Igen var Atheena stukket af, denne gang ikke hjemmefra, men fra de mange dumme Kile-præster og byvagterne. Faktisk var det næsten helt nemt, hvis hun skulle være helt ærlig. De havde så travlt med at diskutere, at hun bare var smuttet hen over bymuren, let til fods, uden det mindste problem. Jo, ganske vidst havde de råbt et par skældsord, dem på selve muren, men hun var forsvundet ud i natten før de havde været i stand til at få fat i hende. Og nu var hun så herude, løbende rundt i månelysets skær. Hun havde fået fuldstændig nok af hovedstaden og alle de pisse åndsvage regler! Det var fandme da heller ikke til at være nogen steder længere!
Som hun gik surmulende af sted, nu gennem et mindre skovbryn, endte hun med at kollidere med et hårdt objekt. Dette objekt prustede tungt og brummede let og da Atheena så op og derefter ned, var det til et grimt, grønt slimet, savlende ansigt med kæmpestore fortænder og et sæt gule, forfærdelige øjne der lovede alverdens død og ødelæggelse, da monstrøsiteten gloede op på hende. Hun blev så forskrækket, at hun var totalt overbevist om at dette i hvert fald måtte være en trold. En trold og hans to venner, der stod dér og overbegloede hende med deres gule, ækle, store øjne. Hun stirrede tilbage, chokeret, før hun sparkede én af "troldene" - som så i virkeligheden "bare" var troldealfer - lige i i bollerne. "Ta' dén, din... Troldebolle!"

Sekundet efter satte hun i en spurt hen til et træ og klatrede behændigt op i det, til larmen af en ork der brølede i smerte og hans ene ven der råbte af hende, mens de fulgte efter.
Nu stod de og forsøgte at fælde træet med deres primitive, sikkert tis-befængte lortekøller og Atheena var ved at tisse i bukserne af bare skræk. Én af dem var faretruende tæt på at nå hendes ankel og hun klatrede meget hurtigt længere op i træet.
"Hold jer væk! Ad, I stinker værre end min oldefar, der har ligget begravet de sidste ti år! Fy for... Ad, hjælp!" Hun var bestemt ikke lav i sit stemmeleje længere. Det her ville være den værste død nogensinde, hvis de fik fat i hende! Forbandede troldehoveder!
"Hans! Hey, hey, HANS! HUN SPRÆLLER OG SKRIGER!" den ene lille trold forsøgte med det samme at bruge sine alfelignende vinger til at flyve op til hende men endte pladask på sin røv hvortil han råbte op. "AV! Det gjorde jo ondt! Av, av, av! DUMME MENNESKEBOLD!" I mens tog den anden trold fat i den første, grumlende. "Lille Hans! Vi må være KLOGE nu! Hvis vi ikke ka' fælde træet, så.... Så må vi bare prøve BEDRE! Mere kølle på træ!"

Gabe havde ikke bevæget sig langt væk fra Hovedstaden efter hans sidste tur derinde, men han ønskede samtidig ikke at gå tilbage derind. Noget over stedet virkede bekendt, men det gjorde ham utilpas, og i mange dage blev han bare i nærheden og så på bymurerne, før han langsomt bevægede sig længere og længere væk. Men når man gik af Sydvejen hørte man også mange rygter. De handlende.. men også dem der flygtede. Et udgangsforbud i byen var blevet oprettet af Kile-præsterne, og selvom Gabe havde en respekt for Kile, gjorde det ham dårligt tilpas. For ham var Isari den eneste rigtige gudinde, og især den eneste man virkelig kunne leve efter. Med godhed i sit hjerte. Var det her noget af det han skulle hjælpe med at overkomme? Var det her grunden til at han var sat på jorden uden minder, blot drømme og visioner om at Isari ønskede at han skulle redde sig selv fra at blive smidt til side af hende. Han blev nødt til at være god.

