det var eftermiddag. ude foran det halve svin sad Maion i sin kørestol. hun sad og sang lige så fint. hun havde en hvid kjole på som fremvidste hendes ene vinge som lå ind til hendes ryg. hun så hvordan folk kom og gik fra det halve svin. nogle lagde krystaller i hendes skød da hun jo havde en yndig stemme.  hun var jo lidt en tigger da hun ikke kunne arbejde som noget pga hendes kørestol. og manglen på en vinge gjorde hun ikke kunne pudse vinduer som i gamle dage. Maion tog imod krystallerne og havde snart råd til et måltid.
hun nød når folk stoppede op og nød hendes sang. hun havde en blok, blæk og pen med så hun kunne tegne vis nødvendigt. hun havde jo tegne talent. hun fik lidt flere krystaller som tiden gik og valgte så at hun skulle ind på kroen og få lidt mad. selv om hun ikke vidste om hun var velkommen. hun havde jo en kørestol og vidste ikke om det var acceptabelt at tage med ind på en kro så hun stirrede bare mod døren.

Lily havde haft en fantastisk nat og havde på det sidste nyt sit liv ret meget, især efter mødet med Keeran. Han havde vist sig at være en behagelig og dejlig fyr. Formiddagssolen stod højt på himmelen og Lily var endnu en gang på vej til markedet, et sted hun holdt af at komme og bruge sin tid og ikke mindst penge. Hun havde slået en smutvej, eller hvert fald en anden vej, for at  se lidt andet af byen og komme lidt rundt omkring, i stedet for bare at se det samme af byen.
Ude foran en af byen populære kroer sad en kvinde i kørestol, ikke en person hun havde set før. Men hun underholdte folk med sin sang, som var utrolig god og hun virkede rigtig dygtig – som dem hun spillede sammen med på teateret. Lily havde hørt hende på afstand og set hvordan folk gav lidt penge til hende for hendes sang. Som hun nærmede sig holdt sangen op og kvinden havde fået vendt sig og havde sit blik mod døren ind til kroen.
”Har de brug for hjælp, til at komme indenfor?” spurgte hun venligt kvinden, det kunne være at det var svært at dirrigere stolen ind op ad trinnet og ind ad døren.

Maion havde roligt synget og nydt at folk gav hende lidt lige til et måltid. hun hørte pludselig en stemme bag sig, hun vendte hovedet og så en yndig pige. hun smilte venligt og nikkede forsigtigt, "jo tak. det ville være rart." sagde hun og holdte fast i sine krystaller så de ikke faldt ned på jorden hvor hun ikke kunne nå dem.
hendes vinge var på ryglændet af kørestolen, hun havde kun den ene vinge. alle andre havde to men hendes var totureret væk. Maion kunne ej heller gå. hun var ikke doven. men lammet. hun så roligt på pigen og smilte venligt og håbede pigen ville hjælpe hende ind og ikke bare spurgte. for det ville være ret ondt. men hun håbede på at pigen her var høflig og hjalp hende ud. og måske ud når tid var.

da pigen her fik en til at holde døren smilte Maion varmt og så op på hende da hun skubbede hende ind. trinet var et hårdt bump i kørestolen men hun sagde intet. hun var glad for det hun havde og det hun kunne få. hun sagde så stille til pigen. "tusind tak for hjælpen, jeg er Maion" De kom op til baren og Maion begyndte at tælle sine nye krystaller der skulle skaffe hende lidt mad. 
"lidt mad og vis der er krystaller nok så også et glas vand." hun ville ikke ha meget bare lige lidt til at overleve.
hun havde ikke rigtigt givet tegninger i lang tid. ikke siden hun brugte sine tegninger til børne historier til de forældre løse. men hun kunne bruge sine tegninger til at forsvare sig med vis hun havde brug for det. hun så på pigen og tog krystallerne og lagde dem så langt ind på bar bordet hun kunne nå.
Maion havde det ikke nemt. hun følte ikke hun kunne arbejde når hun sad i kørestol. hun ville gerne arbejde. hjælpe andre og måske selv kunne tjene til husly og mad hver dag. men det kom jo nok ikke lige til at ske sådan lige foreløbig.

Det gik nemt at få hende indenfor, og lige nu var kroen ikke så fyldt som hun regnede med at den kunne være. Det var jo også ret tidligt, så nattens gæster sov sikkert deres rus ud, inden de ville komme igen om aftenen. Lily mente at det var sådan, at mange af de besøgendes liv var. ”Velbekomme, kære” sagde Lily roligt og smilede til hende, ”Jeg er Lily” svarede hun og kom med hendes eget navn, andet ville være uhøfligt, ikke at give sit eget navn. ”Jeg tror der er rigeligt, til både mad og drikkelse” sagde hun endnu engang smilende, og fik fat i bartenderne og bestilte Maions mad og kunne samtidig godt bestille lidt til sig selv, hun havde heller ikke rigtig fået noget til sig selv. Bartenderen lovede at ville komme ned med maden, når den var færdig og derefter tog Lily fat i kørestolen igen og kørte hende med ned til et ledigt bord i en rolig afkrog af kroen. ”Sidder De tit herude og synger, Maion?” spurgte hun nysgerrigt til hendes situation.

