Nordlandet. Ikke just et sted Kaliyah brød sig om at være, og derfor kkunne man måske undre sig over hvordan hun var havnet heroppe. Det var lidt af et uheld.... og lidt af en kidnapning. Kaliyah var måske kommet lidt for tæt på nogle vogne. Ryuu havde så fint siddet og prøvet at få hende til at stjæle noget fra vognene, men da hun havde været lidt imod det, var hun kun kommet nærmere på vognene. Det næste hun hukser er at der var utrolig koldt, og hun lå i total mørke og var bag bundet. Åbenbart havde det lykkedes dem at slå hende ned to gange for selv Ryuu var stille i hendes hoved. Så de måtte have gjort noget.
Hvis det havde været lysere ville hun have kunne se sin ånde foran sig, men det var måske meget godt at hun ikke var klar over hvor koldt det. En ting var dog sikkert. Det her var ikke Midtkrystallandets varme, og slet ikke Rubiniens varme, og hvis det ikke var for den magiske ild i hende, følte hun at hun allerede ville have været en istap.

Selvom hun var bagbundet, havde de kun gjort det med reb, og det tog hende ikke lang tid før hun fik brændt hul på snoren og kunne flå klædet i hendes mund ud. Derefter begyndte hun at binde rebene om hendes ben op. De havde gjort det meget omhyggeligt, men hvad havde de forventet da de kidnappede en der så ud som hende? Især fordi det ikke gav mening at de slæbte hende med herop. Det ville da være bedre at tage hende med til Rubinien og sælge hende der. Hun rystede på hovedet, og da vognen stadig kørt, kravlede hun hen til åbningen af vognen. Det var bedre at komme væk nu når hun havde chancen, og da det ikke så ud til at nogen red bag ved vognen - endnu engang var de nogle idioter - så hoppede hun ud af vognen og stak af. Mændene anede ikke bedre før de udentvivl ville stoppe.

Desværre var kulden endnu værre nu når hun var udenfor. Hun var uden mad og uden ordentlig påklædning og gik langs en meget tynd vej, som hun ikke anede hvor ledte hen, men hun håbede det var sydpå eller til en by. Hun prøvede på at varme sig selv ved at tænde lidt ild i sine hænder, men selv det kunne ikke drive kulden væk fra hende.

Drakhans lejr i Nordlandet var ikke særligt imponerende. Han havde rejst et lille telt, som han havde købt hos en jæger, og han havde fyldt det med de få ejendele, han havde taget med fra Rubinien, samt en større mængde skind og tæpper i et håbløst forsøg på at holde kulden uden. Mange nætter drømte han om Rubiniens varme sand .. eller bare et varmt bad, men hver morgen vågnede han til Nordlandets ensomme tundralandskab.
Foran teltet havde han anrettet et lille ildsted samt et lille lager af brænde. Der var også en arbejdsplads, hvor han forsøgte sig med at lave simple redskaber og fælder - noget der ofte krævede mere tålmodighed, end han besad. Dog vendte han altid tilbage til arbejdet, når tiden gik, og han fandt ud af, at han alligevel ikke havde noget mere fornuftigt at lave.

Han ville aldrig indrømme det over for sig selv, men det han mest af alt savnede efter de mange kolde måneder i Norden, var kontakt til omverden. Han, som ellers hadede mennesker og deres tåbelige, ligegyldige problemer, længdes nu efter at høre et andet væsen tale. Men herude var kun ensomheden og kulden.

Det var sidst på eftermiddagen og han havde tændt ild i bålet, selv om mørket endnu ikke var faldet på. Han trængte til den varme, ilden gav, men da han kiggede ud mod horisonten opfangede han et andet glimt af ild samt bevægelsen fra en skikkelse, der kom gående. Var det en af de lokale jægere? Det lignede det ikke - måden den bevægede sig på samt dens påklædning var anderledes.
En isnende fornemmelse bredte sig i hans krop på trods af varmen fra bålet, og han greb ud efter det nærmeste, primitive jagtspyd. Havde hans fjender endelig fundet ham?

