Oftest var Generalen ikke spor interesseret i rygterne der ofte florerede rundt om i Hovedstaden. Hvem der havde gjort noget utilgiveligt mod sine kammerater, rygter om hvor folk havde spenderet natten og hvem der havde forsøgt at udfodre udgangsforbudet. Alt sammen rygter der blev hvisket om i hjørnerne, og meget værre ting var også ofte på tavlen. Et rygte havde alligevel sneget sig ind i hans sind og boret sig fast. Irriterede ham, samt gjorde ham mere og mere bekymret som tiden gik. Jarl Baldr havde befundet sig i hovedstaden med sine mænd og rygterne derfor var mange.
Nogle mente at Baldr var på ukig efter hvor godt forsvaret Hovedstaden var - fordi han selv ønskede at overtage, andre rygter gik på hans samlede ideer til at beskytte sit eget område og dele denne nye viden blandt Nordens planer. Baldwin havde sågar også hørt om et kup der var under opsejling.

Det ene virkede mere urealistisk end det andet, og gav den store fugl hovedpine. Baldwin brummede træt med hovedet hvilende i sin ene hånd da en tung banken ramte døren. Baldwin løftede hovedet. "Kom ind." hans stemme lød træt efter mange timers papirarbejde. Hans dørvagt stak hovedet ind. "Sir, Frøken Mirabelle de Pompadour er ankommet" Baldwin rettede sig op, lod brikkerne falde på plads. Oh ja, Hun havde rødder i Norden og derfor oplagt at kontakte. "Ah, Send hende ind"

Selvfølgelig havde Mirabelle hørt rygterne. Var der noget som krigere elskede mere end at snakke om rygter? Næppe. I sær når de ikke havde noget bedre at tage sig til. Generalen skulle dog nok aldrig høre det fra krigerne, fordi han virkede til at ville have sat gang i nogle ting nu.
De fleste rygter lod Mirabelle ligge, men der var visse ting hun havde hørt. Norden ville gøre oprør. De ville gå imod Lyset, og dette bekymrede Nordkvinden umådelig. Hun stolede på Lysets Dronning, fulgte hende, med hele sit hjerte, men Nordlandet var hendes hjem! Hun havde gået i timevis og vandret frem og tilbage på sit værelse før at hun var gået mod Baldwins kontor. Hun havde næsten stået og vredet sine hænder, som hun fortalte dørvagten sin navn, og blev kigget ret op og ned.

Hun blev givet adgang til kontoret og stod nu overfor generalen. Det var ikke fordi at hun var bange for ham, men det var et simpelt rygte hun var kommet på, og  måske han mente at det var en latterlig basis at komme her.
"Sir," sagde hun forsigtigt og gav ham et let buk. Det kunne godt være at andre ikke var alt for højtidlige med generalen, men Mirabelle havde fået banket visse ting ind i hende, og han var langt højere ranget i hæren end hun var. Han skulle have respekt, selvom han var et halvdyr. "Jeg kommer på baggrund af nogle rygter, og jeg undskylder hvis De mener at jeg spilder deres tid. Men jeg har ladet mig fortælle at Norden vil gå imod Lyset, og da det er mit hjem er det ikke noget jeg bare kan se på fra sidelinjen af," prøvede hun at forklare sig, men helt styr på hvordan hun skulle formulere sig, det havde hun ikke.

Baldwin kørte den skællede hånd igennem fjerene på hovedet, som et menneske ville gøre det med sit hår og tog en dyb indånding. Hvorfor blev man altid så øm af at sidde så længe ved et skrivebord. Han modtog Mirabelle med et roligt blik og lille antræk til et smil der gjorde hans udstråling ganske rolig og imødekommende.
Baldwin lænede sine albuer mod bordet som hun begyndte at tale, en smule ivrigt. De ravgule øjne fulgte hendes bevægelser og forklaring som han tog til sig. "Sæt dem ned, Frøken" Han lavede en gestus til stolen overfor ham, for derefter at folde hænderne.

