Endnu en tidlig morgen var Myrilla taget afsted på arbejde, væk fra tanker og væk fra det der egentligt var problemet. Murilla kunne mærke at overfaldende havde mærket hende i hendes søvn og at nætterne var lange og næsten søvnløse, ikke destro mindre. Elskede hun sit arbejde og elskede at hjælpe andre og det var det eneste hun kunne finde glæden ved lige nu. 

Myrilla havde ikke nogle hun skulle heale lige nu, og derfor befandt hun sig også i modtagelsen hvor det var at de modtog kunder som havde brug for deres hjælp. Myrilla stod ikke stille og ventede på at nogen ville dukke op, med stod og ordende krukker med forskellige urter og andet de kunne have nødvendighed for at have ved hånden når en person skulle have hjælp til det ene eller andet. 

Tidlige morgener som disse var bestemt ikke Ellas kop te. Det var ikke fordi hun var mere træt end på andre tider af døgnet, men fordi hendes evne til at kontrollere ild – eller mangel på samme – aldrig var helt til at regne med. Under en forhastet morgenmad havde der dannet sig nogle gnister i hendes højre håndflade, som havde efterladt en brændt lugt som nu hang i hendes tøj samt svedet huden en smule. Det var dog ikke derfor, Ella netop var gået ind i Helbredelseshuset.

Ella stod i indgangen et kort stykke tid og så sig om efter en, der muligvis kunne hjælpe hende. Det hastede ikke og var egentlig bare en lille opgave hun havde fået, men hun ville helst være færdig med den hurtigst muligt. Ting som disse havde det med at kede hende, og hun foretrak at have kunder, som udfordrede hende mere. Det stammede måske fra da hendes lærermester stadig levede. Han fandt på de mest besynderlige problemer, som han bad Ella finde en løsning på. Det gik ikke altid helt godt, og et par gange fik hun brygget noget fuldkommen forkert.

Efter at have set sig om i modtagelsen faldt Ellas blik på en brunhåret kvinde. ”Undskyld mig?” spurgte Ella, da hun var kommet hen til den fremmede.

Myrilla der stod lidt i sine egne tanker havde slet ikke bemærket at en anden havde bevæget sig ind i huset. Dog da hun hørte ordnede ’undskyld mig vendte hun sig om med et behageligt velkommen smil til den anden kvinde.  ”Nu skal jeg være der” svarede hun stadig med et behageligt smil.

Myrilla skyndte sig at stille den sidste krukke væk, så det ville være nemt at komme tilbage til igen, ”Hvad kan jeg gøre for Dem?” spurgte hun med et venligt smil og stod parat til enhver opgave hun end måtte have, umiddelbart kunne ikke se nogle skader på kvinden, men hun kunne dufte en besynderlige duft. Hun bevægede næsen et par gange og opdagede at der duftede lidt brændt, hendes øjne studerede rummet, nej der var ikke ild nogle steder i helbredshuset. Mon det var kvinden? Havde hun et brænd sår nogle steder. Myrilla studere hende let, men hun kunne intet se på kvinden og hun ville ikke udspørge kvinden om ting, hun måske ikke følte var hendes sted. Derfor forblev Myrilla tavs.    

Det trak lidt i Ellas mundvige, da hun hørte kvinden svare hende. Så snart den anden havde vendt sig om, forsvandt dette smil dog igen. Ella mindedes ikke at have været inde i Helbredshuset i lang tid og da slet ikke alene. Det havde forandret sig siden sidst, hvilket fik hende til at se sig omkring i rummet. Der formede sig en svag rynke mellem hendes øjenbryn, mens hun overvejede, hvor det, hun søgte, kunne findes. Så vidt hun kunne se var der ikke noget åbenlyst svar.

Ella vendte atter hovedet mod kvinden, da hun spurgte ind til hendes gøremål. Det undrende ansigtsudtryk var nu forsvundet. ”Jeg søger noget Avanyas Hyld,” startede hun og søgte kvindens blik. ”Jeg hører, I dyrker det steder som disse.” Ella kunne naturligvis selv have fundet denne plante i det fri, men med sine mange opgaver hængende over hovedet var dette både lettere og mindre tidskrævende - især i den mængde, hun skulle bruge. Hun håbede derfor, at hun kunne købe noget af denne kvinde.

Myrilla så afventede på kvinden, Avanyas Hyld gentog hun inde i hovedet, for at huske hvor de havde det stående, for selvfølgelig havde det den plante. De benyttede den rigtig meget til at nedsætte feber og lindre smerter hos de syge. ”Ja, det gør vi også” svarede hun roligt. ”Vi har buskene ude bag ved…. Nu skal jeg vise Dem vejen” sagde hun og begyndte at gå.

