Sted: Ved et mindre torv i Det Centrale Bydistrikt
Tid: Tidlig aften
Vejr: Sommerligt og lyst, kun med få skyer

Der var ikke så mange mennesker på gaden ved denne tid, som de fleste sad hjemme over aftensmaden. Sklar havde allerede spist sammen med Cyrine, der bagefter var forsvundet ud for at lave hvad end hun ville den aften. Normalt blev Sklar hjemme, men vejret havde lokket og han havde kedet sig. Ikke haft lyst til at være alene hjemme. Så efter lidt overvejelse, havde han forladt deres lille grimme hjem og var taget på tur i byen. De havde boet her i en del år efterhånden og han havde ingen problemer med at finde rundt. I dag havde han ikke rigtigt noget mål, men gik lidt rundt på må og få, så på verden med sit barnlige sind.

En sommerfugl lokkede ham ned af en gade og ud af Det Nedre Bydistrikt. Dens farver blafrede i luften og Sklar fulgte fascineret efter. Han selv var klædt i en kortærmet sort kofte og et par lidt løse også sorte bukser, der var en smule for store til ham. På fødderne havde han et par lette støvler. Egentligt ville han hellere gå uden, men det var ikke ret smart inde i byen. Han havde skåret sig og trådte ting op i fødderne flere gange på den måde. Det var bedre ude på landet, hvor folk ikke kastede underlige ting på jorden. Hans sorte, rodede hår var som sædvanligt pyntet med fjer, i dag i forskellige farver. Så selvfølgelig fangede han et par blikke på sin vej, som han uden at se sig for, fulgte efter sommerfuglen. Men ingen sagde noget til det, der var mange sære væsner i hovedstaden.

Endeligt landede sommerfuglen på kanten til et lille springvand, der ikke sprøjtede vand ud, men lod det løbe stille og roligt ud fra et hul i en væg. Det var stort nok til at man kunne vande flere heste på én gang.
Forsigtigt listede Sklar sig nærmere sommerfuglen, der træt vippede med vingerne og ikke tog sig af ham. Til sidst sad han på hug meget tæt på sommerfuglen og betragtede med store øjne de flotte blå farver. Pludseligt faldt en skygge over ham og sommerfuglen lettede. En ærgerlig lyd kom fra ham, inden han vendte blikket mod det, der havde skræmt sommerfuglen væk. Der stod to mænd. Grimme mænd, beskidte og med slidt tøj. Og onde øjne. Skrækken greb straks fat i Sklar, der først frøs. Hvad ville de? Hvorfor så de sådan på ham? Og så tog noget ved ham og han sprang op i et forsøg på at springe i bassinet, hvor en portal hjem åbnede sig med det samme. Men den store mand var hurtigere og greb ham i kraven og trak ham væk. Et forskrækket og skrækslagent lavt skrig kom fra ham, som han mistede fodfæstet og vandet forsvandt fra hans rækkevidde.

"Hva' så, har sådan en særling nogle krystaller, hvar?" Den store mand løftede ham op i kraven, så Sklar var ved at blive kvalt, mens den anden mand, der havde noget tyndt rødt hår, begyndte at røre ved Sklar i søgen efter en pung. Følelsen af mandens hænder på hans krop, fik ham til at vride sig for at komme fri. Hvis der var noget Sklar ikke kunne lide, så var det at blive rørt ved og sammen med den kvælende fornemmelse gik ham i panik. En klynkende lyd kom fra ham, som han forsøgte at få manden til at slippe. Men en pludselig smerte, som den rødhårede slog ham i maven, fik ham til at gå i stå. Helt i stå. Hans arme faldt ned langs hans sider og hans øjne blev tomme, som han hårdt gispede efter vejret, der var blevet slået ud af ham. Nu hang han bare slapt som en kattekilling taget i nakken. Som sædvanligt fik vold og smerte ham bare til at trække sig ind i sig selv og lade ske, hvad der skulle ske. Det var noget, han ikke kunne håndtere. Der var tårer i hans øjne efter smerten og panikken og savnet for Cyrine. Hun skulle redde ham, som hun altid gjorde.

