Byvagterne og lysets styrker havde altid været rettigligt opdelt men stadig med mulighed for at søge hjælp hos hinanden. Byvagterne holdte sig inden for byens porte og havde ansvaret for at holde ordenen der, samt landevejen og de mindre byer i nærheden - hvilket Baldwin kun kunne sætte pris på fandtes. At skulle strække sine styrker over også at holde freden etableret i Hovedstadens gader, og ikke kun fra indtrængen virkede som en umulig og tidskrævende process at tage sig af. Men det betød ikke at de to styrker skilte sig med en uigennemtrængelig mur.

Baldwin gik af den vante gang gennem gaderne, hilste høfligt på folk i morgensolen og gjorde som han havde gjort siden barnsben, ignorerede de måbende og nogle forbavsede og forargede blikke. Rygterne havde ikke været nævnsomme, men dem kunne han ikke tage sig af. Beboere blomstrede med deres rygtesnak - og så længe han ikke var mistænkt for at være andet end han var, kunne det være ligemeget hvad de snakkede om i hjørnerne. Baldwin åbnede døren til hovedkvarteret og hilste endnu engang på et par byvagter med et smil og hovednik, inden han bevægede sig mod kaptajnens dør. Han bankede høftligt på og ventede til han fik tilladelse til at gå ind før han åbnede døren. "Godmorgen Kaptajn, forstyrre jeg?" spurgte han høfligt og afventende. Baldwin forlangte ikke at folk smed alt hvad de havde i hænderne for at opfylde Generalens behov. Han var kommet uanmeldt og det kunne betyde at tiden ikke var rigtig.

Så mange gode ting var sket siden Kiles Orden var trådt til og havde gjort deres tilstedeværelse som en stor magtfaktor kendt. Mange syge var blevet hjulpet og det havde virkelig set ud som om, at ordenen var her for at gøre både hovedstaden og resten af landet til et fredfyldt sted hvor man kunne regne med hinanden og sikkerheden. Det hele havde dog ændret sig løbende. Stille, men sikkert. Først var der udgangsforbuddet, hvor man skulle have lov til at gå uden for sin dør om natten, kun med ordenens tilladelse.
Og nu, nedbrænding af et Zaladin-tempel. Aethelwulff brød sig ikke om den gud, men det var heller ikke vigtigt. Kiles Orden havde brændt et tempel ned. Her i hovedstaden. Stedet hvor alle burde føle sig sikre og i tryghed! Aethelwulff vidste godt, at det var en illusion, at den nedre bydel ikke var sådan, og at der stadig kunne være tyve og andet ubehageligt på spil inden for disse mure. Men Kile Orden havde ødelagt deres ry i hans øjne. De havde gjort en forfærdelig handling og det gjorde byvagtskaptajnen vred til kernen af hans væsen. Han kunne beskylde sit blod og hvordan det, at dræbe to trolde og miste sit øje til én af dem, samt ende med at få deres blod i sine årer, for sit indre raseri. Men det var ikke sandt. Dette var velbegrundet vrede.

Så da der blev banket på hans dør denne morgen, mens han var i gang med at læse breve og administrere sin byvagt - med en hovedpine uden lige - var han tøvende med at lade vedkommende komme ind. Til sidst lød hans dybe, brummende stemme dog og tak guderne for det. Han ville ikke have følt sig godt tilpas ved at lade den nye general af lysets hær ude.
Han rejste sig øjeblikkeligt, sin højde intimmiderende med de store horn der nu prydede hans hoved, i ren respekt for denne herre. Halvdyr eller ej, manden var general. Det krævede sin del respekt. "Godmorgen, general," han trådte væk fra sit bord og rakte en hånd frem i hilsen til manden. "Jeg ville være høflig - samt lyve - hvis jeg sagde, at det gjorde De ikke. Alt er forstyrrende disse dage, men tag det ikke ilde op. Jeg har tid og vil gerne tale, hvis De ønsker det," byvagtskaptajnen tog sig egentlig ikke helt af, at generalen var dukket op uanmeldt. Der skete i forvejen så meget og han havde svært ved at have styr på alting alligevel.

Baldwin ventede tålmodigt udenfor døren indtil den dybe stemme brummede at han måtte træde ind. Han åbnede døren op til rummet og kunne ikke nå at administrere den overraskede mine der havde fået det til at ligne han hævede et ikke eksisterende øjenbryn. Sidst han havde set Byvagtskamptajnen tæt på havde der ikke været horn til stede. Baldwin rømmede sig led, lukkede døren efter sig og nikkede anerkendende til Aethelwulff med et antræk af et let smil over næbet. "Det er forstående. Disse tider har ikke været af de bedste for nogen af vores arbejde. Især Deres har haft meget at se til, Kaptajn." Svarede han med beklagelse i stemmen. Men han var kommet for at tale om vigtige ting der muligvis kunne have en indvirkning på ligeledes byvagterne.