Det var i hvert fald det han tænkte på som han gik af vejen. Han hørte pludselig noget larm, og som han nærmede sig larmen, med hastige skridt, opdagede han to... halv-store trolde? Eller hvad i alverden var det? Han blev i et øjeblik distraheret da han så vingerne på deres ryg, og var næsten overbevist om at han så syner. Det var dog indtil han endnu engang hørte kvinden råbe op, og troldene der bare bankede videre på træstammen med nogle fjogede grin.
"Lille Hans det virker ikke," kom det næsten intelligent fra den ene af troldene, som gik ved navnet af Store Hans. Det var dog lige indtil at de bare begyndte at slå hårdere på stammen.

"Hey I to! Stop!" råbte Gabe, men han stod stadig et par meter fra de to idiot troldealfer, men han tvivlede lidt på at han kunne gøre noget mod dem i nærkamp. Hvilket kunne gøre at han i sidste ende ville ende med at blive dræbt af dem. Det var dog bedre end hvis kvinden døde oppe i træet. Især fordi hun så ud til at være skræmt for livet.

Lille Hans blev ved med at daske til træstammen, også da Store Hans proklamerede, med al intelligens der overhovedet kunne være i en troldealf, at det altså ikke virkede. Derefter daskede de videre til træet, ind til en lys mandestemme nåede deres ører. Lille Hans vendte sig hurtigt rundt og viftede heftigt med vingerne for at holde balancen da hans fede krop havde flyttet sig alt for hurtigt. Han pegede hidsigt på manden. "BROR, BROR, BROR!" Han råbte af lungernes fulde kraft, som han pegede endnu mere aggressivt på manden. "HAN HAR SKINNE SKINNE PÅ!" selv Store Hans, der var en smule mere intelligent, måbede og gjorde store øjne, før han kneb dem sammen, stirrende på manden mens han holdt begge hænder på sit hoved. "Han vil slås. Han siger inde i hovedet at han vil slås," til dette løftede begge troldealfer deres køller og begyndte at vralte mod manden.

Samtidig gik det op for Atheena, at der stod han, en komplet fremmed, og forsøgte at få dem til at stoppe, men de ville sandsynligvis bare forsøge at dræbe ham fordi de var så skide tykpandede. "Hey! Idioter! Han vil ikke slås, men træet her siger at det gerne vil!" først da ordene var nået ud af hendes mund slog hun en hånd op foran den, chokeret. Hvorfor. Sagde. Jeg. Lige. Det?! hun tog sig til hovedet, sukkede meget tungt, mens. Det var fandme for dumt, det her! Hanserne begyndte at gå hen mod træet og Lille Hans var i et fantastisk voldeligt humør som han uden videre kastede køllen fra sig. "Træ-kaste-tid!"

Der var tydeligvis ikke mange brikker at rykke rundt på inde i de store hoveder... hvis der var noget. Deres så kaldte 'telepati' gjorde i hvert fald ikke noget for at få det til at virke som om at der var mere end en brik at rykke rundt med. Han var jo helt gal på den. Gabe gjorde sig klar til at gøre noget ved dem, da de konkluderede at de ville kæmpe, da han mente at han nok kunne distrahere dem nok ved at indhylle dem i mørke, men så langt kom han slet ikke. Nu begyndte kvinden at råbe igen, og Gabe måtte måbe af det, fordi hun var da en idiot. Hun kunne være sluppet væk, men neeej. Skulle lige lede dem tilbage, selvom de åbenbart mente at træet var fjenden nu.

Lille Hans tog et ordentlig greb om træet som Atheena var i. Nu skulle der fandme hives træer op! Ned med træet! Ingen skulle udfordre dem!
"NEJ! STOP!" udbrød Gabe, og satte faktisk direkte i løb over mod Hans'erne, for at stoppe dem. Der var kun en ting han kunne gøre for at stoppe dem, så han trak den mørke magi ud af sin krop og sendte en eksploderende mørkekugle mod det store kvaj der prøvede at hive træet op med roden. 