Det var typisk altid når Alix ikke havde en vagt, at ting havde en tendens til at gå galt. Hun var blevet stukket ned for uger siden uden for sin vagt, hun havde gjort en stor, potentiel farlig opdagelse - igen teknisk set uden for sin vagt - og nu skete dette.
Hun var på vej hjem fra en dagsvagt, blot iført sit civile tøj: Dog stadig med en pæn kofte ud over bukser og skjorte samt stadig bevæbnet med sværd og en kniv. Det havde været en lang dag og hun var sådan set parat til at få noget aftensmad og derefter smide sig i seng, derefter sove til dagen efter hvor en ny vagt begyndte. Hun var ikke vant til byvagtens tunge ringbrynje og derfor var det meget rart bare at have tøj på, intet reelt tungt udover våbenbæltet der tyngede let på hendes hofter og de lidt tungestøvler, der alligevel var rare at have på en by som denne, hvor folk smed alverdens ting på gaden. Hun kunne godt huske første dag: Bløde støvler og et alt for stort glasskår. Ikke den bedste kombination når man var vant til at være på et skib, hvor det var vigtigere at have balance samt være hurtig på fødderne. Så var det ærligt talt mere rart at have tungestøvler på.

Det klynk fangede hendes opmærksomhed og da hun gik gennem en gyde til den anden side af nogle huse, så hun godt hvorfor der blev klynket. To store mænd var godt i gang med at behandle en mindre herre komplet respektløst. Ikke i hovedstaden. Det ville Alix ikke være med til. "Hvad? Han har ikke engang nogle krystaller! Hvad er det for nogle lorteknapper, knægt? Svar mig!" de så ud til at blive aggressive, men knægten hang bare slap i den ene mands greb, hivende efter vejret. Alix stirrede kort på scenen foran sig, væmmelsen dyb i hendes væsen over disse to ækle mænd. Hun lagde først en hånd på sit sværd. Tøvede. Da én af mændene, ham der ikke holdt fast i knægten, begyndte at gribe efter sin kniv, løb hun frem og lige ind i ham. Hendes balance holdt hende på benene mens manden faldt og hun skyndte sig at vende sig rundt. Et slag lige i albueleddet på manden der holdt den uskyldige, var nok til at han gav slip med et råb af smerte. "Lad ham være!" Det var dog ikke kun ham der fik smerten af smage for snart dukkede en hvidglødende smerte op i lænden på Alix der med det samme gik i knæ, overrasket og med et mindre udbrud, sammenbidt. Så manden havde alligevel nået at få fat i sin kniv. Satans. Idet han trak den ud rakte hun bagud, tog fat i hans hoved og hamrede ham helt ned i den brostensbelagte jord. Han skulle have rejst sig i stedet for bare at kravle herhen. Men to mod én var stadig en meget farlig kamp, hvilket Alix både vidste, og beklagede en hel del idet et slag fra venstre, direkte ind på hendes kæbe gjorde hende opmærksom på at den første stadig var her. Hvordan hun holdt fodfæstet vidste hun ærligt talt ikke.

Sklar opfattede ikke rigtigt, hvad der skete op sig, som han havde trukket sig til sin egen lille sikre verden inde i sit hoved. Et trick, der var skabt af ren selvbevarelse. Han kunne lukke så meget ned mentalt, at smerte ikke rigtigt nåede ham og andre ubehagelige ting, som folk der råbte og var ubehagelige, ikke rigtigt blev opfattet. Hvornår han havde lært sig selv det, var der ikke svar på. Allerede, da han ankom til børnehjemmet, gjorde han det. Levede det, som han ikke ville snakke med nogen det første lange stykke tid.
Cyrine havde engang spurgt ham, hvor han tog hen, hvilket han havde trukket på skuldrene til og ikke ville svare på. Ikke kunne svare på det. Det var hans lille verden og han kunne ikke beskrive, hvad det gik ud på.

Hans vejrtrækning var stadig lidt besværlig efter slaget i maven og det blev ikke bedre af, at han blev holdt op i kraven. Han var ikke så høj og manden bag ham var efter Sklars opfattelse enorm. Ikke at Sklar altid havde styr på tings størrelse, da hans egen størrelse ofte kom bag på ham, men manden var stor.
Der blev råbt af ham, men hvad der blev sagt, hørte han ikke. Den rødhårede mand havde taget en lille håndfuld knapper ud af hans lomme, men han gjorde ikke noget for at få dem igen, selvom han var glade for dem.Nej, han var bare slap og havde ladet det komme blik falde mod jorden.

