Mørket var kun en halv time væk, og landevejen var øde netop af denne grund.
Udgangsforbudet som Kilepræsterne havde kommanderet, gjorde det til en farlig affære at bevæge sig rundt uden for Hovedstadens mægtige porte på denne tid - og man blev ikke lukket ind hvis man var for sent på den.

Hvilket naturligvis kunne gå hen og blive problematisk for den kappeklædte skikkelse, som kom gående langsomt hen ad vejens stenede overflade, halvt vaklende og tungt åndende.

Hun var ikke høj, lige knap en tres, og det lange, silkeagtige hår hang løst nu hvor hun ikke havde orket at hive hætten op over hovedet igen.
Slank og fin i alle træk var hun, og under rejsekappen var hun klædt i en halvlang, mørkegrøn tunika uden ærmer, som var åben foran ved benene, samt et par mørke bukser med tilhørende, halvlange læderstøvler.
Sværdet hang i sin skede, fastlåst i hendes venstre hånd - men spidsen af den sorte skede blev slæbt hen over jorden.
Energien var end ikke til at holde det smidige våben ordentligt.

Hun var bleg, havde mærke render under øjnene, og hendes frie arm lå om hendes mave.
Hun gik lettere foroverbøjet - og det der nok var mest sigende, var blodet omkring hendes mund og på hendes hage.

"F-fandens..." kvækkede hun, som endnu et jag af krampeagtig smerte for igennem hele hendes midtersektion.
Hun kunne ikke huske at hun nogensinde var kommet så galt afsted før...
Den forbandede halvork...

Pludselig mærkede hun igen den væmmelige fornemmelse af blod, som vældede op i munden på hende.
Mei stoppede op, bøjede sig endnu mere forover, og mens hendes spnkle krop skælvede, kastede hun endnu en gang en lille smule blod op.

Da den ubehagelighed var overstået, kiggede hun atter op imod horisonten, hvor Hovedstaden var at skue... og opdagede til sin store irritation at hendes blik var blevet sløret.

Hun bandede svagt, og forsøgte at tage endnu et skridt - hvilket resulterede i at benene knækkede sammen under hende, og hun faldt om på vejen.

Knap ved bevidsthed lå hun på siden, mens hendes ene arm lå beskyttende om maven, og den anden knugede det mærkelige sværd så hårdt som hun nu kunne mønstre...

Satans...

Myrilla havde været udenfor byen denne dag, selvom hun foretrak at være inden for murerne. Især efter al det postyr der havde været på det seneste, og hvad hun selv havde oplevet. Myrilla havde faktisk overvejet ligesom sidst at tage hjem til sin familie, men det ville også bare betyde at al den sorg hun havde buret inde ville komme til overfalde. Hun ville være tvunget til at se sin elskede familie mangle både hendes søster og mor. Myr sendte dem en kort tanke, imens hun red. Nogle gange følte hun også at hun lod dem i stikken at de blot var der og arbejde så hårdt for at få det til at lykkes, men ifølge hendes brors breve så gik det godt. Myr manglede blot at tænke på sig selv i stedet for alle andre. Myrilla havde været redet ud for at skaffe nogle provianter, både til helbredshuset, men også til værelset og handelsmand ønskede at de skulle mødes her ude, da han skulle videre rundt i landet. Derfor var hendes hest også op pakket med diverse sager. Som hun red tættere på muren, bemærkede hun hurtigt en kvinde der faldt ned på jorden lidt længere fremme. Myrilla satte hurtigt i galop og red hen til kvinden hvorefter hun steg ned for at tilse kvinden. Det var tydeligt at denne kvinde var kommet slemt til skade. Myr vurderede hurtigt at kaste blod op var bestemt ikke et godt tegn. Myr lage roligt en hånd på kvinden hvor hun opdagede at kvinden var ved at forsvinde hen, Myr sagde roligt og varmt ”Bare rolig, jeg skal nok tage mig af dig. Men det kommer til at gøre lidt ondt, men jeg lover at gøre alt hvad jeg kan for at få dig op på fødderne igen” hun gav et klem, i et forsøg på at holde kvinden vidende om at der nu var en hos hende. Myrilla bad hesten om at ligge sig for derefter at tage fat i kvinden sætte hende på hesten, det var ikke nemt for Myrilla der hellere ikke var stor af sig og bestemt ikke var et muskelbundt, men det lykkes og det eneste grund til at Myr ikke valgte at behandle hende her, var at så ville de ende med at være her hele natten. Hvilket ikke var optimalt med de fare der var og de ville være meget udsat da dette ville tage kraftigt på Myrillas kræfter og kvinden her kunne næppe forsvare sig. Myr red så nænsomt som overhovedet muligt imod porten. Der snart ville lukke. Heldigvis nåede de det, ellers måtte hun have reddet hurtigere blot for at nå det. Myrilla forsatte igennem byen end til de nåede helbredshuset, det lå heldigvis ikke langt væk fra porten. ”Vi har brug for hjælp” råbte hun, som de ankom ind i gården, der gik ikke længe før en to kom ud af døren og hjalp Myrilla med at få kvinden ind på en af de senge som de havde. Den ene, som var en kvinde valgte at blive ved Myrilla og assistere hende. Hvorefter de hurtigt gik i gang med at ligge hænderne over kvinden hvor hun nok få en varm fornemmelse i kroppen af deres healende evner. 