"Jeg har selv hørt en del til rygter på det seneste, omhandlende Nordens folk." Bekendtgjorde han ærligt og hørte hvordan døren blev lukket efter vagten igen. Han havde stået afventende, og var nået frem til at han blot kunne lukke døren igen. "Nå. Fortæl mig hvad De har hørt og set" prøvede han imødekommende, for at vise hende at han lyttede og tog hendes ord seriøst.

Mirabelle havde ikke noget valg, men at lytte til den øverstkommanderende, og tog plads på stolen. Hun gned sine hænder i sit skød, som hun kiggede på Baldwin. Hun måtte være mere præcis i sine udtalelser, ellers ville han aldrig sende hende afsted, hvis det kom til det. HUn kunne ikke bare gå og vente på at få nyhederne at vide, om der ville være en åben krig med Norden.
Hun tog en dyb indånding, før at hun begyndte at forklare hvad hun havde hørt. "Jeg har hørt mange forskellige versioner af hvad der sker. Jeg ved naturligvis at klanerne er blevet samlet under Jarl Baldr Icewalker. Min familie plejer at blande sig uden om politikken for klanerne oppe i Nordlandet, men det i sig selv er jo en ret stor ting. Der..." hun gik lidt i stå som hun kiggede ned på sine hænderne. HUn knugede dem hårdere sammen, før hun kiggede op igen og forsatte. "Der går rygter om at Jarlen er blevet set her i byen. Nogen mener at det er for at snakke med dronningen, andre mener det er for at danne sig et overblik over hvad han er oppe imod. Jeg har ikke selv set ham, så jeg er ikke klar over hvorfor han er, men der er noget der foregår. Desværre kommer folk fra Nordlandet ikke bare ned til Hovedstaden på en rundtur. Jeg ønsker ikke Nordens folk og Lyset skal gå op mod hinanden, men Norden har standhaftige folk. Hvis de er utilfredse vil de ikke bare se på fra sidelinjen af. De vil gøre noget ved det, uanset hvad det kræver." Hun kiggede afventende på generalen foran hende, og ventede på hans eget svar.

Han havde ment det som at tilbyde hende plads, for at gøre hele dette møde en del mere afslappet. Men kvinden sad næsten på kanten af stolen så snart hun havde sat sig, ivrig efter at fortælle hvad det var hun havde på hjertet. "De rygter har jeg også hørt" svarede han roligt. At klanerne samlede sig under Jarlens styre - hvorfor, var så en ting han endnu ikke havde fået endegyldigt svar på.
Baldwin rettede sig mere op fra sin mere afslappede tilstand og så alvorligt på hende. Jarlen her i byen. Hans ansigt fortrak sig i alvor og undren. Han havde intet hørt om et ønske om audience hos dronningen og det andet var langt mere faretruende og ubehageligt end han havde ventet. Han lod Mirabelle tale færdig uden at afbryde hende det mindste. Men han lyttede godt efter. "Frøken, det er meget forstyrrende nyheder De overrækker mig" var hans første svar der først kom efter lidt eftertænksomhed. "At Nordens folk skulle vende sig mod lyset ville være katestrofalt og Vi har intet ønske om at gøre dette folk til vores fjender. Jeg vil gerne vide mere om denne utilfredshed der er opstået og hvorfor de eller deres Jarl ikke har kontaktet os på den baggrund. Hvad ville De foreslå kunne gøres ved sagen for at vise denne Baldr at jeg tager hans folk og ønsker seriøst i mine tanker?" Han kunne høre på hende at det var et plagsomt emne, samtidigmed var det også en beklagelig nyhed at Lyset skulle miste en allieret ved at de gik i kamp mod dem. Noget de slet ikke havde ressourcerne eller lysten til at bruge dem på. Nej, noget måtte kunne blive gjort det dette.

