Tråden er til Andy's  Victor

puhaa, denne dag havde virkelig været noget for sig, eller nok ikke alligevel, den mindede alligevel ret meget om alle de andre dage. Det var omkring eftermiddags tid, frokosten havde han klaret, det havde lykkes ham at snuppe et helt brød,  og nogen forskellige frugter. Han havde dog også måtte spurte af sted med det, for ikke at blive fanget. Heldigvis havde han en masse hemmelige gemmesteder som ingen andre havde opdaget endnu.

Dog var det noget tid siden han havde spist frokost, og for nu, gik han blot lidt rundt og kiggede på forskellige boder ,han fik til råb og folk var ikke ligefrem særlig søde ved ham. Han blev skubbet til og når han væltede trådte folk på ham, nogen tillod sig ind imellem at sparke ham.
 
Han valgte at forlade selve markedsplads delen hvor alle boderne var og endte et sted hvor ofte ridder og byvagter tøjlede deres heste, hvis de ikke skulle ridde på dem lige i dette øjeblik. Anthon smilede for sig selv, som han så hestene han havde altid drømt om at prøve at ridde på sådan, det havde endnu ike lykkes ham at få fat på en hest uden vidner, og det skulle helst være uden, men der var hele tiden folk som kiggede og især hvis nogen havde fået øje på at det var Anthon der var der.

Han smilede det så dog indtil videre ikke ud til at der nogen, han fik øje på en hest, som han ikke lige glemte hvem ejede, det var en af byvagterne, han kendte personen, han viste også at han havde flygtet fra denne byvagt temmelig mange gange, og havde frydet sig over det hver gang

Anthon listede forsigtig hen mod hesten, dog uden at kigge sig ordenligt omkring denne gang, han var bare så opsat på at skulle have fat i den hest, for at gøre byvagten mere sur. Det lykkes at komme hen til den, Hesten vrinskede og gav høj lyd fra sig. " shh rolig, jeg gør dig ikke noget" sagde han stille og forsøgte at nusse den på mulen

Dagen for Victor havde blot været endnu en kedelig dag på arbejdet. Han vidste godt at hvad han gjorde selvfølgelig var for alles bedste, men intet spændende var sket i dag. Han havde patruljeret hele dagen og ikke engang et eneste kro slagsmål var brudt ud. Det mest spændende der ville ske idag var dog lige rundt. Seriøst. Victor kom ridende ned af markedspladsen og som han vende rundt om hjørnet så han det.
For andre folk ville synet der slog Victor måske være kedelig og i særdeles ikke spændende, men Pithan hviskede til Victor og Victor stod af fra sin hest. Og bandt den fast så han vidste præcis hvor den var.

Få meter fra ham gik han hen til boden der havde fanget hans øje og forrest i den lille bod stod en vase. Victor havde ingen ide om hvad det var for en vase, men Pithan havde set den før, for cirka 300 år siden. Hvordan den lille bod havde fået fat i sådan en antikvitet var undrende, men blikket af den kønne vase fik Pithans tænder til at løbe i vand og Victor så den så an på vegne af ånden i ham.
"Hvor meget for denne her vase?" spurgte Victor mens hans fingre interesserede kørte over de pænt indgraverede symboler af dyr og mennesker der dansede sammen under himlens bue. "Den lille tinges-" manden skulle vist lige til at sige en pris. Men Victor stoppede ham ved at gribe om vasen med ordene; "Jeg vil give dig 4 Jade og 3 gamblings sejre på kroen her til aften hvor du kan tjene yderligere blandt hvem som helst." Victor lød kold og lod ikke et eneste blik se mandens reaktion.
Manden var ved at falde over de ord som han ellers til dagligdag ville have brugt til at tjene endnu mere, men prisen Victor var villig til at give var allerede høj og manden så generelt meget forvirret ud.

Den klirrende lyd af mønterne der ramte bordet og håndtrykket hvori Victor bandt mandens sejre med hans mystiske evner blev hurtigt afbrudt som Victor smed Pithan tilbage ind i kroppen. Han havde lagt mærke til at han kort absolut ikke havde været sig selv, men lyden af hesten havde bragt ham tilbage til hans sanser.

Synet slog hurtigt Victor som han så knægten, hvis navn Victor aldrig havde fanget, stod ved hans hest. Hvorfor han gjorde det var undrende for Victor, men han ville da ikke lade en så god mulighed for at endelig fange ham passere forbi. Victors skridt blev hurtigt lette som han prøvede ikke at blive bemærket af knægten før han stod ham tæt ved hesten. "Hvad laver du Knægt?" Victor havde ikke helt set hvad der var sket eller om han havde gjort andet end at røre dens mule. Men chok faktoren ville måske kunne hjælpe med at gøre den hurtige knægt bare en smule langsommere for Victors egen skyld.
Det ville være alt for pinligt endnu en gang at skulle sige til folk at han havde mistet drengen igen.

Det hele virkede alt for nemt, Anthon havde aldrig nogen sinde før, kommet så tæt på en af vagternes heste, eller nogen andres for den sags skyld, folk havde til dens til at advare hinanden når de havde set Anthon. Men det var jo ikke fordi, at han ville gøre hesten noget ondt, han ville bare gerne have en ridde tur.
 