Mei svævede ind og ud af bevidstheden, men hun lagde mærke til at nogen dukkede op og fik hende bakset op på en hest.
Hver bevægelse var lettere smertefuld, men hun var simpelthen for afkræftet til at reagere på det... og så bev ating mørkt.

Det næste hun huskede var at de red ind ad porten... så blev alting  mørkt igen.

Så, midt i al mørket, mærkede hun pludselig en varm fornemmelse i kroppen.
Det blev lettere at slappe af, og smerterne fortog sig langsomt, mens Mei's energi begyndte at vende en smule tilbage... og hun slog øjnene op.

Over hende var der et loft, og to kvinder som kiggede ned på hende.
Den ene ganske ung og køn... var det mon hende der havde reddet Mei fra landevejen..?

Mei lod blikket glide ned ad sig selv, og så hvordan de to kvinder holdt deres hænder over hendes krop... var det healing? Magi?
Fantastisk... det var et fåtal der kunne dette i hendes hjemland!

"Hvor... er jeg?" spurgte hun lettere hæst, mens hun så fra den ene kvinde til den anden.
Hun var tydeligt afkræftet, men det var mindst lige så tydeligt at de havde reddet hendes liv.

Fordi kvindens skader var omfattende tog healingen også tid, men Myrilla åndede dog lidt op da hun så at kvinden åbnede sine øjne, det var et yderst godt tegn.
Hun smilede kort, da Myr stadig koncentrerede sig om sin healing, ”De befinder Dem på helbredshuset” svarede hun roligt.

Myrilla kunne ikke lade vær med at tænke på hvordan en kvinde kunne få så alvorlige skader, det måtte have været forfærdeligt at være i den situation, men heldigvis var hun da heldig over at hun havde fundet hende, ellers havde hun nok aldrig kommet ind til byen i tide inden de ville lukke porterne. Også var hun måske ikke overlevet, en nat der ude i kulde og væsner som kunne finde hende, hun ville jo være et let offer for enhver. Myrilla lukkede atter sine øjne koncenterede sig og fik healingen færdig. Selvom de var to, havde det alligevel taget sin tid at få kvinden healet. Men blodtab kunne de dog ikke erstatte så kvinden ville nok stadig føle sig svag og afkræftet ”De kan sætte Dem op, men vi anbefaler at De holder dem i ro i nogle dage før De igen kan lave fysisk aktivitet” sagde hun roligt som hun fjernede sine hænder fra hende. Begge healer var enige om at det var især vigtig også at lade ens kroppe komme sig over sådanne skader, selvom de ikke var synlige længere og nok også havde hjulpet gevaldigt på kvinden. Så var kroppen stadig mærket. 