Det var isnende koldt, og Kaliyah var sikker på at hun ville fryse ihjel, hvis hun ikke snart fandt et sted at varme sig ordentlig. Bare et ordentlig bål ville være rart at komme i nærheden af, men ikke mange havde tændt bål endnu. Det var midt på dagen, og mørket var ikke at se endnu. HUn kunne virkelig ikke forstå at nogen ville leve heroppe, og Ryuu, der var begyndt at give tegn fra sig, måtte irriteret indrømmet. De var begge i allerhøjeste grad, varmblodet.
Da Kaliyah endelig fik øje på en flamme i horisonten, flyttede hun benene lidt hurtigere. HUn ville have foretrukket at flyve, men hendes vinger var stivfrosne, og hun kunne end ikke få sin hale til at løfte sig, så den ikke slæbte sig afsted i sneen. Lige nu kunne hun ikke lade vær med at tænke at sidde ved et bål ville være rart. Ilden i hendes hænder brændte stadig, selvom den så ud til at kunne gå ud i hvert sekund. Det var svært.

Hun var endelig ved at komme nær til at hun kunne se det der lignede en mand. Højst sandsynligt en mand fra Nordlandet, siden det var der de var. Hvis hun da selv skulle bedømme det. Han så dog ud til at være noget på vagt overfor hende. Ikke at hun kunne beskylde ham for det.
"Undskyld mig, men er der nogen chance for at jeg kan varme mig på dit bål," kom det Kaliyah i en rystende stemme. HUn prøvede at tale højt, så han kunne høre hende, uden at gå for tæt på. Han virkede en smule aggressiv med sit spyd, men hellere spørge end at forsætte med at gå rundt og fryse.
"Tror du virkelig at han giver os lov til at varme os her. Han er sikkert for primitiv til at forstå dine ord," kom det surt fra Ryuu.
"Kan du tie stille. Der er intet der tyder på at folk heroppe ikke kan tale krystallisiansk," tænkte Kaliyah tilbage, og prøvede på ikke at vise i hendes ansigt, at hun lige nu havde en mental diskussion igang med et andet sind i hendes hoved.

Med smalle, sammenknebne øjne betragtede han kvindeskikkelsen, idet hun kom nærmere. Hun var tydeligvis ikke klædt på til at opholde sig i Nordlandet, og hun så ud til at fryse værre end Drakhan plejede at gøre. Han bestemte sig for, at hun måtte være en form for sydlænding, men hvad hun foretog sig her, kunne han ikke begribe.
Selv om han i sit stille sind havde afgjort, at hun ikke umiddelbart lignede en trussel, gav hans hænder ikke slip på jagtspydet. Paranoiaet der havde fået ham til at opgive alt og flygte nordpå hærgede stadig hans tanker, og han kunne ikke lade være med at overveje, om hun var en form for spion. Når hun kom tættere på, ville han forsøge at læse hendes tanker og finde ud af det.

Hun rystede synligt, da hun kom hen til bålet. Drakhan betragtede hende med sine kølige øjne uden at gjorde mine til at invitere hende tættere på - at hun tydeligt var påvirket af kulden var ikke nok til at få medlidenheden frem i ham. Enhver fornuftig person frøs røven ud af bukserne her nordpå - det var kun de indfødte, der så ud til at kunne klare mosten. Drakhan var ikke en af dem.

I stedet for at besvare hendes spørgsmål med det samme, rakte han ganske forsigtigt ud med sindet for at opsnappe hendes tanker. Udtrykket i hans ansigt ændrede sig til mild forskrækkelse og uforståenhed, idet en dyb mandestemme kunne høres blandt hendes tanker. En kvindestemme, som han gik ud fra, måtte være hendes egen svarede.
Hårdt knugende om spydskaftet trådte han frem, pegende spidsen mod hendes ansigt. "Hvad.. er du?" Hvæsede han. Var hun besat af en form for ånd? I alle de år, han havde læst folks sind, havde han aldrig stødt på noget lignende. Det gjorde ham urolig .. nærmest skræmte ham.

Kaliyah var vant til blikkene. Hun var vant til at ligne et misforster eller en dæmon for andre. De store flotte vinger, som lige nu var lagt tæt ind til hendes krop, og den lange hale, gjorde bare at hun ikke mindede om et menneske længere. Hun så det dog stadig som en succes når folk ikke angreb hende lige med det samme, selvom hun vældigt gerne ville tættere på bålet lige nu, men hun måtte værne sig med tålmodighed, mens hun forsat prøvede at varme sig selv op, ved at holde en flamme kørerende i sine hænder.