Han stod kort og nussede hesten på mullen, men det virkede ikke til at hesten ville falde til ro, den larmede mere og mere, og folk var begyndte at vende sig for at se hvad der skete. Men anthon lod som ingen ting, måske de ikke kunne kende ham, når han stod med ryggen til dem. Det der gjorde det til et problem, var hvis han var nødtil at flygte, for bag hesten var der en mur, så han havde ikke mulighed for at flygte den vej.
 

Et kort øjeblik, efter han var gået i tankerne om hvordan han skulle flygte hvis det blev nødvendigt, hørte han en stemme, en ret velkendt stemme, det var en af vagterne, han stivnede og vendte sig rundt, mens han bakkede baglæns. ” Ikke noget Sir, jeg synes bare deres hest, var så flot, at jeg lige ville hilse på den” sagde han nervøst, han viste at han var i problemer, og måtte finde en måde at komme ud af dem!, han var jo ikke lige frem en af byens bedste børn. Men alt det han gjorde, gjorde han for at overleve. ” Jeg så deres hest, og ville bare hilse på Sir” sagde han igen, det var tydeligt at se på ham at han var bange.  ” jeg er ikke ude på noget” tilføjede han stille, selvom det ikke var helt sandt, han havde jo været ude på at stjæle hesten, men det behøvede han jo ikke at vide.

Victor anså knægten hvis lugt ikke ligefrem var behagelig for hans næsebor. Han ville inderligt gerne tro på at knægten bare ville ae hans hest men noget fortalte ham inderst inde at drengen måtte have anden intention med at berøre hesten. Dog alligevel valgte han at stole på knægten, om ikke så bare for nu.
Victor skærpede sin øjne og så ned på knægten med sit skulende blik. "Du ved. Jeg skulle helst gerne se dig med tilbage til byvagt kontoret, men." Victor lød ikke sur, bare en smule bedrøvet. "Jeg har vel ingen grundlag for arresten af dig lige nu... Jeg kan vel kun vente og holde øje med dig for nu." konkluderede han og trådte så en smule tættere på hesten som han lagde en hånd på dens side. 

"Stille Silja. Jeg er bare et barn." hviskede Victor kort som hesten da blev mere rolig igen. Victor frygtede ikke at han ville gøre noget ved hesten, for det kunne et barn jo ikke finde på. Selv dæmonernes børn som Victor havde mødt gjorde ikke en tilfældig hest noget, så den her dreng var vel forhåbentligt ikke mere horrible end dem.
"Hesten her er ikke for dig dreng. Tro mig." Victors advarsel kunne knap ses en mening bag. Men som han fjernede sin bløde hånd fra hestens mave kom kort en sort afmærkning som sank ind i huden på den. Victor havde intet med det at gøre, men Pithan havde allerede forbandet hesten her mere end et dusin gange og de sidste brikker var sat i spil. Hestens liv var allerede dystert nok og kun personaen af Victor måtte holde dens humør oppe lige nu.

Den hest havde også været ude for en del tænkte Victor. Den og drengen her havde vel egentligt en meget ensartet historie. Victor havde fundet den syg i en stald og havde taget den til sig. Men alligevel kunne han ikke undgå at fylde den med hans indre mørke. For som hver dag gik brød Pithan mere og mere den illusion der var Victors eksistens.
En skæbne Victor aldrig ønsker sig.

Anthon så på ham, han viste at hvis han begik den mindste fejl, eller lovovertrædelse nu, ville han få store problemer, det var helt sikkert, han så ned i jorden, men sagde ikke noget til ham, til at starte med, han kiggede ned i jorden, og et lumsk smil spredte sig på hans læber, han lagde hovedet på skrå og sagde ” du har ingen beviser på noget som helst” sagde han og smilede. Han  trådte lidt bagud, for at få afstand til ham og Victor, han så han gjorde noget ved hesten, men Anthon viste ikke hvad det var han gjorde, det virkede som om han bare nussede den på maven. ” du kommer aldrig til at tage mig for noget!, jeg er mere snu end dig” sagde han flabet og så på ham.
 
Han havde aldrig sådan rigtig haft samtale med Victor, andet end når han råbte ting til Victor når han stak af. Det var virkelig sjovt, for Anthon viste  at mange af vagterne blev direkte sure og vrede når ham eller en af de andre gade børn stak af fra dem. Anthon var på det punkt forholdvis meget klog, han kendte hver en krog og hver et gemme sted, oki, nogen af de havde flere af vagterne fundet, men Anthon havde stadigvæk en del af sine gemmestedder tilbage for sig selv.
 
At han sagde at Henste der ikke var noget for ham, fik ham til at kigge underligt på ham, ” hvad mener du med det?” spurgte han og så spørgende på ham,  ” du mærkelig” sagde han og rullede kort øjne af ham. ”hvad har du tænkt dig at gøre?, du har ingen beviser på noget som helst.” sagde han og så på ham med et lumsk smil. 
 