Hun satte sig langsomt op i sengen. 
Ømmede sig en smule, men det var ingenting i forhold til den smerte hun havde følt tidligere.
Det havde været tydeligt at hun havde haft interne skader, og hun var heldig at være i live.

Med taknemmelighed i de ellers normalt så ligeglade, brune øjne kiggede hun over på den yngre kvinde.
Brunetten havde reddet hendes liv...

"Jeg står i... gæld." sagde hun, stadig hæst og med halfkraftig accent.
Det så ud til at der, trods alt det hun ellers havde oplevet og set, alligevel var godt i det her gudsforladte, kolde land...

Myrilla så på hende da hun rejste sig op ad sengen, det var ikke for at stirre men mere studere hendes bevægelser for hvor afkræftet hun var. Selvom kvinden havde det bedre, var der stadig smerter. Myr tænkte på om hvorvidt kvinden også psykiske mén over det der var hændt hende.

Myrilla fik et venligt smil frem ”Bestemt ikke, det er min fornøjelse som healer at kunne give noget tilbage” svarede hun roligt. ”De er mere end velkommen til at tilbringe natten her” forsatte hun med et smil. Kvinden var bestemt ikke i en situation hvor hun kunne gå ud og tage hjem eller finde et sted at sove. Ellers ville Myr insistere på at hun blev her.

Mei sendte healeren et forsigtigt smil.
Kunne det virkelig passe at hun intet ville have for det her? Alle andre steder Mei havde været i dette land, havde alting haft en pris, og healeren havde trods alt reddet hendes liv.

"Jeg er tak... nem'li." sagde hun mens hun tydeligvis kæmpede lidt for at komme i tanke om det rigtige ord.
Det gik dog meget godt.

"Jeg er ude ved... hmm... først lys." sagde hun så og lænede sig tilbage imod puden.
Healet eller ej, hun havde fået en ordentlig omgang, og hendes krop hadede hende lidt for det.

"Hvad hedder min helt?"

Myrilla smilede blot af hendes ord. Hun håbede altid at ved give fik hun en dag måske noget igen. Myrille fik næsten lyst til at tysse på hende, kvinden virkede ikke til at have kræfter til tale, eller var hun måske blot en anelse mundlam over at hun ville give behandlingen gratis. Myr gav hellere ikke det normalt, men en så meget i nød uanset om personen havde penge eller ej, fortjente hjælpen.

”Jeg hedder Myrilla” svarede hun med venligt smil og forsatte roligt ”Hvad hedder du?” selvom det måske snart var på tyde at de faktisk fik noget søvn. Selv Myr var tvunget til at sove her. Det var blevet mørkt og vagter og Kile præster var at finde der ude og hun ville bestemt ikke i fængsel fordi hun endnu ikke havde taget sig sammen til at få et af de der adgangspas, som de krævede. 

"Myrilla..." sagde hun og smagte lidt på ordet.
Hun gentog det et par gange, før hun fik styr på den rullende 'R' lyd, men smilede så tilfreds.
"Jeg hedder Mei." svarede hun som hun tillod sig at slappe af.

Den anden kvindes selskab gav hende en underlig fornemmelse af tryghed - ikke at hun lignede en kæmper, som kunne tage sig af en brutal situation... men mere som om Myrilla udstålede en varme og omsorg, som Mei sjældent havde mødt.

"Bor du her...?" spurgte hun, lettere nysgerrig efter at lære lidt mere om denne pige.

Myr smilede blot, som kvinden blev vant det rullende r i hendes navn. ”Det glæder mig at møde dig” svarede hun roligt. Myr kunne se på hende, at des mere hun fandt til ro i huset, des mere kunne hun slappe af. Myrilla havde altid haft en varm effekt på andre så for håbelig havde det også en effekt på hende.

Det var tydeligt at der var sket en del for kvinden, hun havde tidligere nævnt at de befandt sig i helbredshuset, men hun han nok glemt det. Det ville hun nok også ”Nej, dette er helbredshuset” svarede hun roligt. ”Skal vi finde sovesalen?” forsatte hun efter et lille stykke tid. Det havde også været udmattende for Myr at heale hende med de slemme skader hun havde, men hun var glad for at det var lykkes hende, at helbrede hende helt eller i hvert fald hendes fysiske skader.

