Det var middag. Calcifar var stadig fanget af minotaruen. hun havde næsten opgivet håbet om at flygte. Calcifar også kendt som Cally gik rundt i huset i næsten intet, noget gammelt tøj som var godt slidt. hun havde sin dæmon form ude da det gjorde ondt at trække vingerne ind. de var brækket og særet i så der var huller i vingernes tynge hud.
Cally gik og gjorde rent imens hendes midlertidige herre var ude. hun kaldte ham midlertidig da han ikke havde hendes navn endnu. hun gik rundt i huset og var ret trist over at være fanget her. hun havde været der længe. det føltes som år. hun havde uglet hår og sår og ar på kroppen.

Cally gik over til et vindue med tremmer for og så ud. hun anede ikke hvordan hun skulle komme ud. sådan magi havde hun ikke i sig. desværre, hun havde kun ilution og forvandling til menneske magi. hvilket var lidt trist for en dæmon.

Elios var ud på en af sine sædvanelige ture som han altid tog ud på når han ikke havde noget at lave. Han brugte altid sin kraft til at rejse rundt i krystallandet, for der ville jo ikke være noget ved at kunne teleportere, hvis ikke man brugte det. Noget af det første han havde gjort da han kom til dette land, var at rejse så meget rundt som overhovedet muligt, se så mange områder som han kunne, for jo mere han havde set, jo flere stede kunne teleportere til, og blandt alle disse områder var Tusmørkely blot en af dem.

Elios kom gående hen af de mørke gader med sin lange rødbrune jakke så småt blafrende efter ham. Hans lysebrune skjorte med den mørkebrune vest udenover og det røde halstørklæde sat som et slips var alt sammen velkendte dele af hans tøj. Det og hans sorte bukser med den sorte støvler der gik ham til knæene, og som prikken over i'et var der hans alt for store gamle sorte og raget tophat som han altid gik med. 

Der var noget i Elios' øjenkrog som fangede hans interesse, han kunne se et vindue med tremmer hvor der indebag stod en mørkhåret kvinde med horn. Grundet Elios' ukontrolleret nysgerrighed valgte han at gå derhen. ''Sig mig, hvordan kan det være at der er tremmer for vinduet her? Det ser jo næsten ud som om du er fanget'', sagde Elios ud af det blå til Calcifar.

Calcifar så ud af vinduet da denne man kom over mod hende og talte til hende. hun så på ham med trætte, udmattede øjne.  "jeg er også fanget. jeg aner hverken hvordan jeg kommer ud eller hvor jeg er henne" hun anede ikke hun var i sin hjemby bare i et mere dystret område. hendes horn og vinger var fremme da hendes magi var lidt svækket af at ha brækket vinge og sår på vingerne.

Calcifar så rundt på vinduet og lagde armende om sig og sukkede. hun savnede at arbejde i kroen og at ha sit ejet lille værelse hvor ingen gjorde hende fortræd. hun vidste ikke hvor længe siden det var at hendes tilfange tager var taget afsted så hun så mod manden uden for og sank en klumb. "du må hellere se at komme væk. ved ikke hvornår husets herre kommer tilbage" sagde hun advarene for at han ikke også skulle udsættes for tortur.

Elios fik et mere seriøst ansigtsudtryk i det Cally sagde at hun var en fange her, Elios var ikke typen som bare lod sådan noget passere, så han havde tænkt sig at hjælpe hende. Elios kiggede lidt rundt inde i det rum som Cally var fanget i, han havde jo brug for at have set stedet før han kunne bruge sin kraft der indtil. Han holdte sin hånd op, knipsede og sagde ''Knipsy Nipsy'', hvorefter en portal opstod lige ved siden af ham, og en inde i rummet. Elios gik igennem portalen hvorefter han stod et par meter bag Cally inde i rummet, han sagde hurtigt ''Dipsy'', hvorefter begge portaler forsvandt igen.

Elios to et par hurtige skridt direkte hen mod Cally så han stod helt henne ved hende, hvorefter han lavt hviskede til hende, ''du siger at du er fanget her, og det lyder som om at hvem enden ejer det her sted er ret så modbydelig, kan jeg især se på dine sårede vinger. Hvis du vil så kan jeg få dig ud herfra, jeg kan tage dig hen til hvilket som helst sted i krystallandet, hvis blot du ønsker det.'' 

Det var den her slags ting som Elios tit gjorde, han elskede nemlig at snakke med folk og hjælpe folk, og han hadet når nogle sårede en anden person, eller var modbydelig overfor dem.

Cally var fange og selv om denne mand var hurtig frygtede hun at han blev udsat for det samme som hun havde været udsat for. hun så på ham da han plludselig lavede en portal ved siden af sig og så stod ved siden af hende. hun så rundt uden for men kunne ikke se husets herre.

Cally så på ham da han talte lavt til hende. hun tog vingerne ud for at se på sårene og sukkede trist. "det er han også. han har... været meget voldlig mod mig. brækket ribben, ben og særet mine arme og mave op med en kniv så blodet bibler frem" sagde hun lavt og så på ham med næsten tiggede også. "jeg ville være glad bare at stå i tusmørkedalens kro, der arbejdede jeg før i tiden, men de har sikkert glemt mig" sagde hun lidt trist og håbede de ikke havde. hun lagde vingen om bag ryggen og lod den anden vinde hænge da hun ikke kunne lig at røre den pga smerten i den brækkede vinde.

hun var selv en meget sød person der ikke gjorde nogle fortrad medmindre de fortjente det, som folk der gjorde dyr og børn fortrad. hun rystede lidt og tog armende om sig selv. hvor ville hun gerne hen. enten til en healer eller til kroen og få at vide hun stadig var ansat der, men det var hun jo ikke efter den lange tid hun havde været fanget. bare det tøj hun havde på nu var for stort, for hun var virkelig blevet tyndt da han ikke gav hende meget mad.