Derfor så han ikke den person, der kom flyvende ud af ingenting og væltede den rødhårede man væk fra ham. Selv hvis han havde set det, var det nok ikke rigtigt gået ind på lystavlen. Heller ikke personens angreb på manden, der havde fat i ham. Først da manden slap ham og han som en kludedukke faldt til jorden, begyndte virkeligheden at komme tilbage. Muligheden for flugt var stor og hans krop begyndte at bevæge lidt på sig. Men lyden af folk, der sloges skræmte ham næsten ind i sig selv igen. Indtil tanken om, at han ikke havde ret langt hjem og endda havde en blank overflade ved siden af sig, indfandt sig. Nok gik han i sort, når der var problemer, men flugt-reaktionen var alligevel stor nok til at hive ham ud af sin lille lukkede verden. De store grå øjne blev nærværende og han så op, dog uden at flytte på sig, før han vidste, om der var mulighed for at stikke af uset.

Det han så, var den rødhårede mand der rodede rundt på jorden med blod i ansigtet og en mand, der sloges med den store uhyggelige mand. De var to i mod en og det ville sikkert ikke gå godt for den pæne mand. Sklar var ved at beslutte sig for at stikke af og overlade de to banditter til den fremmede, men noget stoppede ham.
Sklar afskyede vold. Vitterligt. Han kunne normalt end ikke gøre en flue fortræd (og hadede, når Cyrine smækkede dem), men synet af den store beskidte mand med de onde øjne, der slog på den anden mand, som så venlig ud, fik alligevel Sklar til at trække sin lille beskedne kniv og da den store mand alligevel var ved at bakke ind i ham, jog han den i læggen af ham. Hurtigt trak han den til sig igen, da et smertensbrøl lød ud over den lille plads. Overraskelsen over sin egen handling og skrækken var malet i hans ansigt og selvom der var mulighed for at stikke af, gik han i stå og stirrede på manden, der tog sig til benet.

Manden der lå på jorden var stadig ikke helt færdig med at være et problem. Han rodede lige nu rundt dernede, stadig med sin kniv i hånden, så selvom den anden mand lige havde givet Alix en kæberasler der sagde spar to, var manden med kniven stadig den største trussel. Hun skyndte sig at plante sit knæ på mandens håndled og fik med lidt strid revet kniven ud af hånden på ham. Derefter kastede hun den væk, op i springvandet. Uden for rækkevidde. Samtidig lød et brøl af smerte bag hende, og da hun hurtigt vendte sit blik, kunne hun se knægten trække en lille kniv ud af hans ben. Manden havde opmærksomhed på knægten, så Alix kom hurtigt på benene - det gjorde ret ondt i ryggen - og da hun først var på benene, rev hun fat i mandens krave bagfra og hev til. Han var ikke i balance, så han væltede bagover. Hun trådte ud af hans vej og meget klassisk, bestemt ikke overraskende, væltede han lige ned oven på sin ven.

Nu hvor de lå der, trak Alix sit sværd. "Gå med jer. I får den ene chance, ellers må jeg tage loven i hånde," hun trak lidt ud i jakken så hendes byvagtsemblem dukkede op. Dette satte fut i mændene. Selvom de de var flere end hende, så vidste de sgu godt at de ville få problemer med resten af byvagten hvis de forsøgte at gøre mere. Desuden gav hun dem en chance. Hun blev stående foran knægten til de løb og til sidst var uden for synsvidde. Da lukkede hun koften helt og vendte sig mod knægten. "Ramte de dig? Er du okay?" bekymringen lyste ud af hendes øjne. Her var loven fandme lige meget. Hun var mere bekymret for den mand hun lige nu stod foran end om loven blev overholdt. Som hun stillede spørgsmålet, kunne hun ikke undgå en mindre grimasse af smerte mens hun tog sig til det sår der var blevet lavet i hendes lænd.