”Jeg øøhmm..” kom det meget usikkert til at starte med fra hende, og Ryuu var da ikke bleg for at nævne hvor dårlig ide det var at fortælle en fremmede det. ”Du ved hvordan de reagerer, hvis de overhoved gider at lytte til historien. Du er en vanskabning! Du hører ikke til i denne her verden,” kom de hårde ord fra Ryuu i hendes hoved.
”Undskyld mig, vi er en vanskabning! Desuden, hvad skal jeg ellers fortælle ham? Dæmoner er ikke ligefrem særlig populære heller, og de færreste tror på at jeg er halvdyr, når jeg prøver at spise dem af med den forklaring,” svarede Kaliyah tilbage til Ryuu.
”Men halvdyr er da en bedre forklaring end 'min far bestemte sig for at se hvad der ville ske hvis man muterede en drage og et menneske sammen'.”
Et suk kom fra Kaliyah, selvom hun prøvede at gemme det, for Ryuu havde ret. ”Et halvdyr...” mumlede hun. Hun håbede bare at han ville spise hendes løgn, så hun kunne få noget at varme sig på.

Det var tydeligt for Drakhan, at kvinden der stod her ved bålets varmegivende flammer ikke var menneskelig. Hornene på hendes hoved ledte i første omgang tankerne hen på noget dæmonisk, hvilket gjorde Drakhan endnu mere vagtsom, en han plejede. Hvis hun var fra Kzar Mora var det bedre at dræbe hende her og nu. Hvis han kunne.
Desperat borede han tankerne endnu dybere ind i hendes hoved, og blev igen rystet over, hvad han fandt.

Vanskabning. Dæmon. Ved dette ord knugede hans hånd sig om spydet, så knoerne blev hvide, men tankerne forsatte. Halvdyr.. muteret drage og menneske? Han havde svært ved at tro, hvad hans tankelæsning opfattede, men folks tanker løj aldrig. Medmindre de var bevidste om, at de stod over for en mentalist..

Selv blandt de dygtigste mentalister havde Drakhan dog aldrig været ude for et sind, der var splittet som dette. Det var usædvanligt, og det delvist skræmte ham og pirrede hans nysgerrighed. Det vigtigste for nu var dog, at hun ikke var en dæmon, og han sænkede langsomt spydet, imens han lod blikket glide over hendes krop. Kløer. Hale. Vinger. Horn. Hvis det ikke var fordi, tanken var fuldstændig absurd, var det lige før, at han åd det med dragen råt.
"Bare et halvdyr kan vidst ikke gøre det." Svarede han, men gjorde om ikke andet en håndbevægelse for at vise, at hun kunne tage plads ved bålet. Hendes tanker, dem der talte med kvindestemmen, røbede trods alt også, at hun var kold og træt.

Kaliyah havde stadig ingen ide at hendes tanker blev rørt ved, og Ryuu var ligeså uvidende om at de stod overfor en mentalist. Hvis de havde været lidt mere opmærksomme havde Ryuu måske i det mindste lagt mærke til det, men skænderiet der foregik i hovedet på Kaliyah gjorde det lidt svært at koncentrere om det.
Hun var parat på at blive afvist da manden sagde at et halvdyr vidst ikke kunne gøre det, men alligevel lod han hende tage plads ved bålet, og man kunne se lettelsen i hendes ansigt, da hun skyldte sig hen til bålet for at varme sig på flammerne. Hun var trods alt overhoved ikke klædt på til dette vejr. ”Tusind tak,” sagde hun, men tilbød ikke ekstra information om hendes race. Forhåbentlig var det ikke så vigtigt for ham mere.

”Det havde jeg ikke forventet,” kom den næsten tøvende stemme fra Ryuu i hovedet på hende, og et lille skuldertræk kunne ses på Kaliyah. Hun havde lidt svært ved at holde alt i hovedet, fordi at han trods alt var sådan en permanent del af hende, og de snakkede altid. Det var alligevel ikke alt for ofte de endte med at være omkring andre folk.
”Ikke alle folk her i verdenen er slemme,” pointerede hun, og kiggede over mod manden der havde tilbudt hende en plads ved bålet. Hun forstod godt at han havde været forsigtig, men det var alligevel utroligt så let han havde givet hende lov, efter at hun havde sagt hun var et halvdyr, tiltrods for at han ikke troede på det.

