Aftenen var ved at falde på og solen ved at gå ned. Der var stadig noget lys, men solens stråler nåede ikke ned i dalen. De var dog smukke hen over aftenhimmelen. De store bjerge dækkede dog for en del af den farverige himmel, men det kunne jo også være et smukt syn i sig selv. Grotterne i bjergene og husene i dalen. Det hele var en del af denne smukke aften. Selvom det var tiden for ikke vampyrer at være ude var der ufatteligt lidt udenfor faktisk. Det var mere som om at folk vidste at snart ville mørket falde og ingen havde lyst til at være ude for det. Gennem luften kunne der høres hvor stille der var, især nede ved vandet. Men helt tomt var der ikke for selvom der var få var der nogle ude for en aftentur. Og nede ved vandet sad en skikkelse helt alene med fødderne i vandet.
 

Cecilia havde bevæget sig udenfor sit hjem denne aften for at komme ned og slappe lidt af. Hun havde taget sine sko af og sad på kanten med sine ben i vandet. Det var beroligende, og det hjalp også at de fleste bare lod hende være. Hun var iklædt en kort blålig kjole der var lidt løs og ved sin side havde hun sin katana. Den havde hun altid med sig også selvom den måske ikke ligefrem passede til det tøj hun havde på. Hendes hvide hår dækkede lidt for hendes sorte maske men så man efter kunne man godt se hun havde den på. Hun plaskede lidt med fødderne fra tid til anden da hun gerne ville lytte til vandet, og fordi hun godt kunne lide følelsen af vandet mod sin hud. Dog var hun stadig på vagt hele tiden og lyttede til alt omkring hende for at være sikker på ingen kom fortæt på eller ville prøve på noget de ikke skulle.

Der var mange ting der fascinerede hende ved Tusmørkedalen. En af dem var muligheden for at betragte sollyset på himlen, uden at det nåede helt ned i dalen og kunne skade hende. Hun havde sådan savnet at se solen, men endnu mere at mærke den mod sin hud. Sin gamle hud altså, for denne nye, blege hud fik intet andet end brændsår ud af solens før så kærtegnende, varme strøg.

Disse tanker fik blot Céline til at sukke dybt. Hun turde end ikke at bevæge sig udenfor, før de, nu så, forbandede solstråler var helt væk. Ikke om hun ville tage nogen chancer, for den brændende sol gjorde intet andet end skade for hende nu. Den var det livsgivende, og det fik hende til at føle sig død indeni.

I går havde hun lagt elvertøjet på hylden, en æggeskalshvid skjorte og lærredsbukser, og havde iklædt sig hvad kvinderne i denne by alle bar: overdel korset, og ak ja et skørt. Der var intet hun hadede mere end skørter, men hun var nødt til at blende ind. Ikke skille sig ud. Så derfor var hun nu iklædt en hvid overdel, med blonder som stak op der, hvor korsettet lukkede sig om hendes brystparti. Hun havde dog ikke meget at gøre godt med, brystmæssigt, men korsettet hjalp en smule. Hun var ligeledes iklædt en grøn underdel, et skørt. Alt dette kunne købes, ved at sælge sit elvertøj, som var lavet af kvalitetsstof og dyrt nok til, at hun også have lidt tilbage derefter.

Men da solen stod nærmest utydeligt langt nede  på himlen, listede hun ud af døren til kroen, bagdøren selvfølgelig. Hun sov nemlig endnu på kroen, fordi hun ikke havde fundet sit eget endnu. Hun vidste ej heller, om hun ville blive her i denne mørke by, men det måtte tiden vise.

Tiden gik bare og der skete ikke meget nede ved vandet, selvom der nu ikke var andre der nede og mørket dominerede, havde intet rigtigt ændret sig for Cecilia. Hun sad stadig med fødderne i vandet og bare nød det. Efter hun havde været der første gang og faktisk opdaget vandet havde det været et sted hun kunne tage hen når hun havde tid og ikke skulle tænke på alt andet, hun kunne bare mærke vandet og slappe af på den måde. Dog var der nogle gange for mange dernede til at hun faktisk tog derned, det var bare ikke lige hende med mange folk og slet ikke hvis de synes de skulle blande sig i hvorfor hun var alene eller sådan noget. 

