Fire dage var der gået siden hun sidst havde været i Dragorn. Hun havde haft fritid fra sit arbejde, men alligevel lå det ikke til hende, at forsvinde på denne måde i fire dage. Hun var ikke sådan normalt, men efter alt hvad der var sket på det seneste i Dragorn, hvem var så overhovedet det? Det var hårdt at skulle lege mor for både sin lillesøster og sin egen mor, samtidig med at man var i sorg over tabet af sin fader. Dét, samt den indre uro og vrede, og hvordan hun stadig ikke var i stand til at træde hen til sin personlige smedje, fordi hun hver gang så sin far der. I en pøl af sit eget blod. Hun huskede det stadig som var det i går, hvordan de havde dræbt ham og efterladt ham liggende dér, flere dage efter. De var bare ligeglade. Ligeglade psykopater, som Herja kun ønskede én ting for: En grufuld død for deres handlinger.

Så var det sgu intet under, at hun havde besluttet sig for, at forlade Dragorn for at tage ud på den nærmeste lille kro i norden for at drikke for sig selv. Hun havde bare ikke lige forventet at rende i problemer på hjemvejen, der nu havde resulteret i, at hun trådte inden for Dragorns porte med et snitsår i både ansigtet og halsen, et dybt stiksår i siden af maven og venstre skulder, samt en ridset rustning og et skjold der i hvert fald havde ret hårdt brug for reparation. Hun prøvede på at gå som om intet var galt, men vagterne ved porten så med det samme problemet og fik hende eskorteret ned til Dragorns læger, trods en masse protester fra hendes side. Hun gad ikke. Hun var stadig lige så ilter som da hun havde slåsset med ham. Manden med de sorte horn, der nu lå i sneen, hvor hun havde efterladt ham. Det første der skete da hun kom ind til healerne var, at de begyndte at tage hendes rustning af for at kunne komme til sårene inden under. Igen med sammenbidte protester fra Herja, der ikke gad al den puslen rundt. "Jeg er ikke en porcelænsdukke. Jeg kan godt selv tage den skide rustning af!" for at understrege sin mening havde hun lagt sin økse rimelig hårdt på det bord som de var i gang med at stille rustningsdele på. Handlingen gjorde hamrendes ondt, men hun var vred og gad dem ikke.

Tiderne havde ikke været de samme siden mørket havde angrebet. Selvom dværgene var begyndt at finde sig til rette og få styr på deres indre struktur igen, var smerten stadig et frisk sår der blussede op ved ganske få indtryk. Guinevere mærkede smerten blusse frem i ryggen hvis hun nærmede sig området hvor mørket havde tortureret hende. Holdt hende på en åben plads som et cirkusdyr som de skulle se hvor meget smerte det kunne holde til. Smedjen der før havde været hendes fristed bar stadig præg af slavearbejde og arbejderne så ikke lige så munter ud som før. I stedet havde hun mere eller mindre begravet sig i arbejde konstant. En forsvarsmekanisme der gjorde at hun intet fik bearbejdet, men hun kunne heller ikke bare stoppe. Hun havde et folk der behøvede hende.

Guinevere havde derfor ikke lagt megen vægt på hvor Herja befandt sig. Dværgekvinden der var blevet sat ind som hendes livvagt, og ganske velkommen. Guinevere havde ikke altid lyst til at vandre alene og siden der altid var sket angreb hver gang hun havde forladt Dragorn var det også ganske fornuftigt.
Guinevere gned sig træt i øjet da døren blev åbnet med et ryk. Hun hoppede forskrækket og stirrede vildredet på dværgen. "Det er Herja.." mere var egentlig ikke nødvendigt at sige.

Guinevere var gået direkte ned til healerne med så lange skridt en dværg kunne mønstre. Hun var iklædt en simpel blå kjole og kunne nemt gå for at være en civil, siden hun ikke bar smykker eller havde håret sat i andet end en enkelt lang fletning ned af ryggen. Hun nåede frem til rummet hurtigt og præcist. Herjas arrige stemme var ikke til at tage fejl af. "Hvad fanden har du lavet?!" Der var ikke så meget vrede i stemmen som der var uro og bekymring, selvom orderne kom hårdt ud.