Drakhan var forsigtig med at læse hendes sind. Han kendte endnu ikke kvindens evner, og selv om hun ikke udviste tegn på mentalisme, var stemmen i hendes hoved foruroligende. Den føltes forkert. Drakhan havde stødt på folk med personlighedsforstyrrelser før, og deres sind havde ikke mindet om dette her, og det på samme tid fascinerede og skræmte ham.

Hun var tydeligvis ikke interesseret i at forklare hvem eller hvad, hun egentlig var, og Drakhan bestemte sig for at være tålmodig for nu. Han tog selv plads ved bålet over for hende, og betragtede hende gennem de dansende flammer, mens hans sind stadig kredsede i udkanten af hendes. Han hørte igen den kraftige mandestemme i hendes hoved, og han bestemte sig i sit stille sind for, at hun ikke ville få lov til at gå, før han havde opdaget hvad der lå bag.

For nu handlede det blot om forsigtigt at trække informationer ud af hende, mens han lyttede til hendes tanker. Han tog et stykke brød ud af oppakningen, der indeholdt hans forsyninger, og rakte det mod hende med så venligt et smil, han var i stand til at mønstre. "Hvad er dit navn?" Spurgte han.

Kaliyah kunne godt nærmest mærke det borerende blik ind i hende, men hun var vant til at blive stillet spørgsmålstegn, med hvem og hvad hun var, men hun var ikke glad for at snakke om det. Eller nok nærmere, så var både hende og Ryuu ikek glade for at tale om det. Hvilket var forståeligt når man vidste hvilke reaktioner at de normalt fik. Det var også en tanke Kaliyah havde givet meget tid. Hun ville reagere på samme måde. Det var ikke nemt bare at være forstående over hvordan hun var blevet skabt.

En lidt tøvende mine kom frem i hende, som manden spurgte hende om hendes navn, men det kunne ikke skade at give ham hendes navn. ”Kaliyah...” sagde hun forsigtigt, selvom en stille del af hende tilføjede Nejem i hendes hoved. Selv efter disse år var det efternavn stadig hvad der bandt hende til Sarghos, og bandt hende til hendes familie. Hun ønskede at kunne identificere sig med det igen, men det var svært, når hun var den sidste tilbage, og folk herude ikke tænkte at efternavne var noget man behøvede. Dem der ønskede hendes efternavn, de var ikke sikre at give det til, ikke når hun havde hørt historierne om Nejem familien. En familie hvor far og søn var fundet død i ruinbyen og datteren pist forsvundet.
"Hvad er dit navn?" spurgte hun derefter. Det nyttede ikke at dvæle ved sit eget navn. Hun havde vel ikke mistet alle sine manerer over årerne... Noget sagde hende at de fleste nok faktisk var forsvundet da Ryuu kom ind i hendes liv.

Drakhan var efterhånden ganske sikker på, at hun ikke var klar over, at han lyttede til hendes tanker. Man skulle altid være varsom med mentale evner, for stødte man på en anden mentalist, kunne man lige så let risikere, at give denne en åben vej ind til ens sind. Kvinden her viste dog ingen tegn på mentale evner, andet end den underlige stemme i hovedet, så Drakhans magi blev ved med at kredse om hende, som et rovdyr om sit bytte.

"Kaliyah. Velkommen til min ydmyge lejr." Sagde han. Han var normalt ikke den gæstfri type, hvilket kvinden nok også havde opdaget, da han for et øjeblik siden havde stukket et spyd i fjæset på hende, men savnet efter at have andet liv omkring sig stak stadig i ham, og han besluttede sig for at lade hende blive ved bålet, så længe hun havde lyst, og han kunne udholde hendes selskab.
Selv om hendes læber kun afslørede et fornavn, fortsatte hendes tanker, og han spærrede øjnene en smule om. Nejem. Sarghos. Der burde ikke være flere levende tilbage fra den familie, medmindre... Hans øjne blev en smulle smalle, idet hans blik gled over kvindeskikkelsen, der stadig kulderystende sad ved bålet foran ham. Som det mest naturlige havde han først lagt mærke til hendes horn, men det var tydeligt, nu hvor han studerede hende nærmere, at hun kom fra syden. 