Først kom Hanserne tilbage, så begyndte den større af dem at rive rundt med træet. Det begyndte at give efter og Atheena begyndte så småt også at gøre sig klar til at hoppe over i næste træ, da der blev råbt et højt nej og derefter stop fra den fremmede mand. En sort kugle af mørke eksploderede i hovedet på Lille Hans, der skreg op i vilden sky og derefter begyndte at græde? Atheena stirrede ned på ham som han tudede som et lille barn og begyndte at klaske sig selv i hovedet. "Aaaav, det gjord' oooondt! Av, aaav mit hoved!" Lille Hans var totalt i panik over smerten i hovedet, nok til at både han og Store Hans var distraherede. Mens de var dét, sprang Atheena behændigt over til det næste træ og derefter ned på jorden, ved siden af den fremmede mand.

"De er jo fuldstændig vanvittige!" udbrød hun lavt, men stadig ivrigt, stadig nervøs over de to troldealfer mens hun stod ved siden af ham. De to troldealfer var dog godt i gang med at trøste hinanden, og var blevet totalt distraherede, så Atheena gav mandens arm et let dask. "Jeg tror vi kan komme væk hvis vi er stille,"

Det var som at kigge på små børn, da Gabe ramte den ene. De så ikke engang ud som om at de vidste hvad der overhovedet havde givet den smerte. Heldigt for Gabe egentlig, som han stoppede op ikke langt fra dem. Som han kiggede op så han kvinden være hoppet ned og stod nu ved siden af ham. Det var da de færreste der kunne kravle ned så hurtigt fra et træ. Så lavt havde det jo ikke været. Han havde dog ikke set det, da hans fokus havde været på troldealferne, hvor den anden nu også var begyndt at græde og påstå at han kunne føle den samme smerte.

Han kiggede næsten forvirret på hende, og kunne langsomt mærke hans arm begynde på næsten at gå i krampe. Tænk at sådan en lille ting skulle få kramperne frem på sådan en måde. Han tog en dyb indånding, og nægtede at lade det vise, selvom han havde taget fat i sin betydelig mere rynket arm.
Han nikkede kort til hende og begyndte at bevæge sig væk fra stedet, mens de to troldealfer var distraheret. "Jeg tror bare at vi skal væk så hurtigt som muligt," indrømmede han lavmeldt og skævede mod troldealferne.

Det så ud til at manden var helt og aldeles med på planen, hvilket Atheena var meget godt tilfreds med. Hun fulgte med ham af sted gennem skovbrynet og skævede også bagud mod de to grædende troldealfer, forvirret, og ikke mindst, DYBT DYBT forstyrret. Hvad var de for nogle mærkelige kreaturer?! "Hvad er de for nogen? Jeg har aldrig set noget lignende?" hun spekulerede højt, men forsøgte at tale så diskret så muligt, dog i en lettere stresset tone fordi det trods alt havde været ret så skræmmende. Dog kom de væk uden de store problemer og til sidst var de ude på selve landevejen igen. Her var der ikke helt så mørkt og Atheena kunne se manden ordentligt. Han så ung ud og var faktisk også okay køn at se på.

"Øhm.. Undskyld jeg ødelagde din aften-gåtur, men de der... Troldeboller.. De var altså ret... Skræmmende," Atheena stoppede lidt op nu hvor den umiddelbare fare var overstået og de kunne få vejret og ikke panikke ud over det hele. For Atheena havde sgu været ret så panikken de sidste mange minutter.

Gabe var stadig målløs over hele situationen og måtte ryste lidt på hovedet bare for at formå at tænke klart. I alle sine år havde han ikke set noget lignende. Eller... han havde ikke set noget lignende det sidste halvandet år, som han faktisk kunne huske. Det var en konstant kilde til depression. Selv efter dette halvandet år, var han stadig ikke klar over hvem han egentlig var. Han vidste enkelte ting, men ikke nok til at kende sig selv. Nu var han jo bare begyndt at lære sig selv at kende, og han måtte formode at det var, igen. Måske en dag Isari ville fortælle ham hvem han var. 

