Myrilla havde atter en gang arbejdet sent og det var tæt på at være mørkt, men hun havde allerede sovet to nætter på helbredshuset. Hun havde brug for et bad og noget rent tøj. Hun havde da medbragt noget, men det blev hurtigt beskidt med de ting hun lavede, blod og diverse kom let på en kjole. Myrilla havde intet imod at få disse ting på sin kjole, det eneste hun havde noget imod var ikke at kunne få rent tøj på. Den kjole hun bar til aften var en lang, med lange ærmer og med en dyb udskæring i ryggen. Samtidig var hendes hår sat op i en enkel knold. Idet at det var lettere fedtet. Myrilla befandt sig nu på gaden, der var ikke mange her ude, det hele begrund af udgangsforbuddet hun burde ikke være her ude. Hun burde være hjemme. Myrilla lage armene omkring sig, nervøs for endnu et overfald. Det var trods alt disse gader det skete sidst.   

Jamen Netrish, han holdt en pause og overvejede hvordan scenariet ville udspille sig. Hun ville stå foran ham i sin røde robe, med armene over kors og en fod let tappende på gulvet. Jeg blev overfaldet! Og de stjal mine støvler! Hun ville ikke tro ham - ingen ville tro ham! Hvem ville dog overfalde en byvagt, og løbe afsted med støvlerne! Et højlydt suk forlod hans læber og han vendte blikket mod de smaragdgrønne støvler. Det værste måtte næsten være, at de faktisk var ganske behagelige. Han kunne gå og løbe hele dagen, og hans fødder ville være uden vabler og uden smerter. Hans sokker, derimod, blev altid grønne.

"Hm?" 
Der kom en lyd fra gaden. Asbjörn stod lænet op ad bageren, hvor han egentlig plejede at stå næsten hver aften. Det var en sædvanlig patrulje i et sædvanligt område. Oftest var de et par byvagter der blev bedt om at være her hele natten; for en sikkerheds skyld. Men det var jo efterhånden sivet ind hos de kriminelle. De flyttede jo bare deres overfald, tyverier og bande-arbejde over i den anden ende af byen. Han rettede sig op og masserede lidt støv henover snuden på den venstre støvle med den højre (den blev naturligvis ikke mindre grøn - det var som om de var fortryllede til ikke at kunne blive snavsede). Et par lange skridt førte ham ud midt på gaden, som kun var mildt oplyst af en enkelt gadelampe. 

"Frøken?" lød det fra byvagten, da det gik op for ham at skikkelsen på gaden var en kvinde. "De burde ikke være herude på dette tidspunkt." Han sukkede. Procedure var procedure. "Jeg bliver nødt til at spørge om identifikation. Hvem er De og hvad laver De herude på denne tid?" Normalt var proceduren - som primært byvagter fulgte (Kile-tilberede gjorde deres egne ting) - kun for at snuppe tyveknægte og uromagere. Ikke kvinder der havde forvildet sig udenfor. Men i disse dage skulle man selvfølgelig huske, at mindst lige så mange kvinder var uromagere. Sådan havde det egentlig altid været. Han sørgede derfor for at fastholde en smule afstand til hende, til trods for at han måtte gå tættere på. Han skubbede den blå kappe til siden, så hans ringbrynje - og byvagternes segl - glimtede svagt i natten. Hun skulle trods alt ikke tro at han var en uromager. 

Myrilla gik roligt i sine egne tanker og var lige ved at fare sammen som en fremmed talte til hende. Hun vendte sig hurtigt om og så en mand, nok lidt ældre end hende, hun studerende ham kort han havde usædvanlige grønne sko på, med en blå kappe. Ikke hvad hun umiddelbart ville forvente af en anden og hvis han endelig skulle overfalde hende, havde han da noget genkendeligt. Men som han fjernede kappen så Myr at han var en byvagt og hun kunne ånde lidt op. Myrilla vidste godt at hun burde have taget fra helbredshuset noget før, men der var bare lige og sådan var det ofte med Myrilla, hun satte altid alle andre foran sig. ”Jeg ved det, men jeg ville bare lige hurtig blive færdig på helbredshuset” svarede hun undskyldende, selvom solen ikke var helt væk. Så var det meget tæt på. Myrilla havde glemt sine identifikationspair, hun bed sig kort i læben og sagde ”Ville det være virkelig slemt, hvis jeg nu fortæller at de ligger der hjemme?” spurgte hun lettere uskyldigt. Hun var godt klar over at det nok ikke var det bedste ikke at have dem på sig, men det var ofte sådanne genstande hun forlangte alle mulige steder også var det bare nemmere at de lå hjemme i den øverste skuffe i hendes kommode. ”Jeg er Myrilla Lurina og jeg er healer på helbredshuset. Jeg var blot på vej hjem efter arbejde” svarede hun stille, men nok til at han kunne høre hvert et ord. Det var ikke første gang hun var gået ind i en vagt, og næppe ville det blive sidste gang. Men sidste gang var det Shane, som vidste sig at være hendes barndomsven, dog havde hun på fornemmelsen at denne gang ville måske ikke blive så heldigt som sidst? Det kunne kun tiden vise. 