Dette møde blev mere og mere interessant.

"Mit navn er Drakho. Kommer du sydfra?" Spurgte han, benyttende den variant af sit navn, han havde valgt, nu hvor han boede i Norden. Ikke, at han regnede med, at der var nogen, der ville forbinde en brysk udseende nordmand med en tidligere handelsfyrste i Balzera, men man kunne ikke være for forsigtig. Især ikke når man snakkede med en kvinde af Rubinsk ophav.

Hele Kaliyahs krop stivnede som hun blev spurgt om det, selvom hun prøvede at rationalisere med sig selv,a t det var fordi at hun havde et rubinsk udseende. Den mørke hud, mørke hår, og at hun generelt var lidt for let påklædt. Hun mindede ikke om nogen som helst der kunne være helt heroppe fra. De ville vide at gå i ordentlig tøj (hvilket hun også ville, hvis hun havde været forberedt på at komme til Norden).

”Ja,” kom det forsigtigt, og Drakhan kunne udentvivl hører hvordan stemmen i hendes hoved og hendes eget var nærmest i kamp med hinanden som de diskuterede. Hun prøvede at rationalisere at det var fordi at det var fordi at hun stadig havde sine mennesketræk, mens Ryuu prøvede at få hende til at indse at det var tid til at smutte igen. Hvilket startede en diskussion om at de ikke kunne overleve i kulden, for selvom dragens ild brændte i hende, var hun for meget menneske, tilat overleve det som en drage kunne, noget Ryuu ikke havde meget forståelse for. Dette var nok til at Drakhan nok ville få en noget bedre ide om hvad det helt præcist var der sad i hende.
”Giver mit udseende det så meget væk?” kom det så endelig, da diskussionen var ved at dø hen i hendes hoved, selvom det var stadig en noget lang pause der var kommet i deres samtale.

Drakhan fornemmede tydeligt hendes reaktion, da han stillede spørgsmålet. Ikke så meget fordi hendes krop blev helt anspændt, men fordi hans magi, der stadig kredsede om hendes tanker, begyndte at opfange panikken i hendes hoved. Igen hørte han den dybe mandestemme, der forsøgte at overbevise hende om, at hun skulle flygte, mens kvindestemmen - den der svarede til hendes egen, forsøgte at rationalisere. 

Dragens ild. Drakhans øjne glimtede faretruende i bålskæret, som interesseren for denne, fremmede kvinde for alvor tog fat i ham. Igen betragtede han hendes horn og de læderagtige vinger, der stak ud fra hendes ryg. Han var endnu ikke helt sikker på, hvad hun var, men denne fremmede, dybe stemme i hendes hoved, lod til at mene at være en drage. 
Han fugtede læberne, mens et tænksomt udtryk gled over hans ansigt. Unikt.. jeg har aldrig mødt en skabning som hende. Og hvis hun er arvingen til Nejem-familien..

Han vidste nu, at han måtte vide mere, og det derfor galt om at få hende til at blive ved bålet. At samtalen ledte hen på hendes ophav havde tydeligvis skræmt hende, og tiden var inde til at trække i land. Det tænksomme udtryk blev igen afløst af et forsigtigt smil, der ikke nåede øjnene. Forhåbentlig havde diskussionen i hendes eget hoved forhindret, at hun lagde mærke til hans skiftende ansigtsudtryk..
"Dit navn og udseende tyder på, at kommer længere sydfra, ja." Han skulle passe på med at afsløre, at han selv havde opholdt sig i Rubinien de sidste mange årtier. "Lad os bare sige, at du stikker meget ud i disse omgivelser. Især når du ikke engang er klædt på til kulden.." Han slog ud med hånden i en ubestemt retning, pegende på det snedækkede, kolde landskab omkring dem. Hvor han dog hadede kulden...