"Jeg ønsker at tale med Dem, om flere pressende punkter. Byvagterne led store tab især under pestens og magiens udbrud, hvor mange desværre døde for deres pligt. Jeg vil tilbyde dem et samarbejde med Lysets krigere til at assistere hvor behovet er tilstedeværende. Vagter på gaden, patruljer. Hvad end De skulle have brug for er De velkommen til at kontakte mig og jeg skal se hvad jeg kan gøre for at hjælpe" Baldwin ville starte med det emne han havde haft i tankerne længe. Det var ikke retfærdigt at byvagternes ressourcer blev spredt ud over for mange opgaver og eventuelt satte deres egne i fare. Hæren havde naturligvis også brug for sine styrker, men så længe de ikke var i åben krig - og kriminelle stadig havde et fæsne i gaderne, så Baldwin ingen problemer i samarbejdet, hvis Aethelwulff ønskede det. "Krigerne vil være under Deres komando så længe de er sat til at bidrage med opgaver de vil kunne benyttes til" bekærftede han som en ekstra detalje. Baldwin ønskede ikke at blande sig i hvordan Kaptajnen styrede sine byvagter, for han havde intet haft at beklage sig over indtil videre - og han havde rigeligt på sin egen tallerken.

"Næste punkt der presser sig på i mit sind.. Er hvad Kiles orden har gjort den sidste tid. Jeg formoder at De er bekendt med antændelsen af Zaladins temple?" der var en gemt vrede i hans stemme, der blev holdt så neutralt og professionel som muligt. Men selv den bedste diplomat kunne ikke holde alle følelsesudtryk tilbage.

Allerede nu kom der nye boller på suppen. Kort efter de forstående ord fra General Baldwin kom han til sagen. Han havde en forståelse for byvagtens mangel på ressourcer som ingen anden, og Aethelwulff kunne kun nikke anerkendende. Han bukkede let sit hoved af ren og skær respekt som han havde fået i løbet af få ord fra den nyslåede general. 
"Ord kan ikke udtrykke den glæde De giver mig ved at give denne hjælp. Modtag min taknemmelighed. Jeg ved ikke om jeg kan give noget til gengæld for denne gestus," for ærligt talt vidste han det ikke. Ud over at love sine mænd en anden god gang eller at love generalen sin egen personlige hjælp. Han var en meget dygtig kriger og var ganske kompetent til det meste der handlede om kamp og at lede folk.

Hans glæde falmede det øjeblik generalen nævnte Zaladin templet. Han gned sig med det samme på næseryggen og satte sig ned. "Sæt Dem endelig, general," han fyldte sit eget krus med øl og tog en mindre tår i forhold til hvor meget han egentlig kunne have drukket. Det var ikke ligefrem høfligt at sidde og drikke i vildskab foran en general. Han fyldte endnu et krus og lod det stå foran Baldwin, så kunne han selv tage af det hvis han havde lyst. "Jeg sendte forstærkninger for at hjælpe. Jeg har hørt mange rapporter omkring episoden.. Og det huer mig ikke det mindste. Jeg synes Kiles Orden er begyndt at blive for... Meget," Aethelwulff var ikke kendt for at pakke sine ord ind og selv her, hvor generalen stod foran ham og der teknisk set var et krav på etikette, af ren og skær kotume, kunne han stadig ikke holde sin store kæft lukket. "Hvad mener De? Hvad bør gøres ved dette?"

Baldwins ord blev modtaget med positiv indstilling, noget han kun kunne være glad og begejstret for selv. Nogen var for stolte til at tage imod hjælpen der blev dem tilbudt, eller så det som en måde at indblande sig i deres måde at håndtere deres styrker. Han smilede og bukkede hovedet i respekt for den anden ligeledes. "Det eneste jeg ønsker fra Dem, er det De altid har gjort. Arbejde hårdt på at holde byen og dens befolkning sikker og trygge. Mere vil jeg ikke forlange" Baldwin vidste hvor vigtigt det var at holde styr på det der foregik inde bag murene som det var at sikre sig at murerne ikke faldte sammen udefra. Det var en hårdfin balance, og Generalen satte stor pris på at byen havde en kaptajn der tog den opgave dybt seriøst.