Elios stod blot og så på Cally som hun fortalte om nogle af de ting som ejeren af dette sted havde gjort. Hvis der var én ting som Elios hadet, så var det når en person sårede en anden. Elios havde aldrig været i stand til bare at stå og se på, bare at lade ondskab udfolde sig, for han troede på at ondskaben i den her verden ikke skyldes dem der gjorde onde handlinger. Han troede på at det skyldes dem der stod og så på uden at gøre noget.

''Jeg kan tage dig til et hvilket som helst sted her i Krystallandet, jeg kan tage dig til kroen hvis du ønsker det. Jeg kan tage dig til en healer. Jeg kan tage dig til de højeste bjerge eller de dybeste kløfte, til de smukkeste skove og de mest skræmmende byer. Alt du behøver at gøre er blot at fortælle mig hvor du ønsker at tage hen, og jeg vil bringe dig til det sted.'' Elios stod lænede op af væggen som han talte til Cally, efter det hun havde været igennem mente han at hun i det mindste fortjente dette, fortjente at få en chance for at tage lige hen hvor hun ønskede det, opleve lige hvad hun ville. For dette var hvad Elios gjorde, han hjalp folk, når alt håb syntes at være ude, når folk mente at der var intet tilbage for dem, så ville han være der og give dem hans hånd og give dem nyt håb.

Calcifar stod lidt tid og tænkte. hun kunne komme hvor som helst i verden. hvor som helst... hvor skulle hun vælge. måske skovene ved sølvfloden. det skulle være så smukt. hun så op på ham med lidt undrene ved ham. "er du ikke bange for mig. jeg er jo en dæmon" spurgte hun og vidste at mange så dæmoner som væmmelige onde væsner efter det med plagerne. hun gik lidt tættere på ham og hendes horn der gik ud af hovedet fik håret til at skille sig så hendes hår gik ned i ansigtet.

Cally havde ikke oplevet mange der var søde ved dæmoner. også selv om man kunne se hun var dæmon når hun var i menneskeform. men det var lige til at dække med håret. hun sank en klumb og smilte så. "vis du reder mig tager jeg gerne hvor som helst hen vis du er med mig" sagde hun med et lille håb lysene i øjnene. hun håbede inderligt at han ville tage hende et sted hen hvor ingen kunne gøre hende fortrad igen. hvor ingen ønskede at gøre hende fortræd. hun var jo en sød dæmon, og det havde folk svært ved at acceptere.

Elios stod blot og kiggede på Cally mens hun tænkte, ventede på hendes svar. Da hun spurgte ham om ikke han var bagen for hende da hun var en dæmon, smilede han blot til hende og sagde drilsk, ''er du en dæmon? Det havde jeg slet ikke lagt mærke til'', hvorefter han kort rakte tunge af hende for at vise hende at han drillede. 

Da hun sagde at hun ville tage hvor som helst med ham, så stod han kort og tænkte over det, og han kom hurtigt frem til hvor de først skulle hen, det var jo tydeligt at de sår der var ret så smertefulde. ''Hvis du er med på at tage hvor som helst hen med mig, så kender jeg tilfældigvis en healer som skylder mig en tjeneste, hvad med at vi stopper forbi ham først så han lige kan tage sig af dine sår? De ser ikke specielt behagelige ud.'' Elios stod og afventede hendes svar med hoved på skrå og et smil på læberne.

Cally så på ham og smilte roligt da han rakte tunge og drillede hende. hun så om på vingerne og vidste at man ikke kunne tage het fejl af hendes dæmon ydre. "det er jeg glad for De siger" 

hun tog sig til nogle af sine sår da han talte om en healer. hun nikkede. "det kunne være dejligt. ham der bor her slår og skær i mig som det passer ham." hun ville nu gerne ha set på sine sår. og den vinge som var brækket var også ubehagelig så at få rettet den så hun kunne trakke den id igen ville være ekstremt befriende.

Med en hurtig bevægelse udbrud Elios ordene ''Jamen hvad er det så vi venter på? Kom så! Nu får vi dig forbi en healer, og bagefter så kan jeg vise dig hele krystallandet hvis du ønsker det, alt du behøver er bare at spørge'', ved den sidste kommentar gav Elios hende et lille blink med øjet, hvorefter han for engangs skylde ikke mumlede mens han sagde, ''Knipsy, Nipsy'', og knipsede. Derefter opstod der en portal stor nok til at de begge to kunne gå igennem, blot nogle få meter væk fra dem. Elios tog et par skridt nærmere portalen hvorefter han gjorde tegn til at Calcifar om at gå ind, ''damerne først''.

Calcifar følte lige nu at guderne havde hørt hendes råb om hjælp. hun så på ham og da han kom med de to ord og en portal opstod stod Cally lidt forvirret og så på denne portal til han sagde hun måtte gå først. hun trak vejret dybt og gik så et skridt ind. hun vidste hverken om det var en god ide eller ej men hun ville bare væk her fra. væk fra denne tortur, fra denne minutaure.