"Så du de havde vinger? rent faktisk små vinger på ryggen," sagde han forundret og måtte ryste på hovedet for at få billedet ud af hovedet. Der var tydeligvis nogle interessante blandinger. Han ville helst ikke gætte på forældrene på de mærelige væsner de var stødt på.
Endnu engang rystede han på hovedet og sendte kvinden et smil. "Nej, du forstyrrede ikke noget, jeg er bare glad for at have kunne hjælpe bare en lille del," indrømmede han, og han håbede da at han havde hjulpet. Han holdt dog stadig hårdt fat i sin højre arm, og håbede på at den krampeagtige følelse snart ville aftag.

De var stoppet op lidt her og Atheena kunne ikke undgå at tage sig selv i at stirre sig selv over skulderen et par gange af ren og skær paranoia over de to troldedimser. Hun havde ikke lyst til at møde dem igen, især ikke idet manden foran hende nævnte deres vinger. Nu hvor hun blev påmindet det, kunne hun godt huske deres små, underlige, små vinger, der nærmest lignede deformiteter. Den ene havde jo også forsøgt at flyve op til hende, men det havde set ud til at hans vægt havde været imod ham. Måske blev vingerne brugt til noget andet?

"Ja, nu du siger det...." mumlede hun tøvende før hun tog sig til hovedet i ren og skær mistro til de sære troldeagtige skabninger. "Men de kunne ikke flyve med dem. Hvorfor have vinger hvis man ikke kan flyve med dem? Jeg forstår det virkelig ikke," først efter at manden havde sagt at han bare var glad for at kunne hjælpe, lagde Atheena mærke til hans krampagtige tag i armen og hun skævede ned mod den med et lettere bekymret blik. Han havde hjulpet hende, så hun kunne vel godt give igen. "Er din arm okay? Det ser ud til at gøre ondt... Hvad end der er galt?"

Det virkede heldigvis til at armen var ved at gå i orden, men det var stadig utroligt som det kunne smerte efter sådan en lille ting med hans magiske evne. Hans farlige magiske evne. Armen så da også noget rynket ud efterhånden, og tynd. "Ja, det går over. Bare et lille.. problem jeg har til tider," indrømmede han. Han var ikke meget for at indrømme at det var linket til hans magi, som han efterhånden havde fundet ud af over det sidste halvandet år. Han kunne ikke bekræfte det, men han fik næsten kun ondt når han havde brugt sin magi, og hans højre arm så da også værre og værre ud. Han var dog ikke helt klar over hvorfor lige hans højre arm dog.

"Er du til gengæld okay?" spurgte han så bekymret og gav slip på sin egen arm, og prøvede at opføre sig som om at der ikke var noget galt med hans arm, ved at give slip på den, og han prøvede da også at bevæge hånden. Men for nu ville han fokuserer på kvinden. "Og hvordan kom du ud i den situation?"

Det gik faktisk relativt hurtigt op for Atheena, at selvom manden egentlig sagde at han var okay, så så det slet ikke sådan ud. Han var typen der ikke ville belaste andre med hans problemer, så det ud til. Atheena var selv sådan for det meste, så hun forstod ham godt. Hun kunne dog godt se forskellen på hans to hænder, hvor den ene så sund og rask ud, mens den anden virkede til at være på vej til at visne væk. Tøjet hang også noget mere løst på den arm. Hun tog sig selv i at stirre og skyndte sig at kigge væk, næsten helt uskyldigt. 

I stedet virkede manden til at dreje opmærksomheden mod hende og hun kunne ikke undgå at smile lidt, for værre havde det vel heller ikke været. De havde nok kvast hende hvis hun ikke var klatret op i træet, men hun syntes ikke det var så slemt. "Ja, jeg har det fint. Ehm, jeg var på vej væk fra.. Øh, hovedstaden, og så løb.. Gik jeg ind i dem," hun rettede sig hurtigt, for hun havde ikke i sinde at nævne at hun var stukket af fra nogen ordensmagt. "De var bare så grimme, og så blev jeg virkelig forskrækket og kom til at sparke den ene der hvor solen ikke skinner.. Øh, du ved... Det der ømme sted?" Atheena brød sig ikke om at skulle nævne den del af kroppen på en mand så hun begyndte med det samme at blive vildt akavet over det.