Helt så omtumlet var hun nu heller ikke; Mei vidste godt at det her var et helbredelseshus. Det føltes som et helbredelseshus.
Men derfor kunne Myrilla jo godt bo her - hun virkede enormt dedikeret til sit arbejde!
"Det glæder mig også." sagde hun halvgebrokkent, men forståeligt.

Sovesalen... ja, måske var det en god idé.
Nok kunne hun tage vare på sig selv, men Mei var øm som havde Zaladin selv trampet på hende et par gange... så at være her, et sikkert sted, for en tid... det ville ikke være så dårligt.

"Sovesalen." sagde hun så og nikkede med et lille smil, som hun satte sig op og svingede benene ud over sengekanten.

Myrilla smilede blot til hendes svar. Hvordan al den her vold var sket med denne stakkels kvinde var et mysterium for Myr. Hun forstod ikke, at nogen handlede på den måde. Det var ikke til at sige om kvinden havde provokeret den anden eller ja blot blevet angrebet. Umiddelbart kunne hun ikke se kvinden være modbydelig eller provokerende overfor andre. Myrilla havde selv oplevet at være forsvarsløs i mænds arme. Blot fået ar på en noget anderledes både end stakkels Mei.

Myrilla tog helt naturligt sin arm rundt om hendes, som om de havde været bedste veninder i flere år. Det var den måde Myr foretrak at holde sine patiner, på lige fod. At tage hende i hånde, kunne måske følelse som et slag, på at hun var svag. Dette var mere venligt, trods at det mere intimt. Myrilla førte dem roligt ind i sovesalen. Der bestod af flere senge. Alle senge havde stolper i hvert hjørne og rammer som befandt dem, hvor chiffon lignende stof hang ned fra dem, som gjorde at der alligevel var lidt privat liv imellem alle sengene. Myr førte kvinden hen til en af dem og satte sig selv overfor hende. Hun var selv tvunget til at sove her pga. udgangsforbuddet. 

Hvorvidt Mei kunne være provokerende eller modbydelig, var noget der kunne diskuteres.
At skyde pile efter en modstander kunne vel sagtens opfattes negativt!

Hun var taknemmelig for den støttende arm, for da hun rejste sig fra sengen blev hun omgående svimmel.
Dog kun i få sekunder.
Sjældent var hun kommet så tæt på andre som hun var, fysisk, på Myrilla lige nu - og lige nu føltes det egentlig meget rart!

Hun kiggede lidt rundt da de nåede ind i sovesalen.
Endnu engang var det svært for Mei at forstå, hvordan det her kunne være gratis... og på samme tid gav det hende en enorm respekt for Myr.

"Tak." kom det fra hende, som hun satte sig på den seng hun blev frt over til.
Hun smilede lidt til Myr, og rullede lidt i den ene skulder indtil det sagde knæk.
"Har du altid... gjort healing?"

Myrilla smilede, som hun havde sat sig overfor Mei. ”Nej, mine forældre var begge bager og havde mine evner ikke vist sig indenfor healing, så havde jeg nok forsat i deres fodspor” svarede hun med et smil. Myrilla fik et svagt stik i hjertet. Det var ikke på grund af Mei, men fordi hun savnede landet, savnede sin familie. Hun havde forsømt dem, mest fordi hun var bange for at de kunne se lige igennem hende. Se hvor tynd og skadet hun var blevet af at bo inde i byen.

Havde de set hende, ville de gøre alt for at få hende hjem igen. Hvor de vidste at de kunne se efter hende. Det var også en utrolig sød og varm tanke, men Myrilla elskede hendes job. Hun bed sig kort i læben ”Må jeg spørger om hvordan noget så grufuldt kunne ske?” Myr spurgte forsigtigt, det var ikke alle, der ville fortælle om deres skader ”Det er dog fuldt forståeligt, hvis du ikke ønsker at fortælle mig om det” forsikrede hun om, med et varmt smil. Myrilla ville ikke få kvinden til at føle det som tvang.