Kaliyah prøvede at skjule den dybe indånding hun tog, men det var nok stadig tydeligt på hendes krop, som hendes skuldre sank lidt af lettelse. Det var tydeligt at hun ikke ville opdages for hvem hun var. Om der lå noget mere bag det, end uheldet omkring Nejem familien, ja så måtte man grave lidt dybere i hendes sind, men så ville hun nok også begynde at blive klar over at der var nogen der var gang i at rodde i det. For det meste kunne hun ignorere de få minder hun havde om Nejem familiens fald. Hvilket også var bedst når det kun var blodet hun huskede.

”Ja, det var ikke ligefrem meningen at jeg skulle herop til kulden. Det var lidt af et uheld,” indrømmede hun, hvilket da også var sandt. Hvis det stod til hende var hun stadig i Rubinien hvor det varmt og selvom det til tider var brændende, kunne hendes nye form i den grad bedre klare det end hendes menneskeform kunne. Hendes menneskeform havde været vant til det, men nu var hun jo næsten som et kæmpe firben. Sol og varme var næsten hvad hun kørte på. Det og kød.

Drakhan, der stadig snagede i udkanten af hendes sind, fornemmede at hun ikke ønskede at tænke på de ting, han gerne ville vide. Det var dog tydeligt for ham, at hun gemte på hemmeligheder, som han var interesseret i at kende til, og han bestemte sig for at tage sig god tid, selv nydende varmen fra bålet.

"Et uheld, siger du?" Spurgte han med nysgerrighed i stemmen. Hun var selv kommet ind på emnet - nu var det blot om at få hende til at tale. Han rakte ned i en taske, der stod ganske tæt på, og fandt stykker af brød og tørret kød frem, som han rakte til hende. Hun var sikkert sulten, og mad var en måde at vinde hendes tillid på, selv om det ikke ligefrem var et festmåltid.
Det var endnu en ting, Drakhan hadede ved Norden. På trods af, at han ikke havde det samme konstante behov for føde som mennesker, havde han fået en hang til Rubinske delikatesser og sødmefuld vin, og der var intet af den slags heroppe i kulden. Nu spiste han kun af nødvendighed, for at hans fysiske form ikke skulle bukke under. 

Det var da utroligt så interesseret dette nordfolk var om hende, men der var ikke så meget at gøre, det var vel hvad man betalte for at varmt sted at sidde for en stund. Hun ville i hvert fald ikke overleve ude i ødemarken, så var det vel nemmere at snakke om hvad der havde ledt hende herop, og hun behøvede nødvendigvis ikke at nævne alle detaljerne til denne fremmede. Han behøvede ikke at være på nogen måde klogere. Med mindre han havde en form for telepati. Men hvad var chancen for det alligevel? Så ville han nok også have nævnt noget om alle de andre tanker hun havde haft.

Da maden blev bragt frem blev hendes øjne store og selvom det ikke så ud af meget, tog hun glædeligt maden og tyggede på den. Det var lidt hårdt at tygge på, men de stærkere og måske en anelse skarpere tænder fik da tygget sig igennem det med stor velbehag. Det havde eftehrånden været timer siden hun sidst havde fået noget at spise.
”Jeg løb ind i nogle rejsende. De slog mig omkuld, smed mig om i en vogn. Jeg flygtede så da jeg vågnede. Jeg aner ikke hvad de skulle med mig, men jeg havde ikke planer om at blive og finde ud af det. Selvom jeg ikke havde regnet med at jeg var kommet så langt herop mens jeg var slået ud,” indrømmde hun. Det var sådan set også historien, men at hun havde overvejet at stjæle fra dem var en anden sag. Det havde jo primært været Ryuu der havde ment for det at ske. En tanke der fik en dyb mandelig stemme til at ekko i hendes hoved. Han havde absolut ingen problemer med at han stod til ansvar for det.

Drakhans øjne flakkede faretruende i skæret fra bålet. Han læste stadig hendes mest overfladiske tanker uden at bore dybere. Den dybe mandestemme i hendes hoved forvirrede ham stadig, og han fornemmede, at han var nødt til at være forsigtig. I stedet rakte han selv ned i sækken med forsyninger og fandt et stykke af det tørrede kød, som føltes kedeligt og intetsmagende i munden. Han ville dog ikke gøre hende mistænksom, ved ikke selv at spise..