Midt i alle hendes protester dukkede Guinevere op med et hårdt spørgsmål, der dog langt fra lød vredt. Herja stoppede øjeblikkeligt sine protester, og stod rank, til én af healerne spændte op for hendes brystplade, hvilket gjorde afsindigt ondt i det sår hun havde i siden af maven. Hun stønnede sagte og hendes kropsholdning blev hurtigt mere tung og svajende. Hun havde blødt en del på vejen hertil og det eneste der havde holdt hende gående var vreden, der stadig lyste ud af hendes øjne. Hun stirrede frem for sig, dog endte hun med at give op med sin vrede og satte sig ned på den seng som hun var blevet tildelt med et tungt suk.

"Der var krigere af mørket ikke så langt fra Dragorn, så.. Jeg tog mig af problemet.. Og så kom der et andet problem oven i det problem," mumlede hun tvært, før det gik op for hende, hvem hun talte til. Igen. "Beklager min tone. Det skal ikke ske igen," denne gang var hendes tone mere respektfuld og hun skævede mod Guinevere, før hun var nødt til at stirre ned mod gulvet igen. Det var svært at se på kvinden, som hun havde svigtet, i længere tid af gangen. Det fik blot hendes samvittighed til at bryde endnu mere sammen.

Selvfølgelig valgte hun trods mængden af blod, skader og smerte at rette ryggen når hun så sin overordnede. Guinevere tog en dyb indånding og så hårdt på Herja. Heldigvis gik der ikke lang tid før hun var tvunget til at sætte sig eller havde Guinevere set sig nødsaget til at beordre det. Hun ville nødig nå dertil men mindre det virkelig var nødvendigt.
"Skid hul i tonen. Mørkets krigere i Norden på ny?" for en stund glemte hun at hun ville give Herja plads. Mørkets krigere havde gjort mange dværge uret og Guinevere havde personligt selv et dosin ar på ryggen til at bekræfte hendes påstand.
"Hvad skete der efter?" spurgte hun med en mere bekymret tone og ignorerede blikket som healeren sendte. Guinevere vidste godt at de ville foretrække at klare deres arbejde men der fare på færre indenfor deres egne grænser der kunne true dværge riget igen ville hun vide det! Det var den eneste måde hun kunne gøre noget ved det og måske sørge for at det var fjernet inden det hele eskalerede.

Det var et eller andet sted rart at høre thanens barnebarn være pisse ligeglad med tonen og mere bekymret omkring indholdet. Det var vigtigst, så Herja kunne godt opfange, at Guineveres prioriteter lå på rette sted. Mange ledere ville have været pisse vrede over mangelen på respekt. Tilsyneladende var Guinevere ikke én af dem. "Ja.. Et par stykker, jeg tror ærligt talt bare at de var der fordi de lige havde lyst. De bar ikke udrustning i hvert fald," men deres uniformer var et skrigende "se mig, jeg er en mørkets kriger" lige i ansigtet på de fleste. Hun havde endda set deres amuletter. Det eneste hun kunne komme på var, at de var i norden som dessertører eller at de bare var heroppe fordi nogen skulle gøre det sure arbejde.

"Altså, jeg fik hjælp af en mand," forklarede hun før hun sendte healeren et skarpt blik da han rørte ved såret i hendes skulder, for at gøre det rent før healing. "Men han var ret mærkelig og til sidst angreb han også mig. Det er dér, de sår kommer fra," hun lavede en gestus mod sine sår og et dybt suk fulgte efter. Det var trættende at tænke på. "Jeg tror måske han var en dæmon," hvad skulle han ellers have været? Han havde sorte horn når han havde lyst til at slås.

Guinevere havde aldrig været god til det med edikette og tonen som skulle benyttes grundet hendes fødselsret. Hun følte sig ikke mere værd end sin befolkning, så hvorfor skulle hun forlange at blive tiltalt anderledens end sine meddværge?
Guinevere rynkede brynende og tog sig eftertænksomt til hagen. "Måske - eller også forsøgte de at undgå at blive opdaget for hvad de i virkeligheden var" det var aldrig nemt at vide med mørkets styrker, men rendte de rundt i bjergområdet kunne det ikke være nogen god ting. Om det var for at komme tættere på dværgeriget eller klanerne i Nord var selvfølgelig mere uvidst og noget som Guinevere næppe ville få svar på dette øjeblik.

