det var alligevel noget han tænkte ville komme op hurtigere end salg af sig selv. Alligevel var der også en snert af interesse i hans toneleje. Han var i hvert fald villig i at høre hvad det var der kunne tilbydes, men det ville han nok meget hurtig komme til at fortryde igen.

Eyads øjenbryn løftede sig en smule; Han havde faktisk regnet med, at gutten ville afvise ham med det samme, og selvom Eyad var halv-fuld og egentlig ret træt, rettede han sig straks op ved udsigten til en kunde.

"Alt, du ser her," sagde han og smilede bredt af fyren, mens han spredte armene ud for at indikere sig selv. Hvad var det værste, der kunne ske? Eyad var vant til at blive afvist (han blev afvist mindst 30 gange i døgnet), så det skræmte ham ikke. Fyren så heller ikke specielt voldelig ud. Nogle mænd blev aggressive, hvis et andet hankønsvæsen flirtede med dem, men fyren her virkede ikke til at være typen. 

Ligeså langsomt gik det op for Jean-Vincente hvad præcist det var at manden foran ham handlede med. Det havde været en langsom process, men når man tænkte på at Jean-Vincente normalt ikke stødte på lystdrenge og ofte havde det meget langt væk i sit sind, så var det stadig imponerende at han var kommet frem til det.
Hans hoved blev ligeså stille rødere, en blanding af raseri og forlegenhed spredte sig. "Hvem tror du dog jeg er! Jeg skal aldeles ikke købe.." ordene døde i hans mund. Han kunne ikke få sig selv til at sige ordene om at købe manden foran sig. Det var en vulgær branche hvis man spurgte de fleste højere stående, selvom en del af dem stadig købte nydelserne. Jean-Vincente var dog en kunstner, han havde et mere romantisk syn på livet, og derfor var engangsfornøjelser med en fremmed krop ikke en del af noget han ville opleve.

Okay, så gutten var ikke en af de nemme. Måske var han endda en af disse hersens romantikere, der troede på den ægte kærlighed. Uf. Eyad kluklo og spredte sine ben lidt, bare for at provokere.

"Mig?" fnes han frækt og rystede på hovedet. "Det var da trist. Vi kunne sikkert have fået det hyggeligt sammen. Du er jo en flot fyr, der er fiks på fingrene."

Eyad elskede at provokere, især de hellige folk, der det var for det meste dem, der reagerede sjovest. Hans hang til provokation havde naturligvis også skaffet ham nogle øretæver fra tid til anden, men det tog han gerne med. Det var bare lidt krydderi i tilværelsen. Og desuden havde det hændt mere end én gang, at den som tævede ham, senere gerne ville knalde alligevel.

Det hjalp ikke på Jean-Vincentes humør at manden ligefrem prøvede at provokere ham, og hele hans ansigt så bare vredere og vredere ud. Det var tydeligvis hvad elveren ønskede, men Jean-Vincente kunne ikke bekymre sig om sager som disse, når han var ved at brænde op forlegenhed og vrede.

Heldigvis for Eyad var Jean-Vincente dog ikke en voldelig fyr, selvom han havde lyst til at række ud og give ham et par øretæver. Det var dog aldrig noget der havde ligget i ham. I stedet for rejste han sig op på scenen igen, så han i forhold til Eyads position tårnede over ham.
"Jeg er aldeles ikke fiks på fingrene," hvæsede han og kiggede med foragt i blikket på fyren. "Jeg håber du aldrig træder indenfor disse murer igen, når du ikke forstår det delikate ved violinspil" Det var måske lidt at dreje samtalen, men det var nemmere at fokusere på at det føltes også lidt som en fornærmelse mod violinspil. At blive en god violinst krævede ikke kun at være 'fiks med fingrene'.

Eyad sukkede og rullede med øjnene. Hold nu op, en stivstikker! Han var allerede begyndt at kede sig, og det var aldrig en god ting for Eyad. Kedsomhed gjorde ham irritable og rastløs, så han rejste sig fra sædet and strakte sig uden at se op på fyren der på scenen.

"Ja, ja, det er godt med dig, lille mand," sukkede Eyad og gabte uden at holde sig for munde. "Men altså, hvis du ikke er med på noget sjov, så tror jeg måske, jeg bare smutter. Jeg har en varm seng, der venter på mig." Den sidste del var løgn; Eyads seng var helt sikker ikke varm, men nok snarere kold og lidt klam.

Et fnøs lød fra Jean-Vincente som han hørte det. Havde elveren ikke hørt hvad han havde sagt, han ønskede at han forsvandt væk fra ham. ”Jeg vil hellere end gerne hjlæpe dig på vej, hvis du har glemt hvor indgangen er,” snerrede han irritabelt.
Der var nok ikke meget mere morskab at få ud af Jean-Vincente nok, da han også så ud til at være på nippet til at forlade bygningen, hvis elveren blev her meget længere, selvom det var jo ikke ligefrem det han var kommet her efter. Han var kommet for noget fred i hans sind for at kunne forsætte med at spille.

"Ellers tak," sagde Eyad og smilede af gutten. "Hvis du en dag holder op med at være så stram i masken, så kom og besøg mig en dag. Så kan jeg sikkert hjælpe dig med at få fjernet det kosteskaft, du har oppe i røven. Hold dig munter!"

Eyad grinede og vinkede ad fyren, før han vendte sig og gik mod udgangen. Mangen til sur stodder skulle man da lede længe efter, tænkte han og besluttede for sig selv, at det nok var bedst, hvis han ikke kom i den her del af byen mere. Det var da til at blive helt deprimeret over.

Jean-Vincente så på manden der langsomt gik væk, men det eneste der fuldte var den samme følelse. Arrigskab og forlegenhed. Der ville nok gå timer før det forsvandt. Det var måske ikke den bedste ide at tage fat i violinen og begynde igen, men det var stadig hvad Jean-Vincente gjorde ligeså snart han ikke kunne høre fodskritene mere, og lidt længere tid efter det.
For en gangs skyld var det ikke melankolske toner der fyldte teatret, men en melodi af en meget mere arrig kaliber. Der var dog noget lidt galt med den. En lyd man var vant til hvis man lyttede ofte til Jean-Vincentes musik.