Sted: Scotts hjem på Toropolis Isla
Tid: Tidlig eftermiddag
Vejr: Gråt og overskyet med en jævn vind

Sklar havde været oppe at skændes med Cyrine. Det skete ikke ret ofte, da Sklar afskyede at skændes med sin storesøster, men endeligt havde han alligevel fået nok over hendes evige turen ud for at slås. Han var så ked af, at hun altid kom hjem og var kommet til skade og han kunne ikke tage det mere. Det var ikke første gang, det var sket og det hele var endte med, at Cyrine var styrtet ud af døren for at … slås. Sklar havde brugt lidt tid på at rase af. Som et par ville gøre det og han havde smadret en skål og rykket et par af sine fjer fra hinanden. Til sidst havde han bare grædt lidt for sig selv og derefter bare ligget og stirret op i loftet.

Som fortvivlelsen forsvandt fra hans uskyldige sind, begyndte han at blive urolig. Han var stadig vred og havde stadig lyst til at gøre noget, Cyrine ikke ville bryde sig om. Hun hadede, når han forsvandt ud på sine ture igennem spejlet. Så det var dét, han skulle! Og helst så langt væk som muligt. At det i og for sig ikke gav mening, for Cyrine ville blive bekymret om han så gik over på den anden side af gaden, det var lige meget. I hans barnlige hjerne gav det perfekt mening. Så efter at have taget sine sko på og hoppet over den ødelagte skål, gik han ud i det andet rum, til det store spejl, der stod tungt på sine fødder derude. Han lagde hovedet lidt på skrå, som han så på den blanke overflade og for et øjeblik blev hans blik tomt, som han bladrede igennem de uendelige muligheder for åbninger i Krystallandet. Han anstrengte sig for at række langt ud. Som han stod der, kunne man svagt se spejlbilledet flimre lidt, som luften over en vej på en varm dag.
Endeligt besluttede han sig for et vindue, der viste ham noget af et hjem. Normalt ville han ikke vælge et hjem, da der var alt for stor risiko for at der var nogen, men han var vred og ville bare væk så hurtigt som muligt. Så uden tøven gik han igennem spejlets portal.

Det, han havde fundet som åbning, var et spejl, mindre end det hjemme, men stort nok til, at han kunne komme igennem uden de helt store problemer. Nysgerrigt så han sig omkring uden at lukke portalen med det samme - i tilfælde af, at han skulle vende hurtigt om og skynde sig hjem igen. Men alt åndede fred og ro. Spejlet stod i et værelse med en seng. Der var en smule mørkt, da eneste lyskilde var det grå dagslys, der faldt ind af et vindue. Som hans øjne gled nysgerrigt rundt, få han øje på en kommode med ting på. Forsigtigt gik han over for at kigge. Der var nogle spændende småting, men det hans øjne straks fik øje på, var en lille skål med perler, små hvide perler fra muslinger. Han kunne genkende dem, for han havde en enkelt derhjemme. Nærmest hypnotiseret af deres kønne udseende, rakte han ud for at lukke sin voksne hånd om den lille skålfuld.

(( Du må lige sige til, hvis soveværelse-halløjet ikke passer og skal skrives om :b ))

Med benene hængende ned langs borgens mørke mur, en borg lagt i ruiner efter at havde ligget ødet i mange år. Scott stirrede tomt ud mod vandet som bølgede let, vinden var taget til lidt efter lidt, men uden at den var uudholdeligt. Det var overskyet, gråt og kedeligt, måske stod det på regnvejr senere? Stilhede nød han, det var grunden til han var flyttet til ø'en. Der boede ikke mange mennesker og væsner her og det fandt han fantastisk.  

Selvom han boede på ø'en, satte han også sine ben på kystallandets jord. Han arbejde som våbensmed for en kvindelig ork ved navn Mak'gora, en hård en af slagsen. Han havde være heldig at få et job hos hende, havde mødt hende i et tilfælde da han gik rundt i undergrunden.. Hos andre smedjer, passede han ikke ind de var simpelthen for godhjertet.
Scott landede tungt på benene da han valgte at hoppe ned fra muren han havde siddet på. Det var ikke højt, men alligevel højt nok til at hans fødder ikke kunne nå jorden. Det var på tide at tag hjem. 