Den store mand vendte sig langsomt mod Sklar, der som panikken gjorde sit indtog, skubbede sig bagud, og endte med ryggen mod springvandet. Hans rystende hænder holdt kniven op foran ham, men den så ikke specielt skræmmende ud, som den var lille i hans alt for store hænder. Den store mand trådte et skridt frem i mod ham og Sklar sank en klump, klar over, at han nok ville få tæv nu, men inden han kunne nå at lukke af, væltede den store mand bagover, trukket omkuld af den fremmede mand, der trak sit sværd og sagde til dem, at de skulle gå. Et eller andet skræmte de to banditter, der hurtigt kom på benene og hjalp hinanden med hurtigt at forsvinde ned af den gade. Hvad der havde skræmt dem vidste Sklar ikke og heldigvis fik han ikke at se hendes byvagtsmærke, for så var han nok gået endnu mere i panik. For ham var byvagterne monsterene under sengen, selvom han godt vidste, at de skulle forestille at være gode. Men de ville smide sådan en som ham i fængsel, så han aldrig så dagens lys igen! Det sagde Cyrine i hvert fald og når hun sagde det, måtte det være sandt.

Manden vendte sig i mod ham og spurgte, om han var blevet ramt. Sklar var blevet slået i maven, men det var nok kniven, manden snakkede om, så han rystede hurtigt på hovedet. For et øjeblik havde han ikke lyst til at sænke kniven, men den fremmede mand havde trods alt frelst ham. Så han måtte være venlig, måtte han ikke? Langsomt sænkede han hænderne og lod den ene hånd med kniven falde ned langs sin side. 
Med store stadig skræmte øjne så han op på den fremmede. Måske burde han løbe, men for et øjeblik var han bare gået i stå. Selvom det så ud til, at faren var overstået, havde han ikke lyst til at rejse sig og forsøge at komme hjem via gaderne. Banditterne kunne vente på ham bag næste gadehjørne. Nej, det var nok mere smart at lave en portal i vandet og tage hjem den vej. Eller til det sikre sted. Begge dele virkede for Sklar, der dog stadig bare blev siddende. Og det så nok lidt spøjst ud, som han havde trukket benene lidt op, knugede om skæftet på kniven, der næsten mere var passende til en barnehånd, fjernene strittende ud fra håret og det stadig åh så uskyldige udtryk i ansigtet.

Det gjorde virkelig ondt i ryggen. Men Alix var noget mere opmærksom på manden, der agerede lidt lige som en dreng på sit udstråling. Hun satte sig på hug over for ham med et bekymret udtryk i ansigtet. Han så virkelig forskræmt ud, som en lille mus. En lille dreng faktisk. Kniven var i barnestørrelse og hele hans væsen skreg bare langt væk af "Jeg er en dreng, ikke en mand som jeg ser ud til". Hvordan han kunne være sådan vidste Alix ikke helt, men hun kunne vel finde ud af det på et tidspunkt. For nu handlede det bare om at få ham ud af choktilstanden. For han lignede virkelig én der var i chok.
"Har du nogen, du bor med, som jeg måske kan føre dig hen til?" spurgte hun, tålmodigt. Hun skulle lige til at række ud efter ham, men hun lod være. Det kunne være, at han blev forskrækket. En ting væltede dog længere væk og ødelagde den plan fuldstændigt.

Den fremmede satte sig på hug og så bekymret på Sklar, hvis blik stadig fór rundt for at holde øje med, om banditterne kom tilbage. Det tydede ikke på det, men man kunne aldrig vide. Verden var fyldt med onde mennesker med onde intentioner. Normalt ikke noget Sklar spekulerede mere over, men en gang i mellem, som nu, tvang verden ham alligevel til det. Og det gjorde ham bange. Det var meget at håndtere for ham, selvom han altid havde kendt til ondskaben. Mere end så mange andre, selvom han ikke kunne huske det.

Manden stillede ham et spørgsmål med sin lyse stemme, men inden Sklar kunne beslutte sig for, hvad han skulle svare, rungede en høj lyd igennem torvet. De kom tilbage! Uden at tænke over det, handlende i ren panik, åbnede han en portal i vandet bag sig og uden tøven skubbede han sig ind over kanten og igennem portalen, der var stor nok til, at han uden problemer faldt igennem den - og landede på gulvet hjemme i det lille hus. Han regnede ikke med, at Cyrine var hjemme, hun var nok taget ud at drikke, så lige så snart portalen var lukket bag ham, løb han ind og gemte sig i sin seng, rystende af skræk.