"Rejsende siger du.. Gad vide hvorfor de bragte dig nordpå?" Tænkte han højt. "Vi har jo ikke noget slavehandel heroppe.." Hendes tanker fortalte, at der måske var lidt mere ved historien, noget om tyveri. Småkriminalitet interesserede ham ikke synderligt, han ville hellere vide mere om hendes baggrund og forstå, hvem stemmen i hendes hoved var. Det krævede dog, at han fik hende til at snakke mere..

Kaliyah havde hidtil ikke meget grund til at være mistroisk overfor manden, selvom han virkede umådelig venligsindet for at være udsat for en kvinde der så ud som hende, og som ikke hørte til heroppe. Men lige nu måtte Kaliyah tage hvad hun kunne få, for hun var i en dårlig situation. Desuden så lang tid at hun ikke var fjendtlig, så lod han forhåbentlig hende sidde her ved bålet og varme sig. Selvom hun nok skulle videre før eller siden. Ned til varmen igen.

Kaliyah kunne ikke gøre andet end at trække på skuldrene. ”Måske de havde kontakter heroppe, og det var nemmere end syden,” indrømmede hun.  Hvilket var snadt nok.  H vad de ville med hende heroppe var hun ikke rigtig klar over, og hun var ikke blevet der for at finde ud af det. Så var den vilde natur bedre end at ligge til nåde hos nogle mennesker. Kaliyah vidste trods alt hvor farlige sådan nogle kunne være.

Det undrede ham ikke, at slavehandlerne var interesserede i kvinden. Hvis hun virkelig var et særligt eksemplar af et halvdyr, der mindede om en drage, så kendte han et par stykker i Rubinien, der var villig til at betale overpris for hende. Der var f.eks. slavehandleren Vargas, som specialiserede sig i eksotiske væsner..
Heldigvis for Kaliyah havde Drakhan ingen interesse i at sælge hende til en grådig slavehandler. Hvor meget han end afskyede norden, så havde han ikke planer om at drage mod Rubinien igen, før han var helt sikker på, at der ikke var nogle fra Kzar Mora på nakken af ham..

Han nikkede kort. Så vidt, han kunne fornemme, var hun selv forvirret og fortabt her i norden, og hendes tanker røbede ikke andet. "Så.. hvad er dine videre planer? Finde tilbage til Syden?" Spurgte han og rakte hende lidt mere mad fra sin oppakning.

Det var nok heldigt at Kaliyah ikke vidste hvad præcist Drakhan sad og tænkte på. Hvis hun gjorde, havde hun nok styrtet væk igen. Hun skulle ikke nyde noget af at blive indfanget af en eller anden slavehandler. For ikke at sige at hun ikke ligefrem var den nemmeste at holde i bur alligevel. En ting var magien hun havde, en and en var hendes naturlige styrke. Eller…  nok mere unaturlige styrke som hun havde fået til Ryuu og opbygget de seneste par år.

”Nej… men mere sydpå,” indrømmede hun. Hun turde stadig ikke at gå tilbage til syden, hvor der var folk der kunne genkende hende. Eller måske. Hun var ikke længere klar over hovr meget hun egentlig havde forandret sig. Ryuu var nærmest også stille, som de tanker fløj igennem hendes hoved. Han havde vidst ikke meget mere at sige til det alligevel.
Roligt rakte hun over og tog noget mere af det tørrede kød. Det var virkelig ikke interessant, men det kunne spises og det var bedre end ingenting.

Drakhan betragtede hende spise med rolige øjne. Hvor meget længere kunne han få ud af hende med venlighed alene? Vingerne på hendes ryg så ud til at være funktionelle, og det ville være let for hende at slippe væk, så snart hun anede en trussel. Hendes kropsbygning tydede også på, at hun kunne være farlig i en nærkamp. Der var for Drakhan derfor ikke andet at gøre end at lytte opmærksomt..

Det var noget tid siden, han havde hørt den dybe mandestemme i hendes tanker. Var den hele tiden en del af hende, eller opstod den kun en gang imellem? Hvad var den overhovedet? For nu havde han behov for at trække tiden, hvis han skulle vide mere.
"Der er et par timer til den nærmeste landsby. Den er for lille til overhovedet at have et navn, men derfra kan man komme videre. Sydpå." Sagde han efter en lille pause. "Jeg kan følge dig dertil, når du er færdig med at spise."