Baldwin bukkede hovedet som tak, trak stolen ud og satte sig overfor Aethelwulff. Det var desværre et beklageligt emne at bevæge sig ind på, men det tryggede i Baldwins sind, og hans indre frygt var vokset. Han ville ikke kunne dele alt, men hans egentlige bekymring lå på Dronnings ve og vel. Hun havde overladt sin kommando til Kiles ypperstepræst, og hun var ikke til at komme i kontakt med. Men alt dette kunne han ikke fortælle videre. Han betvivlede ikke Aethelwulffs evne til at holde tæt med disse oplysninger, men hvis det alligevel slap ud at dronnings kræfter var dalene. Hvad ville det ikke sætte gang i, i byen? En by der i forvejen var utilfredse. "Og jeg modtog dem med glæde på stedet." svarede han og nikkede til den anden. "Jeg indviges ikke i deres planer for fremtiden. Leoric... Ypperstepræsten" rettede han sig selv og tog en dyb indånding. "Ypperstepræsten søger ikke tilråd fra andre end sine egne. Efter han blev gjort til Dronnings talsmand behøver han ikke længere tilladelse." han strøg forbi Dronnings helbred helt med vilje og fokuseret på det han havde sværest ved at forholde sig til. Magten Kiles orden havde modtaget.
"Vi kan intet gøre direkte. Vi kan ikke forbyde at brænde mere ned, eller opsætte nye regler oven i udgangsforbudet. Men vi kan forberede os. Eksempelvis ved at være forberedt skulle han vælge at brænde flere bygninger ned uventet." der var en dysterhed over Baldwins stemme og man kunne både se og mærke at det tyngede ham. Han vidste inderst inde ikke hvad han kunne gøre for at stoppe den mand i sine gerninger. Andet end forsøge at få audience ved dronning, uden at nogen fra kiles orden var til stede. Noget nært en umulighed.

Athelwulff nikkede anerkendende. Denne nye general havde en lovende fremtid for sig, og Aethelwulff havde efterhånden besluttet sig for, at han ville hjælpe med at gøre denne fremtid så god som muligt. Mænd som Baldwin og ham selv, var ofte mål for folk der ikke ønskede at loven blev opretholdt. Aethelwulff var udmærket klar over dette, især efter at han havde gjort byvagten til meget mere end hvad den havde været før i tiden. Nu var de fleste mænd skarpe og klare på det værste, men der var mange derude, der ikke brød sig det mindste om det. Aethelwulff havde faktisk allerede overlevet op til flere mordforsøg grundet dette. Men nu var det jo også relativt svært at dræbe en mand med troldeblod i årerne. "Og det vil jeg selvfølgelig også gøre, med de ressourcer jeg har tilgængelige," han nikkede igen.

"Jeg forstår stadig ikke hvordan Lysets Dronning, en så stærk karakter, kan have valgt at gøre en præst af Kile til sin talsmand," der måtte være sket et eller andet, hvad vidste han ikke, og lige nu var deres situation for farlig til at gøre så meget ved det. Meget kunne gå galt. "De har et forslag, kan jeg fornemme. Lad mig høre. Jeg vil gøre hvad som helst for at undgå flere brændende bygninger og øget risiko for dødsfald," det tyngede også Aethelwulff, at dette skulle ske. Hver gang hovedstaden var på vej på benene igen, var det som om at der skulle ske endnu flere dårlige ting. Det var som om, at stedet var forbandet. Måtte hovedstadens indbyggere ikke have, bare et par måneders ro og fred? Det var uacceptabelt!

At sidde i en høj position var direkte livsfarligt i mange tilfælde. Baldwin havde på den korte tid han havde holdt posten som General erfaret at han altid var til offentlig skue. Rygterne om hans udseende var så nemme at genkende ham på, at ligemeget hvor han befandt sig, selv i civil, vidste de hvem han var. Et mål som nogen ville ønske at tage ned, for at opretholde deres egen hverdag der gik i konflik med loven eller som han på anden måde udfordrede. Det samme måtte gælde byvagtskaptajnen. Baldwin nikkede til ham - han havde heller ikke forventet andre svar end dette.