Med den forventning om at den anden ville følge efter hende. Myrilla gik igennem en smal gang og som førte ud til en dør denne, førte ud til deres baghave. Der var forskellige planter, men den der nok var mest af var Avanyas Hylden. Trods den mørke tid, havde de fleste af buskene overlevet, og de var netop lige begyndt at blomster, de skønne små hvide blomster, Myr smilede som de kom ud i varmen ”De er ikke fyldt blomstret endnu, men det er hvad vi har efter disse tider” sagde hun roligt, der ville nok gå nogle uger endnu før de ville være helt i blomst, men Myr vidste ikke hvad kvinden skulle benytte dem til, det kunne tænkes at hun slet ikke skulle bruge blomsten men bladende.  

Ella fik fremsagt et lille ”tak,” der kun lige netop kunne høres, og fulgte efter kvinden. Uden den andens hjælp vil hun med garanti været faret vild herinde. Hun havde endnu ikke set noget, der lignede skilte, som kunne have fortalt hende vejen til det sted, de nu befandt sig.

Af ukendte årsager var det varmere ude blandt planterne, end der havde været indenfor. Ella havde dog intet imod det, eftersom hun altid frøs en smule. Hun var vant til enten altid at være på farten eller stå i nærheden af et ildsted, så når hun stod stille udenfor havde hun aldrig helt nok tøj på.

Selvom Avanyas Hyld var afbilledet i fuld flor i hendes bøger hjemme i værkstedet kunne hun sagtens genkendte buskene. De små hvide knopper var det, der afslørede dem.

”Hvilken del af planten bruger I som regel?” spurgte Ella og gned et af bladende fra en nærmeste busk mellem hendes arrede fingre – præcis som beskrivelsen i bøgerne. Eftersom hun egentlig kunne bruge hver del af planten ville hun ikke vælge at tage den del, som de havde gavn af i Helbredshuset. Det ville ikke ligefrem være særlig betænksomt, især ikke i en tid som denne. Ella kunne nemt få øje steder, hvor der manglede buske.

Myrilla smilede idet hun hørte det lille tak. Hun var glad for at hun kunne være i stand til at hjælpe den anden. Som de befandt sig imellem buskene, havde hun vendt sig imod den anden og hørte derefter hendes spørgsmål. ”Vi benytter blomsten og stilken, men vi tørre det altid” i form af mørket samt det faktum at der intet lys havde været, og behovet for at lindre smerte med mere var deres lager også stor set opbrugt. Det var derfor vigtigt at disse bar stor høst. Af hvad Myr kunne se ville deres stilke blive den primære kilde på nuværende tidspunkt, men når blomsterne kom ville de for håbelig skabe et nyt lager. ”Må jeg spørger om hvad det er De skal benytte planten til?” spurgte hun lettere ydmygt, det var jo ikke for at snage i hendes privatliv, men Myrilla var naturligt lidt nysgerrig man stoppede aldrig med at lære i livet.  

Ella gik vel egentlig rundt med en idé om, hvordan planten kunne benyttes på anden måde, end normalt. Det var ikke altid muligt at få planten tørret, også var det til tider også noget besværligt at rejse med noget så porøst. Det var ganske vidst ikke noget problem i Helbredshuset, men til dagligt befandt man sig ikke altid i nærheden af sådan et.

”En af mine kunder har spurgt efter en eliksir, som man kan have med på rejser. Den skal have samme effekt som planten her, så jeg tænkte, det ville være et godt sted at starte med den.” Ella, der før havde set ud på buskene, rettede nu blikket mod kvinden. ”Jeg er eliksirmager,” tilføjede hun. Ella talte roligt. Hun kunne ikke sætte en finger på det, men noget ved den anden fik hende til at slappe af. Hun følte ikke samme behov for at skynde sig, som hun normalt gjorde. Det var overraskende behageligt.

Myrilla så ventede på kvinden. Da hun endelig svarede nikkede hun blot. Interessant Myr havde aldrig rigtig mødt en eliksirmager. Det måtte da være spændende at opfinde nye ting og eliksirer der kunne hjælpe andre. Myrilla kunne dog hellere ikke lade vær med at tænke på om der var nogle bivirkninger, hvis en eliksir ikke gik som forventet. Bare hun aldrig blev syg tænkte hun letterede bekymrende mod den anden.

Myrilla fandt en lille kurv der stod ved buskene, i kurven befandt der sig også en lille saks til at klippe stilkene af med. Hvorefter hun rakte den ud til kvinden ”Så er det nok bedst at du selv tager lidt fra buskene” svarede hun med en mild stemme, hun stolede på at kvinden ikke ville gøre buskene fortrød og skam skære dem. Hun skulle jo bruge dem, ligesom meget som dem. ”Det lyder som et spændende arbejde” sagde Myrilla med en blid stemme, og det mente hun. Myr fandt ofte andre professioner interessante og spændende samt gav det hende ofte en bedre forståelse af andres erhverv og deres liv. Ligesom så mange andre healer, var de ofte rare og venlige, eller det var hvad Myrilla havde oplevet. Det var da ikke mange onde som ønskede at heale andre, tænkte hun. 

// Inaktiv