Maion vidste ikke hvem Lily var men hun synes hun var venlig sød og behagelig. Maion blev lettet over at kunne få noget at drikke til maden over de krystaller der var og smilte til bartenderen der så ned på hende da han lige kunne se hendes hår fra baren. Maion så på Lily da hun kørte hende til et ledigt bord og tog fat i armlænet på sin kørestol og rettede sig lidt.
da lily spurgte om hendes syngeri om det var tit hun gjorde det smilte hun bare skævt. "det kan man vel godt sige. kro ejeren har givet mig lov til at side uden for og synge når jeg skal tjene lidt til mad. han ved jeg vil bruge det her alligevel." hun holdte en pause og så ned i sine hænder. "men jeg nyder mest at side med de forældreløse og fortælle historier" hun så mod sin blok som var fyldt med forskellige tegninger hun havde brugt til at fortælle historierne med så børnene kunne få lidt billeder til historien.
"kommer De tit her, Frøken Lily?" spurgte hun da hun ikke synes hun havde set hende når hun havde været her. måske var det bare et tilfælde. måske skæbnen, måske var det guderne der mente at Maions sult skulle slukkes med hjælp af Lily. ingen kunne vide det med sikkerhed.

Maion var bestemt en interessant person, som så en hel anden side af livet og Hovedstaden end Lily gjorde, så det var tydeligt at hun måske kunne lære noget af denne person, som nu sad overfor hende og spiste den mad som hun havde skrabet mønter sammen med. For Lily kom ting relativt nemt, eftersom at hendes far var rig og dette havde også faldet af på hende, men andre måtte slide for at skrabe penge sammen til dagen og vejen, og det kunne man ikke andet end at respektere, og sådan var det også med Maion. 

”Det er bestemt godt at man kan hjælpe hinanden på den måde” sagde hun smilende og kiggede over på hende, det var rart at vide at hun havde et sted hvor hun kunne sidde og synge, uden at folk ville være på tværs, men nu havde hun også en smuk sangstemme, så hvorfor skulle man være imod det? ”De forældreløse?” sagde hun med en lille overraskelse og et smil, for det var virkelig en pæn tanke fra hendes side af og det vidste bare at hun havde et stor overskud, ”Det er utrolgt at du har det overskud, og sidde og synge for børnene” sagde hun smilende, Lily regnede ikke med at Maion ville få penge for at sidde og synge for børnene, så det var jo noget hun gjorde af egen vilje, ”Jeg er sikker på at de kan lide og sidde og hører på din smukke stemme” sagde hun rosende. ”Nej, det kan man ikke sige” Lily kom sjældent på denne del af byen, fordi at hun ikke rigtig havde nogle ærinder her og det kunne tælles på en hånd hvor mange gange hun havde været på kroen, ”Det er ikke ret mange gange jeg har været på kroen. Det er ikke rigtig et sted jeg ville have så mage at gøre” hun smilede roligt.

Lily kendte måske ikke meget til denne del af verden. de fattiges, men Maion kendte jo heller ikke til Lily's del af verden. de kunne sikkert lærer meget af hinanden. hun vidste jo hvordan hendes evner virkede og hvordan de ikke virkede så vis hendes evner havde virket som hun ønskede det ville de forældreløse aldrig gå sulten i seng. men de virkede den ikke sådan. hun så på Lily med et varmt blik og tog lidt af maden med det hun kunne huske fra den gang hun kunne arbejde, at høflighed var. så hun ikke grovåd foran en fremmed.
hun smilte og nikkede. da lily sagde Maion havde meget overskud siden hun kunne hjælpe og fortælle historier for de forældreløse så Maion ned i maden og tog lidt brød. "de skal jo ikke tro de er glemt. bare fordi hendes forældre ikke vil dem eller er døde." Maion talte af erfaring angående at føle sig glemt. efter hun mistede evnen til at flyve og ikke kunne arbejde var det som om hun var glemt. Maion havde jo heller ikke kunne gå ud og søge et job for hvem ville ha en lammet kvinde.
Lily havde åbenbart ikke så meget lyst til at være på en kro som denne. men nye steder var jo også godt for ens horisont. og Lily virkede til ikke at ha horisont ud til de fattige men det var jo bare hvad maion opfattede. Lily var jo også meget pænere end en som Maion.

Jeg får sgu ikke svaret .. Sorry!