Selvom hun aldrig havde set vandet var der noget ved det der bare gjorde hende så nysgerrig omkring det. Hun havde mange gange overvejet at hoppe i og mærke det på hele kroppen, men hun vidste ikke om hun ville kunne svømme, siden hun aldrig havde lært at svømme, så det ville nok ikke være en god ide. Men sådan at sidde på kanten og bare plaske med vandet og hører lydene og lugte det, det var paradis for hende. Dog var det nok noget hun ville benægte hvis nogen spurgte hende. Hun var ikke meget for at andre skulle finde svagheder ved hende. 

Selv var hun kommet til dette sted, Tusmørkedalen, for mange år siden nu, og hun havde bare vænnet sig til den. Desuden brugte hun ikke meget tid der alligevel, eller det var hun begyndt på dog, da det virkede til at være lidt sløvt med arbejde for tiden. Men hun havde penge nok som det stod til nu, så hun var ikke bekymret, hun brugte ikke så mange til at starte med så hun havde gemt mange gennem tiden. Hendes arbejde havde bragt hende mange steder hen, og selvom hun kunne sætte bolig de fleste steder så blev hun i huset af den vampyr der bed hende for så mange år tilbage. Hun kom altid tilbage til dette sted, også selvom hun troede hun kunne forlade det. Men hun var begyndt at møde interessante folk der, så hun var begyndt mere og mere at tænke det kunne være en ide bare at blive, og så var det nemt at kunne gå ud de fleste timer på dagen uden at skulle bekymre sig om at blive brændt.

Ud af bagdøren gik det. Det var blevet fint mørkt udenfor, og hendes øjne så ret godt i mørke. Eller det var de i hvert fald begyndt på, da hun var blevet bidt af det der underfundige væsen,. Hun rystede let på hovedet, og forsatte gennem byens betryggende mørke. Ikke at hun nogensinde havde været til mørke, men det var hun blevet, efter at hun ikke kunne bevæge sig ud i sollys.

Derude i den store verden, så hun en skikkelse sidde ved vandkanten. Nysgerrigheden dragede mere en frygten for denne fremmede. Der var til tider nogle ret mærkelige eller skumle typer her i Tusmørkedalen, havde hun opdaget efter at have boet her i et par dage. Mere krævede det ikke, før man opdagede dalen og dens beboeres sande natur.

Det havde varet lidt før det var at Cecilia havde lagt mærke til der var nogen på vej i mod hende igen. De andre der havde været der selvom de havde gået tæt så havde de ikke ligefrem gået hen til hende. Hun vidste ikke om denne person ville men hun lyttede da efter hvor de var. Det var dog ikke sådan at hun holdt op med det hun havde gang i, da hun havde været der så længe at hun bare ville nyde det lidt mere før hun nok endte med at blive nød til at tage tilbage til huset eller sådan noget. 

Det hvide hår lyste nærmest lidt op i mørket da det var sådan en kontrast, men det var jo ikke fordi det som sådan var helt mørkt for vampyrerne selvom solen var gået ned. Dog for hende fandtes der ikke andet end mørke, hun kendte ikke til andet, men det gik hende ikke rigtigt på, hvordan kunne man savne noget man aldrig havde set? Hun havde aldrig helt forstået hvorfor folk havde ondt af hende for at hun ikke havde sit syn, men det gik hende virkelig på nogle gange. Hun var jo ikke mindre værd eller noget bare fordi hun ikke kunne se det grimme i verden mente hun, jo selvfølgelig hun kunne heller det ikke se det smukke, men hun oplevede verden på en helt anden måde og den havde så mange fordele synes hun.

Som personen kom tættere på lagde hun dog roligt hånden på sin katana for at være klar til hvis det var en der ville hende noget. Hun snakkede ikke så tit med folk så hun var altid klar på det værste, det var også derfor hun sjældent gik nogen steder uden sin katana. Den betød bare for meget for hende og hun ville ikke blive fanget i en situation hvor hun ikke kunne forsvarer sig selv. Selvfølgelig kunne hun altid bruge sin krop til at kæmpe med, men hun var ikke lige så stærk som mange andre selvom hun var i god form, hun havde bare altid trænet med sværd og våben så for hende var det bare det som hun fandt mest behageligt. Hendes sværd var for hende bare en forlængelse af hendes arm, en skarp og dødelig forlængelse, men det tænkte hun ikke så meget over.

//OOG: Jeg går til tider død i karakterer, og denne karakter kan jeg mærke, at jeg ikke kan finde rundt i, hvorfor jeg lader hende dø af blodmangel. Har allerede erklæret hende død, hvorfor jeg skriver fra en anden karakter.