Et ældre ægtepar gik forbi lands vandet som kun var nogle få meter væk, de sansede ham ikke men snakkede løs med hinanden. Han havde set dem før, og de var en af de folk her på ø'en som ikke kunne lide hans tilstedeværelse, de var bange for ham. Og det var der også en grund til. Et sted gemt inde bagers i sin dårlig opførsel, kunne han have lyst til at skræmme dem, tirre hvis ikke mere. Men det kunne nu altid lade sig gøre senere hen... Omme bag borgen lå et hus, let faldefærdigt men stadig stående. Her hørte han hjemme og ikke noget han kunne være stolt af. Han kiggede mod huset, havde han virkelig glemt at lukke hoveddøren? Han Sukkede, det havde han jo nok men det var nu også ligegyldigt. Scott var hurtig til at fornemme fare og ukendte tilstedeværelser, eftersom han altid var alene og derfor var det fremmed for ham hvis nogen skulle dukke op et sted som dette. For ham, tog det ikke længe før han var tæt nok på huset. Han så hen mod det ene lukkede vindue da han bemærkede noget bevæge sig kort og forsvandt, men hvad eller hvem det var, kunne han ikke se. Scott gjorde det han ville og forsvandt af syne, og bevægede sig hastigt mod huset uden lyden af sine skridt. Dette var hans hjem og ingen skulle træde ind uden tilladelse! Stadig usynlig stirrede han på en knægt.. måske i 20'erne? Han skulle vide at han var trådt ind i løvens hule. 
Scott var klædt i det sædvanlige sæt. hætten over det mørke sorte hår, sin bæltetaske med sine våben, to forskellige. En almindelig arbejdskniv som han selv havde lavet, og en længere dolk som han brugte han til jagt når han engang var sulte efter noget godt kød. Med et iskoldt blik kom han til syne bag den fremmede med sin dolk i hænderne. Han havde set, at knægten faktisk havde taget fat i de perler han havde samlet fra de muslinger han havde fundet for nogle dage siden. Han lod hurtigt sin kniv ramme den fremmede knægts underkæbe med den spidse ende. Ikke hårdt, det var blot for at skræmme personen lidt, han tog et let greb om hans ene skulder, og som han håbede på ville virke. Knægten ville sagten kunne bevæge sig væk fra hans kniv, men Scott kunne også være hurtig hvis han havde lyst til at tag hans liv. Men han ville vide hvem han var først. "Jeg ville lægge dem tilbage hvis jeg var dig, eller har du tænkt dig at betale for dem?" Sagde han koldt og ventede blot på en reaktion. 

Sklar havde ingen fornemmelse af, at han var opdaget. Der var ingen at se og der var stille i det faldefærdige hus. Nogle ville måske tænke, at der ikke kunne bo nogen her, men sammenlignet med det hus, han og Cyrine boede i, var det et rent palads. 
Forsigtigt fik han taget perlerne ud af skålen, da der pludseligt var nogen bag ham og en kniv blev sat mod hans kæbe, samtidigt med, at en eller anden greb fat i hans skulder. Normalt ville nok nok forsøge at komme fri og væk fra kniven, ja endda ty til voldelige handlinger for at beskytte dem selv, men Sklar var ikke normalt. Han var en femårig i en alt for voksen krop og hans reaktion havde altid været speciel. Han stivnede. Man kunne se hans pupiller og øjne vokse i panik, som det gik op for ham, at han var opdaget. Fanget. Men han gjorde ikke noget for at komme fri. I stedet fór hans øjne rundt for at finde en udvej. Spejlet. Hvis han bare kunne komme fri og hen til spejlet.

Men oppe i Sklars hoved, var den fremmed en voksen og derfor meget større og stærkere end ham selv. Og voksne var autoriteter. Cyrine havde forsøgt at forklare ham, at han var lige så stor som en voksen og han kunne også godt se at han ikke havde et barns størrelse og han kunne også sagtens vurdere, hvor store huller og åbninger han kunne komme igennem, men forstå det var noget helt andet. Hun havde også forsøgt at lære ham at forsvare sig selv, men han afskyede vold så meget, at han nær var begyndt at græde, hver gang hun havde vist ham, hvordan man skulle slå for f.eks. at komme fri af et greb.