Faktisk havde Gabe det ikke så godt med at han kunne føle kvindens blik på hans arm. Han vidste godt at den havde set bedre dage, men der var ikke noget han kunne gøre ved den. Eller... han kunne lade vær med at forsvare folk og prøve at hjælpe dem. Faktisk bare lade vær med at bruge hans mørke magi. Han ville ønske at han ikke behøvede at bruge den, men det var en meget svær realitet når han ikke havde andre muligheder for at redde andre.

"Det er jeg ked af at høre... jeg er selv på vej væk fra Hovedstaden," indrømmede han, selvom han ikke var kommet så langt selvom det var flere dage siden at han havde forladt Hovedstaden, men det behøvede han jo egenltig ikke at fortælle hende. De var trods alt stadig fremmede. De kendte ikke engang hinandens navne.

Atheenas blik forblev på manden da han sagde at han var ked at høre hvad der var sket. Hun trak let på skuldrene. Sket var sket. Der var ikke noget at være ked af, blot noget at være skide vred over. Men sådan var det jo bare. Atheena var efterhånden vant til at være vred alligevel. Hun nikkede et par gange og en stilhed faldt efter hans ord havde forladt hans mund. Først lagde hun ikke mærke til det, derefter kom den akavede følelse af tavshed og hun rømmede sig let mens hun trippede en smule på stedet.
"Så.. øhm.. Jeg hedder Atheena.. Hmm, burde vi ikke slå en lejr op eller sådan noget? Ikke at du behøves dele en lejr med mig, jeg kan godt klare mig selv, men jeg ville ikke have noget imod selskabet og..." først efter lidt tids rablen af sted stoppede Atheena langsomt med at tale og stod i akavet stilhed igen.

Gabe skulle til at give hende hans eget navn, men hun blev lidt ved med at rable videre, og et lille smil trak på hans læber. Hun mindede ham om noget længe forsvundet i hans sind, men noget der virkede bekendt. Det var ikke noget han turde dvæle om i alt for lang tid, siden han vidste hvor det normalt bragte ham. Nogen dage var bare sværere at holde sig fra de tanker. At lade vær med at tænke på de folk han havde mødt, som virkede bekendte, men også bare følelser der var blevet glemt. Der måtte have været et liv for ham før forrige vinter.

Han tog en dyb indånding, og prøvede ikke at lade det påvirke ham, han måtte koncentrere sig om den situation han stod i lige nu. "Mit navn er Gabe. Jeg ville have intet imod at dele en lejr med dig," sagde han med et blidt smil. "Vil nok være meget praktisk, hvis de to.... individer prøver at finde os igen. Vi ville nødig stå i sådan en situation alene."

Det lille smil fik også Atheena til at trække lidt på smilebåndet. Manden virkede som om, at han ikke smilte til i hvert fald, det var bare en fornemmelse hun havde. Måske fra sig selv? Hun kunne ikke være helt sikker og hendes smil forsvandt også hurtigt idet han nævnte troldebollerne. "Troldebollerne... Jeg kan stadig ikke helt fatte det, hvordan kan sådan nogle mærkelige nogen have små vinger?" det var et spørgsmål, hun var sikker på, at hun allerede havde stillet, så hun rystede tanken af sig og lavede i stedet en gestus mod landevejen. Det var nok en idé at gå lidt længere så de undgik de to.

"Nej, ikke svar på dét, de er et dårligt samtaleemne," skyndte hun sig også at tilføje, rystende følelsen af ubehag af sig. "Så.. Hvad er du for en slags mand, Gabe? Normalt kan jeg nemt se på folk, hvad de laver til hverdag, men jeg kan ikke helt finde ud af dig," mens hun talte begyndte hun stille og roligt at gå hen ad landevejen, forhåbentligt med Gabe i følge.