Asbjörn betragtede overvejende kvinden, som egentlig så ganske ufarlig ud. Hun var ikke ligefrem et stort menneske og - han kastede et blik over skulderen - hun var rigtig-nok kommet fra Helbredelseshusets retning. Det var egentlig sjældent at folk havde deres identifikationspapirer med sig, tænkte Asbjörn, som kun kunne ærge sig. De fleste vagter spurgte næppe efter identifikation, fortsatte tankestrømmen. Måske var Asbjörn for regel-ret i sidste ende. Det fik han ofte at vide. Et suk atter forlod hans læber.

"Frøken Lurina, det er ved at være sent." Han skævede op mod den mørke himmel. Gad vide om man vurderede tiden anderledes, når man var en borger? Gad vide om de altid troede, at de lige kunne nå den sidste gå-tur. Manglede de forståelse for konsekvensen? Byvagten vendte blikket tilbage mod den unge kvinde. Regler var regler, tænkte han.
"Ved De hvad straffen er for at være ude efter mørkets frembrud, frøken?" spurgte han, en anelse spidst. Han kunne ikke lade folk gå hver gang de gjorde noget forkert. Kile-præsterne ville hurtigt få nys om, at han lod folk gå når han fangede dem udenfor efter mørkets frembrud. Og hvad ville de så ikke gøre? Han sank en klump. Han kunne ikke risikere det. Og dog... Måske kunne han følge hende hjem og give hende en hård advarsel. Men hvis de stødte på andre vagter eller en Kile-præst... Han gøs. Han var ikke meget for at indespærre en healer, men... alle kunne være balademagere. Ligeså kunne denne frøken Lurina. Hans blik havde afspejlet hans indre konflikt, men øjnene blev nu hårde og han stirrede intenst på hende. Afventende og en anelse ærgerlig. 

Myrilla forsøgte svagt at finde rundt i denne vagt, hvad han mon tænkte. Hun ville næsten ønske at hun havde stødt ind i Shane igen, det ville kun gøre tingene lettere da han blot ville følge hende hjem, men jo længere tid de stod her des mørkere blev det.

”Det er det, så måske jeg skulle skynde mig hjem?” spurgte hun forsigtigt. Myrilla kendte ikke vagten, og hun vidste hellere ikke hvad han havde af planer, om han ville følge hende hjem, eller blot stå her og tilbageholde hende. Straffen ville han til at straffe hende. Myrilla var chokeret, gjorde de virkelig det?! ”Nej” svarede hun roligt og så på ham, ”Kunne De finde på at straffe mig da?” spurgte hun efter en lille tid. Hun kunne slet ikke forestille sig at straffe nogen. Hun havde engang fået en advarsel eller lignede, men trods det var hun jo blevet overfaldet vidste hun de fare der lå i gaderne, men det var jo også kun ved at være mørk og hun elskede sit job så højt at hun ofte glemte tiden. Myrilla så på ham med et lettere trist blik, hun ønskede ikke at blive straffet for at elskede sit arbejde, da hun så i hans øjne så hun et forvirret blik, måske kunne han ikke bestemme sig for hvad han egentlig skulle stille op med hende, men at løbe væk og hjem ville være direkte dumt, hun måtte blot vente til hun fik lov til at gå. 

Byvagten betragtede hende med et hævet øjenbryn og hævede det endda endnu mere, da hun spurgte om han kunne finde på at straffe hende. Han rykkede straks hånden op på brystet for at sikre sig, at han bar byvagternes segl. Jovist, han tog ikke fejl. Hvorfor spurgte hun så?
"Øh..." begyndte han, dog uden at være sikker på hvordan han skulle besvare dét spørgsmål. "Ja, selvfølgelig. Reglerne er ens for alle." Han vendte blikket mod himlen. Solen var forsvundet og mørket havde indtaget gaderne. Det var nu officielt for sent at være ude. Han sukkede højlydt og rystede på hovedet. "Frøken, uden Deres papirer er der desværre ikke meget jeg kan gøre. De er nok nødt til at komme med mig." Det var ikke ligefrem fordi han nød at smide unge healere i celler om natten, men han havde ikke andet at gøre. Regler var regler, og han ønskede ikke at skulle konfronteres med Kilepræsterne. Igen. De havde sat en standard som skulle følges. 
"Jeg beklager, men der er intet andet jeg kan gøre. Jeg skal nok sørge for, at du kommer i en ét-personers celle." Han rakte hånden ud mod hende, for at eskortere hende afsted.