Det var forstyrrende nyheder. Det var trods alt derfor at Mirabelle var taget herned for at tale med ham, inden at det ville ende et sted som ingen af parterner ønskede det. Mirabelle mindst at alt ønskede det, fordi at hun havde et ben på hver side af konflikten, og hun nægtede at trække sig fra den ene del.
"Jeg ved naturligvis ikke hvad de tænker, men man kan ikke undgå at høre visse ting når man går rundt i byerne og klanerne oppe nordpå. Som De nok ved har jeg levet et let liv oppe nordpå, men ikke alle har. Nogen har levet i måneder uden at kunne få fat i mad, og begrænset hvor m eget varme de har kunne få. Jeg tror utilfredsheden er opstået fordi..." hun tøvede lidt, da hun ikke ønskede at beskylde Lyset, men det var et vigtigt område at snakke om. "Der er ingen der gør noget for dem. Det er begrænset hvilke ressourcer man ønsker fra Nordlandet, så de får ikke den støtte vi viser Medanien, og andre grønne steder. Jeg vil gætte på at de føler sig forladt, og ønsker at have nogen der styrer som sætter dem i første række." Det var ikke fordi at Mirabelle ikke kunne forstå det synspunkt, men hun havde aldrig været udsat for det. Hvis hendes familie ikke havde mad, så fik de det bragt op fra syden, det samme med brænde til at fyre op med, og så mange andre ting. De manglede aldrig noget. Det var anderledes for afsides klaner, og selv for Norvik. Det var kun de stærkeste der kunne overleve i det hårde miljø.

Baldwin løftede en hånd op til at hvile hovedet ganske let på, hvilket gav ham et endnu mere eftertænksomt udseende end han i forvejen bar. Han afbrød hende ikke som hun talte - han havde brug for al den information hun kunne give ham. Engang imellem nikkede han indforstået men forholdte sig ellers rolig og neutral.
"Javel ja" var hans umildbare svar som hun var færdig med at tale. Han rettede sig op for at læne sig tilbage i stolen og lod blikket glide uinteresseret rundt på kontorets vægge. Hans tanker var optaget af den information han havde modtaget og hvad han kunne gøre ved det.
Mest af alt nagede det ham at ingen af befolkningen derfra var kommet til ham. Selvfølgelig kunne man argumentere for at det var hvad Mirabelle havde gjort, men hun var en af krigerne i hæren selvom hun også var en nordboer.

Baldwin tog en dyb indånding og kiggede på Mirabelle, stadig med et eftertænksomt og meget alvorligt udtryk. "Jeg forstår at der naturligvis har været konflikt siden handelsaftalerne ikke har været store med Nordlandet. Jeg vil ikke bortforklare hvad der er sket, ej heller benægte det. Jeg selv har ikke haft meget med Nordfolket at gøre i min tid her." han lænede sig frem igen og rømmede sig. "Jeg har brug for at høre hvad deres ledere selv siger og hvad deres løsning på dette problem kunne være, uden at det ender i krig. Jeg vil foreslå at et parti af krigere, Dem selv deriblandt, og en Ridder drager til Norden, fredeligt og uden at fremstå som en trussel. Tal med deres ledere, og ønsker de at tale med mig personligt må vi finde en løsning på det" bekendtgjorde han alvorligt og ventede på hendes reaktion.

Mirabelle sad nervøst og kiggede på Baldwin som han fordøjede informationen. Det var begærnset hvad hun kunne sige, når hun ikke selv var en del af modstanden, men visse ting lærte man trods alt oppe i Norden. Der var altid nogen ting der blev hvisket i krogene. Det var nok også derfor at hun var så bange for hans svar, men et lettet suk gik i gennem hende som hun hørte hans beslutning på hvad der skulle ske. 
"Det ville være mig en ære, sir!" sagde hun og rettede sig lidt ekstra op i sit sæde og kiggede med et beslutsom blik på Baldwin. "Jeg er klar til at tage afsted så snart vi har samlet en gruppe," indrømmede hun. Det var tyeligt at hun gerne ville skynde sig med det her. Der var ingen tid til at vente.