Gabe nikkede og begyndte at gå ned af landevejen. Væk fra Hovedstaden og... hvad Atheena så pænt kalde 'troldebollerne'. Et specielt navn, og Gabe ville nok aldrig selv anvende det. I det mindste var han klar over hvad hun talte om. Andre ville nok være noget chokeret over hvad hun snakkede om, og ikke ane hvad det var. Ikke at Gabe kunne forklare det bedre. 
"Jeg..." kom en tøvende start, som ikke helt blev afsluttet. Han rømmee sig lidt og kiggede lidt ud på markerne. Hvad kunne han sige. "Jeg prøver at finde min vej i verdenen." Indrømmede han forsigtigt. Det var en noget mærkelig ting at sige at man lavede, men det var sådan Gabes hverdag var. Han vidste ikke hvad eller hvem han var. Der var ting der ikke stemt overens med at være et menneske, men der var ikke nogen anden race der passede på ham.
"Jeg siger ikke det her for at du kan have ondt af mig, men... jeg har i bund og grund ingen ide om hvem jeg er, eller hvorfor jeg er her," kom det så forklarende på hans nuværende situation, og han rakte op og tog fat i smykket der så fint havde Isaris symbol på. En af de eneste ting han kunne huske. 

Det var en ny ting. Havde han mistet sin hukommelse? Det måtte være utroligt svært for ham, og ikke mindre, sikkert også en kende pinligt. Hvad hvis der var nogen derude, der kendte ham, som han så ikke kunne huske? Intet under, at han var tøvende om, at fortælle dette til hende. Han måtte have det skidt med at sige det generelt? Eller måske ikke. Måske var han bare lige så privat en person, som Atheena selv var? Hun hævede kort et øjenbryn, men valgte hurtigt at smile. Medlidenhed kom igen af dem nogle vejne med. Det var nemmere at sige noget konstruktivt. Hun smilede til ham, et venligt smil.
”Måske… Måske kan du huske nogle af de ting, du har glemt.. Hvis du finder de steder, hvor du måske har været før? Åh, vent.. Det er derfor du siger at du prøver at finde dig selv! Du vandrer for at huske?” den hjælpsomme del af hende blev meget hurtigt erstattet af nysgerrighed og hendes blik lyste næsten helt op over det.

Gabe trak lidt på skuldrene. ”På en måde. Måske der er nogen derude der ved hvem jeg var, eller måske er der ting der er så tæt knyttet til mit liv, at det vil hjælpe mig med at huske,” sagde han stille, og kiggede op mod himlen. Et sted han altid fandt en smule trøst i. Han var ikke sikker på hvorfor at kigge på himlen gjorde dette, men det var som en gammel ven.
Hvis Gabe havde kunne huske, ville han nok undre sig endnu mere over hvorfor der ikke var noget der fik disse gamle minder frem, for uanset hvor han vandrede, så var der minder. Minder om et langt liv. Han havde været ved alle de store ting i verdenen de sidste 5000 år, og alligevel kunne han ikke huske det. At han stadig nogen gange havde nogle utrolig præcise detaljer om historien var lidt underlig. Han mente dog at han nok bare havde været glad for at læse inden han mistede hukommelsen. Dette fik ham dog ikke rigtig til at opsøge biblioteket.  

Et lille smil spredte sig på Gabes læber. Han vidste udmærket godt hvad hun sagde, men det var rart at der var nogen der bekymrede sig nok om ham til at fortælle ham det, selvom de lige havde mødt hinanden. Efter det her møde ville de nok heller ikke se hinanden igen, men for en stund var det rart at vide at der var nogen i dette land, der havde skænket ham en tanke. Venner og bekendte var ikke ligefrem noget han havde meget af mere.
”Med Isaris vejledning, håber jeg på at jeg ikke kan gå helt galt,” sagde han blidt og tog fat i sin halskæde der bar gudindens symbol. Der var ingen grund for ham at skjule at han var stærkt troende. Han ville ikke tvinge andre til at tro det samme som ham, og ville aldrig sige at en anden gud var bedre, men for ham var Isari hans frelser.