Baldwin så ned i bordet med let bøjet hovede. Han forstod heller ikke at dronningen kunne vælge en så tvivlsom karakter som kiles ypperstepræst som sin personlige talsmand. Det lugtede, men han ville ikke modsige sig sin dronnings ord. Hans tanker i sig selv var vanærende for sin post og sin troskab. At sætte spørgsmålstegn til hendes beslutninger var ikke noget han ville lufte med alle og enhver. "Desperate tider kræver desperate valg" var det eneste svar han kom med, og hans toneleje indikerede at han vidste mere, at han følte mere og emnet, men ikke ville eller kunne uddybe det. Mest at han ikke ville. Han måtte selv kontakte dronningen hvis tingene tog mere overhånd end det i forvejen havde.
"Det vil være forkert at spionere på præsterne, selvom en del af mit indre ønsker at gøre det.. Men vi kan forhåbentlig forberede os gennem andre men. Hvis deres våben er at brænde templer eller bygninger generelt, må vi sørge for at have en vogn med vandressourcer. Nem at fragte og står til rådighed. Et hold af enkelte vagter, om det er mine eller deres, er underordnet, men de skal have styr på vognen, udstyret og hvordan vandet nemmest kan benyttes. Jeg vil foreslå vandmanipulatorer" et hold der hurtigt kunne nå frem til områdete og forhindre at brand ville blive en del af hovedstadens hverdag. At folk ville føle sig trygge ved at vide, at skulle branden bryde ud i deres hjem, ville de hurtigt kunne blive slukket - at vise befolkningen at byvagterne såvel som krigerne stadig var på deres side og til for at hjælpe den almene befolkning. På de bedste måder mulige.

Det var tydeligt, at generalen vidste mere om emnet end han fortalte, men Aethelwulff ville ikke grave videre i det. Hvis Balwin ikke ønskede at fortælle mere, så respekterede han det. Aethelwulff var i forvejen ikke meget for politik og bare det, at han i sin tid havde været med til at træffe et valg om hvorvidt dæmonblod skulle bruges til at kurere folk for en ekstremt dødelig pest var ærligt talt nok for ham. Dog ville han stadig gøre alt hvad hans station som kaptajn bød ham at gøre. Om det så var politik eller ledelsen af en masse mænd, der ønskede at holde byerne sikre var irrelevant. Så længe arbejdet blev gjort, så var det godt nok i hans hoved. Og han ville ikke fejle. Han ville vise, at han kunne holde sin byvagt stolt og stærk! Og han ville kæmpe for dette til sit sidste åndedræt, for han var sgu stolt over de mænd han havde fået trænet. Han var pavestolt og hver gang en vagt måtte lade livet, var det som et personligt slag til maven for den store mand. Enig. Og vi er stadig i desperate tider, selvom mange nægter at indrømme det,” lød det blot fra ham mens han gned sig let om hagen.
Baldwins konkrete forslag fik med det samme sat tankerne i gang for Aethelwulff og han kom frem til et vigtigt element der også kunne hjælpe rigtig meget i denne sag. Han vidste dette, fordi han selv var én af dem: folk der var i stand til at manipulere ild kunne også hjælpe rigtig meget.

”Det lyder som en fantastisk idé! Jeg vil finde ud af hvilke af mine mænd der er i stand til at manipulere vand omgående. Dog én ting mere. Jeg er selv i stand til at manipulere ild. Hvis vi kan kvæle ilden førend tyer til vand, kan det også være en brugbar metode?” Kaptajnen så afventende mod Baldwin, mens han så småt begyndte at tage papirer frem på sine underordnede. Alt omkring hver byvagt stod skrevet her, og det var umiddelbart den nemmeste måde at finde frem til de magibrugere, som der var behov for.

Selvfølgelig ville befolkningen helst tro at de desperate forfærdelige mørke tider var lagt bag dem, nu magien var tilbage og landet igen begyndte at vise en mere frodig form. Men det var langt fra sandheden. Ingen kunne regne med at jorden gennemgik tørke og derefter stærk mørke uden at tage skade. Ingen marker gav nær så mange afgrøder, kvæg var dalet drastisk i antal og selv de vilde dyr var sparsomme at kunne jage i megen af tiden. Det land der nok i sidste ende havde lidt mindst var Norden, og det sted var i forvejen goldt på mange områder. En ting der hjalp, skulle man se den dystre sandhed, var at antallet af munde også var dalet. Dyster tanke, men Baldwin havde desværre tænkt den et par gange. Ørnen svarede ikke på ordrerne men nikkede blot i enighed. Men der var lys for enden af tunnelen. Det måtte han sætte sin lid til.

Baldwin lyste en smule mere op og fik et let overrasket glimt i øjnende. ”Det vidste jeg ikke. Elementmagi er ikke noget jeg har megen kundskab til for at være helt ærlig” svarede han fuldstændig ærligt. Han kendte sine egne og den magi krigerne hver især blev givet. ”Men enhver der kan hjælpe, med at forhindre brande. Jeg tror endda at jordmanipulatorer kan. Kvæle ilden med jord?” nu vi var ved elementerne. Han havde ikke megen kendskab, og håbede bestemt at Aethelwulff havde mere viden derinde for. Det var trods alt byvagterne der havde været mest effektive til at få stoppet brandene da krigen stilnede af dengang.

/afsluttet