Myrilla var ikke tvivl om hans magt og position, men hun forstod ikke denne nødvendighed. Jovist var regler, regler. Men på al denne tid de havde snakket kunne hun været nået hjem – eller meget tæt på hjem. Myrilla følte en uretfærdig følelse inden i. Hvor hun begyndte at tænke på om Shane kendte denne mand, var de mon venner, øh bare de ikke var bedstevenner. Så skulle hun jo nok se ham igen, og lige nu ville hun ønske hun aldrig havde mødt ham. Hun havde jo efterhånden gjort dette et par gangen uden at der var sket noget.

”Jovist, men på denne tid vi har snakket kunne stor set have kommet hjem” det sidste var lidt mere vrissen, for hun vidste godt hvor det bar hen. Han ville ikke give sig og hun fik ikke lov til at tage hjem. Myrilla fnøs kort, men selvom hun nok ikke helt viste det, så var hun faktisk glad for at hun trods alt kunne sove alene og ikke dele det med en anden. Den anden kunne trods alt være en kriminel og hun ville ikke ligefrem betegne sig selv som en kriminel person. ””Tak” svarede hun kort med trods alt alligevel varm stemme. Myrilla havde ikke tænkt sig at tage armen eller lade ham tage hendes. Hun løftede sig egen væk og begyndte at følge efter ”Selvom jeg syntes dette er dybt unødvendigt så flygter jeg ikke” det faktum at hvis han holdt fast i hendes arm, ville hun blot rigtig føle sig som en kriminel der ikke kunne ind ordre sig. 

Asbjörn trak straks armen til sig igen. Han skulle selvfølgelig ikke få hende til at se ud som en kriminel - og da slet ikke føle sig som en. Det var med en tragikomisk fornemmelse i maven og tunge skridt, at han fulgte hende mod byvagternes hovedkvarter. De gik i tavshed i en periode, inden han - efter megen omtanke - brød stilheden. 

"De er healer, frøken? Vi har faktisk et par indsatte, som måske godt kunne have brug for at blive tilset," han holdt en kort pause og overvejede de næste ord. "Måske kan vi lave en aftale. Jeg følger dig til hovedkvarteret, og du ser på en, måske to, af vores uheldige indsatte. Vi havde en stakkel fulderik, som startede en slåskamp med en dobbelt så stor mand tidligere i dag." Asbjörn trak på smilebåndet. Det var ikke altid at folk kom villigt med ind i en celle, men netop dén herre var mere end tilfreds ved at blive "reddet" fra sit store offer. "Hvis en af dem har behov for at overnatte på helbredelseshuset, så kan vi eskortere dem dértil... Og så kan De tage hjem derefter. Det bliver selvfølgelig bare mellem os." Han sendte hende et overvejende blik. På denne måde ville han kunne sætte hende i bøgerne, lade hende komme hjem sikkert, og endda spare en healer den næste dag. 

Myrilla åndende en smule op, da han endelig gav slip på hende. Så hun kunne gå selv, i stedet for blive holdt fast i armen. Myrilla var glad ved tavsheden, hun ønskede ikke længere at diskutere blot få natten overstået, så hun endelig ville komme hjem og i et langt bad og få dette af sig.

Tavsheden blev brudt af hans spørgsmål, selvom hun syntes spørgsmålet var indlysende, valgte hun ikke at vise det ”Ja” Myrilla ændrede dog hurtigt sin attitude, da han nævnte de godt kunne bruge en healer. Det undrede hende derimod at vagterne ikke havde bedt om en healer noget før. Hun lyttede roligt, det lød dog til at de havde flere end blot de to? ”Hvor mange har I, der har brug for hjælp?” Myrilla blødte op og forsætte ”Og ja det kan vi sagtens aftale” afsluttende hun med et lille smil. Myrilla nikkede, trods at han tog hende i fængsel var hun ikke ond, hun ønskede ikke at bringe ham i problemer. Nu når han faktisk forsøgte, at finde en bedre løsning.