Der gik ikke længe før flere havde vendt sig mod dem, en mand kom hastende hen til dem, han kendte den mand, det var en af bagerne, han så mega bange ud. ” Hr byvagt, Hr byvagt”sagde manden forpustet, og pegede på Anthon. ” den knægt, den usle knægt stjæler fra mig dagligt! Han stjæler mit brød og kager” sagde han og prøvede at komme helt hen til Anthon. Manden havde endnu ikke selv haft muligheden for at få fingerne i Anthon.  ” jeg kræver erstatning” sagde han og så på Victor.  Anthon, bakkede baglæns, han skulle væk NU! Men hvordan fanden kom han væk her fra, han turde ikke kravle under hestenes maver, det var for farligt. Det var umuligt at løbe til en af siderne, han havde en hest på hver sin side af sig og en mur bag sig!. ” jeg har intet gjort, jeg kender ham ikke” sagde Anthon panisk.

Victor ville godt kunne snuppe knægten lige nu og lige her. Men drengen havde ret. Han havde ingen beviser på noget som helst lige nu og det gjorde ånden Pithan i ham sur, men Victor smilede tilbage til drengen for at prøve på ikke at virke sur. "Pas nu på dine ord inden du fanger dig selv i et spind." Victors stemme var monoton som det ikke var hans ord, men Pithans der forlod Victors mund. Men da drengen nævnte hesten opstod et ondt smil på læberne af byvagten. Han begyndte at grine lidt for sig selv som drengens ord om at han var mærkelig kun kunne bringe humor til atmosfæren. 
"Jeg prøver at sige til dig at hesten ikke kan lide mennesker."  Victor vidste præcis hvad ord der kom fra ham. Han vidste godt han løg og at hesten faktisk ville dø her til aften. Men det kunne han jo ikke bare sige til drengen. Det ville være forfærdeligt for hans omdømme og for byvagtens også. 

ENDELIG! En mand kom farende op og Victor vende sig for at se hvem det var. Det var en bager som Victor ikke personligt kende men han havde hørt at der var en bager i kvarteret her der var berygtet for at irritere byvagter konstant da han ikke følte at de "tog hans anklager seriøst". Men hans ord ramte hurtigt Victor som vende sig langsomt mod Anthon med ordene. "Du er vel godt nok snu." Victor satte sine hænder stolt på sine hofter og takkede så bageren kort "Herr Bager. Gå til Byvagts kontoret og det vil blive ordnet. Jeg skal nok tage mig af ballademageren her. Ikke også?" Victors spørgsmål var rettet mod Anthon som han så direkte mod ham og overvejede hvilke veje drengen nu ville prøve at løbe gennem for at komme væk.
Victor kende ikke kvarteret her så godt, men under hestene og forbi Victor ville være nogle af de eneste veje for knægten at løbe lige nu. Men ville han virkelig turde løbe forbi Victor der sikkert let ville kunne holde drengen fast. "Vil du gå frivilligt med eller skal vi virkelig til at lege den her leg igen?"  Victor håbede. Gid knægten bare ville lade sig blive fanget, for hvis ikke så var chancen der altid for endnu en fejltagelse i tilfangetagelsen.

Han så på ham, Anthon var måske lidt for modig lige nu, men han var bare så meget i drille humør, nu han endelige stod overfor en vagt der ikke havde, noget som helst på ham. Det var ret fedt. Han havde et smørrede smil på læberne.  ” men så er det jo godt jeg ikke er en edderkop” sagde han og lagde hovedet på skrå. Da han hørte hvad vagten sagde om hans hest. Kunne man tydeligt se panikken og angsten i hans øjne, ikke bare lidt med virkelig meget. Han stod nemlig i mellem to heste, og hvad nu hvis den anden hest heller ikke kunne lide mennesker.
 

Mere nåede han virkelig ikke at tænke på, før denne mand var kommet hen til dem,  Anthon kendte ham, det var oftets ham han stjal fra blandt andet fordi han var så stor at han dårligt kunne løbe, og det gjorde det hele nemmere. ” Jeg mener det virkelig, jeg har aldrig talt med den mand, jeg ved ikke hvad han snakker om” sagde Anthon panisk, han viste han havde store problemer nu! Ikke bare store men VIRKELIG store problemer. Det væreste ved det hele var at han ikkke kunne stikke af fra vagten. Han havde ikke en chance for at komme over den mur der var bag ham, og komme forbi vagten det tvivlede han på at han kunne. ” jeg kræver han bliver straffet!” sagde vagten og så truende på Anthon. ” Okay Sir, jeg går der hen med det samme” sagde manden og forlod stedet, dog med retning mod Byvagts kontoret. ” Jeg har ikke gjortn oget” sagde Anthon, der tydeligt prøvede at finde en vej væk, at kravle under hestene ville han ikke, det kunne blive hans død! Og han havde ingen planer om at skulle dø. han vendte ryggen til vagten og tog de få skridt der var hen til muren, han forsøgte ihærdigt at hoppe op og få fat på kanten at muren, men den var for høj, han vendte sig rundt og så på vagten med ryggen op af muren.

((Inaktivt Emne))