Sted: En kro et eller andet sted langs landevejen, ikke så langt fra hovedstaden
Tid: Sen eftermiddag
Vejr: Lettere blæsende, med få skyer

Randall stønnede dæmpet og begyndte at røre lidt på sig. Hans hoved føltes som om, at det var ved at eksplodere og han tog sig til baghovedet, der viste sig at være klistret. Blod. Langsomt åbnede han øjnene og missede med øjnene mod solen, der skinnede ned over verden. Han lå på maven halvvejs inde i en lille gruppe buske, der stod op af en bygning. Lugten af hest fortalte ham, at det var en stald. Hvad Zaladin var der sket? Han begyndte at røre mere på sig for at komme op at sidde, men en pludselig smerte fra hans ben fik ham i stedet til at vælte om op ryggen. Benet. Et minde om en kniv, der glimtede i lyset og derefter borede sig ind i hans venstre lår fór igennem hans sind og han gned sin rene hånd ned over sit ansigt. Nåh ja, slåskampen.

Han var ankommet til kroen samme dag på en hest, han havde ”lånt” et sted. Han var på vej mod hovedstaden for at finde kvinden, der havde kaldt sig selv Cyrine. Det lød så pladderromantisk, men det var nu mest for at hyle hende ud af den. Sidst hun havde set ham, havde han kastet sig selv i armene på byvagterne, der havde sværdene først, så han var ret hurtigt død. Og vågnet op i det nordlige krystalland. Så nu var han på vej tilbage for at se, om han kunne finde denne spændende kvinde. Tænkte han med den nedre region? Absolut. Han var ikke typen, der farede rundt efter bestemte pigebørn, men hun havde virket som et sjovt bekendtskab.

Men han havde ikke travlt og var kommet forbi denne kro, hvor han havde besluttet sig for at betale sig fra noget ædelse og noget øl. Hurtigt var han faldet i snak med et par andre gutter på tur, men efterhånden som øllet kom indenbords var diskussionerne blevet ophedet og pludseligt fløj næverne rundt. Det gjorde normalt ikke så meget, men de havde været tre mod én og først var ham blevet stukket med kniven i låret og derefter havde han fået en over nakken, så det havde sagt godnat for ham. Man kunne sige, at han var heldig, at de ikke slog ham ihjel, selvom det for ham kunne være ret meget lige meget.

De havde åbenbart losset ham ud af kroen og ud i disse buske. I det mindste ikke møddingen, det var ellers folks foretrukne sted at smide ham hen. Der kom endnu et dæmpet støn fra ham, som hans hoved dunkede. Lidt forsigtigt fik han sig skubbet sig så meget op at sidde, at han kunne se sit lår. Det sorte stof var mørkt af blod og uden at skære bukserne op, ville han ikke kunne se, hvor galt det var. Det blødte en del, men han havde ikke fornemmelsen af, at han var ved at dø. Sukkede lagde han sig forsigtigt ned igen med underarmen over sine øjne. Fedt. Nu skulle han halte rundt i et par uger.
”Medmindre jeg dør af koldbrand. Fordi det er bare skide skægt.” Han tænkte bare højt. Hvis han kunne komme ind og give de gutter en gang prygl!

(Tråden er hermed åben for alle, kom og hjælp den stakkels Randall!)

Godt den gamle kan tåle at dø, nu afliver jeg i hvert fald denne tråd :b