Mørkets krigere, dæmoner, mænd der først hjalp og derefter angreb selv samme person. Det var gruopvækkende og bekymrende. Guinevere trak en skammel hen til stedet, trods healerens advarende blik. Hun satte sig på den og lod orderne synke ind. "Overlevede han?" ud fra hvad hun vidste var en dæmon ikke nem at dræbe. Det kom naturligvis an på dæmonens alder, men ud fra at æmonen lige havde bidraget til at dræbe mørkets krigere og derefter udarbejdet så meget skade på Herja, kunne han ikke være et ganske ungt knøs der aldrig havde udført mord før.

Herja trak lidt på skuldrene ved Guins udsagn omkring krigerne - og ømmede sig let ved handlingen - før hun nikkede afmålt. "Måske. Men hvad end det var det de havde i tankerne, droppede de det i hvert fald da jeg konfronterede dem," røg det ud af munden på hende. Det havde været rigtig usmart af hende til at begynde med, hun burde bare været taget direkte tilbage til Dragorn, fortalt hvad der var sket og så være kommet tilbage med forstærkninger. Men det var ikke disse krigere der havde givet hende de lidt alvorlige skader.

"Han ville ikke stoppe.. Jeg var nødt til at dræbe ham.." svarede hun uden tøven på Guins spørgsmål, tagende sig let til ansigtet. "Han havde meget farlige magiske evner. Jeg tror faktisk ikke, jeg ville have kunnet tage ham hvis jeg ikke havde haft mit skjold med," uden skjoldet, ville alle de ti skygger have smadret sig vej gennem hendes rustning ind i kroppen, og det havde været hende, der havde ligget død derude i sneen. Hun skævede hen mod sit skjold med et nært-kærligt blik. Var det noget, Herja holdt af, så var det de ting hun havde smedet, og lige nu, var det takket være én af de ting, at hun ikke lå død mellem en masse mørkets krigere. Måske skulle hun genoverveje det med sin smedje.

Guinevere sukkede dybt og faldte let sammen på stolen ved siden af briksen som Herja sad på. Hun kiggede på den anden dværg med et undersøgende blik. ”Heldigvis.. ” og forhåbentlig kom de ikke tilbage igen. Om ikke andet ville de være mere på vagt nu hvor de vidste at der skete ting. Guinevere tog sig til hovedet og brummede lavmælt. Drab, mord, sår og blod. Var der virkelig ikke andet i disse bjerge efterhånden?! Efter mørkets overtagelse havde alt været så forbandet dystert.

”Han er væk nu.. Forhåbentlig kommer ingen tilbage med nogen former for forstærkning eller noget andet” Lød der træt fra Guinevere som hun løftede hovedet fra at have hvilet i sine hænder. ”Hvordan har du det? Taget alt i betragtning” at blive truet på livet og slippe hjem med store skader. Det kunne ikke være den mest behagelige måde at holde sine fridage på, men det var ikke kun det her hun mente. Nu hun tænkte efter, var der mange ting ved Herja der var ændret som nat og dag efter Dragorns belejring.

Mørket havde eftersigende fået en del andet at se til. Rygterne løb over landet, og plagernes tag havde også bekræftet dette rygte en smule for effektivt. De havde slået sig til dæmonerne og selvom Dragorn endelig var fri igen, havde de lidt under denne tid. Guinevere valgte ikke at huske tilbage på tiden som andet end distancerede minder. Helst dem som ikke omhandlede hende selv. Noget alle efterhånden havde erfaret, eftersom hun børstede det væk som værende fortid er fortid.
Guinevere løftede et øjenbryn. Stædigheden i den anden dværg var let genkendelig og heller ikke spor overraskende. Hun stod fast og var langt mere ukomfortabel ved at vise sårbarhed end Guinevere selv. Noget som dværgekvinden havde haft det svært ved at forstå til at starte med. Hvordan var det muligt at være mere stædig end hende?! ”Du holder stadig fri resten af dagen. Også selvom du har det fint” Guinevere havde ikke brug for at den anden viste svaghed, eller accepterede at hun havde brug for en pause. For det var i sidste ende heldigvis Guinevere der bestemte.

//Lukket grundet alderdom xD