Baldwin smilede roligt til hende, med en hvis tilfredshed i sine øjne over at hun var hurtig til at tage imod denne opgave. Hun var nærmest ivrig efter at rejse sig og komme afsted med det samme. Det var sådan han ønskede at hans krigere var! Tro og parate til at arbejde for en løsning. "Det glæder mig. Nogen de kan foreslå som bedre parti at tage med til Norden end andre?" han var åben for tilbud om hvem der ville være ideele. Han vidste at det skulle være nogen der kunne stå imod kulden og samtidigmed også udvidste den rigtige respekt for Nordens folk. En kriger der var lidt for hurtig til at trække sit sværd ville være katestrofal at sende afsted.

Mirabelle sad lidt og overvejede om der var nogen hun kunne give af forslag, men der var ikke umiddelbart nogen der stak ud. ”Der må jeg desværre sige nej, men jeg er sikker på at De har en god dømmekraft omkring dette,” sagde hun respektfuldt, nu når hun alligevel ikke kunne være til meget hjælp på det område. For hun kunne også godt regne ud af at de ikke kunne tage nogle overilet personer med, og heller ikke nogen der ikke satte Nordens ønsker højt. Det var svært at finde nogen med disse kvaliteter.

Baldwin kiggede eftertænksomt på hende. Der var selvfølgelig en risiko ved at sende end med et agenda op til stedet. Han foretrak at holde krigerne der foretog aftaler, til at være neutrale omkring emnet. Respektfulde, eftertænksomme, men ellers relativt neutrale. Nogen der gjorde som Lysets styrker havde i hensigt, men også satte andres ønsker og fortælling ind i deres overvejelser uden at komplet vælge deres side. Baldwin tog en dyb indånding og lod de ravgule øjne undersøge Mirabelle. ”Jeg finder nogen til at ledsage Dem snarest muligt.” bekendtgjorde han. Nogen der var mere afsidige fra det hele en Mirabelle hvis familie boede i Nordens område. Han skulle tænke sig om, muligvis arbejde over tid indtil de perfekte meldte sig. Han havde allerede en ridder i tankerne, men de skulle mere end to afsted. ”Hvis ikke De har andet, må De gerne gå” både for hendes egen skyld, såfremt hun havde andet at foretage sig, men også så han kunne komme i gang med forberedelserne.

Mirabelle nikkede, som hun blev afskedigede og rejste sig op. "Det var alt, sir. Jeg venter spændt på Deres afgørelse," sagde hun og bukkede let foran ham, før at hun begyndte at gå med faste skridt over til døren.
Hun var forventningsfuld om dette. Det skulle nok alt sammen gå godt, og i det mindste ville de for en gangs skyld lytte til hvad Norden havde at sige. Forhåbentlig ville de så føle sig mindre overset, for lige nu ar de ikke glade. Det vidste hun.
Hun nåede døren og kiggede en sidste gang på generalen, og nikkede kort, før at hun forsvandt ud af døren, og lukkede den pænt efter sig. Hun havde stadig noget ekstra energi i sig, så hun styrede ned mod træningspladsen. Lidt træning ville gøre sig godt. 

//Out

Baldwin rejste sig høfligt som Mirabelle gjorde det samme, og gav et ganske let buk retur. Han var vant til at udvise sin respekt, og selvom han var overordnet rent rangmæssigt var det stadig vigtigt for ham at udvise sin respekt for sine krigere, når tiden var til det. ”Og De skal få besked” svarede han tilbage. Han så roligt efter hende som hun bevægede sig hen til døren og nikkede ganske let inden han satte sig igen, og døren efter Mirabelle lukkede sig i. Baldwin tog derefter en dyb indånding, lænede en albue mod skrivebordet og lod hovedet svagt hvile i hånden. Det skulle gøres med ynde, og respektfyldt. Det sidste han ønskede var en fjende i Norden. Hellere en allieret der havde løsrevet sig end en borgerkrig der truede deres i forvejen skrøbelige situation. Men han kunne ikke tage sådan en afgørelse alene.
Når alt kom til alt, måtte han vente og høre hvad hans udsendinge ville finde frem til, og derefter viderebringe nyheden til Dronningen med henblik på hvad der burde blive gjort.