Mandens stemme var skræmmende koldt og Sklar skyndte sig at åbne hånden, så perlerne faldt ned i skålen igen med en klirren. Uden at bevæge hovedet forsøgte han at se manden bag sig, men kunne kun se hans hånd på hans skulder. Panikken fik hans hjerte til at banke hurtigt og kniven mod hans kæbe var så skræmmende, at hans store grå øjne blev blanke af tårer. Han sagde ikke noget. Det gjorde han sjældent, især til fremmede. Cyrine var den eneste, der kunne få mere end bare enkelte ord eller en enkelt sætning ud af ham. Ellers kommunikerede han mest med nik eller rysten på hovedet. Cyrine. Lige nu ville han bare have Cyrine. Skænderiet var glemt. Men Cyrine var meget langt væk og det vidste han godt.

Scott var klar hvis denne fremmede skulle slå ud after ham, bare for at forsvare sig selv. Ganske normalt for de fleste, men overraskende nok skete der intet. Han holde stadig sin position og manden lagde perlerne tilbage i skålen hvor de hørte hjemme. For Scott, betød størrelsen på folk ham intet og var ikke bange for dem der var større end ham selv, selvom det gav konsekvenser af og til. Men han levede trods alt endnu. 

Manden virkede ikke til at ville røre på sig, og det fik Scott til at tænke.. ventede han på det rette tidspunkt? Når Scott var mest ukoncentreret og havde fået fornemmelsen af, at han ikke ville slå ud efter ham..?
Han valgte dog at fjerne kniven og slippe sit tag i mandens skuldre og trådte nogle skridt til side så han stod ved siden af ham med en håndlængdes afstand. "Hvem er du?" Han pegede med kniven imod ham "og hvad gør du her!" 

Selvom dette hus kunne ligne noget der var ubeboet, måtte man da vide at man alligevel ikke skal vade indenfor og tro at det er i orden. "Jeg mener ikke jeg har set dig før" tilføjede han med den samme kolde tone som før, som kunne være ubehagelig - for nogen - som skarpe negle der kørte ned ad en metalplade. 
Toropolis var ikke en ø der var vildt befolket, der levede omkring eller under 300 indbygger her og alle kende hinanden, man viste i hvert fald hvem folk var og ham her, var ikke en Scott havde set før, ikke her. Så han kunne ikke være her fra? Han lod det kolde blik hvile på manden, uden at sænke hånden som han havde kniven i, nu hvor han kunne se ham ordentligt og ikke kun bagfra. En ung mand der kunne ligne en som var i starten af tyverne... Og ærligtalt, så lignede han - af væremåde - en lille forsvarsløs dyr der havde stukket halen mellem benene. Det var en ny oplevelse for Scott, han havde kun mødt mennesker og væsner der ikke lod sig skræmme, når han var sig selv altså. Eller i hvert fald lod være med at vise det. Han lagde hovedet på sned og valgte at gå hen til den fremmede, tog et greb om hans tøj og skubbe ham væk fra reolen, ikke voldsomt men nok til at han ville flytte sig. Scott ville da se manden an, og ventede på at få et svar. For svar, det ville han have! 

Skrækken fik Sklars hjerte til at pumpe hårdt og hurtigt, men ud over det skrækslagne udtryk i hans lige nu unaturligt store øjne og hans krop, der var stivnet i én stilling, kunne man ikke se på ham, hvor panikslagen han var. Der var intet for at gøre, ud over at vente på, hvad manden ville ham. Skære halsen over på ham eller lade ham gå. Og der ind i mellem.
Endeligt slap manden ham og trådte et par skridt til siden, så Sklar kunne se ham. Det blev han minimalt mindre skræmmende af, men nok til at Sklar forsigtigt lod sin arm falde ned langs siden, da det var hårdt at holde den i den udstrakte stilling. Men selvom manden slap ham, var kniven stadig rettet i mod ham. Det skarpe blad så uhyggeligt ud i det svage lys og Sklar turde ikke røre mere på sig.

Manden spurgte ham, hvem han var og hvad han lavede der. Sklar svarede ikke, men så i stedet fra mandens ansigt, til kniven og tilbage igen. Ville han stikke ham ned? Skade ham? Sklar vidste, at nogle folk fandt det sjovt at gøre andre skade. Var denne mand sådan? Ville han bare slå ham ihjel? Panikken var ved at være overvældende og tårerne pressede sig på, men de faldt ikke. Gjorde bare hans øjne blanke.
Pludseligt skubbede manden til ham og Sklar bakkede et par skridt for at holde balancen. Berøringen var lige ved at få ham til at lukke ned, klar til at få de sædvanlige tæv, men spejlet glimtede i hans øjenkrog. Flugt.

Manden havde skubbet ham i den rigtige retning og trods knivens nærhed, var der fri adgang til spejlet. For et kort blev hans blik tomt, som han sorterede igennem portalerne i sit sind, hvilket viste sig ved en svag flimret i genspejlingen i spejlet. Og så snart den rigtige portal åbnede sig, bakkede han et enkelt skridt mere for at komme på afstand af manden og kastede sig så hen i mod spejlet, hvor portalen hjem stod åben, klar til at lade ham slippe væk fra dette forfærdelige sted.

Det virkede ikke til at manden her, havde tænkt sig at svare. Scott så ham lidt an og bemærkede den skræk der faktisk var tydelig i hans ansigt, samtidig med, at han virkede til at være froset til stedet og uden at være i stand til at røre en muskel. Scott fnøs letter foragtet og var dog yderst tilfreds med den respekt han fik. 
han valgte at skubbe hætten væk fra hovedet så manden i det mindste kunne få lov at se hvem han havde med at gøre. 

Krystallen om hans hals var ikke til at overse. Han havde det til tider med at gemme den, for det var ikke en halskæde han mærkede, for den sad jo fast i hans hud og ville ikke hænge fra kroppen hvis han bukkede sig. 

Han havde nu ikke tænkt sig at slå denne forsvarløse knægt ihjel. Nææh, sådan var han nu heller ikke, han fortrak en god kamp først hvis han endelig skulle have den ide. - Intet svar kom fra manden, men Scott havde da bemærket hans blik der rettede sig på noget bag ham. Dog fjernede han ikke blikket fra den fremmede, men var klar til hvad manden nu havde i tankerne. For hvis det havde været flugt, ville det være mod døren blikkede ville blive rettet på? Spejlet bag ham skænkede han ikke en tanke.
Scott kunne ikke finde ud af manden, han var lidt af en forvirring. Med armene over kors, viste han ikke selv hvad han skulle stille op med denne fremmede.. Han kunne lade ham gå og glemme alt om hændelsen? Men... det synes han alligevel ikke han ville. Scott bemærkede at manden havde taget et enkelt skridt tilbage. Pludselig og overraskende, kastede manden sig frem og med rene reflekser fik Scott rakt armene ud og fik lige akkurat fat i manden med begge hænder. "Okay, rolig.... nu." Det sidste ord kom i en  overraskende og let undren tone, da han fik øje på noget i spejlet der ikke rigtig var til at tyde. 

Først så det ud til at lykkes. Han var så tæt på, så tæt på at være hjemme i sikkerhed, men lige som han turde håbe, greb et par hænder fat i ham og stoppede hans fremdrift mod spejlet. For en gangs skyld, kom der lyd ud af Sklar, som han kom med noget, der lød som et højt nej mikset sammen med et forskrækket skrig. Han var så tæt på sikkerhed! Desperat begyndte han at kæmpe i mod mandens greb, ikke voldeligt, bare vildt, og som lyden af stof, der gik i stykker, lød, kunne Sklar vælte fremad igen og ind igennem spejlets portal.

På den anden side væltede han om på gulvet hjemme i det lille grimme byhus og portal forsvandt så snart han var igennem. Panisk gispende efter vejret fik han hurtigt skubbet sig på benene og ind i det andet rum for at se efter Cyrine. Men hun var der ikke. Det føltes lidt som et slag i maven, men han var ikke overrasket. Bare skuffet på sin egen uskyldige måde. Stadig rystende kravlede han ind i sin egen hulelignende seng og krøllede sig sammen, mens han gav sig til at vente på at hans fordrukne og kampglade storesøster kom hjem, så noget af trygheden kunne komme tilbage.

//Out

Manden fik revet sig fri af hans greb da han kæmpede imod og som ende med, at mandens tøj blev revet i stykker. Manden væltede frem mod spejlet bag dem, og til Scott's overraskelse, forsvandt han gennem spejlet. 
Scott stod alene tilbage og gloede på spejlet, men rystede så på hovedet og vente ryggen til. *Tøsedreng*  Den mand var da mærkelig, han var ikke just den mand som han så ud til at være.. ham så han nok ikke igen. 

Scott valgte at sætte sig ude foran hoveddøren, blot for at slappe af og se på de grå skyer som virkede